1990 BSF 64 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM TILSKUD TIL FORBEDRINGER M.V. AF BOLIGEJENDOMME
Statutory Text (3 Articles)
Folketinget pålægger regeringen hurtigst muligt at fremsætte
lovforslag om forøgelse af beskæftigelsen gennem øget aktivitet ved
vedligeholdelse, genopretning og forbedring af boligejendomme.
Lovforslagene skal fremsættes så betids, at de kan færdigbehandles i
indeværende folketingsår.
Lovforslagene skal omfatte følgende elementer
1) Statstilskudsordning inden for en pulje på mindst 1 mia. kr. til bygningsarbejder over 10.000 kr. i ejendomme, der tjener som boliger.
2) Smidiggørelse af reglerne om omdannelse af eksisterende boliger til ældreegnede boliger.
3) Adgang til lånefinansiering af kommunernes indskud ved opførelse af ældreboliger.
Bemærkninger til forslaget
Almindelige bemærkninger
Forslaget skal ses i sammenhæng med Socialdemokratiets beslutningsforslag nr. B 65 om en øget byfornyelsesindsats.
To store samfundsproblemer markerer sig i denne tid med stadig større alvor på boligområdet. Dels er der et meget stort behov for gennemførelse af forbedring og genopretning af boligmassen, dels er beskæftigelsessituationen i byggeriet graverende.
Initiativløsheden i den danske økonomiske politik igennem de senere år har hindret en fornyet aktivitet og en sund beskæftigelse. Det danske samfund er i venteposition, mens forfaldet breder sig og arbejdsløsheden stiger.
Mere end 10.000 faglærte og 22.000 ufaglærte inden for byggefagene går ledige. I procent af arbejdsstyrken er der 22 pct. ledige murere, 14 pct. ledige blik- og rørarbejdere, 13 pct. snedkere og tømrere og 11 pct. malere. De ufaglærte har en ledighedsprocent på 24. Denne situation, der ser ud til at blive stadig forværret, har igangsat en veritabel flugt fra disse erhverv.
Hvis denne flugt af veluddannet arbejdskraft fortsætter i længere tid, kan det med rette frygtes, at der igen vil opstå flaskehalsproblemer, som vi oplevede det i midten af 1980'erne, hvis blot aktiviteten øges i et beskedent omfang. Det er en politisk opgave ikke blot at lade stå til. Det er regeringens og Folketingets ansvar at skabe forudsætningerne for en forsvarlig udvikling, hvor der sker en stabilisering af beskæftigelsen på et afbalanceret niveau. Dette opnås ikke ved at afvente kræfternes frie spil. Det vil derimod føre til store svingninger, som ødelægger den samfundsøkonomiske udvikling, både når der er en meget lav aktivitet (massearbejdsløshed), og når der er en meget høj aktivitet (overophedning).
Boligbestanden i Danmark er ved at blive præget af den lave aktivitet i samfundet. Ved en opbremsning i større vedligeholdelses- og genopretningsarbejder samt i tidssvarende forbedringsarbejder igennem flere år tæres der på de passive ressourcer i samfundet, der er bundet i vore boliger.
Ved en økonomisk tilskyndelse til på ny at iværksætte større arbejder i boligmassen vil udviklingen på de to felter blive påvirket i positiv retning. Valget af en tilskudsmodel er affødt af de iøjnefaldende administrative fordele herved i forhold til andre aktivitetsskabende modeller. Desuden er graden af målretning optimal, og endelig er det muligt at afvikle en tilskudsordning, således at der ikke opstår uhensigtsmæssige flaskehalsproblemer i dens kølvand. Andre ordninger vil være meget vanskeligere at indrette med henblik på en konjunkturpåvirkning i en kortere periode. Aktiviteten forventes at fordele sig over efteråret 1991 og foråret 1992.
Forslagsstillerne er opmærksomme på, at en positiv modtagelse af forslagene vil medvirke til en øjeblikkelig opbremsning inden for byggeriet, indtil en ordning er bragt gennem Folketinget i lovform. Det er derfor forslagsstillernes håb, at Folketinget vil behandle forslaget meget hurtigt, og at regeringen vil leve op til dette ønske, sådan som det er sædvanen, når Folketinget behandler forslag af hastende karakter.
Bemærkninger til de enkelte punkter
Ad 1. Statstilskud
Forslagsstillerne har ladet sig inspirere af principperne i lov nr. 460 af 5. november 1980 om statstilskud til forbedring og opretning af beboelsesejendomme. Udgangspunktet er etablering af tilskud til udførelse af arbejder udført af momsregistrerede virksomheder i helårsboliger. Det er ikke tanken at opdele tilskudsordningen, således at der etableres en særlig ordning til energibesparende foranstaltninger. De tidligere kendte afgrænsningsproblemer mellem energibesparende foranstaltninger og øvrige arbejder var ikke på nogen måde frugtbare, idet utrolig mange ressourcer medgik til at administrere denne afgrænsning. Lovforslaget skal udformes således, at det omfatter arbejder, der har en betydning for bevarelse af ejendommens eller boligens værdi samt for arbejder med miljø- og energimæssige perspektiver. Som eksempler kan nævnes: Fundamenter, tage, facader, vinduer, kloak, varmeanlæg og elsystem. Der henvises i øvrigt til afgrænsningen i den ovenfor nævnte lov, hvorefter der ikke kunne ydes tilskud til mere luksusprægede arbejder såsom swimmingpools m.v.
Tilskudsordningen skal omfatte arbejder på over 10.000 kr., hvoraf der ydes tilskud på 15 pct., idet maksimumstilskuddet er 10.000 kr. pr. bolig. Forslagsstillerne er åbne for fastsættelse af andre beløbsgrænser.
Ved at afsætte en pulje på mindst 1 mia. kr. er der givet rum til vedligeholdelses-, genopretnings- og forbedringsarbejder i eksempelvis 225.000 boliger for op til 30.000 kr. pr. bolig. Det er vanskeligt at bedømme den eksakte fordeling, idet det er ubekendt, hvor mange arbejder der gennemføres til en værdi på under 10.000 kr., og hvor stor en del af arbejderne der langt overstiger 10.000 kr., hvorved der opnås tilskud. Målt efter erfaringerne fra tidligere er der tale om en ganske omfattende indsats.
For hver statslig million kroner, der satses på området, vil der skabes en direkte beskæftigelse på 2,5 mandår i bygge- og anlægsbranchen og på 1,1 mandår i leverende sektorer. Dette giver en direkte af den statslige investering afledt merbeskæftigelse på 3.600 mennesker pr. år. Den statslige investering giver en direkte påvirkning af de offentlige finanser i form af sparede udgifter (dagpenge) og øgede indtægter (skat og moms) på ca. 850 mio. kr. Herudover vil den øgede byggeaktivitet, der yderligere trækkes med, give anledning til en mærkbar yderligere positiv virkning på beskæftigelse og samfundsøkonomi. Samlet vil der således være tale om en direkte belastning af de offentlige finanser på ca. 150 mio. kr., mens der med indregning af den yderligere følgevirkning vil være en positiv saldo på de offentlige finanser på over 1 mia. kr. og en merbeskæftigelse på omkring 10.000 personer.
Ad 2. Ældreegnede boliger
Der er allerede i dag lovhjemmel til at yde den almindelige finansieringsstøtte til arbejder, hvorved en eksisterende bolig omdannes til en ældreegnet bolig.
Forslaget tager sigte på at smidiggøre reglerne således, at der for det første ikke mere som en betingelse stilles, at kommunerne skal anvise boligerne til ældre og handicappede. Det kan dertimod overvejes, om der kan gives de eksisterende beboere i den pågældende ejendom visse fortrinsrettigheder til de ombyggede boliger, når de måtte få behov for en ældreegnet bolig.
Herved er det tillige udtrykt, at forslagsstillerne tænker sig gennemførelse af omdannelse af enkeltlejligheder i modsætning til nu, hvor der altid er tale om hele ejendomme. Dette vil give mulighed for etablering af langt flere af de nødvendige ældreegnede boliger og derved til en mere smidig omstilling af boligmassen til fremtidige behov. En gevinst ved en delvis omdannelse er desuden, at den generationsopdeling af boligmassen, der er stadig mere fremherskende, får et realistisk modstykke.
Forudsættes en omdannelse af årligt ca. 750 boliger med en antaget ombygningspris på - højt sat - 200.000 kr., vil den umiddelbare kommunale økonomiske belastning være ca. 75 mio. kr. i tilbagediskonteret provenutab. Også her vil der være positive afledte virkninger og her i en størrelsesorden, der mere end opvejer udgifterne.
Ad 3. Kommunalt låneloft
For at genskabe grundlaget for, at der kan etableres nødvendige ældreboliger, foreslås det, at der gives adgang for kommunerne til at lånefinansiere grundkapitalindskuddet på 13 pct. uden for reglerne vedrørende det kommunale udlånsloft.
For at muliggøre etablering af ældreboliger er det nødvendigt at give kommunerne denne mulighed, da kommunerne i den nuværende meget vanskelige økonomiske situation ikke vil kunne finde råderum til at gennemføre helt nødvendige og samfundsøkonomisk gunstige investeringer i ældreboliger.
Det er ikke muligt at skønne over de præcise virkninger af gennemførelse af dette forslag, men det vil til en vis grad få udviklingen bragt i en anden retning end den nuværende, hvor antallet af etablerede ældreboliger ikke har oversteget antallet af nedlagte plejehjemspladser. Der kan være gode grunde til at foretage en sådan omstilling, men det er ganske utilfredsstillende, at der ikke er tale om en større aktivitet på ældreboligområdet.
Ingen
Nr BSF 64
Forslag til folketingsbeslutning om tilskud til forbedringer m.v. af boligejendomme
Fremsat af Baadsgaard (S) Pia Gjellerup (S) Lissa Mathiasen (S) Sonja Mikkelsen (S) Else Marie Mortensen (S) Jørn Pedersen (S) Jan Petersen (S) Grete Schødts (S)
den 4. april 1991