1991 LSF 71 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM RADIO- OG FJERNSYNSVIRKSOMHED (STØRRE REKLAMEFRIHED FOR LOKALRADIO OG -TV)

§ 1

I lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 339 af 22. maj 1990, som ændret senest ved § 12 i lov nr. 380 af 6. juni 1991, foretages følgende ændringer

1. § 19 b, stk. 4, nr. 2, affattes således

»2) Inden for lokal fjernsynsvirksomhed 20 minutter pr. tv-station daglig fordelt på blokke. Reklametiden kan ikke overstige 10 pct. af den samlede daglige sendetid. Reklametiden fordeles forholdsmæssigt blandt hver tilladelseshaver tilsluttet tv-stationen.«

2. I § 19 b, stk. 4, nr. 3, ændres »10 pct.« til: »15 pct.«

§ 1

I lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 339 af 22. maj 1990, som ændres senest ved § 12 i lov nr. 380 af 6. juni 1991, foretages følgende ændringer

1. § 19 b, stk. 4, nr. 2, affattes således

»2) Inden for lokal fjernsynsvirksomhed 20 minutter pr. tv-station daglig fordelt på blokke. Reklametiden kan ikke overstige 10 pct. af den samlede daglige sendetid. Reklametiden fordeles forholdsmæssigt blandt hver tilladelseshaver tilsluttet tv-stationen.«

2. I § 19 b, stk. 4, nr. 3, ændres »10 pct.« til: »15 pct.«.

§ 2

Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Lokal-tv og -radio har nu henholdsvis siden 1989 og 1988 haft mulighed for at bringe reklamer og anvende reklameindtægterne som hovedbidrag til driften af stationerne. TV 2 har siden sin start med 1986-loven haft adgang til at sende reklamer.

De tider, hvor det blev diskuteret, hvorvidt reklamer i elektroniske medier er acceptable, er derfor definitivt forbi. Vi har kunnet konstatere, at reklamerne er kommet for at blive præcis som i næsten alle andre lande.

Spørgsmålet er derfor, hvorvidt den nuværende lovgivning giver tilstrækkeligt reklamegrundlag til, at stationerne kan drives seriøst. Fremskridtspartiets opfattelse er, at der slet ingen offentlig regulering skal være af reklamearten og -mængden i elektroniske medier, ligesom der ikke er lovgivning for, hvor mange annoncer dagblade, ugeblade og andre trykte medier må bringe. Er der et politisk flertal for at gøre reklamerne i tv og radio helt frie, ændrer vi med glæde i dette lovforslags tekst.

Forslagets formål er først og fremmest at give de lokale radio- og tv-stationer en håndsrækning til at få mere sikkert økonomisk grundlag under fødderne. Der er med andre ord alene tale om en beskeden - rimelig - justering af den reklamemængde, stationerne har mulighed for at bringe.

Der tages i forslaget ikke stilling til de mange andre problemer, der hersker inden for de elektroniske medier. Disse spørgsmål må tages op til afklaring ved en anden lejlighed.

Både lokal-tv og -radio har store problemer med at afregne til KODA og GRAMEX, eftersom reglerne på dette område er til stor ugunst for de lokale medier. Dette forslag tager ikke stilling til eller søger at ændre ved reglerne omkring KODA og GRAMEX - selv om det er forslagsstillernes opfattelse, at der skal gennemføres en større ændring af området - forslaget sigter derimod på at forbedre de lokale stationers økonomiske situation, hvorved stationerne også får lettere ved at betale de store KODA- og GRAMEX-regninger.

Det er Fremskridtspartiets håb, at et flertal i Folketinget vil erkende, hvilken virkelighed vi befinder os i, og dermed medvirke til at give en positiv tilbagemelding på de ønsker, der er blevet formuleret fra branchen. Der refereres til disse under de enkelte punkters bemærkninger.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte punkter

Til § 1

Til nr. 1

Der er i dag udstedt ca. 140 tilladelser til lokal-tv. Heraf er ca. 100 tilladelser i brug. Der sendes reelt fra 34 trådløse lokale tv-stationer. Af disse 34 stationer er 25 reklamefinansierede. Dertil skal lægges ca. 50 lokale kabelstationer, hvoraf ca. halvdelen er stationer med reklame. (Jf. P & T's opgørelse fra 20. marts 1991).

Som det fremgår, er en meget væsentlig del af lokal-tv afhængig af reklameindtægter. Den nuværende lovgivnings meget snævre begrænsninger på adgangen til at sende reklame gør det meget svært for disse stationer at overleve.

Fællesrådet for elektroniske medier skriver i »Det tredje TV-tilbud«

»Reklamekroner er betingelsen for kvalitets-tv. Efter forliget omkring DR og TV 2's økonomi, der blev indgået i 1990, så er situationen den, at TV 2 hver dag må sende fem reklameblokke om dagen. Sammenlagt må TV 2 sende maksimalt 27 minutters reklame dagligt - gennemsnitligt 20 minutter hver dag.

For lokal-tv gælder det, at antallet af reklameminutter kun må svare til 10 pct. af dagens egenproduktion - dog højst fem minutter pr. sendetilladelse.

Problemet er, at der er en nøje sammenhæng mellem stationernes indtjening - og så deres mulighed for at lave kvalitetsprogrammer.

For at tjene penge på at sende tv må man have seere - ellers får man ingen annoncører. Man får kun seere ved at have en gennemgående flade i den vigtigste sendetid - sidst på eftermiddagen og i aftentimerne. Dvs. at kvantitet spiller en vis rolle - der skal være noget på kanalen, når seerne åbner - ellers vælger de lynhurtig en anden kanal.

Kardinalpunktet er altså, at stationerne - i lighed med DR og TV 2 - bliver nødt til at købe en stor del af deres programmer udefra. Kun ved hjælp af professionelt producerede programmer kan man tiltrække seere og dermed reklamekroner, så man kan få råd til selv at producere kvalitetsudsendelser og lokale nyheder. Og kun på den måde kan stationerne på længere sigt øge andelen af egenproduktionen.

Allerede i dag er det den model, som de lokale stationer følger. Men reglerne om antallet af reklameminutter blokerer for den økonomiske succes og dermed for en forbedring af programkvaliteten.

Logikken er, at hvis man ønsker gode lokale programmer og lokale nyheder af god kvalitet, så må man i starten - indtil medierne er konsoliderede - leve med en høj procentdel af udefrakommende/udenlandske produktioner.«

Det er næppe nogen hemmelighed, at en meget væsentlig grund til, at en række partier var meget tilbageholdende med at give tilladelse til reklamer i lokal-tv, var ønsket om at sikre en god start for TV 2. Nu har TV 2 imidlertid haft rigelig tid til at sikre sig en markedsandel af reklamebudgetterne. Med de seneste ændringer af TV 2's reklameblokke og reklametid har TV 2 fået udvidet sin reklametid med ca. 100 pct. på godt to år. Fra 15 minutters daglig reklame i 1988 til 27 minutters daglig reklame i 1991. Derfor må tiden også være inde, hvor det er muligt at bløde op for de meget restriktive regler om reklamer i lokal-tv.

I forhold til TV 2 er det endda således, at der (ifølge Ritzau den 10. oktober 1990) fra 1. januar 1991 blev stoppet for salget af tv-reklamer til TV 2's regionale stationer. I takt med de vigende seertal til de regionale programmer er reklameindtægterne her faldet til 40 mio. kr. ud af TV 2's samlede reklameindtægter på 580 mio. kr. eller svarende til bare 7 pct. Bl.a. derfor blev de regionale reklamer opgivet. Her er der en oplagt mulighed for at få de lokale/regionale reklamer samlet op af de lokale tv-stationer.

Ifølge den nuværende lovgivning må den enkelte lokale tv-station kun bringe reklamer svarende til 10 pct. af tilladelseshavernes egenproduktion. Da ingen tilladelseshaver må bringe mere end een reklameblok a 5 minutter pr. dag, betyder ovenstående bestemmelse i praksis, at en enkelt tilladelseshaver kun kan bringe op til 5 minutters reklame om dagen - uanset hvor mange sendetimer den pågældende tilladelseshaver har. Ifølge lovforslaget udgår lovens § 19 b, stk. 4, nr. 2, 2. pkt., helt, hvorved begrænsningen på en 5 minutters blok pr. tilladelseshaver ophæves.

Den foreslåede ændring betyder dels en øvre grænse på 20 minutters reklamer, svarende til TV 2's muligheder, dels en grænse på 10 pct. af den samlede daglige sendetid. Her er ændringen, at der ikke er krav om, at der kun må sendes 10 pct. af egenproduktioner. Sådanne krav påhviler nemlig ikke TV 2, og kravet giver kun anledning til fortolkning af begrebet »egenproduktion«. Endelig lægges der op til, at reklametiden fordeles forholdsmæssigt blandt tilladelseshaverne tilknyttet den enkelte station. Derved opnås der en højere grad af fleksibilitet med hensyn til, at den enkelte station kan have variationer i tilladelseshavernes sendetid, uden at det giver skævvridning af adgangen til reklameindtægterne.

Som ordningen er i dag, er der intet incitament for den enkelte tilladelseshaver til at sende mere fjernsyn, eftersom der ikke dermed følger mere reklameadgang.

Forslaget sigter direkte på at give de lokale tv-stationer en bedre økonomi, hvorved stationerne får ressourcer til at højne kvaliteten af deres udsendelser, både teknisk og indholdsmæssigt.

Til nr. 2

Der er i øjeblikket udstedt 380 tilladelser til lokal radiovirksomhed. Af disse er der ca. 300 aktive lokalradioer (ifølge en opgørelse fra P & T af 20. marts 1991).

I 1990 blev antallet af reklamebærende lokalradioer opgjort til 205. I 1988 opnåede lokalradioerne reklameindtægter for 30 mio. kr. Året efter i 1989 skete der en firedobling, idet der blev omsat for 120-130 mio. kr. reklamer i lokalradioerne.

Reklamer i lokalradio er derfor et fænomen, der er kommet for at blive. Det handler så om at give de enkelte lokalradioer et tilstrækkeligt antal reklameminutter til at sikre stationernes overlevelse.

Fællesrådet for elektroniske medier skriver følgende i »Notat om aktuelle problemer, Danmarks lokalradio-stationer«, januar 1991

»Reklamekvoter. Fællesrådet henstiller, at loven ændres således, at begrænsningen i reklamekvotens størrelse og placering fjernes.

Navnlig på længere sigt, efterhånden som reklameomsætningen vokser, vil den - i visse timer - ekstra reklameomsætning kunne få en gavnlig virkning på branchens situation.

Forud for vedtagelsen af loven, der tillod reklamer i lokalradio, var der i nogle kredse frygt for følgerne af en helt fri ordning. Allerede dengang henviste vi til erfaringer fra udlandet, herunder fra lande som USA, der ikke regulerer stationernes reklamer. Det viser sig, at reklamemængden - reguleret eller ej - havner på højst 10-15 pct. i timen. Sender man for mange reklamer, søger lytterne en anden station, hvorved stationerne ikke behøver staten til at fortælle, hvor meget af sendetiden der kan bruges til reklame.«

Lovforslaget går i al enkelhed ud på at forhøje de nuværende 10 pct. til 15 pct., hvorved stationerne får større fleksibilitet til at tilpasse den enkelte dags program og høste optimalt reklameudbytte.

For nogle stationer vil det måske være sådan, at de 15 pct. kun udnyttes fuldt ud på særlig populære radiodage, mens de på andre dage kun udnytter en lavere procentsats. Den derved opnåede fleksibilitet giver basis for større indtægtsgrundlag og dermed basis for flere og bedre programmer.

Som der er redegjort for i teksten fra Fællesrådet, vil al erfaring godtgøre, at såfremt en lokalradio bringer »for mange reklamer«, vil den miste lyttere og dermed reklameindtægter osv. Der nævnes direkte, at den maksimale reklamedækning er 10-15 pct. i timen.

Dette lovforslag vil give stationerne mulighed for at komme op på de nævnte 15 pct. ikke bare i timen, men set over hele dagens reklameflade.

Der sker ingen ændringer i bestemmelserne vedrørende adgangen til at placere reklamerne overalt i sendefladen (jf. lovens § 19 b, stk. 3).

Til § 2

Loven og dermed ændringerne af gældende lov skal træde i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

Nærværende forslag er indeholdt i Fremskridtspartiets Lovkatalog 1991-92, udgivet af Fremskridtspartiets folketingsgruppe oktober 1991, forslag nr. 74. (ISBN nr. 00. Beklageligvis har Fremskridtspartiet ikke kunnet få tildelt ISBN-nummer til sit lovkatalog, idet administrationen af ISBN-systemet i Danmark varetages af den offentligt ejede Bibliotekscentralen A/S, der for tiden er under konkursbehandling, hvorfor administrationen af ISBN-systemet her i landet er brudt sammen. Under forudsætning af, at ISBN-systemet retableres inden 1. behandling af dette lovforslag, vil ISBN-nummeret blive oplyst ved denne lejlighed).

§ 2

Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

Bilag

I dette bilag er (med mindre skrift)

indsat den gældende formulering af den bestemmelse,

der berøres af lovforslaget

§ 19 b. - - -

Stk. 4. Reklameudsendelser må ikke udgøre mere end

1) I TV 2 20 minutter daglig beregnet som et årligt gennemsnit. Reklametiden kan ikke overstige 27 minutter pr. dag. Der må maksimalt udsendes 5 reklameblokke pr. dag.

2) Inden for lokal fjernsynsvirksomhed 10 pct. af den del af hver tilladelseshavers daglige sendetid, der anvendes til udsendelser af egenproduktion eller udsendelser, som har tilknytning til det lokale område.

Hver tilladelseshaver må dog maksimalt udsende een reklameblok af maksimalt 5 minutters varighed pr. dag.

3) Inden for lokal radiovirksomhed 10 pct. af den daglige sendetid.

Ingen

Nr LSF 71

Forslag til Lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed (Større reklamefrihed for lokalradio og -tv)

Fremsat af Kim Behnke (FP) Køpke Christensen (FP) Annette Just (FP) Pia Kjærsgaard (FP)

den 29. oktober 1991