1990 BRL 29 BERETNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BESKATNING AF INDKOMST I FORBINDELSE MED KULBRINTEINDVINDING I DANMARK (KULBRINTESKATTELOVEN) (REDUKTION AF KULBRINTEFRADRAGET OG ADGANGEN TIL AT FRATRÆKKE RENTER VED OPGØRELSE AF KULBRINTESKATTEGRUNDLAGET) NR L 29 1990-91, 2. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Et mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis
medlemmer af udvalget) konstaterer
- at kulbrinteskatten endnu kun har indbragt et helt ubetydeligt provenu i forhold til forventningerne,
- at kulbrinteskatten heller ikke i de kommende år kan forventes at indbringe noget provenu, og
- at der, siden kulbrinteskatteloven blev vedtaget, er sket betydelige ændringer i omkostningerne ved olieudvinding, i olieprisen og i samfundets inflationsrate.
På denne baggrund opfordrer mindretallet skatteministeren til at søge belyst, om kulbrinteskatten, herunder kulbrintefradraget og fradraget for finansieringsomkostninger, fungerer hensigtsmæssigt.
Mindretallet opfordrer skatteministeren til at nedsætte et hurtigtarbejdende ekspertudvalg, rekrutteret såvel inden for som uden for den statslige skatteforvaltning, der senest den 1. juli 1992 skal fremlægge en betænkning om kulbrinteskatten. Betænkningen skal foruden ovennævnte forhold også inddrage andre olieproducerende europæiske landes kulbrintebeskatning i overvejelserne, idet der henvises til L 29 - bilag 4, der indeholder ministerens oplysninger om skatteforholdene i udvalgte nordeuropæiske lande. I det omfang det nedsatte ekspertudvalg måtte mene, at kulbrinteskatten ikke virker hensigtsmæssigt, bør udvalget desuden fremlægge forslag til mulig lovændring herom.
Et andet mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) bemærker, at kulbrinteskatteloven blev gennemført i 1982. De økonomiske og teknologiske forhold for efterforskning og indvinding af kulbrinter har ændret sig betydeligt i løbet af de knap 10 år, hvor loven har virket. Olieprisen er væsentlig lavere end i 1982, og det samme gælder inflationsraten og renteniveauet.
Den lavere oliepris er den væsentligste årsag til, at provenuet af den særlige kulbrinteskat har været mindre end forventet ved lovens gennemførelse. Meget korte perioder med høje oliepriser som f.eks. under Golfkrisen i forlængelse af længere perioder med lave oliepriser giver ikke de specielt store fortjenester, som det er intentionen at beskatte med den særlige skat på 70 pct.
Mindretallet opfordrer på denne baggrund skatteministeren til senest januar 1992 at fremkomme med en redegørelse om, hvorledes kulbrinteskatten hidtil har virket, og en analyse af kulbrinteskatten på baggrund af de ændrede samfundsøkonomiske forhold. Der skal endvidere foretages en sammenligning af de danske kulbrinteskatteregler med reglerne i Norge og England. I redegørelsen skal indgå overvejelser om mulige forenklinger af loven.
Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) skal med mest mulig styrke advare mod Socialistisk Folkepartis lovforslag. Socialistisk Folkeparti foreslår, at kulbrintebeskatningen strammes ved en reduktion af de særlige kulbrintefradrag og en begrænsning af rentefradragsretten ved beregning af den særlige kulbrinteskat. Fremskridtspartiet er imod begge Socialistisk Folkepartis forslag.
En gennemførelse af Socialistisk Folkepartis forslag vil betyde en ændring af de forudsætninger, under hvilke bevillingshaverne og deres partnere siden 1982 har iværksat investeringer for milliardbeløb til efterforskning og indvinding af olie og gas i vores del af Nordsøen.
Ved indførelsen af kulbrinteskatteloven kom der en feltbegrænsning, der er i strid med alle hidtil kendte anvendte principper for beskatning, og som bygger på en fuldstændig tilfældig frasortering af enkelte områder, som formodes at kunne give overskud. Den skattepligtige må så selv bære underskuddet på de øvrige områder. En reduktion af det særlige kulbrintefradrag vil yderligere forstærke denne forvridning og yderligere forøge den væsentlige økonomiske risiko, der til stadighed er forbundet med efterforskning og produktion af olie og gas.
I 1981 blev der med et politisk flertal gennemført en grundlæggende ændring af forudsætningerne for DUC's aktiviteter i Nordsøen, Fremskridtspartiet stemte imod, og vi anser stadig lovgivningen fra 1981 for tyveri. Siden vedtagelsen af kulbrinteskatteloven i 1982 har DUC iværksat investeringer for 28 mia. kr. (i 1990-priser) og har netop offentliggjort planer for yderligere investeringer i Danfeltet med i alt 4 mia. kr. Da disse meget betydelige investeringer alle er sket under 1982-lovens forudsætninger, vil det være helt urimeligt, om man nu med Socialistisk Folkepartis lovforslag gennemfører ændring med tilbagevirkende kraft.
Formålet med kulbrinteskatten var at indføre en særbeskatning af de helt ekstraordinære fortjenester, som de kraftige prisstigninger på olie i årene forud for lovens vedtagelse kunne resultere i, men samtidig også skabe incitament til at øge aktiviteten i Nordsøen. Hvis DUC - eller andre - skal have et seriøst økonomisk grundlag for Nordsøaktiviteterne, må økonomien være rimeligt funderet. Socialistisk Folkepartis påstand om, at den nuværende kulbrinteskat er utilstrækkelig, bygger på misforståelser og misundelse. Forholdet er det, at der i perioden fra 1985 og frem til olieprisfaldet i 1986 blev betalt særlig kulbrinteskat, i alt 473 mio. kr., fra DUC's aktiviteter. Loven har med andre ord virket helt efter hensigten. Kombinationen af høj oliepris (US 27 pr. tønde) og høj dollarkurs (11,5 kr./US) gav særlig høje oliepriser og derfor også skatteafkast.
Når der derudover ikke har fundet kulbrintebeskatning sted, skyldes det dels udviklingen omkring olieprisen og dollarkursen og dels, at DUC til stadighed har øget efterforskning m.v. i Nordsøen. Det er efter Fremskridtspartiets mening meget kortsynet af Socialistisk Folkeparti, når man her og nu vil sikre ekstra skatteafkast fra DUC, som vil have en reduceret efterforskningsaktivitet som følge. Det er helt klart i dansk interesse, at DUC fortsætter sine investeringer i Nordsøen. Efterforskning og produktion af olie og kul i Nordsøen er på kort og lang sigt af langt større værdi end en kortsigtet skattejagt på DUC.
Fremskridtspartiet mener, at der er al mulig grund til at glæde sig over, at DUC i dag har samlede investeringer for 56 mia. kr. i Nordsøen (1990-priser). DUC har professionelt og dygtigt varetaget opgaverne i Nordsøen og risikovilligt stillet betydelige milliardinvesteringer til rådighed. Det er efter Fremskridtspartiets opfattelse i dansk interesse at sikre et fortsat højt DUC-aktivitetsniveau i Nordsøen. Den senere tids betalingsbalanceforbedringer skyldes jo ikke mindst, at betydelige mængder energi nu ikke længere skal importeres.
Fremskridtspartiet skal derfor opfordre flest mulige til at afvise Socialistisk Folkepartis ideer på dette område og afholde sig fra ændringer af kulbrintebeskatningsloven.
Et fjerde mindretal (Det Radikale Venstres medlem af udvalget) bemærker, at selv om mindretallet ikke kan støtte selve lovforslaget, har besvarelsen af de af udvalget stillede spørgsmål bragt oplysninger frem, som bør følges op.
For det første er det blevet bekræftet, at den særlige danske kulbrinteskat ikke indbringer provenu i disse år.
For det andet er det beskrevet, at der er væsentlige forskelle i beskatningsreglerne i Danmark, Norge og Storbritannien. For alle tre lande gælder det dog, at provenuet for årene 1984 og 1985 var større end såvel foregående som efterfølgende år, hvilket indicerer, at der snarere er tale om gradsforskelle end om principielle forskelle.
I betragtning af, at kulbrinteskatteloven snart har eksisteret i 10 år, og at andre lande inden for denne periode har ændret deres lovgivning, skal mindretallet opfordre skatteministeren til at iværksætte et udredningsarbejde, der tager sigte på at foreslå ny lovgivning på området. Udredningsarbejdet bør dels omfatte en analyse af lovens hidtidige virkning på danske efterforskningsaktiviteter, dels drage sammenligninger med udenlandsk lovgivning. Udredningsarbejdet bør være afsluttet inden udgangen af 1991.
P.u.v.
Pia Gjellerup
formand
Ingen
Nr BRL 29
Beretning over Forslag til lov om ændring af lov om beskatning af indkomst i forbindelse med kulbrinteindvinding i Danmark (kulbrinteskatteloven) (Reduktion af kulbrintefradraget og adgangen til at fratrække renter ved opgørelse af kulbrinteskattegrundlaget)
Nr L 29 1990-91, 2. samling
Afgivet af Skatteudvalget
Afgivet: 19910830