1991 LSF 281 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BUTIKSTID (FORSØGSORDNING VEDRØRENDE ERHVERVSZONER)
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
§ 1
I lov om butikstid, jf. lovbekendtgørelse nr. 558 af 18. august 1989, foretages følgende ændring
Efter § 6 indsættes
» § 6 a. Kommunalbestyrelsen kan tillade butikker i områder, der efter § 3 i lov om planlægning er udpeget som erhvervszoner, at udvide butikstiden.«
§ 1
I lov om butikstid, jf. lovbekendtgørelse nr. 558 af 18. august 1989, foretages følgende ændringer
1. Efter § 6 indsættes
» § 6a. Kommunalbestyrelsen kan tillade butikker i områder, der efter § 3 i lov om planlægning er udpeget som erhvervszoner, at udvide butikstiden.«
§ 2
Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af industriministeren.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 2
Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af industriministeren.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Formålet med lovforslaget er at give mulighed for at fravige reglerne om butikstid for butikker, der ligger i en erhvervszone.
Forslaget er en følge af aftalen om en styrket indsats for aktivering af de ledige af 8. maj 1992 mellem regeringen og Det Radikale Venstre, Centrum-Demokraterne, Kristelig Folkeparti og Fremskridtspartiet. Aftalen omfatter foruden dette lovforslag følgende forslag
- Forslag til lov om ændring af lov om skattemæssige afskrivninger m.v.,
- forslag til lov om ændring af lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme,
- forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse,
- forslag til lov om ændring af stempelloven, og
- forslag til lov om dispensation fra forskellige love i forbindelse med oprettelsen af erhvervszoner.
Lovforlaget bidrager til at gennemføre etableringen af en række geografisk afgrænsede erhvervszoner, hvor der tilbydes virksomheder, som skaber nye arbejdspladser, særligt gunstige vilkår. Etableringen af erhvervszoner sigter på at styrke erhvervsudvikling og beskæftigelsen inden for økonomiske udsatte områder.
Erhvervszonerne vil blive oprettet ved et landsplansdirektiv efter planlovens § 3 efter forudgående drøftelser mellem regeringen og de enkelte kommuner samt i nødvendigt omfang tillige amtskommunerne.
Det er en væsentlig del af aftalen, at der er tale om en forsøgsordning, som er begrænset såvel tidsmæssigt som geografisk. For så vidt angår butikstiden retter forsøgsordningen sig mod at give særlige frihedsgrader for butikker inden for erhvervszonerne. En udvidelse af butikstiden skal være iværksat inden udgangen af 1994, og den kan løbe indtil området ophører med at have status som erhvervszone, det vil sige indtil udgangen af 1999.
Der sigtes mod at etablere op til 10 erhvervszoneaftaler med interesserede kommuner i Bornholms Amt, Nordjyllands Amt og Storstrøms Amt, der opfylder et eller flere af følgende kriterier.
* særligt omfattende erhvervsmæssige omstillinger
* høj ledighed
* væsentligt stigende ledighed.
Det er hensigten, at zonerne indskrænkes størrelsesmæssigt til områder på f.eks. 50 ha inden for den enkelte kommune.
Forslaget skønnes ikke at medføre økonomiske eller administrative konsekvenser.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Det foreslås, at kommunalbestyrelsen gives mulighed for at tillade udvidet åbningstid for butikker, der ligger i en erhvervszone i den pågældende kommune. Udvidelsen af åbningstiden kan enten ske generelt i erhvervszonen eller ved, at der for enkelte butikker eller visse butikstyper gives særlige åbningstider. Kommunalbestyrelsen kan ikke indskrænke lovens åbningsregler.
Til § 2
Da andre lovforslag vedrørende forsøgsordningen for erhvervszoner skal anerkendes af EF-Kommissionen i medfør af artikel 93 i EF-traktaten, før de sættes i kraft, vil loven blive sat i kraft samtidig med de øvrige love vedrørende forsøgsordningen, således at den samlede lovgivning vedrørende forsøgsordningen træder i kraft samtidigt.
Ingen
Nr LSF 281
Forslag til Lov om ændring af lov om butikstid (Forsøgsordning vedrørende erhvervszoner)
Fremsat af industriministeren (Anne Birgitte Lundholt)
den 12. maj 1992
Vedtaget ved tredjebehandling den 17. juni 1992
Lov nr. 478 af 24/06/1992