Legislator Case Law & Legislation
199112K00176 DK

1991 LSF 176 FORSLAG TIL LOV OM TELETERMINALUDSTYR1)

18 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (18)

§ 1. Kommunikationsministeren kan fastsætte regler om § 1. Kommunikationsministeren kan fastsætte regler om § 2. I de i § 1 omhandlede regler kan der fastsættes krav til teleterminaludstyr, herunder bestemmelser om § 2. I de i § 1 omhandlede regler kan der fastsættes krav til teleterminaludstyr, herunder bestemmelser om § 3. Kommunikationsministeren kan bemyndige offentlige myndigheder eller private foretagender til at udføre godkendelses-, tilsyns- og kontrolforansta § 3. Kommunikationsministeren kan bemyndige offentlige myndigheder eller private foretagender til at udføre godkendelses-, tilsyns- og kontrolforansta § 4. Kommunikationsministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser truffet i henhold til bemyndigelse efter § 3, herunder at vis § 4. Kommunikationsministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser truffet i henhold til bemyndigelse efter § 3, herunder at vis § 5. Kommunikationsministeren eller den, der har bemyndigelse efter § 3, kan forlange alle oplysninger, som kommunikationsministeren skønner er nødven § 5. Kommunikationsministeren eller den, der har bemyndigelse efter § 3, kan forlange alle oplysninger, som kommunikationsministeren skønner er nødven § 6. I forskrifter, der udfærdiges i henhold til loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne. § 6. I forskrifter, der udfærdiges i henhold til loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne. § 7. Loven træder i kraft den 1. juli 1992. § 7. Loven træder i kraft den 1. juli 1992. § 8. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. § 8. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Officielle noter Oversigt (indholdsfortegnelse)

Statutory Text (18 Articles)

Lovforslag som fremsat 1991 176 Valid

§ 1. Kommunikationsministeren kan fastsætte regler om

teleterminaludstyr, herunder regler, der er nødvendige for

gennemførelsen og anvendelsen her i landet af De Europæiske

Fællesskabers retsforskrifter om sådant udstyr.

Lovforslag som fremsat 1991 176 Valid

§ 1. Kommunikationsministeren kan fastsætte regler om

teleterminaludstyr, herunder regler der er nødvendige for

gennemførelsen og anvendelsen her i landet af De Europæiske

Fællesskabers retsforskrifter om sådant udstyr.

Lovforslag som fremsat 1991 176 Valid

§ 2. I de i § 1 omhandlede regler kan der fastsættes krav til teleterminaludstyr, herunder bestemmelser om

1) Forbud mod eller indskrænkning i adgangen til markedsføring, ibrugtagning og anvendelse.

2) Krav om typegodkendelse, om godkendelse af kvalitetsstyringssystemer og om mærkning.

3) Betaling for godkendelse, tilsyn og kontrol.

4) Myndighedstilsyn og -kontrol, herunder adgang til relevante lokaliteter uden retskendelse.

5) Påbud om tilbagekaldelse fra markedet, tilbagekøb eller afhjælpning.

1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv nr. 91/263/EØF, De Europæiske Fællesskabers Tidende (EF-Tidende) 1991 L 128 s. 1.

Lovforslag som fremsat 1991 176 Valid

§ 2. I de i § 1 omhandlede regler kan der fastsættes krav til teleterminaludstyr, herunder bestemmelser om

1) Forbud mod eller indskrænkning i adgangen til markedsføring, ibrugtagning og anvendelse.

2) Krav om typegodkendelse, godkendelse af kvalitetsstyringssystemer samt om mærkning.

3) Betaling for godkendelse, tilsyn og kontrol.

4) Myndighedstilsyn og -kontrol, herunder adgang til relevante lokaliteter uden retskendelse.

5) Påbud om tilbagekaldelse fra markedet, tilbagekøb eller afhjælpning.

Lovforslag som fremsat 1991 176 Valid

§ 3. Kommunikationsministeren kan bemyndige offentlige myndigheder eller private foretagender til at udføre godkendelses-, tilsyns- og kontrolforanstaltninger efter loven.

Stk. 2. Kommunikationsministeren kan endvidere bemyndige de i stk. 1 nævnte myndigheder og foretagender til at udstede forbud og påbud efter bestemmelser fastsat i medfør af § 2, nr. 1 og 5.

Lovforslag som fremsat 1991 176 Valid

§ 3. Kommunikationsministeren kan bemyndige offentlige myndigheder eller private foretagender til at udføre godkendelses-, tilsyns- og kontrolforanstaltninger efter loven.

Stk. 2. Kommunikationsministeren kan endvidere bemyndige de i stk. 1 nævnte myndigheder og foretagender til at udstede forbud og påbud efter bestemmelser fastsat i medfør af § 2, nr. 1 og 5.

Lovforslag som fremsat 1991 176 Valid

§ 4. Kommunikationsministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser truffet i henhold til bemyndigelse efter § 3, herunder at visse afgørelser ikke kan påklages til højere administrativ myndighed.

Lovforslag som fremsat 1991 176 Valid

§ 4. Kommunikationsministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser truffet i henhold til bemyndigelse efter § 3, herunder at visse afgørelser ikke kan påklages til højere administrativ myndighed.

Lovforslag som fremsat 1991 176 Valid

§ 5. Kommunikationsministeren eller den, der har bemyndigelse efter § 3, kan forlange alle oplysninger, som kommunikationsministeren skønner er nødvendige for administration af loven.

Lovforslag som fremsat 1991 176 Valid

§ 5. Kommunikationsministeren eller den, der har bemyndigelse efter § 3, kan forlange alle oplysninger, som kommunikationsministeren skønner er nødvendige for administration af loven.

Lovforslag som fremsat 1991 176 Valid

§ 6. I forskrifter, der udfærdiges i henhold til loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 2. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab som sådant bødeansvar.

Lovforslag som fremsat 1991 176 Valid

§ 6. I forskrifter, der udfærdiges i henhold til loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 2. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab som sådant bødeansvar.

Lovforslag som fremsat 1991 176 Valid

§ 7. Loven træder i kraft den 1. juli 1992.

Stk. 2. Lov nr. 338 af 4. juni 1986 om telefonapparater ophæves efter kommunikationsministerens nærmere bestemmelse.

Lovforslag som fremsat 1991 176 Valid

§ 7. Loven træder i kraft den 1. juli 1992.

Stk. 2. Lov nr. 338 af 4. juni 1986 om telefonapparater ophæves efter kommunikationsministerens nærmere bestemmelse.

Lovforslag som fremsat 1991 176 Valid

§ 8. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Oprindeligt fremsat forslag

Lovforslag som fremsat 1991 176 Valid

§ 8. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

A. Formålet med lovforslaget

Formålet med forslaget er at skabe grundlag for gennemførelse her i landet af Rådets direktiv 91/263/EØF af 29. april 1991 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om teleterminaludstyr samt gensidig anerkendelse af udstyrets overensstemmelse (i det følgende benævnt »terminaldirektivet«).

Terminaldirektivet omfatter teleterminaludstyr. Som eksempler på udstyrstyper, der er omfattet af dette begreb, kan nævnes: Telefoner, telefaxapparater, telexapparater, PABC'er (omstillingsanlæg), telefonsvarere, trådløse telefoner, mobiltelefoner og personsøgemodtagere.

Udstyr, der kan tilsluttes det offentlige telenet, men som ikke er bestemt til et sådant formål, er ikke omfattet af begrebet. Dog opstiller terminaldirektivet visse regler om mærkning m.v. af sådant udstyr.

Telekommunikationssektoren undergår i disse år overalt i Europa betydelige ændringer. Området er således bl.a. karakteriseret ved indførelsen af et stadigt mere liberaliseret marked og af den teknologiske udvikling. I 1988 udstedte Kommissionen et direktiv om konkurrence på teleterminalmarkederne (88/301/EØF), hvormed alle eksklusive rettigheder vedrørende salg, installering m.v. af teleterminaludstyr blev ophævet, og allerede i 1986 havde Rådet vedtaget et direktiv om første fase af den gensidige anerkendelse af typegodkendelse af teleterminaludstyr (86/361/EØF). Sidstnævnte direktiv ophæves med det nye terminaldirektiv.

I EF-kommissionens grønbog fra 1987 om udvikling af et fælles marked for teletjenester og -udstyr understreges det bl.a., at gennemførelsen af fuld gensidig anerkendelse af typegodkendelser af teleterminaludstyr er af afgørende betydning for etableringen af et konkurrenceorienteret EF-dækkende terminalmarked.

Terminaldirektivet er udarbejdet efter de retningslinier, der er indeholdt i Rådets resolution af 7. maj 1985 om en ny metode i forbindelse med teknisk harmonisering og standarder (85/C 136/01). Endvidere bygger terminaldirektivet på Rådets afgørelse af 13. december 1990 om modulerne for de forskellige faser i procedurerne for overensstemmelsesvurdering med henblik på anvendelse i direktiverne om teknisk harmonisering (90/683/EØF).

Terminaldirektivet træder i kraft den 6. november 1992. Medlemsstaterne skal senest samme dato have truffet de nødvendige foranstaltninger til terminaldirektivets gennemførelse.

Lovforslaget indeholder ikke i sig selv bestemmelser om, hvilke krav der skal gælde for teleterminaludstyr. Der er tale om en bemyndigelseslov, der giver kommunikationsministeren hjemmel til at fastsætte nærmere regler herom. Forslaget er udarbejdet efter den »model«, der er anvendt i lov nr. 368 af 6. juni 1991 om medicinsk udstyr, som bl.a. har til formål at gennemføre direktiv 90/385/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om aktive implantable medicinske anordninger. Dette direktiv er udarbejdet efter samme retningslinier som terminaldirektivet.

I medfør af loven vil der blive fastsat nærmere regler for det danske godkendelsessystems opbygning og funktion for de krav, der fremover skal være opfyldt for teleterminaludstyr, samt for de foranstaltninger, der iøvrigt knytter sig hertil.

Forslaget indeholder bestemmelse om ophævelse af lov om telefonapparater.

Samtidig med fremsættelsen af dette forslag fremsætter kommunikationsministeren lovforslag om ændring af radiokommunikationsloven. Også dette lovforslag er begrundet i vedtagelsen af de nye EF-regler. For så vidt angår radioanlæg, der er omfattet af terminaldirektivet, fastsættes de nærmere regler om typegodkendelse m.v. fremover i medfør af dette lovforslag og ikke - som nu - i medfør af radiokommunikationsloven. Anvendelsen af de nye EF-regler forudsætter, at der for disse radioanlæg er udarbejdet fælles tekniske forskrifter.

