Legislator Case Law & Legislation
19902BA00065 DK

1990 BSF 65 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN ØGET BYFORNYELSESINDSATS

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 1990 65 Valid

Folketinget opfordrer regeringen til hurtigt at øge

byfornyelsesaktiviteten og forstærke indsatsen for vedligeholdelse

og forbedringer i den eksisterende boligmasse.

Dette skal ske ved

1) at øge investeringsrammen for byfornyelse i 1991 fra 2.250 mio. kr. til 2.500 mio. kr.,

2) at ændre byfornyelsesloven med henblik på forenkling og effektivisering af byfornyelsen og

3) at øge tilskyndelsen til en forstærket indsats for en forebyggende byfornyelse.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Forslaget skal ses i sammenhæng med Socialdemokratiets beslutningsforslag nr. B 64 om tilskud til forbedringer m.v. af boligejendomme. Formålet med disse forslag er at udnytte den ledige kapacitet i byggebranchen og den store ledighed i byggefagene til afhjælpning af det store behov for vedligeholdelse, genopretning og forbedring i den eksisterende boligmasse.

Behovet for byfornyelse er stort. Ifølge Boligministeriets redegørelse til Folketingets Boligudvalg fra juni 1990 opgøres byfornyelsesbehovet til 100 mia. kr. Sideløbende med egentlige byfornyelser er der behov for en øget indsats for vedligeholdelse og forbedringer. Det gælder både ejer- og lejerboliger.

Samtidig er der en betydelig ledig kapacitet i byggesektoren. Mere end 10.000 faglærte og 22.000 ufaglærte er ledige i byggefagene. I procent af arbejdsstyrken er der 22 pct. ledige murere, 14 pct. blik- og rørarbejdere, 13 pct. snedkere og tømrere og 11 pct. malere. De ufaglærte har en ledighedsprocent på 24.

Byggebranchens katastrofale krise, som skyldes den generelle økonomiske afmatning på hjemmemarkedet og den voldsomme nedgang i nybyggeriet, vil let kunne medføre, at der opstår flaskehalsproblemer som i midten af 1980'erne, selv hvis aktiviteten blot øges beskedent. Branchens muligheder på eksportmarkedet er også væsentlig forringet på grund af situationen på hjemmemarkedet.

Det er på baggrund af disse forhold, forslaget skal vurderes. Det er forslagsstillernes opfattelse, at der bør gribes ind allerede i dette folketingsår.

De allerede indhøstede erfaringer med byfornyelsesloven gør en lovrevision nødvendig. Forslagsstillerne foreslår derfor, at de relevante parter inddrages i forberedelsen af en sådan revision. Uden at afvente en egentlig lovrevision kan der allerede nu gennemføres ændringer, som vil kunne fremme byfornyelsen. Der henvises til bemærkningerne til de enkelte punkter.

For at sikre størst mulig effektivitet i byfornyelsen opfordres boligministeren til at iværksætte undersøgelser og udredningsarbejder med henblik på udvikling af byggekomponenter m.v. til anvendelse i byfornyelsesprojekter. Den eksisterende viden og de indvundne erfaringer med byfornyelsesarbejder bør ligeledes af effektivitetshensyn indsamles og formidles videre.

Samfundets krav om effektiv ressourceudnyttelse og miljøhensyn gør det påkrævet, at boligernes forsyning med energi og vand samt byernes affaldsproblemer inddrages i byfornyelsen. Det foreslås derfor, at der afsættes en pulje til fremme af byøkologiske forsøgsprojekter samt til projekter, hvor allerede indvundne erfaringer kan nyttiggøres og videreudvikles.

Bemærkninger til de enkelte punkter

Ad 1

Det foreslås, at byfornyelsesrammen for 1991 forøges med 250 mio. kr. Til finansiering af udgifterne hertil foreslås en delvis anvendelse af de til afløsning af boligpakken afsatte midler.

Som det fremgår af Statens Byggeforskningsinstituts meddelelse nr. 80, er der samfundsøkonomisk rentabilitet i byfornyelse. En rammeudvidelse på 250 mio. kr. vil skønsmæssigt give en aktivitetsudvidelse på 220 mio. kr. Sparede dagpenge anslås til 63 mio. kr., merindtægter fra skat og moms skønnes til ca. 126 mio. kr. Nutidsværdien af de samlede offentlige merudgifter beløber sig til 190 mio. kr., hvilket betyder, at den foreslåede rammeudvidelse er budgetneutral.

Ad 2

Med det formål at give kommunerne større dispositionsfrihed foreslås det, at kommunerne får adgang til at anvende den årlige byfornyelseskvote uden begrænsning af det beløb, som kan anvendes til boligforbedringer. Forslaget kan eventuelt kombineres med en bestemmelse om, at kommunerne skal kunne dokumentere, at man vurderet over en årrække ikke har forsømt de tunge byfornyelsesproblemer. Forslaget indebærer, at man i stedet for en egentlig byfornyelsesplan (jf. byfornyelseslovens kapitel 2) vil kunne vælge den enklere procedure med boligforbedringsprojekter kombineret med en gårdrydning.

Den foreslås endvidere, at kommunerne forpligtes til at gennemgå driftsbudgetter for den enkelte ejendom forud for tilsagn om byfornyelse eller boligforbedring for at sikre, at udgangslejen ikke er for høj i henhold til lejelovens bestemmelser. Lovmæssige mangler bør også kræves udbedret, inden et boligforbedringsprojekt iværksættes.

For at begrænse udgifterne til byggelånsrenter foreslås det, at der kræves mindst tre tilbud fra forskellige pengeinstitutter på byggelån.

Ad 3

Det store behov for byfornyelse skyldes ofte mange års forsømmelser med vedligeholdelse og forbedring af boligejendommene. For at imødegå, at et stigende antal ejendomme bliver byfornyelsesmodne, må indsatsen for vedligeholdelse og forbedringer styrkes. Det foreslås derfor, at udlejers vedligeholdelsespligt skærpes. Endvidere foreslås det, at de efter gældende regler over huslejen indbetalte midler til vedligeholdelse og fornyelse indsættes på en konto, hvis renteafkast tilskrives kontoen. Anvendelse af midlerne skal ske efter aftale mellem ejer og lejer. Lejerne skal kunne kræve vedligeholdelsesarbejder iværksat. Tvistigheder herom indbringes for huslejenævnet. Det foreslås endvidere, at der skabes mulighed for, at lejeforhøjelser for forbedringer kan forhåndsgodkendes af huslejenævnet, og at lejerne skal kunne kræve forbedringsarbejder udført, når man accepterer en af huslejenævnet på forhånd godkendt lejeforhøjelse.

Beslutningsforslag som fremsat 1990 65 Valid

Nr BSF 65

Forslag til folketingsbeslutning om en øget byfornyelsesindsats

Fremsat af Baadsgaard (S) Pia Gjellerup (S) Lissa Mathiasen (S) Sonja Mikkelsen (S) Else Marie Mortensen (S) Jørn Pedersen (S) Jan Petersen (S) Grete Schødts (S)

den 4. april 1991

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →