Legislator Case Law & Legislation
199112K00054 DK

1991 LSF 54 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BØRNETILSKUD OG FORSKUDSVIS UDBETALING AF BØRNEBIDRAG

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Lovforslag som fremsat 1991 54 Valid

§ 1

I lov nr. 350 af 4. juni 1986 om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, som senest ændret ved lov nr. 405 af 6. juni 1991, foretages følgende ændringer

1. I § 5 indsættes efter stk. 2 som nye stykker

»Stk. 3. Betingelsen i stk. 1, nr. 2, finder ikke anvendelse på børn af personer udsendt af den danske stat, danske hjælpeorganisationer, danske missionsselskaber, FN-organisationer samt udstationerede fra danske erhvervsvirksomheder.

Stk. 4. Betingelsen i stk. 1, nr. 5, finder ikke anvendelse på personer udsendt af den danske stat, danske hjælpeorganisationer, danske missionsselskaber, FN-organisationer samt udstationerede fra danske erhvervsvirksomheder.«

2. I § 10 a ændres »§ 5, stk. 1,» til: »§ 5, stk. 1, 3 og 4,».

3. I § 12, stk. 2, ændres »§ 5, stk. 1,» til: »§ 5, stk. 1, 3 og 4,».

Lovforslag som fremsat 1991 54 Valid

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 1992.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Hensigten med lovforslaget er at udvide personkredsen, der er berettiget til at modtage børnetilskud og få børnebidraget udbetalt forskudsvis.

Forslagsstillerne finder det rimeligt, at danske missionærer, ansatte i danske hjælpeorganisationer og FN-organisationer samt udsendte af den danske stat og danske erhvervsvirksomheder bevarer retten til at få børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, mens de arbejder i udlandet, selv om de ikke opfylder betingelserne om, at barnet skal have hjemsted her i landet, og den, der skal have børnetilskuddet udbetalt, skal have fast bopæl, jf. § 5, stk. 1, nr. 2 og 5, i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

Følgende persongrupper er omfattet af forslaget: Personer udsendt af den danske stat, danske hjælpeorganisationer, danske missionsselskaber, FN-organisationer samt udstationerede fra danske erhvervsvirksomheder.

Ved personer udsendt af den danske stat forstås: Ansatte ved ambassader og personer udsendt af Danida.

Disse persongrupper er kendetegnet ved, at de har bevaret en ikke ubetydelig tilknytning til Danmark.

Den gruppe af personer, der er omfattet af forslaget, er med til at afhjælpe nøden i mange lande. Efter forslagsstillernes opfattelse bør dansk lovgivning ikke vanskeliggøre dette arbejde. Ligeledes bør dansk lovgivning fremme dansk erhvervslivs muligheder i andre lande.

For Danmark er det fordelagtigt, at de pågældende sikres gode muligheder for at arbejde i andre lande. Det vil gøre det lettere at arbejde i udlandet, og det danske samfund vil drage fordel af et øget kendskab til disse lande og deres befolkningsgrupper. Specielt dansk erhvervsliv vil på længere sigt have gavn heraf, bl.a. gennem bedre eksportmuligheder.

Lovforslaget indebærer ingen ændring af retten til at få børnetilskud for personer, der er omfattet af EF-forordning 1408/71, og heller ikke for børn af personer, der efter overenskomst med andre stater er omfattet af dansk lovgivning om social sikring under ophold i en anden stat.

Det bemærkes, at lovforslaget stort set er en genfremsættelse af et i folketingssamlingen 1989-90 fremsat lovforslag nr. L 187, se Folketingstidende 1989-90, forhandlinger sp. 6044 og 6747 samt tillæg A sp. 4863.

Forslaget skal ses i sammenhæng med det samtidig fremsatte forslag nr. L 53 til lov om ændring af lov om en børnefamilieydelse, hvorefter den samme gruppe personer får ret til at få børnefamilieydelsen, mens de arbejder i udlandet.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1, nr. 1 og 2

Ændringerne bevirker, at kravet om, at barnet skal have hjemsted her i landet, og at den, der skal have børnetilskuddet udbetalt, har fast bopæl her i landet, jf. § 5, stk. 1, nr. 2 og 5, ikke skal gælde for personer udsendt af den danske stat, danske hjælpeorganisationer, danske missionsselskaber, FN-organisationer samt udstationerede fra danske erhvervsvirksomheder, således at disse personer bevarer retten til at få ordinært børnetilskud, ekstra børnetilskud og særligt børnetilskud samt flerbørnstilskuddet udbetalt, mens de arbejder i udlandet.

Til § 1, nr. 3

Ændringen gør det muligt, at personer udsendt af den danske stat, danske hjælpeorganisationer, danske missionsselskaber, FN-organisationer samt udstationerede fra danske erhvervsvirksomheder kan få udbetalt børnebidrag forskudsvis uden at opfylde betingelserne om, at barnet skal have hjemsted her i landet, og at den, der skal have bidraget udbetalt, skal have fast bopæl her, jf. § 5, stk. 1, nr. 2 og 5.

Til § 2

Det foreslås, at børnetilskuddet til den foreslåede personkreds har virkning fra og med den 1. juli 1992.

Lovforslag som fremsat 1991 54 Valid

Nr LSF 54

Forslag til Lov om ændring af lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag

Fremsat af Kofod-Svendsen (KRF) Lysholm Christensen (KRF) Glønborg (KRF) Jørgen Kvist Jensen (KRF)

den 22. oktober 1991

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →