1990 BSF 22 FOLKETINGSBESLUTNING OM DANMARKS RATIFIKATION AF FN-KONVENTIONEN AF 20. NOVEMBER 1989 OM BARNETS RETTIGHEDER

Artikel 1

I denne konvention forstås ved et barn ethvert menneske under 18 år, medmindre barnet bliver myndigt tidligere efter den lov, der gælder for barnet.

Artikel 1 definerer børn som alle mennesker under 18 år, medmindre den nationale lovgivning bestemmer, at myndighedsalderen nås tidligere.

Artikel 2

1. Deltagerstaterne skal respektere og sikre de rettigheder, der er fastsat i denne konvention, for ethvert barn inden for deres jurisdiktion, uden forskelsbehandling af nogen art og uden hensyn til barnets eller dettes forældres eller værges race, hudfarve, køn, sprog, religion, politiske eller anden anskuelse, national, etnisk eller social oprindelse, formueforhold, handicap, fødsel eller anden stilling.

2. Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler for at sikre, at barnet beskyttes mod alle former for forskelsbehandling eller straf på grund af barnets forældres, værges eller familiemedlemmers stilling, virksomhed, udtrykte anskuelser eller tro.

Artikel 2 indeholder en forpligtelse for deltagerstaterne til på deres territorium at respektere og sikre, at børn uanset køn, race og sprog m.v. nyder godt af de rettigheder, som er fastslået i konventionen. Deltagerstaterne pålægges desuden pligt til at tage de nødvendige skridt til at sikre, at børn beskyttes mod alle former for diskrimination på grund af forældrenes eller andre familiemedlemmers baggrund, status m.v.

Konventionen fastslår i artikel 3 , at barnets tarv skal være et overordnet princip i alle spørgsmål, som vedrører barnet.

Kapitel III

Artiklerne 46-54 indeholder sædvanlige afslutningsbestemmelser om konventionens undertegnelse, ratifikation, ikrafttrædelse m.v.

C. Sammenfatning

Gennemgangen overfor under A - B kan herefter sammenfattes således med henblik på danske lovændringer, forbehold og andre erklæringer i forbindelse med ratifikationen

Ratifikationen nødvendiggør ikke ændring af dansk lovgivning.

Foreløbigt territorialt forbehold for så vidt angår Færøerne og Grønland.

Forbehold for så vidt angår artikel 40, stk.2, (b), (v).

Udenrigsministeriet, den 14. januar 1991

Kapitel II

Kapitel I (art. 1-41) indeholder konventionens materielle bestemmelser. Kapitel II (art. 42-45) angiver reglerne om den internationale kontrol med konventionens efterlevelse (implementeringen). Kapitel III (art. 46-54) indeholder sædvanlige afslutningsbestemmelser om ratifikation, ikrafttræden m.v.

B. Gennemgang af konventionens enkelte bestemmelser og deres forhold til dansk ret

I præamblen fremhæves medlemsstaternes forpligtelser i henhold til FN-Pagten til at fremme respekten for de grundlæggende menneskerettigheder. Endvidere erindres om, at det i FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder og i de internationale menneskerettighedskonventioner er blevet fastslået, at enhver er berettiget til alle de deri nævnte rettigheder uden forskelsbehandling, samt at børn har behov for særlig omsorg og bistand.

Artikel 3

1. I alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for socialt velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal barnets tarv komme i første række.

2. Deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler.

3. Deltagerstaterne skal sikre, at institutioner, tjenester og organer med ansvar for omsorg for eller beskyttelse af børn skal være i overensstemmelse med de standarder, der er fastsat af kompetente myndigheder, særligt med hensyn til sikkerhed, sundhed, personalets antal og egnethed samt sagkyndigt tilsyn.

Bilag

Teksten til den i folketingsbeslutningens tekst omtalte konvention er optrykt som bilag til det fremsatte forslag.

Oprindeligt fremsat forslag

Folketinget meddeler sit samtykke til, at Danmark ratificerer den på

de Forenede Nationers generalforsamling den 20. november 1989

vedtagne kovention om barnets rettigheder og til, at der afgives

erklæring om, at Danmark ikke skal være bundet af artikel 40, stk. 2,

(b), (v).

Uofficiel oversættelse

De i denne konvention deltagende stater, som finder - i overensstemmelse med de i De Forenede Nationers Pagt erklærede principper - at anerkendelsen af menneskets naturlige værdighed og af hele menneskehedens lige og umistelige rettigheder danner grundlaget for frihed, retfærdighed og fred i verden,

tager hensyn til, at alle De Forenede Nationers folk i Pagten har bekræftet deres tro på grundlæggende menneskerettigheder og på menneskets personlige værdighed og værdi og har besluttet at fremme sociale fremskridt og bedre levestandarder i større frihed,

anerkender, at De Forenede Nationer i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder (Generalforsamlingsresolution 217A (III)) og i de internationale konventioner om menneskerettigheder (Generalforsamlingsresolution 2200A (XXI), bilag) har erklæret og er blevet enige om, at enhver er berettiget til alle de rettigheder og friheder, der er indeholdt deri, uden forskelsbehandling af nogen art, herunder som følge af race, hudfarve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social herkomst, formueforhold, fødsel eller anden stilling,

erindrer om, at De Forenede Nationer i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder har udtalt, at børn har ret til særlig omsorg og bistand,

er overbeviste om, at familien som den grundlæggende enhed i samfundet og naturlige ramme for alle sine medlemmers og særligt børns vækst og trivsel bør gives den nødvendige beskyttelse og hjælp, således at den fuldt ud kan påtage sig sine forpligtelser i samfundet,

anerkender, at barnet med henblik på fuld og harmonisk udvikling af sin personlighed bør vokse op i et familiemiljø, i en atmosfære af glæde, kærlighed og forståelse,

finder, at barnet fuldt ud bør forberedes til at leve sit eget liv i samfundet og opdrages i lyset af de idealer, der er udtrykt i De Forenede Nationers Pagt, og særligt i en atmosfære af fred, værdighed, tolerance, frihed, lighed og solidaritet,

tager hensyn til, at behovet for at yde barnet særlig omsorg er blevet fastslået i Geneve-Erklæringen af 1924 om Barnets Rettigheder og i Erklæringen om Barnets Rettigheder vedtaget af De Forenede Nationer i 1959 (Generalforsamlingsresolution 1386 (XIV)) og anerkendt i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, i Den Internationale Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder (især i artiklerne 23 og 24), i Den Internationale Konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder (især i artikel 10) og i vedtægterne og relevante dokumenter for særorganisationer og internationale organisationer, der tager sig af børns velfærd,

tager hensyn til - som angivet i Erklæringen om Barnets Rettigheder vedtaget af De Forenede Nationers Generalforsamling den 20. november 1959 - at »barnet som følge af sin fysiske og psykiske umodenhed, har behov for særlig beskyttelse og omsorg, herunder passende juridisk beskyttelse, både før og efter fødslen,»,

erindrer om bestemmelserne i Erklæringen om Sociale og Juridiske Principper for Beskyttelse af Børns Velfærd med Særligt Henblik på Anbringelse i Pleje og Adoption på Nationalt eller Internationalt Plan (Generalforsamlingsresolution 41/85 af 3. december 1986), De Forenede Nationers Standardminimumsregler for Retspleje over for Mindreårige (»Beijingreglerne«) (Generalforsamlingsresolution 40/33 af 29. november 1985) og Erklæringen om Beskyttelse af Kvinder og Børn i Nødssituationer og Under Væbnet Konflikt (Generalforsamlingsresolution 3318 (XXIX) af 14. december 1975),

anerkender, at der i alle lande i verden er børn, der lever under særligt vanskelige forhold, og at sådanne børn kræver særlig hensyntagen,

tager behørigt hensyn til betydningen af hvert folks traditioner og kulturelle værdier med henblik på barnets beskyttelse og harmoniske udvikling,

anerkender betydningen af internationalt samarbejde for at forbedre børns levevilkår i alle lande, særligt i udviklingslandene,

er blevet enige om følgende

Kapitel I

Artikel 4

Deltagerstaterne skal gennemføre al passende lovgivning samt administrative og andre forholdsregler til gennemførelsen af de i denne konvention anerkendte rettigheder. Med hensyn til økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder skal deltagerstaterne gennemføre sådanne forholdsregler, i videst muligt omfang inden for de ressourcer, der er til rådighed, og, hvor der er behov for det, inden for rammerne af internationalt samarbejde.

Artikel 4 pålægger deltagerstaterne at tage alle nødvendige skridt med henblik på at gennemføre de rettigheder, som konventionen anerkender. For så vidt angår økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder skal dette efter behov ske i internationalt samarbejde.

Artikel 5

Deltagerstaterne skal respektere det ansvar og de rettigheder og pligter, som forældrene har, eller, hvor dette finder anvendelse, tilsvarende ansvar, rettigheder og pligter for så vidt angår medlemmerne af den udvidede familie eller samfundet i overensstemmelse med stedlig sædvane, samt værger eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, til på en måde, der svarer til den løbende udvikling af barnets evner, at yde passende vejledning og støtte til barnet i udøvelsen af rettighederne anerkendt i denne konvention.

Artikel 5 pålægger deltagerstaterne at respektere de rettigheder, som forældrene, efter omstændighederne familien i bredere forstand og samfundet, har til at vejlede barnet i overensstemmelse med de i konventionen anerkendte rettigheder.

Barnets ret til at leve og vokse op fastslås i artikel 6 .

Det har været overvejet, hvorvidt denne bestemmelse er i overensstemmelse med den danske lovgivning om svangerskabsafbrydelse.

Det fremgår af forarbejderne til konventionen, at spørgsmålet om legal svangerskabsafbrydelse har været drøftet navnlig i relation til præamblens pkt. 9 . Dette punkt henviser til Erklæringen om Barnets Rettigheder af 20. november 1959, hvorefter »barnet som følge af sin fysiske eller åndelige umodenhed har behov for særlig beskyttelse og omsorg, herunder passende juridisk beskyttelse, både før og efter fødslen.«

Adskillige delegationer, herunder den danske, talte under arbejdet med konventionen mod denne formulering ud fra den opfattelse, at konventionen kun skal behandle barnets rettigheder efter fødslen. Andre delegationer mente, at konventionen skulle beskytte barnet fra undfangelsen. Som kompromis blev den ovennævnte tekst indsat, således at formanden for arbejdsgruppen på dennes vegne afgav erklæring om, at formålet med formuleringen i præamblen ikke var at præjudicere staternes fortolkning af artikel 1 (nu artikel 1 og artikel 6) eller andre bestemmelser i konventionen.

På denne baggrund findes der ikke at være noget til hinder for, at man fra dansk side fortolker konventionen således, at den kun vedrører barnets forhold efter fødslen. Der er derfor ikke behov for at tage forbehold for artikel 6.

Artikel 6

1. Deltagerstaterne anerkender, at ethvert barn har en naturlig ret til livet.

2. Deltagerstaterne skal i videst muligt omfang sikre barnets overlevelse og udvikling.

Artikel 7

1. Barnet skal registreres umiddelbart efter fødslen og skal fra fødslen have ret til et navn, ret til at opnå et statsborgerskab og, så vidt muligt, ret til at kende og blive passet af sine forældre.

2. Deltagerstaterne skal sikre gennemførelsen af disse rettigheder i overensstemmelse med deres nationale lovgivning og deres forpligtelser ifølge de relevante internationale instrumenter på dette område, især hvis barnet ellers ville blive statsløs.

Artikel 7 bestemmer, at alle børn har ret til at få et navn, opnå et statsborgerskab og blive registreret umiddelbart efter fødslen.

Det har været overvejet, hvorvidt kravet om retten til at opnå et statsborgerskab er opfyldt i dansk ret.

Efter Indfødsretsloven erhverves dansk statsborgerskab ved fødslen, hvis barnet er født i ægteskab og mindst en af forældrene er dansk, eller - for så vidt angår børn født udenfor ægteskab - hvis moderen er dansk. Endvidere anses hittebørn, der er fundet her i riget, for at have dansk statsborgerskab.

I relation til konventionens artikel 7 kan der stilles spørgsmål om retsstillingen i tilfælde, hvor barnet er født i Danmark af statsløse forældre. Sådanne børn kan få dansk statsborgerskab ved naturalisation, dvs. ved optagelse i et forslag til lov om indfødsret, der vedtages af Folketinget. De pågældende har dog intet egentligt retskrav på naturalisation, idet det i hvert enkelt tilfælde afhænger af Folketingets skøn, om der meddeles naturalisation.

I praksis er der dog faste retningslinier for, hvornår naturalisation bør meddeles, jfr. Indenrigsministeriets cirkulære nr. 17 af 2. februar 1990. Efter ratifikation af konventionen bør der formentlig indføjes en bestemmelse i cirkulæret om Danmarks forpligtelser i medfør af konventionen.

Da der er praksis for at meddele naturalisation til de ansøgere, der opfylder cirkulærets bestemmelser, vil der hermed være opnået stor sikkerhed for, at konventionens regler følges, også selvom de pågældende børn ikke kan siges at have et egentligt retskrav på at opnå statsborgerskab.

Det tilføjes, at en helt tilsvarende bestemmelse findes i FN's Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder, som Danmark har ratificeret uden forbehold på dette punkt.

Set på denne baggrund findes det ikke påkrævet at tage forbehold til denne bestemmelse.

Artikel 8

1. Deltagerstaterne påtager sig at respektere barnets ret til at bevare sin identitet, herunder statsborgerskab, navn og familieforhold, som anerkendt af loven og uden ulovlig indblanding.

2. Hvis et barn ulovligt berøves en del af eller hele sin identitet, skal deltagerstaterne yde passende bistand og beskyttelse med henblik på hurtigt at genoprette barnets identitet.

Artikel 8 fastslår deltagerstaternes forpligtelse til at respektere barnets ret til at bevare sin identitet, herunder at have et statsborgerskab og bære et navn.

Artikel 9

1. Deltagerstaterne skal sikre, at barnet ikke adskilles fra sine forældre mod deres vilje, undtagen når kompetente myndigheder, hvis afgørelser er undergivet retlig prøvelse, i overensstemmelse med gældende lov og praksis bestemmer, at en sådan adskillelse er nødvendig af hensyn til barnets tarv. En sådan beslutning kan være nødvendig i særlige tilfælde, f.eks. ved forældres misbrug eller vanrøgt af barnet, eller hvor forældrene lever adskilt og der skal træffes beslutning om barnets bopæl.

2. I behandlingen af enhver sag i medfør af stykke 1 skal alle interesserede parter gives mulighed for at deltage i sagsbehandlingen og fremføre deres synspunkter.

3. Deltagerstaterne skal respektere retten for et barn, der er adskilt fra den ene eller begge forældre, til at opretholde regelmæssig personlig forbindelse og direkte kontakt med begge forældre, undtagen hvis dette strider mod barnets tarv.

4. Hvor en sådan adskillelse er en følge af en handling iværksat af en deltagerstat, såsom tilbageholdelse, fængsling, udvisning, forvisning eller død (herunder dødsfald af en hvilken som helst årsag, mens personen er i statens varetægt) af den ene eller begge forældre eller af barnet, skal deltagerstaten efter anmodning give forældrene, barnet eller om nødvendigt et andet medlem af familien de væsentlige oplysninger om, hvor den eller de fraværende medlemmer af familien befinder sig, medmindre afgivelsen af oplysningerne ville være skadelig for barnets velfærd. Deltagerstaterne skal desuden sikre, at fremsættelsen af en sådan anmodning ikke i sig selv medfører skadelige følger for vedkommende person eller personer.

Artikel 9 pålægger deltagerstaterne at garantere, at et barn ikke adskilles fra sine forældre mod deres vilje, medmindre kompetente myndigheder træffer beslutning herom i overensstemmelse med gældende ret og under hensyn til barnets tarv.

Skilles et barn fra sine forældre har barnet ret til at opretholde kontakt med forældrene, med mindre det vil stride mod barnets tarv. Sker adskillelsen på myndighedernes initiativ har staten pligt til på begæring at oplyse de berørte personer om de øvrige parters opholdssted. Det er dog også her en betingelse, at oplysning herom kan ske uden at barnets tarv lider skade.

I artikel 10 fastslås det, at ansøgninger fra børn eller forældre om ind- eller udrejse fra et land i familiesammenføringsøjemed skal behandles hurtigt og positivt. Med henblik på at opretholde kontakt med hinanden skal børn og forældre, som opholder sig i forskellige lande, desuden som hovedregel have ret til udrejse fra et hvilket som helst land og indrejse i deres eget land.

Deltagerstaterne forpligter sig i medfør af artikel 11 til at gennemføre foranstaltninger til bekæmpelse af ulovlig fjernelse af børn til og manglende tilbagevenden fra udlandet. Dette kan bl.a. ske gennem indgåelse af bilaterale eller multilaterale traktater om spørgsmålet.

Artikel 10

1. I overensstemmelse med deltagerstaternes forpligtelse i henhold til artikel 9, stykke 1, skal ansøgninger fra et barn eller dettes forældre om indrejse i eller udrejse fra en deltagende stat med henblik på familiesammenføring behandles på en positiv, human og hurtig måde af deltagerstaterne. Deltagerstaterne skal endvidere sikre, at indgivelse af en sådan ansøgning ikke medfører negative virkninger for ansøgere og deres familiemedlemmer.

2. Et barn, hvis forældre har fast bopæl i forskellige stater, skal have ret til, undtagen under særlige omstændigheder, regelmæssigt at have personlig forbindelse og direkte kontakt med begge forældre. Med henblik herpå og i overensstemmelse med deres forpligtelser i medfør af artikel 9, stykke 1 skal deltagerstaterne respektere barnets og dets forældres ret til at forlade et hvilket som helst land, herunder deres eget, og til at indrejse i deres eget land. Retten til at forlade et hvilket som helst land skal kun underkastes sådanne begrænsninger, som er fastsat ved lov, og som er nødvendige for at beskytte den nationale sikkerhed, den offentlige orden (ordre public), folkesundheden eller sædeligheden, eller andre personers rettigheder og friheder, og som er i overensstemmelse med de øvrige rettigheder, der er anerkendt i denne konvention.

Artikel 11

1. Deltagerstaterne skal træffe forholdsregler til at bekæmpe børns ulovlige fjernelse til og manglende tilbagevenden fra udlandet.

2. Med henblik herpå skal deltagerstaterne fremme indgåelse af bilaterale og multilaterale aftaler eller tiltrædelse af eksisterende aftaler.

Artikel 12

1. Deltagerstaterne skal sikre et barn, der er i stand til at udforme sine egne synspunkter, retten til frit at udtrykke disse synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet; barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed.

2. Med henblik herpå skal barnet især gives mulighed for at udtale sig i enhver behandling ved dømmende myndighed eller forvaltningsmyndighed af sager, der vedrører barnet, enten direkte eller gennem en repræsentant eller et passende organ i overensstemmelse med de i national ret foreskrevne fremgangsmåder.

Artikel 12 omhandler barnets ret til frit at give udtryk for egne synspunkter i alle forhold, der vedrører det selv. Barnets synspunkter skal tillægges betydning set i forhold til barnets alder og modenhed.

Artikel 13

1. Barnet skal have ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til uanset territoriale grænser at søge, modtage og videregive oplysninger og tanker af enhver art, enten mundtligt, skriftligt eller på tryk i form af kunst eller gennem en hvilken som helst anden udtryksmåde, barnet måtte vælge.

2. Udøvelsen af denne ret kan underkastes visse begrænsninger, men kun sådanne som følger af lovgivningen, og som er nødvendige

(a) af hensyn til andres rettigheder eller omdømme; eller

(b) til beskyttelse af national sikkerhed, offentlig orden (ordre public), folkesundhed eller sædelighed.

Artikel 13-16 indeholder bestemmelser om barnets ytringsfrihed, tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed, forsamlings- og foreningsfrihed samt om retten til respekt for privat- og familieliv.

Der er her tale om rettigheder, som alle mennesker i Danmark nyder godt af, dog med visse lovregulerede begrænsninger, således som det også er forudsat i konventionen.

Efter Myndighedslovens § 7, stk.1 kan forældremyndighedens indehaver træffe afgørelse om barnets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov. Forældrene kan således, ud fra en vurdering af, hvad der er i barnets interesse, foretage en række begrænsninger i barnets udfoldelsesmuligheder, herunder i udøvelsen af de ovennævnte rettigheder.

Man kunne på denne baggrund rejse spørgsmål om, hvorvidt forældrenes ret til at udøve forældremyndighed - især over for større børn - er i strid med konventionens bestemmelser.

Artiklerne 13-16 skal ses i sammenhæng med konventionens artikel 5. Ifølge denne bestemmelse skal staterne respektere forældrenes ansvar, rettigheder og pligter til i overensstemmelse med barnets udvikling at give passende råd og vejledning i forbindelse med barnets udøvelse af de rettigheder, der følger af konventionen. Konventionen anerkender således det princip, at forældrenes omsorgspligt overfor barnet medfører en ret for forældrene til at gøre indskrænkninger i barnets handlefrihed, når det må antages at være til barnets bedste.

Konventionen er således i overensstemmelse med dansk ret på dette punkt.

Tilbage står spørgsmålet, hvorledes man sikrer, at forældrenes begrænsning af barnets handlefrihed ikke får mere indgribende karakter, end hvad der er nødvendigt for bedst muligt at varetage barnets tarv.

Efter Bistandslovens § 32 påhviler det kommunalbestyrelsen at føre tilsyn med de forhold, hvorunder børn i kommunen lever og at støtte forældrene med hensyn til børnenes opdragelse og pleje. Bistandsloven giver endvidere kommunen mulighed for at bistå forældrene og iværksætte hjælpeforanstaltninger, når barnet lever under utilfredsstillende forhold.

For så vidt angår artikel 13 , der omhandler barnets ytringsfrihed, bemærkes, at Undervisningsministeriet, Direktoratet for Folkeskolen og Seminarierne, ved cirkulære nr. 283 af 16. november 1970 har givet retningslinier for udgivelse af skoleblade. Undervisningsministeriet agter at ophæve cirkulæret i forbindelse med ratifikationen, idet det er tvivlsomt, om cirkulæret er i overensstemmelse med konventionen. Efter artikel 14, stk. 2, skal deltagerstaterne respektere forældrenes rettigheder og pligt til at give retningslinier for barnet med henblik på barnets udøvelse af sin ret til tanke-, samvittigheds~ og religionsfrihed. Det bemærkes i denne forbindelse, at det i tilfælde, hvor forældrene lever adskilt, jf. artikel 9, er den af forældrene, der har forældremyndigheden, der har ret og pligt til at vejlede barnet.

Artikel 14

1. Deltagerstaterne skal respektere barnets ret til tankefrihed, samvittigheds- og religionsfrihed.

2. Deltagerstaterne skal respektere rettigheder og pligter for forældrene, og i påkommende tilfælde værger, til på en måde, der svarer til barnets gradvise udvikling af dets evner, at give retningslinier til barnet med henblik på udøvelsen af dets ret.

3. Frihed til at udøve sin religion eller overbevisning kan kun underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov, og som er nødvendige for at beskytte den offentlige sikkerhed, orden, folkesundheden, sædeligheden, eller andre menneskers grundlæggende rettigheder og friheder.

Artikel 15

1. Deltagerstaterne anerkender barnets ret til foreningsfrihed og dets frihed til at deltage i fredelige forsamlinger.

2. Udøvelsen af disse rettigheder må ikke underkastes andre indskrænkninger end sådanne, som er foreskrevet ved lov, og som er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale eller offentlige sikkerhed, den offentlige orden (ordre public), beskyttelse af folkesundheden eller sædeligheden eller beskyttelse af andres rettigheder og friheder.

Artikel 16

1. Intet barn må udsættes for vilkårlig eller ulovlig indblanding i sit privat- og familieliv, sit hjem eller sin brevveksling, eller ulovlige angreb på sin ære eller sit omdømme.

2. Barnet har ret til lovens beskyttelse mod sådan indblanding eller sådanne angreb.

Artikel 17

Deltagerstaterne erkender massemediernes vigtige rolle og skal sikre, at barnet har adgang til information og materiale fra forskellige nationale og internationale kilder, særligt sådanne, hvis formål er at fremme barnets sociale, åndelige og moralske velfærd og fysiske og psykiske sundhed. Med henblik herpå skal deltagerstaterne

(a) tilskynde massemedierne til at udbrede information og materiale, der er af social og kulturel værdi for barnet og i overensstemmelse med ånden i artikel 29;

(b) tilskynde til internationalt samarbejde om produktion, udveksling og spredning af sådan oplysning og materiale fra forskellige kulturelle, nationale og internationale kilder;

(c) tilskynde til produktion og udbredelse af børnebøger;

(d) tilskynde massemedierne til at tage særligt hensyn til de sproglige behov hos børn, der tilhører et mindretal eller en urbefolkning;

(e) tilskynde til udvikling af passende retningslinier for beskyttelse af barnet mod oplysning og materiale, der skader dets velfærd, jf. bestemmelserne i artikel 13 og 18.

Artikel 17 forpligter deltagerstaterne til at sikre barnets ret til at søge oplysning fra forskellige nationale og internationale kilder, navnlig sådanne oplysninger, som tager sigte på at forbedre barnets sociale forhold og fysiske og psykiske helbred. I den forbindelse forpligter deltagerstaterne sig til at opfordre massemedierne til at udbrede oplysning om forhold af kulturel og social værdi for barnet.

Artikel 18

1. Deltagerstaterne skal bestræbe sig på at sikre anerkendelse af princippet om, at begge forældre har fælles ansvar for barnets opdragelse og udvikling. Forældrene, eller i givet fald værgen, har hovedansvaret for barnets opdragelse og udvikling. Barnets tarv skal for dem komme i første række.

2. Med henblik på at sikre og fremme de rettigheder, der er indeholdt i denne konvention, skal deltagerstaterne yde passende bistand til forældre og værger ved disses udførelse af deres pligter som opdragere af børn og skal sikre udviklingen af institutioner, ordninger og tjenesteydelser til omsorg for børn.

3. Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler for at sikre, at børn af arbejdende forældre har ret til at nyde godt af omsorgsforanstaltninger for børn, som de er berettigede til.

Artikel 18 fastslår, at deltagerstaterne i videst muligt omfang skal sikre princippet om begge forældres fælles ansvar for barnets opdragelse og udvikling.

Artikel 19

1. Deltagerstaterne skal træffe alle passende lovgivningsmæssige, administrative, sociale og uddannelsesmæssige forholdsregler til beskyttelse af barnet mod alle former for fysisk eller psykisk vold, skade eller misbrug, vanrøgt eller forsømmelig behandling, mishandling eller udnyttelse, herunder seksuel misbrug, medens barnet er i forældrenes, værgens eller andre personers varetægt.

2. Sådanne beskyttende foranstaltninger bør i passende omfang omfatte virkningsfulde retningslinier, såvel for udformning af sociale programmer, der kan yde den nødvendige støtte til barnet og til dem, der har barnet i deres varetægt, som til andre former for forebyggelse og identifikation, rapportering, henvisning, undersøgelse, behandling og opfølgning af tilfælde af børnemishandling som beskrevet ovenfor og om nødvendigt til retsforfølgelse.

Artikel 19 pålægger deltagerstaterne at træffe passende foranstaltninger til beskyttelse af barnet mod enhver form for fysisk eller psykisk mishandling, forsømmelse eller udnyttelse, herunder seksuel misbrug.

Artikel 20

1. Et barn, der midlertidigt eller konstant er afskåret fra sine familiemæssige omgivelser eller som af hensyn til sit eget bedste ikke kan tillades at forblive i disse omgivelser, har ret til særlig beskyttelse og bistand fra statens side.

2. Deltagerstaterne skal i overensstemmelse med deres nationale ret sikre alternativ omsorg for et sådant barn.

3. Sådan omsorg kan blandt andet omfatte anbringelse i pleje, Kafalah efter islamisk ret, adoption eller om nødvendigt anbringelse i passende børneinstitutioner. Ved overvejelse af mulige løsninger skal der tages tilbørligt hensyn til ønskeligheden af sammenhæng i et barns opvækst og til barnets etniske, religiøse, kulturelle og sproglige baggrund.

Artikel 20 omhandler børn, som er afskåret fra deres familie eller som af hensyn til eget bedste ikke kan tillades at forblive i hjemmet. Stykke 1 fastslår, at sådanne børn skal have ret til særlig beskyttelse og bistand fra statens side. Stykke 2 pålægger deltagerstaterne i overensstemmelse med deres nationale lovgivning at sikre alternativ omsorg for disse børn. I stykke 3 gives eksempler på sådan alternativ omsorg; der nævnes anbringelse i pleje, kafalah efter islamisk ret, adoption og om nødvendigt anbringelse i børneinstitutioner.

Det fastslås, at man ved afgørelse af, hvor barnet skal placeres, bl.a. skal tage hensyn til barnets etniske, religiøse, kulturelle og sproglige baggrund.

Artikel 21

De deltagerstater, der anerkender og/eller tillader adoption, skal sikre, at barnets tarv skal være af altafgørende betydning og skal

(a) sikre, at adoptionen af barnet kun kan godkendes af kompetente myndigheder, der i overensstemmelse med gældende ret og praksis og på grundlag af alle relevante og pålidelige oplysninger afgør, at adoption er tilladelig i betragtning af barnets stilling i forhold til forældre, pårørende og værger, og at, om nødvendigt, personer, der berøres, på oplyst grundlag har meddelt deres indforståelse med adoptionen på baggrund af den fornødne rådgivning;

(b) anerkende, at international adoption kan overvejes som en alternativ måde at drage omsorg for et barn på, hvis barnet ikke kan anbringes i pleje eller i adoption hos en familie, eller der ikke på anden passende måde kan drages omsorg for barnet i dets hjemland;

(c) sikre, at vedkommende barn ved international adoption nyder beskyttelse efter regler svarende til dem, der gælder for national adoption;

(d) i tilfælde af international adoption, tage alle passende forholdsregler for at sikre, at anbringelsen ikke fører til upassende økonomisk gevinst for dem, der har medvirket ved adoptionen;

(e) fremme, hvor det er hensigtsmæssigt, formålene med denne artikel ved indgåelse af bilaterale eller multilaterale ordninger eller aftaler og tilstræbe inden for disse rammer at sikre, at anbringelsen af barnet i et andet land sker gennem ansvarlige myndigheder eller organer.

Artikel 21 indeholder bestemmelser om adoption. Det understreges bl.a., at barnets tarv skal være det vigtigste hensyn ved adoption. Beslutning om adoption må kun træffes af deltagerstaternes kompetente myndigheder. Ved internationale adoptioner har deltagerstaterne desuden en forpligtelse til at sikre, at personer, som har medvirket ved adoptionen ikke opnår upassende økonomisk gevinst.

Artikel 22

1. Deltagerstaterne skal tage passende forholdsregler til at sikre, at et barn, som søger flygtningestatus, eller som anses som flygtning i overensstemmelse med gældende international eller national ret og praksis, uanset om det kommer alene eller er ledsaget af sine forældre eller af en anden person, får passende beskyttelse og humanitær bistand og nyder de rettigheder, som er angivet i denne konvention og i andre internationale instrumenter vedrørende menneskerettigheder eller humanitære forhold, hvori den pågældende stat deltager.

2. Med dette for øje skal deltagerstaterne i det omfang, de anser det for passende, samarbejde om enhver bestræbelse udfoldet af De Forenede Nationer og andre ansvarlige mellemstatslige organisationer eller private organisationer, der samarbejder med De Forenede Nationer, med henblik på at beskytte og bistå et sådant barn og på at spore forældrene eller andre medlemmer af familien til ethvert barn, der er flygtning, med det formål at opnå de oplysninger, der er nødvendige for at barnet skal kunne genforenes med sin familie. Såfremt ingen af forældrene eller andre familiemedlemmer kan findes, skal barnet nyde samme beskyttelse som ethvert andet barn, der permanent eller midlertidigt er afskåret fra sine familiemæssige omgivelser uanset årsagen, i overensstemmelse med denne konvention.

Artikel 22 omhandler flygtningebørn og børn, som søger flygtningestatus. Det fastslås, at deltagerstaterne skal give disse børn den nødvendige beskyttelse og humanitær bistand, eventuelt i internationalt samarbejde, bl.a. inden for rammerne af FN, med henblik på, at barnet skal kunne genforenes med sin familie.

Artikel 23

1. Deltagerstaterne anerkender, at et psykisk eller fysisk handicappet barn bør have et indholdsrigt og menneskeværdigt liv under forhold, der sikrer værdighed, fremmer selvtilliden og medvirker til barnets aktive deltagelse i samfundslivet.

2. Deltagerstaterne anerkender det handicappede barns ret til særlig omsorg og skal inden for rammerne af de midler, der er til rådighed, arbejde for at sikre det berettigede barn, og dem, der er ansvarlige for dets omsorg, bistand, hvorom der er indgivet ansøgning og som er rimelig under hensyn til barnets tilstand og til omstændighederne for forældrene eller andre, der passer barnet.

3. I erkendelse af et handicappet barns særlige behov skal bistand, der ydes i henhold til stykke 2, være gratis, når dette er muligt, idet der tages hensyn til forældrenes økonomiske formåen eller den økonomiske formåen hos andre, der passer barnet, og skal udformes med henblik på at sikre, at det handicappede barn har fuld adgang til og modtager undervisning, uddannelse, sundhedspleje, revalidering, forberedelse til arbejdslivet og muligheder for fritidsadspredelse, alt på en måde, der bedst muligt fremmer barnets sociale tilpasning og personlige udvikling, herunder dets kulturelle og åndelige udvikling.

4. Deltagerstaterne skal i det internationale samarbejdes ånd fremme udveksling af passende information om forebyggende sundhedspleje og medicinsk, psykologisk og funktionel behandling af handicappede børn, herunder spredning af og adgang til information om former for revalidering, undervisning og erhvervsvejledning, med henblik på at gøre det muligt for deltagerstaterne at forbedre deres formåen og kunnen og at udvide deres erfaring på disse områder. I den henseende skal der tages særligt hensyn til udviklingslandenes behov.

Artikel 23 anerkender det handicappede barns ret til særlig omsorg og indeholder bl.a. bestemmelser, ifølge hvilke børn med fysiske eller psykiske handicaps bør sikres et indholdsrigt og menneskeværdigt liv med aktiv deltagelse i samfundslivet.

Artikel 24

1. Deltagerstaterne anerkender barnets ret til at nyde den højest opnåelige sundhedstilstand, adgang til at få sygdomsbehandling og genoprettelse af helbredet. Deltagende stater skal stræbe mod at sikre, at intet barn fratages sin ret til adgang til at opnå sådan behandling og pleje.

2. Deltagerstaterne skal arbejde for fuld gennemførelse af denne ret og især tage passende forholdsregler for

(a) at formindske spædbørns- og børnedødeligheden;

(b) at sikre ydelsen af nødvendig lægelig bistand og sundhedspleje til alle børn med særlig vægt på udvikling af den primære sundhedspleje;

(c) at bekæmpe sygdom og underernæring, herunder inden for rammerne af den primære sundhedspleje, blandt andet ved anvendelse af let tilgængelig teknologi og gennem ydelse af tilstrækkelig og nærende mad og rent drikkevand under hensyntagen til de farer og risici, der er knyttet til forurening af miljøet;

(d) at sikre kvinder passende svangerskabs- og barselspleje;

(e) at sikre, at alle grupper i samfundet, særligt forældre og børn, oplyses om og har adgang til undervisning og støttes i brugen af grundlæggende viden om børns sundhed og ernæring, fordelene ved amning, hygiejne og rengøring af omgivelserne og forebyggelse af uheld;

(f) at udvikle forebyggende sundhedspleje, rådgivning af forældre, samt undervisning og bistand i forbindelse med familieplanlægning.

3. Deltagerstaterne skal tage alle effektive og passende forholdsregler med henblik på afskaffelse af traditionsbundne ritualer, som er skadelige for børns sundhed.

4. Deltagerstaterne forpligter sig til at fremme og opmuntre internationalt samarbejde med henblik på gradvis at opnå fuldstændig gennemførelse af den i denne artikel anerkendte ret. I denne henseende skal der tages særligt hensyn til udviklingslandenes behov.

Artikel 24 fastslår barnets ret til at nyde godt af den højest opnåelige standard på sundheds- og sygdomsbehandlingsområdet efter nærmere angivne retningslinier. Af områder, hvor deltagerstaterne forpligter sig til at gøre en særlig indsats, nævnes bl.a. modvirkning af spædbørns- og børnedødelighed samt underernæring.

Artikel 25

Deltagerstaterne anerkender retten for et barn, der af de ansvarlige myndigheder er blevet anbragt for at få pleje, beskyttelse eller behandling af hensyn til sin fysiske eller psykiske sundhed, til periodisk gennemgang af den behandling, som barnet får, og af alle andre omstændigheder vedrørende dets anbringelse.

Artikel 25 omhandler børn anbragt uden for hjemmet med henblik på at få pleje, beskyttelse eller behandling af hensyn til deres fysiske eller psykiske sundhed. Bestemmelsen fastslår disse børns ret til, at der gennemføres en regelmæssig vurdering af behandlingen og af alle omstændigheder af betydning for deres anbringelse.

Artiklerne 26 og 27 indeholder regler om barnets ret til social sikkerhed og rettigheder vedrørende økonomisk og social udvikling.

Artiklerne 28 og 29 indeholder regler om barnets ret til uddannelse, herunder en forpligtelse for deltagerstaterne til at gøre grunduddannelse tvungen og gratis for alle. Herudover opregnes de grundlæggende formål med børns uddannelse.

Artikel 26

1. Deltagerstaterne skal anerkende ethvert barns ret til at nyde godt af social sikkerhed, herunder social forsikring, og skal tage de nødvendige forholdsregler for at opnå uindskrænket opnåelse af denne ret i overensstemmelse med national ret.

2. Hvor det er hensigtsmæssigt bør bistanden ydes under hensyntagen til de forhåndenværende midler og omstændighederne, for barnet og de personer, der har ansvaret for barnets underhold, og til enhver anden omstændighed af betydning for en bistandsansøgning indgivet af barnet eller på dettes vegne.

Artikel 27

1. Deltagerstaterne anerkender ethvert barns ret til den levestandard, der kræves for barnets fysiske, psykiske, åndelige, moralske og sociale udvikling.

2. Forældrene eller andre med ansvar for barnet har hovedansvaret for efter evne og økonomisk formåen at sikre de levevilkår, der er nødvendige for barnets udvikling.

3. Deltagerstaterne skal i overensstemmelse med nationale forhold og inden for deres evner og økonomiske muligheder træffe passende forholdsregler for at bistå forældre og andre med ansvar for barnet med at gennemføre denne ret og skal i tilfælde af behov derfor yde materiel bistand og udarbejde støtteprogrammer, især med hensyn til ernæring, beklædning og bolig.

4. Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler til at sikre inddrivelse af underholdsbidrag til barnet fra forældrene eller andre personer med økonomisk ansvar for barnet, både i deltagerstaten og i udlandet. Især i tilfælde, hvor den person, der har det økonomiske ansvar for barnet er bosat i en anden stat end barnet, skal deltagerstaterne fremme tilslutning til internationale aftaler eller til indgåelse af sådanne aftaler samt indføre andre passende ordninger.

Artikel 28

1. Deltagerstaterne anerkender barnets ret til uddannelse, og med henblik på gradvis at opnå denne ret og på grundlag af ligestillingsprincippet skal de især

(a) gøre grunduddannelse tvungen og gratis tilgængelig for alle;

(b) opmuntre udviklingen af forskellige former for uddannelse, der følger efter grunduddannelsen, herunder almindelig og faglig uddannelse, gøre disse tilgængelige og opnåelige for ethvert barn og træffe passende forholdsregler, såsom indførelse af gratis uddannelse og tilbud om økonomisk bistand i trangstilfælde;

(c) gøre højere uddannelse opnåelig for alle inden for rammerne af deres evner og med alle passende midler;

(d) gøre studievejledning og erhvervsvejledning tilgængelig og opnåelig for alle børn;

(e) træffe forholdsregler for at opmuntre regelmæssig deltagelse i skolegang og begrænse frafald.

2. Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler for at sikre, at disciplinen i skolen administreres på en måde, der tilgodeser barnets værdighed som menneske og er i overensstemmelse med denne konvention.

3. Deltagerstaterne skal fremme og støtte internationalt samarbejde om uddannelsesspørgsmål, især med henblik på at bidrage til afskaffelse af uvidenhed og analfabetisme overalt i verden og lette adgangen til videnskabelig og teknisk viden og moderne undervisningsmetoder. I denne henseende skal der tages særligt hensyn til udviklingslandenes behov.

Artikel 29

1. Deltagerstaterne er enige om, at uddannelsen af barnet skal have til hensigt at

(a) udvikle barnets muligheder i relation til personlighed, evner og psykiske og fysiske formåen fuldt ud;

(b) udvikle respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder og for de principper, der er nedfældet i De Forenede Nationers Pagt;

(c) udvikle respekt for barnets forældre, dets egen kulturelle identitet, sprog og værdier, og for de nationale værdier i det land, hvor barnet er bosat, og i landet, hvorfra barnet oprindeligt stammer og for kulturer, der adskiller sig fra barnets egen kultur;

(d) forberede barnet til et ansvarligt liv i et frit samfund i en ånd af forståelse, fred, tolerance, ligestilling af kønnene og venskab mellem alle folk, etniske, nationale og religiøse grupper og personer, som tilhører urbefolkninger;

(e) udvikle respekt for det naturlige miljø.

2. Ingen del af denne artikel eller artikel 28 må fortolkes som indblanding i enkeltpersoners eller organisationers frihed til at oprette og lede undervisningsinstitutioner. Der skal dog til enhver tid tages hensyn til de i denne artikels stykke 1 fastslåede principper samt til kravene om, at uddannelse i sådanne institutioner opfylder de af staten foreskrevne minimumsregler.

Artikel 30

I stater, hvor der er etniske, religiøse eller sproglige mindretal eller personer tilhørende urbefolkninger, skal et barn, der tilhører et sådant mindretal eller en sådan urbefolkning, ikke nægtes retten til i fællesskab med andre medlemmer af sin gruppe, at udøve sin egen kultur, at bekende sig til og udøve sin egen religion eller at bruge sit eget sprog.

Artikel 30 omhandler børn fra etniske, religiøse eller sproglige mindretal og urbefolkninger, og deres ret til at dyrke egen religion og kultur, og bruge eget sprog m.v.

Artikel 31

1. Deltagerstaterne anerkender barnets ret til hvile og fritid, til at lege og dyrke fritidsinteresser, som er passende for barnets alder, og til frit at deltage i det kulturelle og kunstneriske liv.

2. Deltagerstaterne skal respektere og fremme barnets ret til fuld deltagelse i det kulturelle og kunstneriske liv og skal opmuntre til, at der stilles passende og lige muligheder til rådighed for kulturel, kunstnerisk, fritidspræget og rekreativ udfoldelse.

Artikel 31 regulerer barnets ret til hvile, leg og rekreation, og retten til at deltage i kunst- og kulturliv.

Artikel 32

1. Deltagerstaterne anerkender barnets ret til beskyttelse mod økonomisk udnyttelse og mod at skulle udføre arbejde, som kan være farligt, gribe ind i barnets uddannelse, eller skade barnets sundhed eller dets fysiske, psykiske, åndelige, moralske eller sociale udvikling.

2. Deltagerstaterne skal træffe lovgivningsmæssige, administrative, sociale og uddannelsesmæssige foranstaltninger for at sikre gennemførelsen af denne artikel. Med henblik herpå og under hensyn til vedkommende bestemmelser i andre internationale instrumenter, skal deltagerstaterne især

(a) fastsætte en minimumsalder eller minimumsaldre for adgang til ansættelse;

(b) fastsætte en passende regulering af arbejdstider og arbejdsvilkår, og

(c) fastsætte passende straf eller andre sanktioner for at sikre effektiv håndhævelse af denne artikel.

Artikel 32 anerkender barnets ret til beskyttelse mod økonomisk udnyttelse og deltagelse i farligt eller skadeligt arbejde samt arbejde, som forhindrer barnet i at modtage uddannelse. Herudover fastslår artiklen bl.a., at der skal fastsættes minimumsalder for adgang til ansættelse og regler om arbejdstid og arbejdsvilkår.

Artikel 33

Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler, herunder lovgivningsmæssige, administrative, sociale og uddannelsesmæssige forholdsregler for at beskytte børn mod ulovlig brug af narkotika og psykotrope stoffer som defineret i vedkommende internationale traktater, og til at forebygge, at børn anvendes til ulovlig produktion af og handel med sådanne stoffer.

Artikel 33 indeholder forpligtelser for deltagerstaterne til at beskytte børn mod ulovlig brug af narkotiske og psykotrope stoffer og mod udnyttelse i forbindelse med produktion og handel med sådanne stoffer.

Artikel 34

Deltagerstaterne påtager sig at beskytte barnet mod alle former for seksuel udnyttelse og seksuel misbrug. Med henblik herpå skal deltagerstaterne især tage alle passende nationale, bilaterale og multilaterale forholdsregler for at forhindre

(a) at et barn overtales eller tvinges til at deltage i nogen form for ulovlig seksuel aktivitet;

(b) at børn udnyttes til prostitution eller andre former for ulovlig seksuel aktivitet;

(c) at børn udnyttes i pornografiske forestillinger og materialer.

Artikel 34 pålægger deltagerstaterne at beskytte barnet mod seksuel udnyttelse, herunder mod børneprostitution og børnepornografi.

Artikel 35

Deltagerstaterne skal træffe alle passende nationale, bilaterale og multilaterale forholdsregler med henblik på at forebygge bortførelse, salg eller handel med børn til noget formål og i nogen form.

Artikel 35 pålægger deltagerstaterne at forebygge bortførelse og salg af børn.

Artikel 36

Deltagerstaterne skal beskytte barnet mod alle andre former for udnyttelse, der på nogen måde kan skade barnet.

Artikel 36 indeholder et generelt påbud om at beskytte børn mod alle former for udnyttelse, som på nogen måde kan skade barnet.

Artikel 37

Deltagerstaterne skal sikre, at

(a) intet barn gøres til genstand for tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Hverken dødsstraf eller fængsel på livstid uden mulighed for løsladelse skal kunne idømmes for forbrydelser begået af personer under 18 år;

(b) intet barn ulovligt eller vilkårligt berøves sin frihed. Anholdelse, tilbageholdelse eller fængsling af et barn skal følge lovens forskrifter og må kun bruges som en sidste udvej og for det kortest mulige passende tidsrum;

(c) ethvert barn, der er berøvet friheden, behandles menneskeligt og med respekt for menneskets naturlige værdighed og på en måde, der tager hensyn til deres aldersmæssige behov. Især skal ethvert barn, der er berøvet friheden, holdes adskilt fra voksne, medmindre en sådan adskillelse ikke anses at tjene barnets tarv, og skal have ret til at opretholde kontakt med sin familie gennem brevveksling og besøg, bortset fra under særlige omstændigheder;

(d) ethvert barn, der er berøvet sin frihed, har ret til hurtig juridisk og anden passende bistand samt ret til at få lovligheden af sin frihedsberøvelse prøvet ved en domstol eller anden kompetent, uafhængig og upartisk myndighed og til hurtig afgørelse af enhver sådan sag.

Artikel 37 (a) forbyder tortur og anden nedværdigende behandling eller straf, herunder dødsstraf eller fængelsstraf på livstid uden mulighed for løsladelse, for handlinger begået af personer under 18 år.

Artikel 37 (b) forbyder vilkårlig eller ulovlig frihedsberøvelse af børn og fastslår, at frihedsberøvelse af børn skal have lovhjemmel.

Artikel 37 (d) foreskriver retsgarantier for og advokatbistand til frihedsberøvede børn.

Dansk ret er i overensstemmelse med disse regler.

Ifølge artikel 37 (c) skal ethvert barn, der er berøvet friheden, behandles menneskeligt og med respekt for menneskets naturlige værdighed og på en måde, der tager hensyn til de særlige behov, der skyldes barnets alder. Navnlig skal et frihedsberøvet barn adskilles fra voksne, medmindre en sådan adskillelse anses for ikke at tjene barnets tarv.

For så vidt angår bestemmelsens sidste punktum bemærkes, at Danmark har taget forbehold for en tilsvarende bestemmelse i Den Internationale Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder fra 1966. Denne bestemmelse er imidlertid mere absolut formuleret end bestemmelsen i artikel 37 (c), idet den ikke giver mulighed for at fravige hovedreglen, hvis det tjener barnets tarv.

Beskyttelsessynspunktet, der ligger bag reglen i artikel 37 (c), kan regeringen ganske tilslutte sig. Imidlertid er det nu almindeligt anerkendt, at der ikke i moderne fængselssystemer bør stilles et ubetinget krav om adskillelse af unge og ældre. Denne mere fleksible holdning har bl.a. fundet udtryk i den seneste udgave af De Europæiske Fængselsreglers artikel 11. Det fremgår af bemærkningerne til denne bestemmelse, der er tiltrådt af Europarådets medlemsstater, at moderne kriminalpolitik ikke længere kræver absolut adskillelse af unge og ældre. Reglerne er blevet lempet, fordi man finder, at kontakt mellem forskellige grupper af indsatte kan have en gunstig virkning, eller i hvert fald ikke en negativ virkning. Man finder således, at unge under visse omstændigheder kan drage nytte af den stabilitet, der kan udspringe af samvær med ældre indsatte.

Danmark har tidligere haft særlige ungdomsfængsler. Denne ordning gav imidlertid store problemer, blandt andet fordi de unge, ofte særdeles aktive kriminelle havde en meget uheldig indflydelse på hinanden. Et enigt Folketing nedlagde i begyndelsen af 1970'erne ungdomsfængslerne og i dag lægger man i stedet vægt på, at forholdene i fængslerne i videst mulige omfang minder om forholdene udenfor, at fængslerne er så åbne som muligt, samt at fængselspersonalet er tilstrækkeligt talstærkt og veluddannet. Et hovedformål med den nuværende ordning er således at fremme resocialiseringen af unge lovovertrædere bedst muligt. Det bemærkes i øvrigt, at indsatte i danske fængsler - i modsætning til indsatte i mange andre fængselssystemer - som udgangspunkt anbringes i enecelle. Hovedreglen i artikel 37 (c) må antages at tage særligt sigte på lande, hvor mange indsatte anbringes i samme celle.

Det bemærkes, at der også er et geografisk hensyn at tage til unge fængslede, idet de i videst mulige omfang bør forblive i nærheden af deres familie, så kontakten med denne kan bevares. Dette hensyn ville blive vanskeligt at varetage, såfremt unge lovovertrædere blev samlet i een bestemt institution. Det bemærkes i denne forbindelse, at der i den senere tid typisk har siddet 5-10 unge varetægtsfængslede og været 4-5 unge strafafsonere i kriminalforsorgens anstalter og arresthuse.

Det findes således ikke at tjene barnets tarv at anbringe det i særlige fængsler, arresthuse eller afsnit for unge lovovertrædere. Derimod kan der naturligvis i det konkrete tilfælde være grunde, der bevirker, at det er ønskeligt at adskille en ung fra kontakt med mere erfarne kriminelle. Det vil oftere være tilfældet i lukkede fængsler end åbne fængsler og arresthuse. Findes der behov herfor, vil adskillelse finde sted.

Som nævnt åbner bestemmelsen mulighed for, at børn kan anbringes i samme institution som voksne, hvis en sådan anbringelse anses for forenelig med barnets tarv. Det er regeringens opfattelse, at det danske fængselssystem er indrettet på en sådan måde, at Danmark opfylder konventionens krav for så vidt angår unge lovovertrædere.

Deltagerstaterne skal ifølge artikel 38 respektere og sikre respekt for folkerettens regler om beskyttelse af ofre for væbnede konflikter, som er af betydning for børn.

Det pålægges deltagerstaterne at undlade at rekruttere børn under 15 år til deres væbende styrker, ligesom de skal sikre, at børn ikke tager direkte del i fjendtligheder. Endelig forpligter deltagerstaterne sig til at beskytte børn, der er berørt af væbnede konflikter, i overensstemmelse med folkerettens bestemmelser om beskyttelse af civilbefolkningen.

Udformningen af bestemmelsen om rekruttering af børn til de væbnede styrker og børns inddragelse i væbnede konflikter har været et af de vanskeligste spørgsmål under udarbejdelsen af konventionen.

Det oprindelige udkast herom, der forelå som et resultat af arbejdsgruppens gennemgang på mødet i januar 1987, blev af Amnesty International og Den Internationale Røde Kors Komite kritiseret for ikke at yde tilstrækkelig beskyttelse af børn og unge. I lyset heraf blev der på arbejdsgruppens møde i januar 1988 opnået enighed om, at artikel 38 (daværende artikel 20) skulle omformuleres i overensstemmelse med artikel 77 i Geneve-konventionens tillægsprotol I, hvorefter aldersgrænsen for rekruttering til væbnede styrker er fastsat til 15 år, med den tilføjelse, at for så vidt angår de 15-18 årige, bør de ældste rekrutteres først.

Et forslag fra de nordiske lande om en yderligere beskyttelse mod rekruttering til væbnede styrker af de 15-18 årige og denne aldersgruppes inddragelse i alle former for krigshandlinger vandt ikke tilslutning, især som følge af modstand fra USA og Sovjetunionen.

Artikel 38

1. Deltagerstaterne påtager sig at respektere og sikre respekt for de bestemmelser i international humanitær ret, der er anvendelige på dem under væbnede konflikter, og som er af betydning for barnet.

2. Deltagerstaterne skal træffe alle gennemførlige forholdsregler for at sikre, at personer under 15 år ikke tager direkte del i fjendtligheder.

3. Deltagerstaterne skal afstå fra at rekruttere nogen person, der ikke er fyldt 15 år, i deres væbnede styrker. Ved rekruttering blandt personer, som er fyldt 15 år, men ikke 18 år, skal deltagerstaterne bestræbe sig på først at udvælge de ældste.

4. I overensstemmelse med deres forpligtelser i medfør af international humanitær ret til at beskytte civilbefolkningen under væbnede konflikter skal deltagerstaterne træffe alle gennemførlige forholdsregler for at sikre beskyttelse af og omsorg for børn, der er berørt af en væbnet konflikt.

Artikel 39

Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler for at fremme fysisk og psykisk helbredelse og resocialisering af et barn, der har været udsat for enhver form for forsømmelse, udnyttelse eller misbrug, tortur eller anden form for grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf eller væbnede konflikter. Sådan helbredelse og resocialisering skal finde sted i omgivelser, der fremmer barnets sundhed, selvrespekt og værdighed.

Artikel 39 pålægger deltagerstaterne at fremme fysisk og psykisk rehabilitering af børn, som har været udsat for mishandling og tortur m.v.

Artikel 40

1. Deltagerstaterne anerkender retten for ethvert barn, der mistænkes eller anklages for eller er fundet skyldig i at have begået strafbart forhold, til at blive behandlet på en måde, der er i overensstemmelse med fremme af barnets sans for værdighed og værdi, som styrker barnets respekt for andres menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder, og som tager barnets alder og ønskeligheden af at fremme, at barnet resocialiseres og påtager sig en konstruktiv rolle i samfundet, i betragtning.

2. Med henblik herpå og under hensyn til vedkommende bestemmelser i internationale instrumenter skal deltagerstaterne især sikre, at

(a) intet barn skal mistænkes eller anklages for at have begået strafbart forhold eller anses for skyldig heri på grund af handlinger eller undladelser, som ikke var forbudt ved national eller international ret på tidspunktet for overtrædelsen;

(b) ethvert barn, der mistænkes eller anklages for at have begået strafbart forhold, har mindst følgende garantier

(i) at blive anset for uskyldig, indtil skyld er bevist i henhold til loven;

(ii) at blive oplyst straks og direkte om anklagernes indhold, om fornødent gennem sine forældre eller værge, og til at få juridisk eller anden passende bistand til forberedelse og fremstilling af sit forsvar;

(iii) at få sagen afgjort, uden forsinkelse, af en kompetent, uafhængig og upartisk myndighed eller dømmende organ efter en upartisk procedure i henhold til loven med tilstedeværelse af en juridisk eller anden passende rådgiver, medmindre dette ikke anses for at tjene barnets tarv, især i betragtning af dets alder eller situation, dets forældre eller værge;

(iv) ikke at blive tvunget til at afgive vidneudsagn eller tilstå skyld; ret til at udspørge eller få forhørt vidner, som påberåbes mod barnet, og til for egen regning og på lige vilkår at få vidner indkaldt og forhørt;

(v) hvis det anses for at have begået strafbart forhold, at få beslutningen derom og enhver foranstaltning, der er truffet som følge deraf, prøvet af en højere kompetent, uafhængig og upartisk myndighed eller dømmende organ i medfør af loven,

(vi) at få gratis bistand af en tolk, hvis barnet ikke kan forstå eller tale det sprog, der anvendes;

(vii) at få sit privatliv respekteret fuldt ud på alle stadier af sagsforløbet.

3. Deltagerstaterne skal søge at fremme indførelsen af love, fremgangsmåder, myndigheder og institutioner, som er specielt tilpasset børn, der mistænkes, anklages for eller anses for at have begået strafbart forhold, herunder især

(a) fastlæggelse af en minimumsalder, under hvilken børn anses ikke at være istand til at begå strafbart forhold,

(b) forholdsregler, hvor det er hensigtsmæssigt og ønskeligt, til at tage vare på sådanne børn uden at involvere retsinstanserne, forudsat at menneskerettigheder og retsgarantier respekteres i fuldt omfang.

4. Forskellige forholdsregler, såsom omsorg, vejledning og tilsynsføring, rådgivning, prøveløsladelse, plejeaftaler, undervisning og erhvervsorienterede uddannelsesprogrammer og andre alternativer til anbringelse i institution, skal være til rådighed for at sikre, at børn behandles på en måde, der tjener deres tarv og står i passende forhold til både deres personlige forhold og til forbrydelsen.

Artikel 40 opstiller en række vidtgående retsgarantier for børn, der er sigtet eller tiltalt for strafbare forhold. Med hensyn til enkeltheder henvises til konventionsteksten, idet der tilføjes følgende bemærkninger

Artikel 40 stk. 2, (a) fastslår, at intet barn må anklages eller dømmes ifølge straffelovsbestemmelser med tilbagevirkende kraft.

Dansk ret er i overensstemmmelse med dette princip.

Ifølge artikel 40 stk.2, (b), (v) skal et barn, der dømmes for overtrædelse af Straffeloven, have adgang til at få afgørelsen herom og sanktioner i denne forbindelse prøvet af en højere kompetent, uafhængig og upartisk myndighed eller domstol.

Efter gældende dansk ret er der ikke adgang til efterprøvelse af skyldspørgsmålet ved anke af nævningesager, jfr. herved Retsplejelovens § 945, stk. 2.

Også i politisager er efterprøvelsesmuligheden begrænset. Den domfældte kan kun anke, såfremt den pågældende har givet møde i sagen og er blevet idømt højere straf end 20 dagbøder eller bøde på 3.000 kr. eller konfiskation af genstande af tilsvarende værdi eller andre offentligretlige følger er idømt, jfr. Retsplejelovens § 962, stk. 2. Justitsministeriet kan dog tillade anke, hvis sagen er af principiel karakter eller andre særlige grunde taler derfor, jfr. bestemmelsen i stk. 3.

Konventionen må antageligt forstås således, at der skal være en ubegrænset adgang til efterprøvelse.

Da dette krav ikke er opfyldt i dansk ret og da regeringen ikke finder anledning til at foreslå ændring af dansk lovgivning på dette punkt, vil det være nødvendigt fra dansk side at tage forbehold til art. 40, stk. 2, (b), (v).

Danmark har taget et lignende forbehold i relation til FN's Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder, art. 14, stk.5, der indeholder en til konventionens art. 40, stk. 2, (b), (v) svarende bestemmelse.

I artikel 40. stk. 2, (b), (vii) kræves det, at barnets privatliv respekteres på alle stadier under den strafferetlige proces.

Bestemmelsen rejser spørgsmål i relation til de indgreb, der efter dansk ret kan benyttes under straffesager, herunder legemsindgreb, ransagning, beslaglæggelse m.v.

Det er regeringens opfattelse, at bestemmelsen må forstås ud fra en forudsætning om, at sådanne skridt, der er nødvendige for at efterforskningens formål kan opfyldes, må kunne foretages under iagttagelse af de retsgarantier, der er foreskrevet i loven. Herudover må den, der er sigtet eller tiltalt, ikke udsættes for vilkårlige indgreb, der krænker hans privatliv.

På denne baggrund finder regeringen, at den danske retsplejelovgivning opfylder konventionens krav.

Artikel 41

Intet i denne konvention skal have virkning på nogen bestemmelse, der er gunstigere med hensyn til virkeliggørelse af barnets rettigheder og som kan være indeholdt i

(a) en deltagerstats lovgivning, eller

(b) den for staten gældende internationale ret.

Artikel 41 fastslår, at intet i konventionen skal være til hinder for, at barnet gives en bedre retsstilling ifølge anden lov eller folkeretlig forpligtelse for vedkommende deltagerstat.

Denne bestemmelse tjener især til at sikre, at konventionen under ingen omstændigheder kan komme til at betyde, at barnet som følge af konventionen utilsigtet får en ringere retlig beskyttelse end den beskyttelse, det havde i forvejen.

Artikel 42

Deltagerstaterne forpligter sig til gennem passende og aktive forholdsregler at gøre principperne og bestemmelserne i konventionen almindeligt bekendt for både voksne og børn.

Artikel 42 forpligter deltagerstaterne til at gøre konventionen almindelig kendt blandt voksne og børn.

Artiklerne 43-44 indeholder konventionens bestemmelser om international kontrol med deltagerstaternes efterlevelse af konventionen. Der nedsættes en uafhængig komite, som på linje med komiteerne oprettet i medfør af kontrolbestemmelserne i andre nyere menneskerettighedskonventioner, f.eks. FN-Konventionen om Borgerlige og Politiske Rettigheder og FN's Tortur-konvention, har kompetence til at gennemgå rapporter fra deltagerstaterne om konventionens gennemførelse.

Ifølge artikel 43 består komiteen af 10 uafhængige eksperter, som vælges af deltagerstaterne i personlig egenskab.

Artikel 43

1. Med henblik på at undersøge hvilke fremskridt, deltagerstaterne gør for at opfylde de forpligtelser, de har påtaget sig i henhold til denne konvention, oprettes en Komite vedrørende Barnets Rettigheder, som skal udføre de opgaver, der angives nedenfor.

2. Komiteen skal bestå af ti eksperter af høj moralsk anseelse og anerkendt sagkundskab på det område, som denne konvention omfatter. Medlemmerne af Komiteen vælges af deltagerstaterne blandt disses statsborgere og skal virke i deres personlige egenskab, idet der skal tages hensyn til ligelig geografisk fordeling og de væsentligste retssystemer.

3. Komiteens medlemmer vælges ved hemmelig afstemning på grundlag af en fortegnelse over personer, der er indstillet af deltagerstaterne. Enhver deltagende stat kan indstille een person, der er statsborger i den pågældende stat.

4. Det første valg til Komiteen finder sted senest seks måneder efter dagen for denne konventions ikrafttræden og derefter hvert andet år. Mindst fire måneder før datoen for hvert valg skal De Forenede Nationers Generalsekretær skriftligt opfordre deltagerstaterne til inden 2 måneder at indstille kandidater til Komiteen. Generalsekretæren udarbejder derefter en alfabetisk fortegnelse over samtlige således indstillede personer med angivelse af de deltagerstater, der har indstillet dem, og fremsender fortegnelsen til konventionens deltagerstater.

5. Valgene finder sted på møder mellem deltagerstaterne, som indkaldes af Generalsekretæren ved FNs hovedsæde. Ved disse møder, der for at være beslutningsdygtige kræver deltagelse af 2/3 af deltagerstaterne, indvælges i Komiteen de personer, der opnår flest stemmer og absolut flertal af de stemmer, der afgives af de tilstedeværende og stemmeafgivende repræsentanter for deltagerstaterne.

6. Komiteens medlemmer vælges for et tidsrum af fire år. De kan genvælges, såfremt de genindstilles. Embedsperioden for fem af de medlemmer, der er valgt ved det første valg, udløber dog efter to år; straks efter første valg udpeges disse fem medlemmer ved lodtrækning, foretaget af formanden for mødet.

7. Hvis et medlem af Komiteen dør, nedlægger sit hverv eller erklærer, at han eller hun af anden grund ikke længere kan varetage sine forpligtelser i Komiteen, udpeger den deltagerstat, som indstillede vedkommende, med forbehold af Komiteens godkendelse, en anden ekspert blandt sine statsborgere til at virke i den resterende del af perioden.

8. Komiteen fastsætter selv sin forretningsorden.

9. Komiteen vælger personer til at beklæde sine tillidsposter for en periode på to år.

10. Komiteens møder afholdes som regel ved FNs hovedsæde eller et andet passende sted efter Komiteens bestemmelse. Komiteen mødes normalt årligt. Varigheden af Komiteens møder fastlægges, og gennemgås om nødvendigt, på et møde mellem deltagerstaterne i denne konvention, med forbehold af FN-Generalforsamlingens godkendelse.

11. De Forenede Nationers Generalsekretær stiller i nødvendigt omfang personale og øvrige faciliteter til rådighed for Komiteen, således at denne effektivt kan udøve sine funktioner i henhold til denne konvention.

12. Med Generalforsamlingens godkendelse modtager medlemmerne af Komiteen, der er oprettet i henhold til denne konvention, vederlag af De Forenede Nationers midler på de vilkår og betingelser, som Generalforsamlingen beslutter.

Artikel 44

1. Deltagerstaterne forpligter sig til gennem De Forenede Nationers Generalsekretær at afgive beretninger til Komiteen om de foranstaltninger, de har truffet for at virkeliggøre de rettigheder, der er anerkendt i konventionen, og om de fremskridt, der er gjort med hensyn til nydelsen af disse rettigheder

(a) inden to år fra konventionens ikrafttræden i den pågældende deltagerstat,

(b) herefter hvert femte år.

2. Beretninger aflagt i medfør af denne artikel skal angive forhold og eventuelle vanskeligheder, der indvirker på omfanget af opfyldelsen af forpligtelserne ifølge denne konvention. Beretningerne skal også indeholde tilstrækkelig oplysning til at gøre det muligt for Komiteen at få omfattende forståelse af konventionens gennemførelse i vedkommende land.

3. En deltagerstat, som har aflagt en omfattende første beretning til Komiteen, behøver ikke i sine efterfølgende beretninger aflagt i henhold til stykke 1 (b) at gentage grundlæggende oplysninger, der er givet tidligere.

4. Komiteen kan anmode deltagerstaterne om yderligere oplysninger vedrørende konventionens gennemførelse.

5. Komiteen skal hvert andet år gennem Det Økonomiske og Sociale Råd aflægge beretning om sin virksomhed til De Forenede Nationers Generalforsamling.

6. Deltagerstaterne skal gøre sine beretninger almindeligt tilgængelige for offentligheden i deres egne lande.

Artikel 44 fastslår, at deltagerstaterne regelmæssigt skal afgive beretning til komiteen om de foranstaltninger, der er truffet for at gennemføre konventionens bestemmelser. Komiteen kan bl.a. komme med forslag og generelle anbefalinger.

Artikel 45

Med henblik på at fremme en effektiv gennemførelse af konventionen og det internationale samarbejde på det område, der er omfattet af konventionen,

(a) skal særorganisationerne, UNICEF og andre af De Forenede Nationers organer have adgang til at være repræsenteret under gennemgangen af gennemførelsesforanstaltningerne, vedrørende de bestemmelser i denne konvention, som falder inden for rammerne af deres mandat. Komiteen kan opfordre særorganisationer, UNICEF og andre kompetente organer, som den finder egnede, til at yde sagkyndig rådgivning om konventionens gennemførelse på områder, der falder inden for rammerne af deres respektive mandater. Komiteen kan opfordre særorganisationerne, UNICEF og andre organer af De Forenede Nationer til at aflægge beretning om konventionens gennemførelse på områder inden for rammerne af deres virksomhed.

(b) Komiteen fremsender, når den anser det for hensigtsmæssigt, til særorganisationerne, UNICEF og andre kompetente organer alle de beretninger fra deltagerstaterne, der indeholder en anmodning om eller viser et behov for teknisk rådgivning eller bistand, tillige med Komiteens bemærkninger og eventuelle forslag vedrørende disse anmodninger eller behov.

(c) Komiteen kan henstille til Generalforsamlingen at anmode Generalsekretæren om for Komiteens regning at foretage undersøgelser af særlige emner vedrørende barnets rettigheder.

(d) Komiteen kan fremkomme med forslag og generelle anbefalinger på grundlag af de oplysninger, som er modtaget i medfør af artiklerne 40 og 45 af denne konvention. Sådanne forslag og generelle anbefalinger oversendes til enhver berørt deltagerstat og indberettes til Generalforsamlingen tilligemed eventuelle bemærkninger fra deltagerstaterne.

Artikel 45 indeholder bestemmelser om, at FN's særorganisationer, UNICEF og andre FN-organer kan deltage i komiteens drøftelser af de foranstaltninger, som deltagerstaterne har truffet med henblik på at gennemføre konventionen. Herudover kan de give ekspertråd om gennemførelsen af konventionen på de områder, som ligger indenfor deres respektive kompetenceområder.

Artikel 46

Denne konvention kan undertegnes af enhver stat.

Artikel 47

Denne konvention skal ratificeres. Ratifikationsinstrumenter skal deponeres hos De Forenede Nationers Generalsekretær.

Artikel 48

Denne konvention skal forblive åben for tiltrædelse for alle stater. Tiltrædelsesinstrumenter skal deponeres hos De Forenede Nationers Generalsekretær.

Artikel 49

1. Denne konvention træder i kraft den 30. dag efter datoen for deponering af det 20. ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument hos De Forenede Nationers Generalsekretær.

2. For enhver stat, der ratificerer eller tiltræder denne konvention efter deponeringen af det 20. ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument, træder konventionen i kraft på den 30. dag efter deponeringen af statens eget ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.

Artikel 50

1. Enhver deltagerstat kan stille ændringsforslag til konventionen og indsende det til De Forenede Nationers Generalsekretær. Generalsekretæren skal derefter sende ændringsforslaget til deltagerstaterne med anmodning om at disse meddeler, hvorvidt de ønsker, at deltagerstaterne indkaldes til en konference med det formål at behandle og stemme om forslagene. Såfremt mindst en trediedel af deltagerstaterne inden fire måneder efter datoen for en sådan udsendelse af ændringsforslag fremsætter ønske om en sådan konference, skal Generalsekretæren indkalde til konferencen i De Forenede Nationers regi. Enhver ændring, som vedtages af et flertal af de deltagerstater, der er til stede og afgiver deres stemme på konferencen, skal forelægges De Forenede Nationers Generalforsamling til godkendelse.

2. Et ændringsforslag, der vedtages i overensstemmelse med denne artikels stykke 1, træder i kraft, når det er godkendt af De Forenede Nationers Generalforsamling og er blevet vedtaget med to trediedels flertal af deltagerstaterne.

3. Når en ændring træder i kraft, er den bindende for de deltagerstater, som har godkendt den, mens de øvrige deltagerstater stadig er bundet af bestemmelserne i denne konvention og eventuelle tidligere ændringer, som de har godkendt.

Artikel 51

1. De Forenede Nationers Generalsekretær skal modtage og til alle stater udsende teksten til forbehold, som staterne har taget på tidspunktet for ratifikation eller tiltrædelse.

2. Et forbehold, der er uforeneligt med denne konventions hensigt og formål, skal ikke tillades.

3. Forbehold kan til enhver tid trækkes tilbage ved meddelelse herom til De Forenede Nationers Generalsekretær, som derefter skal give meddelelse derom til alle stater. En sådan meddelelse træder i kraft den dag, hvor den modtages af Generalsekretæren.

Artikel 52

En deltagerstat kan opsige denne konvention ved skriftlig meddelelse til De Forenede Nationers Generalsekretær. Opsigelsen træder i kraft eet år efter den dag, hvor Generalsekretæren har modtaget denne.

Artikel 53

De Forenede Nationers Generalsekretær er udpeget til depositar for denne konvention.

Artikel 54

Originalen af denne konvention, hvis arabiske, kinesiske, engelske, franske, russiske og spanske tekster har lige gyldighed, deponeres hos De Forenede Nationers Generalsekretær.

Bemærkninger til forslaget

I. Konventionens forhistorie og vedtagelse

1. Den internationale beskyttelse af menneskerettighederne er i dag hovedsageligt reguleret i internationale konventioner, som gælder generelt for både børn og voksne. De to FN-konventioner af 16. december 1966 om henholdsvis borgerlige og politiske rettigheder, og økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder udgør hovedhjørnestenene i dette regelsæt. I europæisk sammenhæng er det Den Europæiske Menneskerettighedskonvention af 4. november 1950 med tilhørende tillægsprotokoller, der er det vigtigste grundlag.

2. Den 20. november 1959 vedtog FN's Generalforsamling en Erklæring om Barnets Rettigheder. Erklæringen er alene politisk og således ikke folkeretligt bindende.

I 1979, Det Internationale Børneår, nedsatte FN's Menneskerettighedskommission på et polsk initiativ en arbejdsgruppe med den opgave at udarbejde et udkast til en konvention om barnets rettigheder. I denne arbejdsgruppe deltog et stort antal lande fra alle dele af verden, herunder de nordiske lande.

Det endelige udkast til Konventionen om Barnets Rettigheder blev vedtaget af FN's Generalforsamling den 20. november 1989 og dermed på 30-års dagen for FN-Erklæringen om Barnets Rettigheder og 10 år efter Det Internationale Børneår.

Konventionen bygger på en grundlæggende erkendelse af, at børn udgør en sårbar gruppe i samfundet, som har behov for særlig beskyttelse. Konventionen om Barnets Rettigheder er den første FN-konvention, der giver rettigheder særligt til børn og som pålægger konventionsdeltagerne konkrete juridiske forpligtelser særligt overfor børn.

Konventionen blev vedtaget af FN's Generalforsamling uden afstemning.

Samtidig besluttede Generalforsamlingen med stemmetallene 137-1-1, at omkostningerne ved at overvåge konventionens gennemførelse skal dækkes af FN's regulære budget. USA stemte mod og Japan afstod. Med denne beslutning har Generalforsamlingen opnået, at overvågningen af konventionens gennemførelse næppe bliver hæmmet af mangel på finansielle ressourcer, således som det har været tilfældet med flere andre af FN's Menneskerettighedskonventioner.

3. Konventionen blev åbnet for undertegnelse den 26. januar 1990. Den undertegnedes samme dag af 61 lande, herunder Danmark og de øvrige nordiske lande.

II. Konventionens ikrafttrædelse

Konventionen trådte i kraft den 2. september 1990 efter at være blevet ratificeret af 20 lande. Pr. 14. januar 1991 havde ialt 130 lande undertegnet konventionen, og 69 lande havde ratificeret eller tiltrådt den, herunder 7 vestlige lande, nemlig Sverige, Frankrig, Portugal, Malta, Spanien, Australien og Norge.

III. Danmarks ratifikation

Ved ratifikationen påtager Danmark sig en folkeretlig forpligtelse til at indrette sine nationale retsregler og sin administrative praksis således, at de i konventionen opstillede krav opfyldes.

Spørgsmålet om ratifikation har været forelagt Justitsministeriet, Arbejdsministeriet, Indenrigsministeriet, Socialministeriet og Undervisningsministeriet, der alle har udtalt deres tilslutning til dansk ratifikation.

Justitsministeriet har givet udtryk for, at der i forbindelse med ratifikationen bør tages et forbehold om, at Danmark ikke ønsker at være bundet af konventionens artikel 40, stk.2,(b), (v).

Justitsministeriet har endvidere anmodet om, at der ved ratifikationen tages foreløbigt forbehold for så vidt angår Færøerne og Grønland under hensyn til, at konventionen endnu ikke har været forelagt hjemmestyret i disse landsdele.

IV Konventionens indhold

A. Oversigt over Konventionens bestemmelser

Kapitel I

Kapitel II

Kapitel III

Folketinget meddeler sit samtykke til, at Danmark ratificerer den på

De Forenede Nationers generalforsamling den 20. november 1989

vedtagne konvention om barnets rettigheder, og til, at der afgives

erklæring om, at Danmark ikke skal være bundet af artikel 40, stk.

2, (b), (v).

Ingen

Nr BSF 22

Folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af FN-konventionen af 20. november 1989 om barnets rettigheder

Fremsat af udenrigsministeren (Ellemann-Jensen

den 31. januar 1991

Vedtaget ved anden (sidste) behandling den 31. maj 1991