1991 LSF 25 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL BISTAND (AKTIVERING AF 21-24 ÅRIGE KONTANTHJÆLPSMODTAGERE)
Statutory Text (5 Articles)
§ 1
I lov om social bistand, jf. lovbekendtgørelse nr. 817 af 6. december 1990, som senest ændret ved lov nr. 406 af 6. juni 1991, foretages følgende ændringer
1. Overskriften til afsnit III A affattes således: »Ungdomsydelse m.v.«.
2. Efter § 49 f indsættes
»§ 49 g. Unge over 21 år og under 25 år, der modtager kontanthjælp efter § 37 på grund af ledighed, og som har modtaget hjælpen i en sammenhængende periode på 12 måneder, er efter forudgående vejledning berettiget til et tilbud fra kommunalbestyrelsen om deltagelse i indtil 5 måneder i aktiviteter, hvortil der kan ydes tilskud af puljen efter § 20 i lov om kommunal beskæftigelsesindsats. Tilbuddet skal have et omfang på 30 timer om ugen i gennemsnit.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 1992.
Bemærkninger til lovforslaget
Med henblik på at fremme og udbygge den aktiverende indsats for kontanthjælpsmodtagere fremsatte regeringen i december 1990 et lovforslag om en styrket beskæftigelsesindsats for unge under 25 år m.v. (L 15).
I lovforslaget indgik bl.a. et forslag om at indføre en pligtmæssig beskæftigelses- og uddannelsesordning for de 21-24 årige kontanthjælpsmodtagere.
Forslaget herom kunne imidlertid ikke i foråret 1991 opnå den nødvendige tilslutning, og det blev derfor i aftalen af 17. maj 1991 mellem regeringen, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre om uddannelse og aktivering fastsat, at der i efteråret 1991 skulle søges gennemført en pligt til aktivering af de 21-24 årige.
I overensstemmelse med aftalen af 17. maj 1991 stiller regeringen med det foreliggende lovforslag på ny forslag om at indføre en beskæftigelses- og uddannelsesordning for de 21-24 årige kontanthjælpsmodtagere.
Forslaget skal ses på baggrund af, at kommunerne i dag har mulighed for at give en række tilbud til de unge i form af vejledning, uddannelsestilbud, beskæftigelsesprojekter og løntilskudsjob. Kommunerne kan tilrettelægge individuelle forløb afpasset til den enkelte kontanthjælpsmodtager.
De nuværende beskæftigelses- og uddannelsestilbud rummer således allerede vide muligheder for opbygning af alsidige tilbud til de unge.
I indsatsen over for de 21-24 årige må der lægges vægt på både at styrke de kommunale incitamenter til at gøre noget for denne aldersgruppe og på at indføre en ret for aldersgruppen til et uddannelses- eller beskæftigelsestilbud efter en vis periode som kontanthjælpsmodtager. Målet er at sikre, at der fortsat kan ske en individuel vejledning og tilrettelæggelse af uddannelses- og beskæftigelsesforløb for disse årgange af de unge, der efter en afsluttet skoleuddannelse endnu ikke er i gang med en uddannelse eller har fået en fast arbejdsmarkedstilknytning.
Med den foreslåede ordning får kommunalbestyrelsen en pligt til at give kontanthjælpsmodtagere, der er fyldt 21 år og som er under 25 år, et tilbud om uddannelse eller beskæftigelse, når de modtager kontanthjælp på grund af ledighed.
Pligten til at give tilbud omfatter de unge i aldersgruppen, der har haft en sammenhængende kontanthjælpsperiode på 12 måneder. Det er forudsat, at kommunernes økonomi på beskæftigelsesområdet forbedres således, at kommunerne i gennemsnit kan give tilbud efter 9 måneders ledighed. Nogle unge vil derfor kunne få aktiverende tilbud langt tidligere end efter 12 måneders sammenhængende ledighed.
Det er forudsat, at beskæftigelsen har et omfang på 30 timer pr. uge, og at den varer i 5 måneder. Det foreliggende lovforslag, der foreslås at træde i kraft den 1. juli 1992, skal ses i sammenhæng med et af arbejdsministeren samtidig fremsat forslag til ændring af lov om kommunal beskæftigelsesindsats, hvorefter kommunen og amtskommunen får hjemmel til at fastsætte arbejdstiden på beskæftigelsesprojekter for unge under 25 år, f.eks. til 30 timer pr. uge.
Pligten til at aktivere alle ledige 21-24 årige efter 12 måneders uafbrudt kontanthjælp vil medføre forøgede statslige udgifter til det særlige aktiveringstilskud på 2.040 kr. Denne merudgift neutraliseres imidlertid af en tilsvarende besparelse på udgifterne til den statslige andel af den udbetalte kontanthjælp.
Finansieringen af de kommunale merudgifter ved den nye aktiveringsret/pligt foreslås dækket gennem en forøgelse af puljen efter § 20 i lov om kommunal beskæftigelsesindsats. Beskæftigelsespuljen foreslås forøget med 120 mill. kr. i 1992 og 180 mill. kr. i de følgende år, svarende til de kommunale udgifter ved at aktivere alle ledige kontanthjælpsmodtagere i aldersgruppen 21-24 år, der har modtaget kontanthjælp i en sammenhængende periode på 9 måneder. Denne finansieringsmåde kombineret med de ressourcer, som kommunerne allerede i dag bruger til aktivering af 21-24 årige, giver kommunerne mulighed for at iværksætte aktiveringen langt tidligere, end pligten til aktivering indtræder.
Da lovforslaget skal træde i kraft den 1. juli 1992, forøges beskæftigelsespuljen fra 1992 og fremefter med 180 mill. kr. årligt. Nedenstående følger den statslige merudgift i årene 1992 til 1995. (PL-niveau 1992).
1992 120 mill. kr.
1993 180 mill. kr.
1994 180 mill. kr.
1995 180 mill. kr.
Den tilsigtede udvidelse af aktiveringsomfanget skønnes at medføre en forøgelse af det samlede skatteprovenu for stat og kommuner på ca. 70 mill. kr. årligt. Dermed bliver den reelle nettoudgift for staten mindre end de 180 mill. kr., ligesom kommunerne får en skattemæssig merindtægt.
Lovforslagets økonomiske konsekvenser skal forhandles med de kommunale parter.
Bilag
I dette bilag er (med mindre skrift)
indsat den gældende formulering af de bestemmelser
der berøres af lovforslaget
I lov om social bistand, jf. lovbekendtgørelse nr. 817 af 6. december 1990, som senest ændret ved lov nr. 406 af 6. juni 1991, foretages følgende ændringer
1. Overskriften til afsnit III A affattes således: »Ungdomsydelse m.v.«.
»Afsnit III A
Ungdomsydelse«
2. Efter § 49 f indsættes
»§ 49 g. Unge over 21 år og under 25 år, der modtager kontanthjælp efter § 37 på grund af ledighed, og som har modtaget hjælpen i en sammenhængende periode på 12 måneder, er efter forudgående vejledning berettiget til et tilbud fra kommunalbestyrelsen om deltagelse i indtil 5 måneder i aktiviteter, hvortil der kan ydes tilskud af puljen efter § 20 i lov om kommunal beskæftigelsesindsats. Tilbuddet skal have et omfang på 30 timer om ugen i gennemsnit.«
Ingen
Nr LSF 25
Forslag til Lov om ændring af lov om social bistand (Aktivering af 21-24 årige kontanthjælpsmodtagere)
Fremsat af socialministeren (Else Winther Andersen)
den 2. oktober 1991