1991 LSF 100 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN (UDEBLIVELSESDOMME OG VARETÆGTSFÆNGSLING)

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 748 af 1. december 1989 som ændret senest ved lov nr. 348 (§ 56) og nr. 349 af 6. juni 1991, foretages følgende ændringer

1. I § 163 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke

» Stk. 2. I straffesager, hvor der er spørgsmål om frihedsstraf, kan vedkommende dog alene domfældes som udebleven, såfremt forkyndelse er sket for denne personlig.«

Stk. 2 bliver herefter til stk. 3.

2. I § 731, stk. 1, indsættes som litra i

»i) når sager, hvor der er spørgsmål om frihedsstraf, fremmes i medfør af § 847, stk. 3, nr. 3.«

3. § 762, stk. 2, affattes således

» Stk. 2. En sigtet kan endvidere varetægtsfængsles, når der foreligger en særlig bestyrket mistanke om, at han har begået

1) en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, og som efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover, og hensynet til retshåndhævelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod,

2) en overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, §§ 244-246, § 250 eller § 252, såfremt lovovertrædelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed kan ventes at ville medføre en ubetinget dom på fængsel i mindst 60 dage, og hensynet til retshåndhævelsen skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod, eller

3) en overtrædelse både af straffelovens § 241 og færdselslovens § 53, stk. 1 eller 2, såfremt lovovertrædelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed kan ventes at ville medføre en ubetinget dom på fængsel i mindst 5 måneder, og hensynet til retshåndhævelsen skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod.«

4. § 847 affattes således

» § 847. Udebliver tiltalte ved begyndelsen eller i løbet af domsforhandlingen, og kan han ikke straks bringes til stede, udsættes sagen, medmindre retten beslutter at fremme domsforhandlingen helt eller delvis efter stk. 2 og 3.

Stk. 2. Er tiltalte udeblevet trods lovlig tilsigelse og uden oplyst lovligt forfald, kan retten bestemme, at der skal ske afhøring af vidner og syns- og skønsmænd, der er mødt, hvis det findes foreneligt med hensynet til tiltalte, og hvis udsættelse af afhøringen vil være til væsentlig ulempe for de mødte eller medføre væsentlig udsættelse af sagen. Afhøring kan dog kun ske, såfremt tiltaltes forsvarer er mødt.

Stk. 3. En domsforhandling kan fremmes til dom i tiltaltes fravær, hvis retten ikke finder hans tilstedeværelse nødvendig,

1) når han er undveget, efter at anklageskriftet er forkyndt for ham,

2) når han, efter at være mødt ved sagens påråb, har forladt tingstedet uden rettens tilladelse,

3) når der skønnes ikke at blive spørgsmål om højere straf end fængsel i 6 måneder, eller

4) når forhandlingen skønnes utvivlsomt at ville føre til hans frifindelse.

Stk. 4. Medmindre tiltalte har samtykket heri, kan domsforhandlingen alene fremmes i medfør af stk. 3, nr. 3, såfremt tiltalte har været lovligt tilsagt, jf. § 163, og ved tilsigelsen er gjort bekendt med, at udeblivelse uden oplyst lovligt forfald kan bevirke, at han dømmes i overensstemmelse med den rejste tiltale.«

5. § 962, stk. 2, 2. pkt., affattes således

»Tiltalte kan kun anke, såfremt frihedsstraf er idømt, eller såfremt tiltalte har givet møde i sagen og mere end 20 dagbøder eller en bøde på over 3.000 kr. eller konfiskation af genstande af tilsvarende værdi eller andre offentligretlige følger er idømt.«

6. § 987, stk. 1, 1. pkt., affattes således

»Er en udebleven tiltalt blevet domfældt uden at anke efter reglerne i kapitel 83 kan finde sted, kan han begære sagen genoptaget til ny forhandling, når han godtgør, at han har haft lovligt forfald og ved ham utilregnelige omstændigheder har været forhindret fra i tide at anmelde dette, eller at stævningen ikke rettidigt er kommet til hans kundskab.«

§ 1

I bilaget til lovforslaget er de foreslåede bestemmelser sammenholdt med de gældende regler.

Til nr. 1

Med denne bestemmelse om personlig forkyndelse gøres en undtagelse fra hovedreglen i § 163, stk. 1, hvorefter en forkyndelse er gyldig, selv om meddelelsen ikke kommer til vedkommendes kundskab. Stk. 1 skal sammenholdes med § 157, hvorefter forkyndelse kan ske for medlemmer af husstanden, udlejer, arbejdsgiver m.fl.

Til nr. 2

Der indføres med denne bestemmelse obligatorisk forsvarerbeskikkelse i sager, hvor domsforhandlingen fremmes i tiltaltes fravær efter forslaget til § 847, stk. 3, nr. 3.

Der vil allerede efter de gældende regler i de fleste tilfælde være beskikket en forsvarer, men med den foreslåede bestemmelse sikres, at en forsvarer også er til stede i sager, der er omfattet af § 731, stk. 1, litra e, jf. stk. 2, samt § 925, stk. 3.

Til nr. 3

Stk. 2, nr. 1 og 2, svarer til gældende ret.

Bestemmelsen i nr. 3 giver mulighed for retshåndhævelsesarrest i trafikdrabssager.

Der henvises herom i det hele til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 3.

Til nr. 4

Den foreslåede nye affattelse af § 847 har karakter af en samlet bestemmelse om mulige konsekvenser af tiltaltes udeblivelse fra behandlingen af en straffesag. Adgangen til uden bevisførelse at anse tiltaltes udeblivelse som en skylderkendelse er dog fortsat forbeholdt bødepolitisager, jf. bestemmelsen i retsplejelovens § 934, stk. 1, som opretholdes uændret. Der indføres således i princippet samme muligheder for afhøring af vidner og syns- og skønsmænd, for fremme af domsforhandlingen og for afsigelse af udeblivelsesdom i sager efter såvel kapitel 77 om domsforhandling ved landsret som kapitel 80 og 81 om domsforhandling for byret, jf. henvisningen i § 928, stk. 1, og § 939 til kapitel 77.

Der er efter forslaget ikke noget til hinder for, at retten først træffer afgørelse om f.eks. afhøring af vidner efter stk. 2 og derefter om fremme af domsforhandling efter stk. 3.

Stk. 1 og 2 svarer til den gældende stk. 1, bortset fra, at kravet om forsvarersamtykke til afhøringen er udgået, jf. de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.

Afgørelse om fremme af en sag efter stk. 3 forudsætter, at retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig. Det følger heraf, at afgørelsen ikke kan være definitiv, og at retten derfor kan beslutte at standse den fortsatte domsforhandling, såfremt der efterfølgende kommer oplysninger frem, som efter rettens opfattelse gør det påkrævet eller ønskeligt, at tiltalte er til stede.

Om bestemmelsens anvendelsesområde henvises til de almindelige bemærkninger. Det fremgår heraf, at reglen hovedsagelig er tiltænkt anvendt af domstolene i forbindelse med de mere takstmæssige lovovertrædelser og navnlig inden for færdselslovsområdet.

Efter stk. 4 kræves det som en betingelse for at anvende de nye muligheder for at idømme frihedsstraf i tiltaltes fravær, at tilsigelsen til retsmødet er forkyndt for den pågældende personlig. Der skal endvidere være givet oplysninger om konsekvenserne af udeblivelse.

Såfremt muligheden for at lade tiltalte anholde ønskes bibeholdt som alternativ til afsigelse af udeblivelsesdom, skal der som hidtil gives udtrykkelig oplysning herom i forbindelse med oplysningen om muligheden for afsigelse af udeblivelsesdom, jf. herved § 757.

Til nr. 5

Efter 2. pkt. i § 962, stk. 2, er tiltaltes anke i politisager af bøde og konfiskation begrænset i samme omfang som hidtil, mens det præciseres, at der er en fortsat fri adgang til anke af domme, hvor der idømmes frihedsstraf, også selv om tiltalte ikke har givet møde under sagen.

Til nr. 6

Der er tale om en konsekvensændring i forbindelse med ændringen af § 847.

Samtidig er den gældende adgang til genoptagelse i nævningesager efter 1. led udgået, da den er uden praktisk betydning.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 1992.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Lovforslaget har til formål at udvide adgangen til at idømme frihedsstraf ved udeblivelsesdom. Det foreslås, at en domsforhandling kan fremmes til dom i tiltaltes fravær, hvis retten ikke finder hans tilstedeværelse nødvendig, og der ikke skønnes at blive spørgsmål om højere straf end fængsel i 6 måneder. Gældende rets krav om, at tiltalte skal give samtykke til sagens fremme, foreslås således ophævet. I stedet stilles krav om, at anklageskriftet skal være forkyndt for tiltalte personlig, og at der skal være beskikket en forsvarer for tiltalte. Endvidere foreslås adgangen til at afhøre vidner ændret, når tiltalte udebliver fra domsforhandlingen, idet der ikke længere stilles krav om samtykke fra forsvareren til afhøringen. Forslagene fremgår af § 1, nr. 1, 2 og 4, om en ændret affattelse af retsplejelovens § 163, § 731 og § 847.

Efter lovforslaget skal der endvidere være mulighed for i retshåndhævelsesøjemed at varetægtsfængsle trafikanter, der i spirituspåvirket tilstand begår uagtsomt manddrab. Efter forslaget skal der i sådanne sager være adgang til varetægtsfængsling, når der foreligger en særlig bestyrket mistanke om, at der i forbindelse med spirituskørsel er begået uagtsomt manddrab, såfremt lovovertrædelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed kan ventes at ville medføre en ubetinget dom på fængsel i mindst 5 måneder, og hensynet til retshåndhævelsen skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod (ny nr. 3 i § 762, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 3).

Såvel forslagene om en udvidet adgang til at idømme frihedsstraf ved udeblivelsesdom som forslaget om varetægtsfængsling af trafikanter, der i spirituspåvirket tilstand begår uagtsomt manddrab, bygger på notater, der er udarbejdet af Justitsministeriet. Notaterne har forinden lovforslagets fremsættelse været sendt til høring hos berørte myndigheder og organisationer, jf. pkt. 6.

2. Udeblivelsesdomme

2.1. Gældende ret

Efter retsplejelovens § 934, stk. 1, kan retten i politisager, hvor tiltalte udebliver uden oplyst lovligt forfald, og hvor der ikke er spørgsmål om højere straf end bøde, afsige udeblivelsesdom. Her anses tiltaltes udeblivelse som en tilståelse. Baggrunden herfor er, at det på grund af den ringe straf, der oftest udmåles efter faste takster, anses for at være af mindre betydning for tiltalte at være til stede under domsforhandlingen. Dommen kan udfærdiges ved en påtegning på anklageskriftet.

Dommeren kan afvise at afsige udeblivelsesdom, hvis omstændighederne taler herimod, f.eks. hvis tiltalen er uklar, eller politiets lovanvendelse kan give anledning til tvivl. Som andre eksempler kan nævnes, at tiltalte ikke kan antages trods en lovlig forkyndelse at have fået underretning om sagen, eller sagen må antages at have væsentlig betydning for tiltalte, f.eks. på grund af bødens størrelse.

Erstatningskrav og konfiskationskrav, som er angivet i anklageskriftet, kan ligeledes påkendes på trods af tiltaltes udeblivelse. Derimod kan der ikke ved en udeblivelsesdom ske frakendelse af førerretten.

Tilsigelsen til retsmødet skal indeholde oplysning om, at udeblivelse uden oplyst lovligt forfald kan bevirke, at tiltalte dømmes efter anklageskriftet, jf. retsplejelovens § 932, stk. 1.

Statsadvokatsager vil i tilfælde, hvor sigtede har erkendt sig skyldig over for politiet, normalt blive søgt fremmet som tilståelsessager efter retsplejelovens § 925.

Afgørelse af en sag som tilståelsessag, dvs. uden bevisførelse og uden medvirken af domsmænd, kan alene ske, hvis den sigtede i retten afgiver en uforbeholden tilståelse, hvis rigtighed bestyrkes ved de i øvrigt foreliggende oplysninger, og sigtede samtykker i, at sagen afgøres på denne måde.

Denne afgørelsesmåde forudsætter således, at sigtede er til stede i det retsmøde, hvor sagen behandles.

I domsmandssager, der ved byretten er alternativet til proceduren efter retsplejelovens § 925, kan domsforhandling som hovedregel ikke foretages uden tiltaltes tilstedeværelse, jf. § 846. Hvis tiltalte udebliver uden oplyst lovligt forfald, kan retten dog efter § 847, stk. 1, med forsvarerens samtykke bestemme, at afhøring af vidner (og syns- og skønsmænd) skal ske. Sådan beslutning kan dog kun træffes, hvis det er foreneligt med hensynet til tiltalte, og udsættelse af sagen er til væsentlig ulempe for de mødte. Bestemmelsen giver ikke adgang til at afgøre sagen i tiltaltes fravær.

Derimod kan domsforhandlingen efter § 847, stk. 2, i visse tilfælde fremmes i tiltaltes fravær, når retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig. Heri ligger, at sagen ikke som følge af tiltaltes udeblivelse må være væsentlig ringere oplyst end almindeligt i straffesager, som er behandlet på sædvanlig måde i tiltaltes nærværelse.

Herudover stilles der efter den nævnte bestemmelse krav om,

1) at tiltalte er undveget efter anklageskriftets forkyndelse,

2) at tiltalte uden rettens tilladelse har forladt tingstedet efter sagens begyndelse (sagens påråb),

3) at tiltalte har meddelt samtykke til sagens behandling i hans fravær, og der ikke skønnes at blive spørgsmål om højere straf end fængsel i 6 måneder, eller

4) at retten skønner, at sagen utvivlsomt vil ende med frifindelse.

Tiltalte anses ikke for undveget, blot fordi han ikke kan træffes på sin bopæl eller andre sandsynlige steder.

Bestemmelserne i § 847 finder efter loven også anvendelse i nævningesager, men må her anses for at være uden praktisk betydning, dels fordi den tiltalte oftest vil være til stede, fordi han er varetægtsfængslet, og dels fordi det formentlig altid i så alvorlige sager må anses for nødvendigt, at tiltalte er til stede under domsforhandlingen. Stk. 2, nr. 3, kan slet ikke benyttes, fordi en strafpåstand på mindst 4 års fængsel er en forudsætning for nævningebehandling efter § 687, stk. 2, nr. 1.

I ankesager ved landsretterne kan domsforhandlingen fremmes uden tiltaltes tilstedeværelse, hvis anken alene vedrører strafudmålingen. Er anke til frifindelse rejst af tiltalte, kan retten i tilfælde af tiltaltes udeblivelse afvise anken, når retten skønner, at forhandlingen ikke med nytte kan fremmes i hans fravær, jf. retsplejelovens § 965 c, stk. 3. Tiltaltes udeblivelse medfører således normalt kun udsættelse af sagen, hvis anklagemyndigheden har anket med påstand om domfældelse i videre omfang end ved byrettens dom. Sagen kan dog også i disse tilfælde fremmes, hvis betingelserne i § 847, stk. 2, er opfyldt.

For alle sagstyper gælder, at retten kan træffe beslutning om anholdelse, såfremt en tiltalt, der er tilsagt, udebliver uden oplyst lovligt forfald, jf. retsplejelovens § 757. Det er dog kun i få tilfælde praktisk muligt, at anholdelsen kan ske straks, således at den tiltalte bringes til stede i det retsmøde, hvorfra han er udeblevet.

Retsplejelovens hovedregel er således, at retten kun kan træffe realitetsafgørelse i en straffesag, hvis tiltalte er til stede under domsforhandlingen. En væsentlig undtagelse er gjort for politisager, hvor der ikke er spørgsmål om højere straf end bøde.

2.2. Forslagets baggrund og indhold

Et udvalg, der bestod af repræsentanter for politi, domstole m.v. inden for Justitsministeriets område, afgav i november 1988 et katalog over de områder inden for justitsvæsenet, hvor der måtte antages at kunne opnås besparelser og forenklinger, uden at dette ville få afgørende negative retssikkerhedsmæssige konsekvenser.

En del af de foreslåede forenklinger er gennemført ved lov nr. 396 af 13. juni 1990 om ændring af straffeloven og retsplejeloven m.v., herunder navnlig om appelbegrænsningsregler i civile sager og straffesager.

Kataloget indeholder herudover forslag om indførelse af en udvidet adgang til idømmelse af frihedsstraf ved udeblivelsesdom.

Endvidere har arbejdsgruppen under Dommerforeningen i januar 1991 i sit ideoplæg, Domstolenes Opgaver - Struktur m.v., ligeledes stillet forslag om en udvidet adgang til at fremme straffesager i tiltaltes fravær.

Disse forslag skal tillige ses i lyset af en undersøgelse, som rigsadvokaten har udarbejdet vedrørende aflyste/udsatte retsmøder ved byretterne i april 1986. Det fremgår heraf bl.a., at af i alt 6.097 retsmøder (excl. politisager, hvor der blev afsagt udeblivelsesdom) blev 2.144 retsmøder (eller 35 pct.) aflyst eller udsat. I knap 40 pct. af disse tilfælde - svarende til ca. 15 pct. af samtlige sager - skyldtes dette sigtedes/tiltaltes udeblivelse uden oplyst lovligt forfald. I knap 60 pct. af de tilfælde, hvor retsmøder blev udsat eller aflyst, skyldtes det forgæves eller ikke rettidig indstævning af sigtede/tiltalte. I de få resterende tilfælde skyldtes udsættelsen vidners eller andres forhold.

Indførelse af en udvidet adgang til idømmelse af frihedsstraf ved udeblivelsesdom kan ske på grundlag af to fundamentalt forskellige principper, der i forvejen er indeholdt i retsplejeloven. I bødepolitisager anses udeblivelse normalt som vedgåelse af det påsigtede forhold, og der sker umiddelbar domfældelse, medmindre retten finder, at særlige omstændigheder taler herimod, jf. § 934, stk. 1.

Bestemmelsen i § 847, stk. 2, der finder anvendelse ved behandlingen af øvrige sagstyper, angiver ikke en tilsvarende formodning. Her er der alene tale om, at domsforhandlingen fremmes i tiltaltes fravær med bevisførelse osv.

Begge disse principper kan hver for sig eller i kombination benyttes ved indførelse af en ny ordning.

Den største grad af effektivisering vil kunne opnås ved benyttelse af princippet fra bødepolitisager, således at udeblivelse generelt anses som vedgåelse.

Selv om en udeblivelse vil kunne anses som en erkendelse, må det ikke desto mindre forventes, at en række forhold vil gøre, at domstolene formentlig ikke særlig hyppigt vil anvende en sådan adgang i sager, der i dag søges fremmet som tilståelsessager efter retsplejelovens § 925. Det vil være tilfældet for sager, hvor oplysninger om tiltaltes personlige forhold meget ofte spiller en afgørende rolle for strafudmålingen, og hvor der ofte vil være uklarheder i selve sagens faktum, som retten vil være utilbøjelig til at anse for afgjort i og med tiltaltes udeblivelse, f.eks. også af hensyn til medgerningsmænd. Det samme vil gælde en del sager, der behandles efter kapitel 81 (om politisager), og hvor der påstås frihedsstraf.

Endvidere er det efter Justitsministeriets opfattelse retssikkerhedsmæssigt overvejende betænkeligt at betragte den omstændighed, at en tiltalt ikke møder op til et retsmøde som ensbetydende med en erkendelse, der skal kunne danne grundlag for idømmelse af frihedsstraf.

De retssikkerhedsmæssige betænkeligheder kunne i et vist omfang imødegåes ved fastsættelse af lempelige regler om domfældtes adgang til anke eller genoptagelse, men herved elimineres den mulighed for effektivisering og ressourcebesparelse, som en udvidet adgang til udeblivelsesdomme kunne medføre. Efter de gældende regler kan en udeblivelsesdom i en politisag ikke ankes, men kan genoptages, såfremt domfældte kan godtgøre, at han havde lovligt forfald og var forhindret i at give underretning herom, eller såfremt stævningen ikke var kommet til hans kundskab, jf. § 962, stk. 2, sammenholdt med § 987, stk. 1. Såfremt domfældelse derimod er sket i tilfælde, hvor fremgangsmåden efter § 847, stk. 2, har været anvendt, er der sædvanlig adgang til anke, mens der normalt ikke vil være mulighed for genoptagelse, jf. § 962, stk. 1, og § 978.

I civile sager er der efter retsplejelovens § 367 en ubegrænset adgang til genoptagelse inden for 4 uger efter dommens afsigelse. Den eksisterende forskel mellem civile og kriminelle sager kan begrundes i bødestraffenes relativt ringe økonomiske betydning. Såfremt der indføres en adgang til at anse tiltaltes udeblivelse som en erkendelse og på det grundlag idømme frihedsstraf ved udeblivelsesdom, taler meget for, at adgangen til genoptagelse ikke bør være ringere end den, der gælder for civile sager.

Såfremt der bliver tale om anke eller genoptagelse i et større antal tilfælde, vil dette som nævnt formentlig i vidt omfang opveje fordelene ved indførelse af regler om udeblivelsesdom. Det gælder i hvert fald for så vidt angår sager efter retsplejelovens § 847, idet byretterne ved genoptagelse vil blive belastet med gentagelse af hele domsforhandlingen med bevisførelse osv., eller landsretterne vil blive belastet med et øget antal ankesager.

Justitsministeriet har på denne baggrund ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at foreslå reglerne i retsplejelovens § 934, stk. 1, om udeblivelsesdomme i bødepolitisager overført til andre sagstyper.

I stedet foreslås en ændring af bestemmelsen i retsplejelovens § 847, stk. 2, nr. 3. Efter den gældende formulering kan domsforhandlingen som nævnt fremmes i tiltaltes fravær, når der ikke er spørgsmål om højere straf end fængsel i 6 måneder, og tiltalte har samtykket i sagens fremme. I begrebet »sagens fremme« ligger, at der foretages bevisførelse, herunder afhøring af vidner og syns- og skønsmænd, og at anklageren og forsvareren har lejlighed til at udtale sig om sagen (procedere), hvorefter retten kan afsige (udeblivelses)dom. Skønner dommeren under domsforhandlingen, at tiltaltes tilstedeværelse er påkrævet eller ønskelig, f.eks. på grund af nye væsentlige oplysninger, kan dommeren beslutte at standse domsforhandlingen og udsætte sagen med henblik på ny tilsigelse af tiltalte.

Det nugældende krav om tiltaltes samtykke til sagens fremme betyder imidlertid, at bestemmelsen kun har ringe betydning i praksis og dermed ikke afhjælper de mange tilfælde, hvor tiltalte trods gyldig tilsigelse udebliver uden oplyst lovligt forfald.

Da der efter denne bestemmelse ikke er tale om uden videre at anse tiltaltes udeblivelse som en skylderkendelse, knytter der sig efter Justitsministeriets opfattelse ikke samme retssikkerhedsmæssige betænkeligheder til denne ordning som til en »ren« udeblivelsesdom, heller ikke, selv om kravet om tiltaltes samtykke udgår af bestemmelsen.

Justitsministeriet foreslår på denne baggrund bestemmelsen i retsplejelovens § 847, stk. 2, nr. 3, ændret, således at kravet om tiltaltes samtykke afløses af et krav om, at sagen alene kan fremmes, såfremt der er sket forkyndelse for den pågældende personlig. Et krav om forkyndelse for den tiltalte personlig er en undtagelse fra retsplejelovens almindelige forkyndelsesregler, hvorefter forkyndelse kan ske for medlemmer af husstanden, udlejer, arbejdsgiver m.fl.

Som en yderligere retssikkerhedsmæssig garanti til afløsning af samtykkekravet foreslår Justitsministeriet, at der i retsplejelovens § 731, stk. 1, indføjes en bestemmelse om obligatorisk forsvarerbeskikkelse i de sager, hvor domsforhandlingen fremmes uden tiltaltes tilstedeværelse.

Efter forslaget skal adgangen til at fremme domsforhandlingen fortsat være fakultativ, ligesom den frie adgang til at anke domme, hvor der er idømt frihedsstraf, foreslås opretholdt. Endvidere bibeholdes maksimumsstraffen på fængsel op til 6 måneder og kravet om, at tiltaltes tilstedeværelse ikke findes nødvendig (§ 847, stk. 3, nr. 3).

En udvidet adgang til at idømme frihedsstraf uden tiltaltes tilstedeværelse vil formentlig primært kunne anvendes inden for færdselslovsområdet, hvor en stor del af sagerne afgøres helt takstmæssigt med korte frihedsstraffe. Dette gælder navnlig sager om spiritus- og promillekørsel samt kørsel i frakendelsestiden, hvor udmålingspraksis i de mere hyppigt forekommende sagstyper er følgende

1) Spiritus- og promillekørsel

A) 1. gangstilfælde uden skærpende omstændigheder

Promille 2,01-2,50: 14 dages hæfte.

Promille 2,51- : 20 dages hæfte.

B) 2. gangstilfælde uden skærpende omstændigheder

Promille 0,81-1,50: 10 dages hæfte.

Promille 1,51-2,00: 14 dages hæfte.

Promille 2,01-2,50: 20 dages hæfte.

Promille 2,51- : 30 dages hæfte.

2) Kørsel i frakendelsestiden

2. gangstilfælde: 14 dages hæfte.

3. gangstilfælde: 20 dages hæfte.

4. gangstilfælde: 30 dages hæfte.

Det er på denne baggrund overvejet at begrænse forslaget til færdselsessager. For imidlertid at skabe mulighed for, at domstolene også i andre sager, hvor tilsvarende forhold gør sig gældende, skal kunne benytte sig af nyordningen, finder Justitsministeriet, at de ændrede regler bør indsættes som generelle bestemmelser i retsplejeloven. Herved bliver der mulighed for at anvende reglerne også i andre tilfælde, hvor tiltaltes tilstedeværelse ikke findes nødvendig, og hvor strafudmålingen ikke giver anledning til tvivl, herunder med hensyn til valget mellem betinget og ubetinget straf.

Virkningerne af tiltaltes udeblivelse kan endvidere formindskes ved at forøge mulighederne for at gennemføre afhøring af vidner og syns- og skønsmænd. Efter den nugældende § 847, stk. 1, kan dette alene ske med forsvarerens samtykke.

Arbejdsgruppen under Dommerforeningen har i det ovenfor nævnte ideoplæg foreslået, at kravet om forsvarerens samtykke til foretagelse af vidneafhøring udgår.

Justitsministeriet er enig i Dommerforeningens forslag, og lovforslaget er derfor udformet i overensstemmelse hermed (§ 847, stk. 2, 2. pkt.).

Efter Justitsministeriets opfattelse bør det i øvrigt overlades til domstolene og anklagemyndigheden at tilrettelægge behandlingen af de sager, hvor de foreslåede regler kan komme på tale, på en sådan måde, at de nye muligheder for vidneafhøring og afsigelse af udeblivelsesdom udnyttes. Dette gælder navnlig for så vidt angår kravet om forsvarerbeskikkelse.

Endelig bemærkes, at de foreslåede regler efter Justitsministeriets opfattelse ikke vil være i strid med Den europæiske Menneskerettighedskonvention.

3. Udvidet adgang til retshåndhævelsesarrest

3.1. Baggrunden for forslaget

Den generelle bestemmelse om en adgang til retshåndhævelsesarrest (nu § 762, stk. 2, nr. 1) blev indsat i 1935.

I 1987 vedtog Folketinget en udvidet adgang til retshåndhævelsesarrest ved grove, forsætlige voldsforbrydelser (lov nr. 386 af 10. juni 1987). Der henvises herom til Folketingets Forhandlinger 1986-87, sp. 4781, 5249, 12309, 12887 og 13240, samt Folketingstidende 1986-87, tillæg A, sp. 2603, og tillæg B, sp. 2155, 2429 og 2635.

Ændringen går ud på, at der i sådanne sager kan varetægtsfængsles, når mistanken er særlig bestyrket, og lovovertrædelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed kan ventes at ville medføre en ubetinget dom på fængsel i mindst 60 dage, og hensynet til retshåndhævelsen skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod (§ 762, stk. 2, nr.2).

Efter lovforslaget skulle der også være mulighed for varetægtsfængsling i forbindelse med visse uagtsomme forbrydelser (uagtsomhedsdelikter), navnlig uagtsomt manddrab under skærpende omstændigheder, hvor en eller flere personer blev dræbt i forbindelse med gerningsmandens spirituskørsel. Denne del af lovforslaget udgik dog under Folketingets behandling.

Bekæmpelsen af spirituskørsel prioriteres imidlertid fortsat højt af regeringen ikke mindst af hensyn til de ofte dybt tragiske og meningsløse trafikulykker, som forårsages af spirituspåvirkede trafikanter.

Regeringen har derfor i de senere år gennemført ændringer og iværksat forskellige foranstaltninger mod spirituskørsel. I den forbindelse kan nævnes, at Folketinget den 3. maj 1991 enstemmigt vedtog regeringens forslag om ændring af færdselslovens regler om generhvervelse af førerret og om konfiskation (lov nr. 278 af 8. maj 1991).

Dette forslag havde til formål dels at fremme incitamentet for domfældte spritbilister til at gennemføre en kontrolleret behandling mod misbrug af alkohol, dels at skabe mulighed for en øget anvendelse af konfiskation af køretøjer bl.a. ved grove eller gentagne tilfælde af spirituskørsel.

Bl.a. Folketingets behandling af dette forslag og de udtalelser, som blev fremsat i forbindelse hermed, har givet regeringen grundlag for på ny at fremsætte forslag om retshåndhævelsesarrest over for trafikanter, der i spirituspåvirket tilstand begår uagtsomt manddrab. Herved får Folketinget også lejlighed til igen og på baggrund af den nuværende retspolitiske holdning og afvejning at tage stilling til dette væsentlige spørgsmål for retshåndhævelsen og befolkningens retsfølelse.

Under drøftelserne af ændringerne i 1987 blev det anført, at en udvidet adgang til retshåndhævelsesarrest ved uagtsomhedsdelikter i sig selv måtte give anledning til betænkeligheder ud fra retssikkerhedsmæssige synspunkter. Heroverfor kan man imidlertid fremhæve, at der ved uagtsomt manddrab begået i forbindelse med spirituskørsel ud fra en samlet bedømmelse ikke er tale om et rent uagtsomhedsdelikt, idet spirituskørslen typisk er forsætlig. Retshåndhævelsesarrest i denne type af sager kan endvidere sammenlignes med retshåndhævelsesarrest efter den gældende § 762, stk. 2, nr. 2, om forsætlig vold i de tilfælde, hvor den uagtsomt forvoldte skade indgår i bedømmelsen af forholdets grovhed.

Ved en vurdering af den foreslåede bestemmelse kan det endvidere fremhæves, at uagtsomhedselementet modsvares af en skærpelse af grundlaget for varetægtsfængsling for så vidt angår længden af den forventede straf. Hvor der efter den gældende bestemmelse om retshåndhævelsesarrest ved grove voldssager stilles krav om en forventet straf af fængsel i mindst 60 dage, er kravet i lovteksten i den foreslåede bestemmelse skærpet til fængsel i mindst 5 måneder.

Da der efter praksis ikke idømmes straffe på 5 måneders fængsel, hvor der alene forvoldes legemsskade (straffelovens § 249), er disse tilfælde ikke omfattet af den foreslåede bestemmelse.

Det må forventes, at den foreslåede regel vil kunne komme på tale i op til ca. 20-30 tilfælde om året.

Til sammenligning kan nævnes, at bestemmelsen om retshåndhævelsesarrest i grove voldssager (§ 762, stk. 2, nr. 2) efter de foreliggende undersøgelser benyttes i ca. 200 tilfælde om året ud af et samlet antal varetægtsfængslinger på 5-6.000 (knap 5.700 i 1989 og knap 5.300 i 1990).

Ved en bedømmelse af bestemmelsens anvendelsesområde kan endvidere anføres, at det kan siges at være noget tilfældigt, hvilke overtrædelser af færdselslovens bestemmelser om spirituskørsel der tillige fører til uagtsomt manddrab.

Disse forhold omkring bestemmelsens anvendelsesområde kan imidlertid efter Justitsministeriets opfattelse ikke være afgørende. Den omstændighed, at manddrabet begås uagtsomt, er netop indgået i vurderingen af forbrydelsens grovhed og har ikke desto mindre medført en meget betydelig strafskærpelse i forhold til almindelig spirituskørsel, nemlig fra bøde eller hæfte i typisk 14 eller 20 dage til omkring 5 måneders fængsel. Der kan endvidere henvises til, at forsætlig vold kan begrunde retshåndhævelsesarrest, hvor den forventede straf kun er fængsel i 60 dage. Hertil kommer, at retspolitik også er et spørgsmål om at udforme regler for overtrædelser, hvor tilfældene er få, navnlig hvis der er tale om et væsentligt område med grove krænkelser af andres liv og legeme.

Endvidere er det indgået i begrundelsen for forslaget, at en mulighed for varetægtsfængsling i disse sager i betydelig grad vil kunne medvirke til en hurtig domsafsigelse, som bl.a. af præventive grunde er så vigtig og ønskelig navnlig ved grove legemskrænkelser.

Endelig kan nævnes, at der efter Justitsministeriets opfattelse ikke er belæg for at hævde, at den foreslåede bestemmelse er i strid med Menneskerettighedskonventionen eller andre internationale standarder.

3.2. Lovforslagets indhold

I § 762, stk. 2, foreslås som nr. 3 indført en mulighed for varetægtsfængsling, når der foreligger særlig bestyrket mistanke om, at sigtede har begået en overtrædelse både af straffelovens § 241 om uagtsomt manddrab og færdselslovens § 53, stk. 1, nr. 2, om spirituskørsel, såfremt lovovertrædelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed kan ventes at ville medføre en ubetinget dom på fængsel i mindst 5 måneder, og hensynet til retshåndhævelsen skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod (lovforslagets § 1, nr. 3).

Kravet om særlig bestyrket mistanke kan i visse tilfælde give anledning til usikkerhed både i relation til sigtelsen for uagtsomt manddrab og sigtelsen for spirituskørsel. Der må således for at kunne henføre forholdet under § 241 f.eks. ikke foreligge (væsentlig) egen skyld fra ofrets side. Sikre oplysninger herom vil ikke i alle tilfælde kunne foreligge i forbindelse med grundlovsforhøret. Det samme gælder spørgsmålet om medskyld fra andre trafikanter eller om andre forhold, der ikke kan tilregnes sigtede.

Med hensyn til sigtelsen for spirituskørsel foreligger analyseerklæringen fra Retskemisk Institut om alkoholkoncentrationen i blodet normalt først efter mindst 1-2 uger. En særlig bestyrket mistanke om spirituskørsel skal således f.eks. begrundes med sigtedes erkendelse eller vidneforklaringer. I sager om uagtsomt manddrab skal der dog foruden blodprøve foretages en klinisk lægeundersøgelse (jf. rigsadvokatens cirkulære nr. 178 af 2. oktober 1979 pkt. 2.3.2). En sådan lægeerklæring vil formentlig ofte være tilstrækkelig, f.eks. hvis konklusionen lyder på, at sigtede må antages at have været spirituspåvirket i middel eller svær grad. Derimod vil en udåndingsprøve ved anvendelse af ballon og næppe heller ved anvendelse af alkometer af den type, der benyttes i dag, ikke uden videre kunne påregnes at blive anset for tilstrækkelig. Det vil først gælde, når de såkaldte præcisionsalkometre kan tages i brug her i landet.

Retskemisk Institut ved Københavns Universitet har i maj 1991 om målesikkerheden for disse alkometre oplyst, at der med et fradrag af i størrelsesordenen 0,6 promille vil kunne opnås en sikkerhed i alkometerpromillen, der svarer til den, som i dag kræves ved blodalkoholanalyse. I den forbindelse kan det i øvrigt oplyses, at Justitsministeriet har anmodet rigspolitichefen om at undersøge mulighederne for at effektivisere politiindsatsen mod spirituskørsel med indførelse af præcisionsalkometre.

I nogle tilfælde vil der endvidere være usikkerhed om, hvorvidt gerningsmandens tilstand skyldes spirituspåvirkethed eller andre årsager, f.eks. medicinpåvirkning, euforiserende stoffer eller sygdom (færdselslovens § 54).

I tilknytning til disse bevismæssige spørgsmål må det fremhæves, at da der er tale om en bestemmelse om retshåndhævelsesarrest - hvor hensynet til retshåndhævelsen skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod - vil der i almindelighed kun være grundlag for varetægtsfængsling, såfremt gerningsmanden pågribes i forbindelse med overtrædelsen eller i nær tidsmæssig sammenhæng hermed. Hvis der er gået blot nogen tid efter uheldet (dødsfaldet), vil dette også påvirke vurderingen. Disse spørgsmål overlades som hidtil til domstolenes afgørelse i det enkelte tilfælde.

Straffelovens § 241 har en strafferamme på fængsel op til 4 år under skærpende omstændigheder. Den ændring af § 241, der er foreslået ved L 84, fremsat den 30. oktober 1991, indebærer ingen ændring heri.

I retspraksis tegner der sig - med Straffelovrådets formulering i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse, side 163 - et »ret klart billede« af strafudmålingspraksis i sager om færdselsforseelser, der henføres under straffelovens § 241 om uagtsomt manddrab, og hvor trafikanten har været spirituspåvirket. Forholdet medfører som hovedregel ubetingede fængselsstraffe på 4-6 måneder. Udgangspunktet - og forudsætningerne bag lovforslaget - er således en ubetinget fængselsstraf på 5 måneder. Førerretten frakendes ubetinget i mindst 5 år.

Der forekommer dog domme på 3 (og 4) måneder, men også domme på 8 og 9 måneder eller 1 år, i sjældne tilfælde 1 1/2 år.

Domme under 5 måneder indeholder ud fra en samlet bedømmelse normalt formildende omstændigheder, f.eks. en vis egen skyld hos ofret eller medskyld hos andre trafikanter eller tilfælde, hvor ofret er passager i køretøjet, særlig hvis der er tale om en nærtstående person. Det samme gælder, hvis gerningsmanden selv kommer (alvorligt) til skade eller er under 18 år.

Domme over 5-6 måneder indeholder som regel flere skærpende omstændigheder, f.eks. grove kørselsfejl, en særlig høj promille (over 2,00), flere dræbte, andre alvorligt tilskadekomne, kørsel i frakendelsestiden navnlig efter tidligere dom for spirituskørsel, kørsel uden at have erhvervet kørekort, kørsel i brugsstjålen bil, flugt fra uheldsstedet eller lignende.

Bestemmelsen giver kun mulighed for varetægtsfængsling ved spirituskørsel, dvs. hvis promillen er over 1,20 (§ 53, stk. 1), eller forholdet kan henføres under § 53, stk. 2, på grund af groft uforsvarlig kørsel i forbindelse med en promille under 1,21, eller hvor det ikke har været muligt at udtage blodprøve. Ren promillekørsel efter § 53, stk. 3 (promille mellem 0,81 og 1,20) er således ikke omfattet af reglen. Uagtsomt manddrab vil dog formentlig normalt indebære, at forholdet henføres under § 53, stk. 2.

Der stilles således ikke krav om, at kørslen i alle tilfælde skal kunne karakteriseres som groft uforsvarlig, dvs. under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, jf. færdselslovens § 117, stk. 2, nr. 3. Dette indebærer, at bestemmelsen f.eks. vil kunne anvendes ved påkørsel af andre trafikanter eller fodgængere i gerningsmandens egen vejside, uden at der i øvrigt foreligger andre grove kørselsfejl.

Afgørende for bestemmelsens anvendelse vil således primært være det uagtsomme manddrab og spirituskørslen. I vurderingen vil dog kunne indgå de ovennævnte skærpende omstændigheder, herunder at der er begået andre lovovertrædelser som f.eks. brugstyveri (straffelovens § 293), kørsel i frakendelsestiden (færdselslovens § 117, stk. 5) eller flugt fra uheldsstedet (færdselslovens § 9/straffelovens § 253) samt andre tilskadekomne (straffelovens § 249 om uagtsom betydelig legemsbeskadigelse).

Proportionalitetskravet i den gældende § 762, stk. 3, skal også finde anvendelse ved den foreslåede bestemmelse. Det følger heraf, at varetægtsfængslingen i det nederste område af reglens anvendelsesfelt kan udstrækkes op til højst ca. 3 måneder (bl.a. på grund af reglerne i straffeloven om prøveløsladelse efter 2/3 tid). Inden for dette tidsrum vil sagen normalt kunne fremmes til domsafsigelse. Endvidere vil der i de grove tilfælde være mulighed for (fortsat) varetægtsfængsling efter dom, jf. § 769.

Sammenfattende kan det anføres, at den foreslåede bestemmelse vil kunne finde anvendelse ved trafikdrab begået i spirituspåvirket tilstand, hvor der ikke foreligger formildende omstændigheder.

I almindelighed skulle det ikke volde vanskeligheder for domstolene at tage stilling til kravet om en forventet straf på mindst 5 måneders ubetinget fængsel.

Det må endvidere fremhæves, at hvis der ikke er en meget høj grad af klarhed med hensyn til skyldvurderingens udfald og den forventede straf, skal bestemmelsen ikke anvendes.

Som tidligere nævnt forventes reglen at kunne komme på tale i op til ca. 20-30 tilfælde om året.

4. Andre overvejelser

Forslaget om en udvidet adgang til at idømme frihedsstraf ved udeblivelsesdom er som nævnt under pkt. 2.2. en fortsættelse af regeringens bestræbelser på at gennemføre rationaliseringer og forenklinger, der vil kunne aflaste retsvæsenet. I forbindelse hermed har Justitsministeriet endvidere i det notat, der ligger til grund for denne del af lovforslaget, behandlet spørgsmålet om muligheden for at indføre en adgang til udenretligt at vedtage frihedsstraf.

Gældende ret giver ikke adgang til udenretlig vedtagelse af frihedsstraf. En sådan adgang består alene i et vist omfang for så vidt angår bøde, konfiskation og frakendelse af førerretten.

Navnlig inden for sagstyper, der normalt afgøres med korte, takstmæssigt udmålte frihedsstraffe, vil en adgang til udenretlig vedtagelse kunne medføre en væsentlig rationalisering og forenkling.

I notatet konkluderes imidlertid, at en vedtagelsesordning, der omfatter frihedsstraf, muligvis vil kunne være i strid med Den europæiske Menneskerettighedskonvention (§ 5), og at der derfor næppe - indtil der foreligger en nærmere afklaring i forhold hertil - bør søges gennemført en adgang til udenretligt at vedtage frihedsstraf. Et forslag herom er derfor ikke medtaget i lovforslaget.

I notatet peges der endvidere på muligheden for at indføre en adgang til indenretligt at vedtage frihedsstraf, uden at spørgsmålet nærmere behandles. Dette vil dog ske i forbindelse med andre overvejelser om en adgang til forenklet domsskrivning i straffesager, og der vil derfor eventuelt senere blive fremsat forslag om en mulighed for indenretlig vedtagelse af frihedsstraf svarende til den gældende ordning med indenretlig bødevedtagelse i § 936.

5. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

Den foreslåede nye fængslingsbestemmelse indebærer alene en meget begrænset udvidelse af adgangen til varetægtsfængsling. Ved vurderingen af konsekvenserne af forslaget har det endvidere betydning, at varetægtstiden fragår i den senere frihedsstraf, jf. straffelovens § 86.

Forslaget om en udvidet adgang til at fremme sager, selv om tiltalte udebliver, vil indebære, at et antal sager vil kunne afgøres hurtigere, end tilfældet er i dag, og at en del retsmøder således vil kunne undgås. De opnåede rationaliseringer vil således indgå i bestræbelserne på at nedbringe berammelsestiderne ved domstolene. Skønnet over de administrative konsekvenser er dog forbundet med betydelig usikkerhed navnlig på grund af reglernes fakultative karakter og det tilsigtede anvendelsesområde.

Lovforslaget skønnes i øvrigt ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser af betydning for det offentlige.

6. Hørte myndigheder m.v.

Lovforslaget bygger på et af Justitsministeriet udarbejdet notat af 17. juni 1991 om en eventuel adgang til udenretligt at vedtage frihedsstraf og en udvidet adgang til at idømme frihedsstraf ved udeblivelsesdom samt et af Justitsministeriet udarbejdet notat af 4. juli 1991 om retshåndhævelsesarrest ved uagtsomt manddrab, der begås af spirituspåvirkede trafikanter. Disse notater har været sendt til høring hos præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Københavns Byret, retterne i Århus, Odense og Aalborg, rigsadvokaten, politidirektøren i København, Den Danske Dommerforening, Politimesterforeningen, Dommerfuldmægtigforeningen, Politifuldmægtigforeningen, Dansk Politiforbund, Dansk Kriminalpolitiforening og Advokatrådet. Endvidere er rigspolitichefen hørt over notatet om retshåndhævelsesarrest i trafikdrabssager.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

§ 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 1992.

De foreslåede ændringer af § 847 kan anvendes i alle sager, hvor domsforhandlingen ikke er afsluttet ved lovens ikrafttræden.

Bilag

I dette bilag er (med mindre skrift)

indsat den gældende formulering af de bestemmelser

der berøres af lovforslaget

1. I § 163 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke

»Stk. 2. I straffesager, hvor der er spørgsmål om frihedsstraf, kan vedkommende dog alene domfældes som udebleven, såfremt forkyndelse er sket for denne personlig.«

Stk. 2 bliver herefter til stk. 3.

§ 163. En forkyndelse er gyldig, selv om meddelelsen ikke kommer til vedkommendes kundskab.

Stk. 2. Er det dokument, der skal forkyndes, kommet vedkommende i hænde, anses forkyndelse for sket, selv om forkyndelsen ikke er foretaget i overensstemmelse med reglerne i §§ 155-157.

2. I § 731, stk. 1, indsættes som litra i

»i) når sager, hvor der er spørgsmål om frihedsstraf, fremmes i medfør af § 847, stk. 3, nr. 3.«

§ 731. Offentlig forsvarer bliver, for så vidt sigtede ikke selv har valgt en forsvarer, eller den valgte forsvarer udebliver, at beskikke

a) - - -

b) - - -

c) - - -

d) - - -

e) når tiltale er rejst i politisager, i hvilke

der skønnes at blive spørgsmål om anvendelse af højere straf end bøde og hæfte,

f) - - -

g) - - -

h) - - -

Stk. 2. I det under litra e) nævnte tilfælde og i det i § 925, stk. 3, nævnte tilfælde bliver offentlig forsvarer kun at beskikke, når den sigtede (eller hans værge) begærer det. Herom skal der gives sigtede lejlighed til at udtale sig.

3. § 762, stk. 2, affattes således

»Stk. 2. En sigtet kan endvidere varetægtsfængsles, når der foreligger en særlig bestyrket mistanke om, at han har begået

1) en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, og som efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover, og hensynet til retshåndhævelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod,

2) en overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, §§ 244-246, § 250 eller § 252, såfremt lovovertrædelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed kan ventes at ville medføre en ubetinget dom på fængsel i mindst 60 dage, og hensynet til retshåndhævelsen skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod, eller

3) en overtrædelse både af straffelovens § 241 og færdselslovens § 53, stk. 1 eller 2, såfremt lovovertrædelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed kan ventes at ville medføre en ubetinget dom på fængsel i mindst 5 måneder, og hensynet til retshåndhævelsen skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod.«

§ 762. - - -

Stk. 2. En sigtet kan endvidere varetægtsfængsles, når der foreligger en særligt bestyrket mistanke om, at han har begået

1) en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, og som efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover, og hensynet til retshåndhævelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod, eller

2) en overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, §§ 244-246, § 250 eller § 252, såfremt lovovertrædelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed kan ventes at ville medføre en ubetinget dom på fængsel i mindst 60 dage og hensynet til retshåndhævelsen skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod.

Stk. 3. Varetægtsfængsling kan ikke anvendes, hvis lovovertrædelsen kan ventes at ville medføre straf af bøde eller hæfte, eller hvis frihedsberøvelsen vil stå i misforhold til den herved forvoldte forstyrrelse af sigtedes forhold, sagens betydning og den retsfølge, som kan ventes, hvis sigtede findes skyldig.

4. § 847 affattes således

» § 847. Udebliver tiltalte ved begyndelsen eller i løbet af domsforhandlingen, og kan han ikke straks bringes til stede, udsættes sagen, medmindre retten beslutter at fremme domsforhandlingen helt eller delvis efter stk. 2 og 3.

Stk. 2. Er tiltalte udeblevet trods lovlig tilsigelse og uden oplyst lovligt forfald, kan retten bestemme, at der skal ske afhøring af vidner og syns- og skønsmænd, der er mødt, hvis det findes foreneligt med hensynet til tiltalte, og hvis udsættelse af afhøringen vil være til væsentlig ulempe for de mødte eller medføre væsentlig udsættelse af sagen. Afhøring kan dog kun ske, såfremt tiltaltes forsvarer er mødt.

Stk. 3. En domsforhandling kan fremmes til dom i tiltaltes fravær, hvis retten ikke finder hans tilstedeværelse nødvendig,

1) når han er undveget, efter at anklageskriftet er forkyndt for ham,

2) når han, efter at være mødt ved sagens påråb, har forladt tingstedet uden rettens tilladelse,

3) når der skønnes ikke at blive spørgsmål om højere straf end fængsel i 6 måneder, eller

4) når forhandlingen skønnes utvivlsomt at ville føre til hans frifindelse.

Stk. 4. Medmindre tiltalte har samtykket heri, kan domsforhandling alene fremmes i medfør af stk. 3, nr. 3, såfremt tiltalte har været lovligt tilsagt, jf. § 163, og ved tilsigelsen er gjort bekendt med, at udeblivelse uden oplyst lovligt forfald kan bevirke, at han dømmes i overensstemmelse med den rejste tiltale.

§ 847. Udebliver tiltalte ved begyndelsen eller i løbet af domsforhandlingen, og kan han ikke straks bringes til stede, udsættes sagen. Er tiltalte udeblevet trods lovlig tilsigelse og uden oplyst lovligt forfald, kan retten dog bestemme, at der skal afhøring af vidner og syns- og skønsmænd, der er mødt, såfremt det findes foreneligt med hensynet til tiltalte, og såfremt udsættelse af afhøringen vil være til væsentlig ulempe for de mødte eller medføre væsentlig udsættelse af sagen. Afhøring efter 2. punktum kan dog kun ske, såfremt tiltaltes forsvarer er mødt og giver samtykke til afhøringen.

Stk. 2. I efternævnte tilfælde kan en domsforhandling fremmes i tiltaltes fraværelse, såfremt retten ikke finder hans nærværelse nødvendig

1) når han er undveget, efter at anklageskriftet er ham forkyndt;

2) når han, efter at være mødt ved sagens påråb, har forladt tingstedet uden rettens tilladelse;

3) når det skønnes,

a) at der ikke vil blive spørgsmål om højere straf end fængsel i 6 måneder, og tiltalte derhos har samtykket i sagens fremme, eller

b) at forhandlingen utvivlsomt vil føre til hans frifindelse.

5. § 962, stk. 2, 2. pkt., affattes således

»Tiltalte kan kun anke, såfremt frihedsstraf er idømt, eller såfremt tiltalte har givet møde i sagen og mere end 20 dagbøder eller en bøde på over 3.000 kr. eller konfiskation af genstande af tilsvarende værdi eller andre offentligretlige følger er idømt.«

§ 962. Domme afsagt af en byret kan med de nedennævnte undtagelser af statsadvokaten eller tiltalte påankes til den landsret, til hvis kreds vedkommende ret hører. I forbindelse med dommen kan anken omfatte den forudgående behandling og de under denne faldne afgørelser.

Stk. 2. I politisager kan domme kun ankes af det offentlige, når andre offentligretlige følger (jf. § 648) end bøde eller konfiskation kan idømmes efter de lovbestemmelser, tiltalen lyder på. Tiltalte kan kun anke, såfremt tiltalte har givet møde i sagen og mere end 20 dagbøder eller en bøde på over 3.000 kr. eller konfiskation af genstande af tilsvarende værdi eller andre offentligretlige følger er idømt. Afgørelser i henhold til §§ 936 og 937 kan ikke indbringes for højere ret.

Stk. 3. Jutitsministeren kan tillade anke af domme, der efter stk. 2 ikke kan indbringes for højere ret, såfremt sagen er af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Ansøgning skal indgives til Justitsministeriet inden 2 uger efter dommens afsigelse eller, hvis det er tiltalte, der vil anke, og tiltalte ikke har været til stede ved dommens afsigelse, efter dens forkyndelse. Justitsministeren kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden eet år efter dommens afsigelse. Under tilsvarende betingelser kan justitsministeren tillade anke af de i stk. 2, 3. pkt., nævnte afgørelser.

Stk. 4. - - -

Stk. 5. - - -

6. § 987, stk. 1, 1. pkt., affattes således

»Er en udebleven tiltalt blevet domfældt uden at anke efter reglerne i kapitel 83 kan finde sted, kan han begære sagen genoptaget til ny forhandling, når han godtgør, at han har haft lovligt forfald og ved ham utilregnelige omstændigheder har været forhindret fra i tide at anmelde dette, eller at stævningen ikke rettidigt er kommet til hans kundskab.«

§ 987. Er en udebleven tiltalt blevet domfældt ved landsretten i en nævningesag uden overensstemmende med § 847, stk. 2, nr. 3, at have samtykket i, at sagen er blevet fremmet i hans fraværelse, eller ved byret, henholdsvis Sø- og Handelsretten, uden at anke overensstemmende med reglerne i kap. 83 står ham åben, kan han begære sagen genoptaget til ny forhandling, når han godtgør, at han har haft lovligt forfald og ved ham utilregnelige omstændigheder har været forhindret fra i tide at anmelde dette, eller at stævningen ikke betimelig er kommet til hans kundskab. Begæringen må fremsættes over for den ret, som har afsagt dom i sagen, inden sådan frist som bestemt i § 948, jf.§ 949. Reglerne i §§ 979, stk. 2, - 982 finder tilsvarende anvendelse. Nægtes genoptagelse, kan spørgsmålet indbringes for den særlige klageret efter reglerne om kære til Højesteret.

Stk. 2. - - -

Stk. 3. Under de i stk. 1, 1. pkt., anførte betingelser kan tiltalte begære genoptagelse af en ankesag, som er afvist på grund af hans udeblivelse. Er en anke afvist i medfør af § 965 c, stk. 3, 2. pkt., kan tiltalte begære genoptagelse, når han godtgør, at det skyldes ham utilregnelige omstændigheder, at anklageskrift eller stævning ikke på sædvanlig måde har kunnet forkyndes for ham. Begæring om genoptagelse må fremsættes over for den ret, der har afvist anken. I øvrigt finder bestemmelserne i stk. 1, 2.-4. pkt., tilsvarende anvendelse.

Ingen

Nr LSF 100

Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven (Udeblivelsesdomme og varetægtsfængsling)

Fremsat af justitsministeren (Engell)

den 6. november 1991