Legislator Case Law & Legislation
199024K00206 DK

1990 BTL 206 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM STATSTILSKUD TIL FORBEDRINGSARBEJDER M.V. I HELÅRSBOLIGER NR L 206 1990-91, 2. SAMLING

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

Betænkning over lovforslag 1990 206 Valid

Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til boligministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål 1

»Vil ministeren medvirke til at begrænse bureaukratiet i tilskudsordningen ved at fastsætte bestemmelser for fællesansøgninger for en kreds af ejere, andelshavere eller ejerlejlighedsejere til gennemførelse af fællesarbejder, der er omfattet af § 9, i stedet for den under bemærkningerne til § 4 nævnte »tiltransportering« af tilskud? Hvorledes er bebyggelser stillet, hvor en grundejerforening står for den udvendige vedligeholdelse eller har en fællesbygning?»

Svar

Der er med udformningen af tilskudsordningen lagt vægt på, at det er den enkelte ejer, lejer eller andelshaver, der har mulighed for at opnå tilskud til de af ordningen omfattede arbejder. En konsekvens af dette er, at den enkelte beboer i f.eks. en etageejendom selv bestemmer, om det ansøgte tilskud skal gå til arbejder inden for lejlighedens areal eller tilskuddet skal gå til det, der kan kaldes »fællesarbejder« til fordel for hele ejendommen.

Forslaget om »transport« af det opnåede tilsagn til ejeren af ejendommen skal ses på baggrund af, at det ifølge lejeloven henholdsvis boligbyggeriloven er ejeren, der for egen regning skal gennemføre forbedringsarbejder for ejendommen som helhed, medens det ifølge forslaget er lejeren, der kan opnå tilskud til sådanne arbejder.

Gennemførelsen af tilskudsordningen vil praktisk blive tilrettelagt på en sådan måde, at kommunens administration og papirgangen i ordningen kan reduceres til et minimum. Der vil således blive etableret et administrativt styrings- og udbetalingssystem, der sammen med et til ordningen hørende skemasæt skal sikre en enkel og smidig afvikling. Såvel styrings- og udbetalingssystemet som ordningens skemasæt tager udgangspunkt i tilskudsordningens centrale enhed, nemlig den enkelte bolig, og indeholder - af administrative forenklingshensyn - ikke oplysninger om bygningen eller ejendommen, hvori boligen er beliggende.

I forbindelse med udarbejdelsen af en bekendtgørelse til loven vil det blive fastsat, at ansøgning om tilskud til fællesarbejder i flerfamilieshuse skal ske således, at ansøgningerne for de enkelte boliger skal indsendes samlet til kommunen. Dette skal ske af hensyn til smidig kommunal behandling af sagen og således, at kommunen på den letteste måde kan kontrollere denne.

Til spørgsmålets anden del bemærkes, at den situation, hvor en grundejerforening står for den udvendige vedligeholdelse, kan sammenlignes med en etageejendom med ejerlejligheder. Den enkelte ejer må selv afgøre, om det ansøgte tilskud skal gå til arbejder i den enkelte bolig eller det skal gå til fællesarbejder.

Der er med lovforslaget lagt vægt på, at det er ejendomme indeholdende beboelse, der kan opnå tilskud til forbedring m.v. Arbejder der vedrører fællesbygninger, vil derfor ikke normalt kunne være tilskudsberettigede.

Spørgsmål 5

»Er det en betingelse for kollektiv anvendelse af tilskudsordningen, at alle lejere tilslutter sig den fælles udnyttelse? I modsat fald, hvorledes vil huslejestigningen blive fordelt mellem lejerne?»

Svar

Det er ifølge forslaget ikke en betingelse, at alle lejere i en ejendom tilslutter sig arbejder af fælles karakter, for at disse kan blive gennemført med tilskud efter den foreslåede ordning.

Huslejestigningen vil blive fordelt efter reglen i lovforslagets § 4, stk. 2. Det vil sige, at huslejestigningen