1991 LSF 74 FORSLAG TIL LOV OM DET OFFENTLIGE SUNDHEDSVÆSEN
Table of Provisions (95)
Statutory Text (95 Articles)
Kapitel 1
Opgaver og principper
§ 1. Det offentlige sundhedsvæsens hovedopgaver omfatter forbedring af befolkningens sundhed, forebyggelse af og undersøgelse for sygdomme og sygdomslignende tilstande i befolkningen samt behandling og pleje af personer med sygdomme og sygdomslignende tilstande.
Kapitel 2
Personkreds
§ 2. Ved løsningen af det offentlige sundhedsvæsens opgaver skal der lægges vægt på
1) ydelser af god kvalitet,
2) respekt for det enkelte menneske, dets integritet og selvbestemmelse,
3) let adgang til sundhedsvæsenet og
4) effektiv ressourceudnyttelse.
§ 2 i lov om sundhedsplejerskeordninger, hvorefter amtsrådet for en begrænset periode kan fritage en kommune fra pligten til at tilbyde sundhedspleje, når særlige forhold taler derfor, bortfalder.
Forslagets stk. 2 angiver stort set hovedindholdet af hjemmesygeplejen, således som dette i dag fremgår af § 2 i bekendtgørelsen om hjemmesygeplejerskeordninger.
I forbindelse med varetagelsen af den i stk. 3 angivne barselspleje skal kommunen sikre sig, at der i forbindelse med hjemmefødsler samt i de tilfælde, hvor en kvinde udskrives umiddelbart efter en fødsel, sker underretning til kommunen forud for eller samtidig med udskrivningen henholdsvis hjemmefødslen.
Til § 19
Bestemmelsen svarer til bestemmelser i de gældende love vedrørende de primære sundhedsordninger.
Bemyndigelsen skal bl.a. gøre det muligt lettere at tilpasse sundheds- og sygeplejen til den faglige udvikling inden for områderne.
Til kapitel 5
Forslaget bygger på den eksisterende kommunale tandplejeordning, jf. lov nr. 310 af 4. juni 1986 om tandpleje m.v. som ændret ved lov nr. 858 af 20. december 1989. Tandplejens mål er fortsat, at befolkningen ved en god hjemmetandpleje og et sammenhængende tilbud om forebyggelse og behandling kan udvikle hensigtsmæssige tandplejevaner samt sunde tænder, mund og kæber og bevare disse i funktionsdygtig stand gennem hele livet.
Forslagets § 25, stk. 3, er en ny bemyndigelse for ministeren til at fastsætte regler om egenbetaling for visse ydelser i den kommunale tandpleje, som ikke kan anses for at være nødvendige ud fra en tandfaglig begrundelse.
Til § 20
Bestemmelserne i forslagets § 20 svarer indholdsmæssigt til tandplejelovens § 2. Bestemmelsen i forslagets § 20, stk. 2, præciserer, at kommunen har pligt til at tilbyde færdiggørelse af behandlinger, der påbegyndes i den kommunale tandpleje.
Til § 21
Kommunalbestyrelsen beslutter, om det kommunale tandplejetilbud skal gives på kommunal klinik eller hos privat praktiserende tandlæger, med hvem kommunen indgår aftale. Tandpleje kan også tilbydes ved anvendelse af en kombination af de to ordninger. De 16- og 17-åriges valgfrihed mellem gratis kommunal tandpleje og gratis tandpleje hos privat praktiserende tandlæge, jf. tandplejelovens § 2, stk. 2, opretholdes. Begrundelsen for at sikre denne aldersgruppe en valgfrihed er bl.a., at de unge i denne alder ofte skifter skole eller forlader skolen. De har derfor ikke den naturlige tilknytning til de kommunale klinikker. De gældende regler om iværksættelse af særligt kostbare behandlinger, herunder tandreguleringsbehandlinger, videreføres. Iværksættelse af sådanne behandlinger i privat praksis vil således fortsat kræve kommunens godkendelse.
Til § 22
Bestemmelsen indebærer, at kommunalbestyrelsen kan beslutte at yde tilskud til tandpleje til børn og unge under 16 år, som fravælger det kommunale tandplejetilbud.
Det kommunale tilskud kan fastsættes således, at det dækker den enkeltes udgift til tandpleje hos praktiserende tandlæge helt eller delvist. Bestemmelsen ændrer ikke ved, at der fortsat vil være mulighed for, at et barn, der på et tidspunkt har fravalgt det kommunale tandplejetilbud, igen kan tilmelde sig den kommunale tandpleje og herefter modtage tandpleje i henhold til lovforslagets § 20.
Til § 23
De foreslåede bestemmelser svarer indholdsmæssigt til tandplejelovens § 4 og bestemmelser fastsat i henhold til loven.
Til §§ 24 og 25
De foreslåede bestemmelsers indhold svarer til tandplejelovens §§ 5 og 8. Sundhedsministeren kan i forbindelse med fastsættelsen af regler for omfanget af den kommunale tandpleje som hidtil fastsætte bindende regler om visitation til tandreguleringsbehandling, herunder bemyndige Sundhedsstyrelsen til at fastsætte sådanne regler. Bestemmelsen i § 25, stk. 2, svarer til den gældende lovs § 5, stk. 2, jf. lov nr. 858 af 20. december 1989. Bestemmelsen om, at sundhedsministeren kan fastsætte regler om ressourceanvendelsen i den kommunale børne- og ungdomstandpleje blev gennemført som opfølgning af forliget om finansloven for 1990.
I § 25, stk. 3, er der indsat en bestemmelse om, at sundhedsministeren desuden får bemyndigelse til at fastsætte regler om betaling for visse ydelser i den kommunale tandpleje. Sigtet med forslaget er at skabe mulighed for, at der for visse behandlinger, som ikke kan anses for at være nødvendige ud fra en tandfaglig begrundelse, kan opkræves hel eller delvis egenbetaling. Tilsvarende betalingsregler kan fastsættes for tandreguleringsbehandlinger, i det omfang behandlingen ikke er omfattet af sundhedsministerens regler om visitation til tandregulering.
Der skal ved fravalg af den kommunale tandpleje være mulighed for at vende tilbage til ordningen. Fravalg af det kommunale tandplejetilbud vil omfatte det samlede tandplejetilbud.
Til kapitel 6
Lovforslagets kapitel 6 om ydelser i privat praksis m.v. bygger på reglerne i den gældende lov om offentlig sygesikring (sygesikringsloven), jf. lov nr. 311 af 9. juni 1971, lov nr. 236 af 30. april 1946 om lægeundersøgelse af børn som ændret ved lov nr. 236 af 4. juni 1969 (ændret finansiering) samt lov nr. 634 af 17. december 1976 om tilbud om gratis vaccination mod visse sygdomme.
Sygesikringsloven af 1971 er senere ændret ved lov nr. 260 af 7. juni 1972 (fødselshjælp m.m.), lov nr. 614 af 20. december 1972 (ændrede administrative regler, herunder klageadgang), lov nr. 152 af 31. marts 1973 (tilskud til lægemidler), lov nr. 314 af 19. juni 1974 (befordringsgodtgørelse og bortfald af statsrefusion), lov nr. 334 af 19. juni 1974 (kiropraktisk behandling), lov nr. 176 af 7. maj 1975 (begravelseshjælp), lov nr. 200 af 4. juni 1975 (ændret klageadgang m.v.), lov nr. 240 af 12. juni 1975 (bortfald af sygesikringsgrænsen samt indførelse af nettoafregning m.v.), lov nr. 211 af 18. maj 1977 (forhandlingsudvalget), lov nr. 539 af 1. november 1978 (revision af kiropraktortilskudsreglerne udsat), lov nr. 255 af 16. juni 1980 (begravelseshjælp), lov nr. 272 af 10. juni 1981 (kiropraktorhjælp, klinikker for fysioterapi, tolkebistand og begravelseshjælp), lov nr. 574 af 27. oktober 1982 (begravelseshjælp), lov nr. 156 af 11. april 1984 (ressortændring, amtsrådets udvalgsmæssige bindinger og forsøg med den kommunale udvalgsstruktur), lov nr. 266 af 30. maj 1984 (tilskud til lægemidler), lov nr. 114 af 27. marts 1985 (medicintilskudsnævn, regulering af begravelseshjælp), lov nr. 254 af 6. juni 1985 (ændret finansiering), lov nr. 948 af 23. december 1986 (ændrede reguleringsbestemmelser), lov nr. 196 af 29. marts 1989 (omstrukturering af Sikringsstyrelsen og Socialstyrelsen), lov nr. 343 af 24. maj 1989 (tilskud til lægemidler), lov nr. 389 af 7. juni 1989 (ophævelse af de sociale udvalg), lov nr. 390 af 7. juni 1989 (tilskud til insulinpræparater), lov nr. 857 af 20. december 1989 (gebyr ved udskiftning af sygesikringsbevis), lov nr. 279 af 2. maj 1990 (tilskud til lægemidler), lov nr. 386 af 13. juni 1990 (ændrede reguleringsbestemmelser), lov nr. 414 af 6. juni 1991 (inddrivelse af restancer til det offentlige), lov nr. 415 af 6. juni 1991 (autorisation af kiropraktorer) samt lov nr. 416 af 6. juni 1991 (fastsættelse af tilskud ved bortfald af overenskomst).
Sygesikringsloven er senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 490 af 21. juli 1986.
En del af reglerne i den gældende sygesikringslov er i det foreliggende lovforslag indarbejdet i de kapitler, der indeholder generelle regler for alle de omfattede sundhedsordninger. Det gælder sygesikringslovens kapitel 1. Personkreds og kapitel 4. Overenskomster med andre stater (lovforslagets kapitel 2), kapitel 3. Befordringsgodtgørelse (lovforslagets kapitel 9), kapitel 5. Finansiering (lovforslagets kapitel 13) samt kapitel 6. Administration (lovforslagets kapitel 12).
Udgangspunktet for de foreslåede bestemmelser om ydelser i privat praksis m.v. har således i det væsentlige været reglerne i sygesikringslovens kapitel 2 (§§ 6-16) om sygesikringens ydelser.
1. Betegnelserne sygesikringsgruppe 1 og 2 er ikke anvendt i lovforslaget. Der skelnes i stedet mellem personer, der er tilmeldt en alment praktiserende læge og personer, der ikke er tilmeldt en læge. Lovforslagets bestemmelser om lægehjælp ved alment praktiserende læge og speciallæge svarer indholdsmæssigt til sygesikringslovens regler vedr. gruppe 1 og 2. Det indebærer, at personer, der har valgt en alment praktiserende læge, har ret til gratis lægehjælp hos den valgte, alment praktiserende læge og hos praktiserende speciallæge efter henvisning fra denne eller dennes stedfortræder. Personer, der ikke har valgt en fast alment praktiserende læge, har ret til tilskud til delvis dækning af udgiften ved de samme ydelser. Tilskudsbeløbene udgør samme beløb, som skulle være afholdt for tilsvarende ydelser til personer, der har valgt en fast alment praktiserende læge.
Regler om tilskud til fysioterapi, fodbehandling, tandpleje og kiropraktisk behandling foreslås i § 31 fastsat af sundhedsministeren. Bemyndigelsen er parallel med de nuværende bemyndigelser i sygesikringsloven.
2. Med hensyn til valg af alment praktiserende læge (familielæge) er lovforslaget i overensstemmelse med bestræbelserne på at forbedre borgernes valgmuligheder. Det foreslås, at lægeskifte vil kunne finde sted på et hvilket som helst tidspunkt af året til den 1. i en måned, dog således at valg af anden læge derefter først vil kunne ske efter 6 måneder. Denne tidsgrænse gælder dog ikke ved flytning. Disse regler svarer til, hvad der i dag er gældende efter bekendtgørelse nr. 645 af 11. september 1991 om adgang til lægehjælp efter sygesikringsloven og overenskomsten vedrørende almen lægegerning.
3. Efter sygesikringslovens § 16, stk. 1, yder kommunalbestyrelsen begravelseshjælp til en person, der indtil dødsfaldet havde ret til ydelser efter loven. Begravelseshjælpen udgør efter den seneste regulering 3.259 kr. for voksne. § 16, stk. 2 og 3, indeholder visse regler om ret til særlig begravelseshjælp, erhvervet før lovens ikrafttræden i 1973.
Sundhedslovens centrale indhold er at fastlægge, hvilke ydelser befolkningen har krav på som led i forbedring af sundheden, forebyggelse, undersøgelse, behandling og pleje af sygdomme og sygdomslignende tilstande, jf. lovforslagets kapitel 1. Spørgsmålet om, i hvilket omfang det offentlige i tilfælde af dødsfald skal yde økonomisk hjælp til dækning af de efterladtes og boets udgifter til begravelse, er derfor ikke medtaget i kapitel 6, som omfatter de væsentligste ydelser i sygesikringsloven, men er placeret særskilt i kapitel 10.
4. Efter sygesikringslovens § 10 ydes tilskud til briller til børn under 16 år efter regler fastsat af ministeren, herunder om tilskuddenes størrelse. Tilskud ydes til brilleglas og -stel ved første anskaffelse af briller, samt når ændrede glas eller stel er nødvendige.
Tilskudsbeløbene, der ikke er reguleret siden 1980, er meget små i forhold til den samlede anskaffelsesudgift. Tilskuddene udgør således til brillestel 35,00 kr. og til brilleglas normalt 16,50 kr. og 24,00 kr. afhængigt af styrken. Det er endvidere almindeligt, at betydeligt større, supplerende tilskud ydes efter bistandsloven. De administrative omkostninger ved opretholdelse af det særlige sygesikringstilbud står således ikke længere i et rimeligt forhold til ordningens begrænsede betydning.
Bestemmelsen om adgang til brilletilskud er derfor ikke opretholdt i lovforslaget.
5. Ifølge sygesikringslovens § 26, stk. 2, indgås overenskomster om vilkårerne for lovens ydelser mellem på den ene side organisationer af læger m.fl. og på den anden side et forhandlingsudvalg på den offentlige sygesikrings vegne (Sygesikringens Forhandlingsudvalg). Ifølge lovens § 26, stk. 1, består forhandlingsudvalget af 7 medlemmer, heraf 6 valgt af Amtsrådsforeningen i Danmark og 1 valgt af Københavns magistrat og Frederiksberg kommunalbestyrelse i fællesskab. Finansministeriet og Sundhedsministeriet udpeger hver 1 repræsentant og Kommunernes Landsforening 2 repræsentanter, der deltager i forhandlingsudvalgets møder. De gældende overenskomster indeholder foruden regler om vilkårene for de enkelte ydelser også bestemmelser om f.eks. uddannelseskrav og praksisplanlægning (fastlæggelse af antal ydere). Aftaler herom kan fortsat indgås som led i overenskomster. I disse overenskomster kan der også fastsættes regler om lægernes honorarer for tilskudsberettigende ydelser.
Sundhedsministeren indhenter en udtalelse fra forhandlingsudvalget inden fastsættelsen af regler, hvortil ministeren er bemyndiget i loven, jf. lovens § 26, stk. 3. Endvidere udpeger forhandlingsudvalget 3 repræsentanter til det i lovens § 27 omhandlede landssamarbejdsudvalg.
Som det fremgår af lovforslagets § 31, stk. 2, er det foreslået, at de nærmere vilkår for gratis lægehjælp og for de tilskudsberettigende ydelser fastsættes ved overenskomster mellem amtsrådene i fællesskab, herunder Københavns og Frederiksberg kommuner, og vedkommende faglige organisationer m.fl. Men der er ikke i forbindelse hermed foreslået nærmere lovregler om det offentliges forhandlingsorganisation svarende til de omtalte regler om Sygesikringens Forhandlingsudvalg i sygesikringsloven.
Allerede i betænkningen om praksissektorens organisation (nr. 1080/ 1986, s. 101-103) er der stillet spørgsmål ved berettigelsen af at opretholde Sygesikringens Forhandlingsudvalg som et lovbestemt organ. Det er anført, at forhandlingsudvalgets opgaver er en historisk betinget videreførsel af de opgaver, som tidligere blev varetaget af De Samvirkende Centralforeninger af Sygekasser i Danmark.
Det foreliggende lovforslag følger således betænkningens forslag om, at der ikke er behov for at opretholde Sygesikringens Forhandlingsudvalg, og er i øvrigt i overensstemmelse med senere tilkendegivelser fra Amtsrådsforeningen i Danmark.
Ophævelsen af Sygesikringens Forhandlingsudvalg som lovfæstet organ indebærer imidlertid ikke nødvendigvis, at forhandlingsudvalget nedlægges. Som det fremgår af lovforslaget skal overenskomsterne fremover indgås af amtsrådene i fællesskab. Amtsrådene er med andre ord blot frit stillet med hensyn til tilrettelæggelsen af deres forhandlingsorganisation på linie med, hvad der gælder for indgåelse af overenskomster og aftaler på andre amtskommunale områder.
Uanset hvilken fælles forhandlingsorganisation amtsrådene vælger, bør statens og kommunernes adgang til via repræsentanter fra Finansministeriet, Sundhedsministeriet og Kommunernes Landsforening at følge overenskomstforhandlingerne på praksisområdet opretholdes i lighed med, hvad der er tilfældet i dag.
6. Betegnelsen, offentlig sygesikring, er ikke anvendt i lovforslaget. Som det fremgår af kapiteloverskriften, er benævnelsen, ydelser i privat praksis m.v, foreslået.
Betegnelsen, offentlig sygesikring, blev introduceret i forbindelse med, at sygekassernes virksomhed ophørte den 1. april 1973, hvor lov om offentlig sygesikring trådte i kraft. Indtil da havde sygekassevæsenet været reguleret i lov om offentlig sygeforsikring fra 1960.
Det forekommer imidlertid ikke hensigtsmæssigt at opretholde en betegnelse, som - i let ændret skikkelse - er overtaget fra sygekassevæsenets tid, og som ikke er umiddelbart forståelig. Tværtimod kan betegnelsen opfattes som om, der stadig er tale om en forsikringsordning under en eller anden form. I øvrigt synes der slet ikke at være behov for nogen samlebetegnelse for et særligt system, idet ydelserne i privat praksis jo indgår som tilbud til borgerne på helt lige fod med lovens andre ydelser.
Til § 26
Den foreslåede bestemmelse bygger på reglerne i sygesikringslovens § 6, stk. 1 (lægehjælp ved alment praktiserende læge, jf. nr. 1), § 6, stk. 3 (speciallægehjælp, jf. nr. 2), § 6, stk. 6 (tolkebistand, jf. nr. 3), § 8, stk. 2 (tandlægehjælp, jf. nr. 6), § 9, stk. 1, 1. pkt. (fysioterapi, jf. nr. 4), § 9, stk. 1, 5. pkt. (fodbehandling og anden behandling, jf. nr. 5 og 8) samt § 9, stk. 1, 6. pkt. (kiropraktisk behandling, jf. nr. 7). Tolkebistand vil også blive ydet til døve og tunghøre.
Som følge af fastsættelsen af en autorisationsordning for kiropraktorer, jf. lov nr. 415 af 6. juni 1991 om kiropraktorer m.v., er bestemmelsen om, at kiropraktorer skal være godkendt af Dansk Kiropraktor-Råd, ikke videreført i nr. 7.
Det er ikke på dette sted i lovforslaget angivet, at det er bopælsamtskommunen, der har ansvaret for at tilvejebringe og finansiere de nævnte behandlingstilbud. Baggrunden herfor er, at den enkelte patient som hidtil, jf. sygesikringslovens § 12, stk. 2, vil kunne betale sin eventuelle andel af honoraret direkte til yderen, som herefter rejser krav om betaling af restbeløbet over for bopælsamtskommunen. Regler herom vil blive fastsat af sundhedsministeren i henhold til lovforslagets § 31, stk. 1.
Til § 27
Der henvises til pkt. 1 i de indledende bemærkninger til kapitel 6, hvori der samlet er redegjort for forslaget om at afskaffe opdelingen af befolkningen i sygesikringsgrupper.
Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til sygesikringslovens § 6, stk. 1 og 4.
I de af sundhedsministeren fastsatte regler om ydelse af tilskud, jf. lovforslagets §§ 27, stk. 1, 2. pkt., og 30, stk. 1, 2. pkt., vil amtsrådet få hjemmel til i konkrete tilfælde at beslutte, at tilskud ikke ydes til en patient, som må anses for at ville misbruge retten til tilskud. Virkningen heraf vil reelt være, at patienten kun får mulighed for at konsultere en valgt alment praktiserende læge og speciallæge efter henvisning fra denne. Denne regel erstatter sygesikringslovens § 6, stk. 5, om tvungen overførsel til sikringsform 1.
Som det fremgår af stk. 3 fastsætter sundhedsministeren efter forslaget nærmere regler om adgangen til valg af læge, der sker ved meddelelse til kommunalbestyrelsen. De gældende regler herom fremgår dels af sygesikringslovens § 6, stk. 2, og bekendtgørelse nr. 645 af 11. september 1991 om adgang til lægehjælp efter sygesikringsloven, dels af overenskomsten. I forhold hertil er det tanken at indarbejde regler om valg af læge og om lægeskifte i bekendtgørelsen i stedet for som hidtil i overenskomsten.
I § 27, stk. 1, opretholdes den hidtidige adgang for ministeren til at fastsætte et gebyr for benyttelse af lægehjælp, som kan afkræves i særlige tilfælde. For så vidt angår § 27, stk. 2, henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 9.
Til § 28
Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til de i dag gældende bestemmelser om lægeundersøgelse af børn.
Antallet af lægeundersøgelser er i dag fastsat til 8 i henhold til § 1, i bekendtgørelse nr. 309 af 10. juni 1981 om lægeundersøgelse af børn.
Forslagets stk. 2 gør det muligt at tilpasse ordningen til udviklingen i børnenes sundhedstilstand, og det lægger op til, at ordningen udformes i sammenhæng med de tilbud, der gives i den kommunale sundhedspleje, jf. lovforslagets § 18. Det vil endvidere være muligt at fastsætte regler om tolkebistand.
Til § 29
Ansvaret for tilbud om gratis vaccination til børn og unge påhviler amtskommunerne. Det gratis vaccinationstilbud tænkes indtil videre at omfatte
1) mæslinger, fåresyge og røde hunde til børn under 13 år og
2) kighoste, difteri, stivkrampe og polio til personer under 18 år.
De nævnte vaccinationer svarer til de vaccinationer, der i dag er omfattet af bekendtgørelse nr. 46 af 11. februar 1986. Dog er vaccination mod tuberkulose ifølge Sundhedsstyrelsen ikke længere fornøden, idet forekomsten af denne sygdom er lav og stadigt faldende.
Hensigten med stk. 2 er at opretholde sundhedsministerens adgang til at sikre personer, der er fyldt 18 år, et tilbud om vaccination mod visse sygdomme. Det forudsættes, at det eksisterende tilbud om vaccination mod røde hunde til kvinder, der er fyldt 18 år, opretholdes.
Til § 30
Der henvises til pkt. 1 i de indledende bemærkninger til kapitel 6, hvori der samlet er redegjort for forslaget om at afskaffe opdelingen af befolkningen i sygesikringsgrupper.
Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til sygesikringslovens § 6, stk. 3 og 4.
For så vidt angår anvendelsen af bemyndigelsen i § 30, stk. 1, 2. pkt., henvises til bemærkningerne til § 27.
For så vidt angår § 30, stk. 2, henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 9.
Til § 31
Den i stk. 1 foreslåede bemyndigelse for ministeren til at fastsætte nærmere regler om ydelse af gratis lægehjælp og om tilskud efter § 26 er parallel med de tilsvarende bemyndigelser i sygesikringslovens § 6, stk. 2-3 (lægehjælp), § 8, stk. 1-2 (tandlægehjælp) og § 9, stk. 2 (øvrige ydelser).
Bemyndigelserne er for tiden udnyttet ved bekendtgørelse nr. 645 af 11. september 1991 (lægehjælp), bekendtgørelse nr. 811 af 16. december 1988 (tandlægehjælp), bekendtgørelse nr. 252 af 23. april 1991 (fysioterapi), bekendtgørelse nr. 810 af 16. december 1988 (fodbehandling), bekendtgørelse nr. 488 af 24. juni 1991 (optræning af handicappede og behandling af muskellidelser på optræningscentret i Karlslunde) samt bekendtgørelse nr. 650 af 2. oktober 1987 (kiropraktisk behandling).
Den i stk. 2 foreslåede bestemmelse svarer til sygesikringslovens § 12, stk. 1, idet dog overenskomstens parter efter forslaget er på den ene side amtsrådene i fællesskab, herunder Københavns og Frederiksberg kommuner, og på den anden side vedkommende faglige organisationer m.fl. Om denne ændring henvises til pkt. 5 i de indledende bemærkninger til kapitel 6, hvor der nærmere er redegjort for forslaget om at ophæve lovfæstelsen af Sygesikringens Forhandlingsudvalg. Amtsrådene er med lovforslaget forpligtet til at forhandle og slutte overenskomst i fællesskab, men er i øvrigt frit stillet med hensyn til, hvorledes dette forhandlingsfællesskab skal organiseres.
Som nævnt i bemærkningerne til § 12 har kommunerne i samarbejde med amtskommunerne fortsat mulighed for at tilbyde plejehjemsbeboere almen lægehjælp ved en ansat plejehjemslæge, hvis den enkelte plejehjemsbeboer selv ønsker at benytte plejehjemslægen.
En sådan ordnings tilrettelæggelse m.v. kan indgå i overenskomstsystemet, hvor både amtsråd og kommunalbestyrelser i så fald må være aftaleparter.
1. pkt. af stk. 3 svarer til bestemmelsen i sygesikringslovens § 26, stk. 2, 2. pkt. Herudover er det i 2. pkt. som noget nyt foreslået, at amtsrådene får pligt til at offentliggøre godkendte overenskomster senest 1 måned efter ikrafttrædelsen. Indholdet af overenskomsterne kan ikke siges udelukkende at have interesse for yderne, deres organisationer samt amtskommunerne. Også borgerne kan have interesse i at kunne gøre sig bekendt med de aftalte ydelser og vilkårerne herfor.
Til § 32
Den foreslåede bestemmelse svarer til sygesikringslovens § 12 a, der blev indsat ved lov nr. 416 af 6. juni 1991. Der henvises generelt til bemærkningerne hertil.
Til § 33
Bestemmelsen svarer i princippet til sygesikringslovens § 13.
Til § 34
Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til sygesikringslovens § 15.
Til kapitel 7
Bestemmelserne i kapitel 7 svarer indholdsmæssigt til reglerne i §§ 6 a og 7 i sygesikringsloven, som ændret ved lov nr. 343 af 24. maj 1989, lov nr. 390 af 7. juni 1989 og lov nr. 279 af 2. maj 1990. Med hensyn til reglerne om Medicintilskudsnævnet henvises til lovforslagets § 55 i kapitel 12. Administration.
Bestemmelsen i § 35, stk. 5, giver, ligesom det antages at være tilfældet med den nuværende bestemmelse i sygesikringsloven, mulighed for, at bevillinger til individuelt tilskud til et lægemiddel efter Sundhedsstyrelsens bestemmelse kan omfatte synonympræparater, det vil sige lægemidler med samme virksomme indholdsstof.
Til kapitel 8
Bestemmelserne i kapitel 8 svarer i hovedtrækkene til bestemmelserne om sygehusvæsenets ydelser i §§ 3, 4, 5, 10 og 16 i den gældende lov om sygehusvæsenet (sygehusloven), jf. lov nr. 324 af 19. juni 1974.
Sygehusloven af 1974 er senere ændret ved lov nr. 295 af 26. juni 1975 (ankeadgang til Den Sociale Ankestyrelse, betaling for behandling ved statens sygehuse m.v.), lov nr. 156 af 31. marts 1976 (indtægtsinddragelse ved psykiatriske institutioner), lov nr. 118 af 29. marts 1978 (indtægtsinddragelse ved psykiatriske institutioner, patienter over 67 år), lov nr. 274 af 16. juni 1980 (aftaler om benyttelse af lands- og landsdelsafdelinger m.v.), lov nr. 251 af 27. maj 1981 (sygehusberedskab), lov nr. 252 af 27. maj 1981 (befordringsgodtgørelse), lov nr. 215 af 16. maj 1984 (indtægtsinddragelse, udbetaling af beløb til personlige fornødenheder m.v.), lov nr. 113 af 27. marts 1985 (ændring af planlægnings- og godkendelsesbestemmelser), lov nr. 192 af 29. marts 1989 (nedlæggelse af Hovedstadsrådet) samt lov nr. 389 af 7. juni 1989 (ophævelse af de sociale udvalg).
Sygehusloven er senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 476 af 7. november 1985.
En stor del af reglerne i den gældende sygehuslov er i det foreliggende lovforslag indarbejdet i de kapitler, der indeholder fælles bestemmelser for alle de omfattede sundhedsordninger. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets kapitel 1, 2, 9, 11, 12, og 13.
Med forslaget forbedres den enkelte borgers valgmuligheder, idet den enkelte får adgang til at vælge mellem indlæggelse på sygehusene inden for amtskommunen samt somatiske sygehuse uden for amtskommunen.
Efter sygehuslovens § 5 skal en amtskommune yde gratis behandling ved sit sygehusvæsen til personer, der har bopæl i amtet. Amtskommunen yder tillige gratis behandling ved sit sygehusvæsen til personer med midlertidigt ophold i amtet i tilfælde af akut opstået sygdom.
En person har desuden adgang til gratis behandling i en anden amtskommune eller på Rigshospitalet, såfremt bopælsamtskommunen giver samtykke hertil.
Hvis sygehusvæsenet i bopælsamtskommunen ikke selv kan yde den nødvendige behandling, skal samtykke gives, den såkaldte kaution.
Amtskommunerne kan iøvrigt frit give samtykke til behandling uden for amtet, selvom det ikke er nødvendigt af behandlingsmæssige årsager.
Al indlæggelse på sygehusene finder sted efter lægehenvisning. Det kan være egen læge eller en læge på en sygehusafdeling. For at sikre patienterne et tilfredsstillende behandlingstilbud er der i amtskommunerne og mellem amtskommunerne indbyrdes og på landsplan fastlagt retningslinier for visitationen af patienterne. Formålet med disse visitationsretningslinier har også været at sikre en hensigtsmæssig arbejdsdeling sygehusene imellem.
Under de nugældende visitationsretningslinier er omkring 10 % af samtlige udskrivninger fra sygehuse uden for egen amtskommune.
Efter forslaget vil det som noget nyt blive muligt for en person at ønske, på hvilket somatisk sygehus eller fødeklinik vedkommende vil behandles. Formålet hermed er i videst mulig omfang at sikre den enkelte patients valgmuligheder. Det betyder, at amtskommunen forpligtes til også at betale for behandling uden for amtskommunen, selvom behandlingen kunne være foregået ved amtskommunens egne sygehuse. Retten til at ønske at blive behandlet på et bestemt sygehus omfatter ikke psykiatriske sygehuse og sygehusafdelinger og de i § 38, stk. 1, nævnte behandlingsinstitutioner, jf. bemærkningerne til § 39.
I dag bliver langt de fleste personer indlagt på det nærmeste sygehus, der kan behandle den pågældende sygdom. Dette indlæggelsesmønster tilgodeser dels hensynet til, at patienten indlægges nær sit hjem og sine nærmeste pårørende, dels ønsket om at skabe et tæt samarbejde og samordning mellem sygehus, primær sundhedstjeneste og socialsektor til gavn for patientbehandlingen.
Den enkelte patient kan imidlertid ønske indlæggelse på et andet sygehus. Patienten kan f.eks. have sine nærmeste pårørende boende nær et andet sygehus. Der kan også være tale om, at patienten har en særlig tillid til et andet sygehus, eller at patienten på grund af uheldige erfaringer har fået mistillid til en bestemt afdeling.
Amtskommunerne kan i dag efterkomme sådanne ønsker hos patienterne. De fleste amtskommuner har f.eks. etableret fri ret til at vælge sygehus inden for amtskommunens egne grænser, og en række amtskommuner har indgået aftaler om frit valg over amtsgrænserne, især for så vidt angår sygehuse i grænseområdet mellem 2 amtskommuner.
Der er imidlertid alligevel patienter, hvis ønsker om indlæggelse på et bestemt sygehus ikke imødekommes. Det er derfor regeringens opfattelse, at de frivillige ordninger med hensyn til frit sygehusvalg generelt ikke er tilstrækkelige til at tilgodese patienternes krav om medbestemmelse på dette vigtige område.
Imødekommelse af ønske om behandling på et bestemt sygehus vil ikke blot tilgodese hensynet til den enkelte patient. For amtskommunerne vil de øgede valgmuligheder kunne have en selvstændig værdi, idet befolkningens valgmønstre og ændringer heri vil kunne give et indtryk af befolkningens tilfredshed med de enkelte sygehuse, og dermed give amtskommunerne anledning til at rette op på forholdene på sygehuse, der har vanskeligt ved at holde på patienterne.
Hertil kommer, at ventetiden til behandling ved det enkelte sygehus kan spille en væsentlig rolle ved valg af sygehus. Hvis hjemamtet har længere ventetid på en given behandling, mens et andet amt stort set ingen ventetid har, vil det ofte være naturligt at ønske sig behandlet der, hvor man kan komme hurtigst til. En sådan udjævning af ventetider vil desuden kunne indebære samfundsøkonomiske fordele, f.eks. hvis amtet med relativt lange ventetider kan undgå en kostbar kapacitetsudvidelse.
Til § 36
Bestemmelsen i stk. 1 svarer til sygehuslovens regler.
Som noget nyt forslås det i § 36, stk. 2, at amtskommunerne tillige er forpligtet til at betale for somatisk sygehusbehandling ved en anden amtskommunes sygehusvæsen og på Rigshospitalet, selvom det ikke er nødvendigt af hensyn til sygdommens behandling.
Betalingsforpligtelsen omfatter de somatiske sygehuse og fødeklinikker, der indgår i det amtskommunale sygehusvæsen, jf. forslagets § 38, stk. 1, og Rigshospitalet. Der henvises iøvrigt til bemærkningerne til § 39.
Det forudsættes, at behandlingen finder sted efter lægehenvisning, herunder også henvisning fra en anden sygehusafdeling. Forslaget medfører iøvrigt ingen ændringer i den gældende forpligtelse for en amtskommune til gratis at yde akut behandling til borgere fra andre amtskommuner under midlertidigt ophold, jf. § 36, stk. 3.
Som noget nyt foreslås det, at adgangen til gratis, akut behandling indskrænkes til at gælde for personer med bopæl andetsteds her i landet, på Færøerne eller i Grønland, jf. stk. 3. Personer med bopæl i udlandet har herefter ikke ret til gratis behandling og kan fremover afkræves betaling af amtskommunerne, jf. stk. 4. Tilflyttere fra udlandet, jf. § 8, stk. 1 og § 9, stk. 1, har uændret ret til gratis behandling i tilfælde af pludselig opstået eller forværret sygdom og lign.
Baggrunden for den foreslåede regel er, at danskere med ophold i lande specielt uden for Europa i tilfælde af sygehusbehandling bliver afkrævet betaling herfor. Det findes derfor rimeligt at indføre en tilsvarende regel i Danmark. Der er herved lagt vægt på, at turister og andre personer på midlertidigt ophold i Danmark i vid udstrækning har garderet sig mod uforudsete udgifter til sygehusophold ved at tegne rejsesygeforsikring.
I autorisationslovene for sundhedspersoner, f.eks. lov om udøvelse af lægegerning, er det forudsat, at sundhedspersoner har pligt til at yde nødvendig, akut behandling. Pligten til at yde akut, nødvendig behandling gælder som hidtil og uden hensyntagen til, om det på forhånd vides, at den pågældende ikke kan betale amtskommunen for sygehusopholdet. Amtskommunen kan således ikke gøre akut behandling betinget af betaling, kaution eller anden sikkerhedsstillelse.
Reglen får ikke betydning for borgerne i de skandinaviske lande, hvor den nordiske tryghedskonvention sikrer gratis adgang til akut behandling. Personer, som er omfattet af de europæiske fællesskabers regler om social sikkerhed for arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende m.fl., vil heller ikke blive berørt af reglen.
Bestemmelsen i stk. 5 svarer til den nuværende bestemmelse, hvorefter et alkoholambulatorium yder behandling til enhver, der henvender sig eller henvises fra offentlige myndigheder. Behandlingen er gratis uanset, hvor personen bor. For indlæggelse på behandlingsinstitutioner for personer med alkoholproblemer gælder de samme regler som for sygehusvæsenet i øvrigt.
Til § 37
Den foreslåede bestemmelse er en uændret videreførelse af bestemmelsen i sygehuslovens § 5, stk. 8, hvorefter sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at der i særlige tilfælde opkræves betaling for visse behandlinger og ydelser.
Til § 38
Bestemmelsen svarer til sygehuslovens §§ 3 og 16, stk. 1 og 2, idet dog sundhedsministerens hidtidige hjemmel efter § 3, stk. 3, 2. pkt., til at fastsætte regler om amtskommunernes benyttelse af private institutioner foreslås afskaffet som overflødig.
Til § 39
Bestemmelsen er ny og tilsigter, at en person, der af sin læge, herunder en anden sygehusafdeling, bliver henvist til behandling inden for det somatiske sygehusvæsen, kan vælge på hvilket sygehus, den pågældende ønsker at blive behandlet.
Retten til at vælge behandling uden for bopælsamtskommunen omfatter amtskommunale somatiske sygehuse og fødeklinikker samt Rigshospitalet, jf. § 36, stk. 2. En amtskommune kan efter gældende regler give borgerne frit valg til alle institutioner. Forslaget tilsigter ingen ændringer heri.
Det psykiatriske sygehusvæsen uden for amtskommunen er ikke omfattet af valgfriheden, medmindre den amtskommune, hvor patienten har bopæl, træffer anden bestemmelse. Dermed tilgodeses det tætte samarbejde og samordningen mellem det psykiatriske sygehusvæsen, de distriktspsykiatriske teams, den primære sundhedstjeneste og socialsektoren, som er nødvendig af hensyn til behandlingen af denne gruppe af patienter.
Retten til at vælge behandling uden for bopælsamtskommunen omfatter ikke behandlingsinstitutioner for alkoholmisbrugere og andre behandlingsinstitutioner, jf. § 38, stk. 1. Amtskommunen kan dog også for disse institutioners vedkommende beslutte at give patienter valgfrihed.
Private institutioner, som en fremmed amtskommune har indgået overenskomst med eller benytter på anden måde, jf. forslagets § 38, stk. 3, omfattes ikke af retten til at vælge sygehus. En amtskommunes benyttelse af private institutioner beror på en konkret privatretlig aftale mellem amtskommunen og den enkelte institution om et bestemt antal sengedage. Det er efter omstændighederne ikke fundet hensigtsmæssigt ved selve lovforslaget generelt at lade retten til selv at vælge behandlingsinstitution ændre de forudsætninger, der ligger til grund for disse aftaler.
Når en person efter eget ønske bliver henvist til behandling på et bestemt sygehus uden for amtskommunen, har bopælsamtskommunen pligt til at betale for behandlingen, jf. § 36, stk. 2. Det forudsættes, at patienterne som udgangspunkt indkaldes til behandling efter en lægelig vurdering af patientens aktuelle situation og behandlingsbehov samt under hensyn til det pågældende sygehus' specialesammensætning. Ved beslutningen om at indlægge kan dog også indgå hensynet til udviklingen i presset på den eksisterende kapacitet til behandling af den pågældende diagnose. Et sygehus kan således i situationer, hvor disse særlige hensyn gør sig gældende, afvise udenamtspatienter.
Det forudsættes, at principperne for de gældende retningslinier for visitationen opretholdes. Disse er, at indlæggelse altid sker efter lægehenvisning, og at indlæggelse for sygdomme, der kræver behandling på lands- eller landsdelsniveau, typisk sker fra en anden sygehusafdeling eller et andet sygehus.
Det forudsættes, at Rigshospitalets somatiske afdelinger omfattes af det frie valg. Til gengæld vil der i en 3-årig periode ikke ske en udvidelse af hospitalets samlede kapacitet. Derved begrænses muligheden for at tage patienter i behandling, som ikke har lægelig indikation for at skulle behandles på Rigshospitalets højt specialiserede afdelinger. Herudover sikres, at Rigshospitalet fuldt ud kan overholde indgåede aftaler om ydelser til brugeramterne, herunder at der er den nødvendige kapacitet til rådighed til at varetage den samlede behandlingsforpligtelse over for befolkningen i hospitalets lokalregion i Københavns kommune.
Amtskommunerne forudsættes som hidtil indbyrdes at indgå aftale om betaling og afregning for de patienter, der behandles uden for bopælsamtskommunen.
Til § 40
Bestemmelsen erstatter sygehuslovens §§ 4 og 10 om amtskommunernes adgang til at drive og benytte institutioner i udlandet.
I henhold til disse bestemmelser er der ved bekendtgørelse nr. 69 af 17. februar 1983 om adgang til højt specialiseret behandling i udlandet fastsat regler for henvisning og afholdelse af udgifter til sådan behandling. Efter bekendtgørelsen afholdes udgifterne til behandlingen af staten, mens udgifterne til befordring, herunder for eventuel ledsager, afholdes af bopælsamtskommunen. Det er hensigten at opretholde denne adgang til behandling i udlandet.
Den foreslåede bestemmelse omfatter alene højt specialiseret behandling. Der er ikke fundet grundlag for at opretholde en bredere adgang for sundhedsministeren til at fastsætte regler for amtskommunernes drift og benyttelse af institutioner i udlandet som i den gældende sygehuslov.
Til § 41
Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til § 16 a, stk. 1, 2. pkt., i sygehusloven.
Til § 42
Bestemmelsen svarer til § 10, stk. 2, i sygehusloven. Bestemmelsen sigter alene mod fastsættelse af betalingsregler for de såkaldte selvbetalere. Det vil i praksis først og fremmest sige ikke akutte patienter med bopæl i udlandet. Betalingsregler er i dag fastsat i § 9 i bekendtgørelse nr. 597 af 16. november 1982 om adgang til ydelser efter lov om sygehusvæsenet og lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp. Reglerne drejer sig fortrinsvis om beregning og opkrævning af betaling for behandling.
Til § 43
Den gældende sygehuslovs § 5 a indeholder en række bestemmelser om udbetaling af beløb til personlige fornødenheder og indbetaling af egne indtægter for særlige grupper af pensionister, plejepatienter og andre med længerevarende indlæggelse på sygehus.
Disse bestemmelser foreslås på grund af deres store detaljeringsgrad overført til en bekendtgørelse. Det er ikke hensigten at ændre indholdet i reglerne.
Til kapitel 9
De gældende regler om befordring i forbindelse med behandling på sygehus eller hos praktiserende læge, følger dels af sygehuslovens §§ 6-8, dels af sygesikringslovens §§ 17-18, samt af bekendtgørelser og cirkulærer i medfør heraf. I lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp er henvist til sygehuslovens regler.
Det er med lovforslaget hensigten at fastholde indholdet i de gældende regler, hvorefter der bl.a. er særlige ordninger for pensionister. Der er dog tilstræbt en forenkling i lovforslaget, og alle detailregler tænkes overført til en bekendtgørelse.
Den særlige bestemmelse i sygesikringslovens § 19 om, at kørselsgodtgørelse til praktiserende læger, der tilkaldes til gruppe 1-sikrede, fastsættes i overenskomst, er ikke videreført, fordi dette spørgsmål må løses på samme måde som for ydelser til lægen i øvrigt.
Ansvaret for samtlige opgaver vedrørende patientbefordring samles efter lovforslaget hos amtsrådet.
Til § 44
Reglen i stk. 1 svarer til § 6, stk. 1, i sygehusloven, og til § 17, stk. 3, i sygesikringsloven.
Forslagets stk. 2 svarer til § 6, stk. 2, i sygehusloven, samt til § 17, stk. 1, i sygesikringsloven, mens reglen i stk. 4 svarer til regler efter sygesikringslovens § 17, stk. 2.
I stk. 3 foreslås det, at patienter, der efter eget valg ønsker at blive behandlet uden for bopælsamtskommunen, uden at det er nødvendigt af behandlingsmæssige grunde, alene har ret til gratis befordring eller befordringsgodtgørelse svarende til afstanden til det nærmeste sygehus, hvor behandlingen kunne have fundet sted. Konkret kan det være vanskeligt at opgøre forskellen mellem den faktiske befordringsudgift til det valgte sygehus og den gratis befordring eller befordringsgodtgørelse, der ellers ville være blevet ydet, hvis patienten havde fulgt den sædvanlige visitation. Det forudsættes, at sundhedsministeren i henhold til bemyndigelsen i stk. 5 kan fastsætte nærmere regler om opgørelsen af en evt. godtgørelse til patienten, svarende til den befordring eller befordringsgodtgørelse, der ellers skulle have været ydet, herunder at denne godtgørelse kun skal refunderes patienten, såfremt den overstiger et nærmere fastsat beløb.
I stk. 5 bemyndiges ministeren til at præcisere reglerne i stk. 1-4 samt til at fastsætte regler om, at befordringsgodtgørelse kun skal ydes, når befordringsudgiften overstiger et nærmere fastsat beløb. Sundhedsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om modificering af henvisningskravet som forudsætning for ydelse af befordringsgodtgørelse ved behandling hos speciallæge. Dette skal ses i sammenhæng med fastlæggelsen af generelle regler om henvisning til speciallæge.
Bestemmelsen i stk. 6 indeholder en generel bemyndigelse, der supplerer stk. 5. Bemyndigelsesbestemmelserne i lovforslaget svarer til sygehuslovens § 6, stk. 4, og § 7 samt til sygesikringslovens § 17, stk. 2, og § 18.
Bemyndigelserne skal gøre det muligt at udstede en bekendtgørelse med nærmere regler svarende til de gældende. Det vil sige sygehuslovens § 6, stk. 3 og 5, § 7 og § 8 samt bekendtgørelse nr. 608 af 29. november 1982 om ydelse af befordring eller befordringsgodtgørelse i henhold til lov om sygehusvæsenet og lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp med tilhørende cirkulære af samme dato. Endvidere drejer det sig om sygesikringslovens § 18 samt bekendtgørelse nr. 638 af 8. december 1982 om befordringsgodtgørelse efter sygesikringsloven og det tilhørende cirkulære af 9. december 1982.
Til § 45
Amtskommunerne er forpligtet til at stille ambulancetransport til rådighed for personer, hvis tilstand kræver, at transport til sygehus eller andet behandlingssted finder sted i ambulance eller andet særligt sygekøretøj, jf. lovforslagets § 44. Der har hidtil i lovgivningen ikke været fastsat nærmere regler om de amtskommunale ambulancetjenesters organisation, omfang, bemanding og udstyr. Det er overladt til den enkelte amtskommune at tilrettelægge det nødvendige ambulanceberedskab som en integreret del af sundhedsvæsenet. I de 14 amtskommuner varetages ambulancetjenesten i praksis gennem entreprisekontrakt med Falcks Redningskorps A/S. Københavns, Frederiksberg, Gentofte og Roskilde kommuner har kommunalt brandvæsen med egne ambulanceberedskaber.
Det er forudsat, at tilrettelæggelsen af ambulancetjenesten skal indgå i amtskommunens plan for tilrettelæggelsen af amtskommunens virksomhed på sundhedsområdet, jf. lovforslagets § 50, stk. 1, nr. 2, jf. § 4, nr. 8. Planen forudsættes at omfatte amtskommunens målsætninger for ambulancetjenesten, og dennes organisation og samspillet mellem ambulancetjenesten og de parter, der er involveret deri, f.eks. andre amtskommuner og politiet, der varetager alarmeringsfunktioner. Endvidere forudsættes planen at indeholde redegørelse for beredskabets omfang og ambulancernes udrustning og bemanding og sygehusvæsenets og den primære sundhedstjenestes rolle i forbindelse med den præhospitale indsats over for akut syge og tilskadekomne.
I de senere år har der været betydelig interesse om den almindelige ambulancetjenestes niveau. Årsag hertil har bl.a. været, at der løbende sker ændringer i sygehusstrukturen, som betyder en reduktion i antallet af sygehuse med akut skadestue/modtagelse. I visse egne af landet kan det føre til en længere transporttid til behandlingssted af akut syge og tilskadekomne. Det foreslås på denne baggrund, at sundhedsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om ambulancetjenesterne, f.eks. om organisation, ambulancernes udrustning, mindstebemanding m.m. Der tænkes i denne forbindelse bl.a. på regler, der kan fastlægge visse mindstekrav til ambulancevæsenet med henblik på at få tilvejebragt en vis ensartet service landet over, hvis der konkret skønnes at være behov herfor, herunder f.eks. visse minimumskrav til uddannelsen af ambulancemandskabet.
Til kapitel 10
Begravelseshjælp har hidtil været en ydelse i henhold til sygesikringslovens § 16, og er der overtaget fra tidligere gældende sygeforsikringslov. Der er ikke foreslået ændringer af reglerne.
Til § 46
I stk. 1 videreføres reglen om, at boet efter en person, der havde ret til sygesikringslovens ydelser indtil dødsfaldet, har ret til begravelseshjælp. Det præciseres, at det er bopælskommunen, der varetager opgaven.
I henhold til cirkulæreskrivelse af 10. juni 1991 om regulering af begravelseshjælpen efter lov om offentlig sygesikring udgør begravelseshjælpen pr. 1. juli 1991 3.259,04 kr. Beløbet forudsættes efter lov om satsreguleringsprocent pr. 1. juli 1992 forhøjet med 2 pct. til kr. 3.324,22.
Reguleringsmetoden svarer til sygesikringslovens § 28, stk. 1. Regulering sker således fortsat een gang årligt med virkning pr. 1. juli. For at undgå skæve beløb og ørebeløb er der foreslået en afrundingsregel, hvorefter beløbet ved reguleringer, der finder sted efter lovens ikrafttræden, afrundes til det nærmeste med 50 delelige beløb i kroner.
Den nuværende bemyndigelse efter sygesikringsloven til at fastsætte begravelseshjælpens størrelse ved begravelse af et barn under 16 år opretholdes. Der foreligger i dag bekendtgørelse nr. 453 af 8. september 1981 om begravelseshjælp til børn under 16 år efter lov om offentlig sygesikring. Det er hensigten at videreføre de gældende regler.
I stk. 2 og 3 er sygesikringslovens § 16, stk. 2 og 3, om særlig begravelseshjælp gentaget, herunder bemyndigelsen, hvorefter der er udstedt cirkulære nr. 60 af 29. marts 1973 om udstedelse af fripolicer til særlig begravelseshjælp. Det er ligeledes hensigten at videreføre disse regler uændrede.
Regeringen har den 10. oktober 1991 fremsat forslag om ændring af sygesikringslovens regler om begravelseshjælp, jf. lovforslag nr. L 10. Dette forslag vil efter vedtagelse blive indarbejdet i forslag til lov om det offentlige sundhedsvæsen ved et ændringsforslag.
Til kapitel 11
Lovforslagets planlægnings- og samarbejdsbestemmelser har først og fremmest til formål at fremme en sammenhængende behandling af den enkelte patient og en sammenhængende tilrettelæggelse og prioritering inden for sundhedsvæsenet. De nuværende sektoropdelte og delvis ukoordinerede planlægnings- og samarbejdssystemer foreslås afskaffet og erstattet af nogle få og fælles samarbejds- og dialogprocedurer, som bedre tilgodeser behovet for et velfungerende samarbejde mellem sundhedsvæsenet og de tilgrænsende dele af socialvæsenet f.eks. om indsatsen på ældreområdet, distriktspsykiatrien, en styrket forebyggende indsats og udlægningen af opgaver fra sygehusvæsenet til den primære sundhedssektor. Planlægningens særlige rolle er i den forbindelse at sikre et længere tidsperspektiv i samarbejdet samt nogle fastere samarbejdsmønstre med hensyn til deltagerkreds, emner m.v.
I den nuværende sundhedslovgivning er fastsat bestemmelser for amtskommunernes planlægning i sygehuslovens § 11 (amtskommunens planlægning af sit sygehusvæsen), § 13 (aftaler om benyttelse af lands- og landsdelsafdelinger), § 16, stk. 4 (planer for drift af behandlingsinstitutioner for alkoholskadede), § 16 a (sygehusberedskab) samt i § 7 i lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp, mens kommunernes planlægning af de kommunale sundhedsordninger - sundhedspleje, skolesundhedspleje og hjemmesygepleje - følger bestemmelser i § 26 i lov om styrelse af sociale og visse sundhedsmæssige anliggender. Egentlige samarbejdsbestemmelser findes i sygesikringslovens § 23.
Ved lovforslaget ophæves disse bestemmelser og erstattes af fælles bestemmelser for samarbejde og planlægning, som omfatter samtlige de kommunale og amtskommunale opgaver i henhold til §§ 3-5.
I forhold til den nuværende lovgivning indeholder lovforslaget 4 større ændringer i forbindelse med planlægning og samarbejde på sundhedsområdet.
1) For det første foreslås det, at der i hver amtskommune skal foreligge en sammenhængende plan for betjeningen af amtskommunens borgere inden for sundhedsvæsenet. Planen skal omfatte sygehusvæsenet, ydelser i privat praksis, fødselsbetjening, amtskommunens forebyggende foranstaltninger m.v.
Ved en sammenhængende planlægning vil den enkelte amtskommune skulle tage stilling til prioriteringen og afvejningen mellem sundhedsvæsenets mål og midler, herunder mulighederne for at overflytte opgaver fra sygehusvæsenet til praksissektoren.
Det enkelte amtsråd skal gennemgå sundhedsplanen i løbet af valgperioden. Det er derimod ikke foreslået, at denne gennemgang skal ske på et bestemt tidspunkt i løbet af den kommunale valgperiode. Det samme gælder for forslaget om kommunale redegørelser. Hermed er imødekommet et ønske fra kommunal side om færrest mulige tidsmæssige bindinger på samarbejdet mellem amtskommunerne og kommunerne.
Bestemmelsen om en sammenhængende planlægning ændrer ikke den nuværende opgave- og kompetencefordeling mellem de kommunale myndigheder og praksissektoren. Planlægningen sigter alene mod, at den enkelte amtskommune får et bedre grundlag for de konkrete beslutninger. Selve udmøntningen af planlægningen vil på sygehusområdet fortsat ske ved konkrete budgetbeslutninger m.v., mens udmøntningen af planlægningen på praksisområdet vil ske ved forhandlinger og på grundlag af de foreliggende overenskomster og evt. efter indgåelse af lokale aftaler med de berørte parter. Forslaget om en sammenhængende sundhedsplanlægning vil ikke ændre praksissektorens nuværende liberale status.
For at sikre den tilsigtede sammenhæng og samordning inden for sundhedsvæsenet foreslås det at inddrage såvel kommunerne som praksissektoren i sundhedsplanlægningen.
2) Som den anden større ændring foreslås, at kommunalbestyrelserne på et møde i hver valgperiode skal behandle en redegørelse for deres aktiviteter på sundhedsområdet. Kommunernes indsats på sundheds- og forebyggelsesområdet har i de senere år været stadig stigende. Denne udvikling vil blive understøttet ved redegørelsen, som vil lægge fastere rammer om indsatsen, synliggøre den og danne grundlag for en bredere prioritering.
3) Den tredie større ændring vedrører nye bestemmelser for samarbejdet mellem det enkelte amtsråd, kommunalbestyrelserne i amtskommunen og de alment praktiserende læger, praktiserende speciallæger m.v.. På sygehusområdet indeholder lovgivningen i dag ikke bestemmelser for sygehusvæsenets samarbejde med sundhedsvæsenets øvrige områder og de tilgrænsende sektorer. På sygesikringsområdet er der i sygesikringslovens § 23 fastsat bestemmelser om 2 samarbejdsudvalg. På baggrund af erfaringerne med disse lovbestemte udvalg og udviklingen med etablering af nye og mere velfungerende samarbejdsformer samt ophævelsen af bestemmelsen om det sociale udvalgs selvstændige kompetence foreslås den nuværende lovbestemte udvalgsstruktur afskaffet. I stedet overlades det til amtskommunerne, kommunerne og praksissektoren selv at tilrettelægge samarbejdet ud fra lokale behov og ønsker.
4) Som den fjerde større ændring foreslås, at sundhedsministeren får bemyndigelse til at fastsætte regler for visitation, når væsentlige hensyn taler for, at visse behandlingsformer samles på eet eller ganske få sygehuse. Lovbestemmelsen bygger på en forventning om, at der så vidt muligt tilvejebringes aftaler om visitation, hvilket er understreget derved, at der forudsættes en forudgående forhandling. Formålet med bestemmelsen er at tilgodese hensynet til behandlingens kvalitet. Samtidig vil bestemmelsen kunne understøtte en effektiv udnyttelse af sundhedsvæsenets ressourcer, ved at specialiserede funktioner ikke bliver udbygget ud over, hvad der er behovsmæssig og økonomisk grundlag for.
Til § 47
Nødvendigheden af et tæt og fast samarbejde mellem de forskellige dele af sundheds- og socialvæsenet er blevet fremhævet gentagne gange i de senere år, f.eks. i forbindelse med etableringen af distriktspsykiatriske ordninger. I de kommende år vil kravet om samarbejde og sammenhæng blive yderligere skærpet i forbindelse med de fortsatte opgaveforskydninger på sundhedsområdet, som har medført og vil medføre, at grænserne mellem sygehussektoren, praksissektoren, den øvrige primære sundhedssektor og socialsektoren bliver stadig mere flydende. Indtil nu har det bl.a. givet sig udslag i kortere liggetider, mere ambulant og udadgående virksomhed fra sygehusene, udbygning af den kommunale døgnpleje og overflytning af opgaver til de praktiserende læger og kommunerne.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre et tæt og løbende samarbejde mellem amtskommuner, kommuner, praktiserende læger og øvrige ydere i henhold til kapitel 6 samt de tilgrænsende sektorer, særlig socialsektoren. Det gælder både i forbindelse med behandling, pleje m.v. af den enkelte patient og i forbindelse med tilrettelæggelsen og prioriteringen af indsatsen på sundhedsområdet.
Med forslaget afskaffes sygesikringslovens § 23, stk. 2 og 3, hvorefter der i hver amtskommune skal nedsættes et udvalg med repræsentation fra amtsrådet og kommuneforeningen i amtskommunen til at virke til fremme af samarbejde og samordning mellem praktiserende læger, sygehuse og anden sundhedsmæssig og social virksomhed. Som behandlet i bemærkningerne til kapitel 13. Administration m.v. afskaffes også sygesikringslovens § 23, stk. 4-udvalg, som består af repræsentanter fra § 23, stk. 2-udvalgene og fra vedkommende lægekredsforening. Disse udvalg har i en vis udstrækning varetaget opgaver i forbindelse med samarbejde, samordning og især planlægning.
På baggrund af de noget vekslende erfaringer med begge udvalg og de senere års udvikling med opbygning af andre mere fleksible og bedre fungerende samarbejdsmønstre i mange amtskommuner, er det ikke fundet hensigtsmæssigt nærmere at regulere samarbejdsformerne, men at overlade det til det enkelte amtsråd og kommunalbestyrelserne i amtskommunen i fællesskab at tilrettelægge samarbejdet, så det bedst opfylder de lokale behov og ønsker.
Amtskommunen skal i sin sundhedsplan redegøre for samarbejdet, jf. lovforslagets § 50.
Til § 48
Bestemmelsen, som er ny, sigter mod at udbygge dialogen mellem kommunerne, amtskommunerne, regeringen og Folketinget på sundhedsområdet. Redegørelsen afgives kort efter kommunalvalget og dermed før, at kommunerne skal behandle deres redegørelser, jf. § 49, og amtskommunerne deres sundhedsplaner, jf. § 50, stk. 1. Som led i redegørelsen kan sundhedsministeren pege på områder eller temaer, som kommunerne eller amtskommunerne efter ministerens opfattelse bør behandle mere indgående i deres redegørelser eller planer f.eks. for at fremme en udvikling, få et emne nærmere belyst eller få et område revurderet.
Sundhedsministeren kan ved udarbejdelsen af retningslinierne bl.a. medvirke til sikring af en fortsat udvikling af den forebyggende indsats inden for de fastlagte økonomiske rammer.
Til § 49
Den foreslåede bestemmelse om, at kommunalbestyrelsen en gang i hver valgperiode skal behandle en sundhedsredegørelse, er ny i forhold til den nuværende lovgivning.
Kommunerne har i de senere år i stigende omfang påtaget sig opgaver af sundhedsmæssig karakter, f.eks. i forbindelse med udbygning af døgnplejen og på det forebyggende område. Denne udvikling bør fastholdes og styrkes. En redegørelse vil kunne bidrage hertil ved at skabe grundlag for en mere sammenhængende vurdering og prioritering af kommunens indsats på sundheds- og forebyggelsesområdet og ved at synliggøre indsatsen og området. Derudover vil redegørelsen kunne give den enkelte kommunalbestyrelse et bedre grundlag for det løbende samarbejde med amtskommunen på sundhedsområdet og for kommunens medvirken i den amtskommunale sundhedsplanlægning, herunder udarbejdelse af høringsudtalelse over forslag til den amtskommunale sundhedsplan i henhold til § 51, stk. 1.
De kommunale redegørelser skal omfatte kommunens tilrettelæggelse af ordningerne i henhold til kapitel 4 og 5, kommunens forebyggende og sundhedsfremmende foranstaltninger i øvrigt samt sundhedsberedskabet i kommunen.
Redegørelsens behandling af de kommunale sundhedsordninger i henhold til kapitel 4 og 5 erstatter tidligere bestemmelser i den sociale styrelseslov for planlægning af de kommunale sundhedsordninger. Behandlingen af sundhedsberedskabet i kommunen er en direkte følge af hovedprincippet i det civile beredskab om, at den myndighed, der varetager en opgave til daglig, også skal forestå den i en beredskabssituation og følgelig har den løbende planlægningsopgave.
Til § 50
Bestemmelsen fastsætter, at der i hver amtskommune skal foreligge en sundhedsplan, der skal behandles på et møde i amtsrådet i hver valgperiode.
Planlægningen af det amtskommunale sundhedsvæsen følger i dag forskellige regel- og aftalesæt. På sygehusområdet er hovedområderne for en sygehusplan reguleret i sygehuslovens § 11, stk. 2, hvorefter en plan skal omfatte drift eller benyttelse af de institutioner, som er nævnt i lovens § 3. Sygesikringsloven indeholder ikke bestemmelser om praksisplanlægningens indhold. Planlægningen på praksisområdet baserer sig på aftaler mellem overenskomstens parter og er reguleret i sygesikringsoverenskomsterne for almen lægehjælp, speciallægehjælp m.fl.
I forhold til den nuværende planlægning på sundhedsområdet indebærer forslaget, at den nuværende sektoropdelte planlægning af det amtskommunale sundhedsvæsen erstattes af en sammenhængende sundhedsplanlægning, som omfatter samtlige de amtskommunale opgaver på sundhedsområdet, jf. § 4, og som inddrager kommunerne og praksissektoren i planlægningen, jf. også § 51. Denne ændring indføres for at tilgodese behovet for en styrket samordning og for en samlet prioritering og afvejning mellem sundhedsvæsenets forskellige dele. Et væsentligt område for en sammenhængende sundhedsplanlægning vil være at undersøge og beskrive mulighederne for at overføre opgaver fra sygehusvæsenet til den primære sundhedssektor f.eks. skadebehandling, forundersøgelser og efterbehandling.
Den sammenhængende sundhedsplanlægning indebærer ingen ændring i praksissektorens nuværende liberale status. I dag er praksisplanlægningen reguleret i overenskomsterne mellem den offentlige sygesikring og de enkelte organisationer, som indeholder bestemmelser om bl.a. plangrundlag, planforudsætninger, vejledende normer for planerne samt godkendelse af planerne. Samtlige disse spørgsmål kan fortsat indgå i overenskomsterne og gennemførelse af en af amtsrådet vedtagen plan vil fortsat forudsætte, at planen enten er i overensstemmelse med allerede indgåede aftaler, eller at der indgås nye aftaler, som sikrer dens gennemførelse.
Flere amtskommuner har allerede påbegyndt en mere sammenhængende sundhedsplanlægning. Lovforslaget er således i overensstemmelse med amtskommunernes egne bestræbelser på at forbedre sundhedsplanlægningen. I forhold til denne udvikling indebærer lovforslaget, at alle amtskommuner fremover skal have en sammenhængende sundhedsplan, og at kommunerne og praksissektoren skal inddrages i planlægning ved høring over forslag til sundhedsplan, jf. § 51.
Bestemmelsen i stk. 1 fastsætter de overordnede indholdsmæssige rammer for en sundhedsplan. Disse krav opfyldes allerede helt eller delvist i den sammenhængende sundhedsplanlægning, som flere amtskommuner har igangsat. Bestemmelsen sigter heller ikke så meget mod at regulere den enkelte amtskommunes planlægning inden for sundhedsvæsenet som på at fremme og styrke samarbejde med kommunerne og praksissektoren om tilrettelæggelsen af det amtskommunale sundhedsvæsen, jf. § 51. I forhold til den nuværende lovgivnings krav til planlægningen på sundhedsområdet indebærer lovforslaget 3 egentlige ændringer.
For det første foreslås, at amtskommunen skal redegøre for planens forudsætninger, herunder sundhedstilstanden i amtskommunen. Hovedsigtet med denne bestemmelse er at udvide sundhedsplanlægningens område fra sygdomsbehandling m.v. til også at rette sig mod forebyggelse og sundhedsfremme. Sundhedsplanlægningen vil kunne medvirke til en mere aktiv og målrettet forebyggende indsats fra kommuner, amtskommuner m.v. ved at give den grundlæggende beskrivelse af sundhedstilstanden hos amtskommunens befolkning.
For det andet foreslås, at amtsrådet i planen skal redegøre for amtskommunens forebyggende og sundhedsfremmende foranstaltninger. Som beskrevet i Regeringens Forebyggelsesprogram fra marts 1989 er sigtet hermed at styrke den forebyggende kommunale indsats. De amtskommunale sundhedsplaners behandling af indsatsen på forebyggelsesområdet vil sammen med de kommunale redegørelser, jf. § 49, kunne danne grundlag for samarbejde om et styrket forebyggende arbejde på det lokale plan.
Som den tredie ændring foreslås, at samarbejdet både mellem amtskommunen og de alment praktiserende læger, speciallæger og øvrige ydere i henhold til kapitel 6 og mellem amtskommunen, kommunerne i amtskommunen og med andre amtskommuner bliver gjort til genstand for selvstændige redegørelser i sundhedsplanen med henblik på at få etableret og aftalt fastere samarbejdsformer mellem sundhedsvæsenets forskellige dele, at orientere offentligheden m.v. om samarbejdet og endelig fastholde bestræbelserne på at fremme samarbejdet.
Derudover foreslås, at sundhedsberedskabet indgår som en del af amtskommunens sundhedsplanlægning, ligesom det efter § 49 indgår i den kommunale sundhedsredegørelse. Sundhedsberedskabet forstås traditionelt som sygehusberedskabet, beredskab i primær sundhedstjeneste samt lægemiddelberedskabet, og det er tæt forbundet til f.eks. det hygiejniske beredskab og beredskabet i den sociale sektor.
Efter § 2, stk. 1, i lov om det civile beredskab, jf. lovbekendtgørelse nr. 279 af 3. juni 1985, påhviler det de enkelte ministre inden for deres administrationsområder at træffe foranstaltninger, som til enhver tid måtte være påkrævet med henblik på landets civile beredskab. Heraf følger, at sundhedsministeren har det overordnede ansvar for sundhedsberedskabet. I henhold til civil beredskabsloven er hovedprincippet i øvrigt, at den myndighed, der varetager en opgave, også varetager den i beredskabssituationer og derfor har den løbende planlægningsopgave.
I den nuværende sundhedslovgivning er kun sygehusberedskabet omhandlet i sygehuslovens kapitel IV a. I henhold til civilforsvarslovens § 2 består civilforsvaret bl.a. af sygehusberedskabet, jf. nævnte kapitel i sygehusloven.
Dette indebærer, at etableringen af sygehusberedskabet sker i henhold til civilforsvarets beredskabsbestemmelser, og at det efter etableringen er underlagt civilforsvarskommandoens operative ledelse i tilfælde af krig.
Efter civilforsvarsloven varetager civilforsvaret opgaver såvel i krig som ved katastrofer i fredstid, medens lov om det civile beredskab alene taler om krigstid. På grund af den nære sammenhæng betyder det dog ikke, at beredskab i primær sundhedstjeneste ikke også kan tænkes anvendt ved katastrofer i fredstid.
Amtsrådet skal efter bestemmelsen i stk. 2 behandle sin sundhedsplan på et møde i hver valgperiode. Bestemmelsen indebærer, at amtsrådene skal udarbejde en sammenhængende sundhedsplan i den valgperiode, som falder sammen med lovens ikrafttræden. I de efterfølgende valgperioder skal amtsrådet mindst en gang gennemgå og vurdere sin sundhedsplan. På denne baggrund kan amtsrådet f.eks. beslutte at videreføre planen i sin helhed, at gennemføre en række mindre revisioner eller at foretage en gennemgribende revision af dele af planen. Bestemmelsen tilgodeser et ønske blandt amtsrådene om at få mulighed for at samle planlægningsarbejdet om afgrænsede og særligt presserende områder.
Til § 51
Bestemmelsen fastsætter procedurer for høring af kommunerne og praksissektoren i forbindelse med den amtskommunale sundhedsplanlægning. Bestemmelsen skal sammen med bestemmelsen i § 48 medvirke til at udbygge og styrke samarbejdet og samordningen mellem de forskellige dele af sundhedsvæsenet og mellem sundhedsvæsenet og i de tilgrænsende sektorer, især socialsektoren.
I følge stk. 1, nr. 1, skal amtsrådet indhente udtalelser fra hver af kommunalbestyrelserne i amtskommunen forud for rådets behandling af forslag til sundhedsplan, herunder ændring af sundhedsplanen.
Som et område, hvor kommunalbestyrelserne må inddrages, kan nævnes det distriktspsykiatriske tilbud. Dette tilbud forudsætter et tæt samarbejde mellem amtskommunerne og kommunerne.
Som yderligere områder, hvor kommunalbestyrelserne kan have en umiddelbar interesse i at blive inddraget, kan nævnes alternativer til sygehusindlæggelse, genoptræning og lignende ydelser, hvor kommunale og amtskommunale tilbud enten kan erstatte eller supplere hinanden. Kommunalbestyrelserne kan derudover have en mere generel interesse i at få lejlighed til at udtale sig over og stille forslag til ændringer i det amtskommunale sundhedsvæsens betjening af kommunens befolkning. Det er åbenbart i forbindelse med ændringer i sygehusbetjeningen, men kan også være tilfældet i forbindelse med betjeningen med almen lægehjælp.
For Københavns og Frederiksberg kommuner vil høringspligten være opfyldt i og med, at forslaget til sundhedsplan behandles i borgerrepræsentationen og kommunalbestyrelsen.
Efter stk. 1, nr. 2, skal amtsrådet indhente udtalelser fra de alment praktiserende læger, speciallæger og øvrige ydere i henhold til kapitel 6 over forslag til sundhedsplan, herunder ændring af planen.
På praksisområdet beror planlægningen, plangodkendelsen og planudmøntningen i dag på et samarbejde mellem den offentlige sygesikring og de praktiserende læger efter aftale i overenskomsterne. Med forslaget om en sammenhængende sundhedsplanlægning i hver enkelt amtskommune vil planlægningen og plangodkendelsen ikke længere være et aftalespørgsmål mellem overenskomstens parter, hvorimod udmøntningen af en plan fortsat vil bygge på forhandlinger mellem parterne.
Bestemmelsen i stk. 1 vil medvirke til en større offentlighed og åbenhed om sundhedsplanlægningen. Især bestemmelsen om høring af kommunalbestyrelserne i stk. 1, nr. 1, vil skabe opmærksomhed om planen og lægge op til lokal debat om planen og dens forslag til betjening af lokalområdet. Som flere amtsråd allerede har gjort, kan de enkelte amtskommuner selv inddrage offentligheden i sundhedsplanlægningen, også for at få en bredere debat af det amtskommunale sundhedsvæsen.
Med bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, sikres praksissektorens fortsatte medvirken i planlægningen. I forhold til i dag bliver praksissektorens deltagelse i planlægningen udvidet fra alene at omfatte praksisområdet til at omfatte hele det amtskommunale sundhedsvæsen. Herved forbedres praksissektorens muligheder for at præge den samlede planlægning af sundhedsvæsenet.
Forslagets stk. 2 svarer til sygehuslovens § 11, stk. 4. Rådgivning vedrørende sygehusberedskabsdelen af sundhedsplanen indhentes hos Civilforsvarsstyrelsen.
Til § 52
Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til sygehuslovens § 11, stk. 3.
Til § 53
Ifølge sygehuslovens § 11, stk. 6, skal amtskommunerne indsende deres sygehusplan eller ændring af sygehusplan til sundhedsministeren. Ministeren kan meddele sine bemærkninger til planerne. I særlige tilfælde, når væsentlige sundhedsmæssige hensyn taler herfor, kan ministeren bestemme, at amtsrådet skal behandle sin plan eller planændring på ny.
Med den foreslåede bestemmelse opretholdes kravet om, at amtskommunerne indsender deres planer til sundhedsministeren. Samtidig er bestemmelsen udvidet til også at omfatte Sundhedsstyrelsen i overensstemmelse med eksisterende praksis. Sundhedsministeriet sender planerne til Civilforsvarsstyrelsen. Derimod er der ikke fundet grundlag for at opretholde den særlige hjemmel til ministeren til at meddele sine bemærkninger til de amtskommunale sundhedsplaner og eventuelt henvise dem til fornyet behandling i amtsrådet. Sundhedsministeren vil også uden hjemlen kunne meddele sine bemærkninger og i den forbindelse anmode amtsrådet om at overveje eller behandle planen på ny, hvis væsentlige sundhedsmæssige hensyn taler derfor.
Til § 54
Bestemmelserne i stk. 1-3 svarer til reglerne i sygehuslovens § 13 om benyttelse af lands- og landsdelsafdelinger på fremmede amtskommunale sygehuse samt på statslige og private sygehuse, idet stk. 4 dog foreslås ophævet. Efter denne bestemmelse kan ministeren, når en amtskommune ikke har indgået de fornødne aftaler efter stk. 1 bestemme, at amtskommunen kan afkræves betaling uden dens samtykke for patienter, som behandles på lands- og landsdelsafdelinger uden for amtskommunens sygehusvæsen. Den bestemmelse har aldrig været anvendt, og i øvrigt indeholder den kommunale styrelseslov de tilstrækkelige midler til at opnå det samme, som bestemmelsen i sygehuslovens § 13, stk. 4.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 4, som er ny i forhold til den nuværende lovgivning, bemyndiger ministeren til, når væsentlige hensyn taler herfor, efter forhandling med amtsrådene i fællesskab at fastsætte bindende visitations- og betalingsregler med henblik på at samle bestemte former for sygdomsbehandling på eet eller få sygehuse.
Formålet med bestemmelsen er at tilgodese hensynet til behandlingens kvalitet. Ved at samle visse behandlingsformer på eet eller få sygehuse kan der skabes de bedste forudsætninger for at tilbyde patienterne en mere kvalificeret behandling, fordi behandlingen kan varetages af et personale, der har erfaring, rutine og sagkundskab inden for den enkelte sygdom. Dette særlige hensyn til behandlingskvaliteten vil i særlig grad gøre sig gældende for så vidt angår behandlingsformer for relativt små patientgrupper.
Ved at tilgodese hensynet til behandlingskvaliteten vil man endvidere kunne samle sygdomsbehandling, som kræver et højt specialiseringsniveau m.v. på et begrænset antal sygehuse.
Herved vil opnås en mere effektiv udnyttelse af sundhedsvæsenets ressourcer, hvilket også kommer patienterne til gode. Som eksempler kan nævnes cystisk fibrose, primær knoglekræft og knoglemarvstransplantation.
Bestemmelsen i stk. 4 forudsættes først og fremmest anvendt i tilfælde, hvor de ovenstående hensyn ikke allerede er tilgodeset i rimeligt omfang i forbindelse med de indgåede aftaler i henhold til stk. 1-3 eller ved indgåelse af aftaler mellem amtskommunerne og sundhedsministeren.
Til kapitel 12
Med lovforslaget ophæves dels lovbestemmelserne for en række råd og udvalg, dels de særlige klageregler i sygehusloven og sygesikringsloven. Af større ændringer foreslås desuden indført aktindsigt i optegnelser m.v. hos de alment praktiserende læger m.v. svarende til den nuværende aktindsigt i sygehusjournaler.
Endvidere foreslås indført ensartede regler om adgangen til at videregive helbredsoplysninger inden for sundhedsvæsenet, uanset om oplysningerne er ført manuelt i sygehusjournaler eller lignende eller er registreret på edb.
1. Det amtskommunale og det kommunale sundhedsvæsen forvaltes efter reglerne i lov om kommunernes styrelse. I sygehuslovens kapitel 6. Sygehusrådet og sygesikringslovens kapitel 6. Administration findes derudover en række særlige administrationsbestemmelser fortrinsvis om nedsættelse af særlige råd og udvalg til at bistå ved og forestå dele af forvaltningen af den nuværende sundhedslovgivning.
Det drejer sig om sygehusrådet i henhold til sygehuslovens § 19 og 20, medicintilskudsnævnet i henhold til sygesikringslovens § 7, amtskommunale samarbejdsudvalg mellem amtskommunen og kommuneforeningen i amtskommunen i henhold til sygesikringslovens § 23, stk. 2, amtskommunale fællesudvalg mellem § 23, stk. 2-udvalget og vedkommende lægekredsforening(er) i henhold til sygesikringslovens § 23, stk. 4, sygesikringsnævnet for søfarende i henhold til sygesikringslovens § 24, stk. 3, Sygesikringens Forhandlingsudvalg i henhold til sygesikringslovens § 26 og landssamarbejdsudvalg mellem Den almindelige danske lægeforening og repræsentanter fra Sygesikringens Forhandlingsudvalg i henhold til sygesikringslovens § 27, stk. 1, voldgiftsråd i henhold til sygesikringslovens § 27, stk. 3, samt tilsvarende landssamarbejdsudvalg og voldgiftsråd oprettet af sundhedsministeren efter bemyndigelse i henhold til sygesikringsloven § 27, stk. 6.
Størstedelen af lovbestemmelserne vedr. råd og udvalg foreslås afskaffet. Fra den nuværende sygehuslov drejer det sig om Sygehusrådet og fra sygesikringsloven om alle udvalg og råd på nær medicintilskudsnævnet. Disse råd og udvalg har fortrinsvis til opgave at formidle et samarbejde mellem forskellige dele af sundhedsvæsenet. Det er vurderingen, at et effektivt og bæredygtigt samarbejde inden for sundhedsvæsenet bedre kan tilvejebringes ved at overlade det til de berørte parter selv at tilrettelægge samarbejdet, end ved at lovgive om samarbejdsformer m.v., jf. bemærkningerne til lovforslagets § 47.
Til de enkelte forslag om afskaffelse af råd og udvalg kan knyttes følgende bemærkninger, idet der med hensyn til § 23, stk. 2-udvalgene og Sygesikringens Forhandlingsudvalg i henhold til sygesikringslovens § 26 henvises til henholdsvis kapitel 11 og kapitel 6.
Sygehusrådet har efter sygehusloven varetaget en række koordinerende og rådgivende opgaver mellem centrale og decentrale sygehusmyndigheder. Efter afskaffelsen i 1985 af den statslige godkendelse af sygehusplaner kan rådet ikke længere anses for påkrævet.
Udvalgene efter sygesikringslovens § 23, stk. 4, har til opgave at behandle klager vedr. lægebetjeningen efter nærmere regler fastsat i overenskomsten samt i øvrigt varetage opgaver efter overenskomsten eller lokal aftale. Efter de gældende overenskomster omfatter udvalgenes hovedopgaver fortrinsvis praksisplanlægning og samordningsforanstaltninger mellem sygesikringens ydelser og sygehusvæsenet. Klagesagsbehandling er derimod ikke henlagt til udvalgene, men til særlige udvalg nedsat i henhold til overenskomst. Baggrunden for afskaffelsen af § 23, stk. 4-udvalgene er dels, at deres opgaver i et vidt omfang varetages af udvalg oprettet i henhold til overenskomst, dels at deres opgaver i forbindelse med planlægning falder bort i forbindelse med forslaget til nye planlægnings- og samarbejdsbestemmelser, jf. kapitel 11.
Sygesikringsnævnet for søfarende i henhold til § 24, stk. 3, er rådgivende over for sundhedsministeren og Søfartsstyrelsen. Der er ikke behov for et permanent nævn, da den fornødne rådgivning kan indhentes fra de berørte parter i de enkelte sager. Hvis der senere måtte vise sig behov for et sådant nævn, kan sundhedsministeren alligevel nedsætte dette med henblik på almindelig rådgivning m.v.
Landssamarbejdsudvalgene og voldgiftsrådene i henhold til § 27 er aldrig etableret. Derimod er der oprettet landssamarbejdsudvalg og voldgiftsråd efter overenskomstmæssige aftaler. Bestemmelsen i § 27 må derfor anses for overflødig og foreslås afskaffet.
Endelig foreslås bestemmelserne i sygesikringslovens § 24, stk. 1 og 2, ophævet. Efter bestemmelserne kan ministeren dels bemyndige Sundhedsstyrelsen til at fastsætte bestemmelser vedr. tilskud til tandeftersyn og tandbehandling og vedr. tilskud til fysioterapi og kiropraktik, dels henlægge ministerens opgaver i følge loven til anden central statsmyndighed, herunder efter forhandling med socialministeren til Socialministeriet. Bestemmelserne er overflødige, idet ministeren også uden hjemmel vil kunne bemyndige Sundhedsstyrelsen eller - efter aftale med vedkommende minister - andre centrale statsmyndigheder til på sine vegne at varetage nærmere afgrænsede dele af ministerens opgaver efter loven. Ophævelsen af § 24, stk. 1 og 2, sigter ikke imod nogen ændringer i den nuværende administration, hvorefter opgaver vedr. særlig sygesikring for søfarende varetages af Søfartsstyrelsen.
2. Lov om offentlig sygesikring og lov om sygehusvæsenet indeholder udtrykkelige regler om klage over beslutninger, der træffes af de offentlige myndigheder om retten til ydelser. Efter sygesikringslovens § 24, stk. 4-6, kan afgørelser, der er truffet af kommunalbestyrelsen, indbringes for amtsankenævnet (i København og Frederiksberg dog for Den sociale Ankestyrelse), mens afgørelser truffet af amtsrådet (eller af det sociale udvalg på amtsrådets vegne) kan indbringes for Den sociale Ankestyrelse. Efter sygehuslovens § 9 kan afgørelser om, på hvilke vilkår en person har ret til sygehusbehandling samt befordring eller befordringsgodtgørelse påklages til Den Sociale Ankestyrelse.
Amtsankenævnene og Den sociale Ankestyrelse har imidlertid ikke haft nogen reel mulighed for at skabe et sammenhængende grundlag for virksomheden som klageinstans på sundhedsområdet, allerede fordi de rejste klager har været temmelig få og spredte. De nævnte ankeinstanser er desuden primært etableret med den opgave at behandle klager inden for det sociale område, hvor de sociale udvalgs selvstændige stilling i kommunestyret i øvrigt nu er ophævet. Til belysning af omfanget af klager kan det som eksempel nævnes, at Den Sociale Ankestyrelse i 1986 og 1987 behandlede ialt 7 og 28 klagesager angående ydelser efter henholdsvis sygehusloven og sygesikringsloven svarende til ialt godt 2 promille af de omkring 15.000 sager, som styrelsen har behandlet i løbet af de nævnte 2 år. Der foreligger ikke på centralt hold tilsvarende oplysninger om antallet af klagesager, der er indbragt for amtsankenævnene. Klager på sundhedsområdet er imidlertid væsensforskellige fra klager om adgangen til sociale ydelser. Hertil kommer, at der ikke i de øvrige love, som er berørt af lovforslaget, findes særlige klageregler. På denne baggrund er de særlige klageregler i sygesikringslovens § 24, stk. 4-6, og sygehuslovens § 9 foreslået ophævet.
Herefter er de kommunale myndigheders virksomhed på sundhedsområdet omfattet af det almindelige tilsyn med kommuner (tilsynsrådene) og amtskommuner (Indenrigsministeriet) i medfør af lov om kommunernes styrelse. Tilsynsmyndigheden vil således kunne tage stilling til, om en amtskommune har handlet i strid med lovgivningen, når det gælder en persons adgang til ydelser, jf. lovforslagets kapitel 3-10. De kommunale myndigheder skal efter forvaltningslovens § 7, stk. 1, tillige oplyse borgerne om muligheden for at rette henvendelse til tilsynsmyndigheden, når der skønnes at være behov herfor.
For så vidt angår klager over den faglige virksomhed, som udøves af personer under sundhedsvæsenet, vil der ikke i forbindelse med ophævelsen af de pågældende bestemmelser ske nogen ændring af retstilstanden, idet sådanne klager fortsat indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn i medfør af bestemmelserne i kapitel 3 i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. Efter lovens § 4, stk. 1, fører Sundhedsstyrelsen tilsyn med den sundhedsfaglige virksomhed, der udføres af personer inden for sundhedsvæsenet. Efter § 5 i lov om embedslægeinstitutioner bistår embedslægerne Sundhedsstyrelsen hermed. Endelig er Sundhedsstyrelsen efter centralstyrelseslovens § 2 forpligtet til at følge sundhedsforholdene, ligesom styrelsen i fornødent omfang skal orientere vedkommende myndighed om konstaterede overtrædelser eller mangler på sundhedsområdet.
Efter en samlet vurdering kan den foreslåede ophævelse af de særlige klageregler derfor ikke anses for at indebære nogen svækkelse af borgernes retssikkerhed.
Til § 55
Bestemmelsen svarer til bestemmelserne for medicintilskudsnævnet i sygesikringslovens § 7, som ændret ved lov nr. 343 af 24. maj 1989 (tilskud til lægemidler). Da medicintilskudsnævnets medlemmer er omfattet af de almindelige inhabilitetsregler i forvaltningslovens kapitel 2, er den hidtidige regel om, at medlemmerne ikke må være økonomisk interesserede i nogen virksomhed, som fremstiller, importerer eller forhandler lægemidler, dog udeladt. Som konsekvens af ophævelsen af lovbestemmelserne om Sygesikringens Forhandlingsudvalg, jf. bemærkningerne til kapitel 6, er det fremover amtsrådene i fællesskab, herunder Københavns og Frederiksberg kommuner, som indstiller et medlem til sundhedsministeren og ikke Sygesikringens Forhandlingsudvalg.
Til § 56
For så vidt angår privat praktiserende læger, tandlæger m.fl. svarer bestemmelsen indholdsmæssigt til sygesikringslovens § 25. Dog er reglen om adgang til at indhente oplysninger fra statslige og kommunale myndigheder og institutioner udeladt, idet en sådan adgang følger af de almindelige regler i forvaltningslovens § 31.
Oplysningspligten er udvidet til også at omfatte private sygehuse.
Til § 57
Efter offentlighedslovens § 9 har den enkelte borger aktindsigt i sin egen sygehusjournal. Inden for det offentlige sundhedsvæsen har den enkelte derudover ret til almindelig aktindsigt efter bestemmelserne i offentlighedslovens § 4 med de begrænsninger, der følger af § 7. Denne almindelige aktindsigt gælder for ydelserne efter lovforslagets kapitel 4, 5 og 9. Derimod har den enkelte ikke efter den gældende lovgivning aktindsigt i de oplysninger, en alment praktiserende læge, praktiserende speciallæge m.v., der arbejder efter en overenskomst med sygesikringen, fører om den pågældende i forbindelse med behandling, undersøgelse m.v.
Imidlertid har borgerne krav på at vide, hvilke oplysninger det offentlige sundhedsvæsen indsamler og opbevarer om dem. Det foreslås derfor, at den enkelte får aktindsigt i de optegnelser m.v., som er udarbejdet i forbindelse med ydelser til vedkommende efter kapitel 3 og 6. Aktindsigt må betragtes som led i en almindelig god orientering af patienten, og der vil derfor ikke være grundlag for særskilt honorering. Aktindsigten vil omfatte dels de optegnelser, den alment praktiserende læge, praktiserende speciallæge m.v. har udarbejdet i forbindelse med patientkontakten, dels korrespondance med andre læger, sygehuse, myndigheder m.fl., samt svar på laboratorieprøver, røntgenbilleder eller beskrivelser heraf og lignende. Herved vil der være aktindsigt i samtlige journaler og optegnelser m.v. udarbejdet som led i det offentlige sundhedsvæsens virksomhed.
Bestemmelsen i stk. 2 findes tilsvarende i offentlighedslovens § 9 om aktindsigt i sygehusjournaler.
Efter stk. 3 kan sundhedsministeren fastsætte nærmere regler om aktindsigt efter stk. 1.
Til § 58
Formålet med § 58 er at sikre, at der af hensyn til en sammenhængende og effektiv patientbehandling kan ske videregivelse af helbredsoplysninger inden for sundhedsvæsenet samtidig med, at tavshedspligten respekteres. Endvidere indføres ensartede regler for videregivelse, uanset om oplysningerne er ført manuelt i sygehusjournaler eller manuelle registre eller er registreret på edb.
Videregivelse af helbredsoplysninger reguleres i dag for manuelt førte oplysningers vedkommende af forvaltningslovens §§ 27-28 og for edb-registrerede oplysningers vedkommende af §§ 16-16 a (om videregivelse til private) og § 21 (om videregivelse til offentlige myndigheder) i lov om offentlige myndigheders registre. Fælles for de nævnte bestemmelser er, at det samtykke, der kan give grundlag for videregivelse, skal være skriftligt, jf. dog nedenfor om § 16 a, og indeholde oplysning om, hvilken type oplysninger der må videregives, til hvem oplysningerne må videregives og til hvilket formål, samt at det bortfalder senest efter 1 års forløb.
Den 27. maj 1991 vedtog Folketinget som et led i denne harmonisering en ændring af lov om offentlige myndigheders registre, hvorved kravet til samtykke lempedes, således at der med patientens mundtlige (eller evt. skriftlige) samtykke kan ske videregivelse af oplysninger til den alment praktiserende læge, som patienten selv har valgt, eller til en læge, der har patienten i behandling, jf. § 16 a, stk. 1. Lovændringen trådte i kraft den 1. september 1991. I bemærkningerne til lovforslaget anførtes bl.a. følgende: »Sundhedsministeriet vil på et senere tidspunkt fremsætte lovforslag om fælles regler for videregivelse af helbredsoplysninger fra journaler, manuelle registre samt edb-registre. Den foreslåede ændring af lov om offentlige myndigheders registre skal, indtil der foreligger et samlet regelsæt for videregivelse af helbredsoplysninger, medvirke til at forenkle arbejdet med administrationen af videregivelsesbestemmelserne, og det vil på denne måde kunne medvirke til at fremme en ønskelig udvikling i sundhedsvæsenet.«
Lovforslagets § 58 udgør således en fravigelse af forvaltningslovens § 28 og af registerlovens §§ 16, 16 a og 21. Den nuværende retstilstand har ført til, at flere sygehuskommuner har udformet detaljerede standardblanketter til brug for indhentelse af skriftligt samtykke med henblik på videregivelse af helbredsoplysninger. Det har dels bevirket en omfattende administration, dels en uensartet praksis, hvortil kommer, at fremgangsmåden har givet anledning til undren hos mange patienter.
I overensstemmelse med det fundamentale princip om patientens selvbestemmelsesret skal der i forbindelse med indlæggelse eller behandling gives patienten information om behandlingsmuligheder samt om risiko for eventuelle bivirkninger m.v., det såkaldte informerede samtykke, jf. Sundhedsstyrelsens cirkulære af 17. maj 1991 om information og samtykke m.v.
Lovforslagets § 58 om betingelserne for videregivelse af helbredsoplysninger bygger ligeledes på, at der skal indhentes informeret samtykke fra patienten. Informationen skal her gives på det tidspunkt, hvor det af hensyn til behandlingen skønnes nødvendigt at indhente eller videregive oplysninger om den pågældendes helbredsforhold. Såfremt patienten giver sit samtykke, kan videregivelsen ske til en anden myndighed, et andet sygehus med henblik på viderebehandling og til den praktiserende læge og/eller speciallæge. Patienten skal orienteres om, hvilke oplysninger der kan blive tale om at videregive eller indhente i overensstemmelse med det informerede samtykke. Patienten skal tillige informeres om formålet med og omfanget af videregivelsen eller indhentelsen.
Giver patienten sit samtykke til videregivelsen, skal dette noteres i sygehusjournalen, i den praktiserende læges journaloptegnelser eller markeres i det register, hvori patientens helbredsoplysninger er registreret. Der vil i øvrigt være tale om videregivelse til personer, der er omfattet af tavshedspligtsbestemmelser i f.eks. forvaltningslov, lægelov eller straffelov.
Nægter patienten at give samtykke til videregivelse af oplysninger, skal dette respekteres i henhold til bestemmelserne om tavshedspligt.
Til stk. 1. Udgangspunktet er, at oplysninger om patienters helbredsforhold ikke må videregives. Bestemmelsen gælder for udveksling af oplysninger, uanset om det sker mellem sygehuse, mellem sygehuse og praktiserende læger/speciallæger, mellem praktiserende læger/speciallæger indbyrdes, samt for videregivelse til andre forvaltningsmyndigheder. Ved helbredsforhold forstås oplysninger om sygdom eller nærmere karakteristik af en persons helbredstilstand.
Bestemmelsen er i forhold til forvaltningslovens regler skærpet med hensyn til afgrænsning af den myndighed, hvorfra indhentelse af oplysninger kræver samtykke, idet grænsen i forslaget er sat til det enkelte sygehus, hvor den efter forvaltningsloven går ved den enkelte amtskommune m.v. Samtidig gives der med lovforslaget mulighed for at videregive oplysninger efter patientens mundtlige samtykke i modsætning til forvaltningslovens mere restriktive regler, hvor samtykket skal være skriftligt.
Til stk. 2. Bestemmelsen fastsætter undtagelser fra hovedreglen om forbud mod videregivelse. Efter nr. 1 kan der ske videregivelse efter samtykke fra den, som oplysningen vedrører. Der stilles intet formkrav til samtykket, som kan være såvel mundtligt som skriftligt. Bestemmelsen vil være den praktisk væsentligste undtagelsesbestemmelse og vil betyde en styrkelse af patientens rettigheder i forhold til den nuværende retstilstand, idet der altid skal indhentes samtykke til videregivelse, medmindre patienten på grund af sin tilstand er ude af stand til at give samtykke, jf. nr. 3.
Efter nr. 2 kan videregivelse ske uden samtykke, når det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives. Som eksempel herpå kan nævnes bistandslovens § 17, som lyder: »Den myndighed, der behandler en sag efter denne lov, kan pålægge den, der søger bistand, at medvirke til sagens oplysning, herunder ved at lade sig undersøge af en læge eller indlægge til observation og behandling. Vedkommende myndighed kan endvidere afkræve andre, der har kendskab til forholdene, oplysninger, som må anses for nødvendige for sagen, herunder indhente sygehusjournaler eller udskrifter heraf. Oplysninger om økonomiske forhold kan i elektronisk form indhentes fra andre offentlige myndigheder samt arbejdsløshedskasser. ...«
Efter nr. 2 kan der således også, bl.a. med hjemmel i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse, ske videregivelse af oplysninger, der er nødvendige for gennemførelse af de offentlige tilsyns- og kontrolopgaver inden for sundhedsvæsenet.
Bestemmelsen i nr. 3 svarer til forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 3. Videregivelse til varetagelse af private interesser tager sigte på de tilfælde, hvor en patient på grund af sin tilstand er ude af stand til at give samtykke, og det af hensyn til behandlingen er nødvendigt, at der indhentes eller videregives oplysninger. Tilstanden kan f.eks. bestå i bevidstløshed, ung alder kombineret med manglende mulighed for at indhente samtykke fra forældremyndighedens indehaver og lign.
Videregivelse til varetagelse af offentlige interesser tager sigte på de tilfælde, hvor der er særlige samfundsinteresser i, at helbredsoplysninger kan videregives, uanset om patienten har givet samtykke hertil, f.eks. om værnepligtiges helbredsforhold ved sessioner.
Til stk. 3. Bestemmelsen fastslår princippet om det informerede samtykke, der også er gældende i forbindelse med patientbehandling, jf. Sundhedsstyrelsens cirkulære af 17. maj 1991 om information og samtykke m.v. Der stilles ikke noget formkrav til samtykket, som derfor kan være såvel mundtligt som skriftligt, men det forudsættes, at der sker notering eller markering af samtykket i journal eller register. I øvrigt henvises til de almindelige bemærkninger.
Til stk. 4. I de særlige tilfælde, hvor der er sket videregivelse af helbredsoplysninger uden samtykke på grund af patientens tilstand, skal vedkommende så hurtigt som muligt orienteres om, at videregivelse har fundet sted ledsaget af en begrundelse herfor.
Til stk. 5. Bestemmelsen fastslår, at også private sygehuse er omfattet af videregivelsesbestemmelserne.
Til § 59
Bestemmelserne svarer indholdsmæssigt til de tilsvarende bestemmelser i lov om offentlige myndigheders registre (§ 16 a, stk. 2-4), idet lovforslaget dog omfatter såvel manuelt førte som edb-registrerede helbredsoplysninger. Når den særlige bestemmelse om forskning og planlægning medtages her, skyldes det det nævnte ønske om at samle alle bestemmelser om videregivelse af helbredsoplysninger i en enkelt lov til en fælles regulering.
De helbredsoplysninger, der efter stk. 1 kan blive tale om at videregive uden samtykke til brug for læger i konkrete forskningsprojekter, kan ud over identifikationsoplysninger og oplysninger om diagnoser være f.eks. indlæggelsestider og -steder samt behandlingsoplysninger. Det videnskabelige formål skal dog være konkretiseret. Hvis forskeren efterfølgende ønsker at rette henvendelse til de patienter, som oplysningerne vedrører, kræver det tilladelse fra de ansvarlige overlæger på de sygehusafdelinger eller de læger/speciallæger, der har haft dem i behandling.
Såfremt der er tale om oplysninger, der rækker ud over de i stk. 1 nævnte, kræves af retssikkerhedsmæssige årsager efter stk. 2 Sundhedsstyrelsens godkendelse i forbindelse med videregivelse af oplysninger til forsknings- eller planlægningsmæssige formål. Der forudsættes desuden fastsat nærmere betingelser for anvendelsen, f.eks. om sletning/anonymisering/kryptografering. Tilsvarende skal Sundhedsstyrelsens godkendelse indhentes og nærmere betingelser fastsættes i tilfælde af anmodning om videregivelse af oplysninger fra sygehusjournaler eller -registre til forsknings- eller planlægningsmæssige formål til brug for andre end læger.
Helbredsoplysninger, der således, dvs. uden samtykke fra patienten, er videregivet til forsknings- eller planlægningsformål, må ikke yderligere videregives.
Til kapitel 13
Lovforslagets finansieringsbestemmelser svarer indholdsmæssigt til de nuværende regler med de ændringer, som følger af den foreslåede opgaveomlægning i kapitel 9.
Forslaget om at lade sygehuskommunerne afholde samtlige udgifter til patientbefordring, jf. kapitel 9, indebærer, at kommunerne - med undtagelse af begravelseshjælp - ikke længere afholder nogen udgift vedrørende sygesikring eller sygehusvæsen. Udgifterne afholdes herefter af amtskommunerne med undtagelse af de mindre dele, som afholdes af staten og af private sygehuse m.v.
Af lov om det civile beredskab følger, at kommunerne og amtskommunerne har ansvaret for det kommunale og amtskommunale civile beredskab, herunder sundhedsberedskabet. Dette ansvar omfatter også finansiering.
Som noget nyt foreslås det, at amtskommunerne får mulighed for at opkræve en takst fra kommunerne for færdigbehandlede patienter, der ikke kan udskrives på grund af manglende primærkommunale foranstaltninger.
Til § 60
Bestemmelserne svarer indholdsmæssigt til, hvad der følger af § 1 i lov om sundhedsplejerskeordninger, § 1 i lov om skolelægeordning, §§ 11 og 12 i lov om tandpleje samt § 5, stk. 1 og 2, i lov om hjemmesygeplejerskeordninger og §§ 13 og 21, stk. 2, i lov om offentlig sygesikring.
Til § 61
Bestemmelserne i nr. 1-3 svarer indholdsmæssigt til, hvad der følger af § 10, stk. 2 og 3, og § 11, stk. 4, i lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp, § 2, stk. 1, i lov om lægeundersøgelse af børn, § 1, stk. 1, i lov om tilbud om gratis vaccination mod visse sygdomme samt af § 5, stk. 2, i lov om hjemmesygeplejerskeordninger. I henhold til § 10 i lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp afholder statskassen udgifter til blodprøveundersøgelser i forbindelse med forebyggende helbredsundersøgelser af gravide. Denne bestemmelse ophæves, således at amtskommunerne fremover skal afholde udgifterne til blodprøveundersøgelser svarende til de regler, som i øvrigt gælder for det amtskommunale sundhedsvæsen. Der henvises til bemærkningerne til kapitel 3.
Bestemmelserne i nr. 4-6 svarer indholdsmæssigt til, hvad der følger af sygesikringslovens § 21, stk. 1, og sygehuslovens § 5, stk. 1.
Herudover er det foreslået, at amtskommunerne afholder udgiften til patientbefordring efter lovforslagets kapitel 9, jf. lovforslagets § 61, nr. 7. For så vidt angår patientbefordring i forbindelse med behandling på sygehus opretholdes de gældende regler hermed. Derimod ændres byrdefordelingen med hensyn til udgifterne ved patientbefordring til og fra praktiserende læge, idet disse udgifter hidtil har været afholdt af kommunerne, jf. sygesikringslovens § 21, stk. 2. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets kapitel 9 om patientbefordring.
Til § 62
Bestemmelserne svarer indholdsmæssigt til, hvad der følger af sygesikringslovens § 21, stk. 2, for så vidt angår særlig begravelseshjælp, § 21, stk. 3-4, og § 28, stk. 2.
Til § 63
Bestemmelsen svarer til § 5, stk. 3, i lov om hjemmesygeplejerskeordninger.
Til § 64
Bestemmelsen svarer med de ændringer, der følger af forslaget om frit sygehusvalg, til reglerne i sygehuslovens § 5, stk. 5-7.
Til § 65
Ifølge § 36 skal amtskommunerne yde gratis sygehusbehandling til de personer, der bor i den pågældende amtskommune.
Den foreslåede bestemmelse i § 65 giver imidlertid amtskommunerne mulighed for at opkræve en takst fra kommunerne for færdigbehandlede patienter, der er indlagt og som ikke kan udskrives p.g.a. manglende plejehjemspladser eller andre passende kommunale sociale og sundhedsmæssige tilbud, som den pågældende gruppe patienters tilstand måtte gøre påkrævede. Bestemmelsen gælder alene for det somatiske sygehusvæsen.
Med hjemmel i frikommuneloven har Nordjyllands og Frederiksborg amtskommuner gennemført forsøg med primærkommunal betaling for den heromhandlede patientgruppe.
Forsøgene må, efter regeringens opfattelse, betegnes som en succes. I Nordjylland er de primærkommunale foranstaltninger udbygget i et sådant omfang, at antallet af færdigbehandlede ventepatienter i dag er beskedent. Forsøget har også bidraget til øget samarbejde mellem amt og kommuner om de udskrevne patienter, og samtidig er der frigjort kapacitet til særlige ventelisteområder.
Der har gennem årene været mange eksempler på, at et udbygget samarbejde mellem amt og kommuner om udskrivningen af færdigbehandlede patienter har ført til mærkbare resultater. Der er imidlertid fortsat et større antal færdigbehandlede patienter på sygehusene, og regeringen har derfor ønsket at understøtte de lokale bestræbelser ved at tilvejebringe den heromhandlede hjemmel.
Formålet med en betalingsordning er at motivere kommunerne til i videre omfang - som alternativ til sygehusindlæggelse - at tilvejebringe de nødvendige og hensigtsmæssige plejetilbud til den pågældende gruppe patienter.
Et andet formål med ordningen er at fremme samarbejdet mellem amt og kommuner om udskrivningen af færdigbehandlede patienter. Derfor forudsættes det, at ordningen tilrettelægges i samarbejde med primærkommunerne, og herunder drøftes inden den iværksættes. Det vil i praksis sige, at amtskommunen og kommunerne aftaler samarbejdsformer, som kan sikre, at udskrivningen af patienterne foregår på en sådan måde, at patienterne sikres den nødvendige pleje og omsorg. Det forudsættes også, at kommunerne sikres den fornødne tid til at indrette budgetterne på betalingsforpligtelsen. Det betyder med andre ord, at kommunerne skal adviseres om indførelsen af en betalingsordning mindst 5 måneder før vedtagelsen af budgettet.
Herudover har betalingsordningen til formål at forbedre den kommunaløkonomiske lighed, idet ingen kommune længere vil kunne opnå økonomiske fordele ved at lade amtskommunen varetage plejen for færdigbehandlede patienter.
Ifølge stk. 2 fastsætter sundhedsministeren den maksimale sengedagstakst. Taksten fastsættes med udgangspunkt i oplysninger om omkostningerne ved kommunal pleje for ældre med et omfattende plejebehov. Det svarer til en pris på kr. 800 pr. dag (jan. 1991). Beløbet reguleres årligt i overensstemmelse med udviklingen i de faktiske udgifter. For patienter under 67 år nedsættes betalingen med 50 pct.
De friamtskommuner, der har gennemført betalingsordningen efter frikommuneloven, kan, hvis de ønsker det, videreføre deres ordninger til periodens udløb. Hermed tænkes især på adgangen til at opkræve et ekstra beløb, som tilbageføres til kommunerne.
Til § 66
Bestemmelsen tilsigter først og fremmest at regulere forholdene i de tilfælde, hvor en amtskommune har et psykiatrisk sygehus/afdeling beliggende i en anden amtskommune.
I forbindelse med den åbning af den psykiatriske behandling, der har fundet sted gennem de senere år, anvendes i stigende grad deldøgnsbehandling (daghospital) og ambulant behandling. Patienter, der førhen var indlagt på sygehus hele døgnet, opholder sig nu kun på sygehuset i dagtimerne, og tager som led i den psykiatriske behandling ofte bolig i nærheden af sygehuset.
Den foreslåede regel lovfæster i det væsentlige den nuværende praksis, hvorefter den indlæggende amtskommune fortsat er forpligtet til at afholde udgifterne til behandlingen, indtil denne er afsluttet, når patienten har taget bopæl i den fremmede amtskommune som led i behandlingen.
Som noget nyt indføres en tidsbegrænsning på 2 år for den tidligere bopælsamtskommunes betalingsforpligtelse.
Til § 67
Bestemmelsen svarer til tilskudsbestemmelserne i sygehuslovens § 17.
Dog er kravet om, at fastsættelsen af regler om statsrefusion af amtskommunale befordringsudgifter ifølge international overenskomst skal ske efter forhandling med socialministeren udeladt som konsekvens af overførslen af sygesikringsområdet til sundhedsministeren (tidligere indenrigsministeren).
Til kapitel 14
Kapitlet indeholder en bemyndigelse til ministeren til at dispensere fra en række af sundhedslovens bestemmelser. Ud over tandplejelovens § 13 indeholder den nuværende sundhedslovgivning ikke egentlige forsøgshjemler til ministeren.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at fremme forsøgsvirksomhed inden for sundhedsvæsenet. Forsøgsvirksomhed har i de senere år vundet indpas som et nyttigt og velegnet redskab for omstillingen af den offentlige sektor. Som eksempler kan nævnes frikommuneprojektet og Socialministeriets forsøgs- og omstillingsaktiviteter. Sundhedsministeriet har ydet økonomisk støtte til forsøg og analyser inden for sundhedsvæsenet.
Med den foreslåede bestemmelse bliver der åbnet mulighed for at iværksætte forsøg, som forudsætter, at bestemmelser i sundhedsloven fraviges. Der kan f.eks. være tale om forsøg med opgavefordelingen og finansierings- og honoreringsordninger. På disse områder kan det meget ofte være vanskeligt at forudse både de faglige og økonomiske konsekvenser af ændringer. Det kan derfor være hensigtsmæssigt at gennemføre afgrænsede forsøg, hvor erfaringer vurderes og videreformidles.
På forhånd må det forudses, at ministerens adgang til at dispensere fra loven som led i forsøgsvirksomhed kun vil blive anvendt i et begrænset omfang. Allerede den nuværende sundhedslovgivning giver kommuner og amtskommuner ganske betydelige muligheder for at tilrettelægge deres indsats på sundhedsområdet efter lokale behov og forhold, og disse muligheder bliver endnu bedre med lovforslaget.
Forsøgshjemlen omfatter stort set alle lovens bestemmelser.
I forbindelse med ministerens tilladelse til ved forsøg at fravige lovens bestemmelser skal der lægges afgørende vægt på hensynet til borgernes sundhed, retssikkerhed og velfærd.
Tilladelse til forsøg i henhold til den foreslåede bestemmelse vil blive bekendtgjort i Lovtidende.
Forsøg, der allerede er godkendt i henhold til frikommuneloven, fortsætter med hjemmel i den i § 68 foreslåede bestemmelse på samme vilkår. Samtidig ophæves forsøgshjemlerne i frikommuneloven, jf. § 69, stk. 2, nr. 10.
Til § 68
Bestemmelsen i stk. 2 svarer til § 1, 2. pkt., i lov om frikommuner.
Til kapitel 15
Til § 69
Af lovforslagets § 69, stk. 1, fremgår det, at det foreslåede ikrafttrædelsestidspunkt er fastsat til den 1. januar 1993.
Lovforslaget indebærer, at varetagelsen og finansieringen af visse opgaver overføres fra amtskommunerne til kommunerne og omvendt. Det vil derfor være mest hensigtsmæssigt, at loven træder i kraft ved overgangen mellem de to budgetår, dvs. pr. 1. januar.
Endvidere vil loven gøre det nødvendigt at foretage en gennemgribende revision af en del administrative forskrifter, retningslinier, vejledninger m.v. Af hensyn til de praktiske muligheder for at gennemføre disse forberedelser er det derfor af betydning, at lovens ikrafttræden ikke fastlægges i umiddelbar forlængelse af lovens vedtagelse.
I § 69, stk. 2, nr. 10, er det foreslået at ophæve §§ 45, 45 a, 45 b, 45 c og 45 d i frikommuneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 644 af 12. september 1991, idet disse bestemmelser i frikommuneloven giver hjemmel til som led i forsøg at fravige regler i nogle af de sundhedslove, der er foreslået ophævet. Frikommunelovens forsøgshjemler på sundhedsområdet omfattes af lovforslagets § 68 om forsøgsvirksomhed.
Til § 70
Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 17, stk. 3, om aktindsigt i sygehusjournaler i lov nr. 572 af 19. december 1985 om offentlighed i forvaltningen.
Til § 72
Hensigten med den foreslåede ændring af lov om sterilisation og kastration er at give det enkelte amtsråd lettere adgang til at udlægge sterilisationsoperationer fra sygehusene til praksissektoren.
De nærmere vilkår for ydelse af offentlige tilskud til sterilisationsoperationer i privat praksis forudsættes fastlagt i overenskomst mellem amtsrådene i fællesskab og de lægelige organisationer på tilsvarende måde, som for øvrige ydelser i henhold til kapitel 6 i lovforslaget. Reglerne om tilskud til sterilisationsoperationer i privat praksis vil således blive fastlagt på samme måde som for øvrige lægeydelser i privat praksis.
Til § 73
Bestemmelserne i lov om tilbud om gratis vaccination mod visse sygdomme er indarbejdet i sundhedslovforslagets § 29 (kap. 6), idet loven samtidig hermed foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 69, stk. 2, nr. 5. Ændringsforslaget omfatter alene lovhenvisningen i bestemmelsen og er således af rent redaktionel karakter.
Til §§ 74 og 75
Der er tale om konsekvensændringer som følge af vedtagelsen af forslag til lov om det offentlige sundhedsvæsen.
Kapitel 3
Graviditet og fødsel
§ 3. Kommunerne varetager i henhold til denne lov følgende opgaver inden for sundhedsvæsenet
1) Sundhedspleje til børn og unge i henhold til kapitel 4.
2) Syge- og barselspleje i henhold til kapitel 4.
3) Tandpleje i henhold til kapitel 5.
4) Begravelseshjælp i henhold til kapitel 10.
Kapitel 4
Kommunal sundheds- og sygepleje
§ 4. Amtskommunerne varetager i henhold til denne lov følgende opgaver inden for sundhedsvæsenet
1) Graviditetsundersøgelser og fødselshjælp m.v. i henhold til kapitel 3.
2) Lægehjælp, speciallægehjælp, tandlægehjælp m.v. i henhold til kapitel 6.
3) Helbredsundersøgelser af børn i henhold til kapitel 6.
4) Vaccination i henhold til kapitel 6.
5) Tilskud til sygehjælp m.v. under midlertidigt ophold i udlandet i henhold til kapitel 6.
6) Tilskud til lægemidler i henhold til kapitel 7.
7) Sygehusbehandling m.v. i henhold til kapitel 8.
8) Patientbefordring i henhold til kapitel 9.
Kapitel 5
Kommunal tandpleje
§ 5. Kommunerne og amtskommunerne skal drage omsorg for at fremme den lokale forebyggende og sundhedsfremmende indsats.
Stk. 2. Embedslægeinstitutionen yder kommuner og amtskommuner bistand til den i stk. 1 nævnte indsats.
Kapitel 6
Ydelser i privat praksis m.v.
§ 6. Lovens regler om amtskommuner gælder også for Københavns og Frederiksberg kommuner.
Stk. 2. Ved en persons bopælsamtskommune og bopælskommune forstås i denne lov den amtskommune og kommune, hvor den pågældende ifølge tilmelding til folkeregistret har bopæl eller i mangel heraf opholder sig.
Kapitel 7
Tilskud til lægemidler
§ 7. Enhver, der er tilmeldt folkeregistret med bopæl her i landet, har ret til ydelser efter loven på de i kapitel 3-10 nærmere fastsatte vilkår, jf. dog §§ 8-12.
Kapitel 8
Sygehusvæsenet
§ 8. Personer, der tilflytter fra udlandet, har først ret til ydelser efter loven 6 uger efter tilmeldingen til folkeregistret, jf. dog § 9.
Stk. 2. Personer, der efter at have opholdt sig i udlandet vender tilbage for igen at tage bopæl her i landet, har dog ret til ydelser efter loven straks ved tilmeldingen til folkeregistret.
Stk. 3. Personer, der tilflytter fra Færøerne eller Grønland, har ret til ydelser efter loven straks efter tilflytningen.
Stk. 4. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at nærmere angivne persongrupper får ret til ydelser efter loven straks efter tilmelding til folkeregister eller efter kortere tids ophold end 6 uger.
Kapitel 9
Patientbefordring m.v.
§ 9. Personer med bopæl på Færøerne, i Grønland eller i udlandet, der midlertidigt opholder sig her i landet, samt personer, der er tilflyttet fra udlandet, jf. § 8, stk. 1, har i tilfælde af fødsel, ulykke, pludselig opstået eller forværret sygdom og lignende ret til fødselshjælp efter kapitel 3, lægehjælp efter kapitel 6, behandling på sygehus efter kapitel 8 samt befordring efter kapitel 9. Retten er betinget af, at hensigten med opholdet her i landet ikke er at opnå ydelsen. Retten ophører, når henvisning til fortsat behandling på Færøerne, i Grønland eller i hjemlandet er forsvarlig.
Stk. 2. Sundhedsministeren kan fastsætte regler, hvorefter personer med bopæl på Færøerne, i Grønland eller i udlandet, som midlertidigt opholder sig her i landet, har ret til ydelser efter loven ud over de i stk. 1 nævnte tilfælde.
Kapitel 10
Begravelseshjælp
§ 10. Til opfyldelse af overenskomster med andre stater kan sundhedsministeren fastsætte regler om fravigelse af kravene efter §§ 7-9 og § 13.
Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter regler om fravigelse af loven i det omfang, det er nødvendigt for anvendelse af De Europæiske Fællesskabers forordninger om social sikring for arbejdstagere m.v.
Kapitel 11
Planlægning og samarbejde
§ 11. Søfarende, der er forhyret på dansk registreret skib, har ret til ydelser efter loven på nærmere af sundhedsministeren fastsatte vilkår. Ministeren kan herunder fravige lovens regler i det omfang, det findes nødvendigt eller hensigtsmæssigt under hensyn til de særlige forhold, der gælder for søfarende.
Kapitel 12
Administration m.v.
§ 12. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, i hvilken udstrækning personer, der er indkaldt til værnepligtstjeneste eller tjeneste, der kan sidestilles hermed, samt personer, der er optaget i Kriminalforsorgens anstalter og arresthuse, har ret til ydelser efter kapitel 6 og 7.
Kapitel 13
Finansiering
§ 13. Amtskommunen forsyner personer, der er tilmeldt folkeregistret med bopæl i amtskommunen, og som har ret til ydelser efter loven, med et bevis herfor (sundhedskort), jf. dog stk. 4.
Stk. 2. Til personer, der er berettiget til ydelser efter loven uden at have bopæl her i landet, udsteder den amtskommune, hvor vedkommende senest har haft bopæl eller i mangel heraf beskæftigelse, efter anmodning et særligt legitimationsbevis, jf. dog stk. 4.
Stk. 3. Beviset skal efter anmodning forevises af den berettigede i forbindelse med enhver ydelse efter loven.
Stk. 4. Sundhedsministeren fastsætter efter forhandling med amtsrådene i fællesskab nærmere regler om de nævnte bevisers udformning, indhold, udstedelse og inddragelse, og kan herunder fastsætte regler om udstedelse af bevis til børn under 16 år.
Stk. 5. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om opkrævning af gebyr for beviser, jf. stk. 1 og 2, der udstedes på grund af,
1) den sikrede ønsker ændringer af bevisets oplysninger, eller
2) bevisets bortkomst eller ødelæggelse.
Kapitel 14
Forsøgsvirksomhed
§ 14. Bopælsamtskommunen tilbyder i forbindelse med graviditet indtil 5 gratis, forebyggende helbredsundersøgelser af kvinden hos en læge.
Stk. 2. Bopælsamtskommunen tilbyder endvidere i forbindelse med graviditet gratis, forebyggende helbredsundersøgelser af kvinden hos en jordemoder.
Stk. 3. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at bopælsamtskommunen skal tilbyde nødvendig tolkebistand i forbindelse med undersøgelser efter stk. 1 og 2.
Kapitel 15
Overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.
§ 15. Bopælsamtskommunen tilbyder efter kvindens valg enten gratis fødselshjælp på sygehus eller anden offentlig institution eller gratis jordemoderhjælp og lægehjælp efter kapitel 6 ved fødsel i hjemmet.
Stk. 2. Amtskommunen yder tillige gratis fødselshjælp til kvinder med bopæl andetsteds her i landet, på Færøerne eller i Grønland, jf. § 9, stk. 1, hvis hensigten med opholdet i amtskommunen ikke er at opnå fødselshjælp.
Stk. 3. Amtskommunen yder ligeledes fødselshjælp til andre kvinder, der er omfattet af bestemmelsen i § 9, stk. 1, og som midlertidigt opholder sig i amtskommunen. Amtskommunen kan opkræve betaling for fødselshjælpen.
Stk. 4. Sundhedsministeren fastsætter regler om betaling for fødselshjælp til kvinder, der ikke har ret til gratis fødselshjælp.
§ 16. Bopælsamtskommunen tilbyder gratis vejledning om anvendelse af graviditetsforebyggende metoder hos en læge.
Stk. 2. Vejledningen skal tilbydes såvel
1) hos praktiserende læge som
2) på gynækologisk sygehusafdeling eller dertil indrettet klinik efter amtsrådets beslutning.
Stk. 3. Vejledning til personer, der er under 18 år og ugifte, eller som er umyndiggjorte i personlig henseende, er ikke betinget af samtykke fra forældremyndighedens indehaver eller værgen.
§ 17. Bopælskommunen, jf. dog stk. 2, tilbyder
1) Gratis sundhedspleje ved sundhedsplejerske til alle børn og unge indtil undervisningspligtens ophør,
2) gratis sygepleje og
3) gratis barselspleje.
Stk. 2. Kommunen yder gratis sundhedspleje til børn under den undervisningspligtige alder, der har ophold på døgninstitutioner for børn og unge beliggende i kommunen, og til børn, der går i skole i kommunen.
Stk. 3. Kommunen yder gratis sygepleje til personer, der opholder sig i kommunen.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan overlade sine beføjelser efter dette kapitel til en selvejende institution, som har driftoverenskomst med kommunen, i det omfang beføjelserne knytter sig til administrationen og driften af den virksomhed, der udøves i henhold til overenskomsten. Kommunalbestyrelsen fastsætter omfanget af beføjelserne og kan give retningslinier for udøvelsen af disse.
§ 17, stk. 1, fastslår som hovedregel, at det er bopælskommunen, der er forpligtet til at tilbyde de omhandlede ydelser. Stk. 2 og 3 fastslår en forpligtelse for opholdskommunen.
Det overlades til kommunerne selv at afgøre, hvorledes man ønsker sundheds- og sygeplejen organiseret. Sundhedsplejen til børn og unge skal varetages af en sundhedsplejerske i samarbejde med andre personalekategorier. På det sygeplejemæssige område vil de sygeplejefaglige opgaver blive varetaget af sygeplejersker i samarbejde med andre personalekategorier.
Den gratis barselspleje er ikke en ny opgave for kommunerne, idet de allerede i dag skal give dette tilbud i henhold til reglerne om hjemmesygepleje. Bestemmelsen sikrer, at mødre, der har født i hjemmet eller ambulant på sygehus, har ret til sygeplejefaglig rådgivning og pleje til sig selv og barnet i barselsperioden. Bestemmelsen giver imidlertid kommunerne mulighed for at beslutte, om barselsplejen skal varetages som led i den kommunale sundheds- eller sygepleje.
Bestemmelsen i stk. 2 vedrørende børn på døgninstitutioner er ny. Den indebærer, at de - formentlig relativt få - børn, der opholder sig på en døgninstitution for børn og unge, der er beliggende i en anden kommune end den, hvor de er tilmeldt folkeregistret, omfattes af sundhedsplejen på det sted, hvor døgninstitutionen er beliggende. I mangel af en bestemmelse herom ville sådanne børn kunne være afskåret fra det kommunale sundhedsplejetilbud. Stk. 2 fastslår samtidig, at børn, der går i skole i en anden kommune end bopælskommunen, har krav på sundhedspleje i den kommune, hvor skolen er beliggende. Det svarer til de i dag gældende bestemmelser.
Stk. 3 svarer til den i dag gældende regel i § 1, stk. 1, 1. punktum i bekendtgørelse nr. 198 af 17. maj 1979 om hjemmesygeplejerskeordninger. Man har med bestemmelsen ønsket at præcisere i loven, at alle personer, der opholder sig i kommunen, har ret til sygepleje uanset, om de er tilmeldt folkeregistret i en anden kommune (bopælskommunen).
Kravet om lægehenvisning foreslås ophævet. Det hænger bl.a. sammen med, at hjemmesygepleje allerede i dag ydes efter henvisning fra både socialforvaltningen, sygehusvæsenet og de praktiserende læger. Forslaget er i overensstemmelse med målsætningen om at tildele kommunalbestyrelserne et selvstændigt og synligt ansvar for tilrettelæggelsen af den kommunale indsats på sundhedsområdet. I den forbindelse vil der fortsat være behov for et tæt samarbejde mellem sygeplejen og de praktiserende læger. Som led i planlægningen af sundhedsvæsenet, jf. kapitel 11, kan kommunerne og amtskommunen drøfte retningslinier for visitation til sygepleje.
Bestemmelsen i stk. 4 er ny. Som følge af bl.a. omstillingen på ældreområdet er det ønskeligt, at kommunalbestyrelsen kan overlade visse beføjelser til at træffe afgørelser specielt på sygeplejeområdet til selvejende institutioner på samme måde som til kommunale institutioner. Dette kræver lovhjemmel, hvilket er baggrunden for den foreslåede bestemmelse. Det vil være op til den enkelte kommunalbestyrelse, om den ønsker at udnytte hjemlen.
Bestemmelsen i stk. 4 svarer i øvrigt til bistandslovens § 9, stk. 2, hvorefter en kommunalbestyrelse kan overlade sine beføjelser efter bistandsloven til en selvejende institution, som har driftsoverenskomst med kommunen. Stk. 4 er således nødvendig for at kunne skabe den fornødne samordning af hele døgnhjemmeplejen.
Den selvejende institution udøver beføjelserne på kommunalbestyrelsens vegne og er ved udøvelsen forpligtet til at følge kommunalbestyrelsens anvisninger. Det følger endvidere af de almindelige regler om delegation, at de afgørelser, der træffes i medfør heraf, kan omgøres af kommunalbestyrelsen i samme omfang, som hvis kommunalbestyrelsen selv havde truffet afgørelsen. Det følger ligeledes af reglerne om delegation, at denne altid kan trækkes tilbage.
Det følger endelig af forvaltningsloven, at der kan pålægges personer uden for den offentlige forvaltning tavshedspligt i forbindelse med oplysninger, som myndigheden videregiver til den pågældende uden at være forpligtet dertil. Dette indebærer, at bestyrelsesmedlemmerne i en selvejende institution kan pålægges tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger i forbindelse med driften og administrationen af institutionen.
Selvejende institutioner, der har overenskomst med en kommune og således er undergivet offentlig regulering, tilsyn og kontrol, er i øvrigt omfattet af forvaltningsloven.
Til § 18
Den foreslåede bestemmelse bygger på reglerne i lov om sundhedsplejerskeordninger, lov om skolelægeordning og lov om hjemmesygeplejerskeordninger samt de i medfør af lovgivningen udstedte bekendtgørelser.
I § 18 lægges vægt på at foretage en indholdsmæssig beskrivelse af det sundhedspleje- og sygeplejetilbud, kommunen er forpligtet til at tilbyde sine borgere.
Sundhedsplejen til børn og unge skal varetages af en sundhedsplejerske i samarbejde med andre faggrupper, herunder læger, sygeplejersker, jordmødre, lærere m.fl.
En fælles beskrivelse af sundhedsplejen dækkende hele børnegruppen indtil undervisningspligtens ophør er en understregning af ønsket om samordning af den tidligere småbørnssundhedspleje og skolesundhedspleje. Det er i god overensstemmelse med den udvikling, der allerede er igang i mange kommuner, hvor der er etableret en kombineret småbørns- og skolesundhedspleje.
Sundhedsplejen vil fra barnets fødsel have en tæt kontakt til barnet og vil blive opmærksom på børn med særlige sundhedsrisici og på børn, der ikke har gennemgået de forebyggende helbredsundersøgelser. Sundhedsplejen forudsættes derfor tilrettelagt i tæt samarbejde med de læger, der har ansvaret for børneundersøgelserne, jf. § 28.
I forbindelse med skolestart skal kommunerne sikre, at det enkelte barn får tilbudt en helbredsundersøgelse hos en læge. Kommunen får i henhold til bekendtgørelse udstedt i medfør af forslagets § 19 en pligt til at indkalde de børn, der ikke har været til en helbredsundersøgelse hos en læge, til en sådan undersøgelse. Den kan enten gennemføres af en ansat læge eller hos en praktiserende læge, som kommunen indgår aftale med. De børn, der ikke tager imod tilbuddet om en undersøgelse hos egen læge, skal indkaldes til en undersøgelse på skolen.
Den lægelige helbredsundersøgelse i forbindelse med skolestart skal i øvrigt ses i sammenhæng med de helbredsundersøgelser, som barnet er blevet tilbudt efter reglerne om lægeundersøgelse af børn, jf. forslagets § 28.
I øvrigt ligger det i ordningen, at tilsynet med det enkelte barns sundhedstilstand kan føre til, at barnet bliver henvist til undersøgelse og behandling hos alment praktiserende læge. Herved sikres det, at familielægen inddrages på tidligst mulige tidspunkt.
Særligt med hensyn til tuberkuloseundersøgelserne bemærkes, at der ud fra en lægefaglig vurdering ikke længere kan anses at være behov for at gennemføre en sådan undersøgelse af alle børn. Den hidtidige bestemmelse herom er derfor ikke medtaget i lovforslaget.
Som en konsekvens af de foreslåede ændringer indebærer lovforslaget, at skolelægens muligheder for at fritage børn fra undersøgelse, jf. skolelægelovens § 3, ophæves. Efter lovforslaget er der tale om et tilbud om helbredsundersøgelse i forbindelse med skolestart, som forældre/børn kan tage imod, hvis de ønsker det. Kommunerne skal imidlertid ved opsøgende arbejde sikre sig, at der er tale om en aktiv beslutning om fravalg hos de forældre, der ikke modtager tilbudet, jf. bemærkningerne ovenfor.
Herudover har skolelægen efter bekendtgørelsens § 3, nr. 2, til opgave at forestå almene sygdomsforebyggende og sundhedsfremmende foranstaltninger, herunder oplysningsvirksomhed overfor børn, forældre og skolepersonale. Både småbørns- og skolesundhedsplejersker varetager imidlertid ofte allerede i dag den daglige, praktiske kontakt til børn, forældre og personale i sådanne spørgsmål. Forslaget lægger derfor op til, at det overlades til kommunerne selv at beslutte, hvorledes man ønsker at tilrettelægge sin oplysningsvirksomhed inden for området. Det kan være en mulighed at inddrage de praktiserende læger i sundhedsplejearbejdet. § 78 i Landsoverenskomst om almen lægegerning mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg (SFU) og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) giver mulighed for etablering af kontaktudvalg til styrkelse af samarbejdet mellem praktiserende læger og kommunerne med henblik på at løse de lokale sociale og sundhedsmæssige problemer og sikre en samordnet indsats over for den enkelte borger.
§ 18. Den kommunale sundhedspleje skal omfatte
1) Sundhedsvejledning til børn og forældre samt institutionspersonale om barnets legemlige og psykiske udvikling,
2) tilsyn med det enkelte barns sundhedstilstand, herunder henvisning af barnet til undersøgelse og behandling hos alment praktiserende læge samt formidling af fornøden kontakt til social sagkundskab,
3) særlig vejledning og bistand i samarbejde med lægelig og social sagkundskab til forældre, hvis barn har særligt behov for sundhedspleje,
4) en helbredsundersøgelse hos en læge i forbindelse med skolestart og
5) almene sygdomsforebyggende og sundhedsfremmende foranstaltninger, herunder oplysning om hygiejne.
Stk. 2. Den kommunale sygepleje skal omfatte pleje og omsorg samt almen sundhedsvejledning, herunder opsøgende arbejde over for personer eller familier med særlige behov.
Stk. 3. Den kommunale barselspleje skal omfatte pleje og rådgivning af mødre i barselsperioden.
§ 19. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om omfanget af og kravene til den kommunale sundheds- og sygepleje.
§ 20. Bopælskommunen skal sikre alle børn og unge under 18 år adgang til gratis forebyggende og behandlende tandpleje, jf. dog § 25, stk. 3.
Stk. 2. Behandlinger, der påbegyndes i den kommunale tandpleje, skal færdiggøres i denne.
§ 21. Den kommunale tandpleje skal tilbydes enten på kommunale klinikker eller hos praktiserende tandlæger, med hvilke kommunalbestyrelsen indgår aftale.
Stk. 2. Unge på 16 og 17 år kan vælge at modtage det kommunale tandplejetilbud på kommunal klinik eller hos privat praktiserende tandlæge, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Bopælskommunen er kun forpligtet til at betale for særligt kostbare behandlinger hos privat praktiserende tandlæge, når kommunalbestyrelsen har godkendt iværksættelsen af behandlingen samt et af tandlægen afgivet behandlingstilbud.
§ 22. Kommunalbestyrelsen kan beslutte at yde tilskud til tandpleje til børn og unge under 16 år, der ikke modtager det kommunale tandplejetilbud efter § 20.
§ 23. Bopælskommunen kan tilbyde forebyggende og behandlende tandpleje til personer, der på grund af nedsat førlighed eller vidtgående fysisk eller psykisk handicap kun vanskeligt kan udnytte de almindelige tandplejetilbud.
Stk. 2. Personer, der får tilbudt tandpleje på kommunal klinik, kan vælge i stedet at modtage tandplejetilbudet hos privat praktiserende tandlæge eller klinisk tandtekniker.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at personer, der modtager et tandplejetilbud efter stk. 1, selv skal betale en del af udgiften til tandplejen. Egenbetalingen kan maksimalt udgøre samme procentvise størrelse som den, der er gældende efter de regler, der fastsættes efter kapitel 6.
Stk. 4. Til personer, der ikke modtager kommunal tandpleje efter stk. 1, ydes tilskud til tandpleje efter reglerne i kapitel 6.
§ 24. Amtsrådet og kommunalbestyrelserne skal sikre en koordination af den kommunale tandpleje og tandplejen i privat praksis.
§ 25. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om omfanget af og kravene til den kommunale tandpleje.
Stk. 2. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om ressourceanvendelsen i den kommunale børne- og ungdomstandpleje.
Stk. 3. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om betaling for visse ydelser i den kommunale tandpleje.
§ 26. Personer med ret til ydelser efter loven har adgang til
1) Gratis lægehjælp ved alment praktiserende læge, jf. § 27,
2) gratis lægehjælp ved speciallæge, jf. § 30,
3) nødvendig tolkebistand i forbindelse med lægehjælp efter nr. 1 og 2 efter sundhedsministerens nærmere bestemmelse,
4) tilskud til fysioterapi efter henvisning fra en læge,
5) tilskud til fodbehandling efter henvisning fra en læge,
6) tilskud til tandpleje, jf. dog kapitel 5,
7) tilskud til kiropraktisk behandling ved kiropraktor,
8) tilskud til anden behandling, forebyggende ydelser m.v. i det omfang, regler herom er fastsat af sundhedsministeren, jf. § 31, stk. 1.
§ 27. Gratis lægehjælp ved alment praktiserende læge, jf. § 26, nr. 1, er betinget af, at den berettigede er tilmeldt en alment praktiserende læge, og at lægehjælpen ydes af denne eller dennes stedfortræder. Er den berettigede ikke tilmeldt en alment praktiserende læge, yder bopælsamtskommunen tilskud til dækning af udgiften efter nærmere regler fastsat af sundhedsministeren. Sundhedsministeren kan bestemme, at der i særlige tilfælde kan afkræves et gebyr for benyttelse af lægehjælpen.
Stk. 2. Opholdsamtskommunen kan opkræve betaling for lægehjælp til personer med bopæl i udlandet, jf. § 9, stk. 1.
Stk. 3. Meddelelse om valg af læge sker til bopælskommunen. Valg af anden læge kan tidligst ske 6 måneder herefter. Dog kan valg af anden læge i forbindelse med flytning ske straks. Nærmere regler om lægevalg fastsættes af sundhedsministeren.
§ 28. Bopælsamtskommunen tilbyder alle børn under den undervisningspligtige alder ialt indtil 8 gratis forebyggende helbredsundersøgelser hos en læge, heraf 3 i barnets første leveår.
Stk. 2. Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler vedrørende de forebyggende undersøgelser i henhold til stk. 1.
§ 29. Bopælsamtskommunen tilbyder børn og unge under 18 år gratis vaccination mod visse sygdomme efter nærmere af sundhedsministeren fastsatte regler.
Stk. 2. Bopælsamtskommunen tilbyder personer, der er fyldt 18 år, vaccination mod visse sygdomme hos en læge efter nærmere af sundhedsministeren fastsatte regler.
§ 30. Gratis lægehjælp ved speciallæge, jf. § 26, nr. 2, er betinget af, at den berettigede er tilmeldt en alment praktiserende læge, og at lægehjælpen ydes efter henvisning fra denne eller dennes stedfortræder. Er den berettigede ikke tilmeldt en alment praktiserende læge, yder bopælsamtskommunen tilskud til dækning af udgiften efter nærmere regler fastsat af sundhedsministeren.
Stk. 2. Opholdsamtskommunen kan opkræve betaling for lægehjælp til personer med bopæl i udlandet, jf. § 9, stk. 1.
§ 31. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om ydelse af gratis lægehjælp og om tilskud til øvrige ydelser efter § 26.
Stk. 2. De nærmere vilkår for de ydelser, der efter sundhedsministerens regler omfattes af § 26, nr. 1-2 og nr. 4-8, fastsættes ved overenskomster mellem amtsrådene i fællesskab og vedkommende faglige organisationer m.fl.
Stk. 3. Overenskomster efter stk. 2 får dog først gyldighed efter denne lov, når de er godkendt af sundhedsministeren. Overenskomster offentliggøres af amtsrådene i fællesskab senest 1 måned efter ikrafttrædelsen.
§ 32. Kan ydelser, der efter sundhedsministerens regler omfattes af § 26, nr. 1-2 og 4-8, ikke gives på vilkår fastsat i en godkendt overenskomst, har de berettigede ret til tilskud på nærmere af sundhedsministeren fastsatte vilkår.
Stk. 2. Sundhedsministeren kan bestemme, at praktiserende læger ikke må tage større honorar for de enkelte ydelser, der er omfattet af § 26, end de efter stk. 1 fastsatte tilskud. Sundhedsministeren kan endvidere bestemme, at tandlæger, fysioterapeuter m.fl. ikke må tage større honorar for de enkelte ydelser, der er omfattet af § 26, end de efter stk. 1 fastsatte tilskud med tillæg af den efter lovgivningen fastsatte egenbetaling.
Stk. 3. For ydelser, der gives af praktiserende læger, tandlæger m.fl., og hvor der ikke tidligere har været aftalt overenskomstmæssige vilkår, kan sundhedsministeren fastsætte tilskud og honorarer efter reglerne i stk. 1 og 2.
Stk. 4. Sundhedsministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om udbetaling af tilskud, bestemmelser om antal læger m.fl., der kan levere ydelser, hvortil der ydes tilskud, og regler om henvisning til behandling i henhold til denne lov.
Stk. 5. Sundhedsministeren kan i forskrifter, der udstedes i medfør af stk. 2 og 3, fastsætte bestemmelser om straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne. Er en overtrædelse begået af et aktieselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.
§ 33. Kommunalbestyrelsen kan undtagelsesvis yde supplerende tilskud til dækning af udgifter til ydelser i privat praksis m.v.
§ 34. Til personer, der har ret til ydelser efter loven, kan der efter regler, der fastsættes af sundhedsministeren, ydes tilskud til sygehjælp m.v. under midlertidigt ophold i udlandet, på Færøerne og i Grønland.
Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter regler om, i hvilket omfang ydelser i henhold til overenskomst med anden stat træder i stedet for ydelser efter stk. 1.
§ 35. Til personer, der har ret til ydelser efter loven, yder bopælsamtskommunen tilskud med 50 pct. eller 75 pct. af udgiften til lægemidler, der er optaget på en af sundhedsministeren bekendtgjort fortegnelse over tilskudsberettigede lægemidler, og som
1) kun må udleveres efter recept fra en læge eller tandlæge i det omfang, tandlægen har ret til ved recept at ordinere lægemidler, eller
2) kan udleveres uden lægeordination, hvis de pågældende lægemidler ved lægens eller tandlægens ordination angives som bestemt til personer, der modtager pension efter lov om social pension eller har en varig lidelse, der kræver fortsat behandling med et af de pågældende lægemidler.
Stk. 2. Bopælsamtskommunen afholder hele udgiften til insulinpræparater, som ordineres af lægen, og som er optaget på en af sundhedsministeren bekendtgjort fortegnelse over tilskudsberettigede insulinpræparater.
Stk. 3. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om administration og udbetaling af tilskud efter stk. 1-2, 5 og 7 og kan herunder fastsætte regler om apotekernes medvirken ved administrationen.
Stk. 4. I den i stk. 1 omhandlede fortegnelse anføres for hvert lægemiddel, hvilken procentdel af udgiften der skal afholdes af amtskommunen. Det kan i fortegnelsen bestemmes, at amtskommunens tilskud til visse arter af lægemidler er betinget af, at lægemidlet ordineres til bestemte sygdomme.
Stk. 5. Sundhedsstyrelsen kan bestemme, at 50 pct. eller i ganske særlige tilfælde 75 pct. af udgiften til andre lægemidler, der af lægen er ordineret en bestemt patient, også afholdes af amtskommunen. Sundhedsstyrelsens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 6. De i stk. 1 og 2 omhandlede fortegnelser udarbejdes efter forhandling med Sundhedsstyrelsen. Sundhedsministeren kan bemyndige styrelsen til at foretage ændringer i fortegnelserne, gældende for tiden indtil bekendtgørelse om en ny fortegnelse træder i kraft.
Stk. 7. Bestemmelserne om tilskud til lægemidler gælder også, når lægemidlerne er indkøbt i et andet nordisk land end det, i hvilket de er ordineret.
§ 36. Amtskommunen yder gratis behandling ved sit sygehusvæsen, jf. § 38, til personer, der har bopæl i amtskommunen.
Stk. 2. Amtskommunen yder tillige gratis behandling ved en anden amtskommunes somatiske sygehuse og fødeklinikker samt på Rigshospitalet til personer, der har bopæl i amtskommunen.
Stk. 3. Amtskommunen yder desuden gratis behandling ved sit sygehusvæsen til personer med bopæl andetsteds her i landet, på Færøerne eller i Grønland, jf. § 9, stk. 1, i tilfælde af pludselig opstået eller forværret sygdom og lignende, hvis hensigten med opholdet i amtskommunen ikke er at opnå sygehusbehandling. Retten ophører, når henvisning til fortsat behandling i bopælsamtskommunen, på Færøerne eller i Grønland er forsvarlig.
Stk. 4. Amtskommunen yder ligeledes behandling ved sit sygehusvæsen til andre personer, der er omfattet af bestemmelsen i § 9, stk. 1, og som midlertidigt opholder sig i amtskommunen. Amtskommunen kan opkræve betaling for behandlingen.
Stk. 5. Amtskommunen yder endvidere gratis behandling ved sine alkoholambulatorier til enhver, som har ret til ydelser efter loven.
§ 37. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at der i særlige tilfælde opkræves betaling for visse behandlinger og ydelser.
§ 38. Til en amtskommunes sygehusvæsen hører amtskommunens egne sygehuse og fødeklinikker, behandlingsinstitutioner for alkoholmisbrugere og andre til sygehusvæsenet knyttede behandlingsinstitutioner.
Stk. 2. Som led i løsningen af sygehusvæsenets opgaver kan en amtskommune samarbejde med andre amtskommuners sygehusvæsen og med Rigshospitalet.
Stk. 3. En amtskommune kan endvidere indgå overenskomst med eller på anden måde benytte private institutioner som led i løsningen af sine sygehusopgaver.
§ 39. En person, der henvises til sygehusbehandling, kan blandt de sygehuse, som er omfattet af § 36, stk. 1-2, selv vælge, hvilket sygehus den pågældende vil behandles på.
§ 40. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om adgang til højt specialiseret behandling i udlandet.
§ 41. Rigshospitalet og private sygehuse er forpligtet til at deltage i sundhedsberedskabet, jf. § 50, stk. 1, nr. 6.
§ 42. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om betaling for behandling af personer, der ikke har ret til gratis behandling.
§ 43. Sundhedsministeren fastsætter regler om udbetaling af beløb til personlige fornødenheder og indbetaling af egne indtægter for særlige grupper af pensionister, der er indlagt på sygehus eller anden institution under sygehusvæsenet. Det samme gælder for plejepatienter og andre patienter, der skønnes uegnede til varig udskrivning til eget hjem.
§ 44. Personer, der har ret til ydelser efter loven, har i forbindelse med fødsel på sygehus eller anden offentlig institution, jf. kapitel 3, akut skadebehandling hos læge, jf. kapitel 6, eller sygehusbehandling, jf. kapitel 8, ret til gratis befordring med ambulance eller lignende, når patientens tilstand gør det nødvendigt.
Stk. 2. Personer, der har ret til ydelser efter loven, og som modtager pension efter lov om social pension, har i forbindelse med fødsel på sygehus eller anden offentlig institution, jf. kapitel 3, behandling hos valgte alment praktiserende læge, jf. kapitel 6, eller sygehusbehandling, jf. kapitel 8, ret til nødvendig befordring eller befordringsgodtgørelse, når befordring sker med andet end ambulance eller lignende.
Stk. 3. En person, der efter eget valg behandles på et sygehus i en anden amtskommune eller på Rigshospitalet, uden at det er nødvendigt af hensyn til sygdommens behandling, har uanset stk. 1 og 2, kun ret til gratis befordring eller befordringsgodtgørelse svarende til afstanden til det nærmeste sygehus, hvor den nødvendige behandling kunne have fundet sted.
Stk. 4. Personer, der har ret til ydelser efter loven, har i forbindelse med behandling hos speciallæge efter henvisning, jf. kapitel 6, ret til befordringsgodtgørelse til nødvendig befordring til den praktiserende speciallæge, der inden for vedkommende speciale har konsultation nærmest ved patientens opholdssted.
Stk. 5. Sundhedsministeren fastsætter regler om befordring og befordringsgodtgørelse efter stk. 1-4, herunder regler om, at gratis befordring efter stk. 3 eller befordringsgodtgørelse kun ydes, når befordringsudgiften overstiger et nærmere fastsat beløb.
Stk. 6. Sundhedsministeren fastsætter regler om, i hvilke tilfælde der i øvrigt ydes befordring eller befordringsgodtgørelse.
§ 45. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om tilrettelæggelsen af amtskommunernes ambulancetjenester.
§ 46. Bopælskommunen yder begravelseshjælp på 3.300 kr. til boet efter en person, der indtil dødsfaldet havde ret til ydelser efter loven. Begravelseshjælpen reguleres een gang årligt med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Beløbet afrundes til det nærmeste med 50 delelige beløb i kroner. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for begravelseshjælpens størrelse ved begravelse af et barn under 16 år.
Stk. 2. Til boet efter en person, der i tiden fra 1. januar 1954 til 31. marts 1973 uafbrudt har været nydende medlem af en anerkendt sygekasse eller omfattet af begravelseshjælp i Danske Sygekassers Udligningskasse for Begravelseshjælp, og som herigennem den 1. januar 1954 havde sikret sit bo en højere begravelseshjælp end 350 kr., ydes der ud over den i stk. 1 omhandlede begravelseshjælp et tillæg svarende til det beløb, hvormed den sikrede begravelseshjælp den 1. januar 1954 oversteg 350 kr.
Stk. 3. En person, der den 1. april 1973 var omfattet af direkte forsikring i Danske Sygekassers Udligningskasse for Begravelseshjælp, og som ikke på dette tidspunkt havde bopæl her i landet, har ret til fripolice efter regler, der fastsættes af sundhedsministeren. Retten til begravelseshjælp efter en sådan fripolice bortfalder, hvis der ved den pågældende persons død ydes begravelseshjælp i medfør af stk. 1-2.
§ 47. Amtsrådet og kommunalbestyrelserne skal i fællesskab etablere et samarbejde om den amtskommunale og den kommunale indsats på sundhedsområdet og mellem sundhedssektoren og de tilgrænsende sektorer.
§ 48. Sundhedsministeren afgiver ved hver kommunal valgperiodes begyndelse en redegørelse som oplæg til de kommunale redegørelser i henhold til § 49 og den amtskommunale planlægning i henhold til § 50.
Stk. 2. Sundhedsministeren udarbejder, efter forhandling med de kommunale organisationer samt Københavns og Frederiksberg kommuner, en vejledning for sundhedsplanlægningen.
§ 49. Kommunalbestyrelsen behandler een gang i hver kommunal valgperiode en redegørelse, der omfatter
1) Kommunens betjening af kommunens borgere i henhold til § 3,
2) kommunens forebyggende og sundhedsfremmende foranstaltninger i øvrigt og
3) sundhedsberedskabet i kommunen.
§ 50. For hver amtskommune skal foreligge en plan for tilrettelæggelsen af amtskommunens virksomhed på sundhedsområdet, der omfatter
1) Planens forudsætninger, herunder en beskrivelse af sundhedstilstanden i amtskommunen,
2) det amtskommunale sundhedsvæsens betjening af amtskommunens borgere i henhold til § 4,
3) amtskommunens forebyggende og sundhedsfremmende foranstaltninger i øvrigt,
4) amtskommunens samarbejde med alment praktiserende læger, speciallæger, tandlæger og øvrige ydere i privat praksis, jf. kapitel 6,
5) amtskommunens samarbejde med kommunerne i amtskommunen og med andre amtskommuner om varetagelse af sundhedsvæsenets opgaver og
6) sundhedsberedskabet i amtskommunen.
Stk. 2. Amtsrådet skal behandle planen på et møde i hver kommunal valgperiode.
§ 51. Forud for amtsrådets behandling af forslag til sundhedsplan skal amtsrådet indhente udtalelser over forslaget fra
1) hver af kommunalbestyrelserne i amtskommunen og
2) de berørte alment praktiserende læger, speciallæger og øvrige ydere i privat praksis, jf. kapitel 6.
Stk. 2. Forud for amtsrådets behandling af forslag til sundhedsplan skal amtsrådet indhente Sundhedsstyrelsens rådgivning.
§ 52. Amtsrådet skal ændre sundhedsplanen forud for gennemførelse af væsentlige ændringer i amtskommunens sundhedsvæsen, der ikke er forudsat i planen.
§ 53. Den af amtsrådet vedtagne sundhedsplan og senere ændringer heri indsendes til sundhedsministeren og Sundhedsstyrelsen.
§ 54. For at sikre varetagelsen af højt specialiseret behandling på sygehus påhviler det hver amtskommune at indgå aftaler om benyttelse af lands- og landsdelsafdelinger på fremmede amtskommunale sygehuse, Rigshospitalet og private sygehuse. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler herom.
Stk. 2. Kan der ikke opnås enighed om indholdet af aftaler efter stk. 1, kan sundhedsministeren træffe afgørelse herom efter anmodning fra en af de berørte parter. Vedrører uenigheden aftaler om benyttelse af Rigshospitalet, træffer sundhedsministeren afgørelse efter drøftelse i det kontaktudvalg, der er nedsat i henhold til lov om Rigshospitalets styrelse.
Stk. 3. De indgåede aftaler indsendes til sundhedsministeren.
Stk. 4. I tilfælde, hvor væsentlige hensyn taler for, at visse behandlingsformer samles på eet eller få sygehuse, kan sundhedsministeren, efter forhandling med amtsrådene i fællesskab, fastsætte regler for visitation af patienter samt betaling for behandlingen.
§ 55. Medicintilskudsnævnet, der består af højst 7 medlemmer, rådgiver Sundhedsstyrelsen i sager om de i § 35, stk. 1, 2, 4 og 5 nævnte forhold. Et medlem beskikkes af sundhedsministeren efter indstilling fra amtsrådene i fællesskab. De øvrige medlemmer, hvoraf 2 skal være alment praktiserende læger, beskikkes af sundhedsministeren efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen. Beskikkelsen gælder for 4 år ad gangen. Ministeren udpeger en formand blandt nævnets medlemmer.
Stk. 2. Sundhedsministeren kan fastsætte en forretningsorden for medicintilskudsnævnet.
§ 56. Sundhedsministeren kan til brug for varetagelsen af opgaver efter denne lov indhente oplysninger fra privat praktiserende læger, tandlæger m.fl.
Stk. 2. Sundhedsministeren kan pålægge amtskommunerne, kommunerne og private sygehuse at tilvejebringe statistiske oplysninger til brug for administrationen af denne lov.
§ 57. Den, om hvis helbredsforhold, der er udarbejdet optegnelser m.v. i forbindelse med ydelser efter kapitel 3 og 6, har ret til aktindsigt i optegnelserne m.v.
Stk. 2. Retten til aktindsigt kan dog begrænses i det omfang, partens interesse i aktindsigt findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private interesser.
Stk. 3. Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om aktindsigt, herunder om gebyr, efter stk. 1.
§ 58. Oplysninger i sygehusjournaler, patient- eller sygdomsjournaler eller -registre om enkeltpersoners helbredsforhold må ikke videregives til andre sygehuse, forvaltningsmyndigheder eller praktiserende læger.
Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan dog ske, når
1) den, oplysningen angår, har givet samtykke,
2) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives, eller
3) videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, som klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår.
Stk. 3. Samtykke efter stk. 2, nr. 1, skal være afgivet på grundlag af modtaget information om, at videregivelse vil finde sted, samt om formålet med og omfanget af videregivelsen. Samtykket noteres i patientens sygehusjournal, journaloptegnelser m.v. eller markeres i det register, hvor oplysningen er registreret.
Stk. 4. Såfremt der videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 3, skal den, oplysningen angår, snarest herefter modtage information om videregivelsen og formålet hermed.
Stk. 5. Stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse for så vidt angår private sygehuse.
§ 59. Fra sygehusjournaler og andre patient- eller sygdomsjournaler eller -registre kan videregives identifikationsoplysninger og oplysninger om diagnoser m.v. til brug for læger ved konkrete forskningsprojekter. Efterfølgende henvendelse til de enkeltpersoner, som oplysningerne angår, må kun finde sted efter tilladelse fra de læger, der har behandlet de pågældende.
Stk. 2. Herudover kan der fra journaler eller registre som nævnt i stk. 1 med Sundhedsstyrelsens godkendelse og på nærmere angivne vilkår videregives oplysninger til brug ved forskning eller planlægning.
Stk. 3. Oplysninger, der er videregivet til brug i statistisk eller forskningsmæssigt øjemed, må ikke yderligere videregives.
§ 60. Vedkommende kommune afholder udgifterne til
1) Ydelser til børn og unge under 18 år efter kapitel 4,
2) sygepleje efter kapitel 4 for personer, der er fyldt 67 år, samt 50 pct. af udgifterne til sygepleje for personer under 67 år, bortset fra administrationsudgifter, der afholdes fuldt ud af kommunen,
3) barselspleje efter kapitel 4,
4) tandpleje efter kapitel 5,
5) supplerende ydelser efter § 33 og
6) begravelseshjælp efter kapitel 10, jf. dog § 62, nr. 3.
§ 61. Vedkommende amtskommune afholder udgifterne til
1) Ydelser efter kapitel 3 om graviditet og fødsel,
2) sygepleje efter kapitel 4 for personer under 67 år, der ikke afholdes af vedkommende kommune, jf. § 60, nr. 2,
3) børneundersøgelser og vaccinationer efter kapitel 6,
4) ydelser i privat praksis m.v. efter kapitel 6, jf. dog § 60, nr. 5,
5) tilskud til lægemidler efter kapitel 7,
6) sygehusvæsenets ydelser efter kapitel 8, jf. dog §§ 64-67 og
7) patientbefordring efter kapitel 9.
§ 62. Statskassen afholder udgifterne til
1) Ydelser til søfarende efter § 11. Til delvis dækning af udgifterne herved pålægges der rederne (ejerne) et bidrag for hver søfarende i udenrigsfart. Bidraget fastsættes af sundhedsministeren efter indhentet erklæring fra vedkommende rederorganisationer.
2) Refusion til en anden stat i henhold til overenskomst med vedkommende stat og bestemmelser fastsat i overensstemmelse hermed af sundhedsministeren.
3) Begravelseshjælp efter § 46, stk. 3.
§ 63. Sundhedsministeren kan efter forhandling med de kommunale organisationer fastsætte nærmere regler om fordelingen mellem kommune og amtskommune af udgifter i forbindelse med sygepleje henholdsvis til personer under 67 år og til personer, der er fyldt 67 år.
§ 64. Når behandling på sygehus med samtykke af vedkommende amtskommune eller efter patientens eget valg, jf. § 39, finder sted på Rigshospitalet eller ved en fremmed amtskommunes sygehusvæsen, kan staten eller den amtskommune, der yder behandlingen, afkræve vedkommende amtskommune betaling herfor.
Stk. 2. Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om betaling for behandling på Rigshospitalet. Sundhedsministeren kan endvidere fastsætte regler om beregning af betalingen, når vedkommende amtskommune skal betale for en patients behandling ved en fremmed amtskommunes sygehusvæsen.
Stk. 3. Hvor særlige forhold taler herfor, kan sundhedsministeren fastsætte regler om, at enhver amtskommune gratis skal yde visse behandlinger, uanset hvor patienten bor.
§ 65. En amtskommune kan, uanset reglerne i § 36, af en kommune opkræve betaling pr. sengedag for færdigbehandlede patienter, der er indlagt på somatiske sygehuse, og som har bopæl i den pågældende kommune.
Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter den i stk. 1 nævnte sengedagsbetaling.
§ 66. Hvis en person som led i behandlingen på et sygehus, der ligger i en fremmed amtskommune, tager bopæl i den fremmede amtskommune, påhviler det fortsat den tidligere bopælsamtskommune at afholde udgifterne til behandlingen, indtil denne er afsluttet. Betalingsforpligtelsen ophører dog senest 2 år efter bopælsskiftet, uanset om behandlingen er afsluttet.
§ 67. I særlige tilfælde kan der af statskassen ydes tilskud til hel eller delvis dækning af udgifter ved løsningen af særlige opgaver inden for det amtskommunale sygehusvæsen.
Stk. 2. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at der af staten ydes vedkommende amtskommune hel eller delvis refusion af udgifter til befordring og behandling af personer, hvis ret til gratis behandling her i landet følger af internationale forpligtelser.
§ 68. Sundhedsministeren kan efter indstilling fra en kommunalbestyrelse eller et amtsråd tillade, at kommunen eller amtskommunen i en forsøgsperiode varetager sine opgaver efter regler, der fraviger reglerne i lovens §§ 3-4 og kapitel 2-13.
Stk. 2. Ved forsøgene skal der lægges afgørende vægt på hensynet til borgernes sundhed, retssikkerhed og velfærd.
§ 69. Loven træder i kraft den 1. januar 1993. Dog træder § 45 i kraft dagen efter lovens bekendtgørelse i Lovtidende.
Stk. 2. Samtidig ophæves
1) lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp, jf. lovbekendtgørelse nr. 477 af 7. november 1985,
2) lov nr. 409 af 13. juni 1973 om sundhedsplejerskeordninger,
3) lov om skolelægeordning, jf. lovbekendtgørelse nr. 430 af 16. august 1974,
4) lov nr. 236 af 30. april 1946 om lægeundersøgelse af børn,
5) lov nr. 634 af 17. december 1976 om tilbud om gratis vaccination mod visse sygdomme,
6) lov nr. 310 af 4. juni 1986 om tandpleje m.v.,
7) lov nr. 408 af 13. juni 1973 om hjemmesygeplejerskeordninger,
8) lov om offentlig sygesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 490 af 21. juli 1986,
9) lov om sygehusvæsenet, jf. lovbekendtgørelse nr. 476 af 7. november 1985 og
10) §§ 45, 45a, 45 b, 45 c og 45 d i lov om frikommuner, jf. lovbekendtgørelse nr. 644 af 12. september 1991.
Stk. 3. Følgende bekendtgørelser, der er fastsat i medfør af de i stk. 2 nævnte love, opretholdes, indtil de afløses af regler udstedt efter denne lov
1) Bekendtgørelse nr. 119 af 17. marts 1976 om begrænsning i adgang til ydelser efter sygesikringsloven for visse personer (hvilende sygesikring).
2) Bekendtgørelse nr. 37 af 25. januar 1980 om rejsesygesikring.
3) Bekendtgørelse nr. 555 af 20. november 1981 om tolkebistand i forbindelse med lægehjælp efter lov om offentlig sygesikring.
4) Bekendtgørelse nr. 597 af 16. november 1982 om adgang til ydelser efter lov om sygehusvæsenet og lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp.
5) Bekendtgørelse nr. 608 af 29. november 1982 om ydelse af befordring eller befordringsgodtgørelse i henhold til lov om sygehusvæsenet og lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp.
6) Bekendtgørelse nr. 732 af 21. december 1982 om offentlig sygesikring for søfarende m.fl.
7) Bekendtgørelse nr. 69 af 17. februar 1983 om adgang til højt specialiseret sygebehandling i udlandet.
8) Bekendtgørelse nr. 338 af 21. maj 1990 om kommunal tandpleje.
9) Bekendtgørelse nr. 488 af 24. juni 1991 om tilskud efter sygesikringsloven til optræning af handicappede og behandling af muskellidelser på optræningscentret i Karlslunde.
10) Bekendtgørelse nr. 650 af 2. oktober 1987 om tilskud efter sygesikringsloven til kiropraktisk behandling.
11) Bekendtgørelse nr. 252 af 23. april 1991 om tilskud efter sygesikringsloven til fysioterapeutisk behandling.
12) Bekendtgørelse nr. 810 af 16. december 1988 om tilskud efter sygesikringsloven til fodbehandling.
13) Bekendtgørelse nr. 776 af 12. december 1989 om rederbidrag ifølge lov om offentlig sygesikring.
14) Bekendtgørelse nr. 863 af 15. december 1989 om tilskud efter sygesikringsloven til tandpleje.
15) Bekendtgørelse nr. 179 af 20. marts 1989 om ændring af bekendtgørelse om rejsesygesikring.
16) Bekendtgørelse nr. 115 af 21. februar 1990 om ændring af bekendtgørelse om begrænsning i adgang til ydelser efter sygesikringsloven for visse personer (hvilende sygesikringsret).
17) Bekendtgørelse nr. 823 af 10. december 1990 af fortegnelse over lægemidler, der er tilskudsberettigede efter sygesikringsloven.
18) Bekendtgørelse nr. 869 af 14. december 1990 om amtskommunernes betaling for behandling af patienter på Rigshospitalet.
§ 70. Bestemmelsen i § 57 gælder for optegnelser m.v. påbegyndt efter lovens ikrafttræden og for tilførsler til eksisterende optegnelser m.v., der er foretaget efter lovens ikrafttræden.
§ 71. I lov om offentlige myndigheders registre, jf. lovbekendtgørelse nr. 621 af 10 februar 1987 som senest ændret ved lov nr. 347 af 6. juni 1991, ophæves § 16 a.
§ 72. I lov om sterilisation og kastration, jf. lovbekendtgørelse nr. 632 af 15. september 1986, affattes § 10, stk. 1 og 2, således
»§ 10. Sterilisation kan foretages af en læge på et sygehus eller i privat praksis.
Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter efter forhandling med amtsrådene i fællesskab nærmere regler om sterilisation i privat praksis.«
§ 73. I lov om erstatning for vaccinationsskader, jf. lov nr. 82 af 8. marts 1978, affattes § 1, stk. 1, således
»§ 1. Staten yder erstatning til en vaccineret person eller dennes efterladte for skade, som med rimelig sandsynlighed må antages at være forårsaget af vaccination her i landet mod en sygdom, der er omfattet af tilbud om gratis vaccination i henhold til kapitel 6 i lov om det offentlige sundhedsvæsen.«
§ 74. I lov om erstatning til besættelsestidens ofre, jf. lovbekendtgørelse nr. 472 af 4. august 1988, som ændret senest ved lov nr. 399 af 6. juni 1991, ændres i § 13, stk. 2, »ydes af social- og sundhedsforvaltningen« til: »ydes efter lov om det offentlige sundhedsvæsen«.
§ 75. I lov om arbejdsskadeforsikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 450 af 25. juni 1987, som ændret senest ved lov nr. 407 af 6. juni 1991, ændres i § 25, stk. 1, »offentlig sygesikring eller som led i behandlingen på offentligt sygehus« til: »det offentlige sundhedsvæsen«.
§ 76. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Formålet med lovforslaget.
Formålet med lovforslaget er
- at sikre en bedre sammenhæng både i behandlingen og plejen af den enkelte patient og i tilrettelæggelsen og prioriteringen af det samlede sundhedsvæsen.
- at forbedre borgernes rettigheder inden for sundhedsvæsenet, herunder sikre større selvbestemmelse og bedre muligheder for frie valg for den enkelte.
- at styrke den forebyggende og sundhedsfremmende indsats i kommunerne og amtskommunerne.
- at forenkle og modernisere sundhedsvæsenet og sundhedslovgivningen.
Ved lovforslaget drages lovgivningsmæssige konsekvenser af en række af de senere års sundhedspolitiske initiativer. Det drejer sig særlig om behovet for en bedre samordning, som redegjort for bl.a. i betænkningen om samordning i sundhedsvæsenet (bet.nr.1044/1985); for en styrket forebyggende indsats, jf. Regeringens Forebyggelsesprogram, marts 1989; samt regeringens indsats for at modernisere og afbureaukratisere den offentlige sektor.
Lovforslaget har fælles udgangspunkter og mål med Verdenssundhedsorganisationens (WHO) strategi, »Sundhed for Alle i år 2000«, og WHO's sundhedspolitiske mål for den europæiske region. Lovforslaget er i overensstemmelse med såvel WHO's generelle mål om en styrket forebyggende og sundhedsfremmende indsats som med WHO's mål for »et hensigtsmæssigt sundhedsvæsen«, hvor nøgleord er primær sundhedstjeneste, sundhedsfremme og samarbejde.
Lovforslaget omfatter størstedelen af den gældende lovgivning for det kommunale og amtskommunale sundhedsvæsen - og hermed langt hovedparten af bestemmelserne om borgernes rettigheder i det offentlige sundhedsvæsen. Lovforslaget indebærer ophævelse af følgende 9 love: Sygehusloven, sygesikringsloven, sundhedsplejeloven, skolelægeloven, vaccinationsloven, tandplejeloven, svangerskabshygiejne- og fødselshjælpsloven, børneundersøgelsesloven og hjemmesygeplejeloven. Endvidere indeholder lovforslaget en mindre ændring af lov om sterilisation og kastration.
Fælles for lovforslagets 4 hovedformål er, at de er med til at fastholde og fremme et sundhedsvæsen, som bygger på følgende grundprincipper
- at sundhedsvæsenets ydelser er af god kvalitet
- at sundhedsvæsenets virksomhed bygger på respekten for det enkelte menneske, dets integritet og selvbestemmelse
- at borgerne skal have en let adgang til sundhedsvæsenet
- at sundhedsvæsenet udnytter sine ressourcer effektivt.
God kvalitet.
For befolkningen er god kvalitet den afgørende forudsætning for tilliden til og trygheden ved sundhedsvæsenet. Kvalitet i sundhedsvæsenet er ensbetydende med hurtig, tilstrækkelig og sikker undersøgelse, behandling m.v. på et fagligt niveau, der er på højde med den generelle udvikling på de sundhedsfaglige områder, specielt det lægefaglige.
Kravene til kvalitet følger den teknologiske udvikling, ny viden, nye behandlingsmuligheder m.v.. Udviklingen inden for sundhedssektoren sker i et stadig hurtigere tempo. Der er behov for en prioritering. Princippet om en god kvalitet må tillægges afgørende vægt i prioriteringen.
God kvalitet forudsætter sagkundskab, rutine og erfaring hos personalet. I lovforslaget foreslås det derfor, at sundhedsministeren får adgang til at fastsætte bestemmelser for betjeningen med de specialiserede lands- og landsdelsfunktioner, så den nødvendige ekspertise opretholdes og opbygges. For at opnå det må visse behandlingsformer og sygdomsgrupper samles på få behandlingssteder og ikke spredes ud på et større antal sygehuse.
Respekt for det enkelte menneske, dets integritet og selvbestemmelse.
Sundhedsvæsenets opgaver berører områder af den enkeltes liv, som ofte bliver opfattet som meget personlige og grundlæggende, f.eks. værdig død, udsigtsløs behandling, hvad er sygdom, og hvad er det normale? Sundhedsvæsenet og dets personale har ikke alene svarene på disse spørgsmål. Disse svar er personlige og individuelle. Det må derfor være et bærende princip, at sundhedsvæsenet i sin virksomhed udviser respekt for det enkelte menneske og dets integritet. Det gælder inden for alle dele af sundhedsvæsenet og ved alle sundhedsvæsenets aktiviteter - forebyggelse, behandling, pleje, forskning m.v.. De etiske krav til sundhedsvæsenet skal fastholdes og efterleves.
Sundhedsvæsenet må understøtte den enkeltes selvbestemmelse i videst muligt omfang bl.a. gennem bedre og friere valgmuligheder. Sundhedsvæsenet skal ikke alene tilbyde den enkelte en ordentlig og tilstrækkelig information om relevante behandlingsmuligheder, risici, bivirkninger m.v., men også at blive inddraget i beslutningerne. En aktiv medvirken af patienten har ofte en positiv effekt på behandlingsforløbet og -resultatet.
Informationen skal derfor ledsages af rådgivning, således at patienten selv bliver i stand til at træffe beslutninger ved valg af behandling og lign. Informationens form og indhold skal tilpasses den enkelte patients forudsætninger, ønsker, behov m.v.
Der er gennem de senere år iværksat en række initiativer, som enten direkte har til formål at forbedre patientinformationen, eller som medvirker til forbedringer på området. Af initiativer kan nævnes
- Reformen med flere faste lægestillinger på sygehusene. Denne ordning bevirker, at den enkelte læge varetager flere opgaver i relation til den enkelte patient, hvilket medfører bedre og mere entydig information.
- Overflytning af opgaver til det primære sundhedsvæsen. De sundhedspersoner, som er tættest ved patienten og kender dennes tidligere sygdomsforhold og baggrund i øvrigt, har de bedste muligheder for at give patienten optimal information.
Herudover er der på regionalt og lokalt plan iværksat mange konkrete initiativer til forbedring af patientinformationen. Det er ikke mindst væsentligt at styrke og udbygge sådanne initiativer, der ofte er tilpasset den lokale befolknings behov. Som eksempler kan nævnes følgende
- Udarbejdelse af behandlingsplaner på sygehusene. Behandlingsplanen kan danne et væsentligt grundlag for patientinformationen.
- Kontaktlægeordninger. Een læge er hovedansvarlig for informationen til den enkelte patient under sygehusopholdet. Herved opnås bedre og mere entydig information.
Et gennemgående træk i disse initiativer er, at patientinformationen er søgt forbedret ved at knytte en bestemt læge eller sygeplejerske til den enkelte patient. Det sikrer både sammenhæng i informationen og skaber bedre grundlag for det gensidige personkendskab og tillidsforhold, der er så væsentligt for en god patientinformation.
Respekten for den enkelte er ikke ensbetydende med, at sundhedsvæsenet altid skal informere og medinddrage den enkelte patient og dennes pårørende. Respekten omfatter også en lydhørhed over for og en accept af de patienter, som ikke ønsker at blive informeret om deres sygdom og forventede sygdomsforløb og blive inddraget i behandlingsbeslutninger. Sundhedsvæsenet må også respektere denne holdning til sygdom og sundhed.
I lovforslaget søges respekten for det enkelte menneske og dets selvbestemmelse bl.a. styrket ved bestemmelser, som giver den enkelte adgang til at vælge mellem indlæggelse på sygehusene inden for amtskommunen samt somatiske sygehuse uden for amtskommunen.
Let adgang til sundhedsvæsenet.
Borgerne skal have let adgang til sundhedsvæsenet. Det forudsætter, dels at sundhedsvæsenets tilbud ligger tæt på borgerne, dels at sundhedsvæsenet tilrettelægger sin virksomhed - f.eks. ved åbningstider og telefontider - så borgerne har mulighed for at komme i kontakt med det uden væsentlige hindringer.
Sammenlignet med andre lande har den danske befolkning kort afstand til sundhedsvæsenet både i tid og kilometer. Befolkningens afstand til sundhedsvæsenet er i dag - ihvertfald målt i tid - kortere end nogensinde tidligere som følge af den trafikale udvikling, de udvidede behandlingstilbud og -muligheder i alle amtskommunale sygehusvæsener og væksten i antallet af praktiserende læger, speciallæger m.v. Overflytningen af opgaver fra sygehusvæsenet til det primære sundhedsvæsen vil betyde endnu kortere afstande for befolkningen til sundhedsvæsenet.
I lovforslagets samarbejdsbestemmelser foreslås, at samtlige kommunalbestyrelser inddrages i sundhedsplanlægningen bl.a. for at tilgodese lokale behov og nærhedshensyn. Forslagets bestemmelser for en sammenhængende planlægning har også til formål at skabe bedre grundlag for en overflytning af opgaver til det primære sundhedsvæsen og dermed tættere til borgerne.
Også lovforslagets bestemmelse om, at amtskommunerne kan opkræve en takst fra kommunerne for færdigbehandlede sygehuspatienter, der ikke kan udskrives på grund af manglende primærkommunale foranstaltninger, vil kunne fremme et samarbejde mellem amtskommunerne og kommunerne om udskrivningen af færdigbehandlede patienter.
Effektivitet.
Effektivitet drejer sig om, at fordelingen af sundhedsvæsenets ressourcer er i overensstemmelse med sundhedsvæsenets målsætninger, og at de enkelte funktioner udføres uden unødvendig anvendelse af ressourcer.
Lovforslaget indeholder særligt tre forslag, som retter sig mod en bedre effektivitet. For det første foreslås gennemført en sammenhængende sundhedsplanlægning med deltagelse af den enkelte amtskommune, kommunerne i amtskommunen samt de praktiserende læger, speciallæger m.v. med overenskomst med de kommunale myndigheder. For det andet foreslås etableret et fastere samarbejde også mellem det enkelte amtsråd, kommunalbestyrelserne i amtskommunen og de alment praktiserende læger, praktiserende speciallæger m.v. For det tredje foreslås det, at sundhedsministeren efter forhandling kan samle visse behandlingsformer på et eller få sygehuse, når væsentlige hensyn, herunder sikringen af behandlingens kvalitet, taler herfor.
Decentralt sundhedsvæsen.
Driften og planlægningen af sundhedsvæsenet er i det væsentligste en kommunal og amtskommunal opgave. Lovforslaget ændrer ikke ved dette princip. Den enkelte amtskommune og den enkelte kommune skal fortsat have mulighed for at tilrettelægge sit sundhedsvæsen efter lokale forhold, ønsker og behov med de deraf følgende muligheder for forskelle i vilkårene for befolkningens sundhed, adgang til sundhedsvæsenet og ydelserne fra sundhedsvæsenet.
2. Nuværende lovgivning.
Der henvises til bemærkningerne til de enkelte kapitler, hvor den nuværende lovgivning nærmere er behandlet.
3. Lovforslagets opbygning og hovedindhold.
3.1. Lovforslagets opbygning.
Lovforslaget omfatter 9 af de nuværende love for det kommunale og amtskommunale sundhedsvæsen. Samlingen af disse love i en fælles lov er en naturlig konsekvens af, at sundhedsvæsenet ikke består af en række enkeltstående og isolerede tilbud, men er og bør betragtes som en sammenhængende service, hvor de enkelte tilbud kan stå alene, men også ofte vil kunne erstatte eller supplere hinanden.
Den foreslåede samling af sundhedslovgivningen i en fælles lov har mødt bred tilslutning fra kommunal side og fra de faglige organisationer på sundhedsområdet m.v.
Lovforslaget består af ialt 15 kapitler, hvoraf de 7 - kapitel 1,2, 11-15 - indeholder fælles bestemmelser for hele sundhedsvæsenet eller større dele deraf, mens 8 kapitler - kapitel 3-10 - indeholder bestemmelser vedr. sundhedsvæsenets forskellige ydelser.
I de fælles kapitler er samlet de bestemmelser, som gælder for flere af de nuværende ordninger. Således er regler for adgangen eller vilkårene for at modtage ydelser fra det offentlige sundhedsvæsen f.eks. samlet i kapitel 2. Personkreds og bestemmelserne for planlægning og samarbejde i kapitel 11. I forbindelse med udarbejdelsen af de fælles kapitler er bestemmelserne blevet forenklet og gjort ensartet.
Derudover er gennem de fælles kapitler skabt grundlag for en bedre sammenhæng mellem sundhedsvæsenets forskellige dele og med den tilgrænsende del af socialsektoren både i forbindelse med behandlingen af den enkelte patient og i forbindelse med tilrettelæggelsen af det samlede sundhedsvæsen. Dette er særlig sket i forslagene til bestemmelserne vedr. planlægning og samarbejde.
De 8 kapitler vedr. sundhedsvæsenets ydelser omhandler ydelsernes indhold, eventuelle særlige vilkår for modtagelse af ydelse m.v.
3.2. Lovforslagets hovedindhold.
3.2.1. Opgaver og principper.
Amtskommunerne skal fortsat have ansvaret for sygehusvæsenet og den nuværende offentlige sygesikring. Kommunerne skal stadig forestå de 4 kommunale sundhedsordninger - sundhedspleje, skolesundhedspleje, kommunal tandpleje og hjemmesygepleje. Den liberalt organiserede praksissektor med alment praktiserende læger, praktiserende speciallæger, praktiserende tandlæger m.v. opretholdes og styrkes.
I lovforslaget fastslås, at kommunerne og amtskommunerne har en generel opgave med at drage omsorg for at fremme den forebyggende og sundhedsfremmende indsats i lokalområdet. Denne opgave rækker videre end de forebyggende og sundhedsfremmende aktiviteter, som finder sted inden for sundhedsvæsenet, f.eks. i sundhedsplejen, ved helbredsundersøgelser, screeninger m.v.
En effektiv forebyggelsespolitik kan ikke alene basere sig på sundhedsvæsenet, men forudsætter en aktiv og målrettet indsats af både den enkelte og af størstedelen af samfundets forskellige sektorer. For kommuner og amtskommuner gælder det bl.a. områder som daginstitutioner, skoler og gymnasier, tilbud til ældre og handicappede, trafik og miljø. I forbindelse med kommunernes og amtskommunernes løsning af opgaver på disse områder må hensynet til sundhed og sygdomsforebyggelse tillægges en betydelig vægt. Opgaven med at fremme forebyggelsen bør indgå som en integreret del af kommunernes og amtskommunernes forskellige tilbud og aktiviteter.
Lovforslaget ændrer ikke ved de centrale sundhedsmyndigheders opgaver. Lovforslaget har stort set videreført de bemyndigelser, som de centrale sundhedsmyndigheder har i henhold til den nuværende lovgivning. På en række områder er Sundhedsstyrelsens bemyndigelse til at fastsætte retningslinier ophævet, idet Sundhedsstyrelsen allerede i henhold til lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse kan udarbejde retningslinier for sundhedsvæsenets virksomhed. I bemærkningerne til en række af de enkelte bestemmelser er nævnt på hvilke områder, Sundhedsstyrelsen allerede nu påregner at udarbejde retningslinier.
Lovgivningen for de centrale sundhedsmyndigheders virksomhed omfatter lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. om bl.a. Sundhedsstyrelsens opgaver og patientklagebehandlingen; lov om Rigshospitalets styrelse og lov om forebyggelsespolitisk råd og et tobaksskaderåd.
3.2.2. Borgernes rettigheder.
Lovforslaget forbedrer borgernes rettigheder inden for dele af sundhedsvæsenet. Først og fremmest indebærer lovforslaget en forbedring af borgernes valgfrihed.
På sygehusområdet foreslås således, at den enkelte sygehuspatient skal kunne vælge mellem sygehusene inden for amtskommunen. Den enkelte patient får også mulighed for at ønske, på hvilket somatisk sygehus uden for amtskommunen vedkommende vil behandles.
Ud over forbedringerne af borgernes valgmuligheder indebærer lovforslaget en styrkelse af borgernes rettigheder i forbindelse med aktindsigt i journaler m.v. Efter forslaget skal den enkelte have ret til aktindsigt i de optegnelser, som den alment praktiserende læge, speciallæge m.v. har udarbejdet om vedkommende. I dag har den enkelte patient alene ret til aktindsigt i sin sygehusjournal.
3.2.3. Sundhedsvæsenets ydelser.
Som den nuværende sundhedslovgivning lægger lovforslaget alene de overordnede rammer for sundhedsvæsenets virksomhed og ydelser.
Lovforslaget indebærer den ændring, at ministeren får hjemmel til at samle visse behandlingsformer på eet eller få behandlingssteder. Hovedsigtet med bestemmelsen er at tilgodese hensynet til behandlingens kvalitet.
3.2.4. Planlægning og samarbejde.
Med henblik på at styrke og fastholde sammenhængen i behandlingen af den enkelte patient og sammenhængen i tilrettelæggelsen og prioriteringen af sundhedsvæsenet indeholder lovforslaget et forslag til samarbejdsprocedurer på sundhedsområdet, som inddrager amtskommunerne, kommunerne, den liberalt organiserede praksissektor samt sundhedsministeren.
Ved forslaget ophæves en lang række af de nuværende samarbejdsorganer. På baggrund af erfaringer fra de senere års indsats for at udbygge samarbejdet inden for sundhedsvæsenets forskellige dele er det ikke fundet hensigtsmæssigt at lovfæste bestemte samarbejdsorganer m.v., men i stedet at overlade tilrettelæggelsen og indholdet af samarbejdet til de berørte myndigheder og parter.
For at fremme et længere tidsperspektiv i samarbejdet foreslås, at det enkelte amtsråd - med inddragelse af kommunerne og praksissektoren - udarbejder en sammenhængende sundhedsplan, som skal gennemgås og behandles mindst en gang i hver valgperiode.
I forbindelse med kommunernes stigende indsats på sundhedsområdet foreslås desuden, at den enkelte kommunalbestyrelse også en gang i hver valgperiode skal behandle en redegørelse for kommunens tilrettelæggelse af sin indsats.
Hovedemner for de kommunale redegørelser og amtskommunale sundhedsplaner er kommunens eller amtskommunens betjening af borgerne på sundhedsområdet, dens forebyggende og sundhedsfremmende aktiviteter og samarbejdet inden for sundhedsvæsenet og med de tilgrænsende sektorer, særligt socialområdet.
Med forslaget bortfalder de forskellige planlægningssystemer inden for sundhedsvæsenet. Det gælder plansystemerne for sygehusvæsenet, behandlingsinstitutioner for alkoholskadede, fødselshjælp, de kommunale sundhedsordninger (sundhedspleje, skolesundhedspleje og hjemmesygepleje) samt for almen lægepraksis og speciallægepraksis.
3.2.5. Fleksibilitet og forenkling.
Ved lovforslagets udarbejdelse er der blevet lagt vægt på, at de foreslåede ændringer indebærer en forenkling i forhold til den nuværende lovgivning. På enkelte områder har hensynet til større fleksibilitet og forenkling været hovedbegrundelser for de foreslåede ændringer.
Forslaget om en forsøgshjemmel har til formål at undgå en fastlåsning af sundhedsvæsenet og støtte omstilling og fornyelse ved, at ministeren får hjemmel til at dispensere fra store dele af lovens bestemmelser i forbindelse med forsøgsvirksomhed inden for sundhedsvæsenet.
Hensynet til forenkling ligger bag forslaget om at ophæve den nuværende adgang til at indanke klagesager for amtsankenævnene eller Den sociale Ankestyrelse. Sådanne sager vil efter forslaget henhøre under det almindelige tilsyn med kommunernes og amtskommunernes virksomhed. Forslaget berører ikke borgernes adgang til at forelægge sager om fejlbehandling for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.
4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser.
De offentlige sundhedsudgifter udgør i dag ca. 40 mia. kr. Regeringen har ved udarbejdelsen af lovforslaget forudsat, at det ikke må medføre merudgifter, bortset fra de merudgifter, der kan henføres til forslaget vedrørende amtskommunernes ambulancetjenester. Den endelige beregning af merudgifterne og dermed fastsættelsen af størrelsen af den økonomiske kompensation til amtskommunerne vil finde sted, når de detaljerede regler fastsættes, jf. forslagets § 45.
Det er regeringens opfattelse, at sundhedsmyndighederne med det foreliggende lovforslag får bedre rammer til sikring af en fortsat udvikling af det samlede sundhedsvæsen i takt med de sundhedsfaglige og økonomiske muligheder. Lovforslaget understreger ønsket om et tæt samarbejde mellem amterne, kommunerne og de centrale sundhedsmyndigheder til støtte for en fortsættelse af de igangværende bestræbelser på en fælles prioritering, der kan sikre den bedst mulige udnyttelse af de samlede ressourcer.
Lovforslaget fremhæver betydningen af det forebyggende og sundhedsfremmende arbejde som en del af sundhedsmyndighedernes opgaver. Målsætningen om fastholdelse af de offentlige sundhedsudgifter på det nuværende niveau indebærer, at ressourcer hertil må søges tilvejebragt ved omstilling af ressourceanvendelsen.
I overensstemmelse med sædvanlig praksis har de økonomiske konsekvenser af lovforslaget været drøftet med de kommunale organisationer samt Københavns og Frederiksberg kommuner.
Sundhedsministeriet har under disse drøftelser givet tilsagn om, at der i forbindelse med anvendelsen af lovforslagets bemyndigelsesbestemmelser vil blive gennemført forhandlinger om de kommunaløkonomiske konsekvenser af kommende regler. Det er i den forbindelse tilkendegivet, at det på nuværende tidspunkt ikke er hensigten at anvende bestemmelserne i lovforslagets kapitel 4 og 5 til at ændre indholdet af de kommunale sundhedsordninger.
For så vidt angår det amtskommunale udgiftsområde, er det tilkendegivet, at det på nuværende tidspunkt ikke er hensigten at gennemføre ændringer af de regler, der gælder for ydelser i praksissektoren, jf. lovforslagets kapitel 6.
Amtsrådsforeningen i Danmark samt Københavns og Frederiksberg kommuner har under drøftelserne rejst spørgsmål om de økonomiske konsekvenser på en række punkter.
Det gælder bl.a. § 57, hvor der indføres ret til aktindsigt i praktiserende lægers journaler. Sundhedsministeriet har i den forbindelse præciseret, at yderne i praksissektoren som led i deres behandling allerede har en pligt til at informere deres patienter, hvorfor de ikke vil have ret til at kræve honorar for meddelelse af denne aktindsigt. Der vil blive fastsat nærmere regler om, i hvilke tilfælde der vil kunne opkræves et gebyr af patienterne. På den baggrund er det i drøftelserne med de amtskommunale parter forudsat, at forslaget ikke vil medføre øgede udgifter for amtskommunerne. Sundhedsministeriet har endvidere under drøftelserne præciseret, at bestemmelsen i lovforslagets § 59 er udtryk for en videreførsel af de regler, der er gældende efter registerlovens § 16 a.
De amtskommunale parter har på baggrund af de stedfundne drøftelser tilsluttet sig, at der herefter alene udestår afklaring af de økonomiske konsekvenser af de foreslåede regler om indførelse af frit sygehusvalg.
For så vidt angår dette punkt har Sundhedsministeriet tilkendegivet, at man er af den opfattelse, at forslaget ikke medfører merudgifter for amtskommunerne.
Amtsrådsforeningen i Danmark samt Københavns og Frederiksberg kommuner har under drøftelserne tilkendegivet, at frit sygehusvalg efter deres opfattelse indebærer væsentlige problemstillinger og konsekvenser - fagligt, strukturelt og økonomisk - for sygehuskommunerne. Amtsrådsforeningen har derfor anmodet samtlige amtsråd om at tage stilling til, hvorledes et frit eller friere sygehusvalg eventuelt kan indføres. Amtsrådsforeningens vurdering forventes at foreligge primo december måned 1991.
Lovforslaget lægger op til nogle mindre ændringer af opgavefordelingen mellem kommunerne og amtskommunerne. De økonomiske konsekvenser heraf vil der blive taget højde for i forbindelse med fastlæggelsen af størrelsen af statens generelle tilskud til kommunerne og amtskommunerne. Opgaveomlægningerne vil ikke påvirke de samlede offentlige sundhedsudgifter.
Det er Sundhedsministeriets opfattelse, at lovforslaget ikke medfører merudgifter på det primærkommunale udgiftsområde. Spørgsmålet er imidlertid ikke færdigforhandlet med Kommunernes Landsforening.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til kapitel 1
Kapitlet beskriver hovedopgaver, principper og opgavefordeling for de dele af sundhedsvæsenet, som er omfattet af lovforslaget samt fastslår kommunernes og amtskommunernes ansvar også i forbindelse med den forebyggende og sundhedsfremmende indsats.
Lovforslagets bestemmelser vedr. sundhedsvæsenets hovedopgaver og principper indebærer i sig selv ingen ændring i den nuværende retstilstand, men tilsigter alene at få beskrevet og præciseret hovedopgaver og principper, som allerede i dag bliver betragtet som hovedgrundlaget for det offentlige sundhedsvæsen.
Lovforslaget fastholder det nuværende princip om, at driften og planlægningen af sundhedsvæsenet er en decentral opgave, som varetages af kommuner og amtskommuner.
Som en ny og selvstændig bestemmelse pålægges kommuner og amtskommuner at drage omsorg for at fremme den lokale forebyggende og sundhedsfremmende indsats. Bestemmelsen sigter ikke alene på indsatsen inden for sundhedsvæsenet, men også på indsatsen i de øvrige samfundsområder, f.eks. skoler, trafik og miljø.
Til § 1
I bestemmelsen opregnes sundhedsvæsenets hovedopgaver. Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til Sundhedsprioriteringsudvalgets beskrivelse af sundhedsvæsenets hovedopgaver (betænkning nr. 809 om prioritering i sundhedsvæsenet, København 1977), som omfatter forebyggelse, undersøgelse, behandling og pleje. Derudover er forbedring af befolkningens sundhed medtaget for at understrege, at sundhedsvæsenets forebyggende opgaver ikke alene indebærer en indsats over for konkrete sygdomme eller ulykkestyper, men også en bredere indsats som kan medvirke til, at den enkelte generelt bliver bedre til at undgå og overvinde sygdomme og ulykker og bedre til at håndtere sine sygdoms- og sundhedsmæssige problemer.
Størstedelen af den nuværende lovgivning på sundhedsområdet indeholder ingen egentlig beskrivelse af sundhedsvæsenets hovedopgaver.
Således er opgavebeskrivelsen i sygesikringsloven, sundhedsplejeloven, skolelægeloven og hjemmesygeplejeloven i det væsentligste karakteriseret ved alene at indeholde bestemmelser om, hvilke sundhedspersoner der varetager funktionerne, mens sygehusloven begrænser sig til at opregne de institutionsformer, som henhører under sygehusvæsenet. Undtagelser findes bl.a. i tandplejeloven, som indeholder en beskrivelse af tandplejens mål, og lov om Rigshospitalets styrelse, hvorefter hospitalets opgaver er patientbehandling, forskning og udviklingsarbejde samt uddannelse af læger og andet sundhedspersonale.
I et forslag til en ny og fælles lov, som omfatter størstedelen af det offentlige sundhedsvæsen, er det fundet rimeligt at beskrive de fælles og gennemgående funktioner, der er - og også i et længere tidsperspektiv vil være - sundhedsvæsenets hovedopgaver.
Den foreslåede bestemmelse opregner alene sundhedsvæsenets fælles og gennemgående hovedopgaver og er dermed ikke en udtømmende beskrivelse af sundhedsvæsenets opgaveområde. Sundhedsvæsenet kan udføre andre opgaver end de nævnte hovedopgaver, i det omfang det er hensigtsmæssigt og i overensstemmelse med varetagelsen af hovedopgaverne. F.eks. varetager det offentlige sundhedsvæsen væsentlige opgaver i forbindelse med rehabilitering, og fødselshjælp indgår som en af det offentlige sundhedsvæsens opgaver, selv om graviditet og fødsel ikke normalt kan betegnes som »sygdom eller sygdomslignende tilfælde«.
Ud over de nævnte hovedopgaver er især uddannelse af sundhedspersonale og forskning inden for sundhedsområdet store og væsentlige opgaver, som det offentlige sundhedsvæsen deltager i og fortsat skal deltage i. Begge udgør grundlæggende forudsætninger for, at sundhedsvæsenet nu og fremover kan varetage sine opgaver tilfredsstillende, og de har og bør derfor have en central placering inden for sundhedsvæsenets samlede opgaveområde. Når de alligevel ikke er medtaget blandt hovedopgaverne, skyldes det, at uddannelse og forskning ikke er og ikke må blive selvstændige mål for sundhedsvæsenets virksomhed.
At det offentlige sundhedsvæsen har meget væsentlige opgaver inden for uddannelse og forskning fremgår umiddelbart af, at det er det offentlige sundhedsvæsen, som varetager næsten al klinisk uddannelse af læger, sygeplejersker m.v., og at det er det offentlige sundhedsvæsen, som forestår over halvdelen af den sundhedsvidenskabelige forskning inden for den offentlige sektor.
For det offentlige sundhedsvæsen er både uddannelse og forskning meget afgørende for dets udvikling og betjening af befolkningen. I den forbindelse er det meget væsentligt, at uddannelserne også tilrettelægges, så læger, sygeplejersker og det øvrige sundhedspersonale opnår viden om og erfaring med de mest udbredte sundhedsproblemer i befolkningen samt kendskab til og forudsætninger for både at forestå forebyggende foranstaltninger og for at indgå i samarbejde med andre faggrupper og dele af sundheds- og socialvæsenet om patientbehandlingen.
På forskningsområdet bør dialogen mellem det offentlige sundhedsvæsen, herunder amtskommunerne, og de forskningsaktive udbygges. Det gælder f.eks. om sundhedsforskningens prioritering og mulighederne for mere aktivt at inddrage sundhedsforskningen i forbindelse med udviklingen og omstillingen af sundhedsvæsenet.
Til § 2
Bestemmelsen fastlægger nogle grundlæggende principper for sundhedsvæsenets virksomhed. Med hensyn til de enkelte principper henvises til de almindelige bemærkninger.
Til § 3
Bestemmelsen beskriver kommunernes opgaver inden for sundhedsvæsenet i henhold til lovforslaget. Efter bestemmelsen skal kommunerne som efter den gældende lovgivning forestå sundhedspleje til børn under og i den undervisningspligtige alder, tandpleje samt syge- og barselspleje. Endvidere yder kommunerne som hidtil begravelseshjælp.
Der henvises til kapitlerne 4, 5 og 10.
Til § 4
Bestemmelsen beskriver amtskommunernes opgaver inden for sundhedsvæsenet i henhold til lovforslaget. Efter bestemmelsen skal amtskommunerne - ud over patientbefordring i forbindelse med lægehjælp i privat praksis - varetage de samme opgaver som efter den nuværende lovgivning.
Til § 5
Som en ny bestemmelse foreslås, at kommunerne og amtskommunerne får til opgave at drage omsorg for at fremme den lokale forebyggende og sundhedsfremmende indsats. Formålet hermed er at få styrket det lokale forebyggelsesarbejde. Regeringen har i sit forebyggelsesprogram, marts 1989, opstillet en række målsætninger for en styrket forebyggende og sundhedsfremmende indsats. En væsentlig forudsætning for at opfylde målsætningerne er en aktiv og målrettet lokal indsats både inden for sundhedsvæsenet og på andre samfundsområder.
Den foreslåede bestemmelse retter sig mod forebyggelse af sygdomme og ulykker samt fremme af befolkningens sundhed og ikke mod f.eks. forebyggelse af kriminalitet og fjernelse af børn fra hjemmet. I et vist omfang vil der dog være et sammenfald mellem de forskellige typer forebyggelse, hvilket understreger behovet for og nødvendigheden af et samarbejde mellem de forskellige sektorer i samfundet på dette område.
Bestemmelsen sigter ikke specielt mod sundhedsvæsenet, men mod alle kommunale og amtskommunale opgaveområder, det vil først og fremmest sige undervisningsområdet, socialområdet, fritidssektoren, trafikområdet og miljøområdet. Forebyggelsesopgaven er en tværgående opgave.
Allerede i dag yder kommuner og amtskommuner en væsentlig indsats på forebyggelsesområdet både i form af selvstændige forebyggelsesaktiviteter og som led i løsningen af deres opgaver inden for de enkelte sektorer. Fra trafikområdet kan nævnes lokale færdselssikkerhedskampagner og cykelstinet, fra folkeskoleområdet undervisning i sundhedslære og temadage om sundhed, fra social- og sundhedsområdet rådgivning af kriseramte familier og etablering af mødregrupper, grupper for pensionister, kronisk syge m.v., fra fritidssektoren idrætstilbud, fritidsundervisning m.v..
Ud over at igangsætte og forestå forebyggelsesaktiviteter bidrager kommuner og amtskommuner til den forebyggende indsats ved at formidle viden og erfaringer, deltage i, støtte og koordinere lokale forebyggende aktiviteter. Enkelte amtskommuner kan tilbyde egentlig konsulentstøtte til lokale forebyggende foranstaltninger.
Mens størstedelen af amtskommunerne allerede har lagt deres indsats på forebyggelsesområdet i fastere rammer, er det endnu ikke så udbredt i kommunerne. I forbindelse med behandlingen af de kommunale redegørelser og de amtskommunale sundhedsplaner i henhold til kapitel 11 vil den enkelte kommunalbestyrelse og det enkelte amtsråd få lejlighed til nærmere at overveje og drøfte kommunens og amtskommunens tilrettelæggelse af det forebyggende arbejde ud fra lokale behov og forhold.
Bestemmelsen i stk. 2 indebærer en udvidet rådgivning og bistand fra embedslægeinstitutionerne over for kommuner og amtskommuner på forebyggelsesområdet.
Efter lov om embedslægeinstitutioner m.v. omfatter embedslægeinstitutionernes opgaver i dag bl.a. rådgivning over for statslige myndigheder samt amtskommunale og kommunale myndigheder om lægelige, hygiejniske, miljømæssige og socialmedicinske spørgsmål. Hovedparten af denne rådgivningsvirksomhed har et forebyggende sigte.
En bredere rådgivningsvirksomhed fra embedslægerne på forebyggelsesområdet vil kunne være en væsentlig støtte til den forebyggende og sundhedsfremmende indsats i kommuner og amtskommuner. Det gælder især på det socialmedicinske område, hvor der ikke - som på miljø- og hygiejneområdet - er andre offentlige myndigheder m.v. til at varetage udvidede rådgivningsopgaver.
I dag spænder embedslægernes aktiviteter på dette område fra mindre rådgivningsopgaver over samfundsmedicinske analyseopgaver til mere forsøgsprægede aktiviteter. Som eksempler på disse forskellige aktiviteter kan nævnes støtte til og deltagelse i kommunale og amtskommunale forebyggelsesråd, rådgivning og bistand i forbindelse med analyser og vurderinger af befolkningens sundhedstilstand, med analyser af forbruget af sundhedsvæsenet m.v., med analyser af sundhedsvæsenets tilrettelæggelse samt ved lokale forsøg med forebyggelse af ulykker, medicinmisbrug m.v.. Denne form for aktiviteter bør fremover indgå med større vægt i embedslægeinstitutionernes arbejde.
Embedslægerne bør derudover søges inddraget mere aktivt i de centrale sundhedsmyndigheders forebyggende og sundhedsfremmende foranstaltninger f.eks. i forbindelse med opfølgningen af Regeringens Forebyggelsesprogram.
Til § 6
Begreberne amtskommune, bopælsamtskommune og bopælskommune er foreslået defineret i bestemmelsen for at lette den sproglige udformning af lovens øvrige tekst.
Det foreslås udtrykkeligt at lade folkeregistertilmeldingen være afgørende for, hvor en person anses for at have bopæl. De få personer, der i folkeregistret er registreret uden fast bopæl, jf. folkeregisterlovgivningen, har dog ligeledes ret til lovens ydelser. Finansieringen af ydelser påhviler i sådanne tilfælde den kommune, hvor pågældende senest har været registreret med fast bopæl. Finansieringen af de ydelser, amtskommunerne har ansvar for, fastlægges på tilsvarende måde.
Til kapitel 2
Bestemmelserne i lovforslagets kapitel 2 fastlægger, hvilke personer der er berettiget til lovens ydelser, dvs. ydelser vedrørende graviditet og fødsel, sundhedspleje, sygepleje, tandpleje, helbredsundersøgelse, vaccination, ydelser i privat praksis, tilskud til lægemidler, sygehusvæsenets ydelser, patientbefordring og begravelseshjælp.
Lovforslaget bygger i denne sammenhæng først og fremmest på reglerne i sygesikringslovens kapitel 1. Personkreds samt i sygehuslovens kapitel II. Berettigede personer og ydelsernes omfang. Herudover er det tilstræbt at overføre væsentligere bestemmelser fra bekendtgørelser, der har ligget fast i en årrække, til lovteksten.
Kredsen af berettigede er fastlagt på nogenlunde samme måde i sygesikringsloven og i sygehusloven. Da der ikke er nogen begrundelse for at have forskellige regler, er bestemmelserne i dette kapitel ved en sammenskrivning af sygesikringslovens og sygehuslovens regler udformet med sigte på, at de som hovedregel skal have retsvirkning for hele lovens ydelsesområde, dvs. også de kommunale sundhedsordninger.
Efter sygesikringslovens § 1, stk. 5, og sygehuslovens § 5, stk. 4, er ministeren bemyndiget til at fastsætte regler om, i hvilke tilfælde og på hvilke nærmere vilkår udsendt personale ved herværende diplomatiske og konsulære repræsentationer og sådanne personers familiemedlemmer skal have adgang til lovens ydelser. Det er ikke fundet påkrævet at videreføre en sådan bemyndigelse, idet området må anses for tilstrækkelig reguleret dels ved den foreslåede præcisering af bopælskravet, dels i henhold til internationale bestemmelser.
Til § 7
Udgangspunktet for den foreslåede bestemmelse er sygesikringslovens § 1, stk. 1, og sygehuslovens § 5, stk. 1.
Det foreslås, at enhver, der har bopæl her i landet, med nærmere angivne undtagelser, jf. lovforslagets §§ 8-12, har ret til lovens ydelser på de i loven nærmere fastsatte vilkår.
Ligesom i anden lovgivning har anvendelsen af bopælsbegrebet givet anledning til fortolkningsproblemer. Det foreslås derfor udtrykkeligt at lade folkeregistertilmeldingen være afgørende for, om en person har ret til lovens ydelser. Det vil sige, at det er reglerne om registrering af bopæl i folkeregistrene (og CPR), der bliver lagt til grund for en persons ret til ydelser efter loven. Kravet om folkeregistertilmelding kan dog fraviges under hensyn til internationale overenskomster, jf. lovforslagets § 10.
Til § 8
Grundlaget for bestemmelsen, der fastlægger, hvornår personer, der flytter her til landet, er berettiget til lovens ydelser, er sygesikringslovens § 1, stk. 3, og sygehuslovens § 5, stk. 2, hvorefter personer, der tilflytter fra udlandet, først har ret til ydelser efter 6 uger, den såkaldte ventetid. Dog har personer, der tilflytter fra Færøerne eller Grønland ret til lovens ydelser straks efter tilflytningen. Endvidere kan ministeren efter gældende lovbestemmelser fastsætte regler om, at nærmere angivne persongrupper får adgang til lovens ydelser umiddelbart efter tilflytningen eller efter kortere tids ophold end 6 uger. Ved bekendtgørelse nr. 77 af 10. marts 1982 om ventetiden for adgang til ydelser efter lov om offentlig sygesikring er det bl.a. bestemt, at der ikke gælder nogen ventetid for personer, der vender tilbage som udsendt repræsentant for en dansk offentlig myndighed, som ansat i et dansk firmas filial eller underselskab eller i øvrigt som beskæftiget i dansk interesse eller med henblik på uddannelse. En tilsvarende bestemmelse findes på sygehusområdet, jf. bekendtgørelse nr. 597 af 16. november 1982 om adgang til ydelser efter lov om sygehusvæsenet og lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp.
I lovforslaget er indarbejdet en bestemmelse om, at der ikke gælder nogen ventetid for personer, der vender tilbage for igen at tage bopæl her i landet efter at have opholdt sig i udlandet - uanset årsagen til udlandsopholdet. Der vil alene være tale om en beskeden udvidelse af den personkreds, der vil have ret til ydelser efter loven uden ventetid.
Det foreslås således, at reglen om ventetid kun opretholdes for førstegangstilflyttere, som i øvrigt i mange tilfælde alligevel undgår ventetid på grund af internationale overenskomster m.v., jf. herunder lovforslagets § 10. I medfør heraf kan ventetid for f.eks. tilflyttere fra EF-lande beregnes fra tilflytningen. I opgørelsen af ventetid kan indregnes perioder, hvor de pågældende har været omfattet af en offentlig social sikring.
Hovedsigtet med en ventetidsbestemmelse er i øvrigt fortsat at modvirke, at personer flytter til Danmark med det formål at få gratis ydelser i sundhedsvæsenet.
Da der kan være behov for at kunne fravige hovedreglen om 6 ugers ventetid, er der fortsat en generel hjemmel hertil i stk. 4. Den kan f.eks. tænkes anvendt til bestemte grupper som flygtninge, der har opholdt sig i landet i en længere periode, og som derfor eventuelt kan opnå kortere ventetid end 6 uger.
Til § 9
Bestemmelsen fastlægger i hvilket omfang, personer, der har midlertidigt ophold her i landet, er berettiget til lovens ydelser.
Ifølge sygehuslovens § 5, stk. 3, kan ministeren fastsætte regler, hvorefter der ydes personer med bopæl på Færøerne, i Grønland eller i udlandet, som midlertidigt opholder sig her i landet, vederlagsfri behandling ved det amtskommunale sygehusvæsen. En tilsvarende bestemmelse angående fødselshjælp findes i § 1, stk. 4, i lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp. Endelig kan ministeren efter § 1, stk. 4, i lov om offentlig sygesikring bestemme, at personer med bopæl på Færøerne eller i Grønland under midlertidigt ophold her i landet kan modtage lovens ydelser.
Ministerens bemyndigelse i henhold til sygehusloven og lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 597 af 16. november 1982 om adgang til ydelser efter de 2 nævnte love. Ifølge bekendtgørelsens § 5, stk. 1, har de omhandlede personer ret til ydelser efter de 2 love i tilfælde af pludselig opstået sygdom, barsel m.v. eller pludselig forværring af kronisk lidelse. Det er en forudsætning for gratis ydelse af hjælpen, at patienten ikke er kommet her til landet i den hensigt at opnå sygehusbehandling, og at patienten ikke tåler at blive flyttet til et sygehus i hjemlandet (Færøerne/Grønland).
Ministerens bemyndigelse efter lov om offentlig sygesikring er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 118 af 17. marts 1976 om sygesikringslovens ydelser til personer med bopæl på Færøerne eller i Grønland under midlertidigt ophold her i landet. Ifølge bekendtgørelsens § 1, stk. 1, har de omhandlede personer ret til sygesikringslovens ydelser i tilfælde af pludselig opstået eller forværret sygdom, ulykkestilfælde og lignende.
Med udgangspunkt i disse bestemmelser er det i lovforslagets § 9, stk. 1, foreslået, at personer med bopæl på Færøerne, i Grønland eller i udlandet under midlertidigt ophold her i landet, samt personer, der er tilflyttet fra udlandet, jf. § 8, stk. 1, i tilfælde af fødsel, ulykke, pludselig eller forværret sygdom har ret til fødselshjælp efter lovforslagets kapitel 3, lægehjælp efter lovforslagets kapitel 6, behandling på sygehus efter lovforslagets kapitel 8 samt patientbefordring efter lovforslagets kapitel 9. Det er en forudsætning, at vedkommende patient ikke er kommet her til landet i den hensigt at opnå ydelsen, ligesom retten ophører, når henvisning til fortsat behandling i hjemlandet (Færøerne/Grønland) er forsvarlig. Med hensyn til personer, der er tilflyttet fra udlandet, er det i den foreslåede bestemmelse præciseret, at de pågældende uanset karenstiden på 6 uger, jf. § 8, stk. 1, har ret til ydelser ved akut sygdom m.v. Dette svarer til § 5, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 597 af 16. november 1987 om adgang til ydelser efter lov om sygehusvæsenet og lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp. For denne personkreds gælder, at der som hidtil kan opkræves betaling for fortsat behandling inden for den nævnte 6-ugers periode, når den akutte behandling er afsluttet.
I forhold til de gældende regler på sygesikringslovens område indebærer forslaget, at retten til ydelser i akut-tilfælde for personer med bopæl i udlandet samt personer, der er tilflyttet fra udlandet, jf. § 8 stk. 1, kommer til at svare til, hvad der allerede nu gælder for behandling på sygehus og fødselshjælp. Der vil således ikke længere være grund til at søge sygehus, hvor lægehjælp lige så vel kan ydes i privat praksis.
I henhold til lovforslagets § 15, stk. 3, § 27, stk. 2, § 30, stk. 2, og § 36, stk. 4, kan amtskommunen opkræve betaling for ydelser til personer, der er omfattet af lovforslagets § 9, stk. 1, bortset fra personer med bopæl på Færøerne eller i Grønland og personer, der er tilflyttet fra udlandet, jf. § 8 stk. 1.
Bestemmelsen i stk. 2 gør det muligt at opretholde gældende undtagelser for f.eks. udenlandske statsstipendiater, der efter anbefaling fra Udenrigsministeriet eller Undervisningsministeriet kan få ret til ydelser uden ventetid, samt for personer med bopæl på Færøerne eller i Grønland.
Til § 10
Bestemmelsen svarer til den tilsvarende bestemmelse i lov om social pension, § 11. I forhold til EF-forordning nr. 1408/71 gjaldt indtil den 1. juli 1987 bekendtgørelse nr. 132 af 23. februar 1973, hvorved bestemmelsen om bopæl i Danmark efter sygesikringsloven var ophævet for personer omfattet af De Europæiske Fællesskabers regler om social sikring for arbejdstagere m.v., og som derved havde ret til ydelser efter sygesikringsloven. Uanset, at den nævnte bekendtgørelse er ophævet, har personkredsen dog fortsat ret til ydelser efter sygesikringsloven og sygehusloven. Efter EF-reglerne kan der være tale om fravigelse af bopælskravet - f.eks. under midlertidigt ophold i Danmark, men også under udstationering - og der kan være tale om, at ventetid undgås eller begrænses for de pågældende. I forhold til overenskomster med andre lande kan det samme være tilfældet. Det foreslås derfor, at der nu i loven udtrykkelig henvises til de forhold, der følger af internationale aftaler.
Til § 11
Sygesikringslovens § 1, stk. 2, indeholder detaljerede regler om, i hvilken udstrækning søfarende, forhyret på dansk skib, herunder skib registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, er berettiget til sygehjælp m.v. Af lovens § 14 fremgår det, at sygesikringsloven i forhold til de søfarende rækker ud over sit normale ydelsesområde. De søfarende m.fl. får i medfør heraf bl.a. sygehusydelser, hjælp i forbindelse med graviditet og fødsel samt hjemsendelsesudgifter dækket.
Sundhedsministeren bemyndiges efter forslaget til at fastsætte de særlige regler om søfarendes rettigheder. Der er ikke med lovforslaget forudsat særlige ændringer i de bestående regler.
Til § 12
Sygesikringslovens § 1, stk. 6, omhandler sundhedsministerens bemyndigelse til at fastsætte begrænsninger i retten til sygesikringslovens ydelser for visse persongrupper (hvilende sygesikrede). Ministeren er efter bestemmelsen bemyndiget til at fastsætte nærmere regler om, i hvilken udstrækning lovens ydelser tilkommer personer, der er indkaldt til militærtjeneste eller tjeneste, der træder i stedet herfor, optaget i institutioner efter bestemmelser i lov om social bistand og de under Kriminalforsorgen hørende anstalter og arresthuse eller undergivet behandling eller tilsyn fra nogen af de nævnte institutioner.
Bemyndigelsen er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 119 af 17. marts 1976, der er ændret ved bekendtgørelse nr. 115 af 21. februar 1990, om begrænsning i adgang til ydelser efter sygesikringsloven for visse persongrupper. Efter disse regler har værnepligtige m.fl. og indsatte i Kriminalforsorgens anstalter og arresthuse, bortset fra varetægtsfanger, ikke adgang til lovens ydelser, hvis der under ophold i vedkommende institution er draget omsorg for deres sygesikring, og opholdet skønnes at ville vare mindst 3 måneder. Der påtænkes ikke ændringer i de bestående regler for så vidt angår disse personer. De pågældende vil derfor ikke have ret til ydelser efter lovens kapitel 6 og 7, hvis der er draget omsorg for lægehjælp m.v. under indkaldelse eller ophold, der skønnes at vare mindst 3 måneder.
Ved ændringen af bekendtgørelsen om hvilende sygesikringsret i 1990 blev kredsen af berørte personer begrænset ved, at personer optaget i institutioner efter bestemmelser i lov om social bistand fik status som almindeligt berettigede. Det udelukker dog ikke, at kommunerne i samarbejde med amtskommunerne fortsat kan tilbyde, at almen lægehjælp ydes af en ansat plejehjemslæge, såfremt den enkelte plejehjemsbeboer selv ønsker at benytte plejehjemslægen.
Til § 13
Ifølge sygesikringslovens § 5, stk. 1, forsynes personer, der opholder sig her i landet og har ret til ydelser efter loven, med et bevis herfor efter nærmere regler fastsat af ministeren.
Ved bekendtgørelse nr. 52 af 20. februar 1976 er det om udstedelse af sygesikringsbeviser bl.a. bestemt, at pligten til at udstede beviser påhviler vedkommende kommunalbestyrelse, at børn under 16 år som hovedregel ikke skal have noget selvstændigt sygesikringsbevis, samt at personer, der er berettiget til lovens ydelser uden at have fast ophold her i landet, hvert år forsynes med særlig legitimation herfor.
Bestemmelsen i lovforslagets § 13, stk. 1, fastsætter, at amtskommunen forsyner personer, der ifølge optagelse i folkeregistret har bopæl i amtskommunen, og som har ret til ydelser efter loven, med et bevis herfor (sundhedskort). Dette sundhedskort afløser det hidtidige sygesikringsbevis og vil hermed for fremtiden tillige være et bevis for retten til sundhedsvæsenets øvrige ydelser. Sundhedskortet kan tillige åbne mulighed for med de berettigedes samtykke at registrere vigtige helbredsmæssige oplysninger om f.eks. kroniske sygdomme, allergier, blodtype, vaccinationer, samt eventuelt organdonortilsagn til brug under akutte omstændigheder.
Endvidere er det foreslået, at reglen om særlige legitimationsbeviser overføres fra bekendtgørelse til lov, jf. lovforslagets § 13, stk. 2. I forbindelse hermed præciseres det, hvilken myndighed pligten til udfærdigelse af sådant bevis påhviler. Det er ligeledes foreslået at gøre udfærdigelsen af beviset betinget af en anmodning fra den berettigede, dels fordi amtskommunen ofte ikke har nogen samlet viden om de berettigede uden bopæl her i landet, dels fordi ikke alle berettigede ønsker at udnytte deres ret til ydelser efter loven.
Forslagets stk. 4. bemyndiger sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler om udformning, indhold, udstedelse og inddragelse af sundhedskort og særlige legitimationsbeviser. Der kan i medfør af bestemmelsen fastsættes regler om udstedelse af sundhedskort til børn under 16 år.
Bestemmelsen i § 13, stk. 5, er en videreførelse af den bemyndigelse, som sundhedsministeren har i henhold til sygesikringslovens § 5, stk. 3, jf. lov nr. 857 af 20. december 1989 om ændring af lov om offentlig sygesikring. Den nævnte ændring af sygesikringsloven gennemførtes som opfølgning af forliget om forslag til finanslov for 1990. Der opkræves ikke gebyrer for beviser, der udstedes
- i forbindelse med generel udskrivning af beviser til alle berettigede,
- i forbindelse med ophør af værnepligt m.v.,
- ved ændring af personnummer,
- i forbindelse med lægeskifte som følge af praksisophør, ved ophævelse af kompagniskabspraksis, eller andre ændringer af lægepraksis, som er begrundet i beslutninger, der træffes af den enkelte læge eller af det enkelte amtsråd,
- ved navneændring i forbindelse med indgåelse af ægteskab, og
- i forbindelse med adresseændring.
Efter drøftelse med de kommunale parter er det foreslået, at det er amtskommunerne, der udsteder beviser (sundhedskort). Det følger dog af lovforslagets § 27, stk. 3, at meddelelse om valg af læge sker til bopælskommunen.
Af hensyn til at sikre borgerne en let adgang til om fornødent at få udstedt et nyt sundhedskort vil det være hensigtsmæssigt, at kommunerne bistår amtskommunerne med udstedelse af sundhedskort og således fortsat er det sted, hvortil borgerne har den umiddelbare kontakt. Anmodning om udstedelse af sundhedskort, f.eks. i forbindelse med ændringer i bevisets oplysninger, bør fortsat kunne indgives til kommunen. Amtskommunerne varetager fremstilling, udformning, udstedelse, udsendelse samt finansiering m.v. i overensstemmelse med de af sundhedsministeren fastsatte regler om sundhedskortet, jf. ovenfor om lovforslagets § 13, stk. 4. Da både amtskommunerne og kommunerne har opgaver i relation til udstedelsen og udsendelsen af sundhedskortet, forudsættes det, at sundhedsministeren i forbindelse med fastsættelsen af regler i henhold til § 13, stk. 4, hører de kommunale organisationer.
Ved udstedelse af bevis skal den berettigede have oplyst, hvilke elektronisk læsbare oplysninger kortet indeholder. Særlige sundhedsoplysninger kan først påføres efterfølgende med den berettigedes samtykke. Oplysninger, der kun skal kunne læses af personer, for hvem disse er nødvendige for udførelse af deres arbejde, skal beskyttes på en sådan måde, at de kun er læsbare for de pågældende, f.eks. sygehuspersonale, praktiserende læger, m.fl.
Til kapitel 3
Forslaget bygger på de gældende regler om forebyggende helbredsundersøgelser i forbindelse med graviditet, om hjælp ved fødslen på sygehus eller i hjemmet samt om vejledning om graviditetsforebyggende metoder. Der henvises til lov nr. 282 af 7. juni 1972 om svangerskabshygiejne og fødselshjælp, som ændret ved lov nr. 154 af 31. marts 1973 (finansiering, indretning og drift af fødeklinikker), lov nr. 324 af 19. juni 1974 (anvendelse af sygehuslovens regler om behandling og befordring), lov nr. 177 af 7. maj 1975 (ophævelse af bestemmelser om mødrehjælpsinstitutioner m.v.), lov nr. 327 af 26. juni 1975 (erhvervsmæssig undersøgelse af urinprøver med henblik på påvisning af svangerskab), lov nr. 113 af 21. marts 1979 (fastlæggelse af stående udvalgs kompetence), lov nr. 236 af 23. maj 1984 (vejledning om svangerskabsforebyggende metoder), lov nr. 113 af 27. marts 1985 (ændrede planlægnings- og godkendelsesbestemmelser) samt lov nr. 389 af 7. juni 1989 (ophævelse af de sociale udvalg). Loven er senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 477 af 7. november 1985.
Forslaget indebærer, at de gældende reglers indhold ændres på nogle få punkter.
Det er således foreslået, at en bemyndigelse til at fastsætte retningslinier for gennemførelsen af forebyggende helbredsundersøgelser samt de detaljerede regler om vejledning i forbindelse med disse undersøgelser ophæves, idet Sundhedsstyrelsen fremover vil udarbejde retningslinier herom i henhold til lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse.
Endvidere indebærer forslaget, at forpligtelsen efter lovens § 6 til at ansætte jordemødre og hjælpepersonale ophæves. Autoriserede jordemødre har dog fortsat efter lov om jordemødre eneret til at udøve virksomhed som jordemoder. Herudover har kun læger ret til at udøve fødselshjælp, jf. lov om udøvelse af lægegerning.
Herudover er det foreslået at ophæve bestemmelsen i den gældende lovs § 9 om, at blodprøveundersøgelser i forbindelse med forebyggende helbredsundersøgelser som udgangspunkt skal foretages af Statens Seruminstitut, og at erhvervsmæssig undersøgelse af urinprøver til påvisning af svangerskab normalt kun må foretages af læger og apotekere. Laboratorieudviklingen i de seneste 15-20 år har vist, at der ikke længere er noget grundlag for at opretholde nogen form for monopolisering af sådanne undersøgelser. Endvidere overvejes allerede nu et forslag om at udlægge al blodprøveudtagning til amtskommunerne.
I henhold til lovforslagets § 26, nr. 3, ydes der nødvendig tolkebistand i forbindelse med gratis lægehjælp hos alment praktiserende læge og speciallæge. Tolkebistand i forbindelse med lægehjælp i henhold til lov om offentlig sygesikring startede i 1982 som en forsøgsordning, der i 1986 blev gjort permanent. Sprogproblemer kan bevirke, at sundhedsvæsenets tilbud i mange tilfælde ikke udnyttes efter hensigten. Forslagets § 14, stk. 3, giver ministeren mulighed for at fastsætte regler om tolkebistand i forbindelse med de gratis, forebyggende helbredsundersøgelser af kvinder hos læge og jordemoder i forbindelse med graviditet.
Endelig indebærer lovforslaget, at sundhedsministerens forpligtelse til at sørge for, at befolkningen får oplysning om svangerskabsforebyggende metoder, jf. den gældende lovs § 11, stk. 6, ophæves. Kommuner og amtskommuner varetager i dag størstedelen af oplysningsindsatsen om graviditetsforebyggende metoder i forbindelse med vejledning efter dette kapitel, undervisning i folkeskolen samt deres forebyggende aktiviteter i øvrigt. I forhold hertil er den statslige indsats en støtte og et supplement. Den påtænkte omlægning af embedslægernes funktioner vil indebære en styrkelse af den statslige støtte til den lokale forebyggelsesindsats, f.eks. ved at embedslægerne yder aktiv bistand til skoler, institutioner m.v. om oplysning om graviditetsforebyggelse, jf. i øvrigt lovforslagets § 5 og bemærkningerne hertil.
En særlig hjemmel for ministeren til at udøve oplysningsvirksomhed på dette område er ikke påkrævet. En tilsvarende bestemmelse findes ingen andre steder i sundhedslovgivningen. Ophævelsen af bestemmelsen afskærer ikke sundhedsministeren fra fortsat at sørge for oplysning til befolkningen om graviditetsforebyggende metoder, ligesom ministeren i dag varetager oplysningsaktiviteterne på andre områder, jf. AIDS-oplysning.
Til § 14
Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende lovs § 1, stk. 1-2.
Sundhedsstyrelsens nuværende bemyndigelse til at fastsætte retningslinier for gennemførelsen af de forebyggende helbredsundersøgelser, jf. lovens § 2, stk. 1, samt de detaljerede regler om den vejledning, som skal gives kvinden af lægen eller jordemoderen i forbindelse hermed, jf. lovens § 2, stk. 2, er foreslået ophævet. Sådanne retningslinier vil fremover blive udarbejdet af Sundhedsstyrelsen med hjemmel i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse.
For så vidt angår stk. 3 henvises til de indledende bemærkninger til kapitel 3.
Til § 15
Indholdet af bestemmelsens stk. 1 svarer til den nuværende lovs § 1, stk. 3, og sygesikringslovens § 11. Kvinder har således fortsat ret til at vælge mellem fødsel på offentlig institution og i hjemmet. Ved valg af fødested på en offentlig institution uden for amtskommunen henvises iøvrigt til bestemmelsen i lovforslagets § 39.
Bestemmelserne i stk. 2-3 bygger på de herom gældende regler, jf. bekendtgørelse nr. 597 af 16. november 1987 om adgang til ydelser efter lov om sygehusvæsenet og lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp, og er i øvrigt på linie med det tilsvarende forslag angående sygehusbehandling, jf. lovforslagets § 36, stk. 2-3. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 9.
Bestemmelsen i stk. 4 er i dag omfattet af § 1, stk. 4, i lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp, hvorefter de i lov om sygehusvæsenet fastsatte regler om bl.a. vederlagsfri behandling og undersøgelse på sygehuse m.v. efter ministerens bestemmelse finder tilsvarende anvendelse med hensyn til forebyggende helbredsundersøgelser og fødselshjælp. I § 9 i bekendtgørelse nr. 597 af 16. november 1982 om adgang til ydelser efter lov om sygehusvæsenet og lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp er på denne baggrund fastsat betalingsregler for kvinder, der ikke har ret til gratis fødselshjælp. Bestemmelsen sigter alene mod fastsættelse af betalingsregler for de såkaldte selvbetalere. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 42 i kapitel 8. Sygehusvæsenet.
Til § 16
Bestemmelsen svarer stort set til den nuværende lovs § 11, idet dog sundhedsministerens adgang til at fastsætte vejledende retningslinier for tilrettelæggelse af vejledningen om graviditetsforebyggende metoder er foreslået ophævet. Sådanne retningslinier vil fremover blive udarbejdet af Sundhedsstyrelsen med hjemmel i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse.
Til kapitel 4
Forslaget bygger på følgende 3 love
1) Lov nr. 409 af 13. juni 1973 om sundhedsplejerskeordninger som ændret ved lov nr. 224 af 12. juni 1975 (planlægningsændring) og lov nr. 254 af 6. juni 1985 (finansieringsændring).
2) Lov nr. 266 af 7. juni 1972 om skolelægeordning som ændret ved lov nr. 311 af 19. juni 1974 (ændret administration), lov nr. 178 af 7. maj 1975 (tuberkulosebekæmpelse), lov nr. 634 af 17. december 1976 (vaccination) og lov nr. 254 af 6. juni 1985 (finansieringsændring).
3) Lov nr. 408 af 13. juni 1973 om hjemmesygeplejerskeordninger som ændret ved lov nr. 224 af 12. juni 1975 (planlægningsændring), lov nr. 143 af 4. april 1979 (ansættelse af sygehjælpere) og lov nr. 254 af 6. juni 1985 (finansieringsændring).
Kapitlet omhandler de opgaver, primærkommunerne har inden for sundheds- og sygeplejen.
I forhold til den gældende lovgivning er der foreslået forskellige ændringer, som bl.a. indebærer, at kommunerne bliver friere stillet ved afgørelsen af, hvorledes de vil varetage opgaverne. Der er i stedet lagt vægt på at beskrive de opgaver, kommunerne skal varetage i forhold til borgerne på de omhandlede områder.
Forslaget indebærer, at bemyndigelsen for Sundhedsstyrelsen til at fastsætte retningslinier for tilrettelæggelsen og udførelsen af de kommunale sundhedsordninger ophæves. Sundhedsstyrelsen kan, som led i den almindelige rådgivning af kommunerne i henhold til lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse, udarbejde vejledende retningslinier herom.
Til § 17
Den foreslåede bestemmelse fastlægger primærkommunens opgaver inden for sundheds- og sygeplejen. Bestemmelsen fastslår, at det er en kommunal forpligtelse at yde gratis sundhedspleje til alle børn og unge indtil undervisningspligtens ophør, svarende til de i dag gældende regler for småbørns- og skolesundhedsplejen. Kommunalbestyrelsen kan fortsat beslutte også at tilbyde sundhedspleje til personer over den undervisningspligtige alder.
Kommunen er endvidere forpligtet til at yde gratis sygepleje og barselspleje.
Det nærmere indhold af den kommunale forpligtelse vedrørende sundhedspleje og sygepleje fastlægges i § 18.
Ingen
Nr LSF 74
Forslag til Lov om det offentlige sundhedsvæsen
Fremsat af sundhedsministeren (Ester Larsen)
den 30. oktober 1991