1991 LSF 21 FORSLAG TIL LOV OM OPHÆVELSE AF DOBBELTBESKATNING I FORBINDELSE MED REGULERING AF FORBUNDNE FORETAGENDERS OVERSKUD (EF-VOLDGIFTSKONVENTIONEN)

§ 1. Konventionen af 23. juli 1990 om ophævelse af

dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af forbundne

foretagenders overskud gælder her i landet efter konventionens

ikrafttræden.

Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler med henblik på opfyldelsen af konventionen og bemyndige de statslige told- og skattemyndigheder eller de kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelser efter denne lov. Ministeren kan fastsætte regler om adgang til at klage over afgørelserne, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ enhed.

Stk. 3. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af skatteministeren.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1. Konventionen af 23. juli 1990 om ophævelse af dobbeltbeskatning

i forbindelse med regulering af forbundne foretagenders overskud

gælder her i landet efter konventionens ikrafttræden.

Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler med henblik på opfyldelsen af konventionen og bemyndige de statslige eller kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelser efter denne lov. Ministeren kan fastsætte regler om adgang til at klage over afgørelserne, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ enhed.

Stk. 3. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af skatteministeren.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Baggrunden for lovforslaget

Lovforslaget vil gøre det muligt for Danmark at ratificere EF-konventionen om ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af forbundne foretagenders overskud. Lovforslaget skal samtidig gennemføre den nødvendige lovgivning for at opfylde konventionen. EF-voldgiftskonventionen er optrykt som bilag til lovforslaget.

I forretningsforhold mellem forbundne foretagender, som er beliggende i to forskellige lande, anvendes der undertiden priser, som er forskellige fra dem, der ville være blevet anvendt af uafhængige selskaber. Dette medfører en nedsættelse af det skattepligtige overskud for et af de to foretagender og således en nedbringelse af dets skattebyrde.

Dette er grunden til, at skattemyndighederne i så tilfælde regulerer det pågældende foretagendes overskud op til det niveau, som overskuddet ville have haft, hvis de samme forretningsforhold havde fundet sted mellem uafhængige selskaber.

Når et lands skattemyndigheder regulerer et foretagendes overskud, uden at overskuddet for det forbundne foretagende, der er partner i forretningsforholdet, nedsættes tilsvarende i det andet land, er foretagenderne i deres helhed udsat for dobbeltbeskatning. En sådan dobbeltbeskatning vil kunne give anledning til fordrejninger i konkurrencevilkårene og i kapitalbevægelserne, som ellers ikke ville forekomme.

EF-voldgiftskonventionens formål er at ophæve dobbeltbeskatningen snarest muligt. Hvis skattemyndighederne ønsker at regulere et foretagendes overskud, der omfattes af konventionen, skal de i god tid forinden underrette foretagendet herom. Er et af de berørte foretagender ikke indforstået med den påtænkte regulering, kan det iværksætte en procedure, der er opdelt i to trin.

- Aftaleproceduren, hvis formål er, at landenes skattemyndigheder kan forhandle sig frem til en aftale om ophævelse af dobbeltbeskatningen.

- Voldgiftsproceduren, når aftaleproceduren ikke inden for en frist på to år efter forelæggelsen af sagen for skattemyndighederne har ført til ophævelse af dobbeltbeskatningen. Skattemyndighederne i de lande, hvor de berørte foretagender er beliggende, har pligt til at nedsætte et rådgivende udvalg, der inden 6 måneder skal afgive en udtalelse om, hvordan dobbeltbeskatningen skal ophæves. Når det rådgivende udvalg har afgivet dets udtalelse, har skattemyndighederne inden for en frist på 6 måneder mulighed for på grundlag af udtalelsen og efter fælles aftale at finde frem til en løsning, der fører til en ophævelse af dobbeltbeskatningen. Kun hvis der ikke indgås en aftale mellem landenes skattemyndigheder, er de forpligtede til at handle i overensstemmelse med udtalelsen.

Når den græske dobbeltbeskatningsoverenskomst er blevet ratificeret af Grækenland, har Danmark bilaterale dobbeltbeskatningsoverenskomster med alle medlemslande i EF. Overenskomsterne er udformet på grundlag af OECD's modeldobbeltbeskatningsoverenskomst vedrørende indkomst og formue (modeloverenskomsten).

Modeloverenskomsten har i artikel 9 regler om regulering af fortjeneste ved samhandel mellem forbundne foretagender i de to kontraherende stater. Når der efter artikel 9, stk. 1 er sket en regulering af overskuddet i det ene af de forbundne foretagender, bør der efter stk. 2 ske en modsatrettet regulering i det andet forbundne foretagende. Efter modeloverenskomstens artikel 25 har de to kontraherende staters skattemyndigheder en pligt til om nødvendigt at forhandle om regulering af fortjenesten i de to forbundne foretagender med henblik på at undgå dobbeltbeskatning. Artikel 25 løser imidlertid ikke problemet, hvis de to staters skattemyndigheder ikke kan blive enige.

EF-voldgiftskonventionen udvider på den ene side modeloverenskomstens gensidige aftaleprocedure med en form for voldgiftsprocedure. Det rådgivende udvalg afgiver kun en udtalelse og ingen kendelse, og den endelige beslutning om ophævelse af dobbeltbeskatningen træffes af de berørte skattemyndigheder og ikke af det rådgivende udvalg.

I forhold til den gensidige aftaleprocedure efter modeloverenskomsten er anvendelsen af EF-voldgiftskonventionen på den anden side begrænset til regulering af forbundne foretagenders overskud eller underskud.

Der er en tæt sammenhæng mellem EF-voldgiftskonventionen og Rådets direktiv om gensidig bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder inden for området direkte skatter (bistandsdirektivet), der blev vedtaget af Rådet den 19. december 1977.

Bestemmelser om gensidig oplysningspligt for skattemyndighederne optages traditionelt, jf. modeloverenskomstens artikel 26, i de bilaterale aftaler til undgåelse af dobbeltbeskatning. Bestemmelserne heri er ikke ensartede, så bistandsdirektivet tilsigtede at tilvejebringe et ensartet grundlag for skattemyndighedernes oplysningspligt. Da bistandsdirektivets ordning for udveksling af oplysninger kunne føre til en vækst i antallet af dobbeltbeskatningstilfælde, især for så vidt angår koncerners interne afregningspriser, tilkendegav Kommissionen, at den ønskede at løse dette problem.

Kommissionen fremsatte derfor forslag til Rådets direktiv om afskaffelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af overskud mellem associerede virksomheder (voldgift). Direktivet blev ikke vedtaget, da Rådet mente, at forholdet snarere burde reguleres af en konvention i henhold til artikel 220 i Romtraktaten end af et direktiv.

EF-voldgiftskonventionen kan således ses som et udtryk for en styrkelse af skatteyderes interesser over for den gensidige oplysningspligt, som bistandsdirektivet pålægger medlemstaternes skattemyndigheder.

Konventionen (90/436/EØF) er bekendtgjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende nr. L 225/10 ff af 20. august 1990.

2. Bemærkninger til de enkelte artikler i konventionen

Selve konventionen består af 22 artikler samt fælleserklæringer og ensidede erklæringer.

Konventionens anvendelsesområde

Efter artikel 1 anvendes konventionen kun på foretagender i en kontraherende stat, hvis dets overskud medregnes eller kan forventes at blive medregnet i overskuddet i et foretagende i en anden kontraherende stat.

Udtrykket »kan forventes« medfører, at et foretagende kan sætte konventionens procedure i gang, så snart det får meddelelse fra skattemyndighederne om en påtænkt regulering, der kan medføre dobbeltbeskatning.

Det er ikke i konventionen defineret, hvad et foretagende er. Artikel 3, stk. 2 indeholder en almindelig fortolkningsregel, der går ud på, at udtryk, der ikke er definerede i konventionen, skal tillægges den betydning, som det har i dobbeltbeskatningsoverenskomsterne mellem de pågældende stater.

Hvis dobbeltbeskatningsoverenskomsten er udformet i overensstemmelse med OECD's modeloverenskomst betyder »foretagende i en kontraherende stat« efter modeloverenskomstens artikel 3, stk. 1 c) »et foretagende, som drives af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat«. Udtrykket »en person« dækker både en fysisk person og et selskab. Kommentar nr. 4 til modeloverenskomstens artikel 3 fastslår, at det ikke har været tilstræbt at give en egentlig definition af udtrykket »foretagende«, og at det altid er blevet fortolket i overensstemmelse med bestemmelserne i de kontraherende staters nationale love.

Det er derfor gældende dansk skatteret, der afgør, om en aktivitet er et foretagende. Det beror på en samlet vurdering, om en aktivitet bør behandles som et eller flere foretagender, og der kan ved vurderingen bl.a. tages hensyn til et eventuelt driftsmæssigt og ledelsesmæssigt fællesskab mellem de forskellige aktiviteter.

Efter artikel 1, stk. 2 anses et fast driftssted af et foretagende for selv at være et foretagende i den stat, hvor det er beliggende. Et fast driftssted i en kontraherende stat, der tilhører et foretagende i en stat, der ikke har tiltrådt konventionen, er ikke omfattet. Hvis et dansk selskab f. eks. kontrollerer et canadisk selskab, er transaktioner mellem det danske selskab og et tysk fast driftssted, der tilhører det canadiske selskab, ikke omfattet af konventionen.

Udtrykket »fast driftssted, der tilhører et foretagende i en kontraherende stat, men som er beliggende i en anden kontraherende stat«, skal afgrænses efter reglerne i dobbeltbeskatningsoverenskomsterne mellem disse stater, jf. konventionens artikel 3, stk. 2.

Transaktioner mellem danske foretagender omfattes ikke af konventionen. Hvis et dansk selskab f. eks. kontrollerer et andet dansk foretagende, der har et fast driftssted i Tyskland, indebærer artikel 1, stk. 2's ligestilling af faste driftssteder med foretagender, at transaktioner mellem det kontrollerende foretagende og det tyske faste driftssted er omfattet af konventionen.

Efter ordlyden skal det faste driftssted være beliggende i en anden kontraherende stat. Det præciseres i fælleserklæringen til artikel 4, nr. 1, at herved forstås også det tilfælde, hvor en transaktion foretages mellem det ene af foretagenderne og det andet foretagendes faste driftssted, der er beliggende i en tredje kontraherende stat. Kontrollerer f.eks. et dansk selskab et tysk selskab med et fast driftssted i Frankrig, er transaktioner mellem det danske selskab og det faste driftssted i Frankrig omfattet af konventionen.

Efter artikel 2 finder konventionen anvendelse på indkomstskatter. Derimod omfattes f. eks. stempelafgifter og formueskat ikke. I forbindelse med forhandlingerne om konventionen blev det fastslået, at denne ikke omfatter kulbrintesektoren. Stk. 2 opregner indkomstskatterne for de enkelte lande. Stk. 3 indeholder en bestemmelse, som medtager skatter af samme eller tilsvarende art, som siden vil blive gennemført.

Artikel 3 fastlægger, hvem der er kompetente myndigheder. Stk. 2 indeholder en almindelig fortolkningsregel, hvorefter ethvert udtryk, der ikke er defineret i konventionen, skal tillægges den betydning, som det har i dobbeltbeskatningsoverenskomsterne mellem den pågældende stater.

Almindelige bestemmelser

Artikel 4 indeholder regler for, hvornår skattemyndighederne kan regulere forbundne foretagenders overskud. Artikel 4, nr. 1 behandler forbundne foretagender (moder-/datterselskaber og selskaber under fælles kontrol) og bestemmer, at regulering af overskud i disse tilfælde kan finde sted, hvis der er aftalt eller fastsat vilkår for deres kommercielle eller finansielle forbindelser, som afviger fra de vilkår, der ville være aftalt mellem uafhængige foretagender. Artiklen er identisk med OECD modeloverenskomstens artikel 9, stk. 1.

Artikel 4, nr. 2 bestemmer tilsvarende, at regulering af overskud kan finde sted mellem et foretagende i en kontraherende stat og dets faste driftssted, der er beliggende på en anden kontraherende stats område. Der skal til det faste driftssted henføres det overskud, som det ville have opnået, hvis det havde været et særskilt foretagende, som havde drevet samme eller tilsvarende virksomhed under samme eller tilsvarende vilkår, og som under fuldstændig frie forhold havde afsluttet forretninger med det foretagende, hvis faste driftssted det er. Artiklen er i det væsentlige identisk med OECD modeloverenskomstens artikel 7, stk. 2.

Selskabsskattelovens § 12 indeholder hjemmel til at regulere overskud, hvis et i Danmark hjemmehørende selskab, filial eller forening m.v. kontrolleres af en udenlandsk virksomhed og er underkastet andre vilkår end dem som ville gælde for et uafhængigt foretagende. Overskuddet reguleres med den fortjeneste, som selskabet eller foreningen ville have opnået, hvis det havde været et uafhængigt foretagende, der under frie vilkår afsluttede forretninger med vedkommende udenlandske virksomhed.

Regulering kan endvidere finde sted med hjemmel i statsskattelovens § 4.

Inden for konventionens anvendelsesområde supplerer artikel 4 således selskabsskattelovens § 12 og statsskattelovens § 4 som hjemmel til at regulere foretagenders overskud.

Efter artikel 5 skal den kompetente myndighed i god tid underrette foretagendet, hvis den ønsker at regulere overskuddet i overensstemmelse med artikel 4. Formålet er, at foretagendet skal have lejlighed til at underrette det andet foretagende, så det kan drøfte reguleringen med skattemyndighederne i den anden stat. Artikel 5 fastslår endvidere, at den påtænkte regulering kan gennemføres, selv om der er givet underretning herom til foretagendet.

Artiklerne 6 - 14 indeholder reglerne om den gensidige aftale- og voldgiftsprocedure.

Efter artikel 6 kan et foretagende indbringe sagen om overskudsregulering for den kompetente myndighed i den stat, hvor enten foretagendet eller det faste driftssted er beliggende.

Sagen skal indbringes inden tre år efter den første underretning om regulering af overskud fra den kompetente myndighed.

Den kompetente myndighed skal herefter søge at løse sagen ved gensidig aftale med de kompetente myndigheder i den anden stat. Det er en betingelse for at indlede den gensidige aftaleprocedure, at klagen forekommer den kompetente myndighed begrundet.

Reglerne i artikel 6 er i det væsentlige identiske med artikel 25, stk. 1 og 2 i OECD modeloverenskomsten, der heller ikke giver den skattepligtige et ubetinget krav på, at en gensidig aftaleprocedure indledes.

Er de kompetente myndigheder ikke inden to år efter, at foretagendet indbragte sagen, nået til enighed om ophævelse af dobbeltbeskatningen, skal de nedsætte et rådgivende udvalg, der skal afgive en udtalelse om, hvorledes dobbeltbeskatningen skal ophæves.

Hvis sagen er indbragt for en domstol, løber to-års fristen først fra det tidspunkt, hvor den afgørelse, som er truffet i sidste instans, er blevet endelig.

Konventionen indeholder to undtagelser til forpligtelsen til at nedsætte det rådgivende udvalg. Den første undtagelse er indeholdt i artikel 7, stk. 3, hvorefter en stats interne lovgivning ikke tillader den kompetente myndighed at fravige afgørelser, der er truffet af dens retsinstans. I disse tilfælde bestemmer artiklen, at det rådgivende udvalg ikke skal nedsættes, med mindre foretagendet har ladet fristen for søgsmål udløbe eller har givet afkald på dette søgsmål, inden afgørelsen er truffet.

Artikel 7, stk. 3 gælder for de kompetente skattemyndigheder i Danmark. Formålet med reglen er at undgå den situation, at voldgiftsudvalgets udtalelse tvinger de danske skattemyndigheder til at ændre en ansættelse af dansk skattepligtig indkomst som fastsat ved en dansk domstol. Uenighed om fordelingen af det samlede overskud ved transaktioner mellem et foretagende i Danmark og et foretagende i en anden kontraherende stat kan derfor ikke indbringes for et voldgiftsudvalg (af noget af de to foretagender), før det danske foretagende lader fristen for indbringelse for domstolene udløbe, således at domstolene ikke kan tage stilling til de danske myndigheders ansættelse af det danske foretagendes overskud ved transaktionerne.

De kontraherende stater kan uanset nedsættelsen af det rådgivende udvalg vedrørende samme forhold indlede eller fortsætte retsforfølgning eller procedurer med henblik på gennemførelse af administrative sanktioner. Tilsvarende kan foretagender anvende de retsmidler, der hjemles dem i staternes interne lovgivning.

Den anden undtagelse er indeholdt i artikel 8, der giver de kompetente myndigheder mulighed for at lade være med at indlede den gensidige aftaleprocedure eller nedsætte det rådgivende udvalg.

Det er en betingelse herfor, at det endeligt fastslås ved en retlig eller administrativ procedure, at et af de berørte foretagender vil kunne idømmes alvorlig straf på grund af handlinger, der giver anledning til en regulering af overskuddet.

