Legislator Case Law & Legislation
199112K00216 DK

1991 LSF 216 FORSLAG TIL LOV OM AFHOLDELSE AF VEJLEDENDE FOLKEAFSTEMNING OM DANMARKS UDLÆNDINGEPOLITIK

7 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (7)

Statutory Text (7 Articles)

Lovforslag som fremsat 1991 216 Valid

§ 1. Der afholdes en vejledende folkeafstemning tirsdag den 2. juni

1992 om Danmarks udlændingepolitik.

Stk. 2. Ved folkeafstemningen stemmes der »ja« eller »nej« til følgende spørgsmål

1) Bør udenlandske statsborgeres valgret og valgbarhed til kommunale valg afskaffes?

2) Bør udlændinges retskrav om familiesammenføring her i landet ophæves?

3) Bør Danmarks forpligtelser til at modtage spontanflygtninge begrænses mest muligt?

4) Bør udenlandske statsborgere, der er straffet her i landet, kunne opnå dansk statsborgerskab?

5) Bør udenlandske statsborgere, der har afsonet fængselsstraf i Danmark, udvises efter strafafsoningen?

Lovforslag som fremsat 1991 216 Valid

§ 2. Berettiget til at deltage i afstemningen er enhver, der på afstemningsdagen opfylder betingelserne for valgret til Folketinget, og som er optaget på de valglister, der er omtalt i stk. 2.

Stk. 2. Det påhviler kommunalbestyrelsen at udarbejde en valgliste over kommunens vælgere og at udsende valgkort efter reglerne i kapitel 4 i lov om valg til Folketinget.

Stk. 3. Bekendtgørelse om afstemningen sker i overensstemmelse med reglerne i § 21 i lov om valg til Folketinget.

Lovforslag som fremsat 1991 216 Valid

§ 3. Bestemmelserne i §§ 97-103 og §§ 105-107 i lov om valg til Folketinget finder tilsvarende anvendelse ved folkeafstemningen.

Lovforslag som fremsat 1991 216 Valid

§ 5. Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne.

Bemærkninger til lovforslaget

Lovforslaget har til formål at sikre, at den danske befolkning aktivt inddrages i beslutninger om udformningen af den fremtidige udlændingepolitik.

Dette opnås ved afholdelse af vejledende folkeafstemning, der afholdes samtidig med den af regeringen og Socialdemokratiet planlagte afholdelse af folkeafstemning om EF-unionen tirsdag den 2. juni 1992.

De i lovforslagets § 2, stk. 2, anførte 5 afstemningstemaer dækker et bredt spekter af de problemer, Danmark er blevet påført som følge af lovgivningen på udlændingeområdet.

En folkeafstemning om netop disse helt centrale emner vil i høj grad kunne engagere befolkningen og bidrage til positiv folkelig debat og stillingtagen, der kan medvirke til at give regering og Folketing et sikrere beslutningsgrundlag for det fremtidige lovforberedende arbejde.

Afstemningstemaerne er valgt således, at de dækker væsentlige spørgsmål inden for forfatningsretten (spørgsmål 1), menneskerettigheder (spørgsmål 2), folkeretten (spørgsmål 3), indfødsretslovgivning (spørgsmål 4) og regler om straffølger og kriminalpolitik (spørgsmål 5). Der opnås således en tematisk alsidighed, der sikrer en saglig og relevant debat om disse yderst væsentlige emner.

Forslagsstillerne erkender, at også afstemning om andre temaer kunne overvejes, og forslagsstillerne vil under udvalgsarbejdet gerne forhandle med Folketingets øvrige partier om eventuel ændring i eller udbygning af de afstemningsemner, der forelægges for vælgerne.

Forslagsstillerne vil ikke i bemærkningerne til nærværende lovforslag argumentere for Fremskridtspartiets synspunkter på udlændingepolitikken og de stærke behov, der efter partiets mening er for omfattende ændringer i lovgivningen.

Forslagsstillernes saglige synspunkter og argumentation er kendt, og Fremskridtspartiet vil naturligvis ved enhver lejlighed, hvor dette er relevant, redegøre for og begrunde sine synspunkter, herunder gennem fremsættelse af lovforslag og forslag til folketingsbeslutninger, der fremmer partiets politik.

Nærværende lovforslag har imidlertid ikke til formål at promovere Fremskridtspartiets udlændingepolitik, men alene at sikre, at befolkningen får adgang til at ytre sig i en reel debat, hvor modstående synspunkter redeligt lægges frem og afprøves med henblik på en efterfølgende vejledende folkeafstemning.

Vedtagelsen af nærværende lovforslag vil være et væsentligt tiltag i demokratisk retning på lovgivningsområder, der alt for længe har været domineret af befolkningens manglende indflydelse på lovgivningen.

Lovforslaget må i øvrigt ses i lyset af den offentlige debat om øget brug af folkeafstemninger, der igennem en række måneder har været ført, ikke mindst i forbindelse med Folketingets 1. behandling af Fremskridtspartiets beslutningsforslag (B 7), forslag til folketingsbeslutning om direkte demokrati (vejledende folkeafstemninger ved vælgerinitiativ), fremsat den 22. oktober 1991 og førstebehandlet den 27. november 1991, se Folketingstidende 1991-92, sp. 685, 2916 og tillæg A sp. 1071. En række partier og politikere har her ytret sig positivt over for det stærke folkelige krav om øget brug af folkeafstemninger, og det nu fremsatte lovforslag om afholdelse af en folkeafstemning den 2. juni 1992 om udlændingepolitikken opfylder i høj grad ønskerne om en tiltrængt fornyelse af den politiske beslutningsproces. Hertil kommer, at afstemningstemaerne må anses for særdeles velegnede til at blive underkastet vælgerdebat og vælgerafgørelse.

Lovforslag som fremsat 1991 216 Valid

Nr LSF 216

Forslag til Lov om afholdelse af vejledende folkeafstemning om Danmarks udlændingepolitik

Fremsat af Pia Kjærsgaard (FP) Kim Behnke (FP) Tom Behnke (FP) Aage Brusgaard (FP) Annette Just (FP)

den 31. januar 1992

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →