1991 BTL 20 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF FORSKELLIGE SKATTELOVE (GENNEMFØRELSE AF FUSIONSDIREKTIVET OG MODER-/DATTERSELSKABSDIREKTIVET) NR L 20 1991-92, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser fra Erhvervenes Skattesekretariat og Revisionsfirmaet Ernst & Young A/S.
Der er af skatteministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer) lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Et mindretal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 3. behandling. Mindretallet kan stemme for de stillede ændringsforslag.
Mindretallet anmoder om, at lovforslaget efter 2. behandling henvises til fornyet behandling i udvalget.
Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet kan dog stemme for de stillede ændringsforslag.
Ændringsforslag
Af skatteministeren , tiltrådt af udvalget
Til § 1
1) Nr. 13 affattes således
» 13. I § 8, stk. 1, 1. punktum , ændres »formuegoder« til: »aktiver og passiver«, »ophøret« til: »fusionen«, »goderne« til: »de«, »ophørende« ændres 2 steder til: »indskydende«, og »fortsættende« ændres til: »modtagende«.'
2) Nr. 16 affattes således
» 16. I § 8, stk. 2 , ændres »et formuegode« til: »et aktiv eller et passiv«, »formuegodet« til: »det«, »ophørende« til: »indskydende« og »fortsættende« til: »modtagende«.'
3) Nr. 19 affattes således
» 19. I § 8, stk. 5, 1. punktum , ændres »formuegoder« 2 steder til: »aktiver og passiver«, »fortsættende« ændres 2 steder til: »modtagende«, og »ophørende« ændres til: »indskydende«.'
4) Nr. 20 affattes således
» 20. I § 8, stk. 5, 2. punktum , ændres »ophørende« til: »indskydende«, »fortsættende« til: »modtagende« og »aktivgrupper« til: »grupper af aktiver og passiver«.'
5) I den under nr. 49 foreslåede affattelse af § 15 ændres i stk. 2, 2. punktum , »§ 8 finder dog alene anvendelse« til: »§ 8, stk. 1-4 og 7, finder dog alene anvendelse«.
6) I den under nr. 49 foreslåede affattelse af § 15 ændres i stk. 3, 2. punktum , »§ 8 finder dog alene anvendelse« til: »§ 8, stk. 1-4 og 7, finder dog alene anvendelse«.
7) I den under nr. 49 foreslåede affattelse af § 15 ændres i stk. 4, 2. punktum , »§ 8 finder dog alene anvendelse« til: »§ 8, stk. 1-4 og 7, finder dog alene anvendelse«.
8) I den under nr. 50 foreslåede § 15 b affattes stk. 1, 1. og 2. punktum , således
»Ophører et i udlandet hjemmehørende selskab ved spaltning, finder § 5, § 6, stk 1, 3, 4 og 6, § 7, stk. 1, § 8 og § 10 tilsvarende anvendelse. § 8, stk. 1-4 og 7, finder dog alene anvendelse på dem af det indskydende selskabs aktiver og passiver m.v., der som følge af spaltningen er knyttet til et her hjemmehørende modtagende selskab eller til et i udlandet hjemmehørende modtagende selskabs faste driftssted her i landet.«
9) I den under nr. 50 foreslåede § 15 b affattes stk. 2, 1. og 2. punktum , således
»Ophører et her i landet hjemmehørende selskab ved spaltning, finder § 5, § 6, stk. 1, 3, 4 og 6, § 7, stk. 1, § 8 og § 10 tilsvarende anvendelse. § 8, stk. 1-4 og 7, finder dog alene anvendelse på dem af det indskydende selskabs aktiver og passiver m.v., der som følge af spaltningen er knyttet til et her i landet hjemmehørende modtagende selskab eller til et i udlandet hjemmehørende modtagende selskabs faste driftssted her i landet.«
10) I den under nr. 50 foreslåede § 15 d, stk. 2 , udgår 1. punktum , og i stedet indsættes
»Ved tilførsel af aktiver fra et her hjemmehørende selskab finder § 5, § 6, stk. 1, 3, 4 og 6, og § 8 tilsvarende anvendelse. § 8, stk. 1-4 og 7, finder dog alene anvendelse på dem af det indskydende selskabs aktiver og passiver m.v., der som følge af tilførslen er knyttet til et her hjemmehørende modtagende selskab eller til et i udlandet hjemmehørende modtagende selskabs faste driftssted her i landet.«
11) I den under nr. 50 foreslåede § 15 d, stk. 3 , udgår 1. punktum , og i stedet indsættes
»Ved tilførsel af aktiver fra et i udlandet hjemmehørende selskab finder § 5, § 6, stk. 1, 3, 4 og 6, og § 8 tilsvarende anvendelse. § 8, stk. 1-4 og 7, finder dog alene anvendelse på dem af det indskydende selskabs aktiver og passiver m.v., der som følge af tilførslen er knyttet til et her hjemmehørende modtagende selskab eller til et i udlandet hjemmehørende modtagende selskabs faste driftssted her i landet.«
Til § 2
12) Efter nr. 3 indsættes som nyt nummer
» 01. § 13, stk. 2 , der bliver stk. 4, affattes således
» Stk. 4 . Ligningsrådet kan tillade, at der ikke sker beskatning efter § 4 i tilfælde, hvor et selskab erhverver hele aktiekapitalen i et andet selskab, eller hvor et selskab, der i forvejen ejer aktier i et andet selskab, erhverver resten af aktiekapitalen i det andet selskab. Det er en betingelse, at aktionærerne i det andet selskab som vederlag alene modtager aktier i det første selskab og eventuelt en kontant udligningssum på højst 10 pct. af de ombyttede aktiers værdi. Tilladelse gives kun under særlige omstændigheder, hvis det erhvervende selskab har foretaget opkøb af aktier i det erhvervede selskab i det indkomstår, hvori selskabet erhverver resten af aktiekapitalen, eller i de 4 forudgående indkomstår. Ved afståelse af de modtagne aktier sker der beskatning efter § 4, i det omfang afståelse af de ombyttede aktier ville have udløst beskatning efter disse regler. De modtagne aktier anses for erhvervet på samme tidspunkt og for samme anskaffelsessum som de ombyttede aktier. Ligningsrådet kan under tilsvarende betingelser tillade, at der i disse tilfælde ikke sker beskatning efter § 2.«»
Til § 3
13) Indledningen affattes således
»I lov om påligningen af indkomst- og formueskat til staten (ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 735 af 5. november 1991, som senest ændret ved § 12 i lov nr. 5 af 3. januar 1992, foretages følgende ændringer:»
14) I den under nr. 3 foreslåede § 33 D, stk. 1 , indsættes efter 1. punktum som nyt punktum
»Som underskud anses i denne forbindelse også benyttelse af henlæggelser til investeringsfonde og indskud på etableringskonti til forlods afskrivning på et aktiv.«
15) I den under nr. 3 foreslåede § 33 D indsættes efter stk. 3 som nyt stykke
» Stk. 4 . Reglerne i stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse på underskud af en fast ejendom i en fremmed stat.«
16) I nr. 3 indsættes efter den foreslåede § 33 D som ny paragraf
» § 33 E . Har et selskab m.v. ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst foretaget fradrag for underskud i et sambeskattet selskab i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland, skal der i efterfølgende indkomstår, hvor der er overskud i det sambeskattede selskab, eller hvor sambeskatningen ophører, ske genbeskatning af et beløb svarende til det fratrukne underskud, jf. reglerne i stk. 2 og 3. Har selskabet i samme indkomstår, hvor der er underskud i det sambeskattede selskab, andet skattepligtigt overskud fra samme stat, skal der dog kun ske genbeskatning af det beløb, hvormed underskuddet fra det sambeskattede selskab overstiger andet skattepligtigt overskud.
Stk. 2 . For efterfølgende år, hvor der er overskud i det sambeskattede selskab, medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst et beløb svarende til det fratrukne underskud, dog højst et beløb svarende til det for samme indkomstår ved indkomstopgørelsen eller skatteberegningen medregnede overskud af det sambeskattede selskab. Genbeskatning skal kun ske, hvis dobbeltbeskatningen af overskuddet i det sambeskattede selskab lempes i henhold til den i § 33 D, stk. 1, nævnte metode til lempelse af dobbeltbeskatning. Der skal dog ikke ske genbeskatning af tidligere fratrukket underskud i efterfølgende år, hvor der er overskud af det sambeskattede selskab, i det omfang dette overskud medregnes ved opgørelsen af selskabets negative skattepligtige indkomst, som kan overføres til et sambeskattet selskab, eller som kan fremføres til senere indkomstår.
Stk. 3 . For det indkomstår, hvori sambeskatningen ophører, medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst et beløb svarende til det underskud, der ikke er genbeskattet efter reglerne i stk. 2. Der skal dog ikke ske genbeskatning, når et moderselskab fusionerer med et datterselskab, hvormed det har været sambeskattet indtil fusionsdatoen og i de seneste 5 indkomstår forud herfor eller, for så vidt angår underskud efter kulbrinteskattelovens kapitel 2 og 3, når selskaberne har været sambeskattet indtil fusionsdatoen og i de seneste 15 år forud herfor. Ophører sambeskatningen i øvrigt, medregnes højst et beløb svarende til det overskud og den fortjeneste, der for dette indkomstår skulle medregnes ved opgørelsen af det sambeskattede selskabs skattepligtige indkomst eller skatteberegningen, såfremt det sambeskattede selskab var blevet opløst ved likvidation og i forbindelse hermed skulle beskattes her i landet. Som salgssum for afståede aktiver og passiver anses værdien i handel og vandel ved sambeskatningens ophør.«
Til § 6
17) I det under nr. 1 foreslåede § 2, stk. 5 , affattes 2. punktum således
»Det er en betingelse, at det udbyttemodtagende selskab - moderselskabet - har ejet mindst 25 pct. af aktiekapitalen i det udbyttegivende selskab - datterselskabet - enten i hele det indkomstår, hvori udbyttet er modtaget, eller i en sammenhængende periode på mindst to år frem til det tidspunkt, hvor udbyttet modtages.«
18) Efter nr. 2 indsættes som nyt nummer
» 01. I § 13, stk. 1, nr. 2, affattes 2. punktum således
»Dette gælder dog kun, hvis det udbyttemodtagende selskab - moderselskabet - har ejet mindst 25 pct. af aktie- eller andelskapitalen i det udbyttegivende selskab - datterselskabet - enten i hele det indkomstår, hvori udbyttet er modtaget, eller i en sammenhængende periode på mindst to år frem til det tidspunkt, hvor udbyttet modtages.«»
19) I det under nr. 3 foreslåede § 17, stk. 3 , affattes 3. punktum således
»Det er en betingelse, at det udbyttemodtagende selskab - moderselskabet - har ejet mindst 25 pct. af aktiekapitalen i det udbyttegivende selskab - datterselskabet - enten i hele det indkomstår, hvori udbyttet er modtaget, eller i en sammenhængende periode på mindst to år frem til det tidspunkt, hvor udbyttet modtages.«
20) I nr. 3 ændres »Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5« til: »Stk. 3-5 bliver herefter stk. 4-6«.
21) Efter nr. 4 indsættes som nyt nummer
» 02. I § 17, stk. 3 , der bliver stk. 4, affattes 3. punktum således
»Lempelse efter foranstående regler kan kun indrømmes, såfremt moderselskabet har ejet mindst 25 pct. af datterselskabets aktiekapital eller andelskapital enten i hele det indkomstår, hvori udbyttet er modtaget, eller i en sammenhængende periode på mindst to år frem til det tidspunkt, hvor udbyttet modtages.«»
Til § 7
22) I det under nr. 2 foreslåede § 65, stk. 5 , affattes 2. punktum således
»Det er en betingelse, at det udbyttemodtagende selskab - moderselskabet - har ejet mindst 25 pct. af aktiekapitalen i det udbyttegivende selskab - datterselskabet - enten i hele det indkomstår, hvori udbyttet er modtaget, eller i en sammenhængende periode på mindst to år frem til det tidspunkt, hvor udbyttet modtages.«
Til § 8
23) Indledningen affattes således
»I lov om beskatning af fonde og visse foreninger (fondsbeskatningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 703 af 16. oktober 1991, foretages følgende ændringer:»
24) Før den foreslåede ændring, som bliver nr. 1, indsættes som nyt nummer
» 01. § 10, stk. 1, 2. punktum , affattes således
»Dette gælder dog kun, hvis fonden eller foreningen har ejet mindst 25 pct. af aktie- eller andelskapitalen i det udbyttegivende selskab enten i hele det indkomstår, hvori udbyttet er modtaget, eller i en sammenhængende periode på mindst to år frem til det tidspunkt, hvor udbyttet modtages.«»
Til § 9
25) I stk. 1 ændres »jf. dog stk. 2 og 3« til: »jf. dog stk. 2-4«.
26) Stk. 3 udgår, og i stedet indsættes
» Stk. 3 . Ligningslovens § 33 D, som affattet ved denne lovs § 3, nr. 3, har virkning for underskud som omhandlet i § 33 D, stk. 1, 2. punktum, når henlæggelser til investeringsfonde eller indskud på etableringskonti benyttes til forlods afskrivning på et aktiv, der erhverves den 19. februar 1992 eller senere. § 33 D har i øvrigt virkning for underskud, der fradrages ved indkomstopgørelsen for indkomståret 1992 eller senere.
Stk. 4 . Ligningslovens § 33 E, som affattet ved denne lovs § 3, nr. 3, har virkning for underskud, der fradrages ved indkomstopgørelsen for indkomståret 1992 eller senere.«
Bemærkninger
Til nr. 1-4
Ændringerne er redaktionelle.
Til nr. 5-9
Ved ændringerne præciseres, at § 8 generelt finder anvendelse, men at bestemmelserne i § 8, stk. 1-4 og 7, der omhandler det indskydende selskabs aktiver og passiver m.v., alene finder anvendelse på de aktiver og passiver m.v., der som følge af fusionen er knyttet til det her hjemmehørende modtagende selskab eller det udenlandske modtagende selskabs faste driftssted her i landet.
Til nr. 10 og 11
Ved ændringerne foreslås, at reglerne i § 5, § 6, stk. 1, § 6, stk. 3-4, og § 6, stk. 6, skal finde tilsvarende anvendelse ved tilførsel af aktiver. Endvidere præciseres, at § 8 generelt finder anvendelse, men at bestemmelserne i § 8, stk. 1-4 og 7, der omhandler det indskydende selskabs aktiver og passiver m.v., alene finder anvendelse på de aktiver og passiver m.v., der som følge af fusionen er knyttet til det her hjemmehørende modtagende selskab eller det udenlandske modtagende selskabs faste driftssted her i landet.
Til nr. 12
Aktieavancebeskatningslovens § 13, stk. 2, blev indsat ved lov nr. 220 af 2. juni 1983. Efter bestemmelsen kan Ligningsrådet give tilladelse til, at der ikke sker beskatning efter aktieavancebeskatningslovens §§ 2 og 4 i tilfælde, hvor aktionærer i et selskab, som erhverves af et andet selskab med henblik på, at det pågældende selskab skal fortsætte som datterselskab af det erhvervende selskab, som vederlag modtager aktier i det erhvervende selskab. Det er en betingelse for tilladelsen, at det erhvervende selskab erhverver hele aktiekapitalen i det andet selskab, og at alle aktionærerne i det andet selskab som vederlag alene modtager aktier i det selskab, som erhverver aktiekapitalen. Hvis tilladelse opnås, beskattes aktionærerne ved afståelse af de modtagne aktier i det omfang, afståelse af de ombyttede aktier ville have udløst beskatning.
I Skatteministeriets cirkulære nr. 1 af 2. januar 1984, punktum 38, fortolkes § 13, stk. 2, således, at reglen kan anvendes, selv om en ubetydelig del af aktierne i det erhvervede selskab ikke indgår i overdragelsen, og selv om en ubetydelig del af aktierne i det erhvervede selskab vederlægges med andet end aktier i det erhvervende selskab. Cirkulærets formulering »en ubetydelig del« blev i tidligere dispensationspraksis fortolket som højst ca. 10 pct., både i relation til, hvor stor en del af aktiekapitalen i det erhvervede selskab, som det erhvervende selskab i forvejen måtte eje, og hvor stor en del af aktierne i det erhvervede selskab, der måtte vederlægges med andet end aktier (kontant). Den lempede fortolkning er inspireret af reglerne i fusionsskatteloven og er i overensstemmelse med baggrunden for at indføre § 13, stk. 2.
Praksis er senere udvidet, så det erhvervende selskab i forvejen godt kan eje en betydelig del af aktierne i det erhvervede selskab og alligevel opnå tilladelse til, at aktionærerne succederer, når betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Dette er en yderligere tilpasning til fusionsreglerne, idet en skattefri fusion ikke hindres af, at det erhvervende selskab i forvejen ejer en betydelig del af aktierne i det erhvervede selskab.
Kravet om, at højst 10 pct. af aktierne må vederlægges kontant, er fastholdt i praksis. Det er imidlertid vanskeligt at skelne kontantvederlæggelse fra »almindelige« aktieopkøb, når opkøbene sker i tilknytning til ombytningen. Jo tættere opkøbene sker på ombytningen, jo større er formodningen om, at opkøbene er sket som led i ombytningen og som følge heraf kan sidestilles med kontantvederlæggelse. I praksis anses opkøb, som ligger mere en 5-7 år forud for ombytningen, normalt for sket uden tanke på den senere ombytning. Hvis det erhvervende selskab har opkøbt aktier i det erhvervede selskab inden for de seneste 5-7 år, er dispensation betinget af, at konkrete forhold afkræfter formodningen om, at opkøbet er sket som led i en ombytning.
Den i praksis foretagne tilpasning til fusionsreglerne går imidlertid videre, end hvad der oprindeligt har været anset for omfattet af lovtekstens ord.
Det foreslås derfor, at teksten i § 13, stk. 2, som nu bliver stk. 4, bringes i overensstemmelse med praksis. Det er hensigten, at bestemmelsen skal bruges som supplement til de foreslåede regler i § 13, stk. 2 og 3, om succession ved ombytning af aktier i danske selskaber og i selskaber i andre EF-medlemsstater.
Det foreslås herefter, at tilladelse til succession kan gives, når et selskab erhverver hele aktiekapitalen i et andet selskab, eller når et selskab, der i forvejen ejer aktier i et andet selskab, erhverver resten af aktiekapitalen i det andet selskab. Aktionærerne skal vederlægges med aktier i det erhvervende selskab og eventuelt en kontant udligningssum på højst 10 pct. af de ombyttede aktiers handelsværdi. Praksis fastholdes, således at enkelte aktionærer kan vederlægges kontant. Tilladelse gives, hvis ovennævnte betingelser er opfyldt og det erhvervende selskab enten ikke ejer aktier i det erhvervede selskab, eller hvis det erhvervende selskab ikke har opkøbt aktier i det erhvervede selskab i det pågældende indkomstår eller i de 4 forudgående indkomstår.
Tilladelse foreslås kun givet under særlige omstændigheder, hvis det erhvervende selskab har foretaget opkøb af aktier i det erhvervede selskab i det indkomstår, hvor selskabet erhverver resten af aktiekapitalen, eller i de 4 forudgående indkomstår. Som nævnt under gennemgangen af praksis hænger dette sammen med, at højst 10 pct. af aktierne kan vederlægges kontant, hvis tilladelse til succession ønskes, og at dette krav kan omgås, hvis opkøb i tilknytning til ombytningen accepteres. De særlige omstændigheder, som kan bevirke, at tilladelse gives, kan være, at opkøb er sket med hjemmel i de foreslåede § 13, stk. 2 og 3, som omhandler succession ved ombytning af aktier, når såvel det erhvervende som det erhvervede selskab er danske selskaber eller selskaber hjemmehørende i en EF-medlemsstat. Særlige forhold gør sig også gældende, når det kan godtgøres, at opkøbene er sket af forretningsmæssige årsager og ikke med henblik på at kontantvederlægge bestemte aktionærer.
Den foreslåede bestemmelse kan som nævnt anvendes, når et selskab ønsker at erhverve hele eller resten af aktiekapitalen i et andet selskab. Stk. 4 vil primært blive anvendt af danske selskaber og selskaber hjemmehørende i andre EF-medlemsstater, som i forvejen har stemmemajoriteten i et andet selskab, og som ønsker at erhverve resten af aktiekapitalen i det pågældende selskab, idet succession ved ombytning af aktier i danske selskaber og selskaber hjemmehørende i andre EF-medlemsstater efter § 13, stk. 2 og 3, kan finde sted uden tilladelse. Bestemmelsen kan endvidere anvendes, når det ene selskab eller begge selskaber er hjemmehørende i en stat uden for EF.
Til nr. 13
Ændringen skyldes, at der efter fremsættelsen af lovforslaget er udsendt en ny lovbekendtgørelse.
Til nr. 14
Den foreslåede ændring af § 33 D omfatter genbeskatning af tidligere fratrukne underskud af et fast driftssted og - efter ændringsforslaget under nr. 15 - fast ejendom i en stat, med hvilken Danmark har en dobbeltbeskatningsoverenskomst, hvis lempelse er baseret på eksemptionsmetoden.
Tidligere fratrukne underskud kan bl.a. omfatte afskrivninger på aktiver i det faste driftssted eller den faste ejendom. Derimod omfatter tidligere fratrukne underskud ikke investeringsfondshenlæggelser og etableringskontoindskud, der er anvendt til forlods afskrivning på aktiver i det faste driftssted eller den faste ejendom.
Dette indebærer en favorisering af de personer eller selskaber m.v., der i forbindelse med erhvervelse af aktiver til et fast driftssted eller en fast ejendom anvender investeringsfondshenlæggelser eller etableringskontoindskud til forlods afskrivning på disse.
Det foreslås derfor, at der i den foreslåede § 33 D indsættes en bestemmelse om, at i denne forbindelse anses også benyttelse af henlæggelser til investeringsfonde og indskud på etableringskonti til forlods afskrivning på et aktiv som underskud.
Ændringsforslaget skønnes at medføre et merprovenu, som det ikke er muligt at anslå nærmere på grund af manglende statistiske oplysninger.
Til nr. 15
Den foreslåede ændring af § 33 D omfatter alene fast ejendom, der udgør en del af en erhvervsvirksomheds aktiver. Bestemmelsen omfatter ikke i øvrigt fast ejendom.
De argumenter, der taler for en regel om genbeskatning af underskud i et fast driftssted i en stat, med hvilken Danmark har en dobbeltbeskatningsoverenskomst, hvis lempelse er baseret på eksemptionsmetoden, gælder også i relation til underskud af en fast ejendom i en sådan stat. Det foreslås derfor, at de foreslåede regler om genbeskatning af underskud i et fast driftssted skal finde tilsvarende anvendelse på underskud i en fast ejendom, som er beliggende i en stat, med hvilken Danmark har en dobbeltbeskatningsoverenskomst, hvis lempelse er baseret på eksemptionsmetoden.
Ændringsforslaget skønnes at medføre et merprovenu, som det ikke er muligt nærmere at anslå som følge af manglende statistiske oplysninger.
Til nr. 16
Den under nr. 15 foreslåede ændring af § 33 D omfatter ikke sambeskattede selskaber.
De argumenter, der taler for en regel om genbeskatning af underskud i et fast driftssted i en stat, med hvilken Danmark har en dobbeltbeskatningsoverenskomst, hvis lempelse er baseret på eksemptionsmetoden, gælder imidlertid også i relation til sambeskattede selskaber i en sådan stat.
Gennemføres en regel om genbeskatning af underskud i faste driftssteder, men ikke en regel om genbeskatning af underskud i sambeskattede selskaber, kan resultatet meget vel blive, at virksomhederne blot organiserer aktiviteten i udlandet i selskaber i stedet for i faste driftssteder.
Anvendelsen af eksemptionsmetoden giver så at sige mulighed for at anvende underskud i det sambeskattede selskab to gange, først ved sambeskatningen i Danmark og dernæst i den udenlandske indkomst.
I modsætning hertil indebærer anvendelsen af kreditmetoden normalt, at der alene gives fradrag for underskuddet i det sambeskattede selskab een gang, nemlig ved sambeskatningen i Danmark. Det forhold, at der ved beskatningen i udlandet i senere indkomstår gives fradrag i den udenlandske indkomst, medfører nemlig alene, at den udenlandske skat, der skal gives fradrag for ved skatteberegningen her i landet, bliver mindre.
Dette gælder dog ikke i forbindelse med ophør af sambeskatningen.
Det foreslås derfor, at der i ligningsloven som § 33 E indsættes en regel om genbeskatning af underskud i efterfølgende år, hvor der er overskud, og ved sambeskatningens ophør.
Efter ændringsforslaget skal der, hvis et selskab m.v. ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst har foretaget fradrag for underskud i et sambeskattet selskab i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland, foretages genbeskatning af dette underskud i efterfølgende indkomstår, hvor der er overskud i det sambeskattede selskab, eller hvor sambeskatningen ophører. Hvis der i det samme indkomstår, hvor der er underskud i det sambeskattede selskab, er andet skattepligtigt overskud fra samme stat, skal der dog kun ske genbeskatning i det omfang, underskuddet overstiger andet skattepligtigt overskud.
Genbeskatningen i efterfølgende indkomstår, hvor der er overskud i det sambeskattede selskab, skal som ved genbeskatning efter § 33 D ske ved, at der for efterfølgende år ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes et beløb svarende til det fratrukne underskud, dog højst et beløb svarende til det for samme indkomstår ved indkomstopgørelsen eller skatteberegningen medregnede overskud i det sambeskattede selskab.
Genbeskatning skal kun ske, hvis der sker nedsættelse af dansk beskatning i henhold til en dobbeltbeskatningsoverenskomst med den stat, hvor det sambeskattede selskab er hjemmehørende, og denne overenskomst lemper dobbeltbeskatningen af overskuddet af det sambeskattede selskab ved anvendelsen af eksemptionsmetoden.
Der skal ikke ske genbeskatning af tidligere fratrukket underskud i efterfølgende indkomstår, hvor der er overskud i det sambeskattede selskab, i det omfang selskabet vælger at anvende kreditlempelse i medfør af ligningslovens § 33 på dette overskud. Der skal heller ikke ske genbeskatning, hvis der sker nedsættelse af dansk beskatning i henhold til en dobbeltbeskatningsoverenskomst med den stat, hvor det sambeskattede selskab er hjemmehørende, og denne overenskomst lemper dobbeltbeskatningen af overskuddet af det sambeskattede selskab ved anvendelsen af kreditmetoden.
Der skal som ved genbeskatning efter § 33 D ikke ske genbeskatning af tidligere fratrukket underskud i efterfølgende år, hvor der er overskud i det sambeskattede selskab, i det omfang dette underskud medregnes ved opgørelsen af selskabets negative skattepligtige indkomst, som kan overføres til et sambeskattet selskab eller fremføres til senere indkomstår.
Underskud, der ikke er blevet genbeskattet efter de foran anførte regler, skal genbeskattes i det indkomstår, hvori sambeskatningen ophører.
Er det sambeskattede selskab hjemmehørende i en stat, med hvilken Danmark har en dobbeltbeskatningsoverenskomst, der lemper dobbeltbeskatningen af overskuddet i det sambeskattede selskab ved anvendelsen af eksemptionsmetoden, skal der ske genbeskatning af et beløb svarende til det fratrukne underskud reduceret med
1) underskud, der er genbeskattet,
2) underskud, der ikke skal genbeskattes, fordi selskabet har valgt at anvende kreditreglen i ligningslovens § 33 til lempelse af dobbeltbeskatningen af overskuddet fra det sambeskattede selskab,
3) underskud, der ikke skal genbeskattes, fordi overskuddet i det sambeskattede selskab er medregnet ved opgørelsen af selskabets negative skattepligtige indkomst, som kan overføres til et sambeskattet selskab eller fremføres til senere indkomstår.
Er det sambeskattede selskab hjemmehørende i en stat, med hvilken Danmark har en dobbeltbeskatningsoverenskomst, der lemper dobbeltbeskatningen af overskuddet i det sambeskattede selskab ved anvendelsen af creditmetoden, skal der ske genbeskatning af et beløb svarende til det fratrukne underskud reduceret med underskud, der ikke skal genbeskattes, fordi dobbeltbeskatningen af overskuddet i det sambeskattede selskab er lempet efter kreditreglen i ligningslovens § 33 eller efter dobbeltbeskatningsoverenskomstens kreditregel.
Der skal ikke ske genbeskatning, når sambeskatningen mellem et moderselskab og dets datterselskab ophører i forbindelse med, at moderselskabet fusionerer med datterselskabet, og selskaberne har været sambeskattet indtil fusionsdatoen og i de seneste 5 år forud herfor eller, for så vidt angår underskud efter kulbrinteskattelovens kapitel 2 og 3, 15 år forud herfor. Dvs. i de tilfælde, hvor der ved fusionen kan ske fradrag af underskud fra tidligere år i det fortsættende selskabs indkomst i medfør af fusionsskattelovens § 8, stk. 6.
Ophører sambeskatningen på anden måde, skal der højst medregnes et beløb svarende til det overskud og den fortjeneste, der for dette indkomstår skulle medregnes ved opgørelsen af det sambeskattede selskabs skattepligtige indkomst eller skatteberegningen, om det sambeskattede selskab var blevet opløst ved likvidation og i forbindelse hermed skulle beskattes her i landet. Som salgssum for afståede aktiver og passiver anses værdien i handel og vandel ved sambeskatningens ophør.
Det påhviler selskabet at godtgøre, at det beløb, der højst skal medregnes, er mindre end det underskud, der skal genbeskattes.
Ændringsforslaget skønnes at medføre et merprovenu, som det ikke er muligt at anslå nærmere som følge af manglende statistiske oplysninger.
Til nr. 17-19, 21-22 og 24
Ifølge moder-/datterselskabsdirektivets artikel 3, stk. 2, 2. pind, kan medlemsstaterne undlade at anvende direktivet »på selskaber i denne medlemsstat, der ikke i en sammenhængende periode på mindst to år har besiddet en kapitalandel, der giver ret til betegnelsen moderselskab, eller på selskaber, i hvilke et selskab i en anden medlemsstat ikke i en sammenhængende periode på mindst to år har besiddet sådan kapitalandel.«
Udtrykket »har besiddet« kan kun referere sig til en periode forud for udlodningstidspunktet. Det er derfor ikke i overensstemmelse med direktivet, når de i lovforslaget foreslåede bestemmelser i selskabsskattelovens § 2, stk. 5, og kildeskattelovens § 65, stk. 5, gør skattefriheden for det udbyttemodtagende udenlandske selskab betinget af, at dette har opretholdt minimumsbesiddelsen i det udbyttegivende danske selskab i hele det indkomstår, hvori udbyttet er modtaget. Det er heller ikke i overensstemmelse med direktivet, når den gældende bestemmelse i selskabsskattelovens § 13, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2, og den foreslåede bestemmelse i selskabsskattelovens § 17, stk. 3, gør skattefriheden henholdsvis skattenedsættelsen for det udbyttemodtagende danske selskab betinget af, at dette har opretholdt minimumsbesiddelsen i det udbyttegivende udenlandske selskab »i hele det indkomstår, hvori udbyttet er modtaget«.
Det må anses for uhensigtsmæssigt at have forskellige betingelser, alt efter om det udbyttemodtagende selskab eller det udbyttegivende selskab er hjemmehørende i Danmark, i en anden EF-medlemsstat eller i et tredjeland.
Det foreslås derfor, at den foreslåede bestemmelse i selskabsskattelovens § 2, stk. 5, den gældende bestemmelse i § 13, stk. 1, nr. 2, den foreslåede bestemmelse i § 17, stk. 3, og den gældende bestemmelse i § 17, stk. 3, der efter ændringsforslaget bliver stk. 4, den foreslåede bestemmelse i kildeskattelovens § 65, stk. 5, og den gældende bestemmelse i fondsbeskatningslovens § 10, stk. 1, ændres. Efter ændringsforslagene skal det være en betingelse for skattefrihed henholdsvis skattenedsættelse for udbytte fra et datterselskab, enten at moderselskabet (som efter de gældende regler og som efter forslaget) har ejet mindst 25 pct. af aktiekapitalen i datterselskabet i hele det indkomstår, hvori udbyttet er modtaget, eller at moderselskabet har ejet mindst 25 pct. af aktiekapitalen i datterselskabet i en sammenhængende periode på mindst to år frem til det tidspunkt, hvor udbyttet modtages.
Herefter vil et moderselskab i en anden EF-medlemsstat være omfattet af skattefriheden efter selskabsskattelovens § 2, stk. 5, og kildeskattelovens § 65, stk. 5, uanset at selskabet ikke har ejet aktierne i datterselskabet i mindst 2 år, når blot det har ejet aktierne i hele det indkomstår, hvori udbyttet er modtaget. Moderselskabet vil endvidere være omfattet af de nævnte bestemmelser, uanset at selskabet ikke har ejet aktierne i datterselskabet i hele det indkomstår, hvori udbyttet er modtaget, når blot det på det tidspunkt, hvor udbyttet modtages, har ejet aktierne i mindst 2 år.
Tilsvarende vil et dansk moderselskab/-fond være omfattet af de gældende regler i selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 2, og § 13, stk. 3, de foreslåede nye regler i § 17, stk. 3, den gældende regel i § 17, stk. 3, der bliver stk. 4, reglerne i kildeskattelovens § 65, stk. 4, og reglerne i fondsbeskatningslovens § 10, stk. 1, uanset at selskabet ikke har ejet aktierne i datterselskabet i mindst 2 år, når blot det har ejet aktierne i hele det indkomstår, hvori udbyttet er modtaget. Moderselskabet vil endvidere være omfattet af de nævnte bestemmelser, uanset at selskabet ikke har ejet aktierne i datterselskabet i hele det indkomstår, hvori udbyttet er modtaget, når blot det på det tidspunkt, hvor udbyttet modtages, har ejet aktierne i mindst 2 år.
Ændringsforslagene skønnes at medføre et provenutab, som det ikke er muligt at anslå nærmere på grund af manglende statistiske oplysninger, men det vurderes at være forholdsvis begrænset.
Til nr. 20
Ændringen er redaktionel.
Til nr. 23
Ændringen skyldes, at der efter fremsættelsen af lovforslaget er udsendt en ny lovbekendtgørelse.
Til nr. 25
Ændringen er redaktionel.
Til nr. 26
For at undgå omgåelse foreslås det, at den foreslåede ændring til § 33 D skal have virkning for underskud som omhandlet i bestemmelsens stk. 1, 2. punktum, dvs. underskud i form af benyttelse af henlæggelse til investeringsfonde eller indskud på etableringskonti til forlods afskrivning på et aktiv, når henlæggelse til investeringsfonde eller indskud på etableringskonti benyttes til forlods afskrivning på et aktiv, der erhverves på betænkningsdatoen eller senere. Dette skal gælde, uanset om denne dato ligger i indkomståret 1991 eller indkomståret 1992.
Den foreslåede genbeskatningsregel i § 33 D skal i øvrigt have virkning for underskud, der fradrages ved indkomstopgørelsen for indkomståret 1992 eller senere indkomstår.
Den foreslåede genbeskatningsregel i § 33 E skal have virkning for underskud, der fradrages ved indkomstopgørelsen for indkomståret 1992 eller senere indkomstår.
Administrative konsekvenser
Ændringsforslagene skønnes ikke at have nævneværdige administrative konsekvenser.
Pia Gjellerup (S) fmd. Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Hans Erenbjerg (S) Stavad (S) Ove Fich (S) Jes Lunde (SF) Jens Thoft (SF) Bente Juncker (CD) Aagaard (KF) Pernille Sams (KF) Peter Brixtofte (V) nfmd. Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) Ole Donner (FP) Elisabeth Arnold (RV) Kofod-Svendsen (KRF)
Tillægsbetænkning
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist
til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i nogle møder og har
herunder stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har
besvaret skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser fra Advokatrådet og Schøbel og Marholt, Revisionsaktieselskab.
Der er af skatteministeren og af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Et flertal (udvalget med undtagelse af Socialistisk Folkepartis medlemmer) bemærker, at spørgsmålet om medarbejderaktier har været rejst for udvalget. Ministeren har i denne anledning oplyst, at der i selskabsskattelovens § 31 kan gives tilladelse til sambeskatning af selskaber, selv om moderselskabet ikke ejer alle aktierne i et datterselskab. Sambeskatning efter selskabsskattelovens § 31 kan tillades, selv om der er udstedt medarbejderaktier. Det er en forudsætning for tilladelsen, at medarbejderaktieordningen er godkendt efter § 7 A i ligningsloven, og at det er betinget ved udstedelsen, at medarbejderaktierne sælges tilbage til selskabet ved salg eller ved medarbejderens død. Selskabet skal i så fald være forpligtet til at erhverve disse.
Herefter indstiller et flertal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Fremskridtspartiets, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af skatteministeren stillede ændringsforslag.
Et mindretal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) vil ved 3. behandling redegøre for sin stilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag.
Ændringsforslag
Til § 3 Af et mindretal (S)
1) I den under nr. 3 foreslåede § 33 D, stk. 1, indsættes efter 4. punktum som nyt punktum
»Er der for et indkomstår sket genbeskatning af tidligere fratrukket underskud, kan dobbeltbeskatningen af overskud i efterfølgende år vedrørende det samme projekt eller den samme investering ikke lempes i henhold til § 33, stk. 1.«
Af skatteministeren , tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af SF)
2) I den under nr. 3 foreslåede § 33 E, stk. 3, indsættes efter 3. punktum som nyt punktum
»Ved opgørelsen af dette beløb kan der foretages fradrag for beløb, der beskattes i medfør af § 5, stk. 1, i lov om skattemæssig opgørelse af varelagre m.v.«
Af et mindretal (S)
Til § 6 3) I den under nr. 1 foreslåede § 2, stk. 5, udgår i 2. punktum ordene »enten i hele det indkomstår, hvori udbyttet er modtaget, eller«.
4) I den under nr. 3 foreslåede affattelse af § 13, stk. 1, nr. 2, 2. punktum, udgår ordene »enten i hele det indkomstår, hvori udbyttet er modtaget, eller«.
5) I den under nr. 4 foreslåede § 17, stk. 3, udgår i 3. punktum ordene »enten i hele det indkomstår, hvori udbyttet er modtaget, eller«.
6) I den under nr. 6 foreslåede affattelse af § 17, stk. 4, 3. punktum, udgår ordene »enten i hele det indkomstår, hvori udbyttet er modtaget, eller«.
Til § 7 7) I den under nr. 2 foreslåede § 65, stk. 5, 2. punktum, udgår ordene »enten i hele det indkomstår, hvori udbyttet er modtaget, eller«.
Til § 8 8) I den under nr. 1 foreslåede affattelse af § 10, stk. 1, 2. punktum, udgår ordene »enten i hele det indkomstår, hvori udbyttet er modtaget, eller«.
Ny paragraf 9) Efter § 8 indsættes som ny paragraf
»§ 01 I lov om særlig indkomstskat m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 674 af 3. oktober 1990, som senest ændret ved § 2 i lov nr. 182 af 23. marts 1992, foretages følgende ændring
I § 5 A indsættes efter stk. 2 som nyt stykke
»Stk. 3. Såfremt en virksomhed, som driver skibsfart her fra landet, overfører sin virkelige ledelse til en fremmed stat, Færøerne eller Grønland og en dobbeltbeskatningsoverenskomst som følge heraf tillægger den fremmede stat, Færøerne eller Grønland beskatningsretten til virksomheden, sidestilles sådan overførelse med salg af virksomhedens skibe, herunder driftsmidler om bord på skibene, i forbindelse med ophør af virksomheden. Som salgssum benyttes handelsværdien på overførelsestidspunktet.«»
Af skatteministeren , tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af SF)
Til § 9 10) I stk. 1 ændres »jf. dog stk. 2-4« til: »jf. dog stk. 2-7«.
11) Efter stk. 4 indsættes som nye stykker
»Stk. 5. Aktieselskaber m.v., der har adgang til beskatning efter reglerne i lov om beskatning ved fusion af aktieselskaber m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 628 af 27. august 1991, og som i medfør af loven har foretaget fusion m.v. forud for denne lovs ikrafttræden, kan vælge at anvende de hidtil gældende regler i lovens § 2, stk. 1, i stedet for reglerne i § 2, stk. 1, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 3.
Stk. 6. Aktie- eller anpartsselskaber, der har adgang til beskatning efter reglerne i lov om skattefri virksomhedsomdannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 594 af 4. september 1986, og som i medfør af lovens § 1, stk. 3, har foretaget udskillelse af en del af selskabet til et selvstændigt datterselskab forud for denne lovs ikrafttræden, kan vælge at anvende de hidtil gældende regler i stedet for reglerne i fusionsskattelovens §§ 15 c og 15 d som affattet ved denne lovs § 1, nr. 50.
Stk. 7. Selskaber m.v., der har pligt til at svare afgift efter reglerne i lov om kapitaltilførselsafgift, jf. lovbekendtgørelse nr. 761 af 12. december 1988, som ændret ved § 12 i lov nr. 59 af 7. februar 1990, og som har indskudt deres samlede selskabsformue eller en eller flere dele af deres virksomhed i et afgiftspligtigt selskab, der er under stiftelse eller allerede består, forud for denne lovs ikrafttræden, kan vælge at anvende de hidtil gældende regler i lovens § 9, stk. 1, i stedet for reglerne i § 9, stk. 1, som affattet ved denne lovs § 5, nr. 1.«
Bemærkninger
Til nr. 1 Det er i lovforslaget anført, at lovforslaget går ud på at genbeskatte underskud, når skatten er lempet efter eksemption. Dette synspunkt ville også blive tilgodeset, såfremt eksemptionsreglen også blev anvendt i salgsåret.
Svaret på spørgsmål 55 til lovforslaget viser, at lovforslagets formål ikke opnås, såfremt ligningslovens § 33 anvendes i salgsåret (år 3). Den danske skat falder i eksemplet fra 298.934 kr. til 148.545 kr., idet der ikke er sket genbeskatning af underskud fra de foregående år.
Den til udlandet betalte skat er uden relevans for sammenligningen, da den jo altid vil være den samme, uanset hvad Danmark gør.
Med ændringsforslaget lukkes ovenstående mulighed, idet det foreskrives, at der skal anvendes samme princip fra år til år inden for samme investering.
Til nr. 2 Den i lovforslaget foreslåede bestemmelse til ligningslovens § 33 E omfatter genbeskatning af tidligere fratrukne underskud af et udenlandsk sambeskattet datterselskab.
Efter § 33 E, stk. 3, 3. pkt., skal der ved sambeskatningens ophør højst ske genbeskatning af et beløb svarende til det overskud og den fortjeneste, der for dette indkomstår skulle medregnes ved opgørelsen af det sambeskattede selskabs skattepligtige indkomst eller skatteberegningen, såfremt det sambeskattede selskab var blevet opløst ved likvidation og i forbindelse hermed skulle beskattes her i landet.
I denne opgørelse indgår det varelager, der er knyttet til det udenlandske selskab, med en anskaffelsessum svarende til værdien efter fradrag af en eventuel varelagernedskrivning foretaget i det sidste indkomstår, hvori sambeskatningen bestod.
Varelagerlovens § 5, stk. 1, bestemmer, at ophører et selskab, der er hjemmehørende i udlandet, med at være sambeskattet med et her i landet hjemmehørende moderselskab, skal den nedskrivning, der er foretaget på det varelager, der er knyttet til det udenlandske selskab, og som er foretaget i det sidste indkomstår, hvori sambeskatningen bestod, medregnes i det følgende års skattepligtige indkomst for moderselskabet.
For at undgå, at det beløb, der beskattes hos moderselskabet i medfør af varelagerlovens § 5, stk. 1, bliver beskattet to gange hos moderselskabet, foreslås det, at beløbet skal kunne fradrages ved opgørelsen af det beløb, hvoraf der skal ske genbeskatning i medfør af ligningslovens § 33 E, stk. 3, 3. pkt.
Ændringsforslaget modvirker hermed et utilsigtet merprovenu.
Til nr. 3-8 Ifølge lovforslagets §§ 6, 7 og 8 ophæves den begrænsede skattepligt samt pligten til at indeholde udbytteskat, når et dansk datterselskab udlodder udbytte til et moderselskab i et andet EF-land.
Skattefriheden er foreslået betinget af, at det modtagende selskab (moderselskabet) har ejet 25 pct. af aktiekapitalen i det udloddende selskab og enten opretholder denne minimumsbesiddelse i hele det indkomstår, hvori udbytte modtages, eller har ejet 25 pct. af aktiekapitalen i en sammenhængende periode på mindst to år frem til det tidspunkt, hvor udbytte modtages.
Kravet om, at minimumsbesiddelsen skal være opretholdt gennem hele indkomståret, kan normalt ikke afgøres på udlodningstidspunktet, og denne bestemmelse foreslås derfor slettet.
Til nr. 9 Et rederi, som er fuldt skattepligtigt til Danmark, og som har sin virkelige ledelse her i landet, kan undgå dansk beskatning ved at flytte den virkelige ledelse til en fremmed stat, hvis dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark følger OECD-modellen.
Med ændringsforslaget indføres en bestemmelse om beskatning i tilfælde af, at et rederi overfører sin virkelige ledelse til udlandet, således at kapitalvindingen på de skibe (eller luftfartøjer), hvis ledelse overføres, beskattes.
En sådan beskatning vil ikke være i strid med fusionsdirektivet.
Til nr. 10 og 11 Ifølge lovforslaget skal loven have virkning fra og med 1. januar 1992. Dette indebærer, at loven får virkning for
- fusioner m.v., der er foretaget i overensstemmelse med de gældende regler i fusionsskattelovens § 2, stk. 1,
- udskillelse af en del af et selskab til et selvstændigt datterselskab, der er foretaget i overensstemmelse med de gældende regler i virksomhedsomdannelseslovens § 1, stk. 3, og
- kapitaltilførsler, der er foretaget i overensstemmelse med de gældende regler i kapitaltilførselsafgiftslovens § 9, stk. 1, i tiden fra 1. januar 1992 og frem til lovens ikrafttræden.
Det var ved fremsættelsen af lovforslaget forudsat, at loven kunne nå at træde i kraft senest 1. januar 1992, således at loven ikke skulle have virkning for dispositioner som nævnt, foretaget forud for lovens ikrafttræden.
Det foreslås derfor, at der indsættes overgangsbestemmelser vedrørende de nævnte dispositioner.
Det foreslås, at aktieselskaber m.v., der har adgang til beskatning efter de gældende regler i fusionsskatteloven, og som har foretaget fusion m.v. som omhandlet i den nævnte lov forud for denne lovs ikrafttræden, skal kunne vælge at anvende de gældende regler i fusionsskattelovens § 2, stk. 1, i stedet for de foreslåede nye regler i fusionsskattelovens § 2, stk. 1.
Det foreslås endvidere, at aktie- eller anpartsselskaber, der har adgang til beskatning efter de gældende regler i virksomhedsomdannelseslovens § 1, stk. 3, og som har foretaget udskillelse af en del af selskabet til et selvstændigt datterselskab forud for denne lovs ikrafttræden, skal kunne vælge at anvende de gældende regler i virksomhedsomdannelsesloven i stedet for de foreslåede regler i fusionsskattelovens §§ 15 c og 15 d.
Det foreslås endelig, at selskaber m.v., der har pligt til at svare afgift efter de gældende regler i kapitaltilførselsafgiftsloven, og som har indskudt deres samlede selskabsformue eller en eller flere dele af deres virksomhed i et afgiftspligtigt selskab, der er under stiftelse eller allerede består, forud for denne lovs ikrafttræden, skal kunne vælge at anvende de gældende regler i kapitaltilførselsafgiftslovens § 9, stk. 1, i stedet for de foreslåede nye regler i kapitaltilførselsafgiftslovens § 9, stk. 1.
Administrative konsekvenser De af skatteministeren fremsatte ændringsforslag skønnes ikke at have nævneværdige administrative konsekvenser.
Pia Gjellerup (S) fmd. Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Peder Sass (S) Stavad (S) Ove Fich (S) Jes Lunde (SF) Jens Thoft (SF) Bente Juncker (CD) Aagaard (KF) Pernille Sams (KF) Peter Brixtofte (V) nfmd. Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) Ole Donner (FP) Elisabeth Arnold (RV) Kofod-Svendsen (KRF)
Ingen
Nr BTL 20
Betænkning over Forslag til lov om ændring af forskellige skattelove (Gennemførelse af fusionsdirektivet og moder-/datterselskabsdirektivet)
Nr L 20 1991-92, 1. samling
Afgivet af Skatteudvalget
Afgivet: 19920219