1990 BRL 139 BERETNING OVER FORSLAG TIL LOV OM OPHÆVELSE AF LOV OM FORBUD MOD HANDEL MED DEN SYDAFRIKANSKE REPUBLIK OG NAMIBIA OG AF LOV OM FORBUD MOD NYE DANSKE INVESTERINGER M.V. I SYDAFRIKA OG NAMIBIA NR L 139 1990-91, 2. SAMLING

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til udenrigsministeren, som denne har besvaret

skriftligt.

Herefter ønsker et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) at tilkendegive følgende

Den fortsatte vold og de seneste afsløringer i Sydafrika af ulovlige pengeoverførsler fra hemmelige fonde i de Klerks regering til Buthelezis Inkatha-parti, med det formål at splitte den sorte bevægelse imod apartheid og svække ANC's forhandlingsposition, viser, at udviklingen mod en demokratisk stat ikke er så problemfri, som man får indtryk af, når man lytter til dem, der straks ønsker alle sanktioner over for Sydafrika fjernet.

Hvis volden i Sydafrika skal stoppes og forhandlingsprocessen genetableres, er det nødvendigt, at præsident de Klerk tager initiativer, som kan genetablere tilliden mellem den sydafrikanske regering og ANC.

Flertallet mener, at en gradvis afvikling af sanktionerne i takt med den sydafrikanske regerings faktiske afvikling af apartheid er den bedste måde at sikre en fredelig udvikling hen imod et demokratisk og ikke racedelt samfund i Sydafrika. Presset imod den sydafrikanske regering må samtidig opretholdes, indtil der er sikkerhed for, at også apartheidbestemmelserne i Sydafrikas grundlov fjernes.

På denne baggrund foreslås følgende køreplan for afvikling af danske sanktioner over for Sydafrika

Første fase indtræffer, når det er verificeret, at det sydafrikanske parlaments ophævelse af det kompleks af love, der udgør grundpillerne i apartheid, også reelt fjerner apartheid.

Det forudsættes desuden, at samtlige politiske fanger, efter aftalerne mellem ANC og den sydafrikanske regering, er frigivet, og at der er indgået en bindende aftale med UNCHR om de eksileredes tilbagevenden. Dette bidrager til, at aftalerne fra august 1990 mellem den sydafrikanske regering og ANC opfyldes, hvorved vejen banes for forhandlinger om en demokratisk forfatning.

Når Folketinget mødes igen første tirsdag i oktober, vurderes det i Udenrigsudvalget, om dette er tilfældet, og under denne forudsætning foretages - efter samråd med de øvrige nordiske lande - følgende

Ophævelse af lov nr. 243 af 6. juni 1985 om forbud mod danske investeringer i Sydafrika.

Undtagelse af tjenesteydelser fra handelsembargoen i medfør af lov nr. 289 af 4. juni 1986 om forbud mod handel med Sydafrika.

Undtagelse af enklaven Walvis Bay fra den danske sanktionslovgivning for så vidt angår handel med Namibia.

Fjernelse af det danske forbehold over for ophævelse af EF's sanktioner mod Sydafrika.

Anden fase indtræder, når der er startet et forfatningsarbejde, som de vigtigste interesser i Sydafrika er enige i, og det står klart, at der hermed tages afgørende skridt hen imod ændring af den sydafrikanske forfatning således, at alt, hvad der har med raceopdeling at gøre - f.eks. forskellige kamre for forskellige racer - fjernes, at endemålet er een mand een stemme (samt minoritetssikring), og at afstemningen om forfatningen overvåges af internationale valgobservatører. Når Udenrigsudvalget har konstateret, at disse betingelser er opfyldt, foretages følgende

Ophævelse af den resterende del af lov nr. 289 af 4. juni 1986 om forbud mod handel med Sydafrika.

Ophævelse af lov nr. 267 af 27. maj 1986 om forbud mod import af kul fra Sydafrika.

Omlægning af »apartheid-bevillingen« til overgangsbistand til Sydafrika, omfattende fortsat humanitær og uddannelsesmæssig bistand, gradvis udvidet til også at omfatte udviklingsorienterede indsatser, især inden for uddannelse og fremme af demokrati. Overgangsbistanden vil blive givet gennem private organisationer. Der oprettes et rådgivende udvalg svarende til Apartheid-udvalget.

Tredje fase indtræder, når FN's sikkerhedsråd vedtager at ophæve FN's våbenembargo. På det tidspunkt foretages følgende

Ophævelse af kgl. anordning nr. 40 af 3. februar 1978 om forbud mod salg af våben m.v. til Sydafrika.

Et mindretal (Det Konservative Folkepartis og Venstres medlemmer af udvalget) ville have foretrukket, at man indledte den gradvise fjernelse af sanktionerne allerede nu, men vil kunne tilslutte sig den af flertallet foreslåede plan for afvikling af sanktionerne.

Mindretallet finder, at regeringen bør fremsætte forslag til iværksættelse af afviklingen af sanktionerne forud for den af flertallet fastsatte dato, såfremt udviklingen i Sydafrika fører til, at de opstillede kriterier vil være opfyldt inden denne dato.

For så vidt angår spørgsmålet om samråd med de andre nordiske lande, første gang på det nordiske udenrigsministermøde den 19.-20. august 1991, er det partiernes opfattelse, at nordisk samråd kun kan tillægges begrænset betydning, idet Finland og Island allerede har taget selvstændige skridt til at hæve nationale sanktioner.

Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) ønsker endnu en gang at slå fast, at den eneste måde, hvorpå Danmark kan være med til at hjælpe den sydafrikanske befolkning, uanset farve, er ved at ophæve sanktionerne øjeblikkeligt.

Enhver forargelse imod den sydafrikanske regering, fordi den måtte have støttet Inkatha-bevægelsen ved at betale leje af plads til at holde møder på, er at regne for det rene hykleri, idet alene den danske stat støtter ANC med et tocifret millionbeløb om året.

Den sydafrikanske regering har gjort alt, hvad der har stået i dens magt, for at få ANC og Nelson Mandela til forhandlingsbordet for at forhandle sig frem til en praktisk mulighed for flertalsstyre med lige muligheder for alle sydafrikanere, uden skelen til race.

ANC har på den anden side gjort det helt klart for hele verden, at man ikke kan stole på en aftale, som ANC har indgået, idet de hele tiden strammer deres krav, som efterhånden er helt umulige.

Et eksempel herpå er det sidst fremkomne krav fra ANC (2. august 1991). ANC sagde, helt frem til en uge før det aftalte møde, at de ville optage forhandlinger med regeringen, så snart præsident de Klerk havde udskiftet to ministre; men nu hvor det er gjort, udtaler Nelson Mandela, at hele regeringen skal trække sig tilbage for at lade magten overgå til en overgangsregering.

De Klerk er nu låst fast, idet han har frigivet alle dem, der kunne regnes for politiske fanger, har gennemtrumfet en ophævelse af den lovgivning, der indeholdt apartheid, nemlig lovgivningen vedørende ejendomsregler (bopælskriteriet) og har tilladt alle sydafrikanere at vende tilbage fra udlandet; så sent som sidste weekend blev flere tusinde ANC-tilhængere fløjet til Sydafrika. Foruden alle de andre spørgsmål, som man havde aftalt, har man også tilladt det kommunistiske parti. Til sidst har de Klerk nu udskiftet de to ministre, som var Mandela imod. Hvis de Klerk går længere, er der vist ingen, der kan forudse konsekvenserne, men een ting er sikker: den sydafrikanske befolkning vil ikke se til længere, og man risikerer derfor, at de hvides neo-nazistiske kræfter får gevaldig opbakning. Netop disse hvide apartheidtilhængere var vel det, et politisk flertal ville undgå; men en fastholdelse af sanktionerne beviser over for den sydafrikanske befolkning, at de Klerks forhandlingsmodel er slået fejl, og at verden udenom kun vil lytte til det kommunistiske ANC.

Derfor mener Fremskridtspartiet, at en total ophævelse af sanktionerne vil være det bedste, men det skal ske hurtigt og effektivt. Det vil vise vejen for accept af præsident de Klerks kamp for fjernelse af forskelsbehandlingen i Sydafrika samt give rygstøtte til en ny grundlov.

Et tredje mindretal (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget) ønsker stadig sanktionerne mod Sydafrika totalt ophævet straks. Fortsatte sanktioner sinker reformprocessen, kan bringe den reformvenlige regering i fare på grund af angreb fra den hvide højrefløj og skader sociale fremskridt i landet. Mindretallet må imidlertid erkende, at det ikke kan få flertal for dette synspunkt i Folketinget.

CD hilser derfor med glæde, at et bredt flertal nu har udarbejdet en plan for en kommende afvikling af sanktionerne. Det er da altid et skridt fremad. Men CD beklager, at planen indeholder mange luftige forbehold og vendinger, der kan give anledning til en lang fortsat politisk konfrontation, før praktiske skridt i afviklingen kan tages. CD forudser derfor, at den påbegyndte fjernelse af sanktioner ikke sker hurtigt. Det vil være et meget negativt signal at sende til Sydafrika, og CD frygter, at dette kan gøre reformprocessen unødvendigt langvarig og blodig.

EF-landenes ambassadører har i en rapport til Fællesskabet fastslået, at den sydafrikanske regering lovgivningsmæssigt har levet op til løfterne om en ophævelse af apartheid. Men ambassadørerne understreger, at de sociale forhold i landet betyder, at der i en lang årrække stadig vil være forskelsbehandling mellem forskellige befolkningsgrupper. Det er altså ikke længere et apartheidproblem, men et socialt problem. Det løses ikke via sanktioner, men via øget økonomisk vækst. Problemerne i Østeuropa og Sovjet samt problemerne i Sydafrika er således parallelle. Derfor bør løsningsmodellen også være den samme. CD ønsker derfor en massiv økonomisk støtte til Sydafrika, gerne styret af EF. Støtten kunne bl.a. bruges til uddannelsesmæssige og erhvervsfremmende projekter. Støtten skulle ikke gives gennem regeringen eller ANC, men for neutralitetens skyld i en længere periode styres af bidragslandene. En sådan politik over for Sydafrika vil være fremadrettet og reformfremmende og skabe et mindre modsætningsfuldt Sydafrika. En fastholden ved sanktionerne vil derimod styrke polariseringen og de blodige konflikter i landet.

Et fjerde mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget) har ønsket at tilkendegive følgende

Allerede under debatten i Tinget den 15. november 1990 foreslog Kristeligt Folkeparti en trinvis afvikling af sanktionerne i takt med afviklingen af apartheid, således at ophævelsen af de enkelte elementer blev betinget af væsentlige sydafrikanske skridt til afskaffelse af apartheidsystemet, og opfordrede udenrigsministeren til at udarbejde en »køreplan« herfor.

Lempelsen i februar 1991 var et rimeligt skridt på baggrund af de Klerks initiativer, og det sydafrikanske parlaments ophævelse af de 4 hovedlove i juni havde efter Kristeligt Folkepartis opfattelse været en rimelig anledning til at ophæve endnu et sanktionselement, og mindretallet forsøgte under debatten den 29. maj at skabe mulighed herfor.

Kristeligt Folkeparti udtrykker glæde over den brede tilslutning, der nu er til en trinvis afvikling, og partiet tilslutter sig den køreplan, som er indeholdt i Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis og Det Radikale Venstres beretningsbidrag.

P.u.v.

Jørgen Winther

formand

Ingen

Nr BRL 139

Beretning over Forslag til lov om ophævelse af lov om forbud mod handel med Den Sydafrikanske Republik og Namibia og af lov om forbud mod nye danske investeringer m.v. i Sydafrika og Namibia

Nr L 139 1990-91, 2. samling

Afgivet af Udenrigsudvalget

Afgivet: 19910814