I de ensidede erklæringer til artikel 8 har de kontraherende stater nærmere defineret, hvad der efter intern lovgivning skal forstås ved udtrykket »alvorlig straf«. Danmark har afgrænset begrebet som straf for forsætlig overtrædelse af strafbestemmelser i straffeloven eller særlovgivningen i tilfælde, hvor straffesagen ikke kan afgøres administrativt. Det anføres endvidere i erklæringen, at sager om overtrædelse af strafbestemmelser i skattelovgivningen som hovedregel kan afgøres administrativt, når det skønnes, at overtrædelsen ikke vil medføre højere straf end bøde.

Artikel 8, stk. 2 giver endelig de kompetente myndigheder hjemmel til at suspendere den gensidige aftaleprocedure eller nedsættelsen af det rådgivende udvalg, hvis der samtidig verserer en retlig eller adminsitrativ procedure med henblik på at fastslå, om et af de berørte foretagender vil kunne idømmes alvorlig straf på grund af handlinger, som giver anledning til regulering af overskud efter konventionens artikel 4.

Artikel 9 indeholder regler for sammensætningen af det rådgivende udvalg. Det består af to repræsentanter for hver af de pågældende kompetente myndigheder. Det kan aftales, at der kun skal være en repræsentant. Der skal endvidere være et lige antal uafhængige personer, der udpeges eller vælges fra en liste, som opstilles af generalsekretæren for Rådet for De europæiske Fællesskaber. Repræsentanterne og de uafhængige personer vælger ud fra listen en formand, der skal opfylde de betingelser, der kræves for at indtage de højeste dommerembeder i det pågældende land eller være en højt estimeret jurist.

Medlemmerne af det rådgivende udvalg har tavshedspligt angående alle forhold, som de bliver bekendt med under proceduren.

I lighed med hvad der gælder for en gensidig aftaleprocedure, er de berørte foretagender ikke part i forhandlingerne for det rådgivende udvalg. Artikel 10, stk. 1 bestemmer, at de berørte foretagender kan forelægge det rådgivende udvalg alle oplysninger, beviser eller dokumenter, der forekommer dem nyttige med henblik på den afgørelse, der skal træffes.

På den anden side pålægger artiklen både foretagender og de kompetente myndigheder pligt til at besvare enhver anmodning fra det rådgivende udvalg om at få forelagt oplysninger, beviser eller dokumenter.

Artikel 10, stk. 1 begrænser de kompetente myndigheders forpligtelse til at forelægge oplysninger, beviser eller dokumenter.

De er ikke forpligtede til at udføre forvaltningsakter, der strider mod intern lovgivning eller sædvanlig forvaltningspraksis eller at meddele oplysninger, der ikke kan opnås ifølge intern lovgivning eller sædvanlig forvaltningspraksis. Endelig kan de kompetente myndigheder ikke forpligtes til at meddele oplysninger, som ville røbe kommercielle, industrielle eller faglige hemmeligheder, forretningsmetoder eller oplysninger, hvis meddelelse ville stride mod almene interesser (ordre public).

Konventionen indeholder ikke tilsvarende undtagelsesbestemmelser for de forbundne foretagender. De er dog ikke forpligtede til at tilvejebringe oplysninger, som de ikke er forpligtede til efter den interne lovgivning.

Artikel 10, stk. 2 giver de forbundne foretagender adgang til at blive hørt eller lade sig repræsentere for det rådgivende udvalg. De er pligtige til det, hvis det rådgivende udvalg ønsker det.

Det rådgivende udvalg skal efter artikel 11 afgive sin udtalelse om, hvorledes dobbeltbeskatningen skal ophæves, senest seks måneder fra den dag, sagen er forelagt det.

Afgørelsen træffes ved simpelt flertal.

Det rådgivende udvalgs procedureomkostninger med undtagelse af de udgifter, som de forbundne foretagender selv har afholdt, fordeles ligeligt mellem de pågældende kontraherende stater.

Konventionen indeholder derimod ikke hjemmel til at tilkende foretagenderne omkostninger, selv om de af det rådgivende udvalg pålægges at besvare anmodninger om at få forelagt oplysninger, beviser eller dokumenter eller de er pligtige til at give møde eller lade sig repræsentere for det rådgivende udvalg.

Artikel 12, stk. 1 fastslår princippet om, at selve afgørelsen om ophævelse af dobbeltbeskatningen, træffes ved fælles aftale mellem de kompetente myndigheder. Afgørelsen skal træffes inden seks måneder fra den dag, det rådgivende udvalg har afgivet sin udtalelse.

Dette princip understreges af stk. 2, der giver de kompetente myndigheder ret til at træffe en afgørelse om ophævelse af dobbeltbeskatningen, der afviger fra det rådgivende udvalgs udtalelse. Hvis de ikke kan nå til enighed herom, skal de træffe en afgørelse, der er i overensstemmelse med udtalelsen.

Artikel 13 fastslår, at den gensidige aftale- og voldgiftsprocedure kan anvendes, selv om de berørte kontraherende stater har truffet endelig bestemmelse med hensyn til beskatningen af overskuddet af en transaktion.

Dobbeltbeskatningen af overskud efter konventionen anses ifølge artikel 14 for ophævet, hvis beskatningen lempes efter eksemptionsmetoden, der behandles i artikel 23A i OECD's modeloverenskomst, eller efter creditmetoden, der behandles i modeloverenskomstens artikel 23B. Det vil afhænge af dobbeltbeskatningsoverenskomstens metodebestemmelse, hvilken af de to metoder der anvendes ved lempelsesberegningen.

Afsluttende bestemmelser

Efter artikel 15 er konventionen ikke til hinder for overholdelse af mere omfattende forpligtelser med hensyn til ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af forbundne foretagenders overskud.

Konventionens geografiske anvendelsesområde er beskrevet i artikel 16. Konventionen finder ikke anvendelse på Færøerne og Grønland.

Bilag

KONVENTION

om ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af

forbundne foretagenders overskud

(90/436/EØF)

Efter 2. behandling den 21. november 1991

Ændringsforslag til 3. behandling

Af skatteministeren

Til § 1

1) I stk. 2 ændres »de statslige eller kommunale skattemyndigheder« til: »de statslige told- og skattemyndigheder eller de kommunale skattemyndigheder«.

Bemærkninger

Til nr. 1

Det foreslås, at myndighedsbetegnelsen ændres i overensstemmelse med den ny myndighedsstruktur efter sammenlægningen af toldvæsenet og det statslige skattevæsen.

Artikel 18 er konventionens ikrafttrædelsesbestemmelse. Den træder i kraft den første dag i den tredje måned efter, at den signatarstat, der som den sidste deponerer sit ratifikationsdokument, har gjort dette. Ikrafttrædelsen er således forskellig fra den, der gælder for gennemførelsen af moder/datterselskabsdirektivet og fusionsdirektivet, der skal gennemføres senest den 1. januar 1992.

Konventionen er efter artikel 20 tidsbegrænset til fem år. Inden seks måneder før udløbet af denne frist, skal det afgøres, om dens gyldighedsperiode skal forlænges.

3. Provenumæssige og administrative konsekvenser

Den foreslåede udvidelse af den gensidige aftaleprocedure i dobbeltbeskatningsoverenskomsterne med EF-landene med en form for voldgiftsprocedure skønnes ikke at have nævneværdige provenumæssige eller administrative konsekvenser.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

Loven opfylder konventionen af 23. juli 1990 om ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af forbundne foretagenders overskud.

Stk. 2 bemyndiger skatteministeren til at fastsætte nærmere regler med henblik på opfyldelsen af konventionen. Udformningen af stk. 2 indebærer endvidere, at afgørelserne omfattes af bekendtgørelse nr. 417 af 6. juni 1991 (klageafkortningsbekendtgørelsen). Det påtænkes at ændre bekendtgørelsen, således at afgørelserne træffes af Told- og Skattestyrelsen.

Efter stk. 3 fastsættes tidspunktet for lovens ikrafttræden af skatteministeren. Det skyldes, at konventionen efter artikel 18 først træder i kraft den tredje måned efter, at den signatarstat, der som den sidste deponerer sit ratifikationsdokument, har gjort dette.

Ingen

Nr LSF 21

Forslag til Lov om ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af forbundne foretagenders overskud (EF-voldgiftskonventionen)

Fremsat af skatteministeren (Fogh Ramussen)

den 3. oktober 1991

Vedtaget ved tredjebehandling den 26. november 1991

Lov nr. 763 af 27/11/1991