1991 LSF 174 FORSLAG TIL LOV OM BORGERNES RET TIL EN HURTIG OG FORSVARLIG SAGSBEHANDLING

§ 1. Loven gælder for alle dele af den offentlige forvaltning samt

for den del af den offentlige sektor, koncessionerede selskaber

m.v., hvis opgave det er at stille ydelser til rådighed for borgerne.

Stk. 2. Vedkommende minister kan fastsætte regler om, at loven helt eller delvis skal gælde for nærmere angivne selskaber, institutioner, foreninger m.v., som ikke kan henregnes til den offentlige forvaltning. Det gælder dog kun, hvis udgifterne ved deres virksomhed overvejende dækkes af statslige eller kommunale midler, eller i det omfang de ved eller i henhold til lov har fået tillagt beføjelser til at træffe afgørelser på statens eller en kommunes vegne.

§ 2. Lovens formål er at sikre en hurtig og forsvarlig sagsbehandling såvel i tilfælde, hvor borgeren henvender sig til det offentlige m.v., som når det offentlige på eget initiativ skal iværksætte en sagsbehandling i en borgers interesse.

§ 3. Såfremt en henvendelse fra en borger til en offentlig forvaltning m.v., jf. § 1, (f.eks. en klage eller en ansøgning) forudsætter et svar og det ikke kan forventes, at en afgørelse foreligger inden for 2 uger, påhviler det forvaltningen at bekræfte modtagelsen af henvendelsen og oplyse om længden af den forventede sagsbehandlingstid samt oplyse om, til hvilken medarbejder eller til hvilken forvaltningsenhed henvendelser om sagen kan ske.

§ 4. Den i forvaltningsloven foreskrevne sagsbehandling (herunder gennemførelse af aktindsigt, gennemførelse af partshøring m.v.) skal ske så hurtigt, som det er forsvarligt. Der skal ske underretning af den politisk ansvarlige myndighed, såfremt der opstår væsentlige forsinkelser på grund af personalemangel eller mangel på ressourcer i øvrigt.

§ 5. Når de til en sags afgørelse nødvendige oplysninger er tilvejebragt, skal der træffes afgørelse, inden der er forløbet 4 uger, medmindre vedkommende minister eller anden ansvarlig politisk myndighed på grund af særlige forhold (f.eks. i tilfælde, hvor afgørelsen skal træffes af kollektive organer, herunder nævn) har fastsat en forlænget frist, der skal være så kort som muligt.

Stk. 2. Kan den fastsatte frist ikke overholdes, skal borgeren orienteres herom med oplysning om anledningen til forsinkelsen. En gang om året skal den politisk ansvarlige myndighed underrettes om omfanget af eventuelle overskridelser af fristen i stk. 1.

§ 6. Vedkommende minister eller anden ansvarlig politisk myndighed kan bestemme, at ansøgninger om tilladelser, godkendelser eller lignende inden for bestemte udpegede områder skal anses for at være imødekommet, medmindre der er meddelt afslag eller i øvrigt givet en orientering vedrørende sagens behandling eller forventede afslutning inden en nærmere fastsat frist.

§ 7. Folketinget nedsætter et udvalg, der holder sig orienteret om gennemførelsen af denne lov. Udvalget modtager en årlig redegørelse fra hvert ministerium om gennemførelsen af loven og herunder om de problemer, der måtte være opstået.

Stk. 2. Udvalget består af 17 medlemmer fra Folketinget og tiltrædes af 2 medlemmer fra Kommunernes Landsforening, 2 medlemmer fra Amtsrådsforeningen samt 1 medlem, der repræsenterer Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Stk. 3. Udvalget afgiver beretning til Folketinget en gang om året.

§ 8. Loven træder i kraft den 1. januar 1993.

Stk. 2. Loven gælder ikke for sager om færøske og grønlandske anliggender, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft for sådanne sager med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger. Dette gælder dog kun for sager, der er eller har været under behandling af rigsmyndighederne.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Forvaltningsloven og loven om offentlighed i forvaltningen (henholdsvis lov nr. 571 og lov nr. 572 af 12. september 1985) gennemførtes efter grundige overvejelser og i samarbejde mellem stat, kommuner og amtskommuner. Visse forståelige betænkeligheder, f.eks. vedrørende begrundelsespligten i forvaltningsloven, var reelle nok, men i praksis har det vist sig, at fordelene klart har opvejet de mulige ulemper, som visse bestemmelser har givet i form af mere arbejde. Når der alligevel jævnligt og ofte med rette rettes kritik mod den offentlige og halvoffentlige forvaltning, herunder koncessionerede selskaber m.v., skyldes det i et meget stort omfang det tidsrum, der ofte går, før en sag er afgjort. Selv om der så vidt vides mangler generelle undersøgelser heraf, er det indtrykket, at tidsrummet er stigende, og at ventetiderne bliver længere og længere og undertiden uacceptabelt lange, hvilket adskillige udtalelser fra Folketingets Ombudsmand da også vidner om.

Her tænkes ikke alene på den egentlige offentlige forvaltning, men også på den offentlige sektors servicevirksomhed, hvor ventetiden på afgørelser og dermed på effektueringen af serviceydelsen ofte er meget lang. De retskrav, borgerne har over for det offentlige, og de krav, borgerne har på, at der tages stilling til, om ydelser, på hvilke intet retskrav haves, kan bevilges, undermineres af det lange tidsforløb, der ofte går forud for retskravets effektuering eller sagsbehandlingens afslutning i øvrigt.

Det er naturligvis altid forbundet med visse betænkeligheder at opstille tidsfrister. Sagernes karakter er højst forskellig, og behovet for hurtige afgørelser er også varierende. Hertil kommer, at de myndigheder, der skal træffe afgørelserne, kan have en højst forskellig struktur. Mange afgørelser træffes i realiteten af enkeltpersoner inden for forvaltningen, men mange træffes af kollektivt sammensatte organer, der i øvrigt kan have meget forskellig arbejdsform og forskellig mødefrekvens alt efter sagsområdets karakter.

Disse forskelligheder må der selvsagt tages hensyn til. På den anden side er tidsfrister utvivlsomt nødvendige, hvis der skal opnås en effektivisering, hvad angår det tidsmæssige. Blot må man gøre sig klart, at der i en indkøringsfase må indhøstes erfaringer, før endnu fastere regler, eventuelt forbundet med sanktioner, kan indføres.

Dette er baggrunden for, at lovforslaget forudsætter et tæt samarbejde mellem stat, kommuner og amtskommuner og en løbende politisk vurdering dels i forvaltningen og dels i et folketingsudvalg, der tiltrædes af repræsentanter for de kommunale myndigheder. Det bør understreges, at der her bliver tale om vurderinger med henblik på justeringer - ikke om oprettelse af et egentligt klageorgan og altså på ingen måde et organ, der træder i stedet for eller kan sidestilles med Folketingets Ombudsmand.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Bestemmelsen svarer i det væsentlige til de tilsvarende bestemmelser i offentlighedsloven og forvaltningsloven, men med den tilføjelse, at den også skal omfatte den del af den offentlige sektor, koncessionerede selskaber m.v., der som en offentlig opgave har at stille ydelser til rådighed for borgerne. Således er f.eks. hospitaler omfattet. Det samme gælder koncessionerede selskaber, der har monopol eller monopolagtige stillinger, således DSB, SAS, KTAS og andre telefonselskaber. Der kan forekomme afgrænsningsvanskeligheder, som vil skulle drøftes under lovforslagets behandling.

Til § 2

Bestemmelsen udtrykker den generelle målsætning for sagsbehandlingens karakter. Denne skal være hurtig og forsvarlig og skal understrege, at dette ikke alene gælder i tilfælde, hvor en borger henvender sig til det offentlige, f.eks. søger om en tilladelse, klager over et eller andet forhold, men også tilfælde, hvor det offentlige har pligt til på eget initiativ at iværksætte en sagsbehandling.

Til § 3

Mange statslige og kommunale enheder har allerede indført den praksis, at man bekræfter modtagelsen af en henvendelse og orienterer om, hvornår henvendelsen kan forventes besvaret m.v. I mange tilfælde gives der ikke en sådan foreløbig tilkendegivelse. Forslagsstillerne mener, at det hører med til god og forsvarlig sagsbehandling, at man inden for en kort periode enten afgør en sag eller oplyser, hvornår den kan tænkes afgjort.

Til § 4

Det er ikke muligt generelt at fastlægge, hvor længe en sagsbehandling må vare, men det er en selvfølge, som bør lovfæstes, at det skal ske så hurtigt, som det er forsvarligt. For at få bragt utilfredsstillende situationer frem til debat og korrektion bestemmes det, at den i forvaltningen ansvarlige person skal orientere den politisk ansvarlige myndighed, når der opstår væsentlige forsinkelser. Der er naturligvis tale om et skøn. Men der er på den anden side situationer, hvor man klart overskrider grænsen for det forsvarlige. Når ansøgere om en adoptionsbevilling således bliver orienteret om, at det varer ca. 1 år, inden sagsbehandlingen overhovedet kan påbegyndes, på grund af personalemangel, er der klart tale om et uforsvarligt forhold, som den politisk ansvarlige myndighed må gøres opmærksom på og dermed tage ansvar for. Det statsamt, hvor den nævnte væsentlige forsinkelse vedrørende adoptionsbevillinger foreligger, bør således orientere justitsministeren herom, således at denne kan orientere det i § 7 nævnte udvalg, medmindre forholdene ændres. En socialforvaltning med urimelige sagsbehandlingstider bør orientere det relevante udvalg eller kommunalbestyrelsen, således at denne enten kan korrigere situationen eller, hvis dette ikke er muligt, orientere indenrigs- eller socialministeren herom med henblik på, at denne i den årlige rapport, jf. § 7, kan henlede Folketingets opmærksomhed på forholdet.

Til § 5

Når en sag er moden til afgørelse, bør afgørelsen naturligvis træffes hurtigt. Forslagsstillerne har overvejet frister på 2, 3 eller 4 uger, men med mulighed for særregler, hvor særlige forhold gør dette nødvendigt. Man har valgt en frist på 4 uger, idet der til gengæld gås ud fra, at i så tilfælde bliver der kun behov for yderligere generelt fastlagte forlængede frister i meget få tilfælde. Det er en selvfølge, at afgørelsen i øvrigt skal træffes så hurtigt som overhovedet muligt, og at de 4 uger kun anses som den tilladelige frist, hvis en hurtigere afgørelse ikke kan træffes. Også vedrørende denne bestemmelse skal den politisk ansvarlige myndighed underrettes om omfanget af eventuelle overskridelser med henblik på en politisk stillingtagen og et politisk ansvar.

Til § 6

Denne bestemmelse repræsenterer en nydannelse. Der vil utvivlsomt være en række områder, hvor det er utænkeligt at have en regel om, at en ansøgning skal anses for at være bevilget, hvis der ikke er givet afslag inden for en nærmere fastsat frist. Det er en selvfølge, at de bestemmelser, vedkommende minister eller anden politisk myndighed fastsætter herom, også skal indeholde regler om, at fristen udskydes, hvis sagsbehandlingen forsinkes i kraft af senere henvendelser fra borgeren. På den baggrund er der næppe risiko for misbrug, men skulle sådant forekomme i et ikke uvæsentligt omfang, må den politisk ansvarlige myndighed eller udvalget, som nedsættes i medfør af § 7, overveje konsekvenserne heraf.

Til § 7

Bestemmelsen repræsenterer en nydannelse, idet der er tale om et udvalg, der er sammensat af såvel folketingsmedlemmer som medlemmer fra de kommunale organisationer og Københavns og Frederiksberg Kommuner. I og med at flere og flere tidligere statslige opgaver nu udføres af kommunerne, således at det undertiden beror på hensigtsmæssighedsafgørelser mere end det kommunale selvstyres karakter, om en opgave løses kommunalt eller statsligt, er det rimeligt at nedsætte et sådant fælles udvalg. Tanken er, at udvalget skal være midlertidigt. Forslagsstillerne forestiller sig en funktionsperiode på tre-fem år, hvorefter der vil kunne overvejes en revision af loven.

Udvalget er ikke et klageorgan.

Hver minister udarbejder en gang om året en redegørelse til udvalget med henblik på dettes eller Folketingets overvejelser. Redegørelsen forudsættes udarbejdet efter høring af de dele af forvaltningen m.v., herunder de kommunale organisationer, som berøres af lovforslaget. Naturligvis kan udvalget også basere sine overvejelser på andet materiale, f.eks. avisartikler, henvendelser fra interesseorganisationer m.v.

Forslagets administrative og økonomiske konsekvenser

Lovforslaget indebærer ud over § 6 ingen nydannelser i administrationen ud over fastlæggelse af frister. Når lovforslagets frister »er kørt ind«, medfører lovforslaget således ingen udgifter, men en mere smidig administration, der formentlig kan være omkostningsbesparende, fordi en hurtig sagsbehandling ofte kræver et mindre tidsforbrug til på ny at sætte sig ind i sagen m.v. I særlige situationer, hvor ventetiderne er helt urimelig lange, kan der blive tale om midlertidig ansættelse af personale, men det må antages, at det kun vil være nødvendigt i meget begrænset omfang, og da kun i en overgangsfase.

Ingen

Nr LSF 174

Forslag til Lov om borgernes ret til en hurtig og forsvarlig sagsbehandling

Fremsat af Svend Auken (S) Ole Espersen (S) Klaus Hækkerup (S) Frank Jensen (S) Torben Lund (S) Lykketoft (S) Lone Møller (S) Grete Schødts (S)

den 14. januar 1992