Legislator Case Law & Legislation
19902BA00037 DK

1990 BSF 37 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM INDFØRELSE AF OMSORGSDAGE MED FULD LØNKOMPENSATION

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 1990 37 Valid

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte forslag i forbindelse

med forældres pasning af syge børn med følgende indhold

- retten til fravær ved barnets første sygedag med fuld løndækning udvides til hele arbejdsmarkedet,

- hver af forældrene får herudover ret til 5 dages fravær om året med fuld løndækning pr. barn op til barnets 7. år samt ret til 3 dages fravær om året med fuld løndækning pr. barn fra barnets 7. år til dets 12. år,

- enlige forældre får ret til »dobbelt« fraværsret.

Ordningen skal træde i kraft 1. januar 1992.

Bemærkninger til forslaget

Forældres muligheder for at passe syge børn har været diskuteret gennem efterhånden mange år, og der har lige så længe været foreslået indførelse af en eller anden form for såkaldt omsorgsorlov for forældrene. Det fremgår f.eks. af betænkningen om barselorlov fra 1978, som blev afgivet af et af Ligestillingsrådet og Børnekommissionen nedsat fællesudvalg. I Børnekommissionens endelige betænkning fra 1981 er der ligeledes et forslag.

I rapporten fra Udvalget om Børns Dagligdag - det såkaldte Kirsten Lee-udvalg - fra februar 1988 er problemet også behandlet. Udvalget fandt, »at børnenes behov tilsiger, at det skal være muligt for forældre at benytte et antal »omsorgsdage«. Omsorgsdage tænkes anvendt, når børnene er syge, men bør også kunne anvendes, når barnet f.eks. skal optages i institution, starte i skolen og lignende.'

Denne holdning er SF enig i. Udvalget mente endvidere principielt og mere konkret, at der skulle kunne ydes en dagpengelignende kompensation i op til 20 dage pr. barn i aldersgruppen op til 10 år. Udvalget foreslog, at man som første led i en ordning kunne forestille sig op til 10 dage pr. år for hvert barn i aldersgruppen 0-2 år.

Herudover pegede udvalget bl.a. på risikoen for meget betydelige administrative problemer og på, at omsorgsdage bør deles ligeligt mellem forældrene, samt at vilkår med hensyn til frihed ved barnets første sygedag ikke må forringes, og at det er væsentligt at bearbejde de barrierer, der måtte findes på arbejdsmarkedet, for udnyttelse af omsorgsdagene. I forbindelse med barnets første sygedag skal det nævnes, at så godt som alle offentligt ansatte har ret til betalt frihed ved barnets første sygedag, og at mere end 80 pct. af overenskomsterne på det øvrige arbejdsmarked indeholder regler om adgang til betalt frihed ved et barns første sygedag.

Det såkaldte Dagpengelovudvalg med repræsentanter fra bl.a. LO, Dansk Arbejdsgiverforening, Kommunernes Landsforening, Budgetdepartmentet, Arbejdsministeriet, Sikringsstyrelsen og Socialministeriet »behandlede« også spørgsmålet. I betænkningen fra juni 1989 var konlusionen at der var behov for grundigere undersøgelser om behovet. Det kan man stort set altid mene om hvad som helst.

I maj 1990 blev endnu et udvalg nedsat - Udvalget om Forældres Pasning af Syge Børn - med repræsentanter for de samme organer, som sad i Dagpengelovudvalget. Det nye udvalg fik til opgave at opstille en eller flere modeller for, hvorledes problemet med mindreårige syge børn kunne løses. Udvalgets rapport blev offentliggjort i december 1990 og indeholder som lovet et antal modeller.

Efter SF's opfattelse er problemerne nu velbelyste, og der er samtidig en ret almindelig opfattelse af, at der er tale om problemer, der bør forsøges løst. Der mangler nu bare konkrete initiativer.

SF har tidligere fremsat forslag om indførelse af omsorgsdage for forældre. Det seneste er fra efteråret 1989, L 34 i Folketingsåret 1989-90, se Folketingstidende 1989-90, forhandlingerne sp. 534 og 1540 samt tillæg A sp. 1085. Forslaget indebar en udvidelse af retten til betalt frihed ved barnets første sygedag til alle lønmodtagere, en ordning med 10 omsorgsdage om året til hver af forældrene pr. barn under 12 år med ret til dagpenge og ret til »dobbelt« antal omsorgsdage for enlige forsørgere.

For SF er det afgørende, at der nu kommer en ordning i gang. Derfor fremsættes et nyt og på visse punkter modificeret forslag om forældres ret til omsorgsdage - et forslag, der skal betragtes som første del af en mere ideel ordning, som senere bør gennemføres.

Forslaget indebærer, at hver af forældrene får ret til 5 dages fravær om året med fuld løndækning pr. barn op til barnets 7. år og 3 dage fra det 7. til det 12. år. Heri indgår, at retten til fravær ved barnets første sygedag udstrækkes til hele arbejdsmarkedet.

I SFs tidligere forslag blev der opereret med dagpenge under fraværet, hvilket blev problematiseret i forslagets bemærkninger. Det blev understreget, at løntabet i forbindelse med barselorlov og en omsorgslov kunne udgøre et så stort problem, at det umuliggjorde forældres udnyttelse af ordningerne. Det er senere blevet yderligere understreget i forbindelse med debatten om fædres manglende brug af muligheden for at tage en del af barselorloven.

Ikke mindst af ligestilingsmæssige årsager og på grund af kvinders selvfølgelige ret til deltagelse på arbejdsmarkedet lægger SF afgørende vægt på, at ordningen bliver med fuld lønkompensation.

Efter SFs opfattelse vil det være problematisk at gennemføre en ordning, hvor man på forhånd kan forudse, at økonomiske barrierer hindrer den enkelte families brug af ordningen. Derfor fremsættes dette forslag, der med hensyn til antallet af omsorgsdage er mindre ambitiøst end tidligere, men til gengæld er mere realistisk i forhold til forældres økonmiske muligheder for at benytte sig af en sådan ordning.

Økonomiske konsekvenser

Der er ca. 360.000 børn i alderen fra 6 måneder op til 7 år (børn under 6 måneder er ikke talt med, fordi en af forældrene til disse har barselorlov). Der er et tilsvarende antal børn i alderen fra 7 til 12 år.

Ca. 70 pct. af disse har forældre i beskæftigelse. I disse 70 pct. indgår deltidsbeskæftigede med halv vægt. Der forventes en udnyttelsesprocent på ca. 33. Med disse forudsætninger vil der blive afholdt ca. 1,35 mio. omsorgsdage, hvilket med en gennemsnitlig dagløn på ca. 850 kr. svarer til ca, 1,1 mia. kr.

Dette beløb kan fremskaffes ved at inddrage tilskuddet til arbejdsgivernes betaling af præmier på arbejdsskadeforsikring. SF er dog åben over for andre mulige finansieringskilder.

Beslutningsforslag som fremsat 1990 37 Valid

Nr BSF 37

Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af omsorgsdage med fuld lønkompensation

Fremsat af Hanne Thanning Jacobsen (SF) Pernille Frahm (SF) Birgitte Husmark (SF) Jes Lunde (SF) Ebba Strange (SF)

den 8. februar 1991

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →