Legislator Case Law & Legislation
199114K00018 DK

1991 BTL 18 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆG OG ÆGPRODUKTER NR L 18 1991-92, 1. SAMLING

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

Betænkning over lovforslag 1991 18 Valid

Bilag

Landbrugsministeriet

Kommunernes Landsforening

Til levnedsmiddelkontrolenhederne

Lovgivning om kød, mælk og mælkeprodukter, ægprodukter m.v.

På foranledning af, at der i forbindelse med fremsættelse af ovennævnte lovforslag om kød, mælkeprodukter, ægprodukter m.v. fra forskellig side er blevet rejst spørgsmål om den fremtidige kontrol med visse produkter, har der den 1. april 1992 været afholdt et møde mellem Kommunernes Landsforening og Landbrugsministeriet om dette spørgsmål på grundlag af vedlagte notat udarbejdet i fællesskab mellem Landbrugsministeriet og Kommunernes Landsforening.

Særlig interesse har knyttet sig til kød- og kødproduktområdet, idet dette område p.t. er reguleret af eksport- og hjemmemarkedsbestemmelser underlagt kontrol henholdsvis via Veterinærdirektoratets kødkontroldistrikter og de fælleskommunale levnedsmiddelkontrolenheder. Denne opdeling kan ikke opretholdes ved etablering af det indre marked pr. 1. januar 1993, og kommunalt godkendte kødengrosvirksomheder og private slagtehuse, der var i drift pr. 1. januar 1992, skal ifølge EØF-regler inden 1. april 1992 fremsende ansøgning om den fremtidige status enten som EØF-godkendt virksomhed, dvs. eksportvirksomhed efter gældende bestemmelser, eller midlertidigt autoriseret virksomhed med de begrænsninger for forhandling, forpligtelser vedrørende planer for opfyldelse af indretninger m.v., dette indebærer. Efter den nugældende lovgivning skal ansøgning om EØF-eksportautorisation behandles af Veterinærdirektoratet. Der er i loven ikke hjemmel til, at sådanne ansøgninger behandles af kommunerne.

De fremsendte lovforslag indeholder alle en hjemmel for landbrugsministeren til at fastsætte regler om andre offentlige myndigheders eller institutioners medvirken ved varetagelse af opgaver efter loven efter forhandling med vedkommende minister eller vedkommende kommunale organisation. Det er Landbrugsministeriets hensigt at udnytte disse bestemmelser, således at kontrolopgaver omfattende tilsyns- og laboratorievirksomhed inden for de nævnte lovgivninger fortsat skal udføres af de fælleskommunale levnedsmiddelkontrolenheder, mindst i det omfang disse hidtil er blevet varetaget af enhederne.

Det er endvidere hensigten at udlægge kontrolopgaver inden for en række produktområder, som ikke tidligere er blevet varetaget af enhederne. Dette gælder særligt mejeriprodukt-, margarine- samt æg- og ægproduktområderne.

En række produktområder er endnu ikke reguleret af fællesskabsbestemmelser, og der er således betydelig uklarhed vedrørende såvel, hvilken kontrolaktivitet der vil blive tale om inden for det enkelte produktområde, som hvilken status den enkelte virksomhed og grossist vil søge autorisation til. Dette medfører, at det ikke p.t. er muligt at opgøre det samlede ressourceforbrug, der nødvendiggøres af den forestående omfordeling af opgavevaretagelserne.

Ud fra en samlet vurdering synes det imidlertid åbenbart, at der, for så vidt angår opgavevaretagelsen af de fælleskommunale levnedsmiddelkontrolenheder, vil blive tale om en nettotilgang.

Ovenstående fremsendes til orientering, idet det skal nævnes, at mødet har været særdeles nyttigt, og har medvirket til at skabe klarhed vedrørende intentionerne med de myndigheds- og tilsynsbestemmelser, der er indeholdt i de fremsatte lovforslag inden for det animalske produktområde.

Med venlig hilsen

Laurits Tørnæs Hilmar Sølund

Betænkning over lovforslag 1991 18 Valid

Bilag

LandbrugsministerietKommunernes Landsforening

Den 1. april 1992

Notat vedrørende udlægning af opgaver fra Veterinærdirektoratet til levnedsmiddelkontrolenhederne

A. Arbejdsfordeling mellem Veterinærdirektoratet og Levnedsmiddelkontrolenhederne

Landbrugsministeriet foreslår udlægning af varetagelsen af følgende nye opgaver til levnedsmiddelkontrolenhederne

- kontrol i henhold til direktiv 89/662 med indførsel af animalske produkter fra andre EF-lande i engros- og detailleddet samt i relation til de produktionsvirksomheder, hvor levnedsmiddelkontrolenhederne varetager tilsynet,

- registrering og tilsyn med produktionsmælkbesætninger i det omfang, der etableres et systematisk tilsyn efter vedtagelsen af direktivforslaget om handel med rå mælk og mælkeprodukter. Registrering og tilsyn med engroslagre og grossister på mejeriproduktområdet samt tilsyn med mejeriproduktvirksomheder,

- autorisation/registrering og tilsyn med producenter af metodeæg, ægpakkerier, ægeksportører og æggrossister. Tilsyn med ægproduktvirksomheder,

- autorisation/registrering og tilsyn med margarinegrossister, -eksportører og -engroslagre. Tilsyn med margarinefabrikker,

- tilsyn med slagterier godkendt til hjemmemarked/lokalmarked. Tilsyn med mindre EF-eksportautoriserede kødvirksomheder uden tredjelandseksportautorisation (kødopskæringsvirksomheder samt kødengros- og kødproduktvirksomheder, herunder virksomheder, autoriseret i henhold til artikel 11 i direktiv 92/5, samt køle- og frysehuse for kød).

Udlægning af opgaverne forudsætter etablering af lovhjemmel, jf. de af landbrugsministeren fremsatte lovforslag.

Det er Landbrugsministeriets opfattelse, at de kommunale levnedsmiddelkontrolenheder herudover fortsat skal varetage de typer af opgaver, som de hidtil har varetaget i henhold til særlovgivningen.

B. Principperne for samarbejde mellem Veterinærdirektoratet og levnedsmiddelkontrolenhederne

Veterinærdirektoratet har fuld instruktionsbeføjelse, og direktoratet udøver tilsyn med enhedernes virksomhed på området. Veterinærdirektoratet kan bl.a. fastsætte tilsynsfrekvenser og antal og art prøver, der skal undtages.

Veterinærdirektoratet kan i særlige tilfælde overtage tilsynet med en bestemt virksomhed eller virksomhedstype, hvis det skønnes fagligt påkrævet.

Veterinærdirektoratet er klagemyndighed med call-in beføjelser i forhold til enhedernes afgørelser.

Enhedernes personale omfattes i relation til særlovsområdet af de samme regler som Veterinærdirektoratets personale med hensyn til fortrolighed i relation til prøveresultater m.v., herunder egenkontrolresultater.

Offentliggørelsen af oplysninger angående produktionsmæssige forhold i den enkelte eksportvirksomhed kan have vidtgående konsekvenser, også for andre virksomheder i branchen. Opgaver på særlovgivningens område varetages efter delegation fra landbrugsministeren. Veterinærdirektoratet varetager overtilsyn på området samt koordineringen af al kommunikation af kontroloplysninger til EF-Kommissionen, Landbrugsministeriet eller offentligheden.

Enhederne skal med hensyn til personalets kvalifikationer og laboratoriefaciliteter være således udstyret, at de efter Veterinærdirektoratets vurdering på fagligt forsvarlig måde kan varetage de opgaver, der udlægges. Regeringen har besluttet ikke - i forbindelse med udlægningen af opgaver på særlovsområdet - at fremsætte lovforslag om en ændring af levnedsmiddelkontrollens organisation. Strukturrationalisering på levnedsmiddelområdet, som fortsat er påkrævet, forventes derfor at ske ved en fremskyndelse af de igangværende tendenser til sammenlægninger.

Kontrollen på EF-autoriserede kødvirksomheder udøves af enhederne ved tilknyttede dyrlæger, som er autoriseret af Veterinærdirektoratet på tilsvarende måde som dyrlæger ansat til udøvelse af kødkontrol ansat under Veterinærdirektoratet.

Der etableres direkte elektronisk kommunikation mellem Veterinærdirektoratet og enhederne, bl.a. af hensyn til udøvelsen af importkontrollen.

Kontrollen forventes finansieret ved fuld brugerbetaling senest fra finansåret 1994. Det forudsættes, at der ikke som følge af omlægningen i sig selv sker en stigning i de samlede kontroludgifter inden for de pågældende områder.

Der sikres mulighed for opgørelse af enhedens samlede kontroludgifter på særlovsområdet og fordeling af kontroludgifter på de enkelte virksomheder. Kontrolgebyrerne fastsættes af Veterinærdirektoratet under hensyn til de direkte tilsyns- og analyseudgifter og relevante overhead udgifter.

Der tilstræbes ikrafttræden for så vidt angår importkontrollen 1. juli 1992 og de øvrige opgaveområder pr. 1. januar 1993 i overensstemmelse med EF-reglerne.

Følgende skema afspejler de skønsmæssige konsekvenser af foranstående. Skemaet omfatter alene opgaver, der påvirkes af aftalen, samt nye EF-regler.

Kommunal kontrol

-------------------------------------------------------------------- I dag Direktivkonse- Korrektion ved kvenser (1) aftaler mellem KL og LM (1) -------------------------------------------------------------------- Slagterier 0 - 10 Opskæring, kødprodukter og grossister »20« »6« >= »30«(2) Importkontrol - - 20-25 (3) Andre områder (æg, mælk, margarine m.v.) (4) - - 8 --------------------------------------------------------------------

(1) Der er tale om et usikkert skøn på et tidspunkt, hvor ikke alle direktiver er vedtaget/gennemført.

(2) Tallene i citationstegn. Udgangstallet på 20 årsværk er KL's skøn på basis af tidligere oplyst ressourceforbrug på 5-6 mio. kr. Det forventes, at der ved delingen vil ske overførsel af virksomheder såvel fra som til LKE'erne, og at delingen vil medføre et ressourceforbrug mindst svarende til det hidtidige forbrug. Som følge af bestemmelserne i bl.a. ferskkøddirektivet kan der forudses et behov for forøget kontrolintensitet, som på grundlag af foreliggende foreløbige oplysninger skønnes at udgøre ca. 10 årsværk.

(3) Skønnet tal. Behovet vil bero på den nærmere tilrettelæggelse, tilsynsfrekvens m.v.

(4) LKE'erne udfører i dag opgaver, som ikke er medregnet i oversigten. De 8 årsværk efter korrektion er skøn over nye opgaver. Hertil kommer eventuelt opgaver vedrørende kontrol med produktionsmælkbesætninger.

Betænkning over lovforslag 1991 18 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder

stillet spørgsmål til landbrugsministeren, som denne har besvaret

skriftligt.

Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse uændret.

Erling Christensen (S) Eva Fatum (S) Arne Jensen (S) Henrik Dam Kristensen (S) Jacob Lindenskov (S) Henning Nielsen (S) nfmd. Bjørn Westh (S) Birthe Hansen (SF) Jens Thoft (SF) Rønholt (KF) Grove (KF) Mejdahl (V) Sønderby (V) fmd. Svend Heiselberg (V) Niels Højland (FP) Marianne Jelved (RV) Lysholm Christensen (KRF)

Centrum-Demokraterne havde ikke medlemmer i udvalget.

Tillægsbetænkning

Udvalget har, efter 2. behandling af lovforslaget optaget dette til

fornyet udvalgsbehandling. Udvalget har behandlet lovforslaget i en

række møder og haft samråd med landbrugsministeren, der tillige

skriftligt har besvaret spørgsmål fra udvalget. Et af

Landbrugsministeriet og Kommunernes Landsforening udarbejdet brev

til levnedsmiddelkontrolenhederne og notat vedrørende udlægning af

opgaver fra Veterinærdirektoratet til levnedsmiddelkontrolenhederne

optrykkes som bilag til betænkningen.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlig og/eller mundtlig henvendelse fra

De Bornholmske Kommuners Fælles Laboratorieudvalg,

Den Danske Dyrlægeforening og

Kommunernes Landsforening.

Der er af landbrugsministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller forslaget til vedtagelse, især fordi branchen ikke er fremkommet med en definition af ægprodukter m.v., og fordi landbrugsorganisationerne ikke har haft bemærkninger til lovforslaget.

Det hindrer dog ikke Fremskridtspartiet i at påpege risikoen ved at tillægge landbrugsministeren så mange beføjelser over for erhvervet, som lovforslaget indebærer.

Fremskridtspartiet vil derfor forbeholde sig ret til at gribe ind f.eks. over for den indbyggede brugerbetaling, hvis den resulterer i at være en skjult afgift eller skat på erhvervet.

Ændringsforslag

Af landbrugsministeren , tiltrådt af udvalget

Til § 8

1) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke

»Stk. 2 . Landbrugsministeren kan varetage administrationen af levnedsmiddellovens regler om autorisation af og kontrol med indretning og drift af virksomheder, som skal autoriseres efter loven, og som tilvirker eller engrosforhandler levnedsmidler, hvortil der kræves autorisation eller godkendelse efter levnedsmiddelloven. Landbrugsministeren kan fastsætte nærmere regler herom.«

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.

Til § 15

2) I stk. 5 indsættes efter »andelsselskaber«: », anpartsselskaber«.

Til § 17

3) Stk. 1 affattes således

»Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.«

Bemærkninger

Til nr. 1

Veterinærdirektoratet har siden 1973 sammen med lovgivningen om husdyr og om virksomheder, der producerer animalske levnedsmidler (særlovgivningen), administreret levnedsmiddellovens regler om autorisation af levnedsmiddelvirksomheder. Direktoratet har endvidere varetaget overtilsyn og klagesagsbehandling vedrørende kommunalbestyrelsernes administration af levnedsmiddellovens bestemmelser om tilsyn med disse virksomheder samt om detail- og engrosforhandling.

Sundhedsministeren har besluttet, at Levnedsmiddelstyrelsen fremover skal varetage opgaverne efter levnedsmiddelloven. Det er dog en forudsætning, at ændringen så vidt muligt ikke medfører, at virksomheder, der på grund af produkternes art er autoriseret eller skal autoriseres både efter særlovgivningen og efter levnedsmiddelloven, underkastes autorisation og kontrol af flere levnedsmiddelmyndigheder.

Som led i produktudviklingen og markedsføringen af nye produkter tilvirker en række virksomheder i dag levnedsmidler omfattet af såvel levnedsmiddelloven som særlovgivningen. Denne udvikling må forventes at blive forstærket i de kommende år.

På kødområdet åbner den gældende kødlovs § 12 allerede mulighed for, at Veterinærdirektoratet ved autorisation af kødvarevirksomheder kan tillade disse at fremstille andre varer end kødvarer som led i produktionen af færdigretter, og for at direktoratet kan fastsætte nærmere regler herom.

Det er hensigten at etablere en ordning, hvorefter en virksomhed, hvis produktion i det væsentlige er omfattet af denne lov, også kan autoriseres og kontrolleres af landbrugsministeren (Veterinærdirektoratet) efter levnedsmiddellovens regler, hvis virksomheden i tilknytning til eller som led i denne aktivitet inddrager produktion af produkter, hvortil der kræves autorisation efter levnedsmiddelloven, og hvis virksomhedens produktionsanlæg udgør en geografisk afgrænset produktionsenhed. Sådanne virksomheder kan dog anmode om, at autorisation efter levnedsmiddelloven meddeles af Levnedsmiddelstyrelsen.

For så vidt angår andre virksomheder, hvis aktiviteter er omfattet af både denne lov og af levnedsmiddelloven, kan landbrugsministeren på virksomhedens anmodning meddele autorisation og udøve kontrol med virksomhedens indretning og drift efter begge love, hvis virksomhedens produktionsapparat udgør en geografisk afgrænset produktionsenhed. Forinden landbrugsministeren i disse tilfælde meddeler autorisation efter levnedsmiddelloven, indhentes en udtalelse fra Levnedsmiddelstyrelsen. Det er forudsat, at virksomhedens anmodning imødekommes, medmindre væsentlige hensyn i det konkrete tilfælde taler herimod. I de tilfælde, hvor autorisation efter levnedsmiddelloven er meddelt af landbrugsministeren, varetager denne opgaverne i medfør af levnedsmiddelloven i relation til autorisation og kontrol med indretning og drift og klagesagsbehandling i forbindelse hermed samt opkrævning af kontrolbegyrer.

For så vidt angår autorisation af virksomheder med henblik på produktion af tilsætningsstoffer vil denne som hidtil blive meddelt af sundhedsministeren.

Det løbende tilsyn med ægproduktvirksomheder føres af Veterinærdirektoratet, medens tilsynet med levnedsmiddelvirksomheder, der er autoriseret eller godkendt i medfør af levnedsmiddelloven, føres af en af de 37 kommunale levnedsmiddelkontrolenheder.

For at opnå, at den løbende kontrol så vidt muligt kun udøves af een myndighed, er det hensigten, at tilsynet med virksomheder, hvis produktion overvejende er æg og ægprodukter, føres af Veterinærdirektoratet. For virksomheder, hvis produktion kun i begrænset omfang udgøres af æg og ægprodukter, er det tilsvarende tanken, at tilsynet efter aftale mellem Veterinærdirektoratet og den pågældende levnedsmiddelkontrolenhed varetages af levnedsmiddelkontrolenheden. Kontrolsystemet tænkes i øvrigt tilrettelagt fleksibelt i overensstemmelse med den hidtidige ordning.

I det omfang en virksomhed er autoriseret af landbrugsministeren til produktion både efter denne lov og efter levnedsmiddelloven, vil den myndighed, der udøver kontrollen med virksomhedens indretning og drift på sundhedsministerens vegne, også påse overholdelsen af levnedsmiddelloven i øvrigt i overensstemmelse med de hidtil gældende retningslinjer i samvirkecirkulæret.

Tilsvarende retningslinjer tænkes anvendt for autorisation eller godkendelse af engrosvirksomheder samt for tilsynet hermed.

Fastsættelsen af nærmere regler, jf. det foreslåede stk. 2, sidste punktum, vil ske efter forhandling med sundhedsministeren.

Til nr. 2

Justitsministeriet har efter fremsættelsen af lovforslaget henstillet, at der foretages en præcisering af lovforslagets straffebestemmelse, hvorved bestemmelsen udvides til udtrykkeligt også at omfatte anpartsselskaber.

Til nr. 3

Da lovforslaget ikke var færdigbehandlet til den oprindeligt foreslåede ikrafttrædelsesdag den 31. december 1991, foreslås det, at ikrafttrædelsen i stedet fastsættes til dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Erling Christensen (S) Eva Fatum (S) Arne Jensen (S) Henrik Dam Kristensen (S) Jacob Lindenskov (S) Henning Nielsen (S) nfmd. Bjørn Westh (S) Birthe Hansen (SF) Jens Thoft (SF) Rønholt (KF) Grove (KF) Mejdahl (V) Sønderby (V) fmd. Svend Heiselberg (V) Niels Højland (FP) Marianne Jelved (RV) Lysholm Christensen (KRF)

Centrum-Demokraterne havde ikke medlemmer i udvalget.

Betænkning over lovforslag 1991 18 Valid

Nr BTL 18

Betænkning over Forslag til lov om æg og ægprodukter

Nr L 18 1991-92, 1. samling

Afgivet af Landbrugs- og Fiskeriudvalget

Afgivet: 19911127

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →