1990 BSF 23 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM SAMMENKØRING AF ERHVERVSSKOLER M.V.
Statutory Text (3 Articles)
Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag, som
tager sigte på at sammenkøre de tekniske skolers, handelsskolers og
AMU-centres planlægning og administration, efter følgende
retningslinjer
1. De pågældende skolers ledelser i de enkelte regioner forpligtes til, at alt, hvad der vedrører lærertimeforbrug og dermed skemalægningen, sammenkøres.
2. Alt udstyr skal udnyttes optimalt i de enkelte regioner.
3. Ledelserne på de respektive skoler i de forskellige regioner (forstandere, bestyrelser på tekniske skoler, handelsskoler eller AMU-centre) har ansvaret for, at sammenkøringen sker på optimal måde.
Bemærkninger til forslaget
Almindelige bemærkninger
Med henblik på at opnå afbureaukratisering og besparelser er det efter Fremskridtspartiets opfattelse vigtigt, at alle skoler samarbejder inden for relevante områder. Det er efter Fremskridtspartiets opfattelse ineffektivt for samarbejdet imellem de forskellige ministerier og dermed disses uddannelsesinstitutioner, at AMU-centre hører under Arbejdsministeriet og handels- og tekniske skoler under Undervisnings- og Forskningsministeriet.
Fremskridtspartiet ser frem til, at al undervisning kan samles under eet ministerium, og det naturlige sted vil være Undervisnings- og Forskningsministeriet. For at udstyret og lærerkapaciteten bliver udnyttet optimalt, bør der indføres en forpligtelse over for ledelserne på de respektive skoler til større samarbejde.
Fremskridtspartiet støtter hermed også nogle af organisationerne, der står bag disse skoler. Flere af disse har udtrykt ønske om større samarbejde og bedre udnyttelse af teknisk udstyr. Ofte har der været eksempler på, at udstyr står ubenyttet hen på den ene skole samtidig med, at der har været brug for samme udstyr på en anden skole, men på grund af for stive regler er der købt nyt »overflødigt« udstyr.
Når det gælder lærerkræfterne, er det også vigtigt, at der sker en fornuftig koordinering. Uddannede faglærere inden for Statens Erhvervspædagogiske Læreruddannelser på eksempelvis tekniske skoler kan udmærket sættes ind i undervisningen på AMU-centrene og omvendt. Når handelsskolerne er taget med, er det, fordi lærerstaben på tekniske skoler også i mange tilfælde er uddannede til at kunne varetage undervisningen i timer på handelsskoler, ligesom det er tilfældet, at handelsskolelærere kan sættes ind i timer på AMU-centre og tekniske skoler.
Forslaget tager også sigte på, at erhvervslivets skoler (AMU-centre, handels- og tekniske skoler) fungerer bedst muligt over for erhvervslivet med et større samarbejde, der kan være med til at udbyde de respektive kurser, som erhvervslivet ønsker på givne tidspunkter. Ligeledes vil forslaget også være med til, at man eksempelvis ikke afskediger en lærer på en teknisk skole, der kan overføres til et AMU-center eller en handelsskole, og som hermed kan forblive i sin ansættelse.
Ingen
Nr BSF 23
Forslag til folketingsbeslutning om sammenkøring af erhvervsskoler m.v.
Fremsat af Køpke Christensen (FP) Kim Behnke (FP) Niels Højland (FP) Annette Just (FP) Pia Kjærsgaard (FP)
den 31. januar 1991