Legislator Case Law & Legislation
199114K00042 DK

1991 BTL 42 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN (TVANGSAUKTIONER M.V.) NR L 42 1991-92, 1. SAMLING

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Betænkning over lovforslag 1991 42 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret

skriftligt og i et samråd.

Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig henvendelse fra Realkreditrådet.

Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Udvalget forventer som tilkendegivet af justitsministeren over for udvalget, at ministeren til foråret 1992 fremsætter et lovforslag om brugeligt pant.

Et flertal (Socialdemokratiets, Fremskridtspartiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) ønsker at udtale, at det for flertallet er afgørende at få et enkelt regelsæt for den meget ulykkelige situation, som en tvangsauktion er for de fleste.

Flertallet havde derfor gerne set, at man med dette lovforslag også havde fået reduceret sagsbehandlingstiden for uundgåelige tvangsauktioner, både af hensyn til de familier, der rammes af en uundgåelig tvangsauktion, og for at forhindre en eventuel bevidst spekulation i at forhale tidsforløbet frem til en uundgåelig tvangsauktion.

I sammenhæng med fremsættelse af det lovede lovforslag om brugeligt pant opfordres justitsministeren til at medtage bestemmelser, der nedbringer sagsforløbet/sagsbehandlingstiden for uundgåelige tvangsauktioner.

Herefter indstiller et mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med det under nr. 2 stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Mindretallet bemærker, at lovforslaget indebærer en væsentlig forbedring af skyldnerens retsstilling vedrørende beskikkelse af advokat og sagkyndig, forbedret annoncering m.v., der må hilses med tilfredshed. Mindretallet har i den forbindelse bl.a. mærket sig de principper for den sagkyndiges upartiskhed, der er angivet i lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3 og i bemærkningerne til lovforslagets nr. 9.

Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Ændringsforslag

Til § 1

Af et mindretal (FP)

1) Efter nr. 5 indsættes som nyt nummer

»01. I § 560 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke

»Stk. 3. Anmodning om tvangsauktion kan også indgives af ejeren.«»

Af et mindretal (FP), tiltrådt af et mindretal (S og SF)

2) I den under nr. 9 foreslåede ændring af § 562, stk. 1, indsættes efter det foreslåede nye 4. pkt. som nyt punktum

»Hvis der efter det, som er oplyst for fogedretten, er tvivl om den sagkyndiges upartiskhed, antages denne ikke.«

Bemærkninger

Til nr. 1

Det må være rimeligt, at ejeren selv kan indgive en anmodning om tvangsauktion, når den pågældende mener, ejendommen er overbehæftet og det derfor ikke er muligt at sælge den i fri handel. Ved at ejeren får denne mulighed, kan der spares omkostninger til udlægsforretninger, og tvangssalget kan gennemføres hurtigere, hvorved der også kan spares betydelige beløb til renter, ejendomsskatter, afgifter og forsikringspræmier.

Endvidere kan det være en fordel for ejeren, såfremt der er en aktuel køber, der vil give en god pris for ejendommen, at sagen fremmes således, at der hurtigt kan indgives et købstilbud.

Til nr. 2

Det er vigtigt, at der ikke kan rejses inhabilitetsspørgsmål i relation til den sagkyndige, som derfor ikke i relation til auktionssagen bør have andre hverv end at være sagkyndig. Den sagkyndige bør altså ikke repræsentere rettighedshavere eller liebhavere, ligesom det er klart, at han ikke selv, hverken direkte eller indirekte gennem ham beherskede selskaber, må byde på ejendommen. Den, der antages som sagkyndig, skal straks underrette fogedretten om en eventuel tilknytning til rettighedshaverne i ejendommen. Det er i øvrigt tilsvarende ønskeligt, at auktionsrekvirentfunktionen ikke sammenblandes med andre funktioner under auktionen.

Dorte Bennedsen (S) Erling Christensen (S) Lise Hækkerup (S) Frank Jensen (S) Holger Graversen (S) Karen Jespersen (S) Ebba Strange (SF) nfmd. Gert Petersen (SF) Sonja Albrink (CD) Grove (KF) fmd. Helge Adam Møller (KF) Inge Dahl-Sørensen (V) Birthe Rønn Hornbech (V) Svend Aage Jensby (V) Tom Behnke (FP) Niels Helveg Petersen (RV) Inger Stilling Pedersen (KRF)

Betænkning over lovforslag 1991 42 Valid

Nr BTL 42

Betænkning over Forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Tvangsauktioner m.v.)

Nr L 42 1991-92, 1. samling

Afgivet af Retsudvalget

Afgivet: 19911212

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →