1990 BSF 58 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM DANSK TILSLUTNING TIL EF-ASYLKONVENTIONEN
Table of Provisions (28)
Statutory Text (28 Articles)
ARTIKEL 1
1. I denne konvention forstås ved
a) udlænding: enhver person, der ikke er statsborger i en medlemsstat;
b) asylansøgning: ansøgning, ved hvilken en udlænding anmoder en medlemsstat om beskyttelse i henhold til Geneve-konventionen under påberåbelse af at have status som flygtning efter artikel 1 i Geneve-konventionen, ændret ved New York-protokollen;
c) asylansøger: en udlænding, der har indgivet en asylansøgning, som der endnu ikke er taget endelig stilling til;
d) behandling af en asylansøgning: samtlige foranstaltninger vedrørende behandling samt afgørelser truffet eller domme afsagt af de kompetente myndigheder i forbindelse med en asylansøgning med undtagelse af procedurerne til fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning i henhold til bestemmelserne i denne konvention;
e) opholdstilladelse: enhver tilladelse udstedt af en medlemsstats myndigheder, hvorefter en udlænding kan opholde sig på medlemsstatens område, bortset fra visa og tilladelser til at blive i landet udstedt under behandlingen af en ansøgning om opholdstilladelse eller asyl;
f) indrejsevisum: tilladelse eller afgørelse fra en medlemsstat med henblik på, at en udlænding kan indrejse på dens område med forbehold af, at de øvrige indrejsebetingelser er opfyldt;
g) transitvisum: tilladelse eller afgørelse fra en medlemsstat med henblik på, at en udlænding kan gennemrejse dens område eller passere gennem transitområdet i en havn eller lufthavn med forbehold af, at de øvrige transitbetingelser er opfyldt.
2. Arten af visummet bestemmes på baggrund af de i stk. 1, litra f) og g), opstillede definitioner.
Bilag 1
Konvention om fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der indgives i en af De Europæiske Fællesskabers medlemsstater
HANS MAJESTÆT BELGIERNES KONGE,
HENDES MAJESTÆT DANMARKS DRONNING,
PRÆSIDENTEN FOR FORBUNDSREPUBLIKKEN TYSKLAND,
PRÆSIDENTEN FOR DEN HELLENSKE REPUBLIK,
HANS MAJESTÆT KONGEN AF SPANIEN,
PRÆSIDENTEN FOR DEN FRANSKE REPUBLIK,
PRÆSIDENTEN FOR IRLAND,
PRÆSIDENTEN FOR DEN ITALIENSKE REPUBLIK,
HANS KONGELIGE HØJHED STORHERTUGEN AF LUXEMBOURG,
HENDES MAJESTÆT DRONNINGEN AF NEDERLANDENE,
PRÆSIDENTEN FOR DEN PORTUGISISKE REPUBLIK,
HENDES MAJESTÆT DRONNINGEN AF DET FORENEDE KONGERIGE STORBRITANNIEN OG NORDIRLAND.
Som TAGER det mål i BETRAGTNING, som Det Europæiske Råd opstillede den 8.-9. december 1989 i Strasbourg om harmonisering af asylpolitikken;
Som ER fast BESLUTTET PÅ, i overenstemmelse med deres fælles humanitære tradition, at sikre flygtninge en passende beskyttelse i overensstemmelse med Geneve-konventionen af 28. juli 1951, ændret ved New York-protokollen af 31. januar 1967, om flygtninges retsstilling, i det følgende benævnt henholdsvis »Geneve-konventionen« og »New York-protokollen«;
Som TAGER I BETRAGTNING, at det er det fælles mål at etablere et område uden indre grænser, hvor navnlig fri bevægelighed for personer er sikret i overensstemmelse med Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, som ændret ved Den Europæiske Fælles Akt;
Som ER BEVIDSTE om nødvendigheden af at træffe foranstaltninger for at undgå, at virkeliggørelsen af dette mål giver anledning til situationer, hvor en asylansøger i for lang tid nærer uvished om, hvilken behandling hans asylansøgning vil få, og som tilstræber at give alle asylansøgere sikkerhed for, at deres ansøgning vil blive behandlet af en af medlemsstaterne, og at undgå, at asylansøgere sendes fra den ene medlemsstat til den anden, uden at nogen af disse stater erklærer sig kompetent til at behandle asylansøgningen;
Som TILSTRÆBER at videreføre den dialog, der er indledt med De Forenede Nationers højkommissær for flygtninge, med henblik på at opfylde ovennævnte mål;
Som med henblik på denne konventions gennemførelse ER BESLUTTET PÅ at iværksætte et nært samarbejde ved hjælp af forskellige midler, bl.a. udveksling af oplysninger;
HAR BESLUTTET AF INDGÅ DENNE KONVENTION OG HAR MED HENBLIK HERPÅ SOM BEFULDMÆGTIGEDE UDPEGET
HANS MAJESTÆT BELGIERNES KONGE,
Melchior Wathelet
Vicepremierminister, justitsminister samt minister for små og mellemstore virksomheder
HENDES MAJESTÆT DANMARKS DRONNING,
PRÆSIDENTEN FOR FORBUNDSREPUBLIKKEN TYSKLAND,
Dr. Helmut Ruckriegel
Ambassadør for Forbundsrepublikken Tyskland i Dublin
Wolfgang Schæuble
Forbundsindenrigsminister
PRÆSIDENTEN FOR DEN HELLINSKE REPUBLIK,
Ioannis Vassiliades
Minister for offentlig orden
HANS MAJESTÆT KONGEN AF SPANIEN,
Joce Luis Corcuera
Indenrigsminister
PRÆSIDENTEN FOR DEN FRANSKE REPUBLIK,
Pierre Joxe
Indenrigsminister
PRÆSIDENTEN FOR IRLAND,
Ray Burke
Justits- og kommunikationsminister
PRÆSIDENTEN FOR DEN ITALIENSKE REPUBLIK,
Antonio Gava
Indenrigsminister
HANS KONGELIGE HØJHED STORHERTUGEN AF LUXEMBOURG,
Marc Fischbach
Undervisningsminister, justitsminister, minister for offentligt ansatte
HENDES MAJESTÆT DRONNINGEN AF NEDERLANDENE,
Ernst Maurits Henricus Hirsch Ballin
Justitsminister og minister for De Nederlandske Antiller og Aruba
PRÆSIDENTEN FOR DEN PORTUGISISKE REPUBLIK,
Manuel Pereira
Indenrigsminister
HENDES MAJESTÆT DRONNINGEN AF DET FORENEDE KONGERIGE STORBRITANNIEN OG NORDIRLAND,
David Waddington
Indenrigsminister
Sir Nicholas Maxted Fenn, KCMG
Ambassadør for Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland i Dublin
SOM, efter at have udvekslet deres fuldmagter og fundet dem i god og behørig form,
ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE BESTEMMELSER
ARTIKEL 2
Medlemsstaterne bekræfter på ny deres forpligtelser i henhold til Geneve-konventionen, ændret ved New York-protokollen, uden nogen som helst geografisk begrænsning af disse instrumenters anvendelsesområde, og deres tilsagn om at samarbejde med tjenestegrenene under De Forenede Nationers højkommissær for flygtninge med henblik på anvendelsen af disse retsakter.
Bilag 2
Ministrene noterede sig udkastet til konventionen om fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der indgives i en af De Europæiske Fællesskabers medlemsstater.
Ministrene noterede sig,
- at elleve medlemsstater kunne undertegne konventionen;
- en erklæring fra den danske minister om, at Danmark ikke for øjeblikket kunne undertegne nævnte konvention, men at han agtede at fortsætte sine bestræbelser med henblik på, at Danmark ligeledes kan undertegne konventionen.
Ministrene for de elleve øvrige medlemsstater besluttede derfor at undertegne konventionen, og hvis Danmark ikke undertegner konventionen inden den 7. december 1990, vil de fleste af medlemsstaterne undertegne en konvention, hvori disse medlemsstater er de kontraherende parter.
Ministrene vedtog at optage følgende erklæringer i konferencens protokol
1. Parterne erklærer herved, at de for at sikre, at asylansøgere gives tilstrækkelige garantier, vil lade den mulighed stå åben at udvide samarbejdet i henhold til denne konvention til andre stater ved at lade dem indgå forpligtelser i lighed med de i denne konvention fastsatte ved hjælp af passende instrumenter.
2. Medlemsstaterne er af den opfattelse, at det ikke er nødvendigt at supplere artikel 15, stk. 6, med en bestemmelse om, at der kun må meddeles oplysninger, der er opnået på lovlig vis og i god tro, da dette er en selvfølgelighed, som det ikke er nødvendigt at præcisere.
3. Medlemsstaterne er enige om årligt at forelægge udvalget en rapport om deres egen kontrol med, at de oplysninger, der er omhandlet i artikel 15, anvendes til de fastsatte formål.
4. Medlemsstaterne noterer sig, at det ikke er udelukket at anvende andre muligheder i henhold til folkeretten, hvis det ikke er muligt at nå til enighed om revision af konventionen i henhold til artikel 17, stk. 2.
5. Medlemsstaterne er af den opfattelse, at denne konvention, i tilfælde af at den suspenderes på foranledning af en medlemsstat i henhold til artikel 17, fortsat gælder i forholdet mellem de øvrige medlemsstater.
6. Medlemsstaterne er af den opfattelse, at udkastet til konventionen om overskridelse af EF-medlemsstaternes ydre grænser har nær sammenhæng med andre instrumenter, som er nødvendige til gennemførelse af EØF-Traktatens artikel 8 A, og især med konventionen om fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der indgives i en af EF-medlemsstaterne. Medlemsstaterne understreger, at det er nødvendigt at intensivere arbejdet med nævnte udkast, således at det kan afsluttes inden udgangen af 1990. Konventionen om overskridelse af medlemsstaternes ydre grænser bør træde i kraft hurtigst muligt efter ikrafttrædelsen af nærværende konvention.
7. Forbundsrepublikken Tyskland erklærer, at Den Tyske Demokratiske Republik ikke er udland i forhold til Forbundsrepublikken Tyskland.
Med henvisning til den erklæring fra regeringen for Forbundsrepublikken Tyskland vedrørende begrebet »tyske statsborgere«, der er knyttet som bilag til EØF-Traktaten af 25. marts 1957 gør Forbundsrepublikken Tyskland opmærksom på, at nærværende konvention ikke gælder for tyskere i ovennævnte erklærings betydning.
8. Da det drejer sig om et spørgsmål, der vedrører de tolv lande, går Nederlandene principielt ud fra, at godkendelsesproceduren ikke indledes i hovedstæderne, før Danmark også har undertegnet konventionen. I alle tilfælde indleder Nederlandene ikke denne procedure, før Danmark har undertegnet den.
9. Nederlandene erklærer, at for så vidt angår begrebet »asylansøgning« er landet af den opfattelse, at anvendelsen af ordene »anmoder en medlemsstat om beskyttelse« betyder, at der ved indgivelsen af en asylansøgning er tale om en udlænding, som under påberåbelse af sin status som flygtning anmoder om at få tilladelse til ophold i denne egenskab i den pågældende medlemsstat.
10. Kongeriget Spanien erklærer, at hvis Det Forenede Kongerige i overensstemmelse med konventionens artikel 19 beslutter at udvide konventionens anvendelsesområde til også at omfatte Gibraltar, finder en sådan anvendelse sted, uden at det berører den spanske holdning i forbindelse med striden med Det Forenede Kongerige om suveræniteten over landtangen.
Originalen til denne protokol, som den er undertegnet af konferencens formand og sekretær, vil blive deponeret med konventionen hos Irlands regering.
Et eksemplar af denne protokol vil blive sendt til signatarstaterne.
ARTIKEL 3
1. Medlemsstaterne forpligter sig til at sørge for, at enhver udlænding, der ved grænsen eller på deres område indgiver en asylansøgning til en af dem, får denne ansøgning behandlet.
2. Denne ansøgning behandles af en enkelt medlemsstat, der bestemmes efter kriterierne i denne konvention. Kriterierne som er defineret i artikel 4-8 finder anvendelse i den anførte rækkefølge.
3. Denne ansøgning behandles af medlemsstaten i overensstemmelse med dens nationale lovgivning og dens internationale forpligtelser.
4. Hver medlemsstat har ret til at behandle en asylansøgning, som den får forelagt af en udlænding, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler den efter kriterierne i denne konvention, såfremt asylansøgeren samtykker heri.
Den medlemsstat, der er ansvarlig efter ovennævnte kriterier, bliver herefter frigjort for sine forpligtelser, der overgår til den medlemsstat, der ønsker at behandle asylansøgningen. Sidstnævnte stat underretter den medlemsstat, der er ansvarlig efter nævnte kriterier, hvis denne har fået forelagt ansøgningen.
5. Enhver medlemsstat bevarer muligheden for i medfør af sin nationale lovgivning at sende en asylansøger til et tredjeland under overholdelse af bestemmelserne i Geneve-konventionen, ændret ved New York-protokollen.
6. Proceduren til fastsættelse af, hvilken stat der efter denne konvention er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, indledes, så snart en asylansøgning indgives for første gang i en medlemsstat.
7. Den medlemsstat, asylansøgningen er indgivet til, skal på de i artikel 13 fastsatte betingelser og for at afslutte proceduren til fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen, tilbagetage en asylansøger, der befinder sig i en anden medlemsstat og der har indgivet en asylansøgning efter at have trukket sin ansøgning tilbage under proceduren til fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig.
Denne forpligtelse ophører, hvis asylansøgeren i mellemtiden har forladt medlemsstaternes område i en periode på mindst tre måneder eller af en medlemsstat har fået udstedt en opholdstilladelse med en varighed på mere end tre måneder.
Bilag3
ARTIKEL 4
Hvis et medlem af asylansøgerens familie i en medlemsstat er blevet anerkendt som flygtning i henhold til Geneve-konventionen, ændret ved New York-protokollen, og opholder sig lovligt der, er denne stat ansvarlig for behandlingen af ansøgningen, hvis de interesserede parter ønsker det.
Det pågældende familiemedlem kan kun være asylansøgerens ægtefælle eller hans ugifte mindreårige barn på under atten år eller, hvis asylansøgeren selv er et ugift mindreårigt barn på under atten år, hans far eller mor.
ARTIKEL 5
1. Er asylansøgeren i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse, er den medlemsstat, der har udstedt denne, ansvarlig for behandling af asylansøgningen.
2. Er asylansøgeren i besiddelse af et gyldigt visum, er den medlemsstat, der har udstedt dette, ansvarlig for behandling af asylansøgningen, undtagen i følgende tilfælde
a) Er det pågældende visum udstedt med skriftlig tilladelse fra en anden medlemsstat, er det denne, der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen. Når en medlemsstat, navnlig af sikkerhedshensyn, forud hører den centrale myndighed i en anden medlemsstat, udgør dennes samtykke ikke en skriftlig tilladelse i henhold til denne bestemmelse.
b) Indgiver en asylansøger, der er i besiddelse af et transitvisum, sin ansøgning i en anden medlemsstat, hvor han ikke er underlagt visumpligt, er det denne stat, som er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen.
c) Indgiver en asylansøger, der er i besiddelse af et transitvisum, sin ansøgning i den stat, som har udstedt visummet, og som har fået skriftlig bekræftelse fra konsulat- eller diplomattjenesten i bestemmelsesmedlemsstaten om, at den visumfritagne udlænding opfylder betingelserne for indrejse i denne stat, er sidstnævnte stat ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen.
3. Er asylansøgeren i besiddelse af flere gyldige opholdstilladelser eller visa, der er udstedt af forskellige medlemsstater, er følgende medlemsstat ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen
a) Den stat, der har udstedt den opholdstilladelse, som giver ret til det længste ophold, eller hvis opholdstilladelserne giver ret til ophold af samme varighed, den stat, som har udstedt den opholdstilladelse, der udløber senest.
b) Den stat, som har udstedt det visum, der udløber senest, når de forskellige visa er af samme art.
c) I tilfælde af visa af forskellig art, den stat, der har udstedt det visum, som har den længste varighed, eller i tilfælde af samme varighed den stat, som har udstedt det visum, der udløber senest. Denne bestemmelse finder ikke anvendelse, hvis ansøgeren er i besiddelse af et eller flere transitvisa, der er udstedt ved forevisning af et indrejsevisum til en anden medlemsstat. I dette tilfælde er det sidstnævnte medlemsstat, der er ansvarlig.
4. Er asylansøgeren kun i besiddelse af en eller flere opholdstilladelser, der har været forældet i under to år, eller et eller flere visa, der har været forældet i under seks måneder, og hvormed han faktisk har kunnet rejse ind på en medlemsstats område, finder stk. 1, 2 og 3 anvendelse, så længe udlændingen ikke har forladt medlemsstaternes område.
Når asylansøgeren er i besiddelse af en eller flere opholdstilladelser, der har været forældet i over to år, eller et eller flere visa, der har været forældet i over seks måneder, og hvormed han faktisk har kunnet indrejse på en medlemsstats område, og hvis udlændingen ikke har forladt EF-området, er den medlemsstat, i hvilken ansøgningen er indgivet, ansvarlig.
ARTIKEL 6
Har en asylansøger ulovligt overskredet grænsen til en medlemsstat ad land-, sø- eller luftvejen fra en stat, der ikke er medlem af EF, og kan det bevises, at den pågældende er indrejst i denne medlemsstat, er den nævnte medlemsstat ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen.
Denne medlemsstats ansvar ophører imidlertid, hvis det kan bevises, at asylansøgeren har opholdt sig i den medlemsstat, hvor han har indgivet sin ansøgning, i mindst 6 måneder forud for indgivelsen af ansøgningen. Det er i så fald sidstnævnte medlemsstat, der er anvarlig for behandling af asylansøgningen.
ARTIKEL 7
1. Det er den medlemsstat, der er ansvarlig for kontrollen med udlændingens indrejse på medlemsstaternes område, der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen, undtagen hvis udlændingen efter lovligt at være indrejst i en medlemsstat, hvor han er fritaget for visum, indgiver sin asylansøgning i en anden medlemsstat, hvor han ligeledes er fritaget for visum ved indrejse på statens område. I så fald er sidstnævnte stat ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen.
2. Indtil ikrafttrædelsen af en aftale mellem medlemsstaterne om de nærmere regler for overskridelse af de ydre grænser, anses en medlemsstat, der tillader transit uden visum i transitzonen i sine lufthavne, ikke som ansvarlig for indrejsekontrollen for så vidt angår rejsende, der ikke forlader transitzonen.
3. Indgives asylansøgningen under transit i en lufthavn i en medlemsstat, er denne stat ansvarlig for behandlingen.
ARTIKEL 8
Kan det ikke afgøres på grundlag af de øvrige kriterier i denne konvention, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandling af asylansøgningen, er det den første medlemsstat, som asylansøgningen er indgivet til, der er ansvarlig for behandlingen.
ARTIKEL 9
Enhver medlemsstat kan, selv om den ikke er ansvarlig for behandlingen efter kriterierne i denne konvention, af humanitære grunde, navnlig af familiemæssige eller kulturelle hensyn, behandle en asylansøgning på begæring af en anden medlemsstat under forudsætning af, at asylansøgeren ønsker dette.
Giver den adspurgte medlemsstat tilsagn om at behandle asylansøgningen, overgår ansvaret for behandlingen af ansøgningen til denne stat.
ARTIKEL 10
1. Den medlemsstat, der efter kriterierne i denne konvention er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, er forpligtet til
a) på de i artikel 11 fastsatte betingelser at overtage en asylansøger, der har indgivet en asylansøgning i en anden medlemsstat,
b) at afslutte behandlingen af asylansøgningen,
c) på de i artikel 13 fastsatte betingelser igen at tillade indrejse for eller at tilbagetage en asylansøger, hvis ansøgning er under behandling, og som ulovligt opholder sig i en anden medlemsstat,
d) på de i artikel 13 fastsatte betingelser at tilbagetage en asylansøger, som har tilbagekaldt sin ansøgning under behandlingen, og som har indgivet en asylansøgning i en anden medlemsstat,
e) på de i artikel 13 fastsatte betingelser at tilbagetage en udlænding, hvis ansøgning den har afslået, og som ulovligt opholder sig i en anden medlemsstat.
2. Udsteder en medlemsstat en opholdstilladelse af en varighed på over tre måneder til en asylansøger, overgår de i stk. 1, litra a)-e) nævnte forpligtelser til den.
3. De i stk. 1, litra a)-d) nævnte forpligtelser ophører, hvis den pågældende udlænding har forladt medlemsstaternes område i mindst tre måneder.
4. De i stk. 1, litra d) og e), nævnte forpligtelser ophører, hvis den stat, der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen, som følge af tilbagekaldelse af ansøgningen eller afslag på denne, har truffet og faktisk iværksat de nødvendige foranstaltninger for at udlændingen kan vende tilbage til sit hjemland eller til et andet land, hvori han lovligt kan rejse ind.
ARTIKEL 11
1. En medlemsstat, der har fået forelagt en asylansøgning, og som mener, at en anden medlemsstat er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen, kan snarest muligt og i hvert fald inden 6 måneder efter, at asylansøgningen er indgivet, anmode sidstnævnte medlemsstat om at overtage asylansøgeren.
Fremsættes der ikke anmodning om overtagelse af sagen inden for nævnte frist på 6 måneder, påhviler ansvaret for behandling af asylansøgningen den stat, der har fået forelagt ansøgningen.
2. Anmodningen om overtagelse skal omfatte tilstrækkelige oplysninger til, at den adspurgte medlemsstat kan fastslå sit ansvar under hensyn til de i denne konvention fastlagte kriterier.
3. Fastsættelsen af, hvilken stat der er ansvarlig efter disse kriterier, sker på grundlag af situationen på det tidspunkt, hvor asylansøgeren første gang indgiver sin ansøgning til en medlemsstat.
4. Medlemsstaten skal tage stilling til anmodningen om overtagelse senest 3 måneder efter anmodningens forelæggelse. Hvis der ikke foreligger noget svar ved udløbet af denne frist, anses anmodningen om overtagelse for imødekommet.
5. Overførsel af asylansøgeren fra den medlemsstat, hvor der er indgivet asylansøgning, til den medlemsstat, som er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen, skal ske senest en måned efter, at anmodningen om overtagelse er blevet imødekommet, eller en måned efter afslutningen af udlændingens eventuelle appel af afgørelsen om overførsel, hvis denne procedure har opsættende virkning.
6. Der kan inden for rammerne af artikel 18 fastsættes yderligere bestemmelser om de nærmere enkeltheder med hensyn til overtagelse.
ARTIKEL 12
Indgiver en asylansøger, der befinder sig på en medlemsstats område, en asylansøgning til en anden medlemsstats kompetente myndigheder, påhviler det den medlemsstat, på hvis område ansøgeren befinder sig, at fastsætte, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen. Den medlemsstat, på hvis område ansøgeren befinder sig, underrettes straks af den medlemsstat, der har fået forelagt ansøgningen, og betragtes derefter ved anvendelsen af denne konvention som den medlemsstat, asylansøgningen er indgivet til.
ARTIKEL 13
1. Tilbagetagelse af en asylansøger i de tilfælde, der er nævnt i artikel 3, stk. 7, og artikel 10, foregår efter følgende regler
a) Anmodning om tilbagetagelse skal omfatte tilstrækkelige oplysninger til, at den anmodede stat kan fastslå, at den er ansvarlig i overensstemmelse med artikel 3, stk. 7, og artikel 10.
b) Den stat, der anmodes om tilbagetagelse, skal give svar på anmodningen senest 8 dage efter forelæggelsen af anmodningen. Staten er forpligtet til faktisk at tilbagetage asylansøgeren så hurtigt som muligt og senest een måned efter, at den har givet tilsagn om tilbagetagelse.
2. Der kan inden for rammerne af artikel 18 fastsættes yderligere bestemmelser om de nærmere enkeltheder med hensyn til tilbagetagelse.
ARTIKEL 14
1. Medlemsstaterne udveksler gensidigt
- oplysninger om love eller andre retsforskrifter eller national praksis, som gælder med hensyn til asyl,
- statistiske oplysninger vedrørende den månedlige tilgang af asylansøgere og deres fordeling efter nationalitet. Disse oplysninger fremsendes hver tredje måned via Generalsekretariatet for Rådet for De Europæiske Fællesskaber, som sørger for videresendelse til medlemsstaterne, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber og De Forenede Nationers højkommissær for flygtninge.
2. Medlemsstaterne kan gensidigt udveksle
- generelle oplysninger vedrørende nye tendenser med hensyn til asylansøgninger,
- generelle oplysninger vedrørende forholdene i asylansøgernes oprindelige hjemland eller seneste opholdsland.
3. Ønsker den medlemsstat, der fremsender de i stk. 2 nævnte oplysninger, at disse skal holdes fortrolige, skal de øvrige medlemsstater overholde dette.
ARTIKEL 15
1. Medlemsstaterne meddeler enhver medlemsstat, der anmoder herom, de individuelle oplysninger, som er nødvendige for
- at fastslå, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning;
- at behandle asylansøgningen;
- at gennemføre enhver forpligtelse efter denne konvention.
2. Disse oplysninger må kun vedrøre
- asylansøgerens og dennes eventuelle familiemedlemmers identitet (efternavn, fornavn, (evt. tidligere navn), kaldenavn eller pseudonym, (nuværende og tidligere) nationalitet, fødselsdato og fødested);
- identitetspapirer og rejselegitimation (referencenumre, gyldighedsperiode, udstedelsesdato, udstedende myndighed, udstedelsessted osv.);
- øvrige oplysninger, der er nødvendige for fastslåelsen af ansøgerens identitet;
- opholdssteder og rejseruter;
- opholdstilladelser eller visa udstedt af en medlemsstat;
- stedet, hvor ansøgningen er indgivet;
- dato for en eventuel indgivelse af en tidligere asylansøgning, dato for indgivelse af den aktuelle ansøgning, status over sagsbehandlingen og eventuelt indholdet af den trufne afgørelse.
3. En medlemsstat kan desuden anmode en anden medlemsstat om at meddele de grunde, som asylansøgeren har fremført for sin ansøgning, og i givet fald grundene til statens afgørelse i sagen. Den adspurgte medlemsstat tager stilling til, om den kan efterkomme den forelagte anmodning. Under alle omstændigheder er asylansøgerens samtykke en betingelse for udlevering af oplysningerne.
4. Denne udveksling af oplysninger sker på foranledning af en medlemsstat og kan kun formidles af de myndigheder, som hver medlemsstat har udpeget og meddelt det i artikel 18 nævnte udvalg.
5. Disse oplysninger må kun anvendes til de i stk. 1 anførte formål. De må kun meddeles de myndigheder og retsinstanser i hver medlemsstat, der har til opgave
- at fastslå, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen,
- at behandle asylansøgningen.
- at gennemføre enhver forpligtelse efter denne konvention.
6. Den medlemsstat, der meddeler oplysningerne, påser, at de er korrekte og ajourførte.
Viser det sig, at den pågældende medlemsstat har meddelt urigtige oplysninger, eller oplysninger som ikke burde have været meddelt, underrettes modtagermedlemsstaterne straks herom. Disse skal berigtige eller tilintetgøre oplysningerne.
7. En asylansøger har ret til efter anmodning at blive gjort bekendt med de oplysninger, der er blevet udvekslet vedrørende ham, så længe de står til rådighed.
Konstaterer han, at disse oplysninger er urigtige, eller at de ikke burde have været meddelt, har han ret til at kræve, at de berigtiges eller tilintetgøres. Denne ret udøves på de i stk. 6 nævnte betingelser.
8. De berørte medlemsstater registrerer fremsendelsen og modtagelsen af de udvekslede oplysninger.
9. Disse oplysninger opbevares ikke længere, end det er nødvendigt af hensyn til formålet med deres udveksling. Den berørte medlemsstat undersøger på et passende tidspunkt, om det er nødvendigt at opbevare dem.
10. De indsendte oplysninger skal i hvert fald nyde mindst den samme beskyttelse, som modtagerlandet giver oplysninger af lignende art.
11. Hvis oplysningerne ikke undergives elektronisk databehandling, men behandles på anden måde, skal hver medlemsstat træffe passende foranstaltninger med henblik på overholdelsen af denne artikel ved effektiv kontrol. Råder en medlemsstat over en kontrolinstans som nævnt i stk. 12, kan den pålægge denne instans at udføre kontrollen.
12. Ønsker en eller flere medlemsstater at datamatisere behandlingen af nogle eller alle de i stk. 2 og 3 nævnte oplysninger, må dette kun ske, hvis alle de berørte lande har vedtaget lovgivning vedrørende sådan databehandling til gennemførelse af principperne i Strasbourg-konventionen af 28. februar 1981 om beskyttelse af personer med hensyn til automatisk behandling af data af personlig karakter, og disse lande har henlagt til en passende national instans at føre uafhængig kontrol med behandlingen og udnyttelsen af de data, der er videregivet i henhold til nærværende konvention.
ARTIKEL 16
1. Enhver medlemsstat kan fremlægge forslag for det i artikel 18 nævnte udvalg med henblik på revision af denne konvention i det øjemed at fjerne eventuelle vanskeligheder i forbindelse med dens gennemførelse.
2. Viser det sig, at det er nødvendigt at foretage en revision eller en ændring af denne konvention af hensyn til virkeliggørelsen af målene i artikel 8 A i Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, når denne virkeliggørelse især vedrører indførelsen af en harmoniseret asylpolitik og en fælles visumpolitik, indkalder den medlemsstat, der har formandskabet i Rådet for De Europæiske Fællesskaber, til et møde i det i artikel 18 nævnte udvalg.
3. Revisionen eller ændringen af denne konvention vedtages af det i artikel nævnte udvalg og træder i kraft i overensstemmelse med artikel 22.
ARTIKEL 17
1. Møder en medlemsstat større vanskeligheder, der skyldes en grundlæggende ændring af de omstændigheder, der ligger til grund for indgåelsen af denne konvention, kan denne medlemsstat forelægge spørgsmålet for det i artikel 18 nævnte udvalg, således at dette kan fremsætte forslag for medlemsstaterne om foranstaltninger til imødegåelse af situationen eller vedtage den nødvendige revision eller ændring af denne konvention, idet denne revision eller ændring træder i kraft på betingelserne i artikel 16, stk. 3.
2. Foreligger den i stk. 1 nævnte situation stadig efter seks måneder, kan udvalget, der træffer afgørelse i henhold til artikel 18, stk. 2, tillade, at den medlemsstat, der er berørt af denne forandring, midlertidigt suspenderer anvendelsen af konventionens bestemmelser, uden at denne suspension kan være til hinder for gennemførelsen af målene i artikel 8 A i Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab eller stride mod andre af medlemsstaternes internationale forpligtelser.
3. Har udvalget ikke forinden kunnet nå til enighed, fortsætter det, så længe den i stk. 2 nævnte suspension er i kraft, sit arbejde med henblik på at revidere denne konventions bestemmelser.
ARTIKEL 18
1. Der nedsættes et udvalg bestående af en regeringsrepræsentant fra hver medlemsstat.
Formandsskabet i dette udvalg varetages af den medlemsstat, der har formandskabet i Rådet for De Europæiske Fællesskaber.
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber kan deltage i drøftelserne i udvalget og de i stk. 4 nævnte arbejdsgrupper.
2. Udvalget har til opgave på anmodning af en eller flere medlemsstater at behandle ethvert generelt spørgsmål vedrørende anvendelsen og fortolkningen af denne konvention.
Udvalget fastlægger de foranstaltninger, der er nævnt i artikel 11, stk. 6, og artikel 13, stk. 2, og meddeler den i artikel 17, stk. 2, nævnte tilladelse.
Udvalget vedtager i henhold til artikel 16 og 17 ændringer eller revisioner af denne konvention.
3. Udvalget træffer sine afgørelser med enstemmighed, undtagen når det træffer afgørelse i henhold til artikel 17, stk. 2, i hvilket tilfælde det vedtager afgørelsen med et flertal på totredjedele af dets medlemmers stemmer.
4. Udvalget udarbejder sine procedureregler og kan nedsætte arbejdsgrupper.
Generalsekretariatet for Rådet for De Europæiske Fællesskaber varetager sekretariatsopgaverne for udvalget og arbejdsgrupperne.
