1990 BSF 40 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM FORURENINGSAFGIFTER PÅ KUL- OG SVOVLDIOXID MED ERHVERVSMÆSSIG OG SOCIAL KOMPENSATION
Statutory Text (3 Articles)
Folketinget pålægger regeringen i begyndelsen af folketingsåret
1991-92 at fremsætte lovforslag med følgende indhold
1. Forureningsafgifter på udslip af CO2 og SO2
Som første trin i en omlægning og forhøjelse af de danske energiafgifter ud fra miljømæssige kriterier indføres afgifter på udslip af CO2 (kuldioxid eller kultveilte) med 120 kr. pr. ton og SO2 (svovldioxid) med 18 kr. pr. kg. Samtidig omlægges og reduceres de eksisterende afgifter på el, kul og olieprodukter til en afgift, der primært fastsættes efter brændslets energiindhold.
Endvidere indføres en passageafgift på individuelle opvarmningsanlæg i fjernvarmeområder. Provenuet heraf bruges til at billiggøre tilslutningsafgiften for nye kunder.
2. Kompensation til de udlandskonkurrerende erhverv
Af hensyn til konkurrenceevnen sikres virksomheder i de udlandskonkurrerende erhverv kompensation for 90 pct. af CO2- og SO2-afgifterne på den del af deres energiforbrug, der ligger over et vist niveau.
For at sikre, at også dise virksomheder tilskyndes til at spare på energien, gøres refusion efter en passende tidsfrist betinget af, at virksomhederne er gennemgået af en energikonsulent, og at de energibesparelsestiltag, der kan gennemføres med en tilbagebetalingstid på under 5 år, umiddelbart sættes i værk.
For de eksisterende energiafgifter sker der fortsat refusion til erhvervene efter de nugældende regler.
3. Tilskud til energibesparende foranstaltninger
For at sætte yderligere fart i nedbringelsen af CO2- og SO2-udslippene afsættes årligt 500 mio. kr. til tilskud til energibesparende foranstaltninger. Ved tildeling af midler gives første prioritet til boliger opført før 1960 beliggende uden for de dele af landet, der har mulighed for kollektiv varmeforsyning.
4. Social kompensation
Resten af provenuet bruges til at sikre lavindkomstgrupper og børnefamilier kompensation for afgiftsforhøjelsen. Det gøres ved at indføre lavere moms på mælkeprodukter, forhøje børnechecken og forhøje det skattemæssige 3 pct.-fradrag m.v. Endvidere skal den kollektive trafik sikres kompensation, så en stigning i billetpriserne undgås.
Bemærkninger til forslaget
Det er helt nødvendigt, at der omgående iværksættes en kraftig indsats for at reducere Danmarks bidrag til drivhuseffekten og skovdøden. Som et vigtigt led heri bør der indføres meget betydelige afgifter på udslip af CO2 og SO2, hvilket vil føre til en betragtelig reduktion i forbruget af fossilt brændstof (kul, olie og gas). Nærværende beslutningsforslag skal ses som første trin i denne proces.
Miljøindsatsen skal tilrettelægges, så den bliver effektiv, socialt forsvarlig og neutral eller måske ligefrem forbedrende for virksomhedernes konkurrenceevne. Det sidste kan efter SF's opfattelse lade sig gøre, hvis virksomhederne kommer foran i en udvikling, hvor øgede afgifter på bl.a. CO2-emission bliver hverdag i stadig flere lande i og uden for EF. Indtil videre vil det dog være nødvendigt at kompensere udlandskonkurrerende virksomheder for forureningsafgifterne - men det skal ske på en måde, så mest muligt af incitamentsvirkningerne bevares.
For yderligere at sætte gang i reduktionen i udslippene bør en del af midlerne bruges som tilskud til energibesparende foranstaltninger.
De øgede afgifter vil være en økonomisk belastning for forbrugerne. Derfor skal det resterende provenu bruges til kompensation for disse. Ikke alle kan sikres fuld kompensation, men SF finder det afgørende, at lavindkomst- og børnefamilierne sikres bedst muligt, jf. bemærkningerne til punkt 4.
Bemærkninger til de enkelte punkter
1. Forureningsafgifter
Energiafgifterne har i dag en udformning og et niveau, som dels må tilskrives tilfældigheder, dels en række forskellige hensyn til statens finanser, forsyningssikkerheden og økonomien i eksisterende energiprojekter. Afgifterne på forskellige former for brændsel afspejler derfor langtfra den miljømæssige belastning, der udgår fra pågældende brændselstype.
I fremtiden bør afgifterne på energi helt overvejende udformes ud fra miljøhensyn.
Rapporterne fra IPCC om drivhuseffekten understreger behovet for at reducere udslippet af drivhusgasser hurtigt og markant. Den vigtigste drivhusgas er kuldioxid, der derfor bør afgiftsbelægges.
Svovldioxid er en anden alvorlig forureningskilde, der bl.a. er hovedårsag til forsuring og skovdød. Den bør derfor også afgiftsbelægges.
Kuldioxid og svovldioxid stammer især fra afbrænding af fossilt brændsel og kan derfor afgiftsbelægges ved at beskatte brændslet. For svovldioxid er det dog muligt at rense røgen, hvorfor der skal ske refusion til større forbrugere, herunder kraftværkerne, svarende til den udrensede mængde.
SF ønsker med andre ord energiafgifterne omlagt og forhøjet for de mest forurenende brændsler. Som de første trin i denne proces foreslås
1. En omlægning af de nuværende afgifter, så de afspejler de fossile brændslers energiindhold (målt i gigajoule). Afgiften på gasolie sættes dog noget højere, jf. tabellen nedenfor.
2. En ensartet reduktion på 20 pct. af de således omlagte afgifter. Disse afgifter skal helt bortfalde og erstattes af (højere) emissionsafgifter i løbet af nogle år.
3. En afgift på den fra brændslet forventede emission af kul- og svovldioxid. Afgiften skal udgøre 120 kr. pr. ton kuldioxid og 18 kr. pr. kilo svovldioxid. Naturgassen undtages indtil videre. Disse afgifter skal optrappes i løbet af nogle år. De skal betales af alle brugere, også erhvervene, jf. dog nedenfor om refusion.
Afgifterne for varme og el kommer herefter til at se ud som følger
--------------------------------------------------------------------~ Kr./GJ Nuværende Ny Emissions- Ny afgift (Brutto) sats energisats sats i alt --------------------------------------------------------------------~ El (kul) 33 32 22 54 Kul (varme) 30 32 22 54 Fuelolie 49 32 18 50 Gasolie 49 38 11 49 --------------------------------------------------------------------~
For at undgå at tilskyndelsen til tilslutning til naturgas- og fjernvarmenettene svækkes, bevares den samlede afgiftssats for gasolie på sit nuværende niveau. Herudover skal der som foreslået af Kommunernes Landsforening indføres en passageafgift på individuelle opvarmningsanlæg i fjernvarmeområder. Provenuet skal anvendes til at billiggøre tilslutningsudgiften for nye kunder.
Denne model for omlægning af energiafgifterne er en variant af en af de modeller, der er omtalt i den tværministerielle redegørelse om energiafgifter fra april 1990, dog er emissionsafgifterne forhøjet med 20 pct.
Benzin og dieselolie pålægges ligesom andre olieprodukter en kuldioxid- og svovldioxidafgift med de nævnte satser. Afgiften svarer til ca. 28 øre pr. liter benzin og ca. 35 øre pr. liter dieselolie (afhængig af svovlindholdet).
På helårsbasis skønnes afgiftsomlægningen at indbringe et provenu på 9,5 mia. kr. (inkl. moms og afgifterne, men ekskl. passageafgiften).
2. Kompensation til de udlandskonkurrerende erhverv
Erergidelen af afgifterne refunderes til erhvervene efter de nugældende regler.
Emissionsdelen af afgiften tilbageføres til de udlandskonkurrerende erhverv efter følgende kriterier
a. Afgifter vedrørende energiforbrug, der overstiger 1,5 pct. af omsætningen, kan refunderes med 90 pct. Afgifter vedrørende energiforbrug under 1,5 pct. af omsætningen refunderes ikke. Det skal dog undersøges, om grænsen i stedet skal fastsættes som en (noget højere) andel af værditilvæksten.
b. For at opnå refusion kræves desuden, at virksomheden - efter en passende tidsfrist - er gennemgået af en energikonsulent, og at de energibesparelsestiltag, der kan gennemføres med en tilbagebetalingstid på højst 5 år, umiddelbart sættes i værk. Tidsfristen fastsættes brancheafhængigt eller i forhold til energiforbrugets størrelse.
Senere kan det overvejes at kræve fornyet energisyn samt eventuelt at ændre grænsen for tilbagebetalingstid i opadgående retning.
Det skønnes, at refusionen på helårsbasis vil udgøre i alt 2.300 mio. kr. fordelt med 1.800 mio. kr. på kuldioxid og 500 mio. kr. på svovldioxid (udover refusion for den udrensede svovl).
3. Tilskud til energibesparende foranstaltninger
Ejere af boliger opført før 1979 tilbydes gratis energisyn og prioritering af rentable energibesparende foranstaltninger. De prioriterede energitiltag tilbydes traditionelt finansieret uanset eventuelt manglende friværdi.
I de egne af landet, hvor der ikke er mulighed for tilslutning til kollektiv varmeforsyning, tilbydes desuden valgfrihed mellem
a. investeringstilskud og
b. rentefri, indeksregulerede lån, der tilbagebetales over maksimalt 10 år svarende til den forventede energibesparelse.
Boliger fra før 1960 beliggende uden for byer med kulbaseret kraftvarme har fortrinsret til halvdelen af det afsatte beløb.
4. Social kompensation for forureningsafgifter
Gennem lettelser i skatter og afgifter og takster gives en social kompensation for de forøgede afgifter på energi. Kompensationen udformes således, at den gennemsnitlige lavindkomsthusstand med børn får en overkompensation. Som konsekvens heraf får den gennemsnitlige højindkomsthusstand uden børn underkompensation.
Beløb er i det følgende angivet på helårsbasis. For 1991, hvor forureningsafgifterne kun vil være i kraft en del af året, reduceres beløbene tilsvarende.
Lettelser i personskatterne
a. Forøgelse af 3 pct.-fradraget til 5 pct. og forøgelse af maksimumsbeløb fra 3.700 kr. til 6.200 kr. -3.700 mio. kr. b. Nedsættelse af bundfradraget for 12 pct.-skatten med 10.800 kr. 700 mio. kr. c. Forhøjelse af personfradraget for pensionister med 2.500 kr. - 700 mio. kr.
Ad a. 3 pct.-fradraget forøges til et 5 pct.-fradrag, og maksimumsbeløbet forøges proportionalt.
Ad b. Sænkningen af bundfradraget for 12 pct.-skatten skal ses i sammenhæng med punkt 1 og bevirker, at indkomster over ca. 230.000 kr. ikke får nogen lettelse i personskatten.
Ad c. Da de færreste pensionister får fuld glæde af punkt 1, forøges deres personfradrag i stedet med 2.500 kr. De pensionister, der heller ikke får glæde af det, fordi de absolut ingen supplerende indkomst har, bliver kompenseret af varmehjælpen, hvortil der afsættes 300 mio. kr. Varmehjælpen søges samtidig omlagt, så den ikke ødelægger incitamenterne til at spare på energien.
Disse forslag vil koste 3.700 mio. kr. på årsbasis, hvortil kommer varmehjælpen.
Nedsat moms på mælkevarer
Momsen på mælkevarer nedsættes fra 22 til 9 pct. til gavn for navnlig børnefamilierne. Dette koster ca. 1 mia. kr.
Målrettede forbedringer for børnefamilierne
Børnefamilieydelsen forøges med 1.000 kr. pr. barn pr. år, hvilket koster ca. 1,1 mia. kr. på årsbasis.
Kompensation til den kollektive trafik
Forureningsafgifterne vil fordyre den kollektive trafik. For at undgå dette tilbageføres 400 mio. kr. til DSB, de amtskommunale trafikselskaber m.v. Det skal ske som bloktilskud, således at de kollektive trafikselskabers tilskyndelse til at spare på de fossile brændsler bevares. Derved sikres netto endda en vis billiggørelse af den kollektive trafik til gavn for bl.a. børnefamilier.
SF er dog åben over for andre måder at fordele kompensationsbeløbet på, blot de anførte målsætninger tilgodeses.
Ingen
Nr BSF 40
Forslag til folketingsbeslutning om forureningsafgifter på kul- og svovldioxid med erhvervsmæssig og social kompensation
Fremsat af Jes Lunde (SF) Gade (SF) Birgitte Husmark (SF) Riishøj (SF) Ebba Strange (SF)
den 8. februar 1991