1991 LSF 102 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MARKEDSFØRING (OPHÆVELSE AF MARKEDSFØRINGSFORBUD)
Table of Provisions (8)
Statutory Text (8 Articles)
§ 1
I lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 455 af 17. juni 1991, som ændret ved lov nr. 831 af 18. december 1991, foretages følgende ændringer
1. I § 6 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke
»Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan erhvervsdrivende med tilladelse efter luftfartslovens § 75, stk. 1 og 2, samt erhvervsdrivende, der samarbejder med sådanne tilladelsesindehavere om specielle kundeprogrammer, i kundearrangementer tilbyde flyrejser eller andre ydelser, der står i naturlig forbindelse hermed.«
2. I § 7 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke
»Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse i forbindelse med de i § 6, stk. 3, nævnte kundeprogrammer.«
§ 1
I lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 455 af 17. juni 1991, foretages følgende ændringer
1. Kapitel 2, §§ 6-8 a ophæves.
2. I § 19, stk. 3, udgår », §§ 6-8 a«.
§ 1
I lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 455 af 17. juni 1991, som ændret ved lov nr. 831 af 18. december 1991, foretages følgende ændringer
1. I § 6 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke
»Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan erhvervsdrivende med tilladelse efter luftfartslovens § 75, stk. 1 og 2, samt erhvervsdrivende, der samarbejder med sådanne tilladelsesindehavere om specielle kundeprogrammer, i kundearrangementer tilbyde flyrejser eller andre ydelser, der står i naturlig forbindelse hermed.«
2. I § 7 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke
»Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse i forbindelse med de i § 6, stk. 3, nævnte kundeprogrammer.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. april 1992.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 1992.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Overflødige og unødvendige love skal så vidt muligt afskaffes. Skadelige love skal i endnu højere grad afskaffes. Markedsføringsforbudene i markedsføringsloven er både overflødige, unødvendige og skadelige. Derfor foreslås det, at kapitel 2, der omfatter §§ 6-8 a, i lov om markedsføring ophæves.
Ophævelsen af markedsføringsforbudene bør være et godt og enkelt eksempel på den reelle gennemførelse af afbureaukratisering og lovsanering, som stort set alle Folketingets partier med jævne mellemrum taler så pænt om, men gør så lidet ved.
Markedsføringsforbudene i markedsføringsloven består i grove træk af forbud og diverse forbehold over for tilgift, rabatmærker, lodtrækning og rentefri konti. Tiden er løbet fra hensigten bag loven, der primært er at beskytte forbrugeren. Loven brydes dagligt uden væsentlige indsigelser. Endvidere er loven gennemhullet af undtagelser. Det er på tide, at Folketinget tilpasser loven til realiteternes verden og ophæver markedsføringsforbudene i markedsføringsloven.
Der er ingen fare for, at afskaffelsen af markedsføringsforbudene vil føre til kaos og urimelige tilstande. Forbudene er i bedste fald overflødige. Og forbrugerne vil fortsat være beskyttet af markedsføringslovens generalklausul § 1, der siger, at der ikke må foretages handlinger, der strider mod god markedsføringsskik.
Danmark er en del af et internationalt samfund. Internationaliseringen tiltager dagligt. Forretningsenhederne bliver større og større. Konkurrencen skærpes. Med disse trends for øje har vi ikke råd til at være bagstræberiske i Danmark. Vi må skaffe vort erhvervsliv frie og optimale eksistensbetingelser. En lille gestus i den forbindelse er at fjerne unødvendige forbud, der hæmmer erhvervslivet i dets daglige virke. Et af disse generende forbud er markedsføringslovens 4 markedsføringsforbud.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Ad nr. 1
Forslaget indebærer, at markedsføringslovens §§ 6-8 a udgår. Om de nuværende lovbestemmelser bemærkes
Til § 6 - forbud mod tilgift
Tilgift benyttes ofte i forbindelse med promotionsaktiviteter, hvor specielle kampagnepakninger indgår. Danmark har i dag en langt mere restriktiv markedsføringslov end vores vigtigste samhandelspartner Tyskland og flere andre vigtige EF-samhandelspartnere. Både danske og udenlandske virksomheder, der arbejder internationalt, tvinges derfor til at tilpasse deres internationale kampagner efter dansk lovgivning.
Varerne skal ompakkes, og kampagnerne skal ændres. Derved hindrer den danske markedsføringslov varernes fri bevægelighed over grænserne.
Meningen med det indre marked må vel være, at virksomheder kan sælge de samme varer, pakket på samme måde ved brug af den samme reklamekampagne. Afskaffelse af markedsføringsforbudene i markedsføringsloven vil således være et vigtigt skridt mod åbne grænser og EF-harmonisering.
Forbudet mod tilgift overtrædes jævnligt, og for det meste går det upåagtet hen. Et enkelt besøg i et større supermarked er nok til at finde flere eksempler på overtrædelser af tilgiftforbudet.
Til § 7 - forbud mod rabatmærker
Rabatmærker er kun tilladt, såfremt de kan indløses til pålydende værdi her i Danmark, og dette er påtrykt mærkerne. Det er spørgsmålet, om et sådant krav er i overensstemmelse med EF-ret.
Producenterne tvinges derved til at lave forskellige produktioner til forskellige lande med deraf følgende omkostninger til produktion, logistik, lager m.m. Den optimale løsning med eet rabatmærke med tekst på forskellige sprog, der ikke kan indløses mod penge, men som kun kan bruges til at købe flere varer for, kan ikke realiseres.
Forbudet mod brug af rabatmærker lægger samme restriktioner på internationale virksomheders aktiviteter som forbudet mod tilgift. Det kan ikke være rigtigt, at vi på den måde skal lægge sten i vejen for international handel. Danmark kan ikke på egen hånd stoppe internationaliseringen, og vi har heller ingen interesse heri.
Til § 8 - forbud mod fordeling af præmier ved lodtrækning
Periodiske tidsskrifter er undtaget fra forbudet mod fordeling af præmier via lodtrækning, det samme gælder bankernes gevinstopsparing. Hvorfor må andre virksomheder ikke krydre deres markedsføring med spil og konkurrencer med tilfældigt udfald?
Forbrugerne udsættes for et utal af konkurrencer, hvis udfald helt eller delvis beror på tilfældet - f.eks. Lotto, Lykkehjulet og diverse lotterier fra velgørende institutioner såsom Kræftens Bekæmpelse, Røde Kors m.fl. Hvor går grænsen mellem disse aktiviteter og erhvervsdrivendes?
Siden vedtagelsen af markedsføringsforbudene er det blevet tilladt at drive spillekasinoer i Danmark. Trods kraftig offentlig regulering af denne virksomhed kan ingen vel være i tvivl om, at de bagvedliggende intentioner er kommercielle, og at udfaldet er tilfældigt. Når nogle erhvervsdrivende kan tilbyde folk at spille sig fra hus og hjem på et casino, hvorfor må andre erhvervsdrivende så ikke tilbyde deres kunder at deltage i en rask lille lodtrækning om nogle spændende præmier?
En anden nyere ting er de mange små lokale radiostationer. Hovedparten af disse kan kun overleve i kraft af deres lyttertal, og man behøver ikke lytte i mange minutter for at blive klar over, at en væsentlig aktivitet er konkurrencer med mere eller mindre tilfældigt udfald. Konkurrencerne bruges dels som en markedsføringsaktivitet, hvor annoncører og præmiesponsorer får deres produkter markedsført i forbindelse med konkurrencen, dels som en spændende aktivitet over for radiostationens lyttere. Hvor er logikken i, at andre erhvervsdrivende fortsat ikke må fordele gevinster til deres kunder ved lodtrækning?
Der er således masser af eksempler på erhvervsdrivende, der fordeler »gevinster ved lodtrækning, præmiekonkurrencer eller anden foranstaltning, hvis udfald helt eller delvis beror på tilfældet«. Nogle gange med lovens velsignelse i kraft af en eksplicit undtagelsesbestemmelse i loven, andre gange er det i princippet forbudt i henhold til markedsføringslovens § 8 - men i almindelighed bliver det stiltiende accepteret.
Konkurrencer afholder erhvervslivet sig alligevel ikke fra - trods den restriktive lovgivning. Der pågår utallige forbrugerkonkurrencer arrangeret af erhvervsdrivende. Et enkelt besøg i et supermarked er nok til at enhver ved selvsyn kan finde 2-5 konkurrencefoldere. Men der trækkes skam ikke lod om gevinsterne. Den til kedsommelighed rutinemæssigt benyttede tilføjelse til konkurrencerne er typisk: lav det bedste slogan, eller lav den bedste tegning af . . . Der kan sættes et meget stort spørgsmålstegn ved indholdet af saglighed eller retfærdighed i en udvælgelse af de 50 bedste slogans eller de 25 bedste farvelægninger. Er reel lodtrækning ikke mindst lige så retfærdigt?
En meget stor del af konkurrencerne gør udbyderne sig end ikke umage med at lovliggøre. Baggrunden er, at kun en brøkdel af de ulovlige konkurrencer bliver indbragt for forbrugerombudsmanden, og normalt tager behandlingen så lang tid, at konkurrencen er afsluttet, før sagen er afgjort.
For alle de 3 nævnte markedsføringsforbud gælder spørgsmålene: Hvorfor have overflødige love, der bliver brudt eller omgået dagligt? Er det ikke bedre at tage konsekvensen af, at udviklingen er løbet fra forbudene og ophæve dem? Det mener forslagsstillerne.
Til § 8 a - forbud mod rentefri konti
Forbudet mod rentefri konti udspringer af et forsøg på at begrænse det lånefinansierede forbrug. Siden er der blevet justeret på andre parametre, herunder rentefradragsretten, og problemet er ikke længere påtrængende. Da baggrunden for forbudet således er faldet bort, bør forbudet ophæves.
Det kan i øvrigt være meget svært at forstå, hvorfor rentefri konti er forbudt, når det er tilladt at give pengene retur 10 år efter købet.
Skal forbudet endelig gælde, så er markedsføringsloven ikke det rette sted. Hvis rentefri konti er lovlige, bør reklamering hermed også være lovlig. Hvis rentefri konti er ulovlige, er reklamering hermed i strid med god markedsføringsskik. Markedsføringslovens generalklausul træder derved i kraft, og yderligere specifikation er unødvendig.
Ad nr. 2
Straffebestemmelserne for så vidt angår §§ 6-8 a foreslås ophævet som konsekvensændring af nr. 1.
Afsluttende bemærkninger
Den teknologiske forskel mellem førende mærkevarer til forbrugere er minimal i dag - om overhovedet eksisterende. Markedsføring er derfor ofte afgørende i mærkevareudbydernes bestræbelser på at positionere sig og differentiere sig fra hinanden.
En ophævelse af forbudene vil åbne for kreativiteten på reklamebureauer og i marketingafdelinger landet over med hensyn til kampagner med rabatmærker, tilgift og lodtrækninger, som vi kender det fra udlandet. Forsøger vi fortsat at bremse udviklingen i Danmark, vil vi opleve, at danske mærkevare-udbydere taber markedsandele til udenlandske konkurrenter, som er vant til at arbejde med disse former for promotions uden restriktioner.
Det kan ikke være i nogens interesse. Vi har længe nok under dække af et delvis misforstået hensyn til forbrugerens tarv lagt låg på kreaviteten inden for dansk markedsføring; nu er tiden inde til at tage låget af gryden. Udviklingen er løbet fra markedsføringsforbudene, tiden er inde til at ophæve dem.
Efter 2. behandling den 19. marts 1992
§ 2
Loven træder i kraft den 1. april 1992.
Ingen
Nr LSF 102
Forslag til Lov om ændring af lov om markedsføring (Ophævelse af markedsføringsforbud)
Fremsat af Michael Kock (FP) Tom Behnke (FP) Ole Donner (FP) Kirsten Jacobsen (FP) Annette Just (FP)
den 7. november 1991
Vedtaget ved tredjebehandling den 24. marts 1992
Lov nr. 209 af 30/03/1992