DK
1991 LSF 230 FORSLAG TIL LOV OM DEN EUROPÆISKE MENNESKERETTIGHEDSKONVENTION
Table of Provisions (222)
Statutory Text (222 Articles)
Artikel 1
De høje kontraherende parter skal sikre enhver person under deres jurisdiktion de rettigheder og friheder, som er nævnt i denne konventions afsnit I.
AFSNIT I
Artikel 1
Ingen må berøves sin frihed alene på grund af manglende evne til at opfylde en kontraktlig forpligtelse.
Artikel 1
Dødsstraffen skal afskaffes. Ingen må idømmes en sådan straf eller henrettes.
Artikel 1
Stk. 1. En udlænding, der lovligt er bosiddende på en stats territorium, kan ikke udvises derfra, medmindre dette sker i medfør af en beslutning truffet i overensstemmelse med loven, og den pågældende skal have adgang til
a) at fremføre de grunde, der taler mod udvisningen,
b) at få sagen prøvet på ny, og
c) med henblik herpå at være repræsenteret over for den kompetente myndighed eller en person eller personer udpeget af denne myndighed.
Stk. 2. En udlænding kan udvises inden udøvelsen af de i stk. 1, litra a-c nævnte rettigheder, når dette er nødvendigt af hensyn til den offentlige orden eller begrundet i hensynet til den nationale sikkerhed.
Artikel 1
Enhver fysisk eller juridisk person har ret til respekt for sin ejendom. Ingen må berøves sin ejendom undtagen i samfundets interesse og i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat ved lov og følger af folkerettens almindelige principper.
Foranstående bestemmelser skal imidlertid ikke på nogen måde begrænse statens ret til at håndhæve sådanne love, som den anser for nødvendige for at overvåge, at ejendomsretten udøves i overensstemmelse med almenhedens interesse, eller for at sikre betaling af skatter, andre afgifter og bøder.
Artikel 1
Stk. 1. På Ministerkomiteens anmodning kan Domstolen afgive rådgivende udtalelser om juridiske spørgsmål vedrørende fortolkningen af konventionen og de til denne knyttede protokoller.
Stk. 2. Sådanne udtalelser kan ikke vedrøre noget spørgsmål om indholdet eller rækkevidden af de rettigheder og friheder, som fastsættes i konventionens afsnit I og i de til konventionen knyttede protokoller og heller ikke andre spørgsmål, som Kommissionen, Domstolen eller Ministerkomiteen måtte skulle tage stilling til som følge af noget i henhold til konventionen iværksat retsskridt.
Stk. 3. Ministerkomiteens beslutning om at anmode Domstolen om en udtalelse kræver et flertal på to tredjedele af de repræsentanter, som har ret til at sidde i Komiteen.
Artikel 1
Ingen må berøves sin frihed alene på grund af manglende evne til at opfylde en kontraktlig forpligtelse.
Artikel 1
Dødsstraffen skal afskaffes. Ingen må idømmes en sådan straf eller henrettes.
Artikel 1
Stk. 1. En udlænding, der lovligt er bosiddende på en stats territorium, kan ikke udvises derfra, medmindre dette sker i medfør af en beslutning truffet i overensstemmelse med loven, og den pågældende skal have adgang til
a) at fremføre de grunde, der taler mod udvisningen,
b) at få sagen prøvet på ny, og
c) med henblik herpå at være repræsenteret over for den kompetente myndighed eller en person eller personer udpeget af denne myndighed.
Stk. 2. En udlænding kan udvises inden udøvelsen af de i stk. 1, litra a-c nævnte rettigheder, når dette er nødvendigt af hensyn til den offentlige orden eller begrundet i hensynet til den nationale sikkerhed.
Artikel 1
De høje kontraherende parter skal sikre enhver person under deres jurisdiktion de rettigheder og friheder, som er nævnt i denne konventions afsnit I.
AFSNIT I
Artikel 1
Enhver fysisk eller juridisk person har ret til respekt for sin ejendom. Ingen må berøves sin ejendom undtagen i samfundets interesse og i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat ved lov og følger af folkerettens almindelige principper.
Foranstående bestemmelser skal imidlertid ikke på nogen måde begrænse statens ret til at håndhæve sådanne love, som den anser for nødvendige for at overvåge, at ejendomsretten udøves i overensstemmelse med almenhedens interesse, eller for at sikre betaling af skatter, andre afgifter og bøder.
Artikel 1
Stk. 1. På Ministerkomiteens anmodning kan Domstolen afgive rådgivende udtalelser om juridiske spørgsmål vedrørende fortolkningen af konventionen og de til denne knyttede protokoller.
Stk. 2. Sådanne udtalelser kan ikke vedrøre noget spørgsmål om indholdet eller rækkevidden af de rettigheder og friheder, som fastsættes i konventionens afsnit I og i de til konventionen knyttede protokoller og heller ikke andre spørgsmål, som Kommissionen, Domstolen eller Ministerkomiteen måtte skulle tage stilling til som følge af noget i henhold til konventionen iværksat retsskridt.
Stk. 3. Ministerkomiteens beslutning om at anmode Domstolen om en udtalelse kræver et flertal på to tredjedele af de repræsentanter, som har ret til at sidde i Komiteen.
Bilag 1
Konvention til beskyttelse af Menneskerettigheder og Grundlæggende Frihedsrettigheder.
(Ændret ved 3., 5. og 8. Tillægsprotokol)
Under henvisning til Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, som blev udstedt af de Forenede Nationers Generalforsamling den 10. december 1948;
under henvisning til, at denne Erklæring tilsigter at sikre en universel og effektiv anerkendelse og overholdelse af de deri opregnede rettigheder;
under henvisning til, at Europarådets formål er at tilvejebringe en nærmere forening mellem dets medlemmer, og at en af måderne at opnå dette mål er at opretholde og udvikle menneskerettighederne og de grundlæggende friheder;
idet de bekræfter deres dybe tro på disse grundlæggende frihedsrettigheder, som er grundlaget for retfærdighed og fred i verden og bedst håndhæves på den ene side af et virkeligt demokratisk regeringssystem og på den anden side af en fælles forståelse og en fælles respekt for de menneskerettigheder, hvortil de bekender sig;
idet de, som regeringer i europæiske stater, besjælede af samme ånd og med en fælles arv af politiske traditioner, idealer, respekt for frihed og for retsstatsprincippet er besluttet på at tage de første skridt til sikring af den kollektive håndhævelse af visse af de rettigheder, der omhandles i Verdenserklæringen;
er de underskrivende regeringer, der er medlemmer af Europarådet, blevet enige om følgende
Bilag 1
Konvention til beskyttelse af Menneskerettigheder og Grundlæggende
Frihedsrettigheder.
(Ændret ved 3., 5. og 8. Tillægsprotokol)
Under henvisning til Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, som blev udstedt af de Forenede Nationers Generalforsamling den 10. december 1948;
under henvisning til, at denne Erklæring tilsigter at sikre en universel og effektiv anerkendelse og overholdelse af de deri opregnede rettigheder;
under henvisning til, at Europarådets formål er at tilvejebringe en nærmere forening mellem dets medlemmer, og at en af måderne at opnå dette mål er at opretholde og udvikle menneskerettighederne og de grundlæggende friheder;
idet de bekræfter deres dybe tro på disse grundlæggende frihedsrettigheder, som er grundlaget for retfærdighed og fred i verden og bedst håndhæves på den ene side af et virkeligt demokratisk regeringssystem og på den anden side af en fælles forståelse og en fælles respekt for de menneskerettigheder, hvortil de bekender sig;
idet de, som regeringer i europæiske stater, besjælede af samme ånd og med en fælles arv af politiske traditioner, idealer, respekt for frihed og for retsstatsprincippet er besluttet på at tage de første skridt til sikring af den kollektive håndhævelse af visse af de rettigheder, der omhandles i Verdenserklæringen;
er de underskrivende regeringer, der er medlemmer af Europarådet, blevet enige om følgende
§ 1. Følgende bestemmelser gælder her i landet
1) Konvention af 4. november 1950 til Beskyttelse af Menneskerettigheder og Grundlæggende Frihedsrettigheder, jf. bekendtgørelse nr. 20 af 11. juni 1953, Lovtidende C, hvis procedureregler er ændret ved følgende protokoller
a) Protokol nr. 2 af 6. maj 1963 til Europarådets Konvention til Beskyttelse af Menneskerettigheder og Grundlæggende Frihedsrettigheder, ved hvilken menneskerettighedsdomstolen tillægges kompetence til at fremkomme med rådgivende udtalelser, jf. bekendtgørelse nr. 67 af 23. november 1964, Lovtidende C.
b) Protokol nr. 3 af 6. maj 1963 til Europarådets Konvention til Beskyttelse af Menneskerettigheder og Grundlæggende Frihedsrettigheder, ved hvilken konventionens artikel 29, 30 og 34 ændres, jf. bekendtgørelse nr. 67 af 23. november 1964, Lovtidende C.
c) Protokol nr. 5 af 20. januar 1966 til Den Europæiske Konvention til Beskyttelse af Menneskerettigheder og Grundlæggende Frihedsrettigheder om ændringer i konventionens artikler 22 og 40, jf. bekendtgørelse nr. 35 af 22. marts 1972, Lovtidende C.
d) Protokol nr. 8 af 19. marts 1985 til Den Europæiske Konvention til Beskyttelse af Menneskerettigheder og Grundlæggende Frihedsrettigheder, jf. bekendtgørelse nr. 33 af 15. marts 1990, Lovtidende C.
2) Tillægsprotokol af 20. marts 1952 til Konventionen til Beskyttelse af Menneskerettigheder og Grundlæggende Frihedsrettigheder, jf. bekendtgørelse nr. 20 af 11. juni 1953, Lovtidende C.
3) Protokol nr. 4 af 16. september 1963 til Konventionen til Beskyttelse af Menneskerettigheder og Grundlæggende Frihedsrettigheder, jf. bekendtgørelse nr. 17 af 17. februar 1965, Lovtidende C.
4) Tillægsprotokol nr. 6 af 28. april 1983 til Den Europæiske Konvention til Beskyttelse af Menneskerettigheder og Grundlæggende Frihedsrettigheder, jf. bekendtgørelse nr. 72 af 20. september 1985, Lovtidende C.
5) Tillægsprotokol nr. 7 af 22. november 1984 til Den Europæiske Konvention til Beskyttelse af Menneskerettigheder og Grundlæggende Frihedsrettigheder, jf. bekendtgørelse nr. 41 af 7. april 1989, Lovtidende C.
Stk. 2. En dansk oversættelse af de konventionstekster, der er nævnt i stk. 1, er medtaget som bilag til loven.
§ 1. Følgende bestemmelser gælder her i landet
1) Konvention af 4. november 1950 til Beskyttelse af Menneskerettigheder og Grundlæggende Frihedsrettigheder, jf. bekendtgørelse nr. 20 af 11. juni 1953, Lovtidende C, hvis procedureregler er ændret ved følgende protokoller
a) Protokol nr. 2 af 6. maj 1963 til Europarådets Konvention til Beskyttelse af Menneskerettigheder og Grundlæggende Frihedsrettigheder, ved hvilken menneskerettighedsdomstolen tillægges kompetence til at fremkomme med rådgivende udtalelser, jf. bekendtgørelse nr. 67 af 23. november 1964, Lovtidende C.
b) Protokol nr. 3 af 6. maj 1963 til Europarådets Konvention til Beskyttelse af Menneskerettigheder og Grundlæggende Frihedsrettigheder, ved hvilken konventionens artikel 29, 30 og 34 ændres, jf. bekendtgørelse nr. 67 af 23. november 1964, Lovtidende C.
c) Protokol nr. 5 af 20. januar 1966 til Den Europæiske Konvention til Beskyttelse af Menneskerettigheder og Grundlæggende Frihedsrettigheder om ændringer i konventionens artikler 22 og 40, jf. bekendtgørelse nr. 35 af 22. marts 1972, Lovtidende C.
d) Protokol nr. 8 af 19. marts 1985 til Den Europæiske Konvention til Beskyttelse af Menneskerettigheder og Grundlæggende Frihedsrettigheder, jf. bekendtgørelse nr. 33 af 15. marts 1990, Lovtidende C.
2) Tillægsprotokol af 20. marts 1952 til Konventionen til Beskyttelse af Menneskerettigheder og Grundlæggende Frihedsrettigheder, jf. bekendtgørelse nr. 20 af 11. juni 1953, Lovtidende C.
3) Protokol nr. 4 af 16. september 1963 til Konventionen til Beskyttelse af Menneskerettigheder og Grundlæggende Frihedsrettigheder, jf. bekendtgørelse nr. 17 af 17. februar 1965, Lovtidende C.
4) Tillægsprotokol nr. 6 af 28. april 1983 til Den Europæiske Konvention til Beskyttelse af Menneskerettigheder og Grundlæggende Frihedsrettigheder, jf. bekendtgørelse nr. 72 af 20. september 1985, Lovtidende C.
5) Tillægsprotokol nr. 7 af 22. november 1984 til Den Europæiske Konvention til Beskyttelse af Menneskerettigheder og Grundlæggende Frihedsrettigheder, jf. bekendtgørelse nr. 41 af 7. april 1989, Lovtidende C.
Stk. 2. En dansk oversættelse af de konventionstekster, der er nævnt i stk. 1, er medtaget som bilag til loven.
Artikel 2
Stk. 1. Ethvert menneskes ret til livet skal beskyttes ved lov. Ingen må forsætligt berøves livet undtagen ved fuldbyrdelse af en dødsdom, afsagt af en domstol i tilfælde, hvor der ved lov er fastsat dødsstraf for den pågældende forbrydelse.
Stk. 2. Berøvelse af livet betragtes ikke som sket i modstrid med denne artikel, når den er en følge af magtanvendelse, der ikke går ud over det absolut nødvendige
a) for at forsvare nogen mod ulovlig vold;
b) for at iværksætte en lovlig anholdelse eller forhindre flugt fra lovlig frihedsberøvelse;
c) for lovligt at undertrykke optøjer eller opstand.
Artikel 2
Stk. 1. Enhver, der lovligt befinder sig på en stats område, skal inden for dette have ret til at færdes frit og til frit at vælge sit opholdssted.
Stk. 2. Enhver har frihed til at forlade et hvilket som helst land, herunder sit eget.
Stk. 3. Udøvelsen af disse rettigheder skal ikke være underkastet andre begrænsninger end sådanne, som er i overensstemmelse med loven, og som er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige tryghed, for at opretholde den offentlige orden, for at forebygge forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.
Stk. 4. De i stk. 1 nævnte rettigheder kan endvidere inden for særlige områder underkastes restriktioner, som er indført ved lov, og som i et demokratisk samfund tjener almenvellet.
Artikel 2
En stat kan i sin lovgivning foreskrive dødsstraf for handlinger, der er begået i krigstid eller under overhængende fare for krig; en sådan straf må kun anvendes i de tilfælde, der er fastsat i loven og i overensstemmelse med dens bestemmelser. Staten skal give Europarådets generalsekretær meddelelse om de relevante bestemmelser i den pågældende lov.
Artikel 2
Stk. 1. Enhver, der af en domstol er dømt for en strafbar lovovertrædelse, har ret til at få skyldsspørgsmålet eller strafudmålingen prøvet ved en højere domstol. Udøvelsen af denne ret, herunder de betingelser hvorunder denne kan udøves, fastsættes ved lov.
Stk. 2. Der kan gøres undtagelse fra denne ret med hensyn til lovovertrædelser af mindre alvorlig art, således som fastsat ved lov, eller i tilfælde, hvor en person i første instans er blevet stillet for den højeste domstol eller er blevet domfældt efter anke af en frifindende dom.
Artikel 2
Ingen må nægtes retten til uddannelse. Ved udøvelsen af de funktioner, som staten påtager sig i henseende til uddannelse og undervisning, skal den respektere forældrenes ret til at sikre sig, at sådan uddannelse og undervisning sker i overensstemmelse med deres egen religiøse og filosofiske overbevisning.
Artikel 2
Domstolen afgør, om en anmodning fra Ministerkomiteen om en udtalelse falder ind under dens rådgivende kompetence, således som denne er fastlagt i denne protokols artikel 1.
Artikel 2
Stk. 1. Enhver, der lovligt befinder sig på en stats område, skal inden for dette have ret til at færdes frit og til frit at vælge sit opholdssted.
Stk. 2. Enhver har frihed til at forlade et hvilket som helst land, herunder sit eget.
Stk. 3. Udøvelsen af disse rettigheder skal ikke være underkastet andre begrænsninger end sådanne, som er i overensstemmelse med loven, og som er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige tryghed, for at opretholde den offentlige orden, for at forebygge forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.
Stk. 4. De i stk. 1 nævnte rettigheder kan endvidere inden for særlige områder underkastes restriktioner, som er indført ved lov, og som i et demokratisk samfund tjener almenvellet.
Artikel 2
En stat kan i sin lovgivning foreskrive dødsstraf for handlinger, der er begået i krigstid eller under overhængende fare for krig; en sådan straf må kun anvendes i de tilfælde, der er fastsat i loven og i overensstemmelse med dens bestemmelser. Staten skal give Europarådets generalsekretær meddelelse om de relevante bestemmelser i den pågældende lov.
Artikel 2
Stk. 1. Enhver, der af en domstol er dømt for en strafbar lovovertrædelse, har ret til at få skyldsspørgsmålet eller strafudmålingen prøvet ved en højere domstol. Udøvelsen af denne ret, herunder de betingelser hvorunder denne kan udøves, fastsættes ved lov.
Stk. 2. Der kan gøres undtagelse fra denne ret med hensyn til lovovertrædelser af mindre alvorlig art, således som fastsat ved lov, eller i tilfælde, hvor en person i første instans er blevet stillet for den højeste domstol eller er blevet domfældt efter anke af en frifindende dom.
Artikel 2
Stk. 1. Ethvert menneskes ret til livet skal beskyttes ved lov. Ingen må forsætligt berøves livet undtagen ved fuldbyrdelse af en dødsdom, afsagt af en domstol i tilfælde, hvor der ved lov er fastsat dødsstraf for den pågældende forbrydelse.
Stk. 2. Berøvelse af livet betragtes ikke som sket i modstrid med denne artikel, når den er en følge af magtanvendelse, der ikke går ud over det absolut nødvendige
a) for at forsvare nogen mod ulovlig vold;
b) for at iværksætte en lovlig anholdelse eller forhindre flugt fra lovlig frihedsberøvelse;
c) for lovligt at undertrykke optøjer eller opstand.
Artikel 2
Ingen må nægtes retten til uddannelse. Ved udøvelsen af de funktioner, som staten påtager sig i henseende til uddannelse og undervisning, skal den respektere forældrenes ret til at sikre sig, at sådan uddannelse og undervisning sker i overensstemmelse med deres egen religiøse og filosofiske overbevisning.
Artikel 2
Domstolen afgør, om en anmodning fra Ministerkomiteen om en udtalelse falder ind under dens rådgivende kompetence, således som denne er fastlagt i denne protokols artikel 1.
Bilag 2
1. Tillægsprotokol af 20. marts 1952.
Præambel (udeladt her).
Bilag 2
1. Tillægsprotokol af 20. marts 1952.
Præambel (udeladt her).
§ 2. Regeringen kan indgå overenskomster om ændring af bestemmelserne om konventionsorganernes sammensætning og virkemåde. Ikrafttrådte ændringer optages i dansk oversættelse som bilag til loven.
§ 2. Regeringen kan indgå overenskomster om ændring af bestemmelserne om konventionsorganernes sammensætning og virkemåde. Ikrafttrådte ændringer optages i dansk oversættelse som bilag til loven.
Artikel 3
Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.
Artikel 3
Stk. 1. Ingen kan hverken ved individuelle eller ved kollektive foranstaltninger udvises af et territorium tilhørende den stat, i hvilken han er statsborger.
Stk. 2. Ingen kan berøves retten til indrejse i den stat, i hvilken han er statsborger.
Artikel 3
Der kan ikke foretages fravigelser fra bestemmelserne i denne protokol i henhold til konventionens artikel 15.
Artikel 3
Når en person ved endelig dom er blevet dømt for et strafbart forhold, og når domfældelsen senere er blevet omstødt eller personen benådet som følge af, at en ny eller nyopdaget kendsgerning på afgørende måde viser, at domfældelsen var fejlagtig, skal personen, der er blevet straffet som følge af domfældelsen, have erstatning i overensstemmelse med loven eller vedkommende stats praksis, medmindre det godtgøres, at det helt eller delvis kan tilskrives ham, at den ukendte omstændighed ikke kom for dagen i rette tid.
Artikel 3
De Høje kontraherende Parter forpligter sig til at lade afholde frie, hemmelige valg med passende mellemrum under forhold, som sikrer folkets frie meningstilkendegivelse ved valget af medlemmer til den lovgivende forsamling.
Artikel 3
Stk. 1. Anmodninger om afgivelse af en rådgivende udtalelse skal behandles af Domstolens plenum.
Stk. 2. Domstolens rådgivende udtalelser skal ledsages af grunde.
Stk. 3. Såfremt udtalelsen helt eller delvis ikke giver udtryk for dommernes enstemmige mening, er enhver af dommerne berettiget til at afgive særskilt votum.
Stk. 4. Domstolens udtalelse oversendes til Ministerkomiteen.
Artikel 3
Stk. 1. Ingen kan hverken ved individuelle eller ved kollektive foranstaltninger udvises af et territorium tilhørende den stat, i hvilken han er statsborger.
Stk. 2. Ingen kan berøves retten til indrejse i den stat, i hvilken han er statsborger.
Artikel 3
Der kan ikke foretages fravigelser fra bestemmelserne i denne protokol i henhold til konventionens artikel 15.
Artikel 3
Når en person ved endelig dom er blevet dømt for et strafbart forhold, og når domfældelsen senere er blevet omstødt eller personen benådet som følge af, at en ny eller nyopdaget kendsgerning på afgørende måde viser, at domfældelsen var fejlagtig, skal personen, der er blevet straffet som følge af domfældelsen, have erstatning i overensstemmelse med loven eller vedkommende stats praksis, medmindre det godtgøres, at det helt eller delvis kan tilskrives ham, at den ukendte omstændighed ikke kom for dagen i rette tid.
Artikel 3
Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.
Artikel 3
De Høje kontraherende Parter forpligter sig til at lade afholde frie, hemmelige valg med passende mellemrum under forhold, som sikrer folkets frie meningstilkendegivelse ved valget af medlemmer til den lovgivende forsamling.
Artikel 3
Stk. 1. Anmodninger om afgivelse af en rådgivende udtalelse skal behandles af Domstolens plenum.
Stk. 2. Domstolens rådgivende udtalelser skal ledsages af grunde.
Stk. 3. Såfremt udtalelsen helt eller delvis ikke giver udtryk for dommernes enstemmige mening, er enhver af dommerne berettiget til at afgive særskilt votum.
Stk. 4. Domstolens udtalelse oversendes til Ministerkomiteen.
Bilag 3
Protokol nr. 2 af 6. maj 1963.
om Den europæiske Menneskerettighedsdomstols kompetence til at fremkomme med rådgivende udtalelser.
Præambel (udeladt her).
Bilag 3
Protokol nr. 2 af 6. maj 1963.
om Den europæiske Menneskerettighedsdomstols kompetence til at fremkomme med rådgivende udtalelser.
Præambel (udeladt her).
§ 3. Loven medfører ingen ændring i retsplejelovens § 962, stk. 2, om begrænsning i muligheden for at anke visse afgørelser i straffesager.
§ 3. Loven medfører ingen ændring i retsplejelovens § 962, stk. 2, om begrænsning i muligheden for at anke visse afgørelser i straffesager.
Artikel 4
Stk. 1. Ingen må holdes i slaveri eller trældom.
Stk. 2. Ingen må pålægges at udføre tvangs- eller pligtarbejde.
Stk. 3. Ved anvendelse af denne artikel omfatter udtrykket »tvangs- eller pligtarbejde« ikke
a) arbejde, som sædvanligvis forlanges udført under frihedsberøvelse i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 5 i denne konvention, eller under betinget løsladelse fra sådan frihedsberøvelse;
b) tjeneste af militær karakter eller, for så vidt angår personer, der er militærnægtere af samvittighedsgrunde i lande, hvor dette anerkendes, tjeneste, der erstatter tvungen militærtjeneste;
c) tjeneste, der pålægges i tilfælde af nødstilstand eller ulykker, der truer samfundets eksistens eller velfærd;
d) arbejde eller tjeneste, der hører til de normale borgerpligter.
Artikel 4
Kollektiv udvisning af udlændinge er forbudt.
Artikel 4
Der kan ikke tages forbehold i henhold til konventionens artikel 64 over for bestemmelserne i denne protokol.
Artikel 4
Stk. 1. Under een og samme stats jurisdiktion skal ingen i en straffesag på ny kunne stilles for en domstol eller dømmes for en lovovertrædelse, for hvilken han allerede er blevet endeligt frikendt eller domfældt i overensstemmelse med denne stats lovgivning og strafferetspleje.
Stk. 2. Bestemmelserne i foregående stykke forhindrer ikke genoptagelse af sagen i overensstemmelse med vedkommende stats lovgivning og strafferetspleje, såfremt der foreligger bevis for nye eller nyopdagede kendsgerninger, eller såfremt der i den tidligere rettergang er begået en grundlæggende fejl, som kunne påvirke sagens udfald.
Stk. 3. Der kan ikke ske fravigelse fra denne artikel i medfør af artikel 15 i konventionen.
Artikel 4
Enhver af de Høje kontraherende Parter kan ved undertegnelsen eller ratifikationen eller når som helst derefter over for Europarådets generalsekretær afgive en erklæring om, i hvilket omfang den forpligter sig til at udstrække bestemmelserne i denne protokol til områder, for hvis internationale forbindelser den er ansvarlig.
Enhver af de Høje kontraherende Parter, som har afgivet en erklæring i medfør af foranstående stykke, kan fra tid til anden afgive en yderligere erklæring, hvorved den modificerer en hvilken som helst tidligere erklæring eller lader denne protokols bestemmelser ophøre med at have gyldighed for et hvilket som helst område.
En erklæring afgivet i overensstemmelse med denne artikel skal anses for afgivet i overensstemmelse med konventionens artikel 63, stk. 1.
Artikel 4
Domstolens beføjelser i henhold til konventionens artikel 55 skal udstrækkes til at omfatte fastsættelsen af en sådan forretningsorden og af sådanne procedureregler, som Domstolen finder påkrævede til opfyldelsen af denne protokols formål.
Artikel 4
Kollektiv udvisning af udlændinge er forbudt.
Artikel 4
Der kan ikke tages forbehold i henhold til konventionens artikel 64 over for bestemmelserne i denne protokol.
Artikel 4
Stk. 1. Under een og samme stats jurisdiktion skal ingen i en straffesag på ny kunne stilles for en domstol eller dømmes for en lovovertrædelse, for hvilken han allerede er blevet endeligt frikendt eller domfældt i overensstemmelse med denne stats lovgivning og strafferetspleje.
Stk. 2. Bestemmelserne i foregående stykke forhindrer ikke genoptagelse af sagen i overensstemmelse med vedkommende stats lovgivning og strafferetspleje, såfremt der foreligger bevis for nye eller nyopdagede kendsgerninger, eller såfremt der i den tidligere rettergang er begået en grundlæggende fejl, som kunne påvirke sagens udfald.
Stk. 3. Der kan ikke ske fravigelse fra denne artikel i medfør af artikel 15 i konventionen.
Artikel 4
Stk. 1. Ingen må holdes i slaveri eller trældom.
Stk. 2. Ingen må pålægges at udføre tvangs- eller pligtarbejde.
Stk. 3. Ved anvendelse af denne artikel omfatter udtrykket »tvangs- eller pligtarbejde« ikke
a) arbejde, som sædvanligvis forlanges udført under frihedsberøvelse i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 5 i denne konvention, eller under betinget løsladelse fra sådan frihedsberøvelse;
b) tjeneste af militær karakter eller, for så vidt angår personer, der er militærnægtere af samvittighedsgrunde i lande, hvor dette anerkendes, tjeneste, der erstatter tvungen militærtjeneste;
c) tjeneste, der pålægges i tilfælde af nødstilstand eller ulykker, der truer samfundets eksistens eller velfærd;
d) arbejde eller tjeneste, der hører til de normale borgerpligter.
Artikel 4
Enhver af de Høje kontraherende Parter kan ved undertegnelsen eller ratifikationen eller når som helst derefter over for Europarådets generalsekretær afgive en erklæring om, i hvilket omfang den forpligter sig til at udstrække bestemmelserne i denne protokol til områder, for hvis internationale forbindelser den er ansvarlig.
Enhver af de Høje kontraherende Parter, som har afgivet en erklæring i medfør af foranstående stykke, kan fra tid til anden afgive en yderligere erklæring, hvorved den modificerer en hvilken som helst tidligere erklæring eller lader denne protokols bestemmelser ophøre med at have gyldighed for et hvilket som helst område.
En erklæring afgivet i overensstemmelse med denne artikel skal anses for afgivet i overensstemmelse med konventionens artikel 63, stk. 1.
Artikel 4
Domstolens beføjelser i henhold til konventionens artikel 55 skal udstrækkes til at omfatte fastsættelsen af en sådan forretningsorden og af sådanne procedureregler, som Domstolen finder påkrævede til opfyldelsen af denne protokols formål.
Bilag 4
Protokol nr. 4 af 16. september 1963.
Præambel (udeladt her).
Bilag 4
Protokol nr. 4 af 16. september 1963.
Præambel (udeladt her).
§ 4. Loven træder i kraft den 1. juli 1992.
§ 4. Loven træder i kraft den 1. juli 1992.
Artikel 5
Stk. 1. Enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed. Ingen må berøves friheden undtagen i følgende tilfælde og i overensstemmelse med den ved lov foreskrevne fremgangsmåde
a) lovlig frihedsberøvelse af en person efter domfældelse af en kompetent domstol;
b) lovlig anholdelse eller anden frihedsberøvelse af en person for ikke at efterkomme en domstols lovlige påbud eller for at sikre opfyldelsen af en ved lov foreskrevet forpligtelse;
c) lovlig anholdelse eller anden frihedsberøvelse af en person med det formål at stille ham for den kompetente retlige myndighed, når der er begrundet mistanke om, at han har begået en forbrydelse, eller rimelig grund til at anse det for nødvendigt at hindre ham i at begå en forbrydelse eller i at flygte efter at have begået en sådan;
d) frihedsberøvelse af en mindreårig ifølge lovlig afgørelse med det formål at føre tilsyn med hans opdragelse eller lovlig frihedsberøvelse for at stille ham for den kompetente retlige myndighed;
e) lovlig frihedsberøvelse af personer for at hindre spredning af smitsomme sygdomme, af personer, der er sindssyge, alkoholikere, narkomaner eller vagabonder;
f) lovlig anholdelse eller anden frihedsberøvelse af en person for at hindre ham i uretmæssigt at trænge ind i landet eller af en person, mod hvem der tages skridt til udvisning eller udlevering.
Stk. 2. Enhver, der anholdes, skal snarest muligt og på et sprog, som han forstår, underrettes om grundene til anholdelsen og om enhver sigtelse mod ham.
Stk. 3. Enhver, der anholdes eller frihedsberøves i henhold til bestemmelserne i denne artikels stk. 1, litra c, skal ufortøvet stilles for en dommer eller anden øvrighedsperson, der ved lov er bemyndiget til at udøve domsmyndighed, og skal være berettiget til at få sin sag pådømt inden for en rimelig frist, eller til at blive løsladt i afventning af rettergangen. Løsladelsen kan gøres betinget af sikkerhed for, at den pågældende giver møde under rettergangen.
Stk. 4. Enhver, der berøves friheden ved anholdelse eller anden tilbageholdelse, har ret til at indbringe sagen for en domstol, for at denne hurtigt kan træffe afgørelse om lovligheden af frihedsberøvelsen, og beordre ham løsladt, hvis frihedsberøvelsen ikke er lovlig.
Stk. 5. Enhver, der har været anholdt eller frihedsberøvet i strid med bestemmelserne i denne artikel, skal have ret til erstatning.
Artikel 5
Stk. 1. Enhver af de Høje kontraherende Parter kan ved undertegnelse eller ratifikation af denne protokol eller når som helst derefter til Europarådets generalsekretær afgive en erklæring om, i hvilket omfang den forpligter sig til at anvende denne protokols bestemmelser inden for de af den pågældende stat angivne territorier, hvis internationale forbindelser den er ansvarlig for.
Stk. 2. Enhver af de Høje kontraherende Parter, der har afgivet en erklæring i henhold til foregående stk., kan fra tid til anden afgive en yderligere erklæring, hvorved betingelserne i en tidligere erklæring ændres, eller anvendelsen af protokollens bestemmelser bringes til ophør for ethvert territoriums vedkommende.
Stk. 3. En erklæring, der er afgivet i overensstemmelse med denne artikel, skal betragtes som afgivet i overensstemmelse med konventionens artikel 63, stk. 1.
Stk. 4. En stats territorium, hvorpå denne protokol finder anvendelse i henhold til ratifikation eller godkendelse, og ethvert territorium, hvorpå denne protokol finder anvendelse i henhold til statens erklæring efter denne artikel, skal betragtes som forskellige territorier for så vidt angår de i artikel 2 og 3 i denne protokol indeholdte henvisninger til en stats territorium.
Artikel 5
Stk. 1. Enhver stat kan ved undertegnelsen eller ved deponeringen af sit ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument angive, på hvilket territorium eller hvilke territorier denne protokol finder anvendelse.
Stk. 2. Enhver stat kan på et hvilket som helst senere tidspunkt ved en erklæring til Europarådets generalsekretær udstrække anvendelsen af denne protokol til ethvert andet territorium angivet i erklæringen. For et sådant territorium træder protokollen i kraft på den første dag i måneden efter, at generalsekretæren har modtaget erklæringen.
Stk. 3. Enhver erklæring, der er afgivet i henhold til de to foranstående stykker, kan, for så vidt angår ethvert territorium, der er angivet i erklæringen, tilbagekaldes ved en meddelelse til generalsekretæren. Tilbagekaldelsen gælder fra den første dag i måneden efter, at generalsekretæren har modtaget meddelelsen.
Artikel 5
I privatretlig henseende skal ægtefæller, i deres indbyrdes forhold og i forholdet til deres børn, nyde lige rettigheder og pligter med hensyn til indgåelse af ægteskab, under ægteskab og i tilfælde af dettes opløsning. Denne artikel forhindrer ikke staterne i at tage sådanne forholdsregler, der er nødvendige af hensyn til børnenes interesser.
Artikel 5
De Høje kontraherende Parter betragter denne protokols artikler 1, 2, 3 og 4 som et tillæg til konventionen, og alle konventionens bestemmelser skal derfor også have gyldighed i forhold til disse artikler.
Artikel 5
Stk. 1-2 og 4 (Ratifikation og ikrafttræden, udeladt her).
Stk. 3. Fra denne protokols ikrafttræden skal artiklerne 1-4 anses som udgørende en integrerende del af konventionen.
Artikel 5
Stk. 1. Enhver af de Høje kontraherende Parter kan ved undertegnelse eller ratifikation af denne protokol eller når som helst derefter til Europarådets generalsekretær afgive en erklæring om, i hvilket omfang den forpligter sig til at anvende denne protokols bestemmelser inden for de af den pågældende stat angivne territorier, hvis internationale forbindelser den er ansvarlig for.
Stk. 2. Enhver af de Høje kontraherende Parter, der har afgivet en erklæring i henhold til foregående stk., kan fra tid til anden afgive en yderligere erklæring, hvorved betingelserne i en tidligere erklæring ændres, eller anvendelsen af protokollens bestemmelser bringes til ophør for ethvert territoriums vedkommende.
Stk. 3. En erklæring, der er afgivet i overensstemmelse med denne artikel, skal betragtes som afgivet i overensstemmelse med konventionens artikel 63, stk. 1.
Stk. 4. En stats territorium, hvorpå denne protokol finder anvendelse i henhold til ratifikation eller godkendelse, og ethvert territorium, hvorpå denne protokol finder anvendelse i henhold til statens erklæring efter denne artikel, skal betragtes som forskellige territorier for så vidt angår de i artikel 2 og 3 i denne protokol indeholdte henvisninger til en stats territorium.
Artikel 5
Stk. 1. Enhver stat kan ved undertegnelsen eller ved deponeringen af sit ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument angive, på hvilket territorium eller hvilke territorier denne protokol finder anvendelse.
Stk. 2. Enhver stat kan på et hvilket som helst senere tidspunkt ved en erklæring til Europarådets generalsekretær udstrække anvendelsen af denne protokol til ethvert andet territorium angivet i erklæringen. For et sådant territorium træder protokollen i kraft på den første dag i måneden efter, at generalsekretæren har modtaget erklæringen.
Stk. 3. Enhver erklæring, der er afgivet i henhold til de to foranstående stykker, kan, for så vidt angår ethvert territorium, der er angivet i erklæringen, tilbagekaldes ved en meddelelse til generalsekretæren. Tilbagekaldelsen gælder fra den første dag i måneden efter, at generalsekretæren har modtaget meddelelsen.
Artikel 5
I privatretlig henseende skal ægtefæller, i deres indbyrdes forhold og i forholdet til deres børn, nyde lige rettigheder og pligter med hensyn til indgåelse af ægteskab, under ægteskab og i tilfælde af dettes opløsning. Denne artikel forhindrer ikke staterne i at tage sådanne forholdsregler, der er nødvendige af hensyn til børnenes interesser.
Artikel 5
Stk. 1. Enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed. Ingen må berøves friheden undtagen i følgende tilfælde og i overensstemmelse med den ved lov foreskrevne fremgangsmåde
a) lovlig frihedsberøvelse af en person efter domfældelse af en kompetent domstol;
b) lovlig anholdelse eller anden frihedsberøvelse af en person for ikke at efterkomme en domstols lovlige påbud eller for at sikre opfyldelsen af en ved lov foreskrevet forpligtelse;
c) lovlig anholdelse eller anden frihedsberøvelse af en person med det formål at stille ham for den kompetente retlige myndighed, når der er begrundet mistanke om, at han har begået en forbrydelse, eller rimelig grund til at anse det for nødvendigt at hindre ham i at begå en forbrydelse eller i at flygte efter at have begået en sådan;
d) frihedsberøvelse af en mindreårig ifølge lovlig afgørelse med det formål at føre tilsyn med hans opdragelse eller lovlig frihedsberøvelse for at stille ham for den kompetente retlige myndighed;
e) lovlig frihedsberøvelse af personer for at hindre spredning af smitsomme sygdomme, af personer, der er sindssyge, alkoholikere, narkomaner eller vagabonder;
f) lovlig anholdelse eller anden frihedsberøvelse af en person for at hindre ham i uretmæssigt at trænge ind i landet eller af en person, mod hvem der tages skridt til udvisning eller udlevering.
Stk. 2. Enhver, der anholdes, skal snarest muligt og på et sprog, som han forstår, underrettes om grundene til anholdelsen og om enhver sigtelse mod ham.
Stk. 3. Enhver, der anholdes eller frihedsberøves i henhold til bestemmelserne i denne artikels stk. 1, litra c, skal ufortøvet stilles for en dommer eller anden øvrighedsperson, der ved lov er bemyndiget til at udøve domsmyndighed, og skal være berettiget til at få sin sag pådømt inden for en rimelig frist, eller til at blive løsladt i afventning af rettergangen. Løsladelsen kan gøres betinget af sikkerhed for, at den pågældende giver møde under rettergangen.
Stk. 4. Enhver, der berøves friheden ved anholdelse eller anden tilbageholdelse, har ret til at indbringe sagen for en domstol, for at denne hurtigt kan træffe afgørelse om lovligheden af frihedsberøvelsen, og beordre ham løsladt, hvis frihedsberøvelsen ikke er lovlig.
Stk. 5. Enhver, der har været anholdt eller frihedsberøvet i strid med bestemmelserne i denne artikel, skal have ret til erstatning.
Artikel 5
De Høje kontraherende Parter betragter denne protokols artikler 1, 2, 3 og 4 som et tillæg til konventionen, og alle konventionens bestemmelser skal derfor også have gyldighed i forhold til disse artikler.
Artikel 5
Stk. 1-2 og 4 (Ratifikation og ikrafttræden, udeladt her).
Stk. 3. Fra denne protokols ikrafttræden skal artiklerne 1-4 anses som udgørende en integrerende del af konventionen.
Bilag 5
Protokol nr. 6 af 28. april 1983
vedrørende afskaffelsen af dødsstraf.
Præambel (udeladt her).
Bilag 5
Protokol nr. 6 af 28. april 1983
vedrørende afskaffelsen af dødsstraf.
Præambel (udeladt her).
§ 5. Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige grønlandske og færøske forhold tilsiger.
§ 5. Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige grønlandske og færøske forhold tilsiger.
Artikel 6
Stk. 1. Enhver har ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, der er oprettet ved lov, når der skal træffes afgørelse enten i en strid om hans borgerlige rettigheder og forpligtelser eller angående en mod ham rettet anklage for en forbrydelse. Dommen skal afsiges i et offentligt møde, men pressen og offentligheden kan udelukkes helt eller delvis fra retsforhandlingerne af hensyn til sædeligheden, den offentlige orden eller den nationale sikkerhed i et demokratisk samfund, når det kræves af hensynet til mindreårige eller til beskyttelse af parternes privatliv, eller under særlige omstændigheder i det efter rettens mening strengt nødvendige omfang, når offentlighed ville skade retfærdighedens interesser.
Stk. 2. Enhver, der anklages for en lovovertrædelse, skal anses for uskyldig, indtil hans skyld er bevist i overensstemmelse med loven.
Stk. 3. Enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse, skal mindst have ret til følgende
a) at blive underrettet snarest muligt, udførligt og på et sprog, som han forstår, om indholdet af og årsagen til den sigtelse, der er rejst mod ham;
b) at få tilstrækkelig tid og lejlighed til at forberede sit forsvar;
c) at forsvare sig personligt eller ved bistand af en forsvarer, som han selv har valgt, og, hvis han ikke har tilstrækkelige midler til at betale for juridisk bistand, at modtage den uden betaling, når dette kræves i retfærdighedens interesse;
d) at afhøre eller lade afhøre imod ham førte vidner og at få vidner for ham tilsagt og afhørt på samme betingelser som vidner, der føres imod ham;
e) at få vederlagsfri bistand af en tolk, hvis han ikke forstår eller taler det sprog, der anvendes i retten.
Artikel 6
Stk. 1. Enhver stat kan på tidspunktet for undertegnelse eller deponering af sit ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument nærmere angive, for hvilket område eller hvilke områder denne protokol skal gælde, og angive i hvilken udstrækning den forpligter sig til, at bestemmelserne i denne protokol skal finde anvendelse på dette område eller disse områder.
Stk. 2. Enhver stat kan til enhver tid efterfølgende ved erklæring til Europarådets generalsekretær udvide anvendelsen af denne protokol til ethvert andet område, der er nærmere angivet i erklæringen. For et sådant område træder protokollen i kraft på førstedagen i den måned, der følger efter en periode på to måneder efter datoen for generalsekretærens modtagelse af en sådan erklæring.
Stk. 3. Enhver erklæring afgivet i henhold til de to foregående stykker kan for et hvilket som helst område angivet i en sådan erklæring tilbagekaldes eller begrænses ved en notifikation stilet til generalsekretæren. Tilbagekaldelsen eller begrænsningen får virkning på førstedagen i den måned, der følger efter en periode på to måneder efter datoen for generalsekretærens modtagelse af en sådan notifikation.
Stk. 4. En erklæring afgivet i overensstemmelse med denne artikel skal anses for afgivet i overensstemmelse med artikel 63, stk. 1, i konventionen.
Stk. 5. Enhver stats territorium hvorpå denne protokol i medfør af statens ratifikation, accept eller godkendelse finder anvendelse, og ethvert område, hvorpå protokollen finder anvendelse i medfør af statens erklæring i henhold til denne artikel, kan betragtes som forskellige territorier i relation til henvisningen i artikel 1 til en stats territorium.
Artikel 6
(Ratifikation og ikrafttræden, udeladt her).
Artikel 6
Stk. 1. De Høje kontraherende Parter betragter bestemmelserne i protokollens artikler 1-5 som tillægsartikler til konventionen, og alle konventionens bestemmelser skal anvendes i overensstemmelse hermed.
Stk. 2. Retten til at fremsende klager, der er anerkendt ved en erklæring efter konventionens artikel 25, eller en erklæring efter artikel 46 om anerkendelse af Domstolens bindende kompetence kan dog ikke bringes til anvendelse i forbindelse med denne protokol, medmindre vedkommende Høje kontraherende Part har afgivet en erklæring, hvorved sådan ret eller sådan kompetence anerkendes for så vidt angår samtlige eller enkelte af protokollens artikler 1-4.
Artikel 6
Deltagerstaterne betragter bestemmelserne i protokollens artikler 1-5 som tillægsartikler til konventionen, og alle konventionens bestemmelser skal anvendes i overensstemmelse hermed.
Artikel 6
Stk. 1. Enhver stat kan på tidspunktet for undertegnelse eller deponering af sit ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument nærmere angive, for hvilket område eller hvilke områder denne protokol skal gælde, og angive i hvilken udstrækning den forpligter sig til, at bestemmelserne i denne protokol skal finde anvendelse på dette område eller disse områder.
Stk. 2. Enhver stat kan til enhver tid efterfølgende ved erklæring til Europarådets generalsekretær udvide anvendelsen af denne protokol til ethvert andet område, der er nærmere angivet i erklæringen. For et sådant område træder protokollen i kraft på førstedagen i den måned, der følger efter en periode på to måneder efter datoen for generalsekretærens modtagelse af en sådan erklæring.
Stk. 3. Enhver erklæring afgivet i henhold til de to foregående stykker kan for et hvilket som helst område angivet i en sådan erklæring tilbagekaldes eller begrænses ved en notifikation stilet til generalsekretæren. Tilbagekaldelsen eller begrænsningen får virkning på førstedagen i den måned, der følger efter en periode på to måneder efter datoen for generalsekretærens modtagelse af en sådan notifikation.
Stk. 4. En erklæring afgivet i overensstemmelse med denne artikel skal anses for afgivet i overensstemmelse med artikel 63, stk. 1, i konventionen.
Stk. 5. Enhver stats territorium hvorpå denne protokol i medfør af statens ratifikation, accept eller godkendelse finder anvendelse, og ethvert område, hvorpå protokollen finder anvendelse i medfør af statens erklæring i henhold til denne artikel, kan betragtes som forskellige territorier i relation til henvisningen i artikel 1 til en stats territorium.
Artikel 6
Stk. 1. Enhver har ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, der er oprettet ved lov, når der skal træffes afgørelse enten i en strid om hans borgerlige rettigheder og forpligtelser eller angående en mod ham rettet anklage for en forbrydelse. Dommen skal afsiges i et offentligt møde, men pressen og offentligheden kan udelukkes helt eller delvis fra retsforhandlingerne af hensyn til sædeligheden, den offentlige orden eller den nationale sikkerhed i et demokratisk samfund, når det kræves af hensynet til mindreårige eller til beskyttelse af parternes privatliv, eller under særlige omstændigheder i det efter rettens mening strengt nødvendige omfang, når offentlighed ville skade retfærdighedens interesser.
Stk. 2. Enhver, der anklages for en lovovertrædelse, skal anses for uskyldig, indtil hans skyld er bevist i overensstemmelse med loven.
Stk. 3. Enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse, skal mindst have ret til følgende
a) at blive underrettet snarest muligt, udførligt og på et sprog, som han forstår, om indholdet af og årsagen til den sigtelse, der er rejst mod ham;
b) at få tilstrækkelig tid og lejlighed til at forberede sit forsvar;
c) at forsvare sig personligt eller ved bistand af en forsvarer, som han selv har valgt, og, hvis han ikke har tilstrækkelige midler til at betale for juridisk bistand, at modtage den uden betaling, når dette kræves i retfærdighedens interesse;
d) at afhøre eller lade afhøre imod ham førte vidner og at få vidner for ham tilsagt og afhørt på samme betingelser som vidner, der føres imod ham;
e) at få vederlagsfri bistand af en tolk, hvis han ikke forstår eller taler det sprog, der anvendes i retten.
Artikel 6
(Ratifikation og ikrafttræden, udeladt her).
Artikel 6
Stk. 1. De Høje kontraherende Parter betragter bestemmelserne i protokollens artikler 1-5 som tillægsartikler til konventionen, og alle konventionens bestemmelser skal anvendes i overensstemmelse hermed.
Stk. 2. Retten til at fremsende klager, der er anerkendt ved en erklæring efter konventionens artikel 25, eller en erklæring efter artikel 46 om anerkendelse af Domstolens bindende kompetence kan dog ikke bringes til anvendelse i forbindelse med denne protokol, medmindre vedkommende Høje kontraherende Part har afgivet en erklæring, hvorved sådan ret eller sådan kompetence anerkendes for så vidt angår samtlige eller enkelte af protokollens artikler 1-4.
Artikel 6
Deltagerstaterne betragter bestemmelserne i protokollens artikler 1-5 som tillægsartikler til konventionen, og alle konventionens bestemmelser skal anvendes i overensstemmelse hermed.
Bilag 6
Protokol nr. 7 af 22. november 1984.
Præambel (udeladt her).
Bilag 6
Protokol nr. 7 af 22. november 1984.
Præambel (udeladt her).
Artikel 7
Stk. 1. Ingen kan kendes skyldig i et strafbart forhold på grund af en handling eller undladelse, der ikke udgjorde en forbrydelse efter national eller international ret på det tidspunkt, da den blev begået. Der kan heller ikke pålægges en strengere straf end den, der var anvendelig på det tidspunkt, da lovovertrædelsen blev begået.
Stk. 2. Denne artikel er ikke til hinder for, at en person domfældes og straffes for en handling eller undladelse, der på det tidspunkt, da den blev begået, var en forbrydelse ifølge de af civiliserede nationer anerkendte almindelige retsprincipper.
Artikel 7
(Ratifikation og ikrafttræden, udeladt her).
Artikel 7-9
(Ratifikation og ikrafttræden, udeladt her).
Artikel 7
Stk. 1. I forholdet mellem deltagende stater skal bestemmelserne i protokollens artikel 1-6 anses som tillægsartikler til konventionen, og alle konventionens bestemmelser skal finde anvendelse i overensstemmelse hermed.
Stk. 2. Retten til individuel klageadgang anerkendt ved en erklæring afgivet i henhold til artikel 25 i konventionen, eller anerkendelse af Domstolens kompetence som bindende ved en erklæring afgivet i henhold til artikel 46 i konventionen, skal ikke have virkning i forhold til denne protokol, medmindre vedkommende stat har afgivet en erklæring, der anerkender denne ret, eller anerkender denne kompetence med hensyn til artikel 1-5 i denne protokol.
Artikel 7
Stk. 1. Ingen kan kendes skyldig i et strafbart forhold på grund af en handling eller undladelse, der ikke udgjorde en forbrydelse efter national eller international ret på det tidspunkt, da den blev begået. Der kan heller ikke pålægges en strengere straf end den, der var anvendelig på det tidspunkt, da lovovertrædelsen blev begået.
Stk. 2. Denne artikel er ikke til hinder for, at en person domfældes og straffes for en handling eller undladelse, der på det tidspunkt, da den blev begået, var en forbrydelse ifølge de af civiliserede nationer anerkendte almindelige retsprincipper.
Artikel 7
(Ratifikation og ikrafttræden, udeladt her).
Artikel 7-9
(Ratifikation og ikrafttræden, udeladt her).
Artikel 7
Stk. 1. I forholdet mellem deltagende stater skal bestemmelserne i protokollens artikel 1-6 anses som tillægsartikler til konventionen, og alle konventionens bestemmelser skal finde anvendelse i overensstemmelse hermed.
Stk. 2. Retten til individuel klageadgang anerkendt ved en erklæring afgivet i henhold til artikel 25 i konventionen, eller anerkendelse af Domstolens kompetence som bindende ved en erklæring afgivet i henhold til artikel 46 i konventionen, skal ikke have virkning i forhold til denne protokol, medmindre vedkommende stat har afgivet en erklæring, der anerkender denne ret, eller anerkender denne kompetence med hensyn til artikel 1-5 i denne protokol.
Artikel 8
Stk. 1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.
Stk. 2. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.
Artikel 8-10
(Ratifikation og ikrafttræden, udeladt her).
Oprindeligt fremsat forslag
Artikel 8
Stk. 1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.
Stk. 2. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.
Artikel 8-10
(Ratifikation og ikrafttræden, udeladt her).
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Lovforslaget indebærer, at Den europæiske Menneskerettighedskonvention inkorporeres i dansk ret og dermed gøres til en del af den danske lovgivning.
Den løbende vurdering og sikring af, at Danmark opfylder sine forpligtelser efter Den europæiske Menneskerettighedskonvention, er hidtil sket i et samvirke mellem domstolene og lovgivningsmagten. Lovforslaget er udformet således, at denne ordning fastholdes også efter inkorporeringen af konventionen i dansk ret.
Lovforslaget bygger på betænkning nr. 1220/1991 om Den europæiske Menneskerettighedskonvention og dansk ret. Betænkningen er udarbejdet af et udvalg, der har været sammensat af repræsentanter for Justitsministeriet, Statsministeriet, Udenrigsministeriet, Den danske Dommerforening, Det Danske Center for Menneskerettigheder og Advokatrådet.
2. Gældende ret.
2.1. Menneskerettighedskonventionen, der er fra 1950, blev ratificeret af Danmark i 1953. Siden er der vedtaget en række tilægsprotokoller til Menneskerettighedskonventionen, og af dem har Danmark ratificeret de første otte, mens spørgsmålet om ratificering af den niende tillægsprotokol for tiden er under overvejelse i Justitsministeriet.
2.2. Danmark har ved erklæringer af 22. marts 1982 og 18. februar 1987 for et tidsrum af 10 år fra den 6. april 1982 anerkendt Menneskerettighedsdomstolens kompetence som bindende efter konventionens art. 46 og 4. tillægsprotokol art. 6, jf. bekendtgørelse nr. 17 af 17. februar 1989, Lovtidende C. I forbindelse med ratifikationen af 7. tillægsprotokol har Danmark tilsvarende anerkendt Kommissionens og Domstolens kompetence i forhold til denne protokol, jf. bekendtgørelse nr. 41 af 7. april 1989, Lovtidende C.
Det følger endvidere af konventionens artikel 53, at de lande, som har ratificeret konventionen og tillægsprotokoller hertil, forpligter sig til at rette sig efter Domstolens afgørelse i enhver sag, som de er parter i.
Konventionen indeholder ikke tilsvarende bestemmelser vedrørende Kommissionens rapporter, hvori Kommissionen giver udtryk for, om den efter en gennemgang af sagens fakta finder, at der er sket krænkelse af en konventionsbestemmelse, jf. konventionens artikel 31.
For så vidt angår Ministerkomiteens kompetence fremgår det af konventionens artikel 32, stk. 1, at såfremt en sag efter behandling i Kommissionen ikke indbringes for Domstolen, skal Ministerkomiteen med to tredjedeles flertal af de medlemmer, der er berettiget til at sidde i komiteen, afgøre, om der foreligger en krænkelse af konventionen. I bekræftende fald fastsættes en frist, inden for hvilken den pågældende stat skal træffe de forholdsregler, som Ministerkomiteens afgørelse medfører, jf. artikel 32, stk. 2. Det følger af artikel 32, stk. 4, at de lande, som har ratificeret konventionen og tilhørende protokoller, forpligter sig til at betragte enhver afgørelse, som Ministerkomiteen måtte træffe i medfør af bl.a. stk. 1, som bindende.
En stat er derfor forpligtet til at rette sig efter afgørelser truffet af Domstolen og Ministerkomiteen. Afgørelser truffet af Ministerkomiteen baseres på de rapporter, som udarbejdes af Menneskerettighedskommissionen. Forpligtelsen vedrører imidlertid alene afgørelser, hvori den pågældende stat selv er blevet anset for at have overtrådt bestemmelser i konventionskomplekset. En stat er ikke i medfør af selve konventionskomplekset forpligtet til at rette sig efter afgørelser, der vedrører andre stater. Det er imidlertid klart, at en stat i meget vidt omfang vil føle sig forpligtet til også at rette sig efter domspraksis vedrørende andre stater, idet den pågældende stat, såfremt den bliver part i en sag om et lignende spørgsmål, ellers selv risikerer at blive anset for at have tilsidesat bestemmelser i konventionskomplekset.
2.3. Folkeretlige regler som Den europæiske Menneskerettighedskonvention får bl.a. betydning for dansk ret gennem de såkaldte fortolknings- og formodningsregler. Efter fortolkningsreglen skal danske retsregler så vidt muligt fortolkes på en sådan måde, at de er i overensstemmelse med vore folkeretlige forpligtelser. Formodningsreglen indebærer, at de retsanvendende myndigheder og domstolene skal tage deres udgangspunkt i, at Folketinget må formodes ikke at ville handle i strid med Danmarks folkeretlige forpligtelser. På grund af disse ulovfæstede regler har Menneskerettighedskonventionen meget stor betydning i den daglige retsanvendelse.
Som eksempler på, hvordan fortolknings- og formodningsreglerne er blevet anvendt i retspraksis inden for de seneste år, kan nævnes Højesterets afgørelser bragt i Ugeskrift for Retsvæsen 1989.28, 1990.13 og 1990.181. Disse afgørelser illustrerer samspillet mellem Konventionen og dansk lovgivning.
I U 1989.928 H (sagen om tvangsanbringelse af børn) stadfæstede Højesteret en afgørelse truffet af et flertal på 3 voterende i Vestre Landsret. Flertallet havde fastslået, at rettens prøvelse i sager om tvangsmæssig anbringelse af børn uden for hjemmet i henhold til bistandslovens §§ 123-132, ikke blot omfatter spørgsmålet om, hvorvidt der skal ske tvangsfjernelse, men også spørgsmålet om, hvor anbringelse skal ske. I Højesterets præmisser anføres det som begrundelse for resultatet, at bestemmelserne i bistandsloven i denne forbindelse må forstås i overensstemmelse med de afgørelser, som Den europæiske Menneskerettighedsdomstol har truffet vedrørende tilsvarende spørgsmål.
I U 1990.13 (Jydebrødre-sagen) anvendte Højesteret Menneskerettighedsdomstolens afgørelse af 24. maj 1989 i Hauschildt-sagen, hvor det blev anset for at være en krænkelse af Menneskerettighedskonventionen, at en dommer, som i en lang række tilfælde havde truffet afgørelse om varetægtsfængsling på grundlag af en særligt bestyrket mistanke, deltog i domsforhandlingen vedrørende den pågældende. Højesteret fandt på den baggrund, at det måtte anses for tvivlsomt, om retsplejelovens § 60, som var blevet indsat i retsplejeloven ved lov nr. 386 af 10.juni 1987, var i overensstemmelse med Menneskerettighedskonventionen. Retsplejelovens § 60 havde ved den nævnte lovændring fået det indhold, at en dommer, der tidligere havde truffet afgørelse om varetægtsfængsling af en person på grund af en særlig bestyrket mistanke mod den pågældende, kun var inhabil, såfremt varetægtsfængslingen alene var sket på baggrund af en særligt bestyrket mistanke. Da Højesteret endvidere ikke fandt grundlag for at antage, at Folketinget, der havde været opmærksom på problemstillingen i forbindelse med vedtagelsen af habilitetsreglen i retsplejelovens § 60, havde tilsigtet at foretage en udtømmende regulering af spørgsmålet, statuerede man i afgørelsen, at der forelå inhabilitet i en situation, hvor varetægtsfængslingen ikke alene havde bygget på en særlig bestyrket mistanke, men også på andre forhold. Højesteret bemærkede i den forbindelse, at retsplejelovens habilitetsregler i §§ 60 og 62 måtte fortolkes i overensstemmelse med de principper, der blev lagt til grund i Menneskeretighedsdomstolens afgørelse.
I U 1990.181 H (Hørsholm-sagen) tog Højesteret stilling til, om en dommer, der som dommer i afsluttede sager mod andre tiltalte havde lagt en række omstændigheder til grund som bevist i forbindelse med disse afgørelser, var inhabil i en situation, hvor der nu på ny skulle tages stilling til beviserne for de samme omstændigheder. Højesteret fandt i lyset af Menneskerettighedsdomstolens afgørelse i Hauschildt-sagen, at det kunne være tvivlsomt, om den faste praksis, vi i Danmark gennem mange år havde haft for, at de nævnte forhold ikke medførte, at der opstod inhabilitet, var i overensstemmelse med Menneskerettighedskonventionen. Højesteret fandt imidlertid under hensyn til de meget vidtrækkende konsekvenser for domstolene, som en konstatering af inhabilitet i den beskrevne situation ville medføre, at det burde overlades til Folketinget at tage stilling til spørgsmålet. Højesteret bemærkede i den forbindelse, at der ikke forelå nogen afgørelse fra Konventionsorganerne vedrørende en situation som den foreliggende, og at der i hvert fald ikke var grundlag for ophævelse af den indankede dom i det foreliggende tilfælde, hvor der ikke var gjort nogen indsigelse vedrørende habiliteten for så vidt angik de dommere, der havde deltaget i landsrettens ankebehandling.
På baggrund af de to sidstnævnte afgørelser ændrede Folketinget herefter ved lov nr. 403 af 13. juni 1990 retsplejelovens habilitetsregler, og de må nu antages at være i overensstemmelse med Den europæiske Menneskerettighedskonvention.
Som et eksempel fra et andet retsområde på anvendelsen af fortolknings- og formodningsreglen kan nævnes Sø-og Handelsrettens dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1988.779 (Dana Optima-sagen), hvor retten nåede frem til, at reglerne om erstatningsansvar efter havmiljølovens § 46, hvorefter størrelsen af et erstatningsansvar ikke var begrænset, måtte forstås således, at de skulle supplere - men ikke ændre - sølovens regler, herunder denne lovs regler om globalbegrænsning af erstatningsansvar. Sø- og Handelsretten henviste i den forbindelse til, at sølovens regler hvilede på internationale konventioner, som Danmark havde ratificeret. Da det endvidere ikke i forbindelse med den senere vedtagelse af havmiljøloven udtrykkeligt var anført, at sølovens - og dermed disse konventioners - regler skulle fraviges, fandt sølovens regler, herunder reglerne om globalbegrænsning, anvendelse.
2.4. En anvendelse af fortolknings- og formodningsreglerne forudsætter, at det er muligt at løse uoverensstemmelserne ved fortolkning. Hvis situationen omvendt er den, at der af lovgiveren er tilsigtet en klar og utvetydig modstrid mellem en dansk retsregel og en folkeretlig forpligtelse, har den danske retsregel forrang.
3. Folketingsbeslutningen af 19. maj 1989.
Ved folketingsbeslutning af 19. maj 1989 om inkorporering af Den europæiske Menneskerettighedskonvention i dansk ret opfordrede Folketinget regeringen til at nedsætte et hurtigt arbejdende udvalg med henblik på at undersøge fordele og ulemper ved inkorporering af Den europæiske Menneskerettighedskonvention i dansk ret og fremkomme med forslag til, hvorledes en inkorporering rent teknisk kan ske (Folketingstidende 1988-89, Tillæg C sp. 1079).
Folketingets debat om beslutningsforslaget findes i Folketingets Forhandlinger 1988-89, spalte 6192 ff. Det fremgår af Folketingets debat, der tidsmæssigt ligger forud for de under 2.3. refererede højesteretsdomme, at det kunne give anledning til tvivl, hvilken retsvirkning Den europæiske Menneskerettighedskonvention har i dansk ret. Det er bl.a. i den retsvidenskabelige litteratur gjort gældende, at konventionens bestemmelser ikke direkte kan påberåbes for danske domstole. Fra anden side er denne retsopfattelse blevet imødegået, idet det er gjort gældende, at konventionens bestemmelser utvivlsomt er en retskilde for danske domstole og derfor kan påberåbes, men at det kan give anledning til tvivl, hvilken styrke denne retskilde har i konflikt med andre regler.
Et særligt problem, som også blev drøftet i Folketinget, er betydningen af menneskerettighedsorganernes praksis. Det kan ikke udelukkes, at den overensstemmelse, der blev antaget at bestå mellem konventionsbestemmelserne og dansk ret, da konventionen i sin tid blev ratificeret, er blevet mindre sikker, i det omfang konventionsbestemmelsernes rækkevidde er blevet afklaret og præciseret i praksis. Fra forslagsstillernes side blev det anført, at senere afgørelser fra Domstolen og Kommissionen burde kunne danne grundlag for stillingtagen ved danske domstole til, om konventionens bestemmelser er iagttaget, og det blev antaget, at dette resultat bedre kunne opnås, hvis konventionen gøres til en del af dansk ret.
På baggrund af debatten blev det enstemmigt vedtaget, at et udvalg skulle undersøge fordele og ulemper ved en inkorporering. Der blev herefter nedsat et udvalg, og udvalgets overvejelser findes som nævnt i betænkning nr. 1220/1991.
4. Udvalgets overvejelser.
4.1. Udvalgets hovedsynspunkter.
Udvalget fremhæver, at den problemstilling, der førte til udvalgets nedsættelse, i meget høj grad er blevet afklaret ved en række domme, som er afsagt af Højesteret i slutningen af 1989, og som er refereret ovenfor i nr. 2.3.
Højesteret har således fastslået, at der består en pligt for danske domstole og andre myndigheder til så vidt muligt at lægge Den europæiske Menneskerettighedskonvention og den praksis, som knytter sig hertil, til grund ved fortolkningen af dansk ret.
Afgørelserne må antages at indebære, at danske myndigheder må følge konventionsorganernes retsopfattelse med hensyn til konventionens fortolkning, og at det ikke er afgørende, om der er tale om praksis vedrørende Danmark eller en anden stat.
Højesteret har dog ikke herved taget stilling til alle de spørgsmål, der kan opstå vedrørende konventionens gennemslagskraft, og specielt har Højesteret udtalt tvivl om, hvilken betydning konventionen skal tillægges over for en fast retsopfattelse i dansk ret, når der ikke er klare afgørelser fra konventionsorganerne. Højesterets udtalelse herom var medvirkende til, at regeringen umiddelbart efter tog initiativ til en ændring af retsplejeloven, der ændrede retsplejelovens regler om, hvornår en dommer skal vige sit sæde, og dermed gennemførte en retstilstand, der utvivlsomt må anses for at være i overensstemelse med konventionen som fortolket af Menneskerettighedsdomstolen.
Udvalget har anført, at den afklaring, der herved er tilvejebragt, stort set er tilfredsstillende. På den ene side har det vist sig, at borgerne har et effektivt retsmiddel mod (utilsigtede) overtrædelser af Den europæiske Menneskerettighedskonvention, idet domstolene må forventes så vidt muligt kun at ville håndhæve dansk ret med de forbehold og korrektioner, der er nødvendige for at opfylde landets internationale forpligtelser.
På den anden side har Højesteret været tilbageholdende med at træffe afgørelser, der kunne fremstå som retsskabende, i tilfælde hvor rækkevidden af konventionen ikke har været klar. De konkrete situationer, hvor dansk rets overensstemmelse med konventionen har kunnet give anledning til tvivl, er imidlertid hurtigt blevet afklaret ved lovgivning. Samvirket mellem domstolene og lovgivningsmagten har således sikret en hurtig og fleksibel opfyldelse af Danmarks konventionsforpligtelser, således som disse løbende fortolkes af konventionsorganerne.
Udvalget har bemærket, at denne balance mellem lovgivningsmagt og domstole ikke bør forrykkes. En inkorporering bør ikke føre til, hverken at domstolene påtager sig en større retspolitisk opgave, eller at lovgivnningsmagten slækker på kravene til en løbende tilpasning af lovgivningen, således at en inkorporeringslov kommer til at virke som en sovepude. Derimod finder udvalget, at der er behov for en markant forøgelse af kendskabet til konvention, både i samfundet i almindelighed og hos de retsanvendende myndigheder, advokater m.v.
Udvalget har peget på, at den retstilstand, der er fastslået i retspraksis i de seneste år, bør have et udtrykkeligt lovmæssigt grundlag.
Herved skabes der et bedre grundlag for viden om og anvendelse af konventionen, og samtidig tilvejebringes der en højere grad af bevidsthed om og et bedre grundlag for undervisning i konventionens principper, der indgår som et grundlæggende værdisæt også for det danske folkestyre. En inkorporering vil således understrege lovgivningens folkeretlige baggrund.
4.2. Udvalgets lovudkast.
Udvalget har på baggrund af de anførte synspunkter udarbejdet et udkast til en helt ny lov, hvorved det fastsættes, at Den europæiske Menneskerettighedskonvention med tilhørende protokoller 1-8, der er ratificeret eller undertegnet uden ratifikationsforbehold af Danmark i perioden 1953-1985, gælder her i landet.
Konventionskomplekset er principielt allerede gældende ret, idet den relevante lovgivning er søgt ændret i fornødent omfang i forbindelse med ratifikationerne og ved løbende tilpasning foretaget gennem årene i lyset af retsudviklingen. Denne opfyldelsesmåde kaldes omskrivning respektive konstantering af overensstemmelse (normharmoni).
Udvalget har været opmærksom på, at det ud fra en lovteknisk betragtning kan give anledning til betænkelighed, at regler, der allerede findes i de relevante love, nu gentages. F.eks. følger det af ægteskabslovens §§ 1-2, at personer, der er fyldt 18 år, har ret til at indgå ægteskab. Ved inkorporering gøres konventionen til lov, og efter art. 12 har »giftefærdige mænd og kvinder ret til at indgå ægteskab og stifte familie i overensstemmelse med de nationale love, der giver regler om udøvelsen af denne ret«. Det kan indvendes, at der er noget uheldigt ved, at ægteskabslovens § 1 nu gentages, men med et mindre præcist indhold, ved konventionsloven.
Konventionens indhold af principper, som er udmøntet i mere detaljerede regler i den almindelige lovgivning, kan give anledning til at overveje, om forskellen bør markeres ved at give konventionsreglerne en højere retskildemæssig status end den almindelige lovgivning. Udvalget har imidlertid fundet, at der ikke er anledning til at foretage en inkorporering af konventionen ved en grundlovsændring, og forslaget til inkorporeringslov er derfor et almindeligt lovforslag. Det hensyn til klarhed, som ud fra de nævnte lovtekniske principper normalt fører til, at gentagelser bør undgås, har imidlertid ikke overbevist udvalget om, at en inkorporering bør undlades. En inkoporeringslov er ikke udtryk for en overflødig regelproduktion, fordi formålet som ovenfor nævnt er at gøre de nationale reglers folkeretlige baggrund klar og fastslå deres bindende karakter.
Udvalget har udformet lovudkastet med forbillede i tidligere inkorporeringslove med en kort lovtekst, der henviser til konventionen og i visse tilfælde optager den som bilag. Som eksempel henvises til lov nr. 252 af 18 juni 1968 om diplomatiske forbindelser, lov nr. 447 af 11. oktober 1972 om Danmarks tiltrædelse af De europæiske Fællesskaber, lov nr. 188 af 9. maj 1984, om hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, og lov nr. 733 af 7. december 1988, international købelov.
Den bindende og endelige fortolkning af de enkelte bestemmelser i Menneskerettighedskonventionen henhører ifølge almindelige folkeretlige principper under konventionsorganerne i Strasbourg, dvs. Menneskerettighedsdomstolen og Europarådets Ministerkomite. Endvidere er Menneskerettighedskommisionens retsopfattelse af stor betydning. Denne kommer til udtryk i Kommissionens afgørelser om antagelse til eller afvisning af realitetsbehandling og i rapporter om sagens realitet. Danske retsanvendende myndigheder må derfor også ved anvendelsen af konventionen lægge vægt på praksis fra disse organer.
Noget tilsvarende gælder ikke loven om diplomatiske forbindelser og den internationale købelov, fordi der ikke i tilslutning til de pågældende konventioner er oprettet kontrolorganer. Derimod kan de EF-regler, der er inkorporeret ved EF-tiltrædelsesloven, kun endeligt fortolkes af EF-Domstolen. Danske domstole har efter EØF-traktatens art. 177 ret - og for domstole i sidste instans pligt - til at forelægge relevante fortolkningsspørgsmål for EF-Domstolen.
En forelæggelsespligt består ikke, hvis spørgsmålet er tilstrækkeligt afklaret, f.eks. ved tidligere retspraksis fra EF-domstolen, og Domstolens fortolkning indgår som en integrerende del af de bestemmelser, der har været genstand for fortolkning.
Nationale domstole har ikke efter Menneskerettighedskonventionen mulighed for at forelægge fortolkningsspørgsmål for de europæiske konventionsorganer, og da disses praksis er mindre omfattende end EF-Domstolens praksis, vil der oftere kunne forekomme situationer, hvor et spørgsmål henstår som uafklaret, f.eks. således at en afgørelse må bero på den nationale myndigheds fortolkning ud fra en tidligere dom fra Domstolen. Udvalget har fundet, at dette nødvendiggør, at der ikke i loven tages stilling til, i hvilket nærmere omfang konventionsorganernes praksis er formelt bindende.
4.3. Udvalgets overvejelser.
4.3.1.Retsvirkningerne af en inkorporering.
Som nævnt i afsnit 4.2. er konventionen principielt allerede gennemført i dansk ret ved omskrivning og konstatering af normharmoni, og det fremgår af betænkningen, at det har ligget udvalget stærk på sinde at fremhæve vigtigheden og nødvendigheden af, at man i lovgivningsproceduren også i fremtiden gør sig klart, om et lovforslag kommer i strid med konventionskomplekset. Udvalget har endvidere fundet at burde fremhæve, at det først og fremmest tilkommer lovgivningsmagten at ændre relevante lovbestemmelser, når der træffes nye afgørelser af konventionsorganerne. Den tradition, som der nærmere er redegjort for i betænkningens kapitel 4, hvorefter regeringen fremsætter nødvendige lovforslag til opfyldelse af konventionsforpligtelser som afklaret i Domstolens praksis, bør videreføres. Kun hvis disse forudsætninger opfyldes løbende, kan man efter udvalgets opfattelse fastholde, at domstole og andre retsanvendende myndigheder kan gå ud fra en formodning om, at lovgivningen er forenelig med konventionskomplekset.
Udvalget har således ikke forestillet sig, at domstole og andre retsanvendende myndigheder særlig ofte vil blive stillet over for at skulle tage stilling til en virkelig konflikt mellem en lov- og en konventionsbestemmelse. Formålet med en inkorporering er imidlertid at gøre det klart, at en sådan konflikt erkendes som en mulighed af lovgivningsmagten, og at det er ønsket, at de retsanvendende myndigheder ikke skal føle sig forpligtet til at træffe afgørelser i strid med konventionskomplekset, f.eks. fordi en lov ikke giver en domstol kompetence til at træffe en afgørelse, der kræves efter konventionens artikel 5, eller fordi en lov er formuleret generelt uden at tage hensyn til, at anvendelsen i en konkret situation kan komme strid med f.eks. konventionens artikel 3 eller artikel 8.
Loven skal navnlig danne grundlag for, at domstolene og andre retsanvendende myndigheder løbende kan tage hensyn til nyere praksis fra konventionsorganerne, som lovgivningsmagten ikke har haft adgang til at tage stilling til.
Skulle der være konflikt mellem en ældre lovregel og inkorporeringsloven, vil gennemførelse af inkorporeringsloven indebære, at love, der er ældre end inkorporeringslovens ikrafttrædelsestidspunkt, principielt må vige i kraft af det almindelige lex posterior-princip.
Er en domstol eller en anden retsanvendende myndighed i tvivl om, hvorvidt Folketinget for så vidt angår senere love har villet fravige en konventionsforpligtelse, må stillingtagen hertil ske efter gennemgang af samtlige relevante retskilder, herunder bl.a. navnlig den pågældende lovbestemmelses forarbejder. Har Folketinget ønsket at fravige en konventionsbestemmelse og/eller en bestemt fortolkning heraf, må den senere lovbestemmelse i sådanne tilfælde gå forud for den omhandlede konventionsbestemmelse. De retsanvendende myndigheder og domstole har i disse tilfælde ikke mulighed for at anlægge en folkeretskonform fortolkning af den pågældende lovbestemmelse.
Hvis konflikten beror på, at konventionskomplekset er blevet tillagt en ændret rækkevidde ved konventionsorganernes praksis, er det formentlig af mindre betydning, hvor gammel den danske regel er. Her må det følge af almindelige fortolkningsprincipper om forholdet mellem folkeret og national ret, at domstolene skal søge at hindre, at konflikten bliver reel. Som eksempel kan nævnes, at lovgivningsmagten har tilstræbt at opfylde en konventionsforpligtelse, mens en senere dom fra Menneskerettighedsdomstolen viser, at den fortagne ændring ikke er tilstrækkelig. Folketingets ændring af retsplejelovens § 60 stk. 2 ved lov nr. 386 af 10. juni 1987 og Højesterets bortfortolkning af » alene« ved kendelsen i jydebrødresagen, jf. Ugeskrift for Retsvæsen 1990 13 H (refereret ovenfor i nr. 2.3), illustrerer dette eksempel.
Det vil imidlertid fortsat være den danske regerings ansvar, at Danmark lever op til sine forpligtelser i medfør af konventionen. En konstateret uoverensstemmelse mellem en nyere lov og loven om Den europæiske Menneskerettighedskonvention kan derfor efter omstændighederne føre til, at det af regeringen må overvejes at søge tilvejebragt overenstemmelse med konventionsforpligtelser ved forelæggelse af et lovforslag herom for Folketinget.
På grund af konventionsbestemmelsernes særlige karakter vil der ofte være tale om udfyldning af brede standarder. Domstolene er hidtil veget tilbage for at foretage en selvstændig fortolkning og udfyldning, som ikke har klar støtte i konventionsorganernes praksis, og som har vidtgående konsekvenser for det danske samfund. Højesterets dom i Hørsholmsagen, jf. Ugeskrift for Retsvæsen 1990.181 H (refereret ovenfor i nr. 2.3), er et eksempel på en sådan situation, hvor det var gjort gældende, at en dom fra Menneskerettighedsdomstolen om en dommers inhabilitet måtte føre til, at der også blev statueret inhabilitet i sagskomplekser af en anden type end den, der havde foreligget for Domstolen. En accept af dette ville vel ikke stride mod nogen klar dansk lovbestemmelse, men mod en fast og langvarig retspraksis, og konsekvenserne for domstolsorganisationen kunne være vidtrækkende.
En tilsvarende problemstilling kan foreligge i tilfælde, hvor det gøres gældende at en klar lovbestemmelse er i strid med konventionen. Som eksempel kan nævnes, at efter den tidligere retstilstand i Danmark havde kun moderen forældremyndigheden over et barn uden for ægteskab. Efter loven var det ikke muligt at overføre forældremyndigheden til faderen uden moderens samtykke. Så længe der ikke forelå en afgørelse fra menneskerettighedsorganerne, der fastslog, at denne retstilstand var i strid med konventionen, ville domstolene have været afskåret fra at give faderen del i forældremyndighen, og spørgsmålet måtte i givet fald have været henskudt til lovgivningsmagten.
Efter udvalgets opfattelse bør inkorporeringen af konventionen ikke medføre en ændret løsning på en konflikt som den beskrevne. Domstolene bør ikke ud fra en selvstændig fortolkning af konventionsbestemmelserne undlade at håndhæve en klar lovbestemmelse, særligt fordi afgørelsen af, på hvilke betingelser faderen skulle kunne overtage forældremyndigheden (eller en del heraf), indebærer et valg mellem flere muligheder. Også den situation, der forelå i Hørsholmsagen, jf. Ugeskrift for Retsvæsen 1990.181 H (refereret ovensfor i nr. 2.3.) vil uanset en inkorporeringslov indebære valg, som domstolene bør kunne overlade til lovgivningsmagten at træffe. Dette gælder i hvert fald første gang problemet opstår. Afstår lovgivningsmagten fra at gennemføre lovgivning, kan domstolene være nødt til at tage stilling. Noget sådant er sket på andre retsområder, f.eks. for så vidt angår formueforholdet mellem ugifte samlevende.
4.3.2. Inkorporeringens betydning ved udstedelse af anordninger og bekendtgørelser m.v.
Det følger af princippet om lovmæssig forvaltning, at en minister kun må udstede bekendtgørelser med hjemmel i lov, og at sådanne bekendtgørelser ikke må stride mod lov. Det har kunnet give anledning til tvivl, hvilken placering i regelhierarkiet Den europæiske Menneskerettighedskonvention som sådan havde, når den ikke var inkorporeret. En vedtagelse af lovforslaget vil løse dette problem, idet det vil være klart, at en minister ikke gyldigt kan udstede bekendtgørelser, der strider mod denne lov. Det vil endvidere være klart, at også anden regeludstedelse og konkrete retsakter må opfylde kravene i loven.
4.3.3. De danske domstoles anvendelse af Menneskerettighedskonventionen.
Netop fordi domstolene på baggrund af det ovenfor anførte bør kunne arbejde med en formodning om, at en lovbestemmelse er i overensstemmelse med Den europæiske Menneskerettighedskonvention og tilhørende protokoller, vil der typisk ikke være grund til for en domstol selv at påse, om kravene i konventionskomplekset er opfyldt. Det må være en opgave for parterne i en civil sag selv at påpege, om der er en mulig konflikt.
Noget andet er, at en domstol kan finde, at en konkret forvaltningsakt er i strid med en bestemmelse i konventionskomplekset. Dette kan f.eks. forekomme i tilfælde, hvor en lov giver myndighederne et skøn, og hvor dette skøn er udøvet på en måde, som ikke klart er forenligt med den pågældende konventionsbestemmelse. I en sådan situation bør retten henlede parternes opmærksomhed på forholdet til konventionskomplekset og ved spørgsmål til parterne søge problemstillingen afdækket.
I straffesager bør domstolene af egen drift påse, at der ikke handles i strid med konventionsreglerne og den tilhørende praksis.
5. Justitsministeriets overvejelser.
Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets synspunkter og forslag. Justitsministeriet er således enig i, at den balance mellem lovgivningsmagten og domstolene, som er fastslået i Højesterets praksis, ikke bør forrykkes. Det bør fortsat være Folketinget, der afgør, hvilket indhold den danske lovgivning skal have. Som fremhævet af udvalget bør en inkorporering ikke føre til, hverken at domstolene påtager sig en større retspolitisk opgave, eller at lovgivningsmagten slækker på kravene til en løbende tilpasning af lovgivningen.
Ved den inkorporeringsform, der er valgt i forslaget tilsigtes der ikke nogen ændring af balancen mellem lovgivningsmagten og domstolene.
Justitsministeriet kan således tiltræde, at Den europæiske Menneskerettighedskonvention inkorporeres i dansk ret på den af udvalget foreslåede måde. Forslaget er udformet i overensstemmelse hermed og på baggrund af de anførte synspunkter. Som anført af udvalget skabes der herved et bedre grundlag for viden om og anvendelse af konventionen. Samtidig tilvejebringes der en højere grad af bevidsthed om og et bedre grundlag for undervisning i konventionens principper, der indgår som et grundlæggende værdisæt også for det danske folkestyre.
Justitsministeriet har dog fundet det rigtigst at indsætte en sædvanlig ikrafttrædelsesbestemmelse for så vidt angår Færøerne og Grønland.
6. Behovet for øget information om Den europæiske Menneskerettighedskonvention.
Udvalget har i betænkningen peget på, at selv om den stigende omtale i medierne af Menneskerettighedskonventionen må antages at have gjort kendskabet til selve konventionens eksistens større, hersker der stadigvæk en stor usikkerhed hos mange vedrørende konventionens nærmere indhold.
Der foregår allerede på nuværende tidspunkt et ret omfattende informations- og undervisningsarbejde for så vidt angår menneskerettigheder. Udvalget har i den forbindelse navnlig peget på den informationsvirksomhed, der foregår i Det Danske Center for Menneskerettigheders regie.
Justitsministeriet finder på samme måde som udvalget, at der uanset dette må forventes at opstå et særligt behov for en mere målrettet indsats i forbindelse med inkorporeringen. Ikke mindst personalet ved domstolene, politiet og kriminalforsorgen vil have behov for en grundig og hurtig information om konventionskomplekset, og det vil derfor være nødvendigt med en intensiv kursusvirksomhed. Justitsministeriet er endvidere enig med udvalget i, at der vil være et behov for en styrkelse af den løbende information om Menneskerettighedskonventionsorganernes praksis.
Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets anbefaling af, at informationsindsatsen vedrørende Den europæiske Menneskerettighedskonvention styrkes. Oplysningsvirksomheden er hidtil bl.a. blevet varetaget af Justitsministeriet, som især har gennemført denne ved med mellemrum at udsende referater af samtlige afgørelser fra Den europæiske Menneskerettighedsdomstol til domstolene og de retsanvendende myndigheder. Referaterne har endvidere være bragt i Advokatrådets blad og er dermed også nået ud til alle landets advokater.
Justitsministeriet vil efter inkorporeringen forøge denne indsats.
7. Hørte myndigheder.
Betænkningen om inkorporering af Menneskerettighedskonventionen har været sendt til høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.
Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for Retten i Århus, Præsidenten for Retten i Odense, Præsidenten for Retten i Aalborg, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Den danske Dommerforening, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Direktoratet for Udlændinge, Foreningen af Politimestre i Danmark, Dommerfuldmægtigforeningen, Politifuldmægtigforeningen, Dansk Politiforbund, Dansk Kriminalpolitiforening, Registertilsynet, Statsamterne, Foreningen af Statsamtsmænd, Foreningen af Statsamtsfuldmægtige, Samtlige ministerier, Advokatrådet, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Amnesty International, Amtsrådsforeningen i Danmark, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark.
8. Økonomiske og administrative konsekvenser.
Gennemførelse af lovforslaget forventes at medføre visse udgifter for domstolene og de retsanvendende myndigheder, herunder til indkøb af den nødvendige faglitteratur m.v. Endvidere forventes der - i hvert fald i en periode umiddelbart efter ikrafttrædelsen - at være behov for efteruddannelse. Udgifterne i forbindelse hermed forventes at kunne afholdes inden for de eksisterende bevillingsmæssige rammer.
Lovforslaget skønnes ikke i øvrigt at indebære økonomiske eller administrative konsekvenser af betydning for det offentlige.
Bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser
Til § 1.
Kun protokoller, der er ratificeret eller undertegnet uden ratifikationsforbehold og ikrafttrådt, er medtaget i opregningen. Det bemærkes i denne forbindelse, at der løbende i Europarådet foregår revision af reglerne i konventionskomplekset, der også i de kommende år må forventes udbygget med yderligere tillægsprotokoller.
I november 1990 har konventionslandene således vedtaget og undertegnet en 9. protokol til Den europæiske Menneskerettighedskonvention. Protokollen indfører mulighed for, at også enkeltpersoner kan indbringe en sag for Menneskerettighedsdomstolen. Protokollen, der træder i kraft, når den er ratificeret af 10 lande, er undertegnet af Danmark, men er endnu ikke ratificeret.
Ved opregningen i forslagets § 1, stk. 1, nr. 1-5, sondres der mellem protokoller, der vedrører ændring af procedurereglerne i Den europæiske Menneskerettighedskonvention, og tillægsprotokoller, der vedrører andre ændringer. Førstnævnte er opregnet i § 1, stk. 1, nr. 1, litra a-d, mens sidstnævnte er opregnet i § 1, stk. 1, nr. 2-5.
Opregningen i § 1, stk. 1, nr. 1, litra a-d, skal ses i sammenhæng med forslagets stk. 2, hvorefter en dansk oversættelse af de konventionstekster, som er nævnt i stk. 1, er medtaget som bilag til loven. I den danske oversættelse er de ændrede procedureregler, som er omhandlet i § 1, stk. 1, nr. 1, litra b-d, indarbejdet i konventionsteksten, der derfor i den danske oversættelse fremtræder, således som reglerne er gældende efter den senest ikrafttrådte protokol vedrørende procedureændringer. Dette er sket for at lette arbejdet med konventionsteksten for borgere, domstole og andre retsanvendende myndigheder. Protokol nr. 2, lovudkastets § 1, stk. 1, nr. 1, litra a, har ikke kunnet indarbejdes på denne måde, da protokollens procedureregler ikke fremtræder som formelle ændringer til konventionen.
De tillægsprotokoller, som er opregnet i forslagets § 1, stk. 1, nr. 2-5, vedrører ændringer i forhold til den oprindelige konvention fra 1950, hvorved der er sket udbygning af de der omhandlede rettigheder. I bilaget til lovudkastet fremstår disse protokoller selvstændigt, idet de efter deres udformning ikke kan indarbejdes i den oprindelige konventionstekst.
Den danske oversættelse, som er medtaget som bilag til lovudkastet, er ikke konventionskompleksets autentiske tekst, idet de bindende og autentiske tekster er de engelske og franske, som sammen med den oprindelige danske oversættelse er bekendtgjort i Lovtidende C i forbindelse med bekendtgørelse af de enkelte dele af konventionskomplekset. Justitsministeriet har imidlertid fundet, at det ville føre for vidt at medtage også de engelske og franske tekster som bilag til lovudkastet. Henvisningen i forslagets § 1, stk. 1, nr. 1-5, til konventionens og tillægsprotokollernes bekendtgørelse i Lovtidende C gør det lettere for brugerne i givet fald at gøre sig bekendt med den bindende og autentiske tekst.
Oversættelsen er ny. Justitsministeriet er enig med udvalget i, at den oversættelse, der var foretaget i forbindelse med den oprindelige bekendtgørelse af teksterne i Lovtidende C, på en række punkter var præget af sin tid, ligesom udtryk, der går igen i konventionen og protokollerne på engelsk og fransk, var oversat forskelligt til dansk. Den nu foretagne oversættelse tilstræber at være mere klar og konsekvent, men der er stadig kun tale om en oversættelse, og det er ikke muligt i en oversættelse at tage højde for de forståelsesnuancer, som fremgår af konventionsorganernes praksis.
Til § 2.
Mens selve Menneskerettighedskonventionen og protokol nr. 1 er indgået efter indhentelse af Rigsdagens samtykke, er alle senere protokoller tiltrådt, uden at regeringen har skønnet det nødvendigt at indhente et samtykke fra Folketinget efter grundlovens § 19.
Når konventionskomplekset i sin helhed inkorporeres, vil ændringer i en hvilken som helst bestemmelse nødvendiggøre en lovændring. Der kan forudses en del ændringer i de kommende år. Som nævnt under bemærkningerne til § 1 har medlemsstaterne undertegnet en 9. protokol, der vil gøre det muligt for den enkelte borger at indbringe klager for Menneskerettighedsdomstolen, efter at Menneskerettighedskommissionen har afgivet en rapport om klagen. Endvidere foregår der for øjeblikket drøftelser om en 10. protokol om, at det flertal, der kræves i Ministerkomiteen for at konstatere en krænkelse på grundlag af en rapport fra Menneskerettighedskommissionen, skal nedsættes fra 2/3 til simpelt flertal.
Justitsministeriet finder - i overensstemmelse med udvalget - at det vil være uhensigtsmæssigt, om ændringer i procedureregler og lignende altid skulle nødvendiggøre en formel lovændring, og det foreslås, at regeringen bemyndiges til at tiltræde sådanne protokoller. Kundgørelsen skal ske således, at protokollerne fremtræder som nye bilag til loven, og det vil derfor være naturligt, at de indarbejdes i form af en ny lovbekendtgørelse.
Denne bemyndigelse udelukker ikke, at regeringen beslutter at indhente Folketingets samtykke til ratifikationen af proceduremæssige protokoller, der skønnes at indebære forpligtelser af større betydning. Man kan f.eks. ikke udelukke, at en eventuel reform af kontrolsystemet med en sammensmeltning af Domstol og Kommission udformes således, at der kan være grund til at forelægge sagen for Folketinget.
Til § 3.
Tillægsprotokol nr. 7 indeholder i art. 2, stk. 1 en bestemmelse om, at den, der er dømt for en strafbar lovovertrædelse, har ret til at få skyldspørgsmålet eller strafudmålingen prøvet ved en højere domstol. Efter stk. 2 kan der gøres undtagelse fra denne ret bl.a. med hensyn til lovovertrædelser af mindre alvorlig art som nærmere fastsat ved lov.
Efter retsplejelovens § 962, stk. 2 som affattet ved lov nr. 396 af 13. juni 1990 § 3, nr. 11, kan tiltalte kun anke en dom i en politisag, hvis han har givet møde i sagen og er idømt mere end 20 dagbøder eller en bøde på over 3000 kr.
Ved ratifikationen af tillægsprotokollen afgav regeringen en erklæring om, at art. 2, stk. 1, ikke skal være til hinder for anvendelsen af regler i retsplejeloven, hvorefter ankeadgang bliver afskåret i politisager, hvor domfældte, skønt lovligt indstævnet, ikke har givet møde i sagen, hvor retten har ladet straffen bortfalde, eller hvor der kun er idømt bøde eller konfiskation af genstande under en ved lov fastsat grænse eller værdi.
Justitsministeriet er enig med udvalget i, at denne bestemmelse ikke bør påvirkes af, at tillægsprotokollen inkorporeres sammen med det øvrige konventionskompleks, og § 3 er derfor nødvendig.
Retsplejen på Færøerne er fastsat ved lov nr. 92 af 23. februar 1988, der sætter den danske retsplejelov som bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 555 af 1. november 1984 i kraft med en række ændringer. Retsplejelovens § 962 gælder også på Færøerne, idet dog beløbsgrænsen er fastsat til 10 dagbøder eller en bøde på over 1000 kr.
Retsplejen i Grønland er fastsat i den grønlandske retsplejelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 99 af 21. marts 1984. Denne lov indeholder ikke regler om begrænsning i ankeadgangen.
Til § 4.
Bestemmelsen vedrører lovens ikrafttrædelsestidspunkt. Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. juli 1992.
Til § 5.
Menneskerettighedskonventionen og protokollerne gælder for Grønland. For Færøerne er det samme tilfældet, bortset fra protokol nr. 7, der forventes ikraftsat inden for kort tid. Udvalget har foreslået, at loven skal gælde umiddelbart for Færøerne og Grønland. Justitsministeriet finder det imidlertid rigtigst, at lovens ikrafttrædelse gøres til genstand for sædvanlige forhandlinger med henholdsvis det færøske og grønlandske hjemmestyre.
Det foreslås derfor, at loven skal kunne sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Artikel 9
Stk. 1. Enhver har ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro samt frihed til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller tro gennem gudstjeneste, undervisning, andagt og overholdelse af religiøse skikke.
Stk. 2. Frihed til at udøve sin religion eller tro skal kun kunne underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige tryghed, for at beskytte den offentlige orden, sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.
Artikel 9
Stk. 1. Enhver har ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro samt frihed til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller tro gennem gudstjeneste, undervisning, andagt og overholdelse af religiøse skikke.
Stk. 2. Frihed til at udøve sin religion eller tro skal kun kunne underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige tryghed, for at beskytte den offentlige orden, sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.
Artikel 10
Stk. 1. Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser. Denne artikel forhindrer ikke stater i at kræve, at radio-, fjernsyns- eller filmforetagender kun må drives i henhold til bevilling.
Stk. 2. Da udøvelsen af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar, kan den underkastes sådanne formaliteter, betingelser, restriktioner eller straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig tryghed, for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden, for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger, eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed.
Artikel 10
Stk. 1. Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser. Denne artikel forhindrer ikke stater i at kræve, at radio-, fjernsyns- eller filmforetagender kun må drives i henhold til bevilling.
Stk. 2. Da udøvelsen af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar, kan den underkastes sådanne formaliteter, betingelser, restriktioner eller straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig tryghed, for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden, for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger, eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed.
Artikel 11
Stk. 1. Enhver har ret til frit at deltage i fredelige forsamlinger og til foreningsfrihed, herunder ret til at oprette og slutte sig til fagforeninger for at beskytte sine interesser.
Stk. 2. Der må ikke gøres andre indskrænkninger i udøvelsen af disse rettigheder end sådanne, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige tryghed, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder. Denne artikel skal ikke forhindre, at der pålægges medlemmer af de væbnede styrker, politiet eller statsadministrationen lovlige begrænsninger i udøvelsen af disse rettigheder.
Artikel 11
Stk. 1. Enhver har ret til frit at deltage i fredelige forsamlinger og til foreningsfrihed, herunder ret til at oprette og slutte sig til fagforeninger for at beskytte sine interesser.
Stk. 2. Der må ikke gøres andre indskrænkninger i udøvelsen af disse rettigheder end sådanne, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige tryghed, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder. Denne artikel skal ikke forhindre, at der pålægges medlemmer af de væbnede styrker, politiet eller statsadministrationen lovlige begrænsninger i udøvelsen af disse rettigheder.
Artikel 12
Giftefærdige mænd og kvinder har ret til at indgå ægteskab og stifte familie i overensstemmelse med de nationale love om udøvelsen af denne ret.
Artikel 12
Giftefærdige mænd og kvinder har ret til at indgå ægteskab og stifte familie i overensstemmelse med de nationale love om udøvelsen af denne ret.
Artikel 13
Enhver, hvis rettigheder og friheder efter denne konvention er blevet krænket, skal have adgang til effektive retsmidler herimod for en national myndighed, uanset om krænkelsen er begået af personer, der handler i embeds medfør.
Artikel 13
Enhver, hvis rettigheder og friheder efter denne konvention er blevet krænket, skal have adgang til effektive retsmidler herimod for en national myndighed, uanset om krænkelsen er begået af personer, der handler i embeds medfør.
Artikel 14
Nydelsen af de i denne konvention anerkendte rettigheder og friheder skal sikres uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert andet forhold.
Artikel 14
Nydelsen af de i denne konvention anerkendte rettigheder og friheder skal sikres uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert andet forhold.
Artikel 15
Stk. 1. Under krig eller anden offentlig faretilstand, der truer nationens eksistens, kan en Høj kontraherende Part træffe forholdsregler, der fraviger dens forpligtelser ifølge denne konvention, i det omfang det er strengt påkrævet af situationen, og forudsat at sådanne forholdsregler ikke er uforenelige med dens andre forpligtelser ifølge folkeretten.
Stk. 2. Der kan ikke med hjemmel i denne bestemmelse gøres afvigelse fra artikel 2, undtagen ved død som følge af lovlige krigshandlinger, eller fra artiklerne 3, 4 stk. 1, og 7.
Stk. 3. Enhver stat, som benytter sig af denne ret til fravigelse, skal holde Europarådets generalsekretær fuldt underrettet om de forholdsregler, som den har taget, og om grundene dertil. Den skal også underrette Europarådets generalsekretær, når sådanne forholdsregler er ophørt at virke, og konventionens bestemmelser igen er fuldt ud i kraft.
Artikel 15
Stk. 1. Under krig eller anden offentlig faretilstand, der truer nationens eksistens, kan en Høj kontraherende Part træffe forholdsregler, der fraviger dens forpligtelser ifølge denne konvention, i det omfang det er strengt påkrævet af situationen, og forudsat at sådanne forholdsregler ikke er uforenelige med dens andre forpligtelser ifølge folkeretten.
Stk. 2. Der kan ikke med hjemmel i denne bestemmelse gøres afvigelse fra artikel 2, undtagen ved død som følge af lovlige krigshandlinger, eller fra artiklerne 3, 4 stk. 1, og 7.
Stk. 3. Enhver stat, som benytter sig af denne ret til fravigelse, skal holde Europarådets generalsekretær fuldt underrettet om de forholdsregler, som den har taget, og om grundene dertil. Den skal også underrette Europarådets generalsekretær, når sådanne forholdsregler er ophørt at virke, og konventionens bestemmelser igen er fuldt ud i kraft.
Artikel 16
Intet i artiklerne 10, 11 og 14 må anses for at være til hinder for, at de Høje kontraherende Parter fastsætter indskrænkninger i udlændinges politiske virksomhed.
Artikel 16
Intet i artiklerne 10, 11 og 14 må anses for at være til hinder for, at de Høje kontraherende Parter fastsætter indskrænkninger i udlændinges politiske virksomhed.
Artikel 17
Intet i denne konvention må fortolkes, som om den medførte ret for nogen stat, gruppe eller person til at indlade sig på nogen virksomhed eller udføre nogen handling, der tilsigter at tilintetgøre nogen af de heri nævnte rettigheder og friheder, eller at begrænse dem i videre omfang, end der er hjemmel for i konventionen.
Artikel 17
Intet i denne konvention må fortolkes, som om den medførte ret for nogen stat, gruppe eller person til at indlade sig på nogen virksomhed eller udføre nogen handling, der tilsigter at tilintetgøre nogen af de heri nævnte rettigheder og friheder, eller at begrænse dem i videre omfang, end der er hjemmel for i konventionen.
Artikel 18
De indskrænkninger, som er tilladt efter denne konvention i de her nævnte rettigheder og friheder, må ikke anvendes i nogen anden hensigt end den, som de er foreskrevet for.
AFSNIT II
Artikel 18
De indskrænkninger, som er tilladt efter denne konvention i de her nævnte rettigheder og friheder, må ikke anvendes i nogen anden hensigt end den, som de er foreskrevet for.
AFSNIT II
Artikel 19
For at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, de Høje kontraherende Parter har påtaget sig ved denne konvention, skal der oprettes
1) En europæisk Kommission for Menneskerettigheder, i det følgende benævnt »Kommissionen«;
2) En europæisk Domstol for Menneskerettigheder, i det følgende benævnt »Domstolen«.
AFSNIT III
Artikel 19
For at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, de Høje kontraherende Parter har påtaget sig ved denne konvention, skal der oprettes
1) En europæisk Kommission for Menneskerettigheder, i det følgende benævnt »Kommissionen«;
2) En europæisk Domstol for Menneskerettigheder, i det følgende benævnt »Domstolen«.
AFSNIT III
Artikel 20
Stk. 1. Kommissionen består af et antal medlemmer, som svarer til antallet af de Høje kontraherende Parter. Der må ikke være to kommissionsmedlemmer, som er statsborgere i samme stat.
Stk. 2. Kommissionen møder i plenumsessioner. Kommissionen kan imidlertid oprette kamre, der hver skal bestå af mindst syv medlemmer. Kamrene kan undersøge klager i henhold til konventionens artikel 25, som kan behandles på grundlag af etableret retspraksis, eller som ikke giver anledning til alvorlig tvivl vedrørende fortolkning eller anvendelse af konventionen. Inden for disse begrænsninger og med forbehold af bestemmelserne i denne artikels stk. 5 kan kamrene udøve alle de beføjelser, som er tillagt Kommissionen i henhold til konventionen.
Det kommissionsmedlem, som er valgt for en Høj kontraherende Part, mod hvem en klage rettes, skal have ret til at deltage i et kammer, hvortil denne klage er blevet henvist.
Stk. 3. Kommissionen kan oprette komiteer, der hver skal bestå af mindst tre medlemmer, med beføjelse til enstemmigt at afvise en klage, der er indbragt i henhold til artikel 25, eller slette den fra sagslisten, når en sådan beslutning kan tages uden nærmere undersøgelse.
Stk. 4. Et kammer eller en komite kan når som helst henskyde afgørelsen af en sag til den samlede Kommission, som desuden kan forlange enhver klage, der er blevet henvist til et kammer eller en komite, overført til sig.
Stk. 5. Alene den samlede Kommission kan udøve følgende beføjelser
a) undersøgelse af klager indbragt i henhold til artikel 24;
b) indbringelse af en sag for Domstolen i medfør af artikel 48, litra a;
c) fastsættelse af forretningsorden i medfør af artikel 36.
Artikel 20
Stk. 1. Kommissionen består af et antal medlemmer, som svarer til antallet af de Høje kontraherende Parter. Der må ikke være to kommissionsmedlemmer, som er statsborgere i samme stat.
Stk. 2. Kommissionen møder i plenumsessioner. Kommissionen kan imidlertid oprette kamre, der hver skal bestå af mindst syv medlemmer. Kamrene kan undersøge klager i henhold til konventionens artikel 25, som kan behandles på grundlag af etableret retspraksis, eller som ikke giver anledning til alvorlig tvivl vedrørende fortolkning eller anvendelse af konventionen. Inden for disse begrænsninger og med forbehold af bestemmelserne i denne artikels stk. 5 kan kamrene udøve alle de beføjelser, som er tillagt Kommissionen i henhold til konventionen.
Det kommissionsmedlem, som er valgt for en Høj kontraherende Part, mod hvem en klage rettes, skal have ret til at deltage i et kammer, hvortil denne klage er blevet henvist.
Stk. 3. Kommissionen kan oprette komiteer, der hver skal bestå af mindst tre medlemmer, med beføjelse til enstemmigt at afvise en klage, der er indbragt i henhold til artikel 25, eller slette den fra sagslisten, når en sådan beslutning kan tages uden nærmere undersøgelse.
Stk. 4. Et kammer eller en komite kan når som helst henskyde afgørelsen af en sag til den samlede Kommission, som desuden kan forlange enhver klage, der er blevet henvist til et kammer eller en komite, overført til sig.
Stk. 5. Alene den samlede Kommission kan udøve følgende beføjelser
a) undersøgelse af klager indbragt i henhold til artikel 24;
b) indbringelse af en sag for Domstolen i medfør af artikel 48, litra a;
c) fastsættelse af forretningsorden i medfør af artikel 36.
Artikel 21
Stk. 1. Medlemmerne af Kommissionen vælges af Ministerkomiteen ved absolut flertal på grundlag af en navneliste, der er opstillet af Den rådgivende Forsamlings præsidium; hver gruppe af de Høje kontraherende Parters repræsentanter i Den rådgivende Forsamling skal foreslå tre kandidater, hvoraf mindst to af dens egen nationalitet.
Stk. 2. I videst muligt omfang skal samme fremgangsmåde følges ved komplettering af Kommissionen i tilfælde, hvor andre stater senere tiltræder denne konvention, samt ved besættelsen af pladser, der måtte blive ledige.
Stk. 3. Kandidaterne skal nyde den højeste moralske anseelse og må enten besidde de kvalifikationer, der kræves for udnævnelse til høje juridiske embeder eller være personer af anerkendt sagkundskab inden for national ret eller folkeret.
Artikel 21
Stk. 1. Medlemmerne af Kommissionen vælges af Ministerkomiteen ved absolut flertal på grundlag af en navneliste, der er opstillet af Den rådgivende Forsamlings præsidium; hver gruppe af de Høje kontraherende Parters repræsentanter i Den rådgivende Forsamling skal foreslå tre kandidater, hvoraf mindst to af dens egen nationalitet.
Stk. 2. I videst muligt omfang skal samme fremgangsmåde følges ved komplettering af Kommissionen i tilfælde, hvor andre stater senere tiltræder denne konvention, samt ved besættelsen af pladser, der måtte blive ledige.
Stk. 3. Kandidaterne skal nyde den højeste moralske anseelse og må enten besidde de kvalifikationer, der kræves for udnævnelse til høje juridiske embeder eller være personer af anerkendt sagkundskab inden for national ret eller folkeret.
Artikel 22
Stk. 1. Kommissionens medlemmer vælges for et tidsrum af 6 år. De kan genvælges. For 7 af de medlemmer, der vælges ved det første valg, ophører funktionstiden dog efter 3 år.
Stk. 2. De medlemmer, hvis funktionstid ophører efter forløbet af begyndelsesperioden på 3 år, vælges ved lodtrækning, der foretages af Europarådets generalsekretær umiddelbart efter, at det første valg har fundet sted.
Stk. 3. For i videst muligt omfang at sikre, at medlemskabet for halvdelen af Kommissionens medlemmer fornys hvert tredje år, kan Ministerkomiteen før et forestående valg bestemme, at funktionstiden for et eller flere af de medlemmer, som skal vælges, skal være en anden end 6 år, dog ikke over 9 og ikke under 3 år.
Stk. 4. Når det drejer sig om funktionstiden for mere end et medlem, og Ministerkomiteen anvender bestemmelsen i foregående stykke, skal generalsekretæren umiddelbart efter valget fordele de enkelte funktionsperioder ved lodtrækning.
Stk. 5. Et medlem af Kommissionen, som vælges i stedet for et medlem, hvis funktionstid ikke er udløbet, skal beklæde hvervet for den resterende del af forgængerens funktionstid.
Stk. 6. Kommissionens medlemmer skal beklæde hvervet, indtil andre er valgt i deres sted. Efter at sådant valg har fundet sted, skal de fortsætte behandlingen af de sager, som de allerede har påbegyndt.
Artikel 22
Stk. 1. Kommissionens medlemmer vælges for et tidsrum af 6 år. De kan genvælges. For 7 af de medlemmer, der vælges ved det første valg, ophører funktionstiden dog efter 3 år.
Stk. 2. De medlemmer, hvis funktionstid ophører efter forløbet af begyndelsesperioden på 3 år, vælges ved lodtrækning, der foretages af Europarådets generalsekretær umiddelbart efter, at det første valg har fundet sted.
Stk. 3. For i videst muligt omfang at sikre, at medlemskabet for halvdelen af Kommissionens medlemmer fornys hvert tredje år, kan Ministerkomiteen før et forestående valg bestemme, at funktionstiden for et eller flere af de medlemmer, som skal vælges, skal være en anden end 6 år, dog ikke over 9 og ikke under 3 år.
Stk. 4. Når det drejer sig om funktionstiden for mere end et medlem, og Ministerkomiteen anvender bestemmelsen i foregående stykke, skal generalsekretæren umiddelbart efter valget fordele de enkelte funktionsperioder ved lodtrækning.
Stk. 5. Et medlem af Kommissionen, som vælges i stedet for et medlem, hvis funktionstid ikke er udløbet, skal beklæde hvervet for den resterende del af forgængerens funktionstid.
Stk. 6. Kommissionens medlemmer skal beklæde hvervet, indtil andre er valgt i deres sted. Efter at sådant valg har fundet sted, skal de fortsætte behandlingen af de sager, som de allerede har påbegyndt.
Artikel 23
Kommissionsmedlemmerne har sæde i Kommissionen som individuelle personer. Under deres funktionstid må de ikke påtage sig et hverv, som er uforeneligt med deres uafhængighed og upartiskhed som medlemmer af Kommissionen eller med de krav, der stilles til dette embede.
Artikel 23
Kommissionsmedlemmerne har sæde i Kommissionen som individuelle personer. Under deres funktionstid må de ikke påtage sig et hverv, som er uforeneligt med deres uafhængighed og upartiskhed som medlemmer af Kommissionen eller med de krav, der stilles til dette embede.
Artikel 24
Enhver af de Høje kontraherende Parter kan gennem Europarådets generalsekretær for Kommissionen indbringe ethvert påstået brud på konventionens bestemmelser foretaget af en anden Høj kontraherende Part.
Artikel 24
Enhver af de Høje kontraherende Parter kan gennem Europarådets generalsekretær for Kommissionen indbringe ethvert påstået brud på konventionens bestemmelser foretaget af en anden Høj kontraherende Part.
Artikel 25
Stk. 1. Kommissionen kan modtage klager, stilet til Europarådets generalsekretær, fra enhver person, enhver ikkestatslig organisation eller gruppe af enkeltpersoner, der hævder at være blevet krænket af en af de Høje kontraherende Parter i de rettigheder, der er anerkendt ved denne konvention, forudsat at den Høje kontraherende Part, mod hvem klagen rettes, har erklæret, at den anerkender Kommissionens kompetence til at modtage sådanne klager. De af de Høje kontraherende Parter, der har udstedt en sådan erklæring, forpligter sig til ikke på nogen måde at lægge hindringer i vejen for den effektive udøvelse af denne ret.
Stk. 2. Sådanne erklæringer kan udstedes for et bestemt tidsrum.
Stk. 3. Erklæringerne skal deponeres hos generalsekretæren for Europarådet, der skal oversende genparter til de Høje kontraherende Parter samt offentliggøre dem.
Stk. 4. Kommissionen kan kun udøve de i denne artikel omhandlede beføjelser, når mindst seks Høje kontraherende Parter er bundet ved erklæringer udstedt i overensstemmelse med stk. 1-3.
Artikel 25
Stk. 1. Kommissionen kan modtage klager, stilet til Europarådets generalsekretær, fra enhver person, enhver ikkestatslig organisation eller gruppe af enkeltpersoner, der hævder at være blevet krænket af en af de Høje kontraherende Parter i de rettigheder, der er anerkendt ved denne konvention, forudsat at den Høje kontraherende Part, mod hvem klagen rettes, har erklæret, at den anerkender Kommissionens kompetence til at modtage sådanne klager. De af de Høje kontraherende Parter, der har udstedt en sådan erklæring, forpligter sig til ikke på nogen måde at lægge hindringer i vejen for den effektive udøvelse af denne ret.
Stk. 2. Sådanne erklæringer kan udstedes for et bestemt tidsrum.
Stk. 3. Erklæringerne skal deponeres hos generalsekretæren for Europarådet, der skal oversende genparter til de Høje kontraherende Parter samt offentliggøre dem.
Stk. 4. Kommissionen kan kun udøve de i denne artikel omhandlede beføjelser, når mindst seks Høje kontraherende Parter er bundet ved erklæringer udstedt i overensstemmelse med stk. 1-3.
Artikel 26
Kommissionen må kun optage sagen til behandling, når alle nationale retsmidler er blevet udtømt i overensstemmelse med de af folkeretten almindeligt anerkendte regler, og indenfor et tidsrum af 6 måneder fra den dato, den endelige nationale afgørelse blev truffet.
Artikel 26
Kommissionen må kun optage sagen til behandling, når alle nationale retsmidler er blevet udtømt i overensstemmelse med de af folkeretten almindeligt anerkendte regler, og indenfor et tidsrum af 6 måneder fra den dato, den endelige nationale afgørelse blev truffet.
Artikel 27
Stk. 1. Kommissionen må ikke behandle nogen klage efter artikel 25, som
a) er anonym,
b) i det væsentlige er identisk med en sag, der allerede er blevet undersøgt af Kommissionen eller allerede har været underkastet anden form for international undersøgelse eller afgørelse, og som ikke indeholder nye oplysninger af betydning.
Stk. 2. Kommissionen skal afvise en klage, der forelægges den i henhold til artikel 25, når den anser den for uforenelig med bestemmelserne i nærværende konvention, for åbenbart ugrundet eller for at være misbrug af klageadgangen.
Stk. 3. Kommissionen skal afvise enhver klage, der indbringes for den, når den anser den for uforenelig med det i artikel 26 anførte.
Artikel 27
Stk. 1. Kommissionen må ikke behandle nogen klage efter artikel 25, som
a) er anonym,
b) i det væsentlige er identisk med en sag, der allerede er blevet undersøgt af Kommissionen eller allerede har været underkastet anden form for international undersøgelse eller afgørelse, og som ikke indeholder nye oplysninger af betydning.
Stk. 2. Kommissionen skal afvise en klage, der forelægges den i henhold til artikel 25, når den anser den for uforenelig med bestemmelserne i nærværende konvention, for åbenbart ugrundet eller for at være misbrug af klageadgangen.
Stk. 3. Kommissionen skal afvise enhver klage, der indbringes for den, når den anser den for uforenelig med det i artikel 26 anførte.
Artikel 28
Stk. 1. Når Kommissionen antager en sag, der er indbragt for den, skal den
a) med henblik på at udrede kendsgerningerne foretage en kontradiktorisk gennemgang af sagen i forening med parternes repræsentanter og om nødvendigt foranstalte en undersøgelse, til hvis effektive gennemførelse vedkommende stater skal stille alle midler til rådighed efter at have drøftet spørgsmålet med Kommissionen;
b) samtidig hermed stille sig til rådighed for vedkommende parter med det formål at opnå et forlig på grundlag af respekt for menneskerettighederne som defineret i denne konvention.
Stk. 2. Hvis det lykkes Kommissionen at udvirke et forlig, skal den udarbejde en rapport, der skal sendes til vedkommende stater, til Ministerkomiteen og til Europarådets generalsekretær til offentliggørelse. Denne rapport skal indskrænke sig til en kort konstatering af kendsgerningerne og den løsning, der er opnået.
Artikel 28
Stk. 1. Når Kommissionen antager en sag, der er indbragt for den, skal den
a) med henblik på at udrede kendsgerningerne foretage en kontradiktorisk gennemgang af sagen i forening med parternes repræsentanter og om nødvendigt foranstalte en undersøgelse, til hvis effektive gennemførelse vedkommende stater skal stille alle midler til rådighed efter at have drøftet spørgsmålet med Kommissionen;
b) samtidig hermed stille sig til rådighed for vedkommende parter med det formål at opnå et forlig på grundlag af respekt for menneskerettighederne som defineret i denne konvention.
Stk. 2. Hvis det lykkes Kommissionen at udvirke et forlig, skal den udarbejde en rapport, der skal sendes til vedkommende stater, til Ministerkomiteen og til Europarådets generalsekretær til offentliggørelse. Denne rapport skal indskrænke sig til en kort konstatering af kendsgerningerne og den løsning, der er opnået.
Artikel 29
Efter at have antaget en klage efter artikel 25 kan Kommissionen dog med to tredjedeles flertal af sine medlemmer beslutte at afvise den, hvis den under sin undersøgelse konstaterer, at en af de i artikel 27 omtalte grunde til afvisning er til stede.
I et sådant tilfælde underrettes parterne om afgørelsen.
Artikel 29
Efter at have antaget en klage efter artikel 25 kan Kommissionen dog med to tredjedeles flertal af sine medlemmer beslutte at afvise den, hvis den under sin undersøgelse konstaterer, at en af de i artikel 27 omtalte grunde til afvisning er til stede.
I et sådant tilfælde underrettes parterne om afgørelsen.
Artikel 30
Stk. 1. Kommissionen kan på ethvert tidspunkt i sagsbehandlingen beslutte at slette en klage af sagslisten, såfremt det på baggrund af omstændighederne findes, at
a) klageren ikke har til hensigt at forfølge sin klage, eller
b) sagen er blevet løst, eller
c) det i øvrigt efter Kommissionens opfattelse ikke længere er begrundet at fortsætte undersøgelsen af klagen.
Kommissionen skal dog fortsætte undersøgelsen af en klage, hvis respekten for menneskerettighederne som defineret i denne konvention påbyder det.
Stk. 2. Hvis Kommissionen beslutter at slette en sag fra listen efter at have antaget den, skal Kommissionen udarbejde en rapport indeholdende en konstatering af kendsgerningerne og beslutningen om at slette sagen samt begrundelsen herfor. Rapporten skal oversendes til parterne, ligesom den skal tilsendes Ministerkomiteen til underretning. Kommissionen kan offentliggøre rapporten.
Stk. 3. Kommissionen kan beslutte at genoptage en klage på sin sagsliste, hvis den mener, at omstændighederne berettiger en sådan fremgangsmåde.
Artikel 30
Stk. 1. Kommissionen kan på ethvert tidspunkt i sagsbehandlingen beslutte at slette en klage af sagslisten, såfremt det på baggrund af omstændighederne findes, at
a) klageren ikke har til hensigt at forfølge sin klage, eller
b) sagen er blevet løst, eller
c) det i øvrigt efter Kommissionens opfattelse ikke længere er begrundet at fortsætte undersøgelsen af klagen.
Kommissionen skal dog fortsætte undersøgelsen af en klage, hvis respekten for menneskerettighederne som defineret i denne konvention påbyder det.
Stk. 2. Hvis Kommissionen beslutter at slette en sag fra listen efter at have antaget den, skal Kommissionen udarbejde en rapport indeholdende en konstatering af kendsgerningerne og beslutningen om at slette sagen samt begrundelsen herfor. Rapporten skal oversendes til parterne, ligesom den skal tilsendes Ministerkomiteen til underretning. Kommissionen kan offentliggøre rapporten.
Stk. 3. Kommissionen kan beslutte at genoptage en klage på sin sagsliste, hvis den mener, at omstændighederne berettiger en sådan fremgangsmåde.
Artikel 31
Stk. 1. Hvis undersøgelsen af en klage ikke er blevet afsluttet i henhold til artikel 28, stk. 2, 29 eller 30, skal Kommissionen udarbejde en rapport om kendsgerningerne og anføre sin opfattelse med hensyn til, om disse åbenbarer, at vedkommende stat har overtrådt sine forpligtelser ifølge konventionen. De enkelte kommissionsmedlemmers opfattelse på dette punkt kan anføres i rapporten.
Stk. 2. Rapporten skal oversendes til Ministerkomiteen. Den skal også oversendes til vedkommende stater, som ikke må offentliggøre den.
Stk. 3. Ved oversendelsen af rapporten til Ministerkomiteen kan Kommissionen stille sådanne forslag, som den finder egnede.
Artikel 31
Stk. 1. Hvis undersøgelsen af en klage ikke er blevet afsluttet i henhold til artikel 28, stk. 2, 29 eller 30, skal Kommissionen udarbejde en rapport om kendsgerningerne og anføre sin opfattelse med hensyn til, om disse åbenbarer, at vedkommende stat har overtrådt sine forpligtelser ifølge konventionen. De enkelte kommissionsmedlemmers opfattelse på dette punkt kan anføres i rapporten.
Stk. 2. Rapporten skal oversendes til Ministerkomiteen. Den skal også oversendes til vedkommende stater, som ikke må offentliggøre den.
Stk. 3. Ved oversendelsen af rapporten til Ministerkomiteen kan Kommissionen stille sådanne forslag, som den finder egnede.
Artikel 32
Stk. 1. Hvis sagen ikke indbringes for Domstolen i overensstemmelse med artikel 48 i denne konvention inden 3 måneder fra datoen for rapportens oversendelse til Ministerkomiteen, skal Ministerkomiteen med to tredjedeles flertal af de medlemmer, der har ret til at sidde i Komiteen, afgøre, om der foreligger en krænkelse af konventionen.
Stk. 2. I bekræftende fald skal Ministerkomiteen fastsætte en frist, indenfor hvilken vedkommende Høje kontraherende Part skal træffe de forholdsregler, som Ministerkomiteens afgørelse medfører.
Stk. 3. Hvis vedkommende Høje kontraherende Part ikke har truffet tilfredsstillende forholdsregler indenfor den foreskrevne frist, skal Ministerkomiteen med det i stk. 1 nævnte flertal afgøre, hvilken virkning der skal tillægges dens oprindelige afgørelse, og offentliggøre beretningen.
Stk. 4. De Høje kontraherende Parter forpligter sig til at betragte enhver afgørelse, som Ministerkomiteen måtte træffe i medfør af stk. 1-3, som bindende.
Artikel 32
Stk. 1. Hvis sagen ikke indbringes for Domstolen i overensstemmelse med artikel 48 i denne konvention inden 3 måneder fra datoen for rapportens oversendelse til Ministerkomiteen, skal Ministerkomiteen med to tredjedeles flertal af de medlemmer, der har ret til at sidde i Komiteen, afgøre, om der foreligger en krænkelse af konventionen.
Stk. 2. I bekræftende fald skal Ministerkomiteen fastsætte en frist, indenfor hvilken vedkommende Høje kontraherende Part skal træffe de forholdsregler, som Ministerkomiteens afgørelse medfører.
Stk. 3. Hvis vedkommende Høje kontraherende Part ikke har truffet tilfredsstillende forholdsregler indenfor den foreskrevne frist, skal Ministerkomiteen med det i stk. 1 nævnte flertal afgøre, hvilken virkning der skal tillægges dens oprindelige afgørelse, og offentliggøre beretningen.
Stk. 4. De Høje kontraherende Parter forpligter sig til at betragte enhver afgørelse, som Ministerkomiteen måtte træffe i medfør af stk. 1-3, som bindende.
Artikel 33
Kommissionens møder holdes for lukkede døre.
Artikel 33
Kommissionens møder holdes for lukkede døre.
Artikel 34
Med forbehold af bestemmelserne i artikel 20, stk. 3, og 29 træffer Kommissionen sine afgørelser ved flertal af de medlemmer, der er til stede og afgiver stemme.
Artikel 34
Med forbehold af bestemmelserne i artikel 20, stk. 3, og 29 træffer Kommissionen sine afgørelser ved flertal af de medlemmer, der er til stede og afgiver stemme.
Artikel 35
Kommissionen holder møder, når omstændighederne kræver det. Møderne sammenkaldes af Europarådets generalsekretær.
Artikel 35
Kommissionen holder møder, når omstændighederne kræver det. Møderne sammenkaldes af Europarådets generalsekretær.
Artikel 36
Kommissionen fastsætter sin egen forretningsorden.
Artikel 36
Kommissionen fastsætter sin egen forretningsorden.
Artikel 37
Kommissionens sekretariat stilles til rådighed af Europarådets generalsekretær.
AFSNIT IV
Artikel 37
Kommissionens sekretariat stilles til rådighed af Europarådets generalsekretær.
AFSNIT IV
Artikel 38
Den europæiske Menneskerettighedsdomstol skal bestå af et antal dommere svarende til antallet af medlemmer af Europarådet. Der må ikke være to dommere, som er statsborgere i samme stat.
Artikel 38
Den europæiske Menneskerettighedsdomstol skal bestå af et antal dommere svarende til antallet af medlemmer af Europarådet. Der må ikke være to dommere, som er statsborgere i samme stat.
Artikel 39
Stk. 1. Medlemmerne af Domstolen vælges af Den rådgivende Forsamling ved flertal på grundlag af en liste over personer, der er opstillet af Europarådets medlemsstater; hver stat opstiller tre kandidater, hvoraf mindst to af dens egen nationalitet.
Stk. 2. I videst muligt omfang skal samme fremgangsmåde følges ved komplettering af Domstolen i tilfælde af, at nye medlemmer optages i Europarådet, samt ved besættelsen af pladser, der måtte blive ledige.
Stk. 3. Kandidaterne skal nyde den højeste moralske anseelse og må enten besidde de kvalifikationer, der kræves for udnævnelse til høje juridiske embeder, eller være retskyndige af anerkendt sagkundskab.
Artikel 39
Stk. 1. Medlemmerne af Domstolen vælges af Den rådgivende Forsamling ved flertal på grundlag af en liste over personer, der er opstillet af Europarådets medlemsstater; hver stat opstiller tre kandidater, hvoraf mindst to af dens egen nationalitet.
Stk. 2. I videst muligt omfang skal samme fremgangsmåde følges ved komplettering af Domstolen i tilfælde af, at nye medlemmer optages i Europarådet, samt ved besættelsen af pladser, der måtte blive ledige.
Stk. 3. Kandidaterne skal nyde den højeste moralske anseelse og må enten besidde de kvalifikationer, der kræves for udnævnelse til høje juridiske embeder, eller være retskyndige af anerkendt sagkundskab.
Artikel 40
Stk. 1. Domstolens medlemmer vælges for et tidsrum på 9 år. De kan genvælges. For 4 af de medlemmer, der vælges ved første valg, ophører funktionstiden dog efter 3 år, og for yderligere 4 medlemmer ophører funktionstiden efter 6 år.
Stk. 2. De medlemmer, hvis funktionstid udløber efter forløbet af begyndelsesperioderne på 3 og 6 år, vælges ved lodtrækning, der foretages af generalsekretæren umiddelbart efter, at første valg har fundet sted.
Stk. 3. For i videst muligt omfang at sikre, at medlemskabet for en tredjedel af Domstolens medlemmer fornys hvert tredje år, kan Den rådgivende Forsamling for et forestående valg bestemme, at funktionstiden for et eller flere af de medlemmer, som skal vælges, skal være en anden end 9 år, dog ikke over 12 og ikke under 6 år.
Stk. 4. Når det drejer sig om funktionstiden for mere end et medlem, og Den rådgivende Forsamling anvender bestemmelsen i foregående stykke, skal generalsekretæren umiddelbart efter valget fordele de enkelte funktionsperioder ved lodtrækning.
Stk. 5. Et medlem af Domstolen, som vælges i stedet for et medlem, hvis funktionstid ikke er udløbet, skal beklæde hvervet for den resterende del af forgængerens funktionstid.
Stk. 6. Medlemmerne af Domstolen skal beklæde hvervet, indtil andre er valgt i deres sted. Efter at sådant valg har fundet sted, skal de fortsætte med at behandle de sager, som de allerede har påbegyndt.
Stk. 7. Domstolens medlemmer har sæde i Domstolen som individuelle personer. Under deres funktionstid må de ikke påtage sig et hverv, som er uforeneligt med deres uafhængighed og upartiskhed som medlemmer af Domstolen eller med de krav, der stilles til dette embede.
Artikel 40
Stk. 1. Domstolens medlemmer vælges for et tidsrum på 9 år. De kan genvælges. For 4 af de medlemmer, der vælges ved første valg, ophører funktionstiden dog efter 3 år, og for yderligere 4 medlemmer ophører funktionstiden efter 6 år.
Stk. 2. De medlemmer, hvis funktionstid udløber efter forløbet af begyndelsesperioderne på 3 og 6 år, vælges ved lodtrækning, der foretages af generalsekretæren umiddelbart efter, at første valg har fundet sted.
Stk. 3. For i videst muligt omfang at sikre, at medlemskabet for en tredjedel af Domstolens medlemmer fornys hvert tredje år, kan Den rådgivende Forsamling for et forestående valg bestemme, at funktionstiden for et eller flere af de medlemmer, som skal vælges, skal være en anden end 9 år, dog ikke over 12 og ikke under 6 år.
Stk. 4. Når det drejer sig om funktionstiden for mere end et medlem, og Den rådgivende Forsamling anvender bestemmelsen i foregående stykke, skal generalsekretæren umiddelbart efter valget fordele de enkelte funktionsperioder ved lodtrækning.
Stk. 5. Et medlem af Domstolen, som vælges i stedet for et medlem, hvis funktionstid ikke er udløbet, skal beklæde hvervet for den resterende del af forgængerens funktionstid.
Stk. 6. Medlemmerne af Domstolen skal beklæde hvervet, indtil andre er valgt i deres sted. Efter at sådant valg har fundet sted, skal de fortsætte med at behandle de sager, som de allerede har påbegyndt.
Stk. 7. Domstolens medlemmer har sæde i Domstolen som individuelle personer. Under deres funktionstid må de ikke påtage sig et hverv, som er uforeneligt med deres uafhængighed og upartiskhed som medlemmer af Domstolen eller med de krav, der stilles til dette embede.
Artikel 41
Domstolen vælger sin præsident og en eller to vicepræsidenter for et tidsrum af 3 år. De kan genvælges.
Artikel 41
Domstolen vælger sin præsident og en eller to vicepræsidenter for et tidsrum af 3 år. De kan genvælges.
Artikel 42
Medlemmerne af Domstolen modtager for hver dag, de gør tjeneste, en godtgørelse, der fastsættes af Ministerkomiteen.
Artikel 42
Medlemmerne af Domstolen modtager for hver dag, de gør tjeneste, en godtgørelse, der fastsættes af Ministerkomiteen.
Artikel 43
Enhver sag, der indbringes for Domstolen, skal behandles i en afdeling, der består af 9 dommere. Den dommer, der er statsborger i den stat, der er part i sagen, skal altid være medlem af afdelingen, og hvis der ikke er en sådan dommer, har staten ret til at vælge en person, der fungerer som dommer. De andre dommere vælges ved lodtrækning, der foretages af præsidenten, før sagen påbegyndes.
Artikel 43
Enhver sag, der indbringes for Domstolen, skal behandles i en afdeling, der består af 9 dommere. Den dommer, der er statsborger i den stat, der er part i sagen, skal altid være medlem af afdelingen, og hvis der ikke er en sådan dommer, har staten ret til at vælge en person, der fungerer som dommer. De andre dommere vælges ved lodtrækning, der foretages af præsidenten, før sagen påbegyndes.
Artikel 44
Kun de Høje kontraherende Parter og Kommissionen er berettigede til at indbringe en sag for Domstolen.
Artikel 44
Kun de Høje kontraherende Parter og Kommissionen er berettigede til at indbringe en sag for Domstolen.
Artikel 45
Domstolens kompetence udstrækker sig til alle sager vedrørende fortolkning og anvendelse af denne konvention, som de Høje kontraherende Parter eller Kommissionen indbringer for den i overensstemmelse med artikel 48.
Artikel 45
Domstolens kompetence udstrækker sig til alle sager vedrørende fortolkning og anvendelse af denne konvention, som de Høje kontraherende Parter eller Kommissionen indbringer for den i overensstemmelse med artikel 48.
Artikel 46
Stk. 1. Enhver af de Høje kontraherende Parter kan når som helst erklære, at den i alle sager vedrørende fortolkning og anvendelse af denne konvention anerkender Domstolens kompetence som bindende uden videre og uden særlig overenskomst.
Stk. 2. Sådanne erklæringer kan afgives ubetinget, eller på betingelse af gensidighed i forholdet til flere eller visse andre Høje kontraherende Parter eller for et bestemt tidsrum.
Stk. 3. Disse erklæringer deponeres hos Europarådets generalsekretær, der skal oversende genparter af dem til de Høje kontraherende Parter.
Artikel 46
Stk. 1. Enhver af de Høje kontraherende Parter kan når som helst erklære, at den i alle sager vedrørende fortolkning og anvendelse af denne konvention anerkender Domstolens kompetence som bindende uden videre og uden særlig overenskomst.
Stk. 2. Sådanne erklæringer kan afgives ubetinget, eller på betingelse af gensidighed i forholdet til flere eller visse andre Høje kontraherende Parter eller for et bestemt tidsrum.
Stk. 3. Disse erklæringer deponeres hos Europarådets generalsekretær, der skal oversende genparter af dem til de Høje kontraherende Parter.
Artikel 47
Domstolen kan kun behandle en sag, efter at Kommissionen har fastslået, at bestræbelser på at opnå en mindelig overenskomst har været forgæves, og inden for den i artikel 32 fastsatte frist på 3 måneder.
Artikel 47
Domstolen kan kun behandle en sag, efter at Kommissionen har fastslået, at bestræbelser på at opnå en mindelig overenskomst har været forgæves, og inden for den i artikel 32 fastsatte frist på 3 måneder.
Artikel 48
Følgende kan indbringe en sag for Domstolen, forudsat at vedkommende Høje kontraherende Part, hvis der kun er een, eller vedkommende Høje kontraherende Parter, hvis der er flere end een, er obligatorisk underkastet Domstolens myndighed eller, hvis dette ikke er tilfældet, med samtykke af vedkommende Høje kontraherende Part, hvis der kun er een, eller af vedkommende Høje kontraherende Parter, hvis der er flere end een
a) Kommissionen;
b) en Høj kontraherende Part, hvis statsborger angives at være krænket;
c) en Høj kontraherende Part, der har indbragt sagen for Kommissionen;
d) en Høj kontraherende Part, mod hvilken klagen blev rejst.
Artikel 48
Følgende kan indbringe en sag for Domstolen, forudsat at vedkommende Høje kontraherende Part, hvis der kun er een, eller vedkommende Høje kontraherende Parter, hvis der er flere end een, er obligatorisk underkastet Domstolens myndighed eller, hvis dette ikke er tilfældet, med samtykke af vedkommende Høje kontraherende Part, hvis der kun er een, eller af vedkommende Høje kontraherende Parter, hvis der er flere end een
a) Kommissionen;
b) en Høj kontraherende Part, hvis statsborger angives at være krænket;
c) en Høj kontraherende Part, der har indbragt sagen for Kommissionen;
d) en Høj kontraherende Part, mod hvilken klagen blev rejst.
Artikel 49
Domstolen afgør selv tvistigheder med hensyn til sin kompetence.
Artikel 49
Domstolen afgør selv tvistigheder med hensyn til sin kompetence.
Artikel 50
Hvis Domstolen finder, at en afgørelse eller en forholdsregel, der er truffet af en retlig eller anden myndighed, der henhører under en af de Høje kontraherende Parter, er helt eller delvis i strid med de forpligtelser, der følger af denne konvention, og hvis den nævnte parts interne ret kun tillader delvis skadesløsholdelse for følgerne af denne afgørelse eller forholdsregel, skal Domstolens afgørelse om nødvendigt tilkende den forurettede part passende erstatning.
Artikel 50
Hvis Domstolen finder, at en afgørelse eller en forholdsregel, der er truffet af en retlig eller anden myndighed, der henhører under en af de Høje kontraherende Parter, er helt eller delvis i strid med de forpligtelser, der følger af denne konvention, og hvis den nævnte parts interne ret kun tillader delvis skadesløsholdelse for følgerne af denne afgørelse eller forholdsregel, skal Domstolens afgørelse om nødvendigt tilkende den forurettede part passende erstatning.
Artikel 51
Stk. 1. Domstolens afgørelse skal ledsages af grunde.
Stk. 2. Hvis afgørelsen helt eller delvis ikke giver udtryk for dommernes enstemmige mening, er enhver dommer berettiget til at afgive særskilt votum.
Artikel 51
Stk. 1. Domstolens afgørelse skal ledsages af grunde.
Stk. 2. Hvis afgørelsen helt eller delvis ikke giver udtryk for dommernes enstemmige mening, er enhver dommer berettiget til at afgive særskilt votum.
Artikel 52
Domstolens afgørelse er endelig.
Artikel 52
Domstolens afgørelse er endelig.
Artikel 53
De Høje kontraherende Parter forpligter sig til at rette sig efter Domstolens afgørelse i enhver sag, som de er parter i.
Artikel 53
De Høje kontraherende Parter forpligter sig til at rette sig efter Domstolens afgørelse i enhver sag, som de er parter i.
Artikel 54
Domstolens afgørelse oversendes til Ministerkomiteen, der skal overvåge dens fuldbyrdelse.
Artikel 54
Domstolens afgørelse oversendes til Ministerkomiteen, der skal overvåge dens fuldbyrdelse.
Artikel 55
Domstolen fastsætter selv sin forretningsorden og giver selv regler om proceduren.
Artikel 55
Domstolen fastsætter selv sin forretningsorden og giver selv regler om proceduren.
Artikel 56
Stk. 1. Det første valg af Domstolens medlemmer skal finde sted, når de i artikel 46 nævnte erklæringer fra de Høje kontraherende Parter har nået et antal af 8.
Stk. 2. Ingen sag kan indbringes for Domstolen før dette valg.
AFSNIT V
Artikel 56
Stk. 1. Det første valg af Domstolens medlemmer skal finde sted, når de i artikel 46 nævnte erklæringer fra de Høje kontraherende Parter har nået et antal af 8.
Stk. 2. Ingen sag kan indbringes for Domstolen før dette valg.
AFSNIT V
Artikel 57
På anmodning af Europarådets generalsekretær skal enhver af de Høje kontraherende Parter give nærmere oplysning om, hvorledes den pågældende stats interne lovgivning sikrer den effektive gennemførelse af bestemmelserne i denne konvention.
Artikel 57
På anmodning af Europarådets generalsekretær skal enhver af de Høje kontraherende Parter give nærmere oplysning om, hvorledes den pågældende stats interne lovgivning sikrer den effektive gennemførelse af bestemmelserne i denne konvention.
Artikel 58
Udgifterne til Kommissionen og Domstolen udredes af Europarådet.
Artikel 58
Udgifterne til Kommissionen og Domstolen udredes af Europarådet.
Artikel 59
Medlemmerne af Kommissionen og af Domstolen har under udøvelsen af deres funktioner ret til de privilegier og immuniteter, der omhandles i artikel 40 i statutten for Europarådet og i de overenskomster, der er indgået i henhold til denne bestemmelse.
Artikel 59
Medlemmerne af Kommissionen og af Domstolen har under udøvelsen af deres funktioner ret til de privilegier og immuniteter, der omhandles i artikel 40 i statutten for Europarådet og i de overenskomster, der er indgået i henhold til denne bestemmelse.
Artikel 60
Ingen bestemmelse i denne konvention må fortolkes som en begrænsning i eller afvigelse fra nogen af de menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, som måtte være tilsikret i henhold til en Høj kontraherende Parts lovgivning eller i henhold til anden overenskomst, den er part i.
Artikel 60
Ingen bestemmelse i denne konvention må fortolkes som en begrænsning i eller afvigelse fra nogen af de menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, som måtte være tilsikret i henhold til en Høj kontraherende Parts lovgivning eller i henhold til anden overenskomst, den er part i.
Artikel 61
Ingen bestemmelse i denne konvention skal begrænse de beføjelser, der er tillagt Ministerkomiteen ved Europarådets statut.
Artikel 61
Ingen bestemmelse i denne konvention skal begrænse de beføjelser, der er tillagt Ministerkomiteen ved Europarådets statut.
Artikel 62
Bortset fra særlig aftale giver de Høje kontraherende Parter afkald på at påberåbe sig traktater, overenskomster eller deklarationer, der består mellem dem, til i form af en klage at forelægge en tvist om fortolkning eller anvendelse af denne konvention til afgørelse på anden måde end fastsat i denne konvention.
Artikel 62
Bortset fra særlig aftale giver de Høje kontraherende Parter afkald på at påberåbe sig traktater, overenskomster eller deklarationer, der består mellem dem, til i form af en klage at forelægge en tvist om fortolkning eller anvendelse af denne konvention til afgørelse på anden måde end fastsat i denne konvention.
Artikel 63
Stk. 1. Enhver stat kan ved sin ratifikation eller når som helst derefter ved en notifikation til Europarådets generalsekretær erklære, at denne konvention skal udstrækkes til alle eller nogle af de områder, for hvis internationale forbindelser den er ansvarlig.
Stk. 2. Konventionen skal udstrækkes til det område eller de områder, der nævnes i notifikationen, fra den 30. dag efter, at Europarådets generalsekretær har modtaget denne notifikation.
Stk. 3. Bestemmelserne i denne konvention skal imidlertid i sådanne områder anvendes med skyldig hensyntagen til de stedlige vilkår.
Stk. 4. Enhver stat, der har afgivet en erklæring i overensstemmelse med denne artikels stk. 1, kan når som helst derefter på et eller flere af de områders vegne, som notifikationen omfatter, erklære, at den anerkender Kommissionens kompetence til at modtage klager fra personer, ikkestatslige organisationer eller grupper af enkeltpersoner i overensstemmelse med artikel 25 i denne konvention.
Artikel 63
Stk. 1. Enhver stat kan ved sin ratifikation eller når som helst derefter ved en notifikation til Europarådets generalsekretær erklære, at denne konvention skal udstrækkes til alle eller nogle af de områder, for hvis internationale forbindelser den er ansvarlig.
Stk. 2. Konventionen skal udstrækkes til det område eller de områder, der nævnes i notifikationen, fra den 30. dag efter, at Europarådets generalsekretær har modtaget denne notifikation.
Stk. 3. Bestemmelserne i denne konvention skal imidlertid i sådanne områder anvendes med skyldig hensyntagen til de stedlige vilkår.
Stk. 4. Enhver stat, der har afgivet en erklæring i overensstemmelse med denne artikels stk. 1, kan når som helst derefter på et eller flere af de områders vegne, som notifikationen omfatter, erklære, at den anerkender Kommissionens kompetence til at modtage klager fra personer, ikkestatslige organisationer eller grupper af enkeltpersoner i overensstemmelse med artikel 25 i denne konvention.
Artikel 64
Stk. 1. Enhver stat kan ved undertegnelsen af denne konvention eller ved deponeringen af ratifikationsinstrumentet tage forbehold med hensyn til enhver særskilt bestemmelse i konventionen, i det omfang en lov, som på det tidspunkt er i kraft på dens område, ikke er i overensstemmelse med bestemmelsen. Forbehold af generel karakter er ikke tilladt i henhold til denne artikel.
Stk. 2. Ethvert forbehold, der tages i henhold til denne artikel, skal indeholde en kort redegørelse for den pågældende lov.
Artikel 64
Stk. 1. Enhver stat kan ved undertegnelsen af denne konvention eller ved deponeringen af ratifikationsinstrumentet tage forbehold med hensyn til enhver særskilt bestemmelse i konventionen, i det omfang en lov, som på det tidspunkt er i kraft på dens område, ikke er i overensstemmelse med bestemmelsen. Forbehold af generel karakter er ikke tilladt i henhold til denne artikel.
Stk. 2. Ethvert forbehold, der tages i henhold til denne artikel, skal indeholde en kort redegørelse for den pågældende lov.
Artikel 65
Stk. 1. En Høj kontraherende Part kan ikke opsige denne konvention før udløbet af 5 år fra den dato, da den trådte i kraft for dens vedkommende, og efter et varsel på 6 måneder, der meddeles Europarådets generalsekretær, der skal underrette de andre Høje kontraherende Parter.
Stk. 2. En sådan opsigelse har ikke til virkning, at den pågældende Høje kontraherende Part frigøres fra sine forpligtelser ifølge denne konvention med hensyn til nogen handling, som kan udgøre en overtrædelse af denne konvention, og som er udført før den dato, da opsigelsen fik virkning.
Stk. 3. På samme vilkår skal enhver Høj kontraherende Part, der ophører med at være medlem af Europarådet, ophøre med at være part i denne konvention.
Stk. 4. Under iagttagelse af bestemmelserne i stk. 1-3 kan konventionen opsiges med hensyn til ethvert område, for hvilket den i medfør af artikel 63 er blevet erklæret anvendelig.
Artikel 65
Stk. 1. En Høj kontraherende Part kan ikke opsige denne konvention før udløbet af 5 år fra den dato, da den trådte i kraft for dens vedkommende, og efter et varsel på 6 måneder, der meddeles Europarådets generalsekretær, der skal underrette de andre Høje kontraherende Parter.
Stk. 2. En sådan opsigelse har ikke til virkning, at den pågældende Høje kontraherende Part frigøres fra sine forpligtelser ifølge denne konvention med hensyn til nogen handling, som kan udgøre en overtrædelse af denne konvention, og som er udført før den dato, da opsigelsen fik virkning.
Stk. 3. På samme vilkår skal enhver Høj kontraherende Part, der ophører med at være medlem af Europarådet, ophøre med at være part i denne konvention.
Stk. 4. Under iagttagelse af bestemmelserne i stk. 1-3 kan konventionen opsiges med hensyn til ethvert område, for hvilket den i medfør af artikel 63 er blevet erklæret anvendelig.
Artikel 66
Stk. 1. Denne konvention er åben for undertegnelse af Europarådets medlemmer. Den skal ratificeres. Ratifikationsinstrumenterne deponeres hos Europarådets generalsekretær.
Stk. 2. Denne konvention træder i kraft, når ti ratifikationsinstrumenter er blevet deponeret.
Stk. 3. For så vidt angår en signatarmagt, der senere ratificerer konventionen, træder denne i kraft den dag, ratifikationsinstrumentet deponeres.
Stk. 4. Europarådets generalsekretær skal give alle medlemmerne af Europarådet meddelelse om konventionens ikrafttræden, om navnene på de Høje kontraherende Parter, der har ratificeret den, og om deponering af alle ratifikationsinstrumenter, som senere foretages.
Artikel 66
Stk. 1. Denne konvention er åben for undertegnelse af Europarådets medlemmer. Den skal ratificeres. Ratifikationsinstrumenterne deponeres hos Europarådets generalsekretær.
Stk. 2. Denne konvention træder i kraft, når ti ratifikationsinstrumenter er blevet deponeret.
Stk. 3. For så vidt angår en signatarmagt, der senere ratificerer konventionen, træder denne i kraft den dag, ratifikationsinstrumentet deponeres.
Stk. 4. Europarådets generalsekretær skal give alle medlemmerne af Europarådet meddelelse om konventionens ikrafttræden, om navnene på de Høje kontraherende Parter, der har ratificeret den, og om deponering af alle ratifikationsinstrumenter, som senere foretages.
Ingen
Nr LSF 230
Forslag til Lov om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
Fremsat af justitsministeren (Engell)
den 19. februar 1992
Vedtaget ved tredjebehandling den 7. april 1992
Lov nr. 285 af 29/04/1992