ARTIKEL 19
For så vidt angår Kongeriget Danmark gælder denne konvention ikke for Færøerne og Grønland, medmindre Kongeriget Danmark fremsætter anden erklæring. En sådan erklæring kan fremsættes til enhver tid ved meddelelse til Irlands regering, som underretter regeringerne i de øvrige medlemsstater herom.
For så vidt angår Den Franske Republik gælder bestemmelserne i denne konvention kun for Den Franske Republiks europæiske område.
For så vidt angår Kongeriget Nederlandene gælder bestemmelserne i denne konvention kun for Kongeriget Nederlandenes europæiske område.
For så vidt angår Det Forenede Kongerige gælder bestemmelserne i denne konvention kun for Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland. De gælder ikke for de europæiske områder, for hvilket Det Forenede Kongerige er ansvarlig for udenrigsanliggender, medmindre Det Forenede Kongerige fremsætter anden erklæring. En sådan erklæring kan fremsættes til enhver tid ved meddelelse til Irlands regering, som underretter regeringerne i de øvrige medlemsstater herom.
ARTIKEL 20
Der kan ikke tages forbehold over for denne konvention.
ARTIKEL 21
1. Denne konvention er åben for tiltrædelse for enhver stat, der bliver medlem af De Europæiske Fælleskaber. Tiltrædelsesdokumenterne vil blive deponeret hos Irlands regering.
2. Den træder i kraft for enhver stat, der tiltræder den, den første dag i den tredje måned efter deponeringen af tiltrædelsesdokumentet.
ARTIKEL 22
1. Denne konvention skal ratificeres, accepteres eller godkendes. Ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenterne deponeres hos Irlands regering.
2. Irlands regering underretter regeringerne i de øvrige medlemsstater om deponeringen af ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenterne.
3. Denne konvention træder i kraft den første dag i den tredje måned, efter at den sidste signatarstat har deponeret sit ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument.
Den stat, hvor ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenterne er deponeret, skal underrette medlemssstaterne om datoen for denne konventions ikrafttræden.
Folketinget opfordrer regeringen til i folketingssamlingen 1991-92
at fremsætte forslag til ændring af udlændingeloven med henblik på
at skabe grundlag for dansk ratifikation af konvention om
fastsættelse af, hvilken stat, der er ansvarlig for behandlingen af
en asylansøgning, der indgives i en af De Europæiske Fællesskabers
medlemsstater (EF-asylkonventionen).
Lovforslaget skal omfatte følgende ændringer i udlændingeloven
1) Forpligtelsen til at behandle en asylansøgning i de tilfælde, hvor Danmark i henhold til konventionen er ansvarlig herfor, samt forpligtelsen til i disse tilfælde at overtage asylansøgeren i overensstemmelse med konventionens regler, fastslås i udlændingeloven.
2) For at undgå dobbeltbehandling af sagerne skal der ske en udbygning af den særlige afvisningsprocedure efter udlændingelovens § 48, stk. 2, således at asylansøgeren straks kan overføres til den medlemsstat, der i henhold til konventionen er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen.
3) Det fastsættes i udlændingeloven, at Danmark af humanitære grunde kan påtage sig behandlingen af en asylansøgning, selv om Danmark ikke ifølge konventionen er forpligtet hertil.
4) Udlændingeloven ændres således, at en asylansøgning anses for at omfatte såvel konventions- som de facto-status.
5) Adgangen til at indgive asylansøgninger på danske repræsentationer i udlandet begrænses, således at ansøgning ikke længere kan indgives på repræsentationer inden for EF-området.
6) Der fastsættes bestemmelser i udlændingeloven om videregivelse af oplysninger efter konventionen, og Registertilsynet udpeges som kontrolinstans vedrørende oplysninger, der ikke er undergivet edb-behandling.
7) Ved ændringen af udlændingeloven skal der tages hensyn til muligheden for fremtidige tilsvarende konventioner, der indgås med lande uden for EF, herunder især de øvrige nordiske lande.
Bemærkninger til forslaget
1. Indledning.
Beslutningsforslaget tilsigter at skabe grundlag for Danmarks tilslutning til EF-asylkonventionen.
Formålet med EF-asylkonventionen er at fastslå princippet om, at een og kun een stat, der udpeges efter konventionens kriterier, skal have ansvaret for behandlingen af en asylansøgning, der indgives i et af EF-landene. Herved kan man undgå, at asylansøgerne bliver kastebolde mellem landene, fordi ingen vil påtage sig ansvaret for behandlingen af sagen. Endvidere kan man undgå, at flere medlemsstater unødigt bruger ressourcer på at behandle samtidige eller successive asylansøgninger fra samme person. Konventionen indeholder således formelle værnetingsregler, der svarer til det materielle 1. asyllandsprincip, som i forvejen følges af de fleste medlemsstater, herunder Danmark.
EF-asylkonventionen tilsigter ikke at skabe ensartede regler for, hvilke betingelser en asylansøger skal opfylde for at få asyl i en medlemsstat (materielle asylregler). På længere sigt er det imidlertid EF-landenes mål at nå frem til en harmonisering af asylpolitikken.
Konventionen blev undertegnet af de 11 andre EF-medlemsstater den 15. juni 1990 i Dublin. Konventionen er endnu ikke undertegnet af Danmark. Konventionen træder i kraft, når alle tolv EF-medlemsstater har ratificeret konventionen.
Det foreliggende beslutningsforslag opfordrer regeringen til i den kommende folketingssamling at fremsætte de forslag til ændringer i udlændingeloven, som kan skabe grundlag for, at Danmark ratificerer denne konvention.
2. Forholdet til tredjelande.
En række tredjelande, først og fremmest Norge, Sverige, Østrig og Schweiz, har udtrykt interesse for at deltage i en tilsvarende ordning vedrørende asylansøgere som den, der er indeholdt i asylkonventionen. EF-landene har i forbindelse med Dublin-ministermødet tilkendegivet, at de for at sikre, at asylansøgere gives tilstrækkelige garantier, vil lade den mulighed stå åben at udvide samarbejdet i henhold til asylkonventionen til andre stater ved at lade disse stater indgå forpligtelser i lighed med de i konventionen fastsatte ved hjælp af passende instrumenter. Flertallet af EF-landene har imidlertid fundet, at det er for tidligt at indlede egentlige forhandlinger med tredjelande om en tilknytning til EF-asylkonventionen, eftersom konventionen endnu ikke er undertegnet af alle medlemsstater. Medlemsstaterne har endvidere givet udtryk for, at spørgsmålet om tredjelandes tilknytning til EF-asylkonventionen rejser en række politiske og juridiske problemer.
Danmark har under arbejdet med EF-asylkonventionen støttet tanken om, at tredjelande - som f.eks. de nordiske lande - får mulighed for at indgå i samarbejdet. Det er nærliggende, at en sådan udvidelse af samarbejdet til også at omfatte andre lande end EF-medlemsstaterne faktisk vil finde sted. Justitsministeriet har derfor udformet beslutningsforslaget således, at der i forbindelse med tilpasningen af udlændingeloven til EF-asylkonventionen samtidig tages hensyn til fremtidige tilsvarende konventioner, der indgås med lande uden for EF.
3. Konventionens indhold.
Konventionens indhold kan opdeles i 5 hovedkategorier
- generelle principper,
- kriterier for fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig,
- følgerne af at være udpeget som den ansvarlige stat,
- udveksling af oplysninger, og
- tilknyttede bestemmelser.
Konventionsteksten er optaget som bilag 1 til beslutningsforslaget. Som bilag 2 er optaget en mødeprotokol for konferencen mellem EF-medlemsstaternes ministre med ansvar for indvandring i Dublin den 15. juni 1990.
3.1. Generelle principper.
Konventionen indledes med en principerklæring, idet medlemsstaterne på ny bekræfter deres forpligtelser i henhold til Geneve-konventionen og New York-protokollen om flygtninges retsstilling uden nogen som helst geografisk begrænsning af disse teksters anvendelsesområde og bekræfter deres tilsagn om at samarbejde med De Forenede Nationers højkommissær for flygtninge, jf. konventionens artikel 2.
Medlemsstaterne forpligter sig endvidere til at sørge for, at enhver udlænding, der indgiver en asylansøgning ved grænsen til eller i et af medlemslandene, får denne ansøgning behandlet, jf. konventionens artikel 3, stk. 1.
Konventionen fastslår, at enhver asylansøgning, der indgives af en udlænding i en af staterne, skal behandles af een enkelt medlemsstat, som udpeges efter objektive kriterier, der er fastsat i konventionen, jf. konventionens artikel 3, stk. 2, og artikel 4-8. Ansøgningen behandles af medlemsstaten i overensstemmelse med dens nationale lovgivning og dens internationale forpligtelser.
Enhver medlemsstat bevarer sin suveræne ret til at behandle en asylansøgning, selv om den ikke er forpligtet hertil efter kriterierne i konventionen, jf. konventionens artikel 3, stk. 3. Den medlemsstat, der er ansvarlig efter konventionens bestemmelser, bliver herefter frigjort fra sine forpligtelser, idet disse overgår til den stat, som ønsker at behandle ansøgningen.
Enhver medlemsstat bevarer muligheden for i medfør af sin nationale lovgivning at sende en asylansøger til et tredjeland under overholdelse af bestemmelserne i Geneve-konventionen, som ændret ved New York-protokollen, jf. konventionens artikel 3, stk. 5.
3.2. Kriterier for fastsættelse af, hvilken stat, der er ansvarlig.
Konventionen fastlægger i artikel 4-8 de kriterier, som er afgørende for, hvilken af medlemsstaterne, der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der indgives af en udlænding. Disse kriterier tager hensyn til asylansøgerens eventuelle familiemæssige tilknytning og til, hvordan vedkommende er rejst ind på medlemsstaternes område. Kriterierne finder anvendelse i den anførte rækkefølge.
Ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning er således i første række den stat, hvor asylansøgerens nærmeste familiemedlemmer allerede opholder sig som konventionsflygtninge (ægtefælle, mindreårige børn eller forældre, dersom asylansøgeren selv er mindreårig), jf. konventionens artikel 4.
De øvrige kriterier er baseret på, hvor stor en del af ansvaret en medlemsstat har påtaget sig ved asylansøgerens indrejse på medlemsstaternes område. Som følge heraf er i anden række den stat ansvarlig, som har udstedt en opholdstilladelse eller et visum til asylansøgeren, eller den stat, via hvilken asylansøgeren lovligt eller ulovligt er indrejst på De Europæiske Fællesskabers område, jf. artikel 5-7.
Disse kriterier er lagt til grund, fordi de er objektive, og fordi de er udtryk for, at der er skabt en forbindelse mellem den pågældende udlænding og den stat, der udpeges som ansvarlig. Reglerne berører ikke princippet i Geneve-konventionens artikel 31 om, at en asylansøger ikke kan straffes for ulovlig indrejse, hvis han kommer direkte fra det land, hvor han følte sig truet med forfølgelse, og hvis han uopholdeligt henvender sig til myndighederne.
Dersom det ikke på grundlag af ovennævnte kriterier kan afgøres, hvilken stat der er ansvarlig, er det den første medlemsstat, som asylansøgningen er indgivet til, der er ansvarlig for behandlingen, jf. artikel 8. Denne subsidiære bestemmelse sikrer sammenhæng i ordningen, idet der hermed gives alle asylansøgere sikkerhed for, at deres ansøgning under alle omstændigheder vil blive behandlet af en stat.
En stat kan imidlertid beslutte at behandle en asylansøgning af humanitære grunde, navnlig af familiemæssige eller kulturelle hensyn, selv om den ikke er ansvarlig ud fra ovennævnte kriterier, forudsat at asylansøgeren er indforstået hermed. Denne mulighed skal ses i sammenhæng med det generelle princip om, at enhver stat bevarer retten til suverænt at bestemme, om den vil behandle en asylansøgning.
3.3. Følgerne af at være udpeget som den ansvarlige stat.
Den stat, der er udpeget som ansvarlig, eller som har besluttet at behandle en asylansøgning, påtager sig en række forpligtelser, der fastsættes i konventionens artikel 10.
Den er således forpligtet til på sit område at modtage en asylansøger, der befinder sig i en anden medlemsstat.
Den er navnlig forpligtet til at afslutte behandlingen af asylansøgningen. Denne behandling foregår på de betingelser, der er fastsat i hver enkelt stats lovgivning og i overensstemmelse med bestemmelserne i Geneve-konventionen af 28. juli 1951 om flygtninges retsstilling, som ændret ved New York-protokollen af 31. januar 1967.
Den ansvarlige medlemsstat er ligeledes forpligtet til, bortset fra de i konventionen fastsatte undtagelsestilfælde, at tilbagetage en asylansøger, der ulovligt opholder sig i en anden medlemsstat, mens vedkommendes asylansøgning er under behandling, eller når den er blevet afslået. For at undgå, at asylansøgeren befinder sig i uvished for længe, er tilbagetagelsesprocedurerne fleksible og fristerne så korte som muligt.
3.4. Udveksling af oplysninger.
Konventionen foreskriver udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne, jf. konventionens artikler 14-15.
Der kan for det første udveksles generelle oplysninger om love og praksis, som gælder med hensyn til asyl, samt statistiske oplysninger på området. Oplysningerne kan også vedrøre forholdene i asylansøgernes oprindelige hjemland eller seneste opholdsland.
Sådanne udvekslinger af oplysninger vil gøre det muligt for medlemsstaterne at få bedre forståelse for asylspørgsmål og drage fordel af de erfaringer, som de øvrige parter i konventionen indhøster. Det vil også gøre det muligt at nå til mere samstemmende vurderinger af, hvilke situationer, der kan berettige til, at der gives asyl. Dermed undgås det, at gennemførelsen af princippet om, at een enkelt stat er ansvarlig efter objektive kriterier, kommer til at give anledning til for stor forskelsbehandling.
Der kan endvidere udveksles individuelle oplysninger mellem medlemsstaterne. Formålet hermed er at give den stat, der får forelagt en asylansøgning, mulighed for at få de oplysninger, der er nødvendige for at kunne træffe afgørelse om ansøgningen med fuldt kendskab til sagen. Sådanne udvekslinger af oplysninger er nødvendige for at afgøre, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen, for at opdage eventuel indgivelse af flere, samtidige asylansøgninger, og for at gennemføre konventionens bestemmelser.
De individuelle oplysninger, der kan udveksles, er udtømmende opregnet i konventionen og vedrører asylansøgerens identitet, den anvendte rejserute, de opholdstilladelser eller visa, der er udstedt af en medlemsstat, og status for behandlingen af asylansøgningen. Begrundelsen for asylansøgningen og for afgørelsen kan meddeles, såfremt den stat, der sidder inde med disse oplysninger, og den pågældende udlænding samtykker heri.
Udvekslingen af individuelle oplysninger er omgærdet med alle de nødvendige retssikkerhedsgarantier. Konventionen fastlægger således nøjagtigt, til hvem disse oplysninger kan meddeles, og til hvilket formål de kan anvendes, idet de udelukkende må tjene til gennemførelsen af bestemmelserne i denne konvention. Udvekslingen sker bilateralt og på udtrykkelig opfordring af en medlemsstat. Der er fastsat bestemmelser, der sikrer, at oplysningerne er korrekte og ajourførte, samt at asylansøgeren har adgang til oplysningerne. Der er ligeledes opstillet regler for, hvordan oplysningerne opbevares, og hvorledes deres fortrolige karakter kan beskyttes. Elektronisk databehandling af disse oplysninger kan kun ske ved overholdelse af principperne i Strasbourg-konventionen af 28. januar 1981 om beskyttelse af personer med hensyn til automatisk behandling af data af personlig karakter og under kontrol af en national instans. Udveksling af oplysninger kan kun finde sted mellem de kontraherende parter, og oplysningerne videregives under ingen omstændigheder til myndighederne i asylansøgernes oprindelige hjemlande. Udvekslingen af oplysninger vil således på ingen måde kunne skade de berørte personer eller de familiemedlemmer, der er blevet tilbage i det oprindelige hjemland.
3.5. Tilknyttede bestemmelser.
Konventionen åbner mulighed for revision af bestemmelserne, navnlig hvis virkeliggørelsen af målene i artikel 8 A i traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab gør det nødvendigt, jf. konventionens artikel 16.
Konventionen åbner ligeledes mulighed for, at en medlemsstat, der møder større vanskeligheder, rent undtagelsesvis kan suspendere anvendelsen af konventionens bestemmelser, jf. konventionens artikel 17, stk. 2. Dette forudsætter dog, at et kvalificeret flertal af medlemsstaterne samtykker heri.
Der nedsættes et udvalg bestående af regeringsrepræsentanter fra hver medlemsstat og med deltagelse af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, jf. konventionens artikel 18. Udvalgets opgave er navnlig at fastsætte visse supplerende regler om anvendelsen af konventionen og at behandle ethvert generelt spørgsmål vedrørende anvendelsen og fortolkningen af konventionen.
4. Konventionens gennemførelse i dansk ret.
For at skabe grundlag for dansk ratifikation af EF-asylkonventionen må der gennemføres forskellige ændringer i udlændingeloven, således at denne svarer til konventionens system.
Udlændingsloven er optaget som bilag 3 til beslutningsforslaget.
4.1. Forpligtelsen til at behandle en asylansøgning efter konventionen.
EF-asylkonventionen indeholder i art. 4-9 kriterier for, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der indgives i en af EF-medlemsstaterne. Efter EF-asylkonventionens artikel 10 har Danmark pligt til at overtage, dvs. tillade indrejse for en asylansøger, hvis ansøgning Danmark efter konventionens regler er ansvarlig for at behandle.
Udlændingeloven bør derfor ændres, således at den fastslår forpligtelsen til at behandle en asylansøgning i de tilfælde, hvor Danmark i henhold til konventionen er ansvarlig herfor, samt forpligtelsen til i disse tilfælde at overtage asylansøgeren i overensstemmelse med konventionens regler. På tilsvarende måde må der i udlændingeloven åbnes mulighed for at afslå behandlingen af en asylansøgning i tilfælde, hvor en anden medlemsstat i henhold til EF-asylkonventionen er ansvarlig herfor, og for at overføre asylansøgeren fra Danmark til den pågældende medlemsstat i overensstemmelse med konventionens regler.
4.2. Udbygning af den særlige afvisningsprocedure efter udlændingelovens § 48, stk. 2.
Ifølge EF-asylkonventionens artikel 3, stk. 6, indledes proceduren til fastsættelse af, hvilken stat, der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, så snart en asylansøgning indgives for første gang i en medlemsstat. En medlemsstat, der har fået forelagt en asylansøgning, og som mener, at en anden medlemsstat er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen, kan ifølge konventionens artikel 11 snarest muligt og i hvert fald inden 6 måneder efter, at asylansøgningen er indgivet, anmode den pågældende stat om at overtage asylansøgeren. Den anden medlemsstat skal tage stilling til anmodningen om overtagelse senest 3 måneder efter anmodningens forelæggelse. Hvis anmodningen imødekommes, skal overførslen af asylansøgeren ske senest en måned efter, at anmodningen blev imødekommet, eller en måned efter afslutningen af udlændingens eventuelle appel af afgørelsen om overførsel, hvis denne procedure har opsættende virkning.
Selv om maksimumfristerne er ganske lange, bør det i hvert enkelt tilfælde tilstræbes hurtigst muligt at få overført asylansøgeren til den ansvarlige medlemsstat, således at den pågældende ikke for længe skal nære uvished om sin situation. Med henblik på at sikre en smidig og effektiv procedure i disse sager bør der ske en udbygning af ordningen i udlændingelovens § 48, stk. 2, om afvisning til »sikre lande«, således at Direktoratet for Udlændinge - med klageadgang til Justitsministeriet - kan træffe afgørelse om overførsel af asylansøgeren til den medlemsstat, der i henhold til konventionen er ansvarlig for sagens behandling. Overførslen bør på samme måde, som det i dag er tilfældet efter udlændingelovens § 48, stk. 2, ske, uden at den pågældende får prøvet sin asylansøgning her i landet, således at man lever op til konventionens målsætning om at undgå dobbeltbehandling af sagerne.
Det system, der således foreslås indført med overførsler af asylansøgere til andre medlemsstater på grundlag af konventionens regler, svarer til det, der allerede kendes fra de gældende regler i udlændingeloven om afvisning af asylansøgere til »sikre lande«, og konventionen vil derfor ikke i praksis indebære nogen afgørende ændring i forhold til den nuværende afvisningspraksis. Når en udlænding ansøger om asyl her i landet, træffes afgørelse om afvisning i dag af Direktoratet for Udlændinge efter reglerne i udlændingelovens kapitel 5, jf. § 48, stk. 2. Afvisningen sker i givet fald uden en forudgående materiel asylbedømmelse her i landet. Udlændingen må dog ikke udsendes til et land, hvor der er risiko for forfølgelse af de i flygtningekonventionen af 28. juli 1951, artikel 1A, nævnte grunde, eller hvor der ikke er beskyttelse mod videresendelse til et sådant land. Direktoratet foretager endvidere i forbindelse med beslutningen om afvisning en vurdering af den pågældendes (familiemæssige) tilknytning til Danmark.
Ifølge EF-asylkonventionen bevarer enhver medlemsstat muligheden for i medfør af sin nationale lovgivning at sende en asylansøger til et tredjeland under overholdelse af bestemmelserne i Geneve-konventionen, som ændret ved New York-protokollen. Danmark vil derfor efter EF-asylkonventionens ikrafttræden fortsat i medfør af udlændingelovens § 48, stk. 2, kunne afvise asylansøgere til »sikre lande« uden for EF. Den hidtidige afvisningsprocedure vil derimod ikke efter konventionens ikrafttræden kunne anvendes i forhold til andre medlemsstater i tilfælde, hvor asylansøgere er indrejst i Danmark, idet disse asylansøgere kun vil kunne sendes til andre EF-medlemsstater inden for rammerne af konventionen. Såfremt de danske myndigheder når frem til, at en anden medlemsstat ifølge EF-asylkonventionens bestemmelser er ansvarlig for sagens behandling, må man anvende den særlige overførselsprocedure, og overførslen af asylansøgeren sker som nævnt - på linje med, hvis der havde været tale om en afvisning - uden at den pågældende får prøvet sin asylansøgning her i landet.
Ifølge EF-asylkonventionens artikel 10 er den medlemsstat, der er ansvarlig for sagens behandling, i en række tilfælde forpligtet til at tilbagetage en asylansøger, som ulovligt opholder sig i en anden medlemsstat. Den ansvarlige medlemsstat er endvidere forpligtet til på visse betingelser at tilbagetage en udlænding, hvis ansøgning den har afslået, og som ulovligt opholder sig i en anden medlemsstat.
Der må derfor ligeledes i udlændingeloven skabes mulighed for i disse tilfælde at overføre den pågældende fra Danmark til den medlemsstat, der er ansvarlig for sagens behandling, efter den ovenfor foreslåede procedure, uden at den pågældende kan få prøvet en eventuel asylansøgning her i landet. Tilsvarende må Danmark også i udlændingeloven påtage sig en forpligtelse til tilbagetagelse i sådanne situationer, når det er Danmark, som er ansvarlig for sagens behandling.
I de særlige tilfælde, hvor der søges om asyl ved de indre grænser, finder EF-asylkonventionens artikel 12 anvendelse. Det følger f.eks. af artikel 12, at hvis en asylansøger, der befinder sig i Forbundsrepublikken Tyskland, indgiver en asylansøgning til de danske myndigheder ved landegrænsen mellem Danmark og Forbundsrepublikken, påhviler det de tyske myndigheder at fastsætte, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen. Den pågældende får altså ikke adgang til Danmark, og vedkommende får heller ikke behandlet sin asylansøgning i Danmark (medmindre det viser sig, at Danmark ifølge konventionens kriterier er ansvarlig for sagens behandling). Udlændingeloven bør tilpasses til systemet i konventionen, således at der bliver mulighed for at afvise ved de indre grænser i alle de tilfælde, hvor artikel 12 finder anvendelse.
4.3. Behandling af en asylansøgning af humanitære grunde.
Ifølge EF-asylkonventionens artikel 3, stk. 4, har en medlemsstat ret til at behandle en asylansøgning, som den får forelagt, selv om den ikke i henhold til konventionen er ansvarlig for sagens behandling, såfremt asylansøgeren samtykker heri. Det fremgår endvidere af EF-asylkonventionens artikel 9, at en stat kan acceptere at behandle en asylansøgning af humanitære grunde, navnlig af familiemæssige eller kulturelle hensyn, selv om den ikke er ansvarlig ud fra konventionens kriterier. Denne mulighed kan komme på tale, såfremt asylansøgeren ønsker det.
Udlændingeloven bør derfor tilpasses, således at Danmark af humanitære grunde efter en konkret vurdering kan påtage sig behandlingen af en asylansøgning, selv om Danmark ikke ifølge konventionen er forpligtet hertil. Ved afgørelsen om, hvorvidt der skal ske overførsel af en asylansøger fra Danmark til en anden medlemsstat, må der således i hvert enkelt tilfælde tages stilling til, om Danmark eventuelt af humanitære grunde skal påtage sig behandlingen af sagen. I bekræftende fald kommer overførsel naturligvis ikke på tale.
4.4. Asylansøgninger anses altid for ansøgning om konventionsstatus.
Ifølge udlændingelovens § 7, stk. 1, gives der efter ansøgning opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951 (konventionsstatus). Ifølge udlændingelovens § 7, stk. 2, gives der endvidere efter ansøgning opholdstilladelse til en udlænding, som ikke er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951, men hvor det af lignende grunde som anført i konventionen eller af andre tungtvejende grunde ikke bør kræves, at udlændingen vender tilbage til sit hjemland (de facto-status).
EF-asylkonventionen omfatter kun personer, der ansøger om konventionsstatus. For at tilpasse den danske udlændingelov til EF-asylkonventionens system bør udlændingelovens § 7 derfor ændres, således at alle, der søger om asyl her i landet, ansøger såvel om konventionsstatus som om de facto-status, således at det fra starten afgøres efter EF-asylkonventionens kriterier, om ansvaret for sagens behandling påhviler Danmark eller eventuelt en anden medlemsstat. Viser det sig under denne indledende sagsbehandling, at Danmark er ansvarlig for sagens behandling, vurderes det herefter først, om den pågældende opfylder betingelserne for at få konventionsstatus, og i benægtende fald om betingelserne for at få de facto-status er opfyldt. Viser det sig derimod, at en anden medlemsstat er ansvarlig for sagens behandling, overføres asylansøgeren uden en materiel asylbedømmelse til den pågældende medlemsstat, der derefter behandler ansøgningen i overensstemmelse med dens nationale lovgivning og dens internationale forpligtelser, herunder FN's flygtningekonvention, der er tiltrådt af alle medlemsstater uden geografiske begrænsninger.
Den nævnte tilpasning af udlændingelovens § 7 ændrer ikke på de grundlæggende materielle betingelser for at få de facto-status. Ordningen kan tilrettelægges således, at Direktoratet for Udlændinge som 1. instans i samme arbejdsgang tager stilling til såvel spørgsmålet om konventionsstatus som spørgsmålet om de facto-status. Direktoratet må blot først vurdere, om den pågældende kan få konventionsstatus. Arbejdsgangen vil stort set svare til den, der kendes i dag, hvor de fleste asylansøgere over for direktoratet blot ansøger om »asyl« uden nærmere angivelse af, om de ønsker konventionsstatus eller de facto-status. Med ændringen undgås det imidlertid, at en asylansøger, der afstår fra at søge konventionsstatus, men derimod udtrykkeligt kun søger de facto-status, kommer til at falde helt uden for rammerne af EF-asylkonventionen. Det ville være et klart brud på grundprincippet i EF-asylkonventionen om, at der skal foretages en 1.-asyllandsvurdering efter konventionens kriterier.
Det vil i øvrigt ikke være noget nyt fænomen i udlændingeloven som foreslået at opstille en slags rangorden mellem lovens bestemmelser. Allerede i dag er det således en forudsætning for at få opholdstilladelse af humanitære grunde efter § 9, stk. 2, nr. 2, at den pågældende har søgt om og fået afslag på opholdstilladelse efter reglerne om flygtninge.
4.5. Ambassadeansøgninger.
EF-asylkonventionen gør det endvidere nødvendigt at overveje den særlige danske regel i udlændingelovens § 7, stk. 4, om adgang til at indgive ansøgning om asyl på danske repræsentationer i udlandet. Denne regel fører nemlig sammenholdt med EF-asylkonventionens bestemmelser til, at Danmark ved en ratifikation af konventionen vil blive forpligtet til at overtage sagen (og asylansøgeren) i tilfælde, hvor ansøgningen indgives på en dansk repræsentation i et andet EF-land. Dette er et klart uacceptabelt resultat, og loven bør derfor ændres, således at reglen ikke finder anvendelse på ansøgninger, der indgives på repræsentationer inden for EF-området. Det er værd at bemærke, at en sådan ændring ikke vil afskære asylansøgere med nære familiemæssige bånd til Danmark fra at få deres sag behandlet her, idet også EF-asylkonventionens regler i visse tilfælde åbner mulighed herfor.
Bestemmelsen i § 7, stk. 4, blev i sin tid indsat i udlændingeloven i mangel af en internationalt bindende regulering af 1.-asyllandsproblematikken. Nu, hvor der i EF-asylkonventionen faktisk er gennemført 1.-asyllandskriterier, vil det derfor også være en naturlig konsekvens heraf at begrænse det geografiske anvendelsesområde for § 7, stk. 4, således at bestemmelsen ikke længere gælder inden for EF-området.
4.6. Videregivelse af oplysninger.
For at EF-asylkonventionen kan fungere i praksis, er det nødvendigt, at der udveksles oplysninger mellem medlemsstaterne. EF-asylkonventionen indeholder i artikel 14 og 15 meget detaljerede regler om udveksling af henholdsvis generelle og individuelle oplysninger.
Ifølge konventionens artikel 15, nr. 5, må de oplysninger, der udveksles i medfør af art. 15, kun anvendes 1) til at fastslå, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, 2) for at behandle asylansøgningen og 3) for at gennemføre forpligtelserne efter konventionen. Oplysningerne må kun meddeles til de myndigheder og retsinstanser i hver medlemsstat, der har de ovenfor nævnte opgaver.
Art. 15, nr. 5, sætter således grænser for, til hvilke myndigheder - også inden for den modtagende stat - en myndighed må videregive oplysninger, som den har modtaget i medfør af konventionen. Konventionen fraviger på dette punkt de almindeligt gældende danske regler om videregivelse af oplysninger til myndigheder, som har et sagligt behov for dem, herunder reglerne i forvaltningslovens §§ 28 og 31, hvorefter en forvaltningsmyndighed, i det omfang den er berettiget til at videregive en oplysning, også er forpligtet til at gøre det på begæring af en anden forvaltningsmyndighed, hvis oplysningen er af betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe.
For at undgå sammenstød mellem konventionens forbud mod videreudlevering af en meddelt oplysning og danske lovbestemmelser i f.eks. skatte- og sociallovgivningen, der hjemler en myndighed ret til at indfordre alle oplysninger fra andre myndigheder, bør der i lovgivningen indføres en bestemmelse, der fastslår forbuddet mod at videregive oplysninger til andre myndigheder i Danmark.
Art. 15, nr. 11, fastslår, at der skal gennemføres kontrolforanstaltninger vedrørende oplysninger, der ikke undergives edb-behandling. Registertilsynet bør udpeges som kontrolinstans vedrørende disse oplysninger.
4.7. Fremtidige konventioner med lande uden for EF.
Som nævnt overvejer EF-landene at åbne mulighed for at udvide samarbejdet i henhold til asylkonventionen ved at lade andre stater indgå forpligtelser, der svarer til de i konventionen fastsatte.
I forbindelse med tilpasningen af udlændingeloven til asylkonventionen bør der derfor skabes mulighed for, at Danmark kan indgå i et sådant fremtidigt samarbejde, såfremt dette bliver aktuelt.
Ingen
Nr BSF 58
Forslag til folketingsbeslutning om dansk tilslutning til EF-asylkonventionen
Fremsat af justitsministeren (Engell)
den 13. marts 1991