1991 BTL 85 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM KOMMUNERS OG AMTSKOMMUNERS SAMARBEJDE MED AKTIESELSKABER M.V. NR L 85 1991-92, 1. SAMLING

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til industriministeren, som denne har besvaret

skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser fra

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd,

Foreningen af Rådgivende Ingeniører og

Kommunernes Landsforening.

Der er af flere flertal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men kan dog stemme for det under nr. 4 stillede ændringsforslag.

Efter mindretallets opfattelse giver de foreslåede ændringer en mere præcis angivelse af, hvilken type selskaber kommunerne skal kunne deltage i, end det oprindelige lovforslag. Tilbage står imidlertid stadig det helt principielle, at kommunerne også efter vedtagelsen af de foreslåede ændringer vil kunne deltage ledelsesmæssigt og finansielt i selskaber, der driver erhvervsvirksomhed. Det er ikke en kommunal opgave at deltage i en sådan erhvervsvirksomhed. Især er det betænkeligt, at der i den foreslåede affattelse af § 2 ikke er nogen begrænsning på den virksomhed, som de pågældende selskaber må drive med henblik på salg af varer og tjenesteydelser baseret på kommunal viden til andre end kommuner og amtskommuner. En vedtagelse af den foreslåede affattelse af § 2 vil i realiteten kunne føre til, at kommuner kan deltage i selskaber, hvis salg til kommuner kun udgør end ganske ringe del af selskabets samlede omsætning. Beløbsbegrænsningen i det foreslåede § 3, stk. 1, vil i øvrigt kunne udhules af dispensationsadgangen, der er indeholdt i det foreslåede stk. 5 i § 3.

Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling med følgende bemærkninger

Ikke nok med at regeringen har fremsat lovforslag nr. L 78 om kommunal og amtskommunal deltagelse i erhvervsudviklingsaktiviteter, hvor Fremskridtspartiet vedrørende dette lovforslag skal henvise til sine bemærkninger i betænkningen, men Det Radikale Venstre skulle selvfølgelig overbyde regeringen med et endnu værre lovforslag. Et lovforslag, hvor kommuner og amter får adgang til helt uhæmmet at kaste skatteydernes gode penge efter dårlige projekter. Det har aldrig været, og det må aldrig blive en kommunal opgave at drive erhvervsvirksomhed. Den såkaldte kommunalfuldmagt vil med en vedtagelse af dette lovforslag blive åben som en ladeport, hvorved kommunerne får adgang til i større omfang end i dag at indgå i halv- og heloffentlig produktions- og servicevirksomhed. Der kan ikke advares nok mod en udvidelse af kommuners deltagelse i privat virksomhed. Allerede under de nugældende regler har kommuner i en lang række tilfælde bevist, at de ikke magter at drive privat virksomhed. Spørgsmålet er jo også: Hvad gør et »tilfældigt« sammensat byråd til bedre erhvervsledere end bestyrelsen i et privat firma?

Hidtil har spørgsmålet om, hvilke projekter kommuner kan deltage i uden at overtræde kommunalfuldmagten, været forelagt til afgørelse i Indenrigsministeriet. Den nuværende indenrigsminister Thor Pedersen (V) har med forholdsvis hård hånd administreret kommunalfuldmagten, det skal fortsætte. Industriministerens forslag til lov om kommuners og amtskommuners deltagelse i erhvervsudviklingsaktiviteter (L 78) er derimod et skridt i den forkerte retning. Nok hedder det i lovforslaget, at aktiviteterne ikke må påføre private virksomheder ubillig konkurrence og ikke må give enkelte virksomheder en urimelig fortrinsstilling. Det lyder flot, men det farlige er, at der igen lægges op til en successiv vurdering. Halv- og helrøde flertal i kommuner vil således kunne tillade projekter ud fra deres subjektive vurdering.

Bladet Dansk Industri fra 23. september 1991 skrev: »Kommuner skal holde sig i skindet. Industrirådet advarer kraftigt imod, at der gives adgang for det offentlige til at tage kommercielle risici i forbindelse med erhvervsprojekter. Det gælder også de tanker, der har været om adgang til at indskyde kapital i såkaldte udviklingsselskaber, der skal kunne deltage i finansieringen af nye selskaber. Vi ser en klar risiko for, at en række private virksomheder, som arbejder med erhvervsservice, f.eks. konsulentfirmaer, kan blive udsat for ubillig konkurrence fra skattebetalt service.«

En af de store fejl ved de halv- og helkommunale selskaber er, at det bliver politikere og bureaukrater, som skal træffe beslutningerne frem for driftige private erhvervsfolk. Det er for embedsmænd således, at tab ikke berører deres egen indkomst, det er jo skatteyderne, som må dække tabene, hvorimod en virksomhedsejer selv må betale alle tab og fejl.

Inden for de seneste år har der været alt for mange eksempler på, hvordan disse kommunale engagementer har medført store tab for skatteyderne. I flæng kan nævnes: Naturgas Syd, DanVand og Bibliotekscentralen.

Lunderskovs borgmester Bent Bechmann (K) udtaler til bladet Dansk Industri 8. april 1991: »Det (Naturgas Syd) er et skræmmende eksempel på, hvordan udgifterne løber løbsk. Og politikerne er meget dygtige til at skjule fejl. Man vil ikke lukke en tabsgivende virksomhed. Der vil altid være nogen, der hævder, at der er tale om en god forretning. Men en god forretning kan kun defineres som en forretning, der giver overskud. For den kommunale driftsform egner sig ganske enkelt ikke til at drive den form for virksomhed.«

Industrirådets Bent le Fevre udtaler i samme blad: »Det er i sidste ende retten til at gå konkurs, der sikrer, at virksomhederne producerer de varer, markedet vil betale for. Man kan ikke forestille sig, at en kommune eller et amt går konkurs. Derfor bør kommuner og amter ikke forsøge sig med alle hånde fantasifulde forsøg på at drive forretning for skatteborgernes penge. Derfor siger industrien nej tak til kommunale investeringer i det private erhvervsliv.«

Fremskridtspartiet er aldeles enig og indstiller derfor dette lovforslag til forkastelse og kan ikke stemme for de stillede ændringsforslag.

Et tredje mindretal (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved 2. behandling.

ÆndringsforslagAf et flertal (S, SF og RV)

Til § 1 1) Paragraffen affattes således

»§ 1. Kommuner og amtskommuner kan efter bestemmelserne i § 3 deltage finansielt og ledelsesmæssigt i selskaber, der med henblik på salg forarbejder og videreudvikler viden, som er oparbejdet i kommunen eller amtskommunen i forbindelse med løsning af kommunale eller amtskommunale opgaver.

Stk. 2. De selskaber, hvori der foretages indskud efter stk. 1, kan ud over kommunal og amtskommunal viden afsætte dermed sammenhængende privat viden, men må ikke derudover drive anden virksomhed.«

Til § 2 2) Paragraffen affattes således

»§ 2. Kommuner og amtskommuner kan efter bestemmelserne i § 3 deltage finansielt og ledelsesmæssigt i selskaber, der ud over at varetage kommunale og amtskommunale opgaver vedrørende forsyning af kommuner og amtskommuner med varer og tjenesteydelser driver virksomhed med henblik på salg af varer og tjenesteydelser baseret på kommunal viden til andre end kommuner og amtskommuner.«

Til § 3 3) Paragraffen affattes således

»§ 3. En kommunes eller amtskommunes samlede indskud i de i §§ 1 og 2 omhandlede selskaber må ikke overstige 10 mio. kr.

Stk. 2. Beløbsbegrænsningerne i stk. 1 vedrører værdien af indskuddet på det tidspunkt, hvor indskuddet foretages.

Stk. 3. Indskud foretaget af en kommune eller en amtskommune må ikke have en sådan størrelse, at bestemmende indflydelse derved muliggøres.

Stk. 4. En kommune eller amtskommune, som ved lovens ikrafttræden har et samlet indskud i de i §§ 1 og 2 omhandlede selskaber, der overstiger 10 mio. kr., jf. stk. 2, kan uanset bestemmelserne i stk. 1 og 3 opretholde de indskud, som kommunen eller amtskommunen havde ved lovens ikrafttræden.

Stk. 5. Industriministeren kan efter ansøgning tillade, at en kommune eller amtskommune uanset bestemmelsen i stk. 1 i særlige tilfælde foretager indskud, der overstiger 10 mio. kr., i selskaber som nævnt i §§ 1 og 2. Tilsvarende kan industriministeren efter ansøgning tillade, at en kommune eller amtskommune, der er omfattet af stk. 4, foretager yderligere indskud under forudsætning af, at kommunen eller amtskommunen ikke derved opnår bestemmende indflydelse.

Stk. 6. De i stk. 1 nævnte beløb kan indskydes i aktieselskaber, anpartsselskaber og andelsselskaber med begrænset ansvar. Industriministeren kan tillade indskud i andre virksomhedsformer, når hæftelsen over for virksomhedens kreditorer er begrænset til indskuddet.

Stk. 7. Der kan ikke indskydes midler i selskaber m.v., hvis vedtægter giver andre end selskabsorganerne ret til at udpege medlemmerne til bestyrelsen.

Stk. 8. Kommuner og amtskommuner afgiver een gang årligt en redegørelse til Industriministeriet for deres deltagelse finansielt eller ledelsesmæssigt i erhvervsdrivende selskaber, herunder kommunale fællesskaber, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse. Industriministeren fastsætter nærmere regler herom.«

Af et flertal (udvalget med undtagelse af FP)

Til § 4 4) Paragraffen affattes således

»§ 4. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.«

Af et flertal (S, SF og RV)

Ny paragraf 5) Efter § 4 indsættes som ny paragraf

»§ 01. Industriministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Loven tages op til revision i folketingsåret 1994-95.«

Bemærkninger

Til nr. 1-5 Kommuner og amtskommuner antages efter gældende ret at have en vis adgang til, direkte eller indirekte, at deltage i selskaber, foreninger eller andre privatretlige organisationsformer. Det er dog bl.a. en betingelse for lovligheden af den kommunale deltagelse, at selskaberne m.v. udlukkende varetager opgaver, som kommunerne selv kunne udføre.

Med de forslåede ændringer åbnes der adgang for, at kommuner og amtskommuner i et vist omfang får mulighed for at deltage i selskaber, der udfører opgaver, som kommuner og amtskommuner ikke selv kan løse.

Efter de foreslåede ændringer kan kommuner og amtskommuner inden for bestemte beløbsmæssige grænser (jf. dog § 3, stk. 5) deltage i selskaber, der sælger en nærmere beskrevet viden, og i selskaber, der ud over at varetage kommunale og amtskommunale opgaver vedrørende forsyning af kommuner og amtskommuner med varer og tjenesteydelser driver virksomhed med henblik på salg af varer og tjenesteydelser baseret på kommunal viden til andre end kommuner og amtskommuner. Kommuner og amtskommuner skal afgive redegørelser til Industriministeriet om deres deltagelse i erhvervsdrivende selskaber, uanset om de pågældende selskaber er omfattet af lovforslaget eller ej. På grundlag af en vurdering af omfanget og karakteren af kommunernes deltagelse i selskaberne tages loven op til revision i folketingsåret 1994-95.

Ved de foreslåede ændringer udvides alene kommuners og amtskommuners adgang til direkte at deltage i visse selskaber. De foreslåede ændringer udvider således ikke kommuners og amtskommuners adgang til indirekte, f.eks. gennem kommunale og amtskommunale organisationer, at deltage i selskaber. Der foreslås ikke en udvidelse af adgangen for kommunale fællesskaber, jf. den kommunale styrelseslov § 60, til at deltage i selskaber.

Efter de foreslåede ændringer vil den direkte kommunale deltagelse i eksempelvis TARCO A/S, der driver virksomhed med bl.a. fremstilling af vejmaterialer og udførelse af anlægsarbejder på veje, være lovlig, jf. den foreslåede affattelse af § 2. Derimod vil den indirekte kommunale deltagelse i TARCO A/S gennem Kommunernes Landsforenings aktiebesiddelse ikke berøres af de foreslåede ændringer.

Ved de foreslåede ændringer tages der ikke stilling til anden form for kommunal deltagelse i produktion af varer og tjenesteydelser. Om indirekte kommunale engagementer gennem f.eks. Kommunernes Landsforening er lovlige eller ej, må fortsat bero på domstolene. Det har været overvejet at foreslå de kommunale organisationer tillagt adgang til at anbringe midler efter lovforslagets § 1. Det er imidlertid fundet rigtigst at afvente de i det foreslåede § 3, stk. 8, nævnte redegørelser, før der fremsættes forslag i så henseende.

Ad nr. 1

Efter den foreslåede affattelse af § 1 kan kommuner og amtskommuner deltage finansielt og ledelsesmæssigt i selskaber, der afsætter viden, som er oparbejdet i kommunen eller amtskommunen i forbindelse med løsning af kommunale eller amtskommunale opgaver. Disse selskaber kan endvidere med henblik på salg forarbejde og videreudvikle kommunal og amtskommunal viden. Ud over kommunal og amtskommunal viden kan selskaberne afsætte dermed sammenhængende privat viden, men de må ikke derudover drive anden virksomhed.

Ad nr. 2

En kommune kan som udgangspunkt ikke lovligt selv drive eller yde direkte støtte til handel, håndværk, industri og finansiel virksomhed, medmindre der foreligger lovhjemmel. Kommunerne har dog adgang til at forsyne sig selv med varer og tjenesteydelser i det omfang, kommunalbestyrelsen finder, at der herved sker den bedste udnyttelse af de kommunale ressourcer. Kommunerne kan endvidere lovligt sælge biprodukter, der opstår som en naturlig følge af lovlig kommunal virksomhed, under forudsætning af, at salget sker til markedspris. Herudover kan kommunerne i særlige tilfælde lovligt varetage såkaldt accessorisk virksomhed, det vil sige en i princippet ikke-kommunal virksomhed, der knytter sig til en lovlig kommunal opgave på en sådan måde, at det vil være urimeligt ikke at give kommunerne adgang til at udføre opgaven.

Formålet med den foreslåede affattelse af § 2 er at tilvejebringe lovhjemmel for, at kommuner og amtskommuner efter bestemmelserne i den foreslåede affattelse af § 3 kan deltage i selskaber, der ud over selve den kommunale forsyningsvirksomhed fremstiller og afsætter varer og tjenesteydelser baseret på kommunal viden til andre end kommuner og amtskommuner. Virksomheden vil være omfattet af de almindelige konkurrenceretlige regler.

Det er ikke en betingelse for den kommunale deltagelse i de i den foreslåede § 2 omhandlede selskaber, at disse ikke varetager andre opgaver end dem, som begrunder den kommunale deltagelse. Kommuner og amtskommuner vil således inden for de foreslåede ændringers rammer kunne deltage i selskaber, der tillige varetager opgaver uden sammenhæng med kommunal viden.

Ad nr. 3

Det er fundet hensigtsmæssigt, at deltagelse i de i de foreslåede §§ 1 og 2 omhandlede selskaber underkastes en række begrænsninger.

I stk. 1 foreslås beløbsbegrænsninger på de indskud, der kan foretages efter §§ 1 og 2, jf. dog stk. 5.

En kommunes eller amtskommunes samlede indskud i de i de foreslåede §§ 1 og 2 omhandlede selskaber må ikke overstige 10 mio. kr. opgjort efter værdien på det tidspunkt, hvor indskuddet foretages, jf. den foreslåede affattelse af stk. 2.

Endvidere foreslås i stk. 3, at det indskudte beløb ikke må have en sådan størrelse, at bestemmende indflydelse på det enkelte selskab derved muliggøres.

Dog må en kommune eller amtskommune, som ved tidspunktet for lovens ikrafttræden har et samlet indskud i de i de foreslåede §§ 1 og 2 omhandlede selskaber, der overstiger 10 mio. kr., jf. det foreslåede stk. 2, uanset bestemmelserne i den foreslåede affattelse af stk. 1 og 3 opretholde de indskud, som kommunen eller amtskommunen havde ved lovens ikrafttræden. En kommune eller amtskommune, der er i en sådan situation, skal således ikke afhænde aktier. Industriministeren har i øvrigt efter bestemmelsens stk. 5 mulighed for i særlige tilfælde at dispensere fra den i stk. 1 foreslåede beløbsgrænse på 10 mio. kr. Bestemmelsen i stk. 5 gælder også for de kommuner og amtskommuner, der er omfattet af stk. 4, og som efter lovens ikrafttræden ønsker at foretage yderligere indskud.

Bestemmelserne i de foreslåede stk. 6 og 7 svarer til de tilsvarende bestemmelser i lovforslagets § 1, stk. 3 og 4.

Endelig foreslås i stk. 8, at kommuner og amtskommuner een gang årligt til Industriministeriet afgiver en redegørelse for deres deltagelse finansielt eller ledelsesmæssigt i erhvervsdrivende selskaber, herunder kommunale fællesskaber, jf. den kommunale styrelseslov § 60. Industriministeren fastsætter nærmere regler herfor. Begrundelsen herfor er, at der i dag ikke findes et samlet overblik over kommunernes og amtskommuners deltagelse i selskaber. Gennem disse redegørelser tilvejebringes dels et sådant overblik, dels et grundlag for en vurdering af omfanget og karakteren af kommunernes og amtskommunernes deltagelse i selskaberne. Dette skal tjene som udgangspunkt for en revision af loven i folketingsåret 1994-95. Det forudsættes endvidere, at der i tilknytning til disse redegørelser inden 1. juni 1993 foretages en udredning af kommunernes og amtskommunernes deltagelse i selskaber af den karakter, der er omhandlet i loven.

Ad nr. 5

Af hensyn til anmeldelsen til og godkendelse fra EF-Kommissionen i henhold til EF-traktatens statsstøtteregler er det fundet hensigtsmæssigt, at industriministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden, jf. det foreslåede stk. 1.

Loven tages som foreslået i stk. 2 op til revision i folketingsåret 1994-95, jf. bemærkningerne til det foreslåede § 3, stk. 8.

Lotte Henriksen (S) Ole Vagn Christensen (S) Peter Christensen (S) Erling Olsen (S) Trøjborg (S) fmd. Løvig Simonsen (S) Tommy Dinesen (SF) Rahbæk Møller (SF) Sonja Albrink (CD) Flemming Hansen (KF) nfmd. Kai Dige Bach (KF) Svend Heiselberg (V) Pia Larsen (V) Helge Sander (V) Annette Just (FP) Lone Dybkjær (RV) Lysholm Christensen (KRF)

Tillægsbetænkning

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist

til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i nogle møder og har

herunder stillet spørgsmål til industriministeren, justitsministeren

og skatteministeren, som disse har besvaret skriftligt.

Et af Kim Behnke (FP) i henhold til § 20 i forretningsordenen for Folketinget stillet spørgsmål til industriministeren (S 396) og dennes svar herpå er optrykt som bilag til tillægsbetænkningen.

Herudover er nogle af udvalgets spørgsmål til justitsministeren og dennes svar herpå ligeledes optrykt som bilag til tillægsbetænkningen.

Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig henvendelse fra Dansk Arbejdsgiverforening.

Der er af et flertal og af forskellige mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et mindretal (Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 1, 2 og 5 stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis, Fremskridtspartiets og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse , men ønsker at stemme for det af mindretallet under nr. 4 stillede ændringsforslag.

Et tredje mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 1, 2, 3 og 5 stillede ændringsforslag.

Et fjerde mindretal (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget) vil ved 3. behandling redegøre for sin stilling til de stillede ændringsforslag og til lovforslaget.

ÆndringsforslagAf et flertal (S, SF og RV)

Til § 1 1) I stk. 1 indsættes efter »videreudvikler viden« ordene: »samt produkter og tjenesteydelser byggende på kommunal viden«.

2) I stk. 2 indsættes efter »privat viden« ordene: »samt produkter og tjenesteydelser byggende på denne viden«.

Til § 3Af et mindretal (SF)

3) Efter stk. 5 indsættes som nyt stykke

»Stk. 01. Industriministeren kan ligeledes tillade, at indskud, der udgøres af aktiver inden for det pågældende forsynings eller driftsområde, kan foretages uanset bestemmelsen i stk. 1. Hvis beløbsgrænsen i stk. 1 derved overskrides væsentligt, forudsætter tilladelsen en løbende indberetning af aktiviteterne til industriministeren.«

Stk. 6-8 bliver herefter stk. 7-9.

Af et mindretal (V, KF, FP og KRF)

4) Efter stk. 8 indsættes som nyt stykke

»Stk. 02. Hvis der til bestyrelsen for de i §§ 1 og 2 nævnte selskaber vælges kommunalbestyrelsesmedlemmer fra eller ansatte i en kommune eller amtskommune, der efter lovens ikrafttræden har foretaget indskud i selskabet, skal vederlag for de pågældende kommunalbestyrelsesmedlemmers og ansattes varetagelse af bestyrelseshvervet indbetales direkte til vedkommende kommune eller amtskommune.«

Af et flertal (S, SF og RV)

Ny paragraf 5) Efter § 3 indsættes som ny paragraf

» § 01. De kommunale organisationer kan deltage finansielt og ledelsesmæssigt i de i §§ 1 og 2 omhandlede selskaber, der eksisterer ved lovens vedtagelse, såfremt der ikke herved påføres medlemskommunerne hæftelse for selskabernes forpligtelser.«

Bemærkninger

Til nr. 1 og 2 De under nr. 1 og 2 foreslåede ændringer sikrer, at selskaber med kommunal deltagelse ikke er begrænset til at yde konsulentbistand i forbindelse med systemeksport. De foreslåede ændringer medfører, at de omhandlede selskaber kan deltage i salg af produkter og tjenesteydelser, der bygger på kommunal viden.

Til nr. 3 Det forudsættes, at industriministeren holder Folketingets Erhvervsudvalg orienteret om de i medfør af den foreslåede ændring indgivne indberetninger. Det forudsættes ligeledes, at industriministeren orienterer Erhvervsudvalget om eventuelle afslag på dispensationsansøgninger med angivelse af begrundelsen for afslaget.

Til nr. 4 Begrundelsen for den foreslåede ændring er, at der er tale om indskud af skatteyderpenge i selskaber, der omfattes af §§ 1 og 2 i lovforslaget, og at det derfor ikke er rimeligt, at kommunalbestyrelsesmedlemmer fra eller ansatte i en kommune eller amtskommune, der har foretaget indskud i selskaber, modtager honorar for deres deltagelse i bestyrelsen i disse selskaber.

Bestemmelsen om, at der ikke må modtages honorar for bestyrelsesarbejdet fra selskabet, svarer til, hvad der gælder for statslige embedsmænds varetagelse af bestyrelsesposter i offentlige og private erhvervsdrivende aktieselskaber, anpartsselskaber og lignende, hvor honoraret for bestyrelsesarbejdet indbetales til statskassen og dermed ikke beskattes hos den pågældende embedsmand. Bestemmelsen omfatter kun selskaber, hvori der foretages indskud efter lovens ikrafttræden.

Til nr. 5 Ved den foreslåede ændring sker der en præcisering af lovligheden af den indirekte kommunale deltagelse i de eksisterende selskaber gennem kommunernes og amtskommunernes medlemskab af Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen. Baggrunden for den foreslåede ændring er navnlig, at det er fundet betænkeligt at gribe ind i de eksisterende selskabers ejerforhold m.v. Der er ikke ved den foreslåede ændring taget stilling til lovligheden af kommunalt indirekte medejerskab gennem medlemskab af de kommunale organisationer for så vidt angår fremtidige tilsvarende selskaber.

Lotte Henriksen (S) Ole Vagn Christensen (S) Peter Christensen (S) Erling Olsen (S) Trøjborg (S) fmd. Løvig Simonsen (S) Tommy Dinesen (SF) Rahbæk Møller (SF) Sonja Albrink (CD) Flemming Hansen (KF) nfmd. Kai Dige Bach (KF) Svend Heiselberg (V) Pia Larsen (V) Helge Sander (V) Annette Just (FP) Lone Dybkjær (RV) Lysholm Christensen (KRF) Bilag 1

Spørgsmål stillet i henhold til forretningsordenens § 20 til skriftlig besvarelse

Til industriministeren (16/1 92) af

Kim Behnke (FP)

»Hvilket bestyrelsesansvar påhviler ministerielt udpegede repræsentanter i bestyrelserne for private subsidiært offentlige aktieselskaber?»

(Spm. nr. S 396).

Begrundelse I forbindelse med f.eks. en række offentligt ejede aktieselskaber indgår der bestyrelsesmedlemmer, som er udpeget af en minister. De pågældende bestyrelsesmedlemmer beklæder ofte en bestyrelsespost med særlig klausul om, at det er et konkret ministerium, der har ret til at besætte nævnte post.

Spørgsmålet er så, hvem bestyrelsesansvaret påhviler - om det er den enkelte person, eller det er ministeriet (der jo ikke er en person/juridisk person).

Ministeren anmodes om grundigt at beskrive den selskabsretlige konsekvens af, hvor ansvaret ligger, og belyse fordele/ulemper ved disse ministerielt udpegede bestyrelsesmedlemmer.

Foreløbig besvarelse

Jeg har anmodet Justitsministeriet om at bidrage til besvarelsen af spørgsmålet, der til dels vedrører forhold, som henhører under Justitsministeriet. Når jeg har modtaget Justitsministeriets bidrag, skal jeg vende tilbage med en samlet besvarelse.

Endelig besvarelse

Aktieselskabslovens § 140 regulerer spørgsmålet om bestyrelsesansvar. Bestemmelsen gengiver dansk rets almindelige regler om erstatningsansvar uden for kontraktsforhold. Det betyder, at bestyrelsesmedlemmer over for selskabet er erstatningsansvarlige, hvis de under udførelsen af deres hverv forsætligt eller uagtsomt har tilføjet selskabet skade. Det samme gælder, når skaden er tilføjet aktionærer, kreditorer eller tredjemand ved overtrædelse af aktieselskabsloven eller selskabets vedtægter.

Bestyrelsesansvaret er personligt. Der sondres ikke mellem, om personer er udpeget af en minister eller af andre. Efter § 143 kan en eventuel erstatning nedsættes, når dette findes rimeligt under hensyn til skyldgraden, skadens størrelse og omstændighederne i øvrigt.

Udgangspunktet i aktiselskabslovens § 1, stk. 1, er, at alle erhvervsdrivende aktieselskaber er underkastet aktieselskabslovens bestemmelser, medmindre der er særlig lovhjemmel til fravigelse heraf. Loven sondrer således ikke mellem private og offentlige selskaber.

For en række aktieselskaber, som er stiftet af staten, er der i et vist omfang sket fravigelse af aktieselskabslovens regler bl.a. med hensyn til, hvem der vælger bestyrelse, at vedtægterne skal godkendes af en minister m.v.

Der er ikke hidtil i særlove for oprettelse af bestemte selskaber sket en fravigelse af aktieselskabslovens ansvarsregler. Dette betyder, at aktieselskabslovens almindelige regler om erstatningsansvar finder anvendelse også for sådanne selskaber.

For så vidt angår statens eventuelle arbejdsgiveransvar i medfør af Danske Lovs 3-19-2 for bestyrelsesmedlemmer, der som led i deres ansættelsesforhold er udpeget af en minister, samt forholdet til erstatningsansvarsloven, herunder denne lovs indvirkning på omfanget af de pågældende bestyrelsesmedlemmers erstatningsansvar, har jeg fra Justitsministeriet indhentet vedlagte notat af 9. marts 1992 om statens hæftelsesansvar for fejl begået af statsligt udpegede bestyrelsesmedlemmer i aktieselskaber.

Ud over det rent erstatningsretlige er det i øvrigt således, at den, der har valgt eller udpeget et bestyrelsesmedlem, altid kan afsætte den pågældende, jf. aktieselskabslovens § 50, stk. 1.

JUSTITSMINISTERIETJ.nr. 1991-46002-367

LovafdelingenDen 9. marts 1992

N O T A T

om

statens hæftelsesansvar for fejl begået af statsligt udpegede bestyrelsesmedlemmer i aktieselskaber

1. Baggrund

I en skrivelse af 24. januar 1992 har Industriministeriet anmodet Justitsministeriet om en udtalelse til brug for besvarelsen af et spørgsmål (S 396) fra medlem af Folketinget Kim Behnke (FP). Spørgsmålet har følgende ordlyd

»Hvilket bestyrelsesansvar påhviler ministerielt udpegede repræsentanter i bestyrelserne for private subsidiært offentlige aktieselskaber?»

Som begrundelse for spørgsmålet er der anført følgende

»I forbindelse med f.eks. en række offentligt ejede aktieselskaber indgår der bestyrelsesmedlemmer, som er udpeget af en minister. De pågældende bestyrelsesmedlemmer beklæder ofte en bestyrelsespost med særlig klausul om, at det er et konkret ministerium, der har ret til at besætte nævnte post.

Spørgsmålet er så, hvem bestyrelsesansvaret påhviler. Om det er den enkelte person, eller det er ministeriet (der jo ikke er en person/juridisk person).

Ministeren anmodes om grundigt at beskrive den selskabsretlige konsekvens af, hvor ansvaret ligger, og belyse fordele/ulemper ved disse ministerielt udpegede bestyrelsesmedlemmer.«

I det følgende redegør Justitsministeriet for spørgsmålet om statens hæftelsesansvar for de ansvarspådragende handlinger, som de statsligt udpegede bestyrelsesmedlemmer i aktieselskaber foretager under udførelsen af deres bestyrelsesarbejde. Redegørelsen disponeres således, at der i punkt 2 gives en beskrivelse af bestyrelsesmedlemmernes personlige erstatningsansvar, mens der i punkt 3 redegøres for arbejdsgiveransvaret i almindelighed, hvorefter der i punkt 4 gives en nærmere analyse af statens hæftelsesansvar.

2. Bestyrelsesmedlemmers erstatningsansvar

Udgangspunktet

I aktieselskabslovens § 140, jf. lovbekendtgørelse nr. 659 af 25. september 1991, findes følgende bestemmelse om bestyrelsesmedlemmers erstatningsansvar

»§ 140. Stiftere, bestyrelsesmedlemmer og direktører, som under udførelsen af deres hverv forsætligt eller uagtsomt har tilføjet selskabet skade, er pligtige at erstatte denne. Det samme gælder, når skaden er tilføjet aktionærer, selskabets kreditorer eller tredjemand ved overtrædelse af denne lov eller vedtægterne.«

Efter bestemmelsen kan erstatningsansvaret således kun pålægges et bestyrelsesmedlem, der har handlet uforsvarligt. Bestemmelsen svarer til, hvad der også ville gælde efter dansk rets almindelige erstatningsregel, culpareglen.

Culpareglen finder også anvendelse på de tilfælde, som ikke er omfattet af bestemmelsen, f.eks. hvor et bestyrelsesmedlems erstatningsansvar over for tredjemand baseres på krænkelse af andre normer end de selskabsretlige, se hertil beretning fra arbejdsgruppen vedrørende selvejende institutioner (Finansministeriet, 1989), s. 18 ff., Bernhard Gomard, Aktieselskaber & Anpartsselskaber, 1986, side 320, og Niels Thomsen, A/S-loven med kommentarer, 4. udgave, 1990, side 433.

Lempelse af erstatningsansvaret

I aktieselskabslovens § 143, stk. 1, er der fastsat følgende bestemmelse om nedsættelse af erstatningsansvaret

»§ 143. Erstatning efter reglerne i §§ 140-142 kan nedsættes, når dette findes rimeligt under hensyn til skyldgraden, skadens størrelse og omstændighederne i øvrigt.

Stk. 2. . . .«

I erstatningsansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 599 af 8. september 1986 med senere ændringer, er der endvidere fastsat nærmere regler om lempelse af erstatningsansvar, som også kan have betydning for bestyrelsesmedlemmer i aktieselskaber.

Der er i den forbindelse grund til at pege på bestemmelsen i erstatningsansvarslovens § 19, stk. 3, hvorefter en arbejdstager, der har begået en skade, der er dækket af en tingsforsikring, en driftstabsforsikring eller arbejdsgiverens ansvarsforsikring, ikke ifalder erstatningsansvar, medmindre skaden er forvoldt forsætligt eller ved grov uagtsomhed. Særligt for så vidt angår arbejdsgiverens ansvarsforsikring bemærkes, at staten er stillet, som om forsikring var tegnet, jf. erstatningsansvarslovens § 20. Hvis man som arbejdstager i staten tilføjer nogen en skade, vil man således i almindelighed alene ifalde et personligt ansvar, hvis man har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Lempelsesreglen finder dog ikke anvendelse med hensyn til det erstatningsansvar, der er omhandlet i færdselsloven, luftfartsloven og søloven, jf. nærmere erstatningsansvarslovens § 21.

Der kan endvidere peges på bestemmelsen i erstatningsansvarslovens § 23, stk. 2, hvorefter arbejdstagerens erstatningsansvar over for skadelidte kan nedsættes eller bortfalde, hvis det findes rimeligt under hensyn til den udviste skyld, arbejdstagerens stilling, skadelidtes interesse og omstændighederne i øvrigt. Erstatning, som arbejdstageren har måttet udrede, kan arbejdstageren kræve betalt af arbejdsgiveren i det omfang, ansvaret endeligt skal påhvile arbejdsgiveren, jf. § 23, stk. 2, 2. pkt., hvor der henvises til bestemmelsen i § 23, stk. 1. Efter denne bestemmelse kan en arbejdsgiver alene gøre regres mod en arbejdstager for erstatning, som arbejdsgiveren har betalt til skadelidte på grund af arbejdstagerens uforsvarlige adfærd, i det omfang det findes rimeligt under hensyn til den udviste skyld, arbejdstagerens stilling og omstændighederne i øvrigt. I samme omfang kan arbejdsgiveren kræve erstatning fra arbejdstageren for skade, som arbejdstageren i øvrigt forvolder arbejdsgiveren i tjenesten, jf. § 23, stk. 3.

Det er alene den kreds af personer, for hvis handlinger en hvervgiver/arbejdsgiver er ansvarlig efter Danske Lovs 3-19-2, som er omfattet af udtrykket »arbejdstager« i erstatningsansvarslovens § 19, stk. 3, og § 23. Bestyrelsesmedlemmer i aktieselskaber er derfor ikke i almindelighed omfattet af udtrykket »arbejdstager« i forhold til aktieselskabet, se hertil Anders Vinding Kruse, Erstatningsretten, 5. udgave, 1989, side 188, og Anders Vinding Kruse og Jens Møller, Erstatningsansvarsloven, 2. udgave, 1989, side 316 f. De bestyrelsesmedlemmer i aktieselskaber, som er udpeget af en minister, kan derimod efter omstændighederne være omfattet af udtrykket »arbejdstager« i forhold til staten, jf. nærmere herom afsnit 4 nedenfor.

I erstatningsansvarslovens § 24 er der endelig fastsat en generel bestemmelse om lempelse af erstatningsansvaret, herunder af bestyrelsesmedlemmers erstatningsansvar. Efter bestemmelsen kan erstatningsansvaret nedsættes eller bortfalde, når ansvaret vil virke urimeligt tyngende for den erstatningsansvarlige, eller når ganske særlige omstændigheder i øvrigt gør det rimeligt. Ved afgørelsen skal der tages hensyn til skadens størrelse, ansvarets beskaffenhed, skadevolderens forhold, skadelidtes interesse, foreliggende forsikringer samt omstændighederne i øvrigt.

3. Arbejdsgiverens erstatningsansvar

Med udgangspunkt i reglen i Danske Lov 3-19-2 er det fast antaget i dansk ret, at en arbejdsgiver hæfter for det erstatningsansvar, som hans ansatte måtte pådrage sig ved uforsvarlige skadegørende handlinger, der er foretaget under arbejdets udførelse. Arbejdsgiverens hæftelsesansvar gælder både erstatningskrav inden for og uden for kontrakt. Arbejdsgiveren hæfter dog ikke, hvis skaden skyldes en abnorm adfærd fra den ansattes side.

Hæftelsesansvaret forudsætter, at der består et vist over- og underordnelsesforhold mellem hvervgiver (arbejdsgiver) og hvervtager (arbejdstager). Hvervgiveren må således som udgangspunkt stå som principal i forhold til hvervtageren, dvs. hvervgiveren har ret til at lede arbejdets udførelse, herunder antage og afskedige hvervtageren, give hvervtageren instruktioner og føre tilsyn med selve arbejdets udførelse. Hæftelsesansvaret omfatter derimod som udgangspunkt ikke personer, der overlades hverv til selvstændig udførelse. Den, der f.eks. bestiller en flytning hos et flyttefirma, og som overlader alt til flyttefirmaet, vil således ikke være ansvarlig for de skadegørende handlinger, flyttemændene måtte foretage sig, se hertil bl.a. Jørgen Nørgaard og Hans Henrik Vagner, Erstatningsretten, 1990, side 128.

Det er ligeledes fast antaget i dansk ret, at staten, kommunerne og andre offentlige institutioner hæfter på samme måde som private for det erstatningsansvar, som de ansatte måtte pådrage sig for uforsvarlige skadegørende handlinger.

4. Statens hæftelse for statsligt udpegede bestyrelsesmedlemmers ansvarspådragende handlinger

Særligt retsgrundlag

Der kan i lovgivningen være fastsat særlige regler om statens hæftelsesansvar for det erstatningsansvar, som de statsligt udpegede bestyrelsesmedlemmer i aktieselskaber pådrager sig under arbejdets udførelse. Statens hæftelsesansvar kan endvidere være reguleret i en aftale mellem staten og skadelidte, f.eks. i en aftale mellem staten og det aktieselskab, som det statsligt udpegede bestyrelsesmedlem har pådraget tab ved sin erstatningspådragende adfærd.

I disse tilfælde må spørgsmålet om statens hæftelsesansvar derfor vurderes med udgangspunkt i det retsgrundlag, der eksisterer på det pågældende område.

Den almindelige erstatningsret

I de tilfælde, hvor der ikke er fastsat særlige regler eller indgået en særlig aftale med skadelidte om statens hæftelsesansvar for det erstatningsansvar, som de statsligt udpegede bestyrelsesmedlemmer i aktieselskaber pådrager sig under arbejdets udførelse, må spørgsmålet herom afgøres med udgangspunkt i den almindelige erstatningsret.

I den forbindelse opstår navnlig det spørgsmål, om og i givet fald hvornår de statsligt udpegede bestyrelsesmedlemmer i aktieselskaber står i et sådant over- og underordnelsesforhold til staten, at staten kan pådrage sig et hæftelsesansvar som hvervgiver efter de regler, der er beskrevet i punkt 3 ovenfor. Dette spørgsmål ses ikke at være særskilt behandlet i den trykte retspraksis eller i den erstatningsretlige litteratur.

Justitsministeriet har dog tidligere dels taget stilling til, i hvilket omfang ministre kan give instruktioner til de personer, der udpeges til medlemmer af et aktieselskabs bestyrelse, dels til instruktionsbeføjelsens betydning for statens hæftelsesansvar.

Med hensyn til ministres adgang til at give instruktioner til de personer, der udpeges til medlemmer af et aktieselskabs bestyrelse, har Justitsministeriet således i en skrivelse af 19. august 1991 til Statsrevisoratet bl.a. udtalt følgende

». . .Spørgsmålet om, hvorvidt ministeren kan pålægge et bestyrelsesmedlem at videregive oplysninger, som vedkommende efter tavshedspligtsreglerne ville være berettiget til at videregive (pligtsiden), må afgøres efter de almindelige regler for ministerens instruktionsbeføjelser.

Det følger af disse regler, at ministeren normalt ikke har adgang til at instruere bestyrelsesmedlemmer, som ikke i forvejen er i et tjenesteforhold til staten. Det gælder f.eks. i tilfælde, hvor der er udpeget medlemmer af Folketinget til at varetage statens interesser i selskabet eller den pågældende er offentlig repræsentant, uden at der ved valget eller udpegningen er lagt vægt på den pågældendes ansættelsesforhold i staten. En pligt til at holde ministeren løbende orienteret kan dog, for disse gruppers vedkommende, være fastsat eller forudsat i anden lovgivning eller i selskabets vedtægt.

En almindelig (ulovbestemt) instruktionsbeføjelse for vedkommende minister gælder således normalt kun i tilfælde, hvor det pågældende bestyrelsesmedlem varetager bestyrelsesarbejdet som led i sit almindelige tjenesteforhold til staten. Det er i den forbindelse uden betydning, om den pågældende er tjenestemand eller overenskomstansat. Det er for tjenestemænd med hele centraladministrationen som ansættelsesområde endvidere uden betydning, om den pågældende gør tjeneste i vedkommende ministerium eller under en anden minister.«

I et notat af 18. august 1983 om statens ansvar for fejl begået af statsligt udpegede medlemmer af bestyrelser i aktieselskaber har Justitsministeriet bl.a. anført følgende om instruktionsbeføjelsens betydning for statens hæftelsesansvar

». . .De litteraturudtalelser og de eksempler fra praksis vedrørende statsligt udpegede medlemmer af aktieselskabsbestyrelser, som er fremdraget . . . ., har primært omhandlet situationen, hvor staten tillige har væsentlige kapitalinteresser i det pågældende selskab. Dette vil ikke være tilfældet i forbindelse med etableringen af det . . . . nævnte samarbejde mellem Vejdirektoratet og Danish Road Consult A/S, hvori staten ikke skal have aktiebesiddelse. Uanset dette må det imidlertid antages. . ., at Vejdirektoratet har ret til at give instrukser og føre tilsyn med bestyrelseshvervets udførelse, såfremt Vejdirektoratet som statens repræsentant i bestyrelsen udpeger enten en statsansat eller en anden person, over for hvem direktoratet forbeholder sig instruktionsbeføjelser. Selv om instruktionsbeføjelsen må udøves under hensyntagen til de selskabsretlige regler, kan dette ikke anses for nogen afgørende begrænsning i instruktionsretten, og det kan næppe udelukkes, at staten i sin egenskab af arbejds- eller hvervgiver kan komme til at hæfte for det erstatningsansvar, som bestyrelsesmedlemmet måtte pådrage sig ved at handle uforsvarligt eller ved at tilsidesætte sin tilsynspligt som bestyrelsesmedlem.«

Efter Justitsministeriets opfattelse må det således formentlig antages, at en ret for ministeren til at instruere den person, som ministeren har udpeget til medlem af et aktieselskabs bestyrelse, vil betyde, at staten som arbejds- eller hvervgiver vil hæfte for de uforsvarlige skadegørende handlinger, som bestyrelsesmedlemmet foretager under udførelsen af sit arbejde i bestyrelsen. Statens hæftelsesansvar vil endvidere som nævnt betyde, at det pågældende bestyrelsesmedlems personlige ansvar kan lempes efter erstatningsansvarslovens § 19, stk. 3, jf. § 20, og § 23, se nærmere punkt 2 ovenfor.

Hvis ministeren ikke har en instruktionsbeføjelse over for den person, som ministeren har udpeget til medlem af bestyrelsen i et aktieselskab, vil der derimod efter Justitsministeriets opfattelse næppe i almindelighed kunne etableres et sådant over- og underordnelsesforhold mellem ministeren og det pågældende bestyrelsesmedlem, at staten vil kunne pådrage sig et hæftelsesansvar for den uforsvarlige skadegørende adfærd, bestyrelsesmedlemmet måtte udvise.

Den endelige afgørelse henhører under domstolene.

JUSTITSMINISTERIET Bilag 2

Nogle af udvalgets spørgsmål til justitsministeren og dennes besvarelse heraf

Spørgsmål

»18. I hvilket omfang hæfter det offentlige for fejl begået af offentligt udpegede bestyrelsesmedlemmer i aktieselskaber?

19. Adskiller offentligt udpegede bestyrelsesmedlemmers ansvar sig fra det ansvar, der påhviler de ikke offentligt udpegede bestyrelsesmedlemmer?

20. Såfremt bestyrelsesmedlemmer handler under instruks, hvem hæfter så for de pågældende bestyrelsesmedlemmers dispositioner?»

Svar

Ad spørgsmål 18 og 20

Justitsministeriet har i et notat af 9. marts 1992 om statens hæftelsesansvar for fejl begået af statsligt udpegede bestyrelsesmedlemmer i aktieselskaber behandlet disse spørgsmål. En kopi af notatet vedlægges.

Som det fremgår af notatet, må spørgsmålet om statens hæftelsesansvar for det erstatningsansvar, som statsligt udpegede bestyrelsesmedlemmer pådrager sig under arbejdets udførelse, afgøres med udgangspunkt i den almindelige erstatningsret i de tilfælde, hvor der ikke er fastsat særlige regler eller indgået en særlig aftale med skadelidte om statens hæftelsesansvar.

En ret for ministeren til at instruere den person, som ministeren har udpeget til medlem af et aktieselskabs bestyrelse, må herefter efter Justitsministeriets opfattelse formentlig antages at ville betyde, at staten som arbejds- eller hvervgiver vil hæfte for de uforsvarlige skadegørende handlinger, som bestyrelsesmedlemmet foretager under udførelsen af sit arbejde i bestyrelsen.

Hvis ministeren ikke har en instruktionsbeføjelse over for den person, som ministeren har udpeget til medlem af bestyrelsen i et aktieselskab, vil der derimod efter Justitsministeriets opfattelse næppe i almindelighed kunne etableres et sådant over- og underordnelsesforhold mellem ministeren og det pågældende bestyrelsesmedlem, at staten som arbejds- eller hvervgiver vil kunne pådrage sig et hæftelsesansvar for den uforsvarlige skadegørende adfærd, som bestyrelsesmedlemmet måtte udvise.

Tilsvarende synspunkter må efter Justitsministeriets opfattelse finde anvendelse med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt en kommune eller amtskommune som arbejds- eller hvervgiver vil kunne pådrage sig et hæftelsesansvar for de uforsvarlige skadegørende handlinger, der foretages af personer, som kommunen eller amtskommunen måtte udpege til medlemmer af bestyrelsen for et aktieselskab.

Spørgsmålet om, hvorvidt det offentlige vil kunne pådrage sig et hæftelsesansvar som arbejds- eller hvervgiver for et bestyrelsesmedlem, der er valgt på en generalforsamling, ses ikke at være afgjort i retspraksis, ligesom spørgsmålet ikke ses at være drøftet i den juridiske litteratur. Efter Justitsministeriets opfattelse giver spørgsmålet anledning til tvivl. I tilfælde, hvor det offentlige som ejer af en ikke-bestemmende aktiepost har stemt for et bestyrelsesmedlem, må det anses for bedst stemmende med almindelige selskabsretlige regler, at det offentlige ikke vil kunne pådrage sig et hæftelsesansvar som arbejds- eller hvervgiver for den pågældende.

Ad spørgsmål 19

Spørgsmålet om det personlige ansvar for bestyrelsesmedlemmer, der er udpeget af det offentlige, har industriministeren redegjort for i sit svar på spørgsmål nr. S 396 af 22. januar 1992 fra medlem af Folketinget Kim Behnke (FP). En kopi af industriministerens svar vedlægges.

Som det fremgår af industriministerens svar, regulerer aktieselskabslovens § 140 spørgsmålet om bestyrelsesansvar. Bestemmelsen gengiver dansk rets almindelige erstatningsregel, culpareglen. Dette betyder, at bestyrelsesmedlemmer over for selskabet er erstatningsansvarlige, hvis de under udførelsen af deres hverv forsætligt eller uagtsomt har tilføjet selskabet skade. Det samme gælder, når skaden er tilføjet aktionærer, kreditorer eller tredjemand ved overtrædelse af aktieselskabsloven eller selskabets vedtægter. Bestyrelsesansvaret er personligt, og der sondres ikke mellem personer, der er udpeget af en minister eller af andre. Efter aktieselskabslovens § 143 kan en eventuel erstatning nedsættes, når det findes rimeligt under hensyn til skyldgraden, skadens størrelse og omstændighederne i øvrigt.

Spørgsmålet om lempelse af bestyrelsesmedlemmers erstatningsansvar efter reglerne i erstatningsansvarsloven, herunder i de tilfælde, hvor staten som arbejds- eller hvervgiver hæfter for de statsligt udpegede bestyrelsesmedlemmers uforsvarlige skadegørende handlinger, har Justitsministeriet redegjort nærmere for i det ovennævnte notat af 9. marts 1992. Der henvises til afsnit 2 i notatet.

Som det bl.a. fremgår af notatet, betyder bestemmelsen i erstatningsansvarslovens § 19, stk. 3, at en arbejdstager, der har begået en skade, der er dækket af en tingsforsikring, en driftstabsforsikring eller arbejdsgiverens ansvarsforsikring, ikke ifalder erstatningsansvar, medmindre skaden er forvoldt forsætligt eller ved grov uagtsomhed. Lempelsesreglen finder dog ikke anvendelse med hensyn til det erstatningsansvar, der er omhandlet i færdselsloven, luftfartsloven og søloven, jf. nærmere erstatningsansvarslovens § 21. Særligt for så vidt angår arbejdsgiverens ansvarsforsikring bemærkes, at staten, en kommune eller en anden offentlig institution, der i almindelighed er selvforsikrer, er stillet, som om forsikring var tegnet, jf. erstatningsansvarslovens § 20.

Hvis man i en situation, hvor det offentlige i almindelighed er selvforsikrer, som offentligt udpeget bestyrelsesmedlem i et aktieselskab tilføjer nogen en skade ved uforsvarlig adfærd, som det offentlige hæfter for som arbejds- eller hvervgiver, vil man således efter bestemmelsen i erstatningsansvarslovens § 19, stk. 3, kun ifalde et personligt ansvar, hvis man har handlet forsætligt eller groft uagtsomt.

Ingen

Nr BTL 85

Betænkning over Forslag til lov om kommuners og amtskommuners samarbejde med aktieselskaber m.v.

Nr L 85 1991-92, 1. samling

Afgivet af Erhvervsudvalget

Afgivet: 19920506