1991 LSF 41 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL BISTAND (ÆNDRING AF REGLERNE OM KONTANTHJÆLP TIL UNGE OG GRUNDYDELSEN)
Table of Provisions (7)
Statutory Text (7 Articles)
§ 1
I lov om social bistand, jf. lovbekendtgørelse nr. 817 af 6. december 1990, som ændret bl.a. ved lov nr. 365 af 6. juni 1991 og senest ved lov nr. 406 af 6. juni 1991, foretages følgende ændringer
1. I § 37, stk. 2, 3. og 4. pkt., ændres »overstiger stipendiesatsen for udeboende« til: »mindst svarer til 80 pct. af de højeste dagpenge efter lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v.«.
2. I § 37, stk. 2, 6. pkt., ændres »9 måneder« til: »6 måneder«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 1992.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Som et led i bestræbelserne for at øge incitamentet for kontanthjælpsmodtagerne til at komme ud af passiv forsørgelse foreslås følgende ændringer i bistandsloven
1. Unge under 23 år uden forsørgerpligter får i dag udbetalt en samlet kontanthjælp efter bistandslovens § 37 svarende til SU-stipendiesatsen for henholdsvis hjemmeboende og udeboende (fra 1. januar 1992 med et tillæg for hjemmeboende på 91 kr. månedlig).
Det er fra 1. oktober 1991 en betingelse for i stedet at få kontanthjælp efter de almindelige regler, at unge under 21 år tidligere har haft 12 måneders sammenhængende beskæftigelse med en månedlig indtægt, der overstiger SU-satsen for udeboende. For unge over 21 år og under 23 år kræves dog blot, at de i en sammenhængende periode på 3 måneder har haft indtægter, der overstiger denne sats.
I stedet for at kræve en månedlig indtægt svarende til stipendiesatsen for udeboende foreslås det, at den månedlige indtægt skal udgøre 80 pct. af de maksimale dagpenge efter arbejdsløshedsforsikringsloven, d.v.s. mindst svare til den såkaldte dimittendsats.
2. Når en kontanthjælpsmodtager, som ikke er omfattet af de særlige satser for unge under 23 år, har modtaget hjælp i en sammenhængende periode på 9 måneder, udbetales der nedsat grundydelse i stedet for almindelig grundydelse, medmindre det godtgøres, at den pågældende i den nærmeste fremtid vil være i stand til at klare sig selv, eller der er truffet beslutning om at yde revalideringshjælp.
Det foreslås at skærpe 9-månedersreglen således, at overgangen til nedsat grundydelse sker allerede efter 6 måneder.
Administrative konsekvenser
Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser af betydning.
Økonomiske konsekvenser
Ad § 1, nr. 1: Ændring af indtægtskravet fra stipendiesatsen til 80 pct. af de maksimale dagpenge.
Lovforslagets ændring af ungereglerne medfører skønsmæssigt følgende besparelser for det offentlige (PL-niveau 1992) (mill.-kr.). Stat Kommuner Ialt
1992 11,1 10,3 21,4
1993 15,5 14,4 29,9
1994 18,9 17,5 36,4
1995 22,2 20,6 42,8
Ad § 1, nr. 2: Ændring af tidspunktet for nedsat grundydelse fra 9 mdr. til 6 mdr.
Ændringen vedrørende grundydelsen medfører skønsmæssigt en besparelse for det offentlige på 98,6 mill. kr. i 1992 og i de følgende år (PL-niveau 1992). Statens andel heraf udgør 51,1 mill. kr. og den kommunale andel 47,5 mill. kr. årligt.
De økonomiske konsekvenser vil blive drøftet med de berørte kommunale parter.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1.
En ændring af reglerne for den særlige kontanthjælpssats for unge med en skærpelse af indtægtskravet vil tilskynde de unge til at blive dagpengeforsikrede, så snart de kommer i arbejde.
Der vil ikke være knyttet væsentlige socialpolitiske betænkeligheder til forslaget, idet de unge, der ikke i en vis længere periode har haft indtægter på niveau med dimittendsatsen, typisk ikke har haft forudsætninger for at etablere sig med store faste udgifter, herunder navnlig til bolig.
Forslaget om et skærpet indtægtskrav giver ikke problemer i forhold til den satsmæssige harmonisering mellem kontanthjælpen til de unge og SU-stipendierne.
Det følger af almindelige fortolkningsprincipper, at ændringen ikke medfører nedsættelse af kontanthjælpen til unge, der ved lovens ikrafttræden modtager kontanthjælp efter de almindelige regler for personer over 23 år.
Til nr. 2.
Forslaget om en fremrykning af tidspunktet for overgangen til den nedsatte grundydelse er i tråd med den fremherskende aktiviseringspolitik inden for bl.a. kontanthjælpsområdet samt hensynet til at skabe en rimelig forskel mellem lønnen på lavtlønsområdet og kontanthjælpen.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 1992.
Bilag
I dette bilag er (med mindre skrift)
indsat den gældende formulering af de bestemmelser
der berøres af lovforslaget
I lov om social bistand, jf. lovbekendtgørelse nr. 817 af 6. december 1990, som ændret bl.a. ved lov nr. 365 af 6. juni 1991 og senest ved lov nr. 406 af 6. juni 1991, foretages følgende ændringer
1. I § 37, stk. 2, 3. og 4. pkt., ændres »overstiger stipendiesatsen for udeboende« til: »mindst svarer til 80 pct. af de højeste dagpenge efter lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v.«.
2. I § 37, stk. 2, 6. pkt. ændres »9 måneder« til: »6 måneder«.
§ 37, stk. 2. Grundydelsen udgør 2.579 kr. månedlig for enlige og det dobbelte for ægtepar. Til unge under 23 år, der ikke har forsørgelsespligt over for ægtefælle eller børn, ydes en samlet hjælp til underhold og boligudgifter svarende til stipendier for henholdsvis hjemmeboende og udeboende efter lov om Statens Uddannelsesstøtte (tilføjelse fra 1. januar 1992: »for hjemmeboende dog med et tillæg på 91 kr. månedlig.«) Til unge under 21 år, der i en sammenhængende periode på 12 måneder har haft månedlige indtægter, der overstiger stipendiesatsen for udeboende, ydes hjælp dog efter reglerne for personer over 23 år. Til unge over 21 år og under 23 år ydes hjælp tilsvarende efter reglerne for personer over 23 år, hvis de i en sammenhængende periode på 3 måneder har haft månedlige indtægter, der overstiger stipendiesatsen for udeboende. Unge gravide, der har passeret 12. svangerskabsuge, får også hjælp efter reglerne for personer over 23 år. Når der er ydet hjælp i en sammenhængende periode på 9 måneder, udgør grundydelsen efter 1. pkt. 2.269 kr. månedlig, medmindre det kan godtgøres, at pågældende i den nærmeste fremtid vil være i stand til at klare sig selv, eller der er truffet beslutning om at yde hjælp efter § 43, stk. 1, jf. stk. 6.
Ingen
Nr LSF 41
Forslag til Lov om ændring af lov om social bistand (Ændring af reglerne om kontanthjælp til unge og grundydelsen)
Fremsat af socialministeren (Else Winther Andersen)
den 9. oktober 1991