Legislator Case Law & Legislation
19902BA00077 DK

1990 BSF 77 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM SOLIDARISK OG DEMOKRATISK ATP

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 1990 77 Valid

Folketinget pålægger regeringen senest ved begyndelsen af

folketingsåret 1991-92 at fremsætte lovforslag til ikrafttrædelse 1.

marts 1993 om

1. at indbetalingerne til ATP omlægges fra faste krone- og ørebeløb til en procentdel af lønnen,

2. at tre fjerdedele af ATP-midlerne forvaltes af regionale fonde, hvis ledelse vælges ved direkte valg af og blandt lønmodtagerne i regionen,

3. at ATP, Lønmodtagernes Dyrtidsfond og Arbejdsmarkedets Pensionskasse, ifald en sådan oprettes, samlet kaldet Arbejdsmarkedsfonden (AM-fonden), får fælles ledelse valgt af og blandt de regionale fondsledelser, jf. punkt 2, og

4. at det sikres, at AM-fonden gennem sin investeringspolitik arbejder for at styrke lønmodtagerdemokratiet på den enkelte arbejdsplads og for en økologisk bæredygtig udvikling.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Da Arbejdsmarkedets Tillægspension blev oprettet i 1964, var hensigten, at ordningen efterhånden skulle udbygges, så den udgjorde et mærkbart supplement til folkepensionen. Udviklingen kom ikke til at gå den vej; ATP-beløbene er så langtfra at være forøget blevet udhulet af inflation og manglende reguleringer, og samtidig fik og får flere og flere grupper en arbejdsmarkedspensionsordning. Selv om nogle af principperne bag ATP-ordningen stadig er holdbare, er der grund til en omlægning af ordningen på baggrund af denne udvikling. Konkret mener SF, at der er behov for

- et nyt, solidarisk element i den samlede pensionsdækning,

- et regionalt element i det samlede pensionsfondssystem,

- en demokratisering af ledelsen af ATP-fonden og

- en stærkere indsats for virksomhedsdemokrati og en økologisk bæredygtig udvikling.

Samtidig er den selvstændige administration og ledelse for ATP- og LD-fonden udtryk for overflødigt dobbeltarbejde. Disse funktioner bør derfor lægges sammen, og denne fælles ledelse og administration bør også fungere for den nye Arbejdsmarkedets Pensionskasse (AP), der skal oprettes i henhold til SF's beslutningsforslag om arbejdsmarkedspension for alle, som er fremsat dags dato.

Dette beslutningsforslag skal desuden ses i sammenhæng med forslag til folketingsbeslutning om fjernelse af køns- og invaliditetsrisikobetinget diskrimination i arbejdsmarkedspensionsordninger, som ligeledes er fremsat dags dato.

Bemærkninger til de enkelte punkter

Ad 1

Princippet i arbejdsmarkedspensionsordninger er, at indbetalingerne er en procentdel af lønnen, og at udbetalingerne afhænger cirka proportionalt af indbetalingerne. I ATP er indbygget det solidariske element, at udbetalingerne er ens for personer med lige stor arbejdsmarkedstilknytning. Dette element ønsker SF bevaret. Men i dag modsvares det af, at alle (fuldtidsbeskæftigede) indbetaler samme beløb uanset løn; det vil sige, at de lavestlønnede belastes relativt mest. Derfor ønsker SF indbetalingerne omlagt til en procentdel af lønnen. Procentdelen bør som målsætning fastsættes til 3, hvoraf 2 betales af arbejdsgiveren og 1 af lønmodtageren.

I første omgang bør omlægningen dog gøres omkostningsneutral, hvilket giver lidt mindre bidragsprocenter. Omlægningen skal ske i forbindelse med overenskomstfornyelsen i 1993, dvs. den 1. marts dette år.

For grupper af offentligt ansatte er ATP-bidraget lidt mindre, hvilket også påvirker størrelsen af deres udbetalinger. For disse fastsættes tilsvarende mindre bidragsprocenter, men målet er også her en bidragsprocent på 3.

Ad 2

For at styrke selvstyre og nærdemokrati opdeles ATP-fonden ledelsesmæssigt i en landsdækkende fond med 25 pct. af kapitalen og et antal regionale fonde med tilsammen 75 pct. af kapitalen. Ledelsen i de regionale fonde vælges ved direkte listevalg (som ved kommunale valg) af og blandt lønmodtagerne i regionen. Ved valget skal anvendes kønskvotering. Administrationen af fondene bibeholdes af effektivitetsgrunde centralt.

Udbetalingerne fra ATP gøres afhængige af det afkast, der er opnået i den regionale fond (de regionale fonde), som modtageren har været tilknyttet.

Ad 3

For at undgå dobbeltadministration sammenlægges ledelse og administration af ATP, LD og Arbejdsmarkedets Pensionskasse. Den samlede fond ledes af et repræsentantskab bestående af medlemmerne af ledelsen af de regionale fonde i plenum og en bestyrelse valgt af og blandt repræsentantskabets medlemmer.

Den samlede ydelse fra fonden beregnes som summen af de ydelser, der udbetales fra hver af de tre ordninger.

Punkterne 2 og 3 indebærer, at arbejdsgiverne ikke får nogen indflydelse på fondens administration, ligesom de i dag ikke er repræsenteret i LD's ledelse, men derimod i ATP's. SF finder, at der ikke er nogen grund overhovedet til, at arbejdsgiverne skal være med til at disponere over de penge, der skal bruges til lønmodtagernes pension. Det er rent formynderi.

Ad 4

SF finder det ønskværdigt, at alle pensionsfonde i deres investeringspolitik dels tager økologiske hensyn, dels arbejder for øget lønmodtagerdemokrati på den enkelte arbejdsplads. Sådanne hensyn behøver ikke at stride mod hensynet til et højt og sikkert afkast til pensionerne. Det fremgår både af, at mange pensionskasser allerede tager hensyn til økologien i deres investeringspolitik, og af internationale erfaringer, der viser, at »grønne investeringer« ofte giver et endog større afkast end det gennemsnitlige. Endvidere viser mange undersøgelser, at øget medarbejderindflydelse giver større effektivitet og dermed også større afkast i virksomhederne.

Uanset disse betragtninger ønsker SF ikke, at pensionskasser m.v. direkte pålægges at føre en bestemt investeringspolitik. Anderledes med AM-fonden, hvis vilkår fastsættes i lovgivningen: Som minimum skal der være en hensigtserklæring i loven om, at de nævnte hensyn skal tilgodeses.

Endvidere bør regler, der direkte forhindrer, at hensynene tilgodeses, ændres. Det gælder bl.a. regler, der begrænser mulighederne for at foretage aktive investeringer ud over, hvad der tilsiges af hensynet til sikkerheden for pensionernes værdi. F.eks. er de fleste »grønne virksomheder« ikke-børsnoterede, hvilket med den nuværende lovgivning afskærer ATP fra at investere i dem.

AM-fonden pålægges at overføre stemmeretten på indenlandske aktieposter til de ansatte i virksomheden, såfremt disse ønsker det og under forudsætning af, at der udarbejdes en rimelig aftale mellem fonden og de ansatte til sikring af udbytte og investeret kapital.

Beslutningsforslag som fremsat 1990 77 Valid

Nr BSF 77

Forslag til folketingsbeslutning om solidarisk og demokratisk ATP

Fremsat af Lilli Gyldenkilde (SF) Tommy Dinesen (SF) Gade (SF) Rahbæk Møller (SF)

den 30. april 1991

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →