1990 BR 7 <B>BERETNING</B> VEDRØRENDE INSTITUTIONER I EN NY SIKKERHEDSORDNING NR 7 1990-91, 2. SAMLING

Kapitel 1. Indledning

Internationalt samarbejde vokser stadig i betydning. Sikkerhed kan kun skabes i fællesskab og kun ved at bygge på et bredt sikkerhedsbegreb, der inddrager politiske, sociale, kulturelle og økonomiske forhold - såvel som militære. Sikkerhedspolitik bør tilsvarende føres med en bred vifte af midler.

USA og Sovjetunionen spiller hver på sin måde fortsat en vigtig rolle for Europas sikkerhed. En sikkerhedsordning, der udelukker disse to lande, vil ikke være stabil. De vigtigste institutioner i en sådan bred ordning af sikkerhed i fremtiden er derfor FN, CSCE, NATO og EF.

Kapitel 2. FN som garant for den globale sikkerhed

FN har siden sin oprettelse i 1945 været afskåret fra at opfylde sin vigtigste målsætning om at skabe global fred. Årsagerne skal bl.a. findes i modsætningerne mellem Øst og Vest samt Nord og Syd. Med den kolde krigs ophør er der nu en mulighed for, at FN kan komme til at spille den rolle, organisationen var tiltænkt.

I en tid, hvor sikkerhed ikke alene defineres militært, er FN's meget brede emneområde vigtig. Organisationen har mulighed for at koordinere en global indsats inden for flere områder.

Golf-krigen illustrerede både FN's styrke og svaghed. Det lykkedes i Sikkerhedsrådet at få tilslutning til en række resolutioner, der fordømte Iraks invasion af Kuwait. Mere afgørende var det, at FN's mulighed for at gennemføre en økonomisk blokade og at gribe militært ind i en konflikt blev afprøvet for første gang med billigelse af samtlige permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet. Netop den militære indsats i Golf-krigen afslørede samtidig FN's svaghed. Organisationen er ikke i besiddelse af et militært kommandosystem, som aktivt kan bekæmpe aggression, men er afhængig af medlemmernes egne militære styrker og officerer. Desuden er den mulighed, som findes i FN-pagtens artikel 43 for at indgå sådanne aftaler med medlemsstaterne, hidtil ikke forsøgt udnyttet.

For at leve op til fremtidens krav bør det nu overvejes at give FN's militære stabskomite mulighed for at udfylde de funktioner, der er forudset i FN-pagtens kapitel 7, artikel 45-47.

En udløber af Golf-krigen - Saddam Husseins forfølgelse af det kurdiske mindretal i Irak - demonstrerede en yderligere svaghed ved FN. FN kunne ikke iværksætte beskyttelse over for kurderne i Irak. Opgaven har været overladt en række vestlige lande, der selv har taget initiativ til en indsats. I fremtiden er det vigtigt, at FN beslutter, om et medlemslands suverænitet skal tilsidesættes.

Mindretallet opfordrer regeringen til aktivt at arbejde for, at disse formelle muligheder bliver en realitet, jf. at udvalget har anmodet Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg (SNU) om at analysere mulighederne herfor.

Kapitel 3. Yderligere styrkelse af CSCE

Ved CSCE-topmødet i Paris i november 1990 blev de første skridt i retning af en institutionalisering af CSCE-processen taget. Det blev vedtaget at oprette et konfliktforebyggelsescenter i Wien, et sekretariat i Prag samt et valgobservationskontor i Warszawa. Endvidere blev det besluttet, at medlemslandenes stats- og regeringsledere skal mødes hvert andet år med henblik på overordnede politiske drøftelser, og at udenrigsministrene skal mødes een gang årligt. Ved CSCE-konferencen i Madrid i april 1991 blev det besluttet at oprette en parlamentarisk forsamling.

Mindretallet fastholder, at målet må være en institutionalisering af processen efter de retningslinjer, udvalget fastslog i sin beretning af 15. november 1990. Det indebærer bl.a., at organisationen skal have mulighed for at opstille fredsbevarende styrker.

Mindretallet opfordrer regeringen til at arbejde aktivt for, at de eksisterende institutioner tilføres de nødvendige ressourcer med henblik på effektivt at kunne løse de opgaver, de er pålagt. Konfliktforebyggelsescentret i Wien er f.eks. på nuværende tidspunkt ikke i stand til effektivt at verificere, at indgåede aftaler overholdes.

Forhandlingerne om konventionel nedrustning i Europa (CFE) - der foregik inden for rammerne af CSCE-processen - blev afsluttet i efteråret 1990 efter over et års forhandlinger. Aftalen - der er den hidtil største nedrustningsaftale - er indgået, men mangler endnu at blive ratificeret. Det er i perioden efter aftalens indgåelse blevet klart, at Sovjetunionen forsøgte at omgå aftalens bestemmelser, og det er baggrunden for den manglende ratifikation.

Mindretallet opfordrer regeringen til aktivt at arbejde for, at vilkårene for ratifikation af CFE-aftalen tilvejebringes hurtigst muligt. Når aftalen er på plads, bør der påbegyndes forhandlinger om at reducere antallet af soldater og kortrækkende atomvåben (SNF) i Europa. Kun herved kan den militære stabilitet sikres effektivt.

Kapitel 4. NATO skal tilpasses den nye sikkerhedspolitiske situation

Et af de væsentlige resultater af den kolde krigs afvikling er, at trusselsbilledet er ændret markant. Warszawapagten er opløst, og en sovjetisk invasion af Vesteuropa forekommer utænkelig. Det nye verdensbillede må naturligvis medføre ændringer i NATO og giver i de kommende år grundlag for lavere udgifter til militære formål.

Mindretallet opfordrer regeringen til at arbejde aktivt for, at NATO tilpasser sig den nye sikkerhedspolitiske situation i Europa (jf. London-deklarationen). Dette må indebære, at NATO's politiske opgaver med at skabe sikkerhed og samarbejde i Europa får forholdsvis større vægt og de rent militære funktioner forholdsvis mindre vægt.

Som et led i dette må NATO invitere de central- og østeuropæiske lande samt Sovjetunionen til at deltage i drøftelser af politiske og militære spørgsmål af fælles interesse. Det første skridt er allerede taget med beslutningen om at knytte ambassadører fra de central- og østeuropæiske lande samt Sovjetunionen til NATO's hovedkvarter.

Den Nordatlantiske Forsamlings beslutning om at knytte visse østeuropæiske lande til sig som associerede parter er et andet positivt udtryk for sådanne bestræbelser.

Samtidig bør NATO revidere de militære strategier, der ligger til grund for alliancens indsats. Der tænkes her bl.a. på strategien om det fremskudte forsvar samt »flexible-response«-strategien, herunder NATO's atomvåbenpolitik.

I takt med nedrustningen - og de derved reducerede nationale forsvar - bliver det aktuelt at opbygge multinationale styrker med henblik på bedre konfliktstyring. NATO har allerede i kraft af det såkaldte »brandkorps« en sådan enhed, men opstillingen af yderligere enheder overvejes.

Danmark har i enhedskommandoen (BALTAP) gode erfaringer med militært samarbejde med andre nationer. Multinationale styrker kan have en konfliktdæmpende funktion.

Mindretallet ser ingen principielle problemer i, at Danmark deltager i multinationale styrker, så længe disse ikke kan operere uden for det i NATO-traktaten fastlagte område, og så længe det stadig er en suveræn dansk beslutning, om Danmark vil deltage eller ej.

USA kan forventes at afvikle en del af sit militære engagement i Europa som følge af ønsket om forsvarsbesparelser. Udvalget vedrørende Dansk Sikkerhedspolitik er indstillet på, at styrke den europæiske søjle inden for NATO, men på en sådan måde, at det ikke svækker USA's politiske engagement i Europa.

Kapitel 4, 1. afsnit, udformes således

»Et af de væsentlige resultater af den kolde krigs afvikling er, at trusselsbilledet er ændret markant. Warszawapagten er opløst, og en sovjetisk invasion af Vesteuropa forekommer utænkelig. Det nye verdensbillede må naturligvis medføre ændringer i NATO.«,

Kapitel 5. Tættere udenrigs- og sikkerhedspolitisk samarbejde i EF

Siden 1985 har EF bevæget sig i retning af en stadig tættere integration. Regeringskonferencen vedrørende en politisk union har således også inddraget spørgsmålet om fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det har været forslået, at der gennemføres en fælles politik på følgende områder

- industriel og teknologisk våbensamarbejde,

- overførsel af militærteknologi til tredjelande, kontrol med våbeneksport og spørgsmål vedrørende ikkespredning,

- våbenkontrol, forhandlinger om nedrustning og foranstaltninger med henblik på gensidig bistand, især inden for rammerne af CSCE, og

- deltagelse i fredsbevarende aktioner og humanitære interventioner.

Mindretallet finder, at den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik bør omfatte alle aspekter, hvorom enighed opnås mellem medlemsstaterne. Alle beslutninger på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område skal træffes i enighed.

En fælles forsvarspolitik ville kunne betyde, at lande, der er neutrale i dag, ville blive afskåret fra medlemskab. Mindretallet finder derfor, at forsvarspolitik ikke hører til i EF, men i de respektive forsvarsalliancer, for Danmarks vedkommende i NATO.

Kapitel 5, hvor de to sidste afsnit udformes således

»Mindretallet finder, at den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i princippet bør omfatte alle aspekter, hvorom enighed opnås mellem medlemsstaterne.

Egentligt militært samarbejde skal foregå i de hertil hørende alliancestrukturer, idet medlemsstaternes eksisterende forpligtelser på forsvarsområdet respekteres. Rådet etablerer med enstemmighed den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.«,

Kapitel 6. Nej til dansk medlemskab af Vestunionen (WEU)

Den Vesteuropæiske Union (WEU) har aldrig spillet nogen reel sikkerhedspolitisk rolle og har hidtil højst fungeret som et forum for udveksling af synspunkter.

Danmark har som observatør fulgt udviklingen i WEU. Vedtagelsen af Haag-platformen i 1987 og ikke mindst WEU's atomvåbenpolitik - som er mere konservativ end NATO's - og WEU's erklærede målsætning om at indsætte militære styrker uden for NATO's område er forhindringer for dansk medlemskab.

Denne målsætning blev markeret i forbindelse med krigen mellem Iran og Irak, hvor der fra efteråret 1987 til afslutningen på krigen i 1988 var et samarbejde mellem WEU's medlemmer om at yde beskyttelse til tankskibe i området. WEU har ligeledes koordineret medlemmernes indsats i Golf-krigen. Der var dog kun tale om en politisk koordination, mens den faktiske militære koordination skete multilateralt eller direkte med USA. Værdien af WEU har derfor mere ligget på det symbolske plan end på det rent praktiske.

Mindretallet mener, at det er afgørende, at det sikres

- at et europæisk samarbejde ikke må svække båndene over Atlanten, men tværtimod kommer til at styrke alliancen som enhed

- at der ikke oprettes parallelle militære styrke- eller kommandostrukturer til dem, der findes i NATO

- at WEU-samarbejdet ikke kommer til at indebære, at NATO bliver stillet over for synspunkter, der ikke lader sig ændre, når der skal træffes beslutninger

- at der bliver den størst mulige gennemsigtighed i arbejdet i de to organisationer

- at det europæiske forsvarssamarbejde ikke marginaliserer de europæiske NATO-allierede, der ikke er med i EF og/eller WEU.

Mindretallet er endelig af den opfattelse, at Danmarks forsvarspolitiske interesser bedst tilgodeses med NATO-medlemskabet, og at det ikke er aktuelt med dansk medlemskab af WEU.

*

Et andet mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) kan tilslutte sig foranstående med følgende ændringer

Kapitel 6, hvor kapiteloverskriften og de to første afsnit udformes således

»Kapitel 6. Den Vesteuropæiske Union (WEU)

Den Vesteuropæiske Union (WEU) har hidtil ikke spillet nogen væsentlig sikkerhedspolitisk rolle, men har overvejende fungeret som et forum for udveksling af synspunkter.

Danmark har som observatør fulgt udviklingen i WEU. Vedtagelsen af Haag-platformen i 1987 om WEU's atomvåbenpolitik og WEU's målsætning om at være ramme for medlemslandenes indsættelse af militære styrker uden for NATO's område har været centrale spørgsmål i den danske diskussion om medlemskab.«,

og hvor det sidste afsnit i kapitel 6 udformes således

»Danmarks forsvarspolitiske interesser tilgodeses bedst med NATO-medlemskabet. Mindretallet har med tilfredshed noteret sig, at NATO-udenrigsministermødet i København i juni 1991 førte til enighed i alliancen om retningslinier for WEU's fremtidige rolle, som svarer til det foranstående. Mindretallet noterer sig også, at Norge har henvendt sig til WEU med henblik på en nærmere politisk kontakt. Selv om de aktuelle drøftelser ikke kræver dansk stillingtagen til spørgsmålet om medlemskab af WEU, finder mindretallet, at Danmark bør holde tæt politisk kontakt med WEU med henblik på at følge den videre udvikling.«

*

Et tredje mindretal (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget) finder, at internationalt samarbejde vokser stadig i betydning. Sikkerhed kan kun skabes i fællesskab og kun ved at bygge på et bredt sikkerhedsbegreb, der inddrager politiske, sociale, kulturelle og økonomiske forhold - såvel som militære. Sikkerhedspolitik bør tilsvarende føres med en bred vifte af midler.

USA og Sovjetunionen spiller hver på sin måde fortsat en vigtig rolle for Europas sikkerhed. En europæisk sikkerhedsordning, der ikke omfatter disse to lande, vil være præget af usikkerhed og ustabilitet. Samtidig kan europæisk sikkerhed ikke tænkes uden global sikkerhed. De vigtigste institutioner i en bred ordning af sikkerhed i fremtiden bør derfor være FN og CSCE. Det bør Danmark arbejde for i alle internationale organisationer, hvor Danmark er medlem, herunder NATO, EF, det nordiske samarbejde og Europarådet.

FN som garant for den globale sikkerhed

FN har siden sin oprettelse i 1945 været afskåret fra at opfylde sin vigtigste målsætning om at skabe global fred. Årsagerne skal bl.a. findes i modsætningerne mellem Øst og Vest samt Nord og Syd. Med den kolde krigs ophør er der nu en mulighed for, at FN kan komme til at spille den rolle, organisationen var tiltænkt.

I en tid, hvor sikkerhed ikke alene defineres militært, er FN's meget brede emneområde vigtig. Organisationen har mulighed for at koordinere en global indsats inden for flere områder.

Skal FN opfylde denne rolle, må det undgås, at FN-politikken præges af bestemte magtinteresser, og tilstræbes, at FN's principper fastholdes og anvendes ligeligt ved behandling af konflikter. Det er desværre ikke altid tilfældet. FN's accept af Indonesiens manglende respekt for Sikkerhedsrådets beslutninger vedrørende Østtimor og af Israels manglende respekt for Sikkerhedsrådets resolution 242 vedrørende besatte områder vidner om dobbeltmoral, når den sammenholdes med den massive indsats for at få Irak til at respektere Rådets resolutioner vedrørende Kuwait.

Den slags undergraver respekten for FN, og det må være en opgave for Danmark og ligesindede stater at arbejde for, at FN uden forskelsbehandling anvender de samme målestokke over for de konfliktsituationer, organisationen skal tage stilling til.

Selve Golfkrigen afslørede andre svagheder.

I sig selv var det positivt, at det i Sikkerhedsrådet lykkedes at få tilslutning til en række resolutioner, der fordømte Iraks invasion af Kuwait, og især om at iværksætte en økonomisk blokade, der blev total og dermed den mest omfattende i historien.

Det var noget nyt, at Sikkerhedsrådet med billigelse af alle fem permanente medlemmer godkendte et militært indgreb. Men helt bortset fra, at denne beslutning må kritiseres, afslørede netop den militære indsats FN's svaghed. FN råder ikke over et militært kommandosystem, som aktivt kan bekæmpe aggression, men er afhængig af medlemsstaternes egne militære styrker. Dermed præges den militære aktivitet, der er sanktioneret af FN, uundgåeligt af holdninger og interesser hos de magter, der påtager sig opgaven, og billedet af en international retsorden skæmmes.

Derfor bør man nu arbejde på at give FN's militære stabskomite mulighed for at udfylde de funktioner, der er forudset i FN-pagtens kap. 7, art. 45-47, og på indgåelse af aftaler med medlemsstaterne i overensstemmelse med art. 43.

Forudsætningen herfor er dog, at det samtidig gøres klart, at militære magtmidler kun må anvendes i yderste nødstilfælde, og at adgangen hertil skal være betinget af en restriktiv procedure i Sikkerhedsrådet.

Mindretallet anser det for dybt beklageligt, at FN i den foreliggende situation godkendte brug af militære midler, uden at der forelå et tvingende behov herfor. Mulighederne for, at målet kunne nås gennem den igangværende blokade, var langtfra afprøvet. Mindretallet anser det for sandsynligt, at blokaden ville have ført til langt bedre resultater end dem, der er skabt som følge af krigen.

Overhovedet tillægger mindretallet det den største betydning, at den globale sikkerhed opbygges med fredelige midler. En effektivt gennemført økonomisk blokade bør i almindelighed være det mest vidtgårende tvangsmiddel, der bringes i anvendelse.

En udløber af Golfkrigen - Saddam Husseins forfølgelse af det kurdiske mindretal i Irak - demonstrerede en yderligere svaghed ved FN. FN kunne ikke iværksætte beskyttelse over for kurderne i Irak. Opgaven har været overladt en række vestlige lande, der selv har taget initiativ til en indsats - altså uden et egentligt folkeretligt grundlag. Derfor må FN overveje suverænitetens grænser med henblik på at skabe folkeretligt grundlag og regler for FN-indgreb, hvis en regering gør sig skyldig i folkemord eller andre usædvanligt grove og nærmere bestemte krænkelser af menneskerettighederne.

Mindretallet tilslutter sig derfor, at Udvalget vedrørende Dansk Sikkerhedspolitik opfordrer regeringen til aktivt at arbejde for, at disse formelle muligheder bliver en realitet, og henviser til, at udvalget har anmodet Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg (SNU) om at analysere mulighederne herfor.

Endelig ønsker mindretallet at understrege, at global sikkerhed er utænkelig uden økonomisk og social tryghed for alle nationer. Derfor må økonomisk udligning mellem industrilandene (inkl. de ny-industrialiserede) og udviklingslandene have endnu højere prioritet end de skridt, der umiddelbart skal sikre freden og staternes suverænitet. Denne udligningsproces er ikke kun en sag, der vedrører FN, men afhænger nok så meget af forhandlingerne i GATT og den adfærd, der udvises af de økonomiske sværvægtere, G7-staterne og EF. Men det er vigtigt, at der sker en koordinering gennem FN, og at FN udøver indflydelse på processen.

Den sikkerhedspolitiske situation i Europa

Med Warszawapagtens nedlæggelse, sovjettroppernes fuldbyrdede tilbagetrækning fra Tjekkoslovakiet og Ungarn og forestående tilbagetrækning fra Tyskland og Polen, med genskabelsen af Tyskland som en enhedsstat, med indgåelsen af traktaten om konventionel nedrustning i Europa (CFE) og med en forventet kraftig reduktion af USA's styker i Europa er en totalt ændret sikkerhedspolitisk situation under tilblivelse i Europa. Dette billede forstærkes yderligere af indførelsen af demokrati i de central- og østeuropæiske lande og i stigende grad også i Sovjetunionen.

Uanset om man mener, at der i de foregående år har foreligget en reel sovjetisk trussel mod Vesteuropa eller ikke, må der nu råde enighed om, at en sovjetisk invasion af Vesteuropa i dag forekommer utænkelig. Kapaciteten hertil er simpelthen ikke til stede, og den sovjetiske politik, der i de sidste 3-4 år har muliggjort de afstedkomne forvandlinger, er et klart tegn på, at viljen heller ikke er til stede.

I almindelighed udtrykkes dette på den måde, at det traditionelle »trusselsbillede« er forsvundet.

Til gengæld er andre trusler eller risici rykket i forgrunden - risici, der kan udløse konflikter mellem stater, i værste fald med militære midler: grænseoverskridende miljøødelæggelser, sociale eller nationale konflikter i eller mellem stater og statsforbund, konflikter mellem europæiske stater og stater uden for Europa. En særlig risiko udgår fra de indre konflikter i Sovjetunionen og spørgsmålet om unionens skæbne under demokratiske vilkår.

Dette er helt reelle risici. Derimod må det vække forundring, når nogle taler om, at der er opstået nye faremomenter som følge af Warszawapagtens afskaffelse, idet den angiveligt har skabt et »tomrum« i Central- og Østeuropa. I så fald kunne man også hævde, at f.eks. Sverige og Schweiz udgør »tomrum«.

NATO og WEU

Den netop anførte tankegang bunder i den opfattelse, at militærblokke og medlemskab heraf er den »naturlige« sikkerhedspolitik.

Mindretallet har principielt den modsatte opfattelse, og netop i den nuværende situation finder vi, at det er en tankegang, som i praksis kan føre til nye spændinger, og som indebærer, at de nye muligheder for varig fred i Europa bliver tabt på gulvet.

Derfor står mindretallet uforstående over for alle ideer om at styrke NATO med et nyt »udrykningskorps« på 60-100.000 mand eller at genoplive WEU, det være sig som selvstændig europæisk blok eller som den europæiske søjle i NATO.

Forslag herom begrundes hyppigt med, at europæerne må udfylde den svækkelse, der opstår, når USA reducerer sine stridskræfter i Europa, eller at europæerne skal have øget indflydelse på NATO's samlede politik.

Men en delvis amerikansk troppetilbagetrækning er en rimelig konsekvens af den omfattende sovjetiske tilbagetrækning østpå. Derfor er det urimeligt at tale om »svækkelse«. Og at ønske øget europæisk indflydelse i NATO er absurd i en situation, hvor det ville være mere nærliggende at drøfte afviklingen af NATO.

Når man ikke vil det, men i stedet vil oprette en ny struktur med »udrykningskorpset« og/eller genoplive WEU, opstår der mistanke om andre hensigter, f.eks. »out of area«-strategier, noget, som endda uden traktatændring lader sig gøre inden for WEU's rammer.

Uanset hvad hensigten er, er der en nærliggende risiko for, at NATO eller WEU i givet fald fristes til at optræde som selvbestaltet gendarm i Europa eller globalt helt i strid med ideerne om en international retsorden.

Mindretallet finder derfor, at Danmark kategorisk må afvise medlemskab af WEU eller deltagelse i andre skridt, der kan genoplive WEU's rolle. Mindretallet finder også, at planerne om NATO's særlige udrykningsstyrke bør skrinlægges. Nogen saglig begrundelse for dens oprettelse er det umuligt at få øje på.

Trods bortfaldet af det traditionelle trusselsbillede er det rigtigt, at der stadig er megen ustabilitet i Europa, at de materielle muligheder for global selvdestruktion i en atomkrig fortsat er til stede, og at der knytter sig betydelig usikkerhed til udviklingen af de politiske magtforhold i Sovjetunionen.

Derfor finder mindretallet det ikke aktuelt med en nedlæggelse af NATO her og nu i stil med nedlæggelsen af Warszawapagten, men at NATO straks bør slå ind på en kurs, der peger i retning af nedlæggelse.

Det betyder, at NATO-landene må gå i gang med en hurtig og kraftig nedrustning, herunder nedlæggelse af alle taktiske atomvåben i Europa, at NATO må afstå fra nye oprustningstiltag, som Rapid Reaction Force, at flåde- og flystyrker inddrages i hurtigt genoptagne nedrustningsforhandlinger (fortsættelse af CFE), og at NATO og NATO-landene straks indleder forhandlinger med de andre europæiske stater om sikring af freden gennem skabelse af fælles sikkerhedsordning inden for rammerne af CSCE.

CSCE og den europæiske sikkerhed

De meget beskedne skridt, der hidtil er taget til institutionalisering af CSCE-processen er yderst skuffende set i lyset af, hvad der er behov for.

Det første fornødne er, at Helsinki-principperne nedfældes i en bindende traktat, der ratificeres af alle CSCE-staterne, inklusive USA og Sovjetunionen. På det grundlag må nedrustningsforhandlingerne intensiveres med henblik på at indgå en aftale, der sikrer, at staternes militære styrker under gensidig kontrol bringes så langt ned, at de er ude af stand til at angribe hinanden.

Videre må der indgås aftaler om beskyttelse af miljøet og menneskerettighederne, ikke mindst for nationale og etniske mindretal.

Slutstenen i denne proces vil være indgåelse af en traktat om europæisk sikkerhed, hvorved eksisterende militærblokke som NATO og WEU samtidig opløses.

Denne ordning, der altså bygger på et nedrustet Europa under gensidig kontrol, bør indebære etablering af et fælles CSCE-sikkerhedsråd, der kan foretage mægling og anvende politiske og økonomiske sanktioner mod traktatkrænkelser, og som råder over en fredsbevarende styrke, der i samråd med FN's Sikkerhedsråd kan indsættes for at forebygge og bilægge konflikter i Europa.

EF's rolle

Mindretallet ser ingen rolle for EF i nogen militærpolitisk sammenhæng. Mindretallet afviser enhver kobling mellem EF og WEU såvel som udvikling af en militær dimension i selve EF.

EF spiller uundgåeligt en rolle i den globale økonomiske politik og i handelspolitikken. Her bør EF bidrage til en øget udligning mellem Nord og Syd og altså afvikle sine egne protektionistiske holdninger. Det vil styrke den internationale sikkerhed. I Europa må EF - som økonomisk organisation - åbne sig fuldt ud for de øvrige demokratiske stater og deres eventuelle ønsker om medlemskab.

EF-staternes udenrigspolitiske samarbejde, EPS, bør fortsat fungere, som det hidtil har gjort. Det vil sige, at enhver majorisering må være udelukket, men at medlemsstaterne kan koordinere deres udenrigspolitik og indtage fælles standpunkter, hvis de kan enes herom i den konkrete sag. Det giver deres ord større vægt i den internationale politik, og det har været positivt i en række situationer.

Det vil fortsat være tilfældet, hvis den nuværende praksis bevares. Derimod vil en unionsstruktur, der indebærer majorisering af forsvarspolitisk samarbejde, betyde skabelse af en ny magtblok. Det vil dels betyde, at en række demokratiske stater, der hverken kan eller vil være med i blokpolitik, udelukkes fra EF, hvormed der sker en ny deling af Europa, og dels, at det bliver langt vanskeligere at skabe en stabil fred, baseret på en international retsorden, som er uforenelig med magtblokke, der uundgåeligt vil dominere andre stater. Fremtidens sikkerhedspolitik handler om at komme af med blokkene, ikke om at skabe nye.

*

Et fjerde mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) vil gerne støtte bidraget fra Det Konservative Folkeparti, Venstre og Centrum-Demokraterne, men ønsker dog at tilføje

Mindretallet mener, at det er på høje tid, at Danmark tager stilling til eventuelt medlemskab af WEU. Netop nu, hvor Warszawa-pagten er under opløsning, og USA trækker nogle af sine styrker tilbage, er det vigtigt, at den vesteuropæiske del af NATO står sammen om de udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål til gavn for de østeuropæiske landes spinkle frihed med håb om en fremtid med økonomisk lykke.

NATO-topmødet i København den 6.-7. juni 1991 klargjorde nogle af de problemer, der kunne være bl.a. med hensyn til at få hele den europæiske del af NATO som medlem, både Nord- og Sydflanken (Norge og Tyrkiet), hvorefter WEU kan blive det forum, hvorigennem vi kan samarbejde, skabe tillid og forståelse for hele Europa.

WEU er intet alternativ til NATO, men et supplement - en bro, om man vil - mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og NATO.

WEU bør altså ikke være en del af hverken EF eller NATO, men en tredje dimension for den europæiske sikkerhed.

*

Et femte mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget) ønsker en beretning med bredest mulig tilslutning og beklager, at det ikke har været muligt at overvinde den forholdsvis lille uenighed, der er mellem forsvarsforligspartierne.

Mindretallet tilslutter sig Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres beretningsbidrag, bortset fra de afsnit som Det Konservative Folkeparti, Venstre og Centrum-Demokraterne ønsker ændret. Mindretallet ønsker endvidere, at sidste punktum i 1. afsnit i kapitel 4 (om NATO's tilpasning) udformes således

»Det nye verdensbillede må naturligvis medføre ændringer i NATO og giver forhåbentlig i de kommende år grundlag for lavere udgifter til egentlige militære formål.«

I de øvrige tilfælde af uenighed er mindretallet bedst tilfreds med Det Konservative Folkepartis, Venstres og Centrum-Demokraternes udformning.

SF's beretningsbidrag indeholder også synspunkter i to afsnit, som mindretallet gerne havde set indbygget i flertallets beretning: nærmere betegnet (2. afsnit i kapitlet om CSCE og den europæiske sikkerhed)

»Det første fornødne er, at Helsinki-principperne nedfældes i en bindende traktat, der ratificeres af alle CSCE-staterne, inklusive USA og Sovjetunionen. På det grundlag må nedrustningsforhandlingerne intensiveres med henblik på at indgå en aftale, der sikrer, at staternes militære styrker under gensidig kontrol bringes så langt ned, at de er ude af stand til at angribe hinanden.«

samt (afsnit 2 i kapitlet om EF's rolle)

»EF spiller uundgåeligt en rolle i den globale økonomiske politik og i handelspolitikken. Her bør EF bidrage til en øget udligning mellem Nord og Syd og altså afvikle sine egne protektionistiske holdninger. Det vil styrke den internationale sikkerhed. I Europa må EF - som økonomisk organisation - åbne sig fuldt ud for de øvrige demokratiske stater og deres eventuelle ønsker om medlemskab.«

P.u.v.

Gammelgaard

formand

Udvalget har behandlet beretningens emner på to møder, og har

herunder stillet spørgsmål til udenrigsministeren og

forsvarsministeren, som er besvaret i et samråd 2. maj 1991.

På denne baggrund ønsker et mindretal (Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) at udtale følgende

Ingen

Nr BR 7

Beretning vedrørende institutioner i en ny sikkerhedsordning

Nr 7 1990-91, 2. samling

Afgivet af Udvalget vedrørende Dansk Sikkerhedspolitik

Afgivet: 19910624