1991 LSF 73 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM PATIENTFORSIKRING

§ 1

I lov nr. 367 af 6. juni 1991 om patientforsikring foretages følgende ændringer

1. I § 1 indsættes som stk. 4

»Stk. 4. Loven gælder ikke for skader, der er omfattet af lov om erstatning for vaccinationsskader.«

2. I § 2, stk. 1, nr. 3, indsættes efter »hvis skaden ud fra en«: »efterfølgende«.

3. Efter § 8 indsættes i kapitel 1

» § 8 a. I det omfang der er erstatningsansvar efter reglerne i lov om produktansvar, gælder reglerne i §§ 7 og 8 ikke.«

4. § 10, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes

»Krav om erstatning efter loven skal være dækket af en forsikring i et forsikringsselskab, jf. dog § 11, stk. 1.

Stk. 2. Forsikringsselskaber, der har tegnet forsikringer omfattet af denne lov, skal underrette sundhedsministeren herom.«

Stk. 2-6 bliver herefter stk. 3-7.

5. I § 10, stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., indsættes efter »gennemførelse«: », herunder minimumsbetingelser for forsikringsselskabernes tegning af forsikringer omfattet af denne lov«.

6. I § 10, stk. 4, nr. 1-3, der bliver stk. 5, nr. 1-3, ændres 3 steder »de efter stk. 1 godkendte forsikringsselskaber« til: »forsikringsselskaber, der har tegnet forsikringer omfattet af denne lov,».

7. I § 11, stk. 6, ændres »§ 10, stk. 4, nr. 1 og 2, samt stk. 5« til: »§ 10, stk. 5, nr. 1 og 2, samt stk. 6«.

8. I § 12, stk. 1, ændres »Forsikringsselskaber, som er godkendt efter § 10« til: »Forsikringsselskaber, som har tegnet forsikringer omfattet af denne lov«.

9. § 21, stk. 2, ophæves.

§ 1

I lov nr. 367 af 6. juni 1991 om patientforsikring foretages følgende ændringer

1. I § 1 indsættes som stk. 4

» Stk. 4. Loven gælder ikke for skader, der er omfattet af lov om erstatning for vaccinationsskader.«

2. I § 2, stk. 1, nr. 3, indsættes efter »hvis skaden ud fra en«: »efterfølgende«.

3. Efter § 8 indsættes i kapitel 1

» § 8 a. I det omfang der er erstatningsansvar efter reglerne i lov om produktansvar, gælder reglerne i §§ 7 og 8 ikke.«.

4. § 10, stk. 1, ophæves og i stedet indsættes

»Krav om erstatning efter loven skal være dækket af en forsikring i et forsikringsselskab, jf. dog § 11, stk. 1.

Stk. 2. Forsikringsselskaber, der har tegnet forsikringer omfattet af denne lov, skal underrette sundhedsministeren herom.«

Stk. 2-6 bliver herefter stk. 3-7.

5. I § 10, stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., indsættes efter »gennemførelse«: », herunder minimumsbetingelser for forsikringsselskabernes tegning af forsikringer omfattet af denne lov«.

6. I § 10, stk. 4, nr. 1-3, der bliver stk. 5, nr. 1-3, ændres 3 steder »de efter stk. 1 godkendte forsikringsselskaber« til: »forsikringsselskaber, der har tegnet forsikringer omfattet af denne lov,».

7. I § 11, stk. 6, ændres »§ 10, stk. 4, nr. 1 og 2, samt stk. 5« til: »§ 10, stk. 5, nr. 1 og 2, samt stk. 6«.

8. I § 12, stk. 1, ændres »Forsikringsselskaber, som er godkendt efter § 10« til: »Forsikringsselskaber, som har tegnet forsikringer omfattet af denne lov«.

9. § 21, stk. 2, ophæves.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 1992.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 1992.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslagets indhold

Ved lovforslaget fastsættes det, at erstatning for skader forårsaget af vaccination mod en sygdom, der er omfattet af lov om tilbud om gratis vaccination mod visse sygdomme, fortsat erstattes efter reglerne i lov om erstatning for vaccinationsskader. Endvidere fastsættes det, at reglerne om produktansvar ikke skal begrænses af reglerne i patientforsikringsloven. Endelig ophæves kravet om, at forsikringsselskaber, der tegner forsikringer omfattet af lov om patientforsikring, særskilt skal godkendes af sundhedsministeren. I stedet skal forsikringsselskaberne, når de har tegnet forsikringer på området, underrette sundhedsministeren herom.

2. Baggrunden for lovforslaget

1. Med vedtagelsen af lov om patientforsikring vil lov om erstatning for vaccinationsskader blive ophævet med virkning fra 1. juli 1992. Da patientforsikringslovens dækningsområde under lovens vedtagelse i foråret 1991 blev begrænset til offentlige sygehuse og sygehuse, det offentlige har driftsoverenskomst med, vil ophævelsen af lov om erstatning for vaccinationsskader indebære, at skader som følge af visse vaccinationer hos praktiserende læger m.fl. ikke længere berettiger til erstatning fra staten på et objektivt grundlag. Ifølge lov om erstatning for vaccinationsskader yder staten nemlig erstatning til en vaccineret person - eller dennes efterladte - for skade, som med rimelig sandsynlighed må antages at være forårsaget af vaccination her i landet mod en sygdom, der er omfattet af lov om tilbud om gratis vaccination mod visse sygdomme.

Ophævelsen af lov om erstatning for vaccinationsskader vil således betyde, at skader som følge af de nævnte vaccinationer hos praktiserende læger m.fl. efter 1. juli 1992 skal afgøres efter almindelige erstatningsretlige regler, dvs. den såkaldte culparegel. En person eller myndighed bliver herefter kun erstatningspligtig, hvis vedkommende har udvist fejl eller forsømmelse, dvs. begået en forsætlig eller uagtsom skadegørende handling eller undladelse.

Da det ikke har været hensigten at indskrænke skadelidte patienters mulighed for at opnå erstatning som følge af vaccinationsskader, foreslås det, at lov om erstatning for vaccinationsskader opretholdes uændret. Det er ikke fundet hensigtsmæssigt at inddrage erstatning for skade som følge af vaccination hos privatpraktiserende medicinalpersoner under lov om patientforsikring, idet det i forbindelse med lovens vedtagelse blev lagt til grund, at loven alene skulle omfatte sygehusområdet. Med henblik på at sikre ensartede regler for erstatning for vaccinationsskader foreslås det endvidere, at erstatning for skader som følge af vaccination, der foretages på offentlige sygehuse og sygehuse, det offentlige har driftsoverenskomst med, fortsat erstattes efter reglerne i lov om erstatning for vaccinationsskader.

2. Det fremgår af bemærkningerne til § 8 i forslag til lov om patientforsikring (Lovforslag nr. L 144, Folketinget 1990-91, 2. samling), at vedtagelse af forslag til lov om produktansvar vil nødvendiggøre en ændring af §§ 7 og 8 i forslaget til lov om patientforsikring, således at producenten i overensstemmelse med produktansvarsreglerne vil blive direkte ansvarlig. Ved lov nr. 371 af 7. juni 1989 om produktansvar er der således indført et objektivt ansvar for skade, der er forårsaget af defekte produkter. Der påhviler herefter producenten af det defekte produkt et objektivt ansvar, og mellemhandlere hæfter endvidere umiddelbart over for skadelidte.

Det foreslås derfor, at den begrænsning i mulighederne for at rejse erstatningskrav, som er fastsat i patientforsikringslovens § 7, ikke skal gælde i det omfang, skadelidte ønsker at rejse krav i henhold til produktansvarsloven. På denne baggrund foreslås det endvidere, at den begrænsning, der er fastsat i patientforsikringslovens § 8 vedr. patientforsikringsforeningens mulighed for at rejse regreskrav for udbetalte erstatninger mod erstatningsansvarlige, ikke skal gælde i det omfang, der er erstatningsansvar efter produktansvarsloven.

3. Forslaget vedr. ophævelse af kravet om godkendelse af forsikringsselskaber, der tegner forsikringer inden for lovens område, jf. lov om patientforsikring § 10, stk. 1, er begrundet i, at der ikke efter gældende lovgivning er mulighed for at betinge adgangen til udøvelse af forsikringstjenesteydelsesvirksomhed inden for dette område af en særskilt administrativ tilladelse.

Ved lov nr. 304 af 16. maj 1990 om udveksling af forsikringstjenesteydelser inden for direkte skadesforsikringsvirksomhed (tjenesteydelsesloven) implementeredes De Europæiske Fællesskabers Råds 2. direktiv (88/357/EØF) af 22. juni 1988 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring, om fastsættelse af bestemmelser, der kan lette den faktiske gennemførelse af den fri udveksling af tjenesteydelser, og om ændring af direktiv 73/239/EØF.

Offentlige sygehuse og sygehuse, det offentlige har driftsoverenskomst med, jf. § 1, stk. 1, i lov om patientforsikring, vil være forsikringstagere, der omfattes af de talmæssige grænser i tjenesteydelseslovens § 5. Dette indebærer, at der ikke er mulighed for at betinge adgangen til at udøve virksomhed inden for forsikringstjenesteydelser på patientforsikringslovens område af en særskilt administrativ tilladelse eller godkendelse, jf. tjenesteydelseslovens § 7, stk. 3.

Kravet om særskilt godkendelse fra sundhedsministeren foreslås derfor ophævet og erstattet af en underretningspligt for de forsikringsselskaber, der tegner forsikringer inden for lovens område. Pligten til at underrette sundhedsministeren, når tegning af forsikringer har fundet sted, er navnlig begrundet i hensynet til at sikre de pågældende forsikringsselskaber mulighed for at deltage i patientforsikringsforeningen og adgang til at blive repræsenteret i foreningens bestyrelse, jf. lovens § 12.

Endvidere foreslås det, at sundhedsministeren, som følge af at kravet om godkendelse af forsikringsselskaberne ophæves, får bemyndigelse til at fastsætte minimumsbetingelser for forsikringsselskabernes tegning af patientforsikringer.

3. Konsekvenser af lovforslaget m.v.

Lovforslagets gennemførelse har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser. Sundhedsministeriet vil således ikke ved opgørelsen af den kompensation, som sygehuskommunerne skal have over de generelle tilskud for merudgifter ved patientforsikringsloven medtage det beløb, der svarer til de forventede udgifter til vaccinationsskader.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Forslaget indebærer, at erstatning for skader som med rimelig sandsynlighed må antages at være forårsaget af vaccination her i landet mod en sygdom, der er omfattet af lov om tilbud om gratis vaccination mod visse sygdomme, fortsat erstattes efter reglerne i lov om erstatning for vaccinationsskader.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

I forbindelse med vedtagelsen af lov om patientforsikring blev ordet »efterfølgende« ikke medtaget foran ordet »vurdering« i lovens § 2, stk. 1, nr. 3. Da bestemmelsen imidlertid var en uændret genfremsættelse af L 151, Folketingsåret 1987-88, hvor der i lovteksten stod »hvis skaden ud fra en efterfølgende vurdering«, og da der ikke ved genfremsættelsen var tilsigtet en materiel ændring af bestemmelsen, foreslås ordet nu indsat i lovteksten. Hermed sikres det, at den vurdering, der skal foretages i medfør af bestemmelsen som forudsat vil være en ren efterfølgende vurdering af skadens uundgåelighed.

Til nr. 3

I bestemmelsen fastsættes det, at reglerne i §§ 7 og 8 i patientforsikringsloven ikke gælder, når der samtidig er erstatningsansvar efter reglerne i produktansvarsloven.

Ved lov nr. 371 af 7. juni 1989 om produktansvar er der indført et objektivt ansvar for skade, der er forårsaget af defekte produkter, jf. § 6 i produktansvarsloven. Efter denne bestemmelse påhviler det objektive ansvar producenten af det defekte produkt. Efter lovens § 10 hæfter en mellemhandler imidlertid umiddelbart over for skadelidte og senere mellemhandlere i omsætningskæden.

Dette betyder, at skadelidte efter produktansvarsloven kan vælge at rette sit krav imod producenten (producenterne), mod mellemhandleren (mellemhandlerne) eller mod alle disse, idet de alle over for skadelidte hæfter solidarisk, jf. lovens § 11. Ved lovens § 13 er det endvidere fastsat, at skadelidtes adgang til erstatning efter dansk rets almindelige regler om produktansvar, som er udviklet i retspraksis, gælder ved siden af reglerne i produktansvarsloven.

Ved gennemførelsen af patientforsikringsloven er det ikke tanken at svække skadelidte patients mulighed for at rejse krav imod f.eks. producenter af defekt sygehusapparatur. Det foreslås derfor, at den begrænsning i mulighederne for at rejse erstatningskrav, som er fastsat i patientforsikringslovens § 7, ikke skal gælde i det omfang, skadelidte ønsker at rejse krav i henhold til produktansvarsloven. Bestemmelsens henvisning til produktansvarsloven skal også betragtes som en henvisning til de nævnte regler om produktansvar, som er skabt i retspraksis.

I det omfang der er erstatningsansvar efter produktansvarsloven, kan det ikke anses for rimeligt, at udgiften til betaling af erstatning eller godtgørelse endeligt skal bæres af patientforsikringen. Er der ansvar efter produktansvarsloven, f.eks. i anledning af et defekt narkoseapparat, bør den ansvarlige i henhold til produktansvarslovgivningen ikke undgå at betale erstatning eller godtgørelse, blot fordi den skadelidte patient får betaling fra patientforsikringen.

Det foreslås derfor, at den begrænsning, der i patientforsikringslovens § 8 er fastsat i mulighederne for regreskrav, ikke skal gælde i det omfang, der er erstatningsansvar efter produktansvarsloven. Henvisningen til produktansvarsloven skal også her betragtes som en henvisning til dansk rets almindelige regler om produktansvar. Har patientforsikringsforeningen således udbetalt erstatning eller godtgørelse, vil foreningen have regresret også over for enhver, der er ansvarlig efter de domstolsskabte regler om produktansvar.

Produktansvarslovens regler om ansvar for producenter er en gennemførelse af EF-rådets direktiv af 25. juli 1985 om tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om produktansvar (85/374/EØF). I direktivet er det fastsat, at der for enhver producent skal gennemføres et objektivt ansvar for skade, der forårsages af en defekt ved hans produkt.

Bestemmelsen i nr. 3 skal således også ses på baggrund af Danmarks forpligtelser efter EF-direktivet om produktansvar.

Til nr. 4

Ved bestemmelsen ophæves kravet om, at forsikringsselskaber, der tegner forsikringer omfattet af lov om patientforsikring, særskilt skal godkendes af sundhedsministeren, da det efter lov om udveksling af forsikringstjenesteydelser inden for direkte skadesforsikringsvirksomhed ikke er muligt at betinge adgangen til at udøve virksomhed inden for forsikringstjenesteydelser på patientforsikringslovens område af en særskilt administrativ tilladelse.

Forslaget i bestemmelsens stk. 2 indebærer, at forsikringsselskaber, der tegner forsikringer inden for lovens område, skal underrette sundhedsministeren herom. Forslaget er begrundet i hensynet til at sikre de pågældende forsikringsselskaber mulighed for at deltage i patientforsikringsforeningen, der ifølge lovens § 13 skal oplyse, modtage og afgøre alle sager efter loven. Herved sikres det tillige, at selskaberne får adgang til at blive repræsenteret i foreningens bestyrelse, jf. lovens § 12, stk. 1.

Der henvises i øvrigt om denne bestemmelse til de almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Da kravet om godkendelse af forsikringsselskaber, der tegner forsikringer omfattet af loven, ophæves foreslås det, at sundhedsministeren i den bekendtgørelse, der skal udstedes i medfør af § 10, stk. 4, vedr. forsikringspligtens gennemførelse får mulighed for at fastsætte minimumsbetingelser for forsikringsselskabernes tegning af patientforsikringer. Forslaget tager således bl.a. sigte på, at selskaberne skal anvende ensartede retningslinier vedrørende forsikringernes tidsmæssige dækning. Formålet hermed er at sikre, at en skadelidt patient altid vil have mulighed for at få sit krav dækket af et forsikringsselskab, f.eks. også i de tilfælde, hvor den erstatningspligtige er afgået ved døden.

Til nr. 6

Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at kravet om godkendelse af forsikringsselskaber, der tegner forsikringer omfattet af loven, ophæves.

Til nr. 7

Den foreslåede ændring er en konsekvens af ændringen i § 10.

Til nr. 8

Der henvises til bemærkningerne til forslagets § 1, nr. 6.

Til nr. 9

Forslaget indebærer, at lov om erstatning for vaccinationsskader opretholdes uændret, jf. de almindelige bemærkninger.

Til § 2

Det foreslås, at loven sættes i kraft den 1. juli 1992, således at forslaget får virkning samtidig med at lov om patientforsikring træder i kraft.

Ingen

Nr LSF 73

Forslag til Lov om ændring af lov om patientforsikring

Fremsat af sundhedsministeren (Ester Larsen)

den 30. oktober 1991

Vedtaget ved tredjebehandling den 31. marts 1992

Lov nr. 239 af 08/04/1992