1990 BSF 56 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM PRIVATISERING AF STATENS KONFEKTION

Folketinget pålægger regeringen i indeværende folketingssamling at

fremsætte de nødvendige lovforslag med henblik på gennemførelse af

en privatisering af Statens Konfektion på følgende betingelser

1) Statens Konfektion privatiseres gennem salg.

2) Til formålet oprettes et aktieselskab.

3) 80 pct. af aktierne sælges frit til højestbydende enten i form af samlet salg, portionsvis salg eller enkeltsalg.

4) 20 pct. af aktierne tilbydes som medarbejderaktier til alle ansatte i Statens Konfektion. Tilbudet bortfalder efter 3 måneder, hvorefter eventuelt resterende aktier udbydes til frit salg.

5) Det samlede salgsprovenu medgår til nedbringelse af statens gæld.

6) Statsministeriets skrivelse dateret 11. november 1932 om påbud til samtlige ministerier om kun at foretage indkøb af klædevarer hos Statens Konfektion trækkes tilbage.

7) Statens pensionsforpligtelser over for samtlige ansatte ved Statens Konfektion overgår ved salget til det nye private firma.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Der findes ikke egentlig lovgivning om Statens Konfektion. Den oprindelige start skete gennem kongeligt dekret. Siden har konfektionsvirksomheden været omfattet af Forsvarsministeriets øvrige aktiviteter. Der findes for nærværende kun bestemmelser vedrørende Statens Konfektion i 14 bekendtgørelser og cirkulærer udstedt af henholdsvis Forsvarsministeriet og Finansministeriet. Ingen af disse berører driften af Statens Konfektion direkte.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at disse bekendtgørelser og cirkulærer skal ændres således, at bestemmelserne ikke længere vedrører den privatiserede konfektion. Herudover skal pligten til indkøb hos konfektionsfabrikken afløses af en pligt til at indhente flere tilbud.

A) Historisk baggrund

I 1774 blev der på kongelig ordre oprettet »Det kongelige militaire Vahre-Magazin« i Rigensgade, København.

3 københavnske klædefabrikanter og 3 embedsmænd fik ved kongelig resolution i 1791 tilladelse til at anlægge et valkeri og klædemanufaktur i Usserød. I 1802 blev virksomheden i Usserød overtaget af staten. Statens store uniformsbehov betød, at der i årene 1809-1818 blev overtaget (nationaliseret) en række andre private klædevirksomheder i omegnen af Usserød. I årene derefter blev statens klædevirksomhed koncentreret omkring Usserød, hvor over 700 var beskæftiget med klædefabrikationen. Fabrikationen i Rigensgade blev stoppet, kun et tilskæreri blev opretholdt. Uniformer blev helt op til 1941 fremstillet ved hjemmesyning af stoffer tilskåret i Rigensgade. Forsvaret flyttede i maj 1941 ind i Forsvarets Materielintendanturs nye lokaler på Lyngbyvej 100 i København.

Al uniformsproduktion blev herefter foretaget på de nye værksteder og hjemmesyningen ophørte. Klædefabrikationen på Lyngbyvej blev i 1964 lagt sammen med klædefabrikken i Usserød under navnet Den Militære Klædefabrik. I 1981 indstillede man fabrikationen af metervarer i Usserød. Fra 1. januar 1982 blev fabrikationen på Lyngbyvej omdøbt til Statens Konfektion. I Usserød blev et fjernlager og administrationen bibeholdt.

Fra 1. januar 1985 blev Statens Konfektions status ændret til statsvirksomhed. I 1986 åbnede man en ny konfektionsfabrik i Frederiksværk. Der er siden fortrinsvis blevet fremstillet ABC-dragter på den nye fabrik.

B) Beliggenhed

Statens Konfektion er i dag beliggende tre steder: 4.650 m2 på Lyngbyvej, 2.850 m2 i Frederiksværk og 300 m2 i Usserød. Fabrikationen foregår med moderne udstyr. I 1983 blev der investeret i edb-udstyr til såvel administration som produktion.

C) Medarbejdere

Statens Konfektion har haft en ganske pæn tilgang af nye medarbejdere. Ikke mindst overgangen til statsvirksomhed i 1985 har betydet en stor fremgang i antal ansatte. Årsværkopgørelser viser følgende udvikling

1982 150, 1983 149, 1984 150, 1985 174, 1986 188, 1987 207, 1988 217, 1989 239, 1990 228 og for 1991 forventes der 198 årsværk.

Årsværk er en teknisk opgørelse, som kan dække over et større antal personer. Således var der f.eks. i 1987 ansat 207 årsværk, men 239 personer. De 207 årsværk fordelte sig med 168 i produktionen og 39 i administrationen.

Langt den overvejende del af de ansatte i produktionen er timelønnet personale, såsom syersker. 5 medarbejdere er tjenestemænd.

D) Økonomi

Statens Konfektion har siden 1985 haft status af statsvirksomhed. Statens Konfektion skal derfor kun leve op til et særligt nettotal samt de almindelige regler for budgetudsving, overførsler mellem konti osv. I 1987 formåede Statens Konfektion at give et underskud på 1,6 mio. kr. (jf. statsregnskabet for 1987). I 1988 blev det til et overskud på 1 mio. kr. I 1989 et overskud på 2 mio. kr. og 1990 er budgetteret til at give et overskud på 1,6 mio. kr. For indeværende år påregnes et overskud på 3,1 mio. kr. og ifølge finansloven for 1991 påregner man, at overskuddet skal stabilisere sig på ca. 2 mio. kr. i årene frem.

Overskuddene fremkommer ud fra en omsætning, der i 1991 er budgetteret til ca. 100 mio. kr. Indtægter på 115,1 mio. kr. og udgifter på 112 mio. kr. En opgørelse fra 1987 viser, at Statens Konfektion har omsætningsaktiver for 78,1 mio. kr. og bygninger, maskiner og inventar for 22,4 mio. kr. Hvilket giver aktiver for i alt 100,5 mio. kr.

E) Politisk status

Da landet i 1982 fik en borgerlig regering, var et af løfterne, at der skulle ske en reduktion af den offentlige sektor. Regeringen pegede på privatiseringer som et middel til at få flyttet aktiviteter fra staten til den private sektor. Nuværende finansminister Henning Dyremose stod i spidsen for et udvalg, der havde til opgave at pege på privatiseringsmuligheder. I forbindelse med finanslovsforhandlingerne i 1983 blev det besluttet, at Kryolitselskabet Øresund A/S skulle privatiseres. Det skete også, »århundredets aktiehandel« blev gennemført og staten fik derved 712 mio. kr. i kassen.

Politikere og debatdeltagere fra venstrefløjen og langt ind over midten i dansk politik formåede dog at afspore privatiseringsdebatten med skræmmebilleder. Privatiseringer blev fejlagtigt gjort synonyme med afskedigelser og angreb på den såkaldte velfærdsstat. Det blev for meget for regeringen, og privatiseringsarbejdet gik derfor i stå. Dyremoseudvalgets rapport blev begravet, og regeringen opgav foreløbig privatiseringerne.

I november 1988 havde daværende finansminister Palle Simonsen brug for at få strikket et borgerligt flertal sammen om en række ændringsforslag og følgelove til finansloven for 1989. Fremskridtspartiet offentliggjorde som det første parti et »Privatiseringskatalog« den 8. december 1988. Dagen efter, den 9. december 1988, blev der indgået et forlig mellem bl.a. regeringen og Fremskridtspartiet. Forligets væsentligste punkt var etableringen af en privatiseringspulje. Regeringen havde allerede i finanslovforslaget for 1989 reserveret 1 mia. kr. til privatiseringsindtægter og 500 mio. kr. til udbudsprivatiseringer (udliciteringer). Forliget indebar, at der i 1989 skulle privatiseres for mindst 2 mia. kr. og yderligere 1 mia. kr. i 1990. Udbudsprivatiseringerne blev fastholdt på 500 mio. kr.

Til behandling af de enkelte privatiseringsprojekter blev der nedsat et privatiseringsudvalg med repræsentanter fra de 6 forligspartier (Konservative, Venstre, Fremskridtspartiet, Radikale Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti).

Jørgen Grønnegaard Christensen har i Weekendavisens leder den 5. januar 1990 udpeget dette forlig og Fremskridtspartiets indsats som tidspunktet, hvor privatiseringerne blev taget ud af mølposen og gjort til praktisk politik igen.

I regeringens finanslovforslag for finansåret 1989 var der afsat 1 mia. kr. til privatiseringer. Regeringen nævnte bl.a. følgende virksomheder som privatiseringsvelegnede: Statens Bilinspektion, Byggeriets Maskinstation og Statens Konfektion. Morgenavisen Jyllands-Posten citerede den 20. april 1989 daværende finansminister Palle Simonsen for, at Statens Konfektion ville blive sat til salg. Regeringens privatiseringsudvalg fik i juni 1989 besked om, at Statens Konfektion blev undersøgt med henblik på salg, og at Den Danske Bank havde undersøgt virksomheden med henblik på salg. I september 1989 afholdt daværende finansminister Palle Simonsen en privatiseringskonference for Folketingets Finansudvalg. Det fremgik af konferencematerialet »Offentlig eller privat?», at Statens Konfektion var blandt de virksomheder, regeringen prioriterede i forbindelse med privatiseringer.

I marts 1990 kunne Børsen imidlertid oplyse, at Socialdemokratiet havde anvendt forsvarsforliget til at nedlægge veto mod en privatisering af Statens Konfektion. Børsen skrev bl.a.: ». . . Det eneste, der her tegner til en 100 pct. privatisering, er Statsanstalten, og, når Socialdemokratiet omsider opgiver sin sikkerhedspolitiske modstand, klædefabrikken.«

Venstres nuværende boligminister og tidligere formand for Finansudvalget, Svend Erik Hovmand, skrev i en artikel i Børsen den 30. oktober 1990: »Det er derfor, vi siger: Hvorfor skal staten producere småkager og marcipan, som tilfældet var, indtil vi solgte Kryolitkoncernen? Eller hvorfor skal staten sælge forsikringer, som tilfældet var, indtil vi solgte Statsanstalten?». Han fortsætter: »Der kunne også nævnes talrige eksempler på opgaver, der med fordel for skatteborgerne kan overdrages fra offentligt til privat regi.« Det er helt rigtigt set af Svend Erik Hovmand, og hans opremsning af opgaver, som ikke med sund fornuft kan fastholdes på statens hænder, kan udvides med Statens Konfektion, så »hvorfor skal staten producere tøj?»

Bemærkninger til forslagets enkelte punkter

Til nr. 1

Formålet med dette forslag er at få regeringen til i indeværende folketingssamling at fremsætte lovforslag, der betyder, at Statens Konfektion bliver solgt. Det er således ikke tanken, at Statens Konfektion skal stoppe sin virksomhed. Statens Konfektion skal gøres til en privat virksomhed, der kan fortsætte med at løse sine nuværende opgaver samt tiltrække nye ordrer fra offentlige og private virksomheder.

Forslagsstillerne ønsker, at Statens Konfektion kan arbejde videre, udvide og fortsætte som en god arbejdsplads for hundreder af ansatte. Tiden er imidlertid løbet fra statsvirksomheder med tung administration og snævre budgetrammer.

I Morgenavisen Jyllands-Posten fra den 28. september 1988 tilkendegav direktør Sten Lohse, at Statens Konfektion på længere sigt kun kan overleve ved at blive privatiseret. Lohse siger: »Det er nemmere for en privat virksomhed at have private kunder. Det er omvendt svært at forestille sig en statsvirksomhed med en privat kundekreds. Det offentlige kan ganske vist tilbyde lavere priser med statskassen i ryggen, men jeg tror ikke, at man vil acceptere så skæve konkurrencevilkår.«

Virksomhedens overlevelse i form af flere og nye kunder er således meget afhængig af, at virksomhedens status ændres til privat.

EF's indre marked vil også betyde en kraftig ændring af virksomhedens konkurrencevilkår. EF's licitationsregler og konkurrence fra f.eks. Portugal, der kan tilbyde konfektion til halvdelen af, hvad Statens Konfektion kan, vil betyde, at private og offentlige indkøbere vil lægge deres ordrer i udlandet.

Chancen for Statens Konfektion er at fastholde og udbygge en kundekreds, som stiller høje kvalitetskrav. Særlig virksomhedens moderne edb-styrede produktion vil sammen med design være grundlaget for den fremtidige produktion.

Yderligere moderniseringer og markedsføring kræver kapital, som en statsvirksomhed ikke kan tilvejebringe over den årlige finanslov.

Til nr. 2

Statens Konfektion kan sikkert uden problemer sælges til højest bydende uden anden organisationsændring end, at staten ikke længere er ejer.

Forslagsstillerne finder det imidlertid ønskværdigt at knytte virksomhedens medarbejdere tættere til virksomheden gennem en medarbejderaktieordning.

Derfor ønsker vi etableret et aktieselskab, hvis eneste formål er at sikre et hurtigt salg. Aktiekapitalen kan f.eks. fastsættes til 10 mio. kr. Staten skal derimod ikke oprette nok et statsligt aktieselskab, som så fortsætter uden privatisering. Fejlen ved statslige aktieselskaber er, at Folketinget fuldstændig mister bevillingskontrollen over aktiviteterne, hvorimod det er staten og Folketinget, som hæfter for aktiekapitalen og ofte også for den gæld, virksomheden har stiftet. DONG A/S og A/S Storebæltsforbindelsen er skoleeksempler på, hvorfor man ikke skal lave statslige aktieselskaber.

Til nr. 3

Det nye aktieselskab skal ikke søge børsnotering (det må den nye ejer i givet fald gøre), men afhænde sine aktier gennem offentligt udbud. 80 pct. af aktierne søges solgt således, at de indbringer staten et optimalt provenu. Et udbud må afgøre, om den højeste salgssum opnås ved at sælge alle 80 pct. til en hovedaktionær, om aktierne skal sælges i flere store klumper eller sælges enkeltvis. Eller en kombination af de sidste to muligheder. Forslagsstillerne er indstillet på at støtte den model, som giver den bedste pris.

Det er meget svært at gætte på, hvilken pris Statens Konfektion kan indbringe. Med udgangspunkt i den efterfølgende argumentation vil vi dog give et kvalificeret bud.

Opgørelsen fra 1987 dokumenterer aktiver for ca. 100 mio. kr. Virksomheden har en omsætning på ca. 120 mio. kr. At afkastet kun er på ca. 2 mio. kr. om året, er ikke nødvendigvis udtryk for, at det virkelig kun er muligt. Sagen er den, at Statens Konfektion er en art »non-profit« virksomhed.

De priser, som kunderne opnår varerne til, regnes derfor ud med non-profit som mål. Det gør, at en række produkter sælges til »under markedspris«.

Når Statens Konfektion skal prisvurderes, er kundekredsen og produktsortimentet meget afgørende. Offentlige institutioner tegner sig for 96 pct. af produktionen. Forsvaret er i top med 66 pct., civilforsvaret aftager 10 pct., DSB aftager 6 pct., og en række andre statslige institutioner fordeler sig med lavere procenter. Kun 4 pct. af produktionen sælges til private.

Den nye ejer af Statens Konfektion vil givet kunne fortsætte med denne kundegruppe og derudfra skabe en ny og større privat kundekreds. Varesortimentet er begrænset i dag. Jakker, benklæder, frakker og beskyttelsesdragter (ABC) udgør produktgruppen. Statens Konfektion formidler derudover skjorter, undertøj og andre småting, men de produceres hos andre.

En samlet salgspris på ca. 200 mio. kr. anses ikke for at være urealistisk.

En aktiekapital på 10 mio. kr., hvoraf 2 mio. kr. reserveres til medarbejderaktier til f.eks. kurs 250, giver en restsum på 195 mio. kr., der skal opnås gennem salg af 80 pct. af aktierne. Kursen på de helt frie aktier vil således blive ca. 2.400.

Til nr. 4

Det er hensigten at reservere 20 pct. af aktierne til en medarbejderaktieordning. Ud af en aktiekapital på 10 mio. kr. giver det således 2 mio. kr. aktier, der tænkes solgt til f.eks. kurs 250, hvorved medarbejderne bidrager med 5 mio. kr. af salgssummen. Til gengæld opnås 20 pct. indflydelse i virksomheden. Der er ikke taget stilling til, hvad aktiernes pålydende skal være på. Men når ca. 250 medarbejdere skal kunne være med uanset lille eller stor pung, vil pålydende af f.eks. 100 kr. kunne tænkes.

Aktierne kan eventuelt pålægges en klausul om, at de først må videresælges efter f.eks. 3 eller 5 år.

Medarbejderaktier har et dobbelt formål. For det første giver de medarbejderne mulighed for meget direkte at få indflydelse på virksomheden. For det andet vil medarbejderne få glæde af, at virksomheden går godt, idet kursen på deres aktier derved stiger.

Den utryghed, fællestillidskvinde Inge-Margrethe Andersen gav udtryk for i Morgenavisen Jyllands-Posten den 28. september 1988 med hensyn til konsekvenserne af privatiseringen, er forståelig. Medarbejderaktieordningen skulle tilfredsstille medarbejdernes ønske om at have indflydelse på deres arbejdsplads.

De ca. 250 ansatte vil få 3 måneder til at afgøre, hvorvidt de ønsker at købe medarbejderaktier. I første omgang kan alle medarbejdere tilbydes samme antal aktier. Giver det overskydende aktier, kan andre medarbejdere tilbydes flere aktier, og endelig kan staten efter de 3 måneder lade eventuelle restaktier indgå i den pulje, som sælges frit.

Til nr. 5

Det samlede salgsprovenu, som forsigtigt er anslået til 200 mio. kr., skal anvendes til at nedbringe statens gæld.

Salgsindtægter fra privatiseringer er engangsindtægter. Engangsindtægter anvendes mest fornuftigt til engangsudgifter. Statens 510 mia. kr. store gæld skal afdrages, privatiseringsprovenuer er her særdeles velegnede. Et afdrag på 200 mio. kr. betyder, at statens renteudgift falder med 20 mio. kr. om året.

I praksis foregår det således, at finansministeren på den årlige tillægsbevillingslov forhøjer beløbet på konto 42.11. Statsgældsafdrag. Provenuet må ikke medgå til at overholde udgiftspolitiske måltal eller direkte indgå i driften.

Til nr. 6

Der foreligger en gammel skrivelse fra den 11. november 1932, der påbyder samtlige ministerier kun at købe klædevarer hos Statens Konfektion. Påbudet er ikke blevet efterlevet i mange år. Det forekommer hensigtsmæssigt, at påbudet direkte og officielt ophæves samtidig med, at privatiseringen gennemføres.

Det statslige behov for konfektion kan efter privatiseringen frit tilfredsstilles hos den privatiserede konfektionsfabrik eller hos andre udbydere af tilsvarende konfektion. Der kan både argumenteres for, at dette vil betyde større udgifter for staten, og at det vil betyde mindre udgifter for staten.

Argumentet for, at udgifterne vil stige, er, at konfektionen fremover skal hjemkøbes til markedspriser, der kan tænkes at ligge over de priser, Statens Konfektion har kunnet tilbyde som »non-profit« virksomhed.

Argumentet for, at udgifterne vil falde, er, at et frit marked med konkurrence vil give lavere priser. Den privatiserede konfektion vil som følge af friheden til at hente andre kunder end staten kunne opnå f.eks. stordriftsfordele, der kan give lavere priser.

Til nr. 7

Medarbejderne i Statens Konfektion har i dag en statslig pensionsordning. I forbindelse med salget af virksomheden til private ejere må pensionsforpligtelsen følge med over til den nye virksomhed.

Hovedparten af de ansatte er timelønsansatte syersker m.v. De 5 tjenestemænd ansat i Statens Konfektion må tilbydes »tjenestemandslignende vilkår« i den nye virksomhed. Staten skal ikke have nogen restforpligtelser.

Løsningen på medarbejdernes pensionssituation kan også være, at hver enkelt medarbejder individuelt får mulighed for at overflytte sin opsparede pension til pensionskasse efter eget valg. Valget af løsning af pensionsspørgsmålet vil alt andet lige have en mindre indflydelse på den salgspris, der kan opnås.

Ingen

Nr BSF 56

Forslag til folketingsbeslutning om privatisering af Statens Konfektion

Fremsat af Kim Behnke (FP) Aage Brusgaard (FP) Ole Donner (FP) Annette Just (FP) Poul Nødgaard (FP)

den 8. marts 1991