1991 BTL 79 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM EKSPORTKREDIT NR L 79 1991-92, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til industriministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget mundtlige og/eller skriftlige henvendelser fra
Assurandør-Societetet,
Det Danske Handelskammer,
Håndværksrådet og
Industrirådet.
Der er af industriministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Industriministeren har over for udvalget tilkendegivet, at indtil 25 pct. af aktiekapitalen i forsikringsaktieselskabet kan frasælges straks, og at spørgsmålet om yderligere frasalg tages op om 4 år. Industriministeren har endvidere tilkendegivet, at selskabets egenkapital forhøjes fra de i bemærkningerne til § 10, stk. 1, anførte ca. 600 mio. kr til ca. 615,5 mio. kr., som fremskaffes ved, at staten tegner aktiekapital på 200 mio. kr. til ca. kurs 308.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Det Konservative Folkepartis, Venstres, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) vil stemme hverken for eller imod lovforslaget ved 3. behandling og vil tillige stemme hverken for eller imod de stillede ændringsforslag. Mindretallet er enig i behovet for en reorganisering af eksportkreditten med en klar skelnen mellem kommercielle og ikkekommercielle risici. Mindretallet ser dog ikke noget behov for at sælge 25 pct. af aktiekapitalen nu og mere om 4 år. Da desuden mindretallet har været holdt ude af forhandlingerne, foretrækker mindretallet at undlade at stemme.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 3 og 4 stillede ændringsforslag og vil stemme imod de under nr. 1 og 2 stillede ændringsforslag. Mindretallet bemærker i øvrigt, at det er meget skuffende, at regeringen nok en gang har valgt at indgå forlig med socialisterne. Hele eksportkreditten var i 1989 udpeget til at blive totalprivatiseret. Der blev lagt en realistisk køreplan for denne fornuftige privatisering. Men regeringen blev bange for sin egen skygge og valgte derfor at fremsætte nærværende lovforslag, som kun er en ganske beskeden ændring af forholdene omkring statslig eksportkredit. I stedet for så i det mindste at holde fast i forslaget har regeringen valgt et forhandlingsforløb, hvor socialisterne har kunnet udvande lovforslaget endnu mere.
Det er et meget magert resultat, vi sidder tilbage med efter regeringens forlig med socialisterne. Kun sølle 25 pct. af aktierne må sælges til private, og staten vil få endnu mere at skulle have sagt i ledelsen af eksportkreditten end i dag. Fremskridtspartiet er i den forbindelse helt enig med Industrirådets og Handelskammerets berettigede kritik i henvendelsen til udvalget. Det er et typisk udtryk for et forlig med socialisterne, at statsembedsmænd og repræsentanter for arbejderbevægelsen skal fremmes på bekostning af dygtige folk fra relevante erhvervsorganisationer. Regeringen har endda valgt at binde sig til først at måtte frasælge yderligere aktier og foretage andre ændringer om 4 år.
På trods af alle ovenstående mavesårsskabende forsøg på at ødelægge mulighederne for en total privatisering er der fortsat tale om meget fragmentariske forbedringer af den nuværende ordning. Lidt har også ret, og derfor støtter Fremskridtspartiet fortsat lovforslaget. Vi kan så kun håbe på, at en mere modig regering snarligt kan dannes, hvorved ægte privatiseringer igen kan komme på dagsordenen.
ÆndringsforslagAf industriministeren , tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af SF og FP)
Til § 7 1) I stk. 8, 1. pkt. , ændres »forsikringsaktieselskabet« til: »et administrationsselskab«.
2) I stk. 8, 2. pkt. , ændres »forsikringsaktieselskabet« til: »administrationsselskabet«.
Af industriministeren , tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af SF)
Til § 13 3) I stk. 1 ændres »§§ 10 og 12« til: »§§ 6-8, § 10 og § 12«.
Til § 15 4) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke
» Stk. 2. Stempellovens § 69, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse på overdragelse af policer som nævnt i § 10, stk. 2, 1. pkt., når overdragelse sker inden 1 år fra lovens ikrafttræden.«
Bemærkninger
Til nr. 1 og 2 Drøftelserne omkring administrationsaftalen med forsikringsaktieselskabet har vist, at det vil være bedst stemmende med de konkurrenceretlige grundprincipper, at der foretages udbud af administrationsaftalen, når det bliver praktisk gennemførligt efter en overgangsperiode, der forventes at blive på ca. 4 år.
De foreslåede ændringer muliggør, at der på det tidspunkt kan udlægges administrative opgaver, herunder delegation af afgørelser fra Eksportkreditudvalget, til andre administrationsselskaber end det nye forsikringsaktieselskab.
Til nr. 3 Den foreslåede ændring muliggør, at Eksportfremmerådet og Eksportkreditudvalget kan nedsættes og udføre de opgaver, som er en forudsætning for, at den fortsættende statslige eksportkreditordning kan fungere fra den første dag, ordningen sættes i kraft.
Til nr. 4 Efter stempellovens § 69, stk. 2, er overdragelse efter godkendelse af Finanstilsynet af et forsikringsselskabs forsikringsbestand eller en bestemt del af denne til et andet selskab stempelfri.
For at undgå enhver tvivl i den foreliggende situation foreslås det præciseret, at en tilsvarende stempelfrihed gælder ved overdragelse af en del af den statslige forsikringsbestand til det i § 10 nævnte selskab.
Stempelfritagelsen foreslås dog tidsbegrænset til 1 år fra lovens ikrafttræden.
Lotte Henriksen (S) Ole Vagn Christensen (S) Sonja Mikkelsen (S) Erling Olsen (S) Nyrup Rasmussen (S) fmd. Løvig Simonsen (S) Tommy Dinesen (SF) Rahbæk Møller (SF) Sonja Albrink (CD) Flemming Hansen (KF) nfmd. Kai Dige Bach (KF) Svend Heiselberg (V) Pia Larsen (V) Helge Sander (V) Annette Just (FP) Lone Dybkjær (RV) Lysholm Christensen (KRF)
Ingen
Nr BTL 79
Betænkning over Forslag til lov om eksportkredit
Nr L 79 1991-92, 1. samling
Afgivet af Erhvervsudvalget
Afgivet: 19920227