1991 LSF 60 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BETALINGSKORT M.V.

§ 1

I lov nr. 284 af 6. juni 1984 om betalingskort m.v., som ændret ved lov nr. 162 af 23. marts 1988 og § 4 i lov nr. 818 af 19. december 1989, foretages følgende ændringer

1. I § 1 indsættes som stk. 2

» Stk. 2. Industriministeren kan bestemme, at betalingssystemer, jf. stk. 1, helt eller delvis undtages fra lovens bestemmelser.«

2. § 2 affattes således

» § 2. Ved betalingskort forstås hævekort samt konto-, kredit- og købekort, der kan benyttes i betalingsøjemed, således at kortindehaver ved brug af kortet kan erhverve varer eller tjenesteydelser, foranledige overførsel af betaling, hæve penge eller foretage lignende transaktioner.

Stk. 2. For hævekort, der kun kan anvendes til at hæve penge hos kortudsteder, gælder dog kun bestemmelserne i kapitel 5.«

3. § 3 affattes således

»§ 3. Udstedere af betalingskort skal have forretningssted her i landet, medmindre andet er hjemlet i international aftale eller følger af regler fastsat af industriministeren.«

4. §§ 4 og 5 ophæves.

5. I overskriften til kapitel 2 udgår »og registrering«.

6. I § 7 indsættes som stk. 4 og 5

»Stk. 4. Et betalingssystem må ikke tages i brug, forinden anmeldelse efter stk. 1 har fundet sted.

Stk. 5. Anmeldelse efter stk. 1 indebærer ikke godkendelse af det anmeldte.«

7. §§ 8 og 9 ophæves.

8. Overskriften til kapitel 3 affattes således: »Administration af loven«.

9. § 10, stk. 2 og 3, affattes således

» Stk. 2. Forbrugerombudsmanden kan kræve alle oplysninger, som findes nødvendige for hans virksomhed, herunder til afgørelse af, om et forhold falder ind under denne lovs bestemmelser.

Stk. 3. Forbrugerombudsmanden kan betjene sig af særligt sagkyndige i det omfang, det findes fornødent.«

10. I § 10 indsættes som stk. 4

» Stk. 4. Industriministeren fastsætter nærmere regler om lovens administration.«

11. § 11 og § 12 ophæves.

12. Efter § 12, der ophæves, indsættes i kapitel 4

» § 12 a. Betalingskortsystemer skal indrettes og virke således, at der sikres brugerne overskuelighed, frivillighed og beskyttelse mod misbrug.

Stk. 2. Forbrugerombudsmanden skal ved forhandling søge forholdene ændret, såfremt et betalingssystem i de i stk. 1 nævnte henseender ikke er betryggende indrettet, herunder

1) at fornødne kontrol-, sikkerheds- og korrektionsprocedurer ikke er etableret,

2) at en kortudsteders forretningsbetingelser, jf. herunder § 13, stk. 1, eller en betalingsmodtagers forretningsbetingelser over for kortindehaver ensidigt tilgodeser egne interesser eller i øvrigt er urimelige, eller

3) at en kortudsteders eller betalingsmodtagers forretningsbetingelser ensidigt tilgodeser den ene af parterne, eller

4) at lovens bestemmelser i øvrigt ikke overholdes.

Stk. 3. Kan en ændring som nævnt i stk. 2 ikke ske ved forhandling, kan Forbrugerombudsmanden udstede påbud herom.«

13. § 13, stk. 1, nr. 2, affattes således

»2) Vilkår, der er knyttet til indehavelse og anvendelse af kortet, herunder oplysninger om, hvor ofte kortindehaver vil modtage kontoudtog.«

14. § 13, stk. 1, nr. 3, affattes således

»3) Omkostninger ved erhvervelse og brug af kortet, herunder eventuelle kreditomkostninger opgjort som de årlige omkostninger i procent.«

15. § 13, stk. 1, nr. 4 og 5, ophæves.

Nr. 6-8 bliver herefter nr. 4-6.

16. § 13, stk. 1, nr. 8, der bliver nr. 6, affattes således

»6) Hvorledes der advares, hvis kortet eller en dertil knyttet autorisation (PIN-kode eller lignende) bortkommer, misbruges eller er i en uberettigets besiddelse.«

17. § 13, stk. 3, affattes således

» Stk. 3. Forbrugerombudsmanden kan fastsætte nærmere regler om indholdet og opstillingen af de i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger, herunder om opgørelsen og beregningen af kreditomkostninger.«

18. § 14, stk. 2, affattes således

» Stk. 2. Såfremt en anmodning om betalingskort afslås, skal kortudsteder på opfordring begrunde afslaget.«

19. I § 15 indsættes som stk. 2

» Stk. 2. Industriministeren kan undtage fra bestemmelsen i stk. 1.«

20. § 17 ophæves.

21. I § 18 indsættes som stk. 2

» Stk. 2. Industriministeren kan undtage fra bestemmelsen i stk. 1.«

22. § 19 affattes således

» § 19. Betalingskort må ikke kræves anvendt som legitimationsmiddel i andre sammenhænge end betalingstransaktioner med betalingskort og som hævekort, jf. dog § 19 a.«

23. Efter § 19 indsættes

» § 19 a. Betalingskort må ikke kombineres

1) med andre funktioner end betalingskortfunktioner,

2) med ydelser, der ikke vedrører betalingskortfunktionen, eller

3) med rabatordninger, eller hvad der må sidestilles hermed.

Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke, såfremt de nævnte funktioner, ydelser eller rabatordninger også udbydes uden betalingskort.

Stk. 3. Markedsføring af de i stk. 1 nævnte funktioner, ydelser eller rabatordninger separat og i kombination med betalingskort skal ske på en ligeværdig måde.«

24. Overskriften til kapitel 5 affattes således

»Ansvars- og tabsbegrænsningsregler«.

25. § 21 affattes således

» § 21. Kortindehaver hæfter med op til 1.200 kr. for tab som følge af andres uberettigede brug af betalingskortet, når den til kortet hørende personlige, hemmelige kode er anvendt. Dette gælder dog ikke, hvis andet følger af stk. 2 eller stk. 3.

Stk. 2. Kortindehaver hæfter uden beløbsbegrænsning for tab, der opstår som følge af andres uberettigede brug af betalingskortet og den dertil hørende personlige, hemmelige kode, såfremt kortudsteder godtgør, at kortindehaver har oplyst koden til den, der har foretaget den uberettigede brug.

Stk. 3. Medmindre videregående ansvar følger af stk. 2, hæfter kortindehaver med op til 8.000 kr. for tab som følge af andres uberettigede brug af betalingskortet, hvis kortudsteder godtgør,

1) at kortindehaver har overladt kortet til den, der har foretaget den uberettigede brug,

2) at kortindehaver eller nogen, som kortindehaver har overladt kortet til, ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede brug, eller

3) at kontoindehaver eller nogen, som kortindehaver har overladt kortet til, har undladt at underrette kortudsteder snarest muligt efter at have fået kendskab til, at kortet er bortkommet.

Stk. 4. Kortindehaver hæfter kun efter stk. 1-3, såfremt transaktionen er korrekt registreret og bogført, jf. § 22.

Stk. 5. Kortudsteder er ansvarlig for uberettiget brug, der finder sted, efter at kortudsteder har fået underretning om, at kortet enten er bortkommet eller besiddes af en uberettiget. Dette gælder dog ikke, hvis betalingsmodtager er ansvarlig efter stk. 7. Kortudsteder skal snarest over for kortindehaver bekræfte modtagelsen af underretning om, at kortet er bortkommet. Bekræftelsen skal være skriftlig og angive tidspunktet for underretningen.

Stk. 6. Medmindre andet følger af stk. 1-3 og stk. 7, er kortudsteder ansvarlig for tab som følge af uberettiget brug af betalingskort.

Stk. 7. Uanset stk. 1-3 er betalingsmodtager ansvarlig for tab, såfremt betalingsmodtager vidste eller burde vide, at brugeren var uberettiget til at benytte kortet.

Stk. 8. Industriministeren kan, i det omfang det betinges af prisudviklingen, ændre beløbsangivelserne i stk. 1 og 3.«

26. Overskriften til kapitel 6 affattes således

»Registrering, anvendelse og videregivelse af oplysninger«.

27. § 24 affattes således

» § 24. Der må kun registreres oplysninger om kortindehaveres brug af kortet til betalingskortfunktioner, jf. § 2, som er nødvendige til gennemførelse af betalingstransaktioner og for at hindre misbrug.

Stk. 2. Oplysninger om kortindehaveres brug af kortet til betalingskortfunktioner, jf. § 2, må kun anvendes og videregives, når dette er nødvendigt til gennemførelse af betalingstransaktioner, korrektioner og retshåndhævelse, eller når dette er hjemlet ved lov. Oplysninger om misbrug må kun videregives i det omfang, det er nødvendigt for at hindre misbrug.

Stk. 3. Oplysninger om betalingsmodtagers omsætning, antal betalingstransaktioner, beløbsstørrelser og lignende forhold hos betalingsmodtager må kun registreres, anvendes og videregives, når dette er nødvendigt til gennemførelse af betalingstransaktioner, korrektioner og retshåndhævelse. Oplysninger må i øvrigt kun videregives i det omfang, det er bestemt i anden lovgivning.

Stk. 4. Stk. 1 og 2 gælder ikke for hævetransaktioner, der foretages hos kortudsteder, eller for oplysninger, der ikke kan føres tilbage til fysiske eller juridiske personer.

Stk. 5. Industriministeren kan i forskningsøjemed undtage fra stk. 1-3.«

28. § 25 affattes således

» § 25. Betalingskort må ikke indeholde oplysning om kortindehavers CPR-nummer.«

29. I § 28, stk. 1, ændres »§ 10« til: »§ 12 a«.

30. § 30, stk. 1, nr. 1, affattes således

»1) overtræder § 3, § 6, stk. 1, § 7, stk. 1, 2 og 4, § 13, stk. 1 og 2, § 14, stk. 1, § 18, § 19 a, § 24 og § 25,».

31. I § 30, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 10« til: »§ 12 a«, og i § 30, stk. 1, nr. 3, ændres »§ 11, stk. 1« til: »§ 10, stk. 2«.

32. § 31, 1. pkt., ophæves.

33. I § 32, stk. 1, sidste pkt., ændres »stk. 1, 3. pkt., og stk. 2-3« til: »stk. 3 og 4«.

34. § 33 affattes således

» § 33. Bestemmelserne i §§ 14, 15, 16, 19, 20, stk. 2, samt §§ 21 og 22 kan ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for kortindehaver.

Stk. 2. § 16 og § 20, stk. 1, samt §§ 21 og 22 kan ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for betalingsmodtager.«

35. § 35, stk. 1, affattes således

»Omkostninger ved administration af denne lov pålignes anmeldte kortudstedere i forhold til betalingssystemets omsætning.«

36. I § 37 ændres »1990-91« til: »1992-93«.

§ 1

I lov nr. 284 af 6. juni 1984 om betalingskort m.v., som ændret ved lov nr. 162 af 23. marts 1988 og § 4 i lov nr. 818 af 19. december 1989, foretages følgende ændringer

1. I § 1 indsættes som stk. 2

» Stk. 2. Industriministeren kan bestemme, at betalingssystemer, jf. stk. 1, helt eller delvis undtages fra lovens bestemmelser.«

2. § 2 affattes således

» § 2. Ved betalingskort forstås hævekort samt konto-, kredit- og købekort, der kan benyttes i betalingsøjemed, således at kortindehaver ved brug af kortet kan erhverve varer eller tjenesteydelser, foranledige overførsel af betaling, hæve penge eller foretage lignende transaktioner.

Stk. 2. For hævekort, der kun kan anvendes til at hæve penge hos kortudsteder, gælder dog kun bestemmelserne i kapitel 5.«

3. § 3 affattes således

»§ 3. Udstedere af betalingskort skal have forretningssted her i landet, medmindre andet er hjemlet i international aftale eller følger af regler fastsat af industriministeren«.

4. §§ 4 og 5 ophæves.

5. I overskriften til kapitel 2 udgår »og registrering«.

6. I § 7 indsættes som stykke 4 og 5

» Stk. 4. Et betalingssystem må ikke tages i brug, forinden anmeldelse efter stk. 1 har fundet sted.

Stk. 5. Anmeldelse efter stk. 1 indebærer ikke godkendelse af det anmeldte.«

7. §§ 8 og 9 ophæves.

8. Overskriften til kapitel 3 affattes således: »Administration af loven«.

9. § 10, stk. 2 og 3, affattes således

» Stk. 2. Forbrugerombudsmanden kan kræve alle oplysninger, som findes nødvendige for hans virksomhed, herunder til afgørelse af, om et forhold falder ind under denne lovs bestemmelser.

Stk. 3. Forbrugerombudsmanden kan betjene sig af særligt sagkyndige i det omfang, det findes fornødent.«

10. I § 10 indsættes som stk. 4

» Stk. 4. Industriministeren fastsætter nærmere regler om lovens administration.«

11. § 11 og § 12 ophæves.

12. Efter § 12, der ophæves, indsættes i kapitel 4

» § 12 a. Betalingskortsystemer skal indrettes og virke således, at der sikres brugerne overskuelighed, frivillighed og beskyttelse mod misbrug.

Stk. 2. Forbrugerombudsmanden skal ved forhandling søge forholdene ændret, såfremt et betalingssystem i de i stk. 1 nævnte henseender ikke er betryggende indrettet, herunder

1) at fornødne kontrol-, sikkerheds- og korrektionsprocedurer ikke er etableret,

2) at en kortudsteders forretningsbetingelser, jf. herunder § 13, stk. 1, eller en betalingsmodtagers forretningsbetingelser over for kortindehaver ensidigt tilgodeser egne interesser eller i øvrigt er urimelige, eller

3) at en kortudsteders eller betalingsmodtagers forretningsbetingelser ensidigt tilgodeser den ene af parterne, eller

4) at lovens bestemmelser i øvrigt ikke overholdes.

Stk. 3. Kan en ændring som nævnt i stk. 2 ikke ske ved forhandling, kan Forbrugerombudsmanden udstede påbud herom.«

13. § 13, stk. 1, nr. 2, affattes således

»2) Vilkår, der er knyttet til indehavelse og anvendelse af kortet, herunder oplysninger om, hvor ofte kortindehaver vil modtage kontoudtog.«

14. § 13, stk. 1, nr. 3, affattes således

3) »Omkostninger ved erhvervelse og brug af kortet, herunder eventuelle kreditomkostninger opgjort som de årlige omkostninger i procent«

15. § 13, stk. 1, nr. 4 og 5, ophæves.

Nr. 6-8, bliver herefter nr. 4-6.

16. § 13, stk. 1, nr. 8, der bliver nr. 6, affattes således

»6) Hvorledes der advares, hvis kortet eller en dertil knyttet autorisation (PIN-kode eller lignende) bortkommer, misbruges eller er i en uberettigets besiddelse«

17. § 13, stk. 3, affattes således

» Stk. 3. Forbrugerombudsmanden kan fastsætte nærmere regler om indholdet og opstillingen af de i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger, herunder om opgørelsen og beregningen af kreditomkostninger.«

18. § 14, stk. 2, affattes således

» Stk. 2. Såfremt en anmodning om betalingskort afslås, skal kortudsteder på opfordring begrunde afslaget.«

19. I § 15 indsættes som stk. 2

» Stk. 2. Industriministeren kan undtage fra bestemmelsen i stk. 1.«

20. § 17 ophæves.

21. I § 18 indsættes som stk. 2

» Stk. 2. Industriministeren kan undtage fra bestemmelsen i stk. 1.«

22. § 19 affattes således

» § 19. Betalingskort må ikke kræves anvendt som legitimationsmiddel i andre sammenhænge end betalingstransaktioner med betalingskort og som hævekort, jf. dog § 19a.«

23. Efter § 19 indsættes

» § 19a. Betalingskort må ikke kombineres

1) med andre funktioner end betalingskortfunktioner,

2) med ydelser, der ikke vedrører betalingskortfunktionen, eller

3) med rabatordninger, eller hvad der må sidestilles hermed.

Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke, såfremt de nævnte funktioner, ydelser eller rabatordninger også udbydes uden betalingskort.

Stk. 3. Markedsføring af de i stk. 1 nævnte funktioner, ydelser eller rabatordninger separat og i kombination med betalingskort skal ske på en ligeværdig måde.«

24. Overskriften til kapitel 5 affattes således

»Ansvars- og tabsbegrænsningsregler«.

25. § 21 affattes således

» § 21. Kortindehaver hæfter med op til 1.200 kr. for tab som følge af andres uberettigede brug af betalingskortet, når den til kortet hørende personlige, hemmelige kode er anvendt. Dette gælder dog ikke, hvis andet følger af stk. 2 eller stk. 3.

Stk. 2. Kortindehaver hæfter uden beløbsbegrænsning for tab, der opstår som følge af andres uberettigede brug af betalingskortet og den dertil hørende personlige, hemmelige kode, såfremt kortudsteder godtgør, at kortindehaver har oplyst koden til den, der har foretaget den uberettigede brug.

Stk. 3. Medmindre videregående ansvar følger af stk. 2, hæfter kortindehaver med op til 8.000 kr. for tab som følge af andres uberettigede brug af betalingskortet, hvis kortudsteder godtgør,

1) at kortindehaver har overladt kortet til den, der har foretaget den uberettigede brug,

2) at kortindehaver eller nogen, som kortindehaver har overladt kortet til, ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede brug, eller

3) at kontoindehaver eller nogen, som kortindehaver har overladt kortet til, har undladt at underrette kortudsteder snarest muligt efter at have fået kendskab til, at kortet er bortkommet.

Stk. 4. Kortindehaver hæfter kun efter stk. 1-3, såfremt transaktionen er korrekt registreret og bogført, jf. § 22.

Stk. 5. Kortudsteder er ansvarlig for uberettiget brug, der finder sted, efter at kortudsteder har fået underretning om, at kortet enten er bortkommet eller besiddes af en uberettiget.Dette gælder dog ikke, hvis betalingsmodtager er ansvarlig efter stk. 7. Kortudsteder skal snarest over for kortindehaver bekræfte modtagelsen af underretning om, at kortet er bortkommet. Bekræftelsen skal være skriftlig og angive tidspunktet for underretningen.

Stk. 6. Medmindre andet følger af stk. 1-3 og stk. 7, er kortudsteder ansvarlig for tab som følge af uberettiget brug af betalingskort.

Stk. 7. Uanset stk. 1-3 er betalingsmodtager ansvarlig for tab, såfremt betalingsmodtager vidste eller burde vide, at brugeren var uberettiget til at benytte kortet.

Stk. 8. Industriministeren kan, i det omfang det betinges af prisudviklingen, ændre beløbsangivelserne i stk. 1 og 3.

26. Overskriften til kapitel 6 affattes således

»Registrering, anvendelse og videregivelse af oplysninger«.

27. § 24 affattes således

» § 24. Der må kun registreres oplysninger om kortindehaveres brug af kortet til betalingskortfunktioner, jf. § 2, som er nødvendige til gennemførelse af betalingstransaktioner og for at hindre misbrug.

Stk. 2. Oplysninger om kortindehaveres brug af kortet til betalingskortfunktioner, jf. § 2, må kun anvendes og videregives, når dette er nødvendigt til gennemførelse af betalingstransaktioner, korrektioner og retshåndhævelse, eller når dette er hjemlet ved lov. Oplysninger om misbrug må kun videregives i det omfang, det er nødvendigt for at hindre misbrug.

Stk. 3. Oplysninger om betalingsmodtagers omsætning, antal betalingstransaktioner, beløbsstørrelser og lignende forhold hos betalingsmodtager må kun registreres, anvendes og videregives, når dette er nødvendigt til gennemførelse af betalingstransaktioner, korrektioner og retshåndhævelse. Oplysninger må i øvrigt kun videregives i det omfang, det er bestemt i anden lovgivning.

Stk. 4. Stk. 1 og 2 gælder ikke for hævetransaktioner, der foretages hos kortudsteder, eller for oplysninger, der ikke kan føres tilbage til fysiske eller juridiske personer.

Stk. 5. Industriministeren kan i forskningsøjemed undtage fra stk. 1-3.«

28. § 25 affattes således

» § 25. Betalingskort må ikke indeholde oplysning om kortindehavers CPR-nummer.«

29. I § 28, stk. 1, ændres »§ 10« til: »§ 12 a«.

30. § 30, stk. 1, nr. 1, affattes således

»1) overtræder § 3, § 6, stk. 1, § 7, stk. 1, 2 og 4, § 13, stk. 1 og 2, § 14, stk. 1, § 18, § 19a, § 24 og § 25«

31. I § 30, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 10« til: »§ 12 a«, og i § 30, stk. 1, nr. 3, ændres »§ 11, stk. 1« til: »§ 10, stk. 2«.

32. § 31, 1. pkt., ophæves.

33. I § 32, stk. 1, sidste pkt., ændres »stk. 1, 3. pkt., og stk. 2-3«, til: »stk. 3 og 4«.

34. § 33 affattes således

» § 33. Bestemmelserne i §§ 14, 15, 16, 19, 20, stk. 2, samt §§ 21 og 22 kan ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for kortindehaver.

Stk. 2. § 16 og § 20, stk. 1, samt §§ 21 og 22 kan ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for betalingsmodtager.«

35. § 35, stk. 1, affattes således

»Omkostninger ved administration af denne lov pålignes anmeldte kortudstedere i forhold til betalingssystemets omsætning.«

36. I § 37 ændres »1990-91« til: »1992-93«.

§ 2

Loven træder i kraft ugedagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Bestemmelserne i § 1, nr. 14, træder dog først i kraft den 1. januar 1993.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 2

Loven træder i kraft ugedagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Bestemmelserne i § 1, nr. 14, træder dog først i kraft den 1. januar 1993.'

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. lov om betalingskort m.v. har baggrund i en dagsorden, som Folketinget vedtog den 15. marts 1983 (Folketingstidende 1982/83, sp. 7570-7642). Forud herfor var foretaget et udredningsarbejde, jf. betænkning nr. 965 af 1982 (Rapport om betalingskort), der dannede grundlag for industriministerens redegørelse til Folketinget den 2. marts 1983 om spørgsmålet om en lovgivning på købekortområdet (Folketingstidende 1982/83, sp. 6620-6631).

Industriministeren fremsatte den 30. november 1983 lovforslag nr. L 81 om betalingskort m.v. (Folketingstidende 1983-84, sp. 2359-2361). Forslaget var til 1. behandling den 9. december 1983 (Folketingstidende 1983/84, sp. 3270-3306), men blev ikke færdigbehandlet i 1. samling.

Et identisk forslag, L 35, blev fremsat af industriministeren den 7. februar 1984 (Folketingstidende 1983/84, 2. samling, Tillæg A, sp. 789-818). Forslaget var til 1. behandling den 14. februar 1984 (Folketingstidende 1983/84, 2. samling, sp. 495-510). Folketingets Erhvervsudvalg afgav den 15. maj 1984 betænkning over forslag til lov om betalingskort m.v. (Folketingstidende 1983/84, 2. samling, Tillæg B, sp. 883-901). 2. behandling af forslaget fandt sted den 17. maj 1984 (Folketingstidende 1983/84, 2. samling, sp. 6725-6731). Folketingets Erhvervsudvalg afgav den 22. maj 1984 tillægsbetænkning over forslag til lov om betalingskort m.v. (Folketingstidende 1983/84, 2. samling, Tillæg B, sp. 1107-1114). Forslaget var til 3. behandling den 25. maj 1984 (Folketingstidende 1983/84, 2. samling, sp. 7075-7084).

Lov nr. 284 om betalingskort m.v. af 6. juni 1984 er optaget i Folketingstidende 1983/84, 2. samling, Tillæg C, sp. 531-542.

2. Som led i regeringens afbureaukratiseringsbestræbelser og på baggrund af den teknologiske udvikling fremsatte industriministeren den 17. januar 1990 forslag nr. L 128 til lov om ændring af lov om betalingskort m.v. (Folketingstidende 1989/90, sp. 4615 ff.). Forslaget var til 1. behandling den 24. januar 1990 (Folketingstidende 1989/90, sp. 5054-5071). Forslaget blev henvist til Folketingets Erhvervsudvalg.

3. I lyset af den politiske debat ved behandlingen af lovforslaget besluttede industriministeren den 25. april 1990, at betalingskortloven skulle underkastes en bredere revision. Der skulle i den forbindelse tages højde for regeringens afbureaukratiseringsbestræbelser, den teknologiske udvikling, EF-kommissionens henstilling (88/590/EØF) af 17. november 1988 om betalingssystemer m.v., den øgede samhandel over landegrænser ved hjælp af betalingskort, samt de synspunkter, der havde været fremført under den politiske debat omkring lovforslag nr. L 128, herunder bl.a. problemstillingen om PIN-kode, kvitteringskrav og sikkerhedskrav. Som led i dette arbejde skulle de relevante interesseorganisationer løbende inddrages, jf. nedenfor.

4. Siden lov om betalingskort m.v. trådte i kraft den 1. januar 1985, er der sket en omfattende teknologisk udvikling, som den hidtidige lov ikke har taget højde for. Forslaget er tilpasset den aktuelle og forudsigelige situation på betalingskortområdet, men samtidig er der givet mulighed for, at industriministeren kan dispensere helt eller delvis fra lovens bestemmelser, således at der kan tages højde for den teknologiske udvikling, herunder iværksættelse af forsøgsordninger. Den gældende lovs grundlæggende principper vil imidlertid blive bevaret.

5. Det har været overvejet at lade enhver form for elektronisk betalingsformidling, herunder home-banking og lignende systemer være omfattet af loven. EF-Kommissionens henstilling (88/590/EØF) af 17. november 1988 om betalingssystemer omfatter dette område. Da dette område ikke tidligere har været omfattet af særlovgivning, nedsatte industriministeren i foråret 1991 et hurtigtarbejdende udvalg, der skulle undersøge, i hvilket omfang der er behov for, at forbrugeren sikres en retsbeskyttelse gennem en lovregulering, og i givet fald komme med forslag til udformning af en sådan lovgivning.

Udvalget, hvori Finansrådet, PBS, Forbrugerstyrelsen, Finanstilsynet, Forbrugerrådet, Justitsministeriet og Industriministeriet har deltaget, har i juli 1991 afgivet en udtalelse til industriministeren.

Der er i udvalget enighed om, at home-banking området bør reguleres gennem særlovgivning. Det har imidlertid ikke været muligt for udvalget inden for den snævre ramme at udarbejde et forslag til en detaljeret særlovgivning, fordi en sådan forudsætter grundigt kendskab til de forskellige muligheder inden for home-banking systemer og analyser af den internationale udvikling på området. Som resultat af udvalgets arbejde har Finansrådet igangsat et arbejde med henblik på snarest i samarbejde med bl.a. Forbrugerrådet at udarbejde en kodeks for god forretningsskik på home-banking området, som vil kunne anvendes, indtil der er lovgivet på området. Det vil være hensigtsmæssigt, at også de virksomheder, der ikke har deltaget i udarbejdelsen af en sådan kodeks i så vid udstrækning som muligt tager højde for de retningslinier, som kodeksen fastlægger.

Forbrugerrådet har givet udtryk for et ønske om, at der snarest sker en regulering af home-banking og har foreslået, at der udarbejdes forslag til en rammelovgivning i forbindelse med den forestående ændring af betalingskortloven.

Industriministeren har tiltrådt udvalgets anbefaling om hurtigst muligt at nedsætte et egentligt lovforberedende udvalg med henblik på afgivelse af betænkning i Folketingssamlingen 1992/93.

Det har været overvejet at ophæve bestemmelsen i lovens § 20 om forbud mod at pålægge betalingsmodtager kortudsteders omkostninger ved drift af betalingssystemer. Under den høringsrunde, der har fundet sted i forbindelse med udarbejdelse af lovforslaget, har det imidlertid ikke vist sig muligt at opnå en tilstrækkelig bred tilslutning til ophævelse af bestemmelsen, hvorfor denne foreslås opretholdt.

Ved en række af bestemmelserne i forslaget er der tillagt industriministeren en dispensationsadgang. Ministerens fastlæggelse af dispensationspraksis forudses i almindelighed at finde sted efter drøftelse med de berørte erhvervs- og forbrugerorganisationer.

I det følgende omtales forslagets hovedpunkter

6. Af afbureaukratiseringsgrunde genfremsættes forslaget fra L 128 (fremsat d. 17. januar 1990) om at ophæve bestemmelserne om registrering af kortudstedere (gældende lovs §§ 8 og 9), men bibeholde en pligt for kortudstederne til at anmelde deres betalingssystemer (gældende lovs §§ 6 og 7). I henhold til gældende lovs bestemmelser fører forbrugerombudsmanden et offentligt tilgængeligt register, hvor kortudstedernes anmeldelse om navn, organisation, betalingssystem, § 13-oplysninger, forretningsbetingelser, aftalevilkår m.v. indføres. Registeret blev oprettet, for at offentligheden på en nem og overskuelig måde kunne gøre sig bekendt med de enkelte betalingssystemer og de tilknyttede forretningsbetingelser. Førelsen af registeret har imidlertid været ressourcekrævende, hvortil kom, at offentligheden kun i meget begrænset omfang har gjort brug af registeret.

7. Det rådgivende betalingskortudvalg foreslås nedlagt. Der er ikke længere tale om et nyt område, hvorfor forbrugerombudsmanden i de seneste år ikke har fundet samme behov som ved lovens gennemførelse for at forelægge sager for udvalget.

8. Med det formål at undgå, at indførelse af nyt teknologi hæmmes, foreslås i § 15, at industriministeren kan undtage fra kravet om udlevering af kvittering ved enhver betalingskorttransaktion.

I udlandet kan betalingskort anvendes i telefon-, parkerings-, vaske- og andre salgsautomater ligesom udviklingen af kortbaserede telefaxautomater er langt fremme. Nogle af disse systemer kan ikke udstede kvittering. De vil ikke i det lange løb kunne holdes uden for Danmarks grænser. Det er derfor vigtigt, at dansk industri får mulighed for at deltage i denne udvikling af nye teknologier, ellers vil danske virksomheder sakke bagud, og udlandet vil hurtigt have sat sig på markedet.

9. Samme forhold gør sig gældende for forslaget om, at betalingskort må kombineres med andre funktioner end betalingskortfunktionen eller med ydelser, der ikke vedrører betalingskortfunktioner, eller med rabatordninger, eller hvad der må sidestilles hermed, såfremt de nævnte funktioner, ydelser eller rabatordninger også udbydes uden betalingskort, jf. forslaget til ny § 19a.

10. Endvidere fremsættes forslag om ændrede ansvars- og tabsbegrænsningsregler. De foreslåede bestemmelser bygger på et fælles forslag fra Finansrådet og Forbrugerrådet. Forslaget fastsætter udvidede ansvars- og bevisbyrderegler i lovteksten og tager udtrykkeligt stilling til spørgsmålet om opbevaring af PIN-koder. Der indføres en egentlig selvrisiko for misbrug af kort med personlig, hemmelig kode. Forslaget om at indføre en selvrisiko bygger på et hensyn til at forenkle ansvars- og bevisbyrdereglerne samt på et procesbesparende hensyn og antages at ville medføre færre retssager.

11. Endelig foreslås lovens regler om registrering, anvendelse og videregivelse af oplysninger ændret således, at bestemmelserne alene omfatter oplysninger, der er specielle for betalingssystemer, dvs. oplysninger om de transaktioner, der foretages med betalingskort.

12. Lovforslaget er udarbejdet på baggrund af drøftelser med Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Forbrugerrådet, Butikshandelens Fællesråd, Dansk Organisation af Detailkæder, Det Danske Handelskammer, Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger, Industrirådet, Finansrådet, Pengeinstitutternes Betalingssystemer A/S, Dansk Detailkonto, Detailhandelens Kreditformidlingsråd, Oliebranchens Fællesrepræsentation, American Express A/S samt Diners Club Danmark A/S.

13.Forslaget har desuden været i skriftlig høring hos

Arbejdsministeriet, Finansministeriet, Budgetdepartementet, Finansministeriet, Administrations- og Personaledepartementet, Justitsministeriet, Det Kriminalpræventive Råd, Kirkeministeriet, Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet, Socialministeriet, Statsministeriet, Danmarks Nationalbank, Finanstilsynet, Konkurrencerådet, Advokatrådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Butikshandelens Fællesråd, Centralforeningen af Hotelværter og Restauratører i Danmark, Danske Andelsselskaber, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Detail Konto, Dansk Organisation af Detailkæder, Danske Bankfunktionærers Landsforening, Danske Sparekassefunktionærers Landsforening, Finansrådet, Foreningen af J.A.C. Andelskasser, Sammenslutningen Danske Andelskasser, Andelskasseforeningen, Det Danske Handelskammer, Detailhandelens Kreditformidlingsråd, Entreprenørforeningen, Forbrugerrådet, Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger, Håndværksrådet, Industrirådet, Landsforeningen Loyal Handel, Landsorganisationen i Danmark, Liberale Erhvervs Råd, Oliebranchens Fællesrepræsentation, American Express A/S, Diners Club Danmark A/S, Eurocard Danmark A/S, Pengeinstitutternes Betalings Systemer A/S.

Forslagets økonomiske konsekvenser

Udgifterne til lovens administration afholdes inden for Industriministeriets rammer.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

For at begrænse anvendelsen af skillemønt udføres der i disse år forsøg med et såkaldt »småpengekort« med eventuel senere anvendelse af mikrochipsteknologi (smart cards). Disse kort anvendes som erstatning for penge ved billetudstedelse og automatkøb m.v., ikke kun hos kortudstederne, men også hos andre erhvervsdrivende. Allerede ved erhvervelsen af kortene finder betaling sted til kortudsteder, eventuelt ved debitering af en konto hos kortudstederen. Kortene indeholder således i sig selv de pågældende beløb, der imidlertid forventes at blive af begrænset størrelse.

Sådanne småpengekort vil som udgangspunkt være omfattet af betalingskortlovens regulering. En række af de beskyttelseshensyn, som loven om betalingskort varetager, er imidlertid uden betydning for småpengekort, hvor der ikke sker en registrering af, hvem der foretager de enkelte køb af varer eller tjenesteydelser, ligesom indehaveren ved kortets bortkomst kun mister det tilbageværende beløb.

Der er derfor i lovforslaget indsat en dispensationsadgang som bl.a. vil kunne benyttes til sådanne forudbetalte betalingskort. Endvidere vil andre betalingskort med begrænset anvendelsesområde, f.eks. kantinekort og vaskerikort, kunne undtages. For ikke at hindre den teknologiske udvikling i øvrigt forudses dispensationsadgangen endvidere anvendt ved etablering af forsøgsordninger, afprøvning af nye systemer m.v. Efterfølgende vil det kunne vurderes, om dispensationen helt eller delvis bør bortfalde. Dispensationsadgangen er henlagt til industriministeren, idet der skal foretages en afvejning mellem forbrugerpolitiske og erhvervspolitiske hensyn.

Til nr. 2

Den gældende lov finder anvendelse på kort, der benyttes i betalingsøjemed, således at kortindehaver ved brug af kortet »kan erhverve varer eller tjenesteydelser eller foranledige overførsel af betaling«.

Dette indebærer, at rene hævekort hidtil er faldet uden for lovens anvendelsesområde. Pengeinstitutternes hævekort, som ikke tillige er Dankort, postgirohævekort, eller Eurocheque-identitetskort, der nu kan anvendes i kontantautomater i udlandet, er eksempler på sådanne hævekort.

Når et betalingskort anvendes til hævetransaktioner, er det efter gældende ret antaget, at sådanne transaktioner som udgangspunkt ikke er omfattet af betalingskortloven.

En del af reglerne i den gældende lov omfatter imidlertid sådanne hævetransaktioner med betalingskort. Såfremt et betalingskort også kan anvendes som hævekort, skal der således gives oplysning herom og om eventuelt gebyr derfor (§ 13, stk. 1, nr. 1 og 3). Pengeinstitutankenævnet har endvidere antaget, at ansvars- og tabsbegrænsningsreglerne i gældende lovs § 21 finder anvendelse, uanset om et betalingskort er blevet misbrugt til betalings- eller hævetransaktioner.

I praksis anvendes Dankortet ofte således, at der i samme transaktion sker betaling for varer samt udbetaling af et overskydende beløb. Begge transaktioner konteres under eet, og forholdet anses i det hele omfattet af betalingskortloven.

Sondringen imellem betalings- og hævetransaktioner er således af delvis fiktiv karakter, og afgrænsningen kan give anledning til tvivl.

Under hensyn til den praktiske anvendelse af betalingskort, der ikke længere gør en sondring mellem betalingstransaktioner og hævetransaktioner hensigtsmæssig, foreslås lovens anvendelsesområde fastlagt således, at det også omfatter hævekort og hævetransaktioner generelt.

Kort, der alene kan anvendes til at hæve penge hos kortudsteder, udstedes kun af pengeinstitutterne, herunder den nye Girobank og kan anses som en art elektroniske bankbøger. Såfremt hele loven gøres anvendelig på sådanne rene hævekort, vil det indebære en vidtgående regulering af kundeforholdet. Det foreslås derfor, at alene ansvars- og tabsbegrænsningsreglerne i lovens kapitel 5 skal gælde for disse kort.

Til nr. 3 og 4

Da loven blev vedtaget i 1984, var begreberne kortudsteder, kortindehaver og betalingsmodtager nye og uden præcist indhold. Det var dengang nødvendigt at definere begreberne i lovteksten. Der skønnes ikke at være behov for at opretholde disse definitioner.

Samtidig er det præciseret, at kravet om forretningssted her i landet fraviges i tilfælde af internationale forpligtelser, herunder EØF-traktatens art. 59 og 60 om tjenesteydelser.

Til nr. 5, 6 og 7

Den gældende lovs kapitel 2 indeholder bestemmelser om, at kortudstederne skal anmeldes til og registreres hos forbrugerombudsmanden.

Formålet med registreringen har været at sikre, at offentligheden på en nem og overskuelig måde kunne gøre sig bekendt med de enkelte betalingssystemers indretning og forretningsbetingelser samt danne grundlag for forbrugerombudsmandens tilsyn.

Førelsen af registeret har været ressourcekrævende. Hertil kommer, at offentligheden kun i meget begrænset omfang har gjort brug af registeret.

Registreringsbestemmelserne foreslås derfor ophævet, hvorimod anmeldelsesreglerne opretholdes af hensyn til forbrugerombudsmandens tilsyn med betalingssystemerne.

Aktuelle og potentielle kortindehavere vil efter reglerne i lov om offentlighed i forvaltningen kunne opnå indsigt i anmeldelserne.

Samtidig præciseres det, at anmeldelse til forbrugerombudsmanden ikke indebærer godkendelse af det anmeldte, samt at betalingssystemer ikke må tages i brug, forinden anmeldelse har fundet sted.

Til nr. 8

Ændringen er af redaktionel karakter.

Til nr. 9

Bestemmelserne svarer til den gældende lovs § 11, stk. 1 og stk. 3.

Til nr. 10

Lov om betalingskort m.v. indeholder flere bestemmelser, hvorefter industriministeren og forbrugerombudsmanden kan fastsætte regler om bestemte forhold. Loven om betalingskort indeholder i modsætning til markedsføringsloven derimod ikke adgang for industriministeren til generelt at give forskrifter om lovens administration. De regler, der i medfør af markedsføringsloven er udstedt om denne lovs administration, har vist sig at være hensigtsmæssige. Det foreslås derfor, at industriministeren kan fastsætte regler om betalingskortlovens administration i lighed med bekendtgørelsen i henhold til markedsføringsloven. Sådanne regler kan omhandle en opregning af områder, der særligt skal føres tilsyn med.

Til nr. 11

Ændringen er af redaktionel karakter.

Til nr. 12

Betalingskortudvalget er et rådgivende udvalg under forbrugerombudsmanden og skal bistå denne ved administrationen af betalingskortloven. I de senere år har forbrugerombudsmanden ikke fundet det samme behov som ved lovens gennemførelse for at forelægge sager for udvalget, da der ikke længere er tale om et nyt område. Ved behandlingen af mere principielle sager vil forbrugerombudsmanden fortsat kunne indhente udtalelser fra interesseorganisationerne. Det foreslås derfor, at udvalget ophæves.

Forslaget til ny affattelse af lovens generalklausul er foretaget for, at det klarere skal fremgå, at det er kortudsteder - ikke tilsynsmyndigheden - der har ansvaret for driften af et betalingssystem. Det er kortudstedere, der står for udviklingen af systemerne og råder over mulighederne for at gøre systemerne så sikre som muligt.

Stk. 2 og 3 svarer til den hidtidige § 10, stk. 2, 2. pkt., og stk. 3.

Til nr. 13

Ændringen er af redaktionel karakter.

Til nr. 14

De almindelige regler om oplysningspligt om kreditomkostninger, jf. kreditaftalelovens bestemmelser, tager ikke i tilstrækkelig grad højde for de særlige forhold, der gør sig gældende, når en kreditaftale er et udtrykkeligt eller stiltiende led i en aftale om betalingskort. Baggrunden herfor er, at det er vanskeligt at skelne mellem omkostninger i forbindelse med kreditten og omkostninger i forbindelse med brug af kortet. Uden særregler vil oplysningspligten kunne omgås ved, at omkostningerne opkræves ikke som kreditomkostninger, men som gebyrer for kortets brug.

Uanset om kortindehaveren er indrømmet en vis kredit, eller om betalingsmellemværendet skal afvikles omgående, er der i de betalingskortsystemer, der anvendes i dag, en konto, hvorpå mellemværendet mellem kortindehaver og betalingssystemet registreres. Såfremt kontoen udelukkende benyttes som led i betalingssystemet, anses kontoen og de dertil knyttede betingelser som en del af betalingssystemet og dermed omfattet af loven, herunder oplysningspligten om kreditomkostninger, såfremt der er ydet kredit. Har kontoen andre funktioner og kan benyttes på anden måde, må det afgøres efter en konkret vurdering, i hvilket omfang kontobetingelserne reguleres af loven. Kontomellemværendet imellem pengeinstitutter og indehavere af Dankort anses således kun omfattet af lovens § 13, såfremt det drejer sig om kontovilkår, der specifikt er knyttet til udstedelse og anvendelse af Dankort.

Til nr. 15

Ændringen af nr. 4 er af redaktionel karakter.

Nr. 5 foreslås ophævet, da oplysningerne fremgår af det ansøgningsskema, som ansøgeren anmodes om at udfylde ved ansøgning af kortet.

Til nr. 16

Den ændrede formulering af nr. 8, der bliver nr. 6, indebærer, at kortudsteder skal oplyse over for kortindehaver, hvorledes kortudsteder spærrer for kode og kort i tilfælde af bortkomst m.v.

Til nr. 17

Med hjemmel i den gældende bestemmelse har forbrugerombudsmanden opstillet en række krav til, hvorledes oplysningerne nævnt i lovens § 13, stk. 1, skal gives.

Ændringen skaber hjemmel for, at forbrugerombudsmanden kan udstede forskrifter om, hvorledes de årlige kreditomkostninger i procent opgøres og beregnes, jf. lov om kreditaftaler og bemærkningerne til nr. 14. Der vil endvidere kunne fastsættes bestemmelser om øvrige forhold, som er omhandlet i § 13, stk. 1.

Til nr. 18

Den hidtidige bestemmelse i § 14, stk. 2, har medført, at det eller de udslagsgivende forhold, der har begrundet et afslag på udlevering af betalingskort, på opfordring skulle angives.

Der er imidlertid udviklet nye systemer til brug for kreditværdighedsvurderinger, der ikke altid muliggør dette (kreditscoresystemer). I stedet kan angives grundlaget for vurderingen samt de hovedprincipper, der anvendes. Bestemmelsen foreslås ændret, således at den ikke hindrer anvendelsen af sådanne systemer til støtte for kreditværdighedsvurderingerne. Forbrugerombudsmanden kan under henvisning til generalklausulen meddele retningslinier for, hvorledes afslag skal begrundes.

Til nr. 19

§ 15 bestemmer, at kortindehaver ved enhver betalingskorttransaktion har krav på udlevering af kvittering.

Kvitteringskravet i § 15 skal ses i sammenhæng med den overordnede målsætning i § 12 om at sikre brugerne overskuelighed. Kvittering for transaktionerne giver kortindehaver mulighed for løbende kontrol med betalingskorttransaktionerne og kontoudskrifter.

Kvitteringskrav stiller sig imidlertid i en række tilfælde hindrende i vejen for den teknologiske udvikling.

§ 15 foreslås ændret således, at et krav om kvittering fortsat er hovedreglen, men at industriministeren kan give dispensation fra kvitteringskravet. Bemyndigelsen tænkes navnlig anvendt på automater, hvor der typisk kun anvendes mindre beløb.

Dispensation vil kunne meddeles såvel til kortudstedere som til systemudviklere og producenter af automater m.v. Der foregår for tiden et internationalt samarbejde, som Danmark deltager i, om udvikling af nye mobiltelefonsystemer, hvor plastickort fungerer som adgangstegn. Disse plastickort er at anse som betalingskort, men vil kunne meddeles dispensation.

Til nr. 20

Bestemmelsen erstattes af § 19a, forslagets § 1, nr. 23. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.

Til nr. 21

Bestemmelsen i § 18 indebærer krav om, at der på ubetjente benzinstationer og andre ubetjente salgssteder, der kan betjenes ved hjælp af automater, der kan tage betalingskort, også skal opstilles kontantautomater. Af kriminalpræventive hensyn kan dette være uheldigt, hvorfor det foreslås, at industriministeren kan dispensere herfra.

Til nr. 22

Med de modifikationer, der følger af den foreslåede § 19a, jf. bemærkningerne til nr. 23, svarer bestemmelsen til den gældende lovs § 19, stk. 1. Gældende lovs § 19, stk. 2, er overflyttet til den foreslåede § 25, forslagets § 1, nr. 28.

Til nr. 23

Den gældende lovs § 17 indeholder et forbud imod, at der ydes rabat, eller hvad der må sidestilles dermed, til kortindehavere, medmindre samme fordel ydes ved kontant betaling. Den gældende lovs § 19 indeholder et forbud imod, at betalingskort kræves anvendt som legitimationsmiddel i andre sammenhænge end betalingstransaktioner med betalingskort og som hævekort.

Hovedsigtet med bestemmelserne, der er en konkret udmøntning af lovens generelle frivillighedsprincip, har været at sikre, at forbrugere, der ikke var interesserede i betalingskort, ikke skulle blive presset til at modtage betalingskort.

Der er fra forskellig side udtrykt ønske om at kunne kombinere betalingskort med andre funktioner, ydelser og rabatordninger m.v. Den teknologiske udvikling har gjort det muligt at lagre andre oplysninger end dem, der vedrører betalingssystemets funktion i kortene, og sådanne betalingskort vil kunne anvendes til en række andre formål.

Forbrugerombudsmanden har påbudt nogle udstedere af internationale betalingskort, der markedsfører en række tillægsydelser over for kortindehavere, også at udbyde disse over for ikke-kortindehavere.

Forbrugerombudsmanden har påbudt selskaberne at foretage en ligeværdig markedsføring heraf, således at ikke-indehavere af betalingskort skal kunne erhverve de samme ydelser til samme pris som kortindehavere.

Dette indebærer, at der skal ske en særskilt prisfastsættelse for henholdsvis betalingskortet og de øvrige ydelser. Denne praksis vil kunne opretholdes efter forslaget, jf. stk. 2 og stk. 3, der sikrer at personer, der ikke ønsker at modtage betalingskort, sikres en reel, lige adgang til de nævnte andre funktioner, ydelser og rabatordninger m.v.

Når betalingskort kombineres med andre funktioner og ydelser m.v., må lovgivningens øvrige bestemmelser, herunder navnlig forbudet i markedsføringslovens § 6 imod ulovlig tilgift, iagttages.

Kombinationen af betalingskort med andre funktioner og ydelser m.v. må ikke anvendes til at omgå forbudet imod, at der ved systematisk indsamling af data om de enkelte transaktioner dannes oversigter over den enkeltes forbrugsmønster (forbrugsprofiler).

Lovbestemmelsen indeholder ingen forskrifter om, hvorledes kombinationskort teknisk skal udformes. Det følger imidlertid af bestemmelsen i gældende lovs § 10, stk. 2 (forslagets § 1, nr. 12), at kortene må indrettes således, at der ikke opnås adgang til data om betalingstransaktioner, når kortene anvendes til andre formål.

Til stk. 2

Kravet om ligeværdig markedsføring indebærer bl.a., at reklamemateriale m.v. klart og tydeligt må omtale muligheden for separat køb af funktionerne og ydelserne m.v. Ved markedsføring må der på loyal vis oplyses om muligheden, d.v.s. f.eks. ikke blot i noteform eller ved særligt små typer.

Forpligtelsen til at foretage ligeværdig markedsføring er ikke begrænset til kortudstedere. Alle handlende, der f.eks. kombinerer rabatordninger med brug af betalingskort, vil være omfattet af bestemmelsen.

Bestemmelsen skal sammenholdes med gældende lovs generelle frivillighedsprincip i § 10, stk. 2 (forslagets § 1, nr. 12), der sikrer, at personer, der ikke vil underkaste sig de vilkår i relation til registrering og undersøgelse af personlige forhold etc., som erhvervelse og indehavelse af betalingskort indebærer, eller som nægtes betalingskort, vil kunne opnå de pågældende ydelser m.v.

Det må ikke være mere besværligt at erhverve tillægsfunktionerne m.v. separat ved sædvanlig kontant betaling end sammen med betalingskort.

Til nr. 24

Til kapitel 5

Bestemmelsen erstatter § 21 i den gældende lov, der omhandler ansvar for tab som følge af uberettiget brug (misbrug) af betalingskort.

Bestemmelsen er opbygget således, at stk. 1 og stk. 2 alene vedrører misbrug af kort, hvortil der er anvendt en PIN-kode. Den øvrige del af bestemmelsen vedrører såvel kort med som kort uden PIN-kode.

I forslaget er foretaget en afvejning mellem følgende hensyn

1. Reglerne skal tage hensyn til den enkelte kortindehavers retssikkerhed,

2. Reglerne skal opfordre til, at kortindehaver udviser ansvarlig adfærd og til, at kortudsteder tilstræber størst mulig systemsikkerhed, herunder tilrettelægger sikkerhedsprocedurer, der begrænser tab ved misbrug mest muligt, samt

3. Reglerne skal være klare, forståelige og praktisk anvendelige, herunder så vidt muligt overflødiggøre vanskelige bevisbedømmelsesspørgsmål.

Hovedelementerne i forslaget er

- inddragelse af spørgsmålet om opbevaring af PIN-kode o.lign. i ansvarsreglerne

De gældende bestemmelser omtaler ikke personlige, hemmelige koder (PIN-koder) eller lignende autorisationssystemer, hvilket skyldes, at sådanne koder ikke anvendtes, da bestemmelserne blev udformet.

I visse elektroniske betalingssystemer kan der alene disponeres, hvis man har kendskab til den til kortet knyttede personlige, hemmelige kode. Af sikkerhedsmæssige grunde bør kortindehaver derfor - ikke - ej heller ved uagtsomhed - røbe koden for andre.

- En selvrisiko på 1.200 kr., som kortindehaver hæfter for ved andres uberettigede brug af betalingskortet, når den til kortet hørende personlige hemmelige kode er anvendt.

Baggrunden for forslaget er, at det i praksis (særlig i Pengeinstitutankenævnet) har vist sig, at de nugældende regler er svære at håndtere bl.a. på grund af vanskeligheder med bevisbedømmelsen. Forslaget indebærer, at kortindehaver altid vil hæfte med selvrisikobeløbet, når de pågældende transaktioner er gennemført ved hjælp af den personlige hemmelige kode, og transaktionerne i øvrigt er korrekt registreret og bogført. Selvrisikoen gælder, uanset om der er noget at bebrejde kortindehaver, der hermed stilles, som var der tale om et mistet kontantbeløb. Selvrisikoen gælder ikke for kort uden PIN-kode.

Sager om misbrug af betalingskort, hvor PIN-koden har været anvendt, forudsættes herefter som altovervejende hovedregel afsluttet ved kortindehavers betaling af selvrisikobeløbet, uden at retssag eller klagenævnsbehandling er nødvendig.

Kortudsteder vil kun kunne gøre kortindehaver yderligere ansvarlig, såfremt kortudsteder kan godtgøre, at de skærpede ansvarsbetingelser, jf. nedenfor, er opfyldt, eller at transaktionen er gennemført af kortindehaver selv eller af tredjemand efter aftale eller i forståelse med kortindehaver.

- Bortfald af ansvarsbegrænsningen, hvis kortindehaver har oplyst sin personlige, hemmelige kode til den, der har foretaget den uberettigede brug.

Der er ikke fundet noget beskyttelsesbehov over for den kortindehaver, der frivilligt oplyser koden til en anden, og der derefter sker et misbrug af dette tillidsforhold.

- Hæftelse for tab, der er en følge af kortindehavers groft uforsvarlige adfærd.

Det foreslås, at kortindehaver hæfter med op til 8.000 kr. Forslaget er medtaget for at sikre et tilstrækkeligt incitament for kortindehaver til at udvise ansvarlig adfærd. Dette udvidede ansvar forudsættes i praksis kun at ville blive gjort gældende i et begrænset omfang.

Ovennævnte ændringer er udtryk for en tilnærmelse til det beskyttelsesniveau, der følger af EF-Kommissionens henstilling om betalingssystemer, herunder nanvlig om forholdet mellem kortindehaver og kortudsteder. De foreslåede regler indebærer dog fortsat et højere beskyttelsesniveau end det, der følger af henstillingen. Såfremt kortindehaver har udvist grov uagtsomhed, foreskriver EF-henstillingen - i modsætning til forslaget - således også ubegrænset hæftelse for kortindehaver for misbrug, der finder sted, efter at kortet er meldt bortkommet.

Til nr. 25

Som anført i indledningen til kap. 5 gælder der en selvrisiko på maksimalt 1.200 kr., hvis kortet og koden anvendes uberettiget, selv om der ikke har været noget at bebrejde kortindehaveren.

Der kan dog forekomme situationer, hvor det ville være klart stødende, om kortindehaver hæftede for selvrisikoen, f.eks. når kort og kode er fratvunget kortindehaver ved voldsanvendelse eller trussel herom. Det forudsættes, at kortindehaver i sådanne situationer vil opnå forsikringsdækning, eller at kortudsteder vil afstå fra at gøre selvrisikobestemmelsen gældende.

Med ordene »op til 1.200 kr.« er ikke tilsigtet en graduering af selvrisikobeløbet, men alene angivet, at tabet kan være mindre end 1.200 kr.

Reglerne om ansvar i forbindelse med den personlige kode forudsætter, at der har været tale om en hemmelig kode. Med ordene »personlige, hemmelige kode« angives, at bestemmelsen forudsætter, at betalingssystemet virker således, at det alene er kortindehaver, der har adgang til og rådighed over koden. Hvis sikkerhedsniveauet i betalingssystemet ikke - bortset fra helt enkeltstående ekstraordinære tilfælde - udelukker, at uvedkommende, herunder ansatte hos kortudstederen eller betalingsmodtagerne, der ikke er beføjet dertil, skaffer sig adgang til koden, vil kortudsteder hverken kunne påberåbe sig bestemmelsen i stk. 1 eller stk. 2.

Det har i praksis vist sig, at kortindehavere ofte har svært ved at lære deres PIN-kode udenad. Forslaget forudsætter, at kortudstedere, der udsteder kort med PIN-kode, tilvejebringer den bedst mulige anvisning på, hvordan koden kan opbevares. Det forhold at en sådan anvisning er fulgt, fritager dog ikke kortindehaver for selvrisikoansvaret på op til 1.200 kr., hvis kortet mistes, og koden anvendes, inden spærring er foretaget. Men anvisningen vil øge sikkerheden for, at der ikke sker et uberettiget brug ved, at tredjemand som følge af en dårlig camouflering tilegner sig koden.

Til stk. 2

Bestemmelsen fastsætter en ubegrænset hæftelse for misbrug i de tilfælde, hvor kortindehaveren i strid med forskrifterne har oplyst PIN-koden til den, der har foretaget den uberettigede brug.

Bebestemmelsem omhandler den tilsigtede oplysning af koden. Manglende iagttagelse af sikkerhedsforskrifter i øvrigt i forbindelse med overladelse af kort eller kode vil alene kunne medføre begrænset hæftelse for kortindehaver efter reglerne i stk. 1 og stk. 3. Efter gældende praksis vil overladelse af kort kunne medføre en hæftelse for kortindehaver, der er begrænset til 5.000 kr. Baggrunden for at foreslå en ubegrænset hæftelse er, at der ikke er noget beskyttelsesbehov over for den kortindehaver, der frivilligt oplyser koden til en trediemand.

Den ubegrænsede hæftelse ved videregivelsen af koden forudsættes kun at ville blive gjort gældende af kortudsteder i de situationer, hvor misbrugeren udover at have haft kendskab til koden har haft let adgang til kortet. Det er således ikke hensigten, at den ubegrænsede hæftelse skal gælde i de sjældne tilfælde, hvor misbrugeren, der har fået kendskab til koden, senere ved tyveri, indbrud eller lignende uberettiget og uforudsigeligt har skaffet sig besiddelse af kortet.

Til stk. 3

Bestemmelsen omhandler som omtalt såvel kort med den tilhørende personlige, hemmelige kode som kort uden kode.

Bestemmelsen indebærer på den ene side, at den gældende lovs hæftelsesbegrænsning ved grov uagtsomhed på 5.000 kr. hæves til 8.000 kr. hvilket også gælder, når kortindehaver overlader kortet til en anden, der misbruger det. På den anden side skærpes ansvarsbetingelsen således, at den helt overvejende hovedpart af de tilfælde, der efter Pengeinstititsnævnets praksis ar anset for ansvarspådragende, alene vil kunne udløse betaling af selvrisikoen på 1.200 kr. efter stk. 1.

Bestemmelsen udgør f.s.v.a. betalingskort med personlig, hemmelig kode et supplement til den foreslåede 1.200 kr.s hæftelse efter stk. 1. Bestemmelsen forudsættes i disse tilfælde nærmest at skulle have karakter af en undtagelsesbestemmelse forbeholdt de situationer, hvor der er et udtalt præventivt behov for kortindehaverhæftelse ud over 1.200 kr. Bestemmelsen finder kun anvendelse, såfremt kortindehaveren ikke i øvrigt ifalder et videregående ansvar efter stk. 2.

Bestemmelsen præciserer, at det er kortudsteder, der har bevisbyrden for, at de ansvarspådragende omstændigheder foreligger.

Når det angives, at tabet kan udgøre »op til 8.000 kr.«, sigtes alene til et maksimum inden for hvilket, det faktiske tab kan være mindre end 8.000 kr. Der er hermed ikke tilsigtet en graduering af det faktiske tabsbeløb.

Bestemmelsen i nr. 1 svarer til den gældende lovs § 21, stk. 1, nr. 3.

Med den ændrede formulering »groft uforsvarlig adfærd« i nr. 2 i stedet for »grov uagtsomhed« i den gældende lovs § 21, stk. 1, nr. 1, tilsigtes en væsentlig skærpelse af ansvarsbetingelsen i forhold til hidtidig praksis i Pengeinstitutankenævnet med hensyn til opbevaring af PIN-koder sammen med kort. Begreberne »grov uagtsomhed« og »groft uforsvarlig adfærd« kan ikke afgrænses klart i selve lovteksten. Traditionelt omtales begrebet »grov uagtsomhed« som en tilsidesættelse af den agtpågivenhed, som selv skødesløse personer plejer at udvise. Begrebet omfatter sløseri, der er præget af ligegyldighed i forbindelse med opbevaring af kort med eller uden kode.

Det udvidede ansvar forudsættes i praksis kun at kunne gøres gældende i et fåtal af tilfælde. Sigtet med forslaget har været, at den helt overvejende del af kortindehaverne alene vil være udsat for tabsrisiko på kr. 1.200, hvilket også vil være tilfældet, hvis kortindehaver måtte have handlet simpelt uagtsomt.

Opbevaring af koden i camoufleret form sammen med kortet er ikke groft uforsvarlig adfærd, selv om det lykkes for en tyv at skaffe sig kendskab til koden.

Det forudsættes således, at der ved fastlæggelsen af begrebet »groft uforsvarlig adfærd« tages hensyn til almindelige menneskers vanskelighed ved at huske og anvende en PIN-kode.

En ikke-sikker opbevaring af kortet er derimod »groft uforsvarlig adfærd«, såfremt koden er skrevet på selve kortet eller på en seddel eller lignende, der opbevares umiddelbart ved siden af kortet.

Den konkrete fastlæggelse af, hvad der ligger i »har muliggjort den uberettigede brug« afhænger bl.a. af betalingssystemets sikkerhedsforanstaltninger.

Etablerede sikkerhedsforanstaltninger i et betalingskortsystem tjener til beskyttelse af såvel kortindehaver som kortudsteder. I visse betalingskortsystemer indeholder betalingskortet såvel foto som underskrift. Der kan også være knyttet en kode til kortet, således at kortet kun kan benyttes, såfremt brugeren er i besiddelse af såvel kort som kode. Der er således i visse situationer indbygget en slags dobbelt sikkerhed i systemet, som ikke blot skal beskytte kortudsteder, men også kortindehaver. For at kortindehaver ifalder ansvar efter stk. 3, nr. 2, skal samtlige de sikkerhedsbrist, der har muliggjort tredjemands misbrug, kunne henføres til kortindehaver. Kortindehaver må gå ud fra, at systemets sikkerhedsforskrifter iagttages af såvel kortudsteder som betalingsmodtager.

Ved betalingstransaktioner, der er foretaget af en uberettiget under anvendelse af PIN-kode, indebærer ordene »muliggjort den uberettigede brug« således, at såvel tredjemands besiddelse af kortet, som hans kendskab til koden, skal kunne henføres til kortindehavers groft uforsvarlige adfærd.

Ved vurderingen må der tillige lægges vægt på eventuelle aftalevilkår mellem kortudsteder, kortindehaver og betalingsmodtager. Et eksempel herpå er en fastsat maksimumsgrænse for visse varekøb. Hos benzinselskaberne er det således ikke ualmindeligt, at betalingskortet ifølge aftalevilkårene kan anvendes til både benzinkøb og kioskvarer, men der er fastsat et maksimumsbeløb for køb af kioskvarer. Såfremt benzinselskabet i strid med sikkerhedsforskrifterne tillader en uberettiget tredjemand at foretage køb ud over en fastsat maksimumsgrænse, vil kortindehaver ikke hæfte ud over det aftalte maksimumsbeløb.

Bestemmelsen i nr.3 svarer i hovedsagen til den gældende lovs §21, stk. 1, nr. 2. I modsætning til efter den gældende lov skelnes der imidlertid ikke mellem grov og simpel uagtsomhed. Kortindehaver hæfter således efter forslaget for op til 8.000 kr., selv om den forsinkede underretning alene kan tilskrives simpel uagtsomhed.

I forslaget er endvidere foretaget en mindre ændring med hensyn til underretningspligten. Underretning skal foretages snarest muligt efter, at kortindehaver, eller den han har overladt kortet til, har fået kendskab til, at kortet er bortkommet. Derimod stilles der ikke længere krav om, at underretningen skal ske inden rimelig tid efter bortkomsten. Dette betyder, at ansvar for manglende kontrol med besiddelse af kortet alene vil kunne gøres gældende efter bestemmelsen i nr. 2, og kun hvis der foreligger en groft uforsvarlig adfærd.

Såfremt der opstår eventuel tvivl om kortindehavers hæftelse, vil det i almindelighed være kortudsteder, der vil være henvist til at indlede søgsmål, såfremt kortudsteder ønsker at gøre et krav gældende, som kortindehaver bestrider. For så vidt angår kort udstedt af pengeinstitutterne, kan der dog være tale om kort tilknyttet en indlånskonto, hvorpå der er dækning. I sådanne tilfælde vil der kunne forekomme en uheldig forskelsbehandling af disse kortindehavere, såfremt pengeinstituttet blot modregner kontoen med det omtvistede hæftelsesbeløb. Det forudsættes derfor, at pengeinstitutterne - bortset fra selvrisikobeløbet på 1.200 kr. - tilbagefører omtvistede beløb til kortindehavers konto, indtil der foreligger en afklaring af hæftelsesspørgsmålet, medmindre pengeinstituttet mener at have klare beviser for, at betingelserne for hæftelse ud over selvrisikobeløbet på 1.200 kr. er til stede.

Til stk. 4

Bestemmelsen foreskriver, at kortindehavers ansvar efter reglerne om andres misbrug forudsætter, at de pågældende transaktioner er korrekt registreret og bogført.

Kortudsteder har i henhold til bestemmelsen i § 22, der opretholdes uændret, bevisbyrden for, at betalingstransaktioner ikke skyldes fejlregistrering, konteringsfejl, teknisk sammenbrud eller andre lignende omstændigheder.

De gældende bestemmelser i § 21 og § 22 har givet anledning til usikkerhed om, hvilke regelsæt som skulle anvendes i en given situation.

Reglen i stk. 4 indebærer, at det er bestemmelsen i § 22 om fejl, der finder anvendelse, såfremt et forhold umiddelbart kan være omfattet af § 21 som § 22.

Til stk. 5

Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 21, stk. 4. Såfremt ansvar for tab som følge af uberettiget brug af betalingskortet ikke kan henføres til hverken kortindehaveren eller betalingsmodtageren, er kortudsteder ansvarlig for eventuelle tab.

Til stk. 6

Bestemmelsen viderefører den gældende lovs § 21, stk. 5. Underretningen til kortudsteder har virkning fra det tidspunkt, hvor den kommer frem til denne. Dette gælder, uanset om betalingssystemet er indrettet således, at kortudsteder ikke har haft mulighed for at hindre yderligere træk på kontoen. Reglen motivere således kortudsteder til at indføre effektive spærrerutiner. For at foregribe eventuel bevistvivl foreslås bestemmelsen af hensyn til kortindehaver suppleret med et krav om, at kortudsteder skriftligt over for kortindehaver skal bekræfte modtagelsen af underretningen med angivelse af tidspunktet herfor.

Til stk. 7

Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 21, stk. 3.

Til stk. 8

Bestemmelsen giver industriministeren adgang til at ændre de fastsatte selvrisikobeløb på henholdsvis 1.200 kr. og 8.000 kr.

Til nr. 26

Ændringen foretages i konsekvens af, at den tidligere bestemmelse i § 25 foreslås ophævet. Frister for opbevaring og sletning af oplysninger er i tilstrækkeligt omfang reguleret af bogføringslovgivningen og den private registerlovgivning.

Til nr. 27

Formålet med bestemmelsen i gældende lovs § 24 var især at modvirke en registrering af den enkeltes forbrugsmønster (forbrugsprofiler) samt videregivelse og anvendelse af sådanne oplysninger til uvedkommende formål, herunder som led i markedsføring.

Bestemmelsen har imidlertid en formulering, der efter sin ordlyd indebærer en langt mere vidtgående regulering.

Forslaget indebærer, at bestemmelsen alene omfatter oplysninger, der er specielle for betalingssystemer, d.v.s. oplysninger om de betalingskorttransaktioner, der foretages med kortet.

De nye regler vil fortsat hindre dannelse af »forbrugsprofiler« og anvendelse af sådanne i markedsføringen.

Ydelse af rabat og dividende m.v. anses som et led i gennemførelsen af betalingstransaktioner. Bestemmelsen udelukker således ikke, at betalingssystemets oplysninger om størrelsen af den enkelte kortindehavers køb anvendes til beregning af rabat eller dividende, jf. § 19a.

Registrering og videregivelse af oplysninger om kortindehavere, som ikke hidrører fra brug af kortet som betalingskort, er reguleret af lov om private registre. Som eksempel herpå kan nævnes oplysninger, der slet ikke vedrører brug af kortet, f.eks. oplysninger afgivet til brug for kreditværdighedsvurdering samt oprettelse af registre over dårlige betalere. Oplysninger, der hidrører fra brug af kortet til andet end betalingskorttransaktioner, jf. forslagets § 1, nr. 23, vil endvidere være reguleret af lov om private registre. Sådanne oplysninger må ikke anvendes til at omgå forbudet imod, at der dannes forbrugsprofiler for de enkelte kortindehavere.

Bestemmelserne i kapitel 6 har til formål at beskytte enkeltpersoners integritet. I stk. 4 foreslås derfor anført, at bestemmelserne ikke gælder for oplysninger, der ikke kan henføres til enkeltpersoner. Der er ikke behov for særregler, såfremt der er praktisk sikkerhed for, at oplysningerne ikke kan henføres til enkeltpersoner. Dette svarer i øvrigt til den hidtidige praksis.

Når en kortindehaver hæver penge hos kortudstederen (f.eks. ved kassen i et pengeinstitut) vil det ofte være tilfældigt, om betalingskortet forevises. Det foreslås derfor endvidere i stk. 4, at bestemmelserne ikke gælder for sådanne transaktioner, der normalt har karakter af helt ordinære banktransaktioner.

Endelig foreslås bestemmelsen i § 24, stk. 3, om oplysninger om betalingsmodtagere begrænset således, at forbudet mod anvendelse og videregivelse af oplysninger om betalingsmodtagere alene dækker oplysninger om omsætning, antal betalingstransaktioner, beløbsstørrelser og lignende til andet formål end gennemførelse af betalingstransaktioner.

Forslaget til stk. 5 må ses på baggrund af, at fortolkningen af § 24 har hindret, at oplysninger om kortindehavere anvendes til forskningsformål. Forbrugerombudsmanden har således måttet meddele en forskergruppe i forbindelse med et fællesnordisk forskningsprojekt under Nordisk Ministerråd, at betalingskortlovens bestemmelser var til hinder for, at en forskergruppe fik oplysninger om kortindehavere videregivet til Danmarks Statistik og samkørt med andre registre. Dette gjaldt, selv om de samkørte oplysninger blev anonymiseret inden videregivelsen til forskergruppen, idet allerede betalingskortlovens bestemmelser hindrede videregivelsen af oplysningerne til Danmarks Statistik.

Formålet med bestemmelsen er således at undgå sager af lignende karakter.

Til nr. 28

Bestemmelsen svarer til den hidtidige § 19, stk. 2.

Til nr. 29

Ændringen foretages i konsekvens af forslaget under nr. 12.

Til nr. 30 og 31

Ændringerne foretages i konsekvens af forslagene ovenfor.

Til nr. 32

Efter en ændring af borgerlig straffelov i december 1985 er § 152 nu udvidet, så betalingskortlovens § 31, 1. pkt., er blevet overflødig. Herefter finder borgerlig straffelovs §§ 152-154 f anvendelse på særligt sagkyndige efter gældende lovs § 11, stk. 4, (efter dette forslag § 10, stk. 3) og deres medhjælpere. Forslaget indebærer ingen realitetsændring i forhold til de hidtil gældende regler.

Til nr. 33

Ændringen skyldes en ændring af borgerlig straffelov i 1987.

Til nr. 34

Bestemmelserne fastsætter, at de civilretlige beskyttelsesregler for kortudsteder og betalingsmodtager ikke kan fraviges til ugunst for disse.

Det er fundet hensigtsmæssigt at præcisere, at forbudet retter sig imod aftaler vedrørende fremtidige situationer. Bestemmelsen udelukker f.eks. således ikke, at kortindehaver ved den enkelte transaktion giver afkald på at få kvittering.

En lang række af bestemmelserne i loven, herunder §§ 13, 18, 19 a og registerbestemmelserne i kapitel 6, er af offentlig karakter. Det følger af almindelige regler, at private ikke ved aftale kan fravige sådanne regler.

Til nr. 35

Reglen i gældende lovs § 35 om, at omkostninger ved administration af loven pålignes de registrerede kortudstedere, har givet anledning til administration for såvel de indberettende kortudstedere som Forbrugerstyrelsen.

Da administrationen af bestemmelsen besværliggøres af, at der anvendes tre kriterier ved gebyrberegningen, foreslås en forenkling af reglen, således at gebyret udelukkende opkræves i forhold til betalingssystemernes omsætning.

Til nr. 36

En revision af betalingskortloven forudses i forbindelse med en eventuel kommende lovgivning omkring home-banking.

Til § 2

Ikrafttrædelsesdatoen den 1. januar 1993 for § 13, stk. 1, nr. 3, skyldes ikrafttrædelsesdatoen for EF-direktivet om forbrugerkredit m.m., jf. bemærkningerne til nr. 14. De hidtidige regler om oplysning om kreditomkostninger gælder indtil 1. januar 1993.

Ingen

Nr LSF 60

Forslag til Lov om ændring af lov om betalingskort m.v.

Fremsat af industriministeren (Anne Birgitte Lundholt)

den 23. oktober 1991

Vedtaget ved tredjebehandling den 17. marts 1992

Lov nr. 184 af 23/03/1992