B. De gældende regler

Efter lov nr. 84 af 11. maj 1897 om telegrafer og telefoner har staten eneret på offentlig telekommunikationsvirksomhed. Loven bemyndiger samtidig kommunikationsministeren til at meddele koncession på udøvelsen af denne eneret. I henhold hertil er der meddelt koncession til Tele Danmark A/S. Eneretten omfatter også retten til at tilslutte teleterminaludstyr til det offentlige telenet. Det har i praksis betydet, at kun udstyr, der var leveret af televirksomhederne, måtte tilsluttes det offentlige telenet.

Gennem liberalisering af teleterminaludstyrs-området blev det i slutningen af 1970'erne tilladt at tilslutte forskelligt specialudstyr til det offentlige telenet, selvom udstyret var leveret af andre end televirksomhederne. Denne liberalisering blev gennemført, uden at der blev vedtaget en særlig liberaliseringslov. I stedet blev der fastsat bestemmelser i televirksomhedernes abonnementsvilkår om, at udstyr, der var godkendt, måtte tilsluttes telenettet. I overensstemmelse med regeringens almindelige moderniseringsbestræbelser besluttedes det i midten af 1980'erne at gennemføre yderligere liberalisering, således at alt teleterminaludstyr nu frit kan forhandles og installeres under forudsætning af, at udstyret opfylder visse tekniske krav. Liberaliseringen var således allerede begyndt, da EF-kommissionen udstedte direktiv 88/301/EØF om konkurrence på teleterminalmarkederne, jf. ovenfor. Der har været tale om en gradvis liberalisering, der var gennemført fuldt ud den 1. juli 1990.

For telefonapparater blev der med lov nr. 338 af 4. juni 1986 om telefonapparater tilvejebragt et egentligt lovgrundlag for liberaliseringen og den dertil knyttede godkendelsesordning. Baggrunden herfor var, at der på tidspunktet for lovens vedtagelse foregik en stor import af »uautoriserede« telefonapparater. I forbindelse med den forestående liberalisering opstod ønsket om at kunne strafsanktionere salg og tilslutning af sådanne apparater. Loven trådte først i kraft den 30. november 1989, da liberaliseringen af telefonapparater blev gennemført.

Efter loven med tilhørende bekendtgørelse nr. 514 af 5. juli 1990 om forhandling, udlevering og tilslutning af telefonapparater gælder bl.a., at telefonapparater kun må forhandles, udleveres eller tilsluttes det offentlige telenet, hvis apparaterne er godkendt af Telestyrelsen.

For andre typer af teleterminaludstyr har telefonselskabernes abonnementsvilkår hidtil udgjort den eneste regulering. Vilkårene bestemmer bl.a., at teleterminaludstyr kun må tilsluttes, hvis det er godkendt af Telestyrelsen og mærket i overensstemmelse hermed. Ved overtrædelse af vilkårene kan telefonselskabet lukke abonnentens telefonforbindelse.

I dag foretages godkendelse af teleterminaludstyr af Telestyrelsen på basis af en prøvningsrapport fra et autoriseret laboratorium. For at en godkendelse kan gives, skal prøvningsrapporten dokumentere, at udstyret opfylder de tekniske bestemmelser, der er fastsat for udstyrskategorien.

Rådets direktiv 86/361/EØF indførte første fase af den gensidige anerkendelse af typegodkendelser af teleterminaludstyr, jf. ovenfor. I overensstemmelse hermed anerkendes prøvningsresultater udført af udenlandske, autoriserede laboratorier i det omfang, prøvningerne er baseret på en fælleseuropæisk overensstemmelsesspecifikation (NET). Direktivet har imidlertid ikke fået større praktisk betydning, da kun få af overensstemmelsesspecifikationerne er blevet endeligt fastsat. I den nuværende situation skal der derfor fortsat ansøges om typegodkendelse i hvert enkelt land, og udstyret skal teknisk tilpasses kravene i det enkelte land.

Der pågår i disse år et meget omfattende arbejde i Europa med hensyn til standardisering af diverse specifikationskrav og normer for teleterminaludstyr. Dette arbejde foregår i ETSI (European Telecommunications Standards Institute). Fastsættelse af fælleseuropæiske standarder er en betingelse for, at man kan forlade de nuværende nationale typegodkendelsesordninger, der er baseret på nationale tekniske bestemmelser, og i praksis implementere terminaldirektivets principper om gensidig anerkendelse af typegodkendelse m.v.

C. Terminaldirektivet

Terminaldirektivet er optrykt som bilag til lovforslaget.

Terminaldirektivet omfatter teleterminaludstyr, der er bestemt til at blive tilsluttet det offentlige telenet. I henhold til terminaldirektivet vil det sige, at udstyret er bestemt til direkte at blive tilsluttet et termineringspunkt i et offentligt telenet, eller at kunne fungere sammen med et offentligt telenet ved direkte eller indirekte tilslutning til et termineringspunkt i et offentligt telenet med henblik på at sende, behandle eller modtage informationer. Tilslutningssystemet kan være et kabelsystem, radiosystem, optisk system eller et andet elektromagnetisk system. Som eksempler på udstyrstyper, der er omfattet, kan nævnes: Telefoner, telefaxapparater, telexapparater, PABC'er (omstillingsanlæg), telefonsvarere, trådløse telefoner, mobiltelefoner og personsøgemodtagere.

Ved »offentligt telenet« forstås i terminaldirektivet den offentlige telekommunikationsinfrastruktur, der giver mulighed for at transmittere signaler mellem bestemte nettermineringspunkter ved hjælp af trådforbindelse, radiobølger, optiske medier eller andre elektromagnetiske midler.

Terminaldirektivet fastsætter de krav - de såkaldte væsentlige krav - som teleterminaludstyr skal opfylde. Det drejer sig bl.a. om brugersikkerhed, sikkerhed for televirksomhedernes ansatte, krav om elektromagnetisk kompatibilitet, beskyttelse af det offentlige telenet, effektiv udnyttelse af frekvensspektret samt interoperabilitet (terminaludstyrs evne til at kunne fungere sammen med andet udstyr).

De væsentlige krav er beskrevet generelt i terminaldirektivet. I overensstemmelse med Rådets resolution af 7. maj 1985 om en ny metode i forbindelse med teknisk harmonisering og standarder er den nærmere udmøntning af kravene forudsat at skulle ske ved udarbejdelse af harmoniserede standarder (ETS - European Telecommunication Standard). Disse standarder udarbejdes af ETSI. På basis af de harmoniserede standarder vedtager Kommissionen fælles tekniske forskrifter (CTR - Common Technical Regulation). I henhold til terminaldirektivet er disse forskrifter bindende. I den forbindelse bistås Kommissionen af et rådgivende udvalg benævnt Godkendelsesudvalget for Terminaludstyr (ACTE - The Approvals Committee for Terminal Equipment).

Medlemsstaterne skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at der kun markedsføres og ibrugtages terminaludstyr, der - korrekt installeret og vedligeholdt, og anvendt til det tilsigtede formål - opfylder terminaldirektivets krav. Er kravene ikke opfyldt, skal medlemsstaterne sørge for, at udstyret trækkes tilbage fra markedet, eller at dets markedsføring forbydes eller begrænses. Terminaldirektivet indeholder bestemmelser om procedurer for behandling på fællesskabsplan i tilfælde af, at ovennævnte foranstaltninger iværksættes.

Terminaldirektivet forudsætter, at medlemsstaterne bemyndiger organer til at udføre de nødvendige godkendelser i henhold til terminaldirektivet. Sådanne bemyndigede organer kan være enten offentlige myndigheder eller private foretagender uden for offentligt regi. Terminaldirektivet indeholder forskrifter for disse organer om kompetence og uvildighed.

Reglerne om bemyndigede organer samt de nedenfor omtalte procedurer til sikring af overensstemmelse med terminaldirektivet er baseret på Rådets afgørelse af 13. december 1990 om modulerne for de forskellige faser i procedurerne for overensstemmelsesvurdering med henblik på anvendelse i direktiverne om teknisk harmonisering.

Terminaldirektivet giver fabrikanten tre valgmuligheder for at opnå de nødvendige godkendelser.

Der er tale om

1) typegodkendelse kombineret med stikprøvekontrol,

2) typegodkendelse kombineret med godkendt kvalitetsstyringssystem for produktets fremstilling, og

3) godkendt »avanceret« kvalitetsstyringssystem, der også omfatter produktets udvikling og konstruktion.

»Typegodkendelse« kaldes i terminaldirektivet »EF-typeafprøvning«. Når der i dette lovforslag opereres med typegodkendelsesbegrebet, er det ikke udtryk for en indholdsmæssig fravigelse af terminaldirektivet, men alene et spørgsmål om terminologi.

Fabrikanten kan vælge ad 1) at få typegodkendt sit produkt hos et bemyndiget organ, som dernæst foretager stikprøvekontrol af de enkelte partier af produktet for at undersøge, om produkterne er i overensstemmelse med den godkendte type. Fabrikanten kan også vælge ad 2) en typegodkendelse suppleret med en godkendelse af fabrikantens kvalitetsstyringssystem til sikring af, at alle de fremstillede produkter er identiske med det typegodkendte produkt. Ved regelmæssig inspektion hos fabrikanten kontrollerer det bemyndigede organ, at fabrikanten opfylder sine forpligtelser i forbindelse med det godkendte system. Fabrikanten kan endelig ad 3) vælge at indføre et endnu mere avanceret kvalitetsstyringssystem. I dette tilfælde skal der ikke ske nogen typegodkendelse af produktet, men en godkendelse af kvalitetsstyringssystemet samt af produktets konstruktion, fremstilling m.v. på baggrund af fabrikantens dokumentation. Ved regelmæssig inspektion kontrollerer det bemyndigede organ, at fabrikanten opfylder sine forpligtelser. Fabrikanten kan frit vælge mellem de tre nævnte muligheder for godkendelse. Alle tre godkendelsesprocedurer indeholder krav til fabrikanten om at udstede en skriftlig overensstemmelseserklæring.

Det bemyndigede organ skal til enhver tid have adgang til fabrikations- og lagerlokaler og kan forlange, at den nødvendige dokumentation fremlægges.

Teleterminaludstyr, der opfylder terminaldirektivets krav, skal forsynes med EF-mærket (CE-mærke). Mærket er et synligt tegn på, at udstyret er i overensstemmelse med beskyttelseskravene i samtlige, relevante direktiver, der gælder for udstyret. En generel forordning om CE-mærket er under udarbejdelse.

Terminaldirektivet fastsætter særlige regler for udstyr, der kan tilsluttes det offentlige telenet, men som ikke er bestemt til et sådant formål. Sådant udstyr skal bl.a. være ledsaget af en erklæring fra fabrikanten eller leverandøren om, at udstyret ikke er bestemt til at blive tilsluttet det offentlige telenet. Genpart af denne erklæring skal, første gang udstyret markedsføres, indsendes til et bemyndiget organ. Endvidere skal udstyret være forsynet med et særligt mærke, der signalerer, at udstyret ikke må tilsluttes det offentlige telenet.

Fabrikanten er ansvarlig for at opfylde de forpligtelser, som terminaldirektivet foreskriver. Hvis fabrikanten ikke er etableret i EF, påhviler ansvaret den repræsentant, som fabrikanten har etableret i EF. Hvis hverken fabrikant eller repræsentant er etableret i EF, påhviler forpligtelserne enhver, der er ansvarlig for markedsføringen af produktet i EF.

Som omtalt tidligere omfatter terminaldirektivet visse former for radioanlæg, bl.a. mobiltelefoner.

Anvendelse m.v. af sådanne anlæg har hidtil været reguleret i medfør af radiokommunikationslovgivningen. I modsætning til trådbårent teleterminaludstyr har radioanlæg altid været liberaliseret. I medfør af radiokommunikationsloven stilles der krav om tilladelse og om typegodkendelse. Tilladelsesforholdene vil fortsat være reguleret af radiokommunikationslovgivningen. Tilladelse til oprettelse og drift af radioanlæg kan gives enten som en individuel tilladelse eller som en generel tilladelse. Ved en generel tilladelsesordning udgøres tilladelsen af den typegodkendelse, der er udstedt for anlægstypen, kombineret med en særlig mærkning af anlægget.

For radioanlæg, der er omfattet af terminaldirektivet, og for hvilke der udarbejdes fælleseuropæiske, tekniske forskrifter, vil der i vidt omfang blive indført generelle tilladelsesordninger. Der gøres opmærksom på, at det i forslag til lov om ændring af lov om radiokommunikation, der er fremsat samtidig hermed, er foreslået at bemyndige kommunikationsministeren til at bestemme, at visse kategorier af radioanlæg undtages fra radiokommunikationslovens krav om tilladelse. Hvis det viser sig hensigtsmæssigt, vil denne bemyndigelse bl.a. kunne udnyttes til at friholde radioanlæg, der er omfattet af terminaldirektivet, fra kravet om tilladelse.

Reglerne i terminaldirektivet skal anvendes fra den 6. november 1992.

D. Det fremtidige godkendelsessystem

I medfør af lovforslaget vil der blive fastsat regler om krav til terminaludstyr og om grundlaget for og organiseringen af godkendelsessystemet m.v. Det nærmere indhold af reglerne forudsættes drøftet med de berørte interesseorganisationer, myndigheder m.fl., som også har været hørt i forbindelse med udarbejdelsen af dette lovforslag.

Ifølge lovforslaget kan kommunikationsministeren bemyndige offentlige myndigheder eller private foretagender til at udføre godkendelses-, tilsyns- og kontrolforanstaltninger i overensstemmelse med terminaldirektivet. Lovforslaget indeholder endvidere bemyndigelse til at opkræve betaling for godkendelse, tilsyn og kontrol m.v. Endelig foreslås en bestemmelse om straf for overtrædelse af forskrifter, der udfærdiges i medfør af loven.

Den nærmere organisering af godkendelsessystemet overvejes i øjeblikket. I den forbindelse vil det bl.a. blive undersøgt, om laboratorier, der her i landet kun findes i privat regi, vil kunne bemyndiges til også at udstede den endelige typegodkendelse. Som omtalt ovenfor under afsnit B sker typegodkendelse i dag ved Telestyrelsens foranstaltning, det vil sige i offentligt regi, mens de tilgrundliggende afprøvninger foretages af dertil autoriserede (akkrediterede) private laboratorier.

Godkendelse af kvalitetsstyringssystemer er nyt i relation til teleterminalområdet. Det må anses for sandsynligt, at der vil blive tale om at bemyndige private selskaber til at varetage godkendelse, inspektion og kontrol af sådanne kvalitetsstyringssystemer.

Bemyndigelse af organer, herunder udpegning af laboratorier, vil ske i samarbejde med Industri- og Handelsstyrelsen. Ved afgørelse af ansøgninger om bemyndigelse vil der blive lagt vægt på, at foretagenderne så vidt muligt er akkrediteret af Industri- og Handelsstyrelsen.

Udover godkendelser og kontrol hos fabrikanten i tilknytning hertil vil Telestyrelsen forestå egentlig markedskontrol i forhandlerleddet for at sikre, at udstyr, der udbydes til salg, overholder de fastsatte krav m.v.

Terminaldirektivet forudsætter, at der fastsættes fælles tekniske forskrifter. Selvom standardiseringsarbejdet på telekommunikationsområdet i Europa prioriteres højt, må det forudses, at der vil gå flere år, før der er fastsat forskrifter for alle kategorier af teleterminaludstyr. For så vidt angår udstyr, der benyttes i forbindelse med såkaldte analoge systemer (i modsætning til de nyere digitale systemer), forventes det således, at der kun i begrænset omfang fastsættes fælles tekniske forskrifter.

I det omfang, der ikke er fastsat fælles tekniske forskrifter, forudses det hidtil gældende system her i landet for typegodkendelser m.v. videreført. Det vil sige, at godkendelserne udstedes af Telestyrelsen på basis af prøvningsrapporter fra autoriserede laboratorier. I et vist omfang vil der blive tale om at anerkende prøvningsresultater fra udenlandske laboratorier. Det vil bl.a. være tilfældet, hvis de udenlandske prøvninger er sket på grundlag af de tekniske bestemmelser, der gælder i Danmark.

E. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

I det omfang, Telestyrelsen påtager sig opgaver i forbindelse med godkendelsesprocedurerne, vil de hermed forbundne udgifter blive dækket ved gebyrer, der opkræves hos fabrikanterne.

I forbindelse med Telestyrelsens markedskontrol vil der kunne blive tale om, at Telestyrelsen udtager udstyr til nærmere undersøgelse. I den forbindelse kan det blive nødvendigt at lade udstyret underkaste afprøvninger på et laboratorium. Viser afprøvningerne, at udstyret ikke overholder kravene, vil der blive fastsat et gebyr til dækning af udgifterne til prøvningsrapport m.v. Gebyret opkræves hos den, der er ansvarlig for markedsføringen. Hvis afprøvningerne viser, at udstyret overholder kravene, er der ikke belæg for at opkræve gebyr. En efterlevelse af terminaldirektivets krav til medlemsstaterne om at sikre, at der kun markedsføres udstyr, der opfylder kravene, forudsætter imidlertid en effektiv markedskontrol. Til dækning af Telestyrelsens udgifter i tilfælde, hvor det viser sig, at udstyret overholder kravene, vil der derfor blive fastsat årlige gebyrer, der opkræves hos de selskaber, der driver telenet omfattet af ene- eller særrettigheder. Ved lovens ikrafttræden vil der være tale om Tele Danmark A/S og DMT Dansk MobilTelefon I/S. Gebyrets størrelse forventes fastsat med udgangspunkt i selskabernes abonnentantal.

Baggrunden for at søge dækning for udgifterne hos disse selskaber er, at selskaberne har en interesse i, at det udstyr, der tilsluttes deres net, opfylder de fastsatte krav.

Det skitserede system, hvorefter telenet-operatørerne betaler for markedskontrol af teleterminaludstyr, ligner den ordning, der kendes fra stærkstrøms-området her i landet. Udgifterne til den markedskontrol, der udøves af DEMKO for så vidt angår elektrisk materiel, dækkes således ved en årlig afgift, der opkræves hos de danske elektricitetsværker.

F. Høring

Udkastet til dette lovforslag har været udsendt til høring hos de i Telerådet repræsenterede organisationer m.fl. samt hos relevante ministerier.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

Efter bestemmelsen bemyndiges kommunikationsministeren til at fastsætte regler om teleterminaludstyr, herunder regler der er nødvendige for gennemførelsen og anvendelsen her i landet af De Europæiske Fællesskabers retsforskrifter om sådant udstyr. På indeværende tidspunkt er der alene tale om gennemførelse af direktiv 91/263/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om teleterminaludstyr samt gensidig anerkendelse af udstyrets overensstemmelse (i det følgende benævnt »terminaldirektivet«). Teleterminaludstyr er i terminaldirektivet defineret som udstyr, der er bestemt til at blive tilsluttet det offentlige telenet, jf. ovenfor under afsnit C i de almindelige bemærkninger. I overensstemmelse med terminaldirektivets bestemmelser vil der dog også blive tale om at fastsætte visse regler for udstyr, der kan tilsluttes det offentlige telenet, men som ikke er bestemt til et sådant formål, jf. ligeledes ovenfor under de almindelige bemærkninger.

Terminaldirektivets regler om »fri« markedsføring m.v. i hele EF bl.a. på basis af CE-mærkning forudsætter, at der er udarbejdet fælleseuropæiske tekniske forskrifter for udstyret. Udover regler til gennemførelse af terminaldirektivet vil der derfor ved den nærmere regelfastsættelse efter § 1 skulle tages højde for, at der for visse udstyrskategorier (endnu) ikke er udarbejdet sådanne fælles tekniske forskrifter. Sådant udstyr vil skulle behandles efter nationale tekniske bestemmelser. Dette indebærer bl.a., at udstyret ikke må CE-mærkes, og at det derfor ikke frit kan markedsføres og ibrugtages i EF. På basis af terminaldirektivet vil de nationale tekniske bestemmelser dog skulle tage udgangspunkt i de væsentlige krav, der er opregnet i terminaldirektivet. I relation til overensstemmelsesprocedurer for det omhandlede udstyr må det forudses, at det hidtil gældende system her i landet for typegodkendelser m.v. vil blive videreført.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger ovenfor.

Til § 2

Bestemmelsen præciserer kommunikationsministerens adgang til at fastsætte krav til teleterminaludstyr i henhold til bemyndigelsen i § 1. Opregningen i § 2, nr. 1-5, indeholder en ikke udtømmende opregning af de forhold, som kommunikationsministeren kan regulere i detaljerede gennemførelsesforskrifter. Den her foretagne opregning svarer i vid udstrækning til bestemmelserne i kapitel 4 a i lov nr. 307 af 16. maj 1990 om ændring af lov om markedsføring, der giver hjemmel til gennemførelse af EF-direktiver om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om sikkerhedskrav til legetøj og om levnedsmiddelimitationer, samt til bestemmelserne i lov nr. 368 af 6. juni 1991 om medicinsk udstyr.

Til nr. 1

Bestemmelsen bemyndiger kommunikationsministeren til at fastsætte bestemmelser om forbud mod eller indskrænkning i adgangen til markedsføring, ibrugtagning og anvendelse af teleterminaludstyr. Bestemmelsen skal ses i lyset af terminaldirektivet, der pålægger medlemsstaterne at træffe de nødvendige foranstaltninger til at forbyde eller indskrænke markedsføring eller ibrugtagning af udstyr, der ikke opfylder de væsentlige krav. Som eksempler på væsentlige krav kan nævnes: Brugersikkerhed, sikkerhed for televirksomhedernes ansatte, krav om elektromagnetisk kompatibilitet, beskyttelse af det offentlige telenet, effektiv udnyttelse af frekvensspektret samt interoperabilitet.

Til nr. 2

Bestemmelsen bemyndiger kommunikationsministeren til at fastsætte regler om krav om typegodkendelse, godkendelse af kvalitetsstyringssystemer samt om mærkning. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger ovenfor.

Til nr. 3

Bestemmelsen åbner mulighed for, at der opkræves betaling for arbejdet med godkendelse, tilsyn og kontrol. Det er tanken at overlade det til de involverede organer at opkræve betaling for arbejdet i forbindelse med godkendelse, tilsyn og kontrol. Derudover er det også tanken, at der i visse tilfælde skal kunne tages betaling for omkostninger i forbindelse med egentlig markedskontrol, som udføres af Telestyrelsen. Udgifter til markedskontrol, hvor det viser sig, at udstyret opfylder de fastsatte krav, vil blive søgt dækket ved opkrævning af årlige gebyrer hos de selskaber, der driver telenet omfattet af ene- eller særrettigheder. Der henvises i øvrigt til afsnit E i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Ifølge lovforslagets § 3 bemyndiger kommunikationsministeren offentlige eller private foretagender til at udføre godkendelses-, tilsyns-, og kontrolforanstaltninger efter loven. Det er hensigten med bestemmelsen, at sådanne organer skal have adgang til relevante lokaliteter uden retskendelse, f.eks. fabrikations- og lagerlokaler, for at gennemføre godkendelse, tilsyn og kontrol. Endvidere skal organerne kunne udtage prøveeksemplarer og fjerne disse med henblik på undersøgelser og afprøvninger. Det samme skal gælde for Telestyrelsen ved dens udførelse af den egentlige markedskontrol.

Til nr. 5

Bestemmelsen giver mulighed for at fastsætte regler om udstedelse af påbud om tilbagekaldelse fra markedet, tilbagekøb eller afhjælpning.

Udover selve tilbagekaldelsen fra markedet, og det under nr. 1 omtalte forbud mod markedsføring og ibrugtagning, bør det kunne påbydes den ansvarlige for markedsføringen at tilbagekøbe allerede solgt udstyr til en pris, der normalt ikke bør være højere end anskaffelsesprisen på et tilsvarende - overensstemmende - produkt.

Der bør endvidere være mulighed for at udstede påbud om, at det forhold, som er årsag til uoverensstemmelsen, afhjælpes.

Til § 3

Ifølge lovforslaget kan kommunikationsministeren bemyndige offentlige myndigheder eller private foretagender til at udføre godkendelses-, tilsyns- og kontrolforanstaltninger efter loven. Kommunikationsministeren kan fastsætte nærmere vilkår for bemyndigelsen.

Endvidere kan prøvningslaboratorier udpeges af kommunikationsministeren.

Terminaldirektivet indeholder forskrifter om kompetence og uvildighed hos godkendelsesorganer og disses ledere og teknikere. De europæiske standardiseringsorganisationer har udarbejdet standarder herfor (jf. DS/EN-45000 serien), og organer, der opfylder de kriterier, som er fastsat i de relevante harmoniserede standarder, formodes at opfylde kravene i henhold til terminaldirektivet.

Desuden indeholder terminaldirektivet regler om sagsbehandling, herunder om tavshedspligt.

Private foretagender, der måtte blive udpeget som bemyndigede organer, er ikke omfattet af forvaltningsloven og lov om offentlighed i forvaltningen. Afhængig af den nærmere tilrettelæggelse af det fremtidige godkendelsessystem kan det imidlertid vise sig hensigtsmæssigt, at kommunikationsministeren efter forhandling med justitsministeren fastsætter regler om, at forvaltningsloven og offentlighedsloven helt eller delvis skal gælde for disse foretagender, jf. § 1, stk. 2, i forvaltningsloven og § 1, stk. 3, i offentlighedsloven.

Såfremt grundlaget for bemyndigelse af et organ bortfalder, f.eks. som følge af tilbagekaldelse af dets akkreditering, vil kommunikationsministeren tilbagekalde bemyndigelsen.

Bestemmelsen i stk. 2 giver kommunikationsministeren adgang til at bemyndige godkendelsesorganer til at udstede forbud og påbud, jf. i øvrigt bemærkningerne til § 2, nr. 1 og 5.

Til § 4

Bestemmelsen bemyndiger kommunikationsministeren til at fastsætte regler om adgang til at klage over afgørelser truffet af de organer, der efter § 3 er bemyndiget til at udføre godkendelses-, tilsyns- og kontrolforanstaltninger, samt om, at visse afgørelser ikke kan påklages til højere administrativ myndighed.

Det tilsigtes hermed at fastsætte regler om adgang til klage bl.a. over afgørelser truffet af private godkendelsesorganer. Sådanne regler vil bl.a. kunne tænkes hensigtsmæssige i relation til det materielle i en afgørelse. Det vil derimod næppe komme på tale at afskære adgangen til at klage over sagsbehandlingsfejl m.v. Under alle omstændigheder vil kommunikationsministeren altid have adgang til at påse, at godkendelsesorganerne overholder vilkårene for den bemyndigelse, de har fået meddelt.

Til § 5

Bestemmelsen bemyndiger kommunikationsministeren, eller det organ der har bemyndigelse efter § 3, til at forlange alle de oplysninger, kommunikationsministeren skønner nødvendige for administrationen af regler fastsat i medfør af loven.

Fremlæggelse af dokumentation for fremstilling i overensstemmelse med de fastsatte krav pålægges fabrikanter, importører og forhandlere m.fl.

Efter bestemmelsen kan kommunikationsministeren endvidere kræve alle nødvendige oplysninger til brug for vurderingen af grundlaget for bemyndigelse eller fortsat bemyndigelse af en offentlig myndighed eller en privat virksomhed til at udføre godkendelses-, tilsyns- og kontrolforanstaltninger efter § 3. Oplysningspligten kan omfatte spørgsmål vedrørende habilitet, teknisk kompetence, faglig integritet samt personalemæssige kvalifikationer.

Til § 6

Bestemmelsen giver hjemmel til, at der i forskrifter, der udfærdiges i medfør af loven, kan fastsættes bødestraf for overtrædelse af bestemmelserne.

Terminaldirektivet pålægger medlemsstaterne pligt til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at forbudene mod markedsføring, ibrugtagning m.m. af terminaludstyr, der ikke opfylder terminaldirektivets krav, overholdes. Da kontrollen hermed bl.a. sker i form af stikprøvekontrol, bør der af præventive grunde kunne reageres med bødestraf, hvis det konstateres, at der handles i strid med reglerne.

Terminaldirektivet indeholder en formodningsregel, hvorefter terminaludstyr, der er forsynet med CE-mærket, formodes at opfylde sikkerhedsforskrifterne. Der bør derfor være adgang til at pålægge bødestraf, hvis CE-mærket er uberettiget anvendt, eller der ikke på kontrolmyndighedernes forlangende fremlægges dokumentation for, at udstyret er fremstillet i overensstemmelse med de fastsatte sikkerhedskrav.

For at sikre kontrollens gennemførelse, bør nægtelse af at medvirke hertil kunne straffes med bøde. Endvidere bør der være adgang til at pålægge bødestraf i tilfælde af, at et forbud eller påbud ikke efterleves.

Til § 7

Loven træder i kraft den 1. juli 1992. Terminaldirektivet træder først i kraft den 6. november 1992. Ved at lade loven træde i kraft allerede 1. juli 1992 åbnes der mulighed for så tidligt som muligt at gennemføre det nye godkendelsessystem for teleterminaler, herunder at bemyndige de organer, der skal forestå opgaver i forbindelse med godkendelser.

Direktiv 86/361/EØF ophæves i henhold til terminaldirektivet med virkning fra den 6. november 1992. Organer, der er bemyndiget efter direktiv 86/361/EØF kan under visse omstændigheder udpeges til prøvningslaboratorier i en periode på 18 måneder efter direktivets ophævelse. Uanset ophævelsen kan enhver typegodkendelse, som er meddelt i overensstemmelse med direktivet, forblive gyldig i henhold til de gyldighedskriterier, der gjaldt for den oprindelige godkendelse.

Ministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere bestemmelse om ophævelse af lov nr. 338 af 4. juni 1986 om telefonapparater. Det er ikke fundet hensigtsmæssigt uden videre at lade telefonapparatloven ophæve ved lovens ikrafttræden. Det skyldes, at der vil kunne opstå et tomrum, hvis der på tidspunktet for lovens ikrafttræden ikke er fastsat administrative forskrifter, der kan afløse telefonapparatloven.

RÅDETS DIREKTIV

af 29. april 1991

om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om teleterminaludstyr samt gensigig anerkendelse af udstyrets overensstemmelse

(91/263/EØF)

BILAG I

EF-TYPEAFPRØVNING

BILAG IV

FULD KVALITETSSTYRING

BILAG V

MINIMUMSKRITERIER, SOM MEDLEMSSTATERNE SKAL LÆGGE TIL GRUND VED UDPEGELSE AF BEMYNDIGEDE ORGANER I HENHOLD TIL ARTIKEL 10, STK. 1

BILAG VI

MÆRKER TIL UDSTYR, JF. ARTikel 11, stk. 1

BILAG VIII

MODEL TIL ERKLÆRING SOM NÆVNT I ARTIKEL 2, STK. 1

Lovforslag som fremsat 1991 176 Valid

(* 1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv nr. 91/263/EØF, De Europæiske Fællesskabers Tidende (EF-Tidende) 1991 L 128 s. 1.

Lovforslag som fremsat 1991 176 Valid

Nr LSF 176

Forslag til Lov om teleterminaludstyr1)

Fremsat af kommunikationsministeren (Torben Rechendorff)

den 15. januar 1992

Vedtaget ved tredjebehandling den 17. marts 1992

Lov nr. 230 af 08/04/1992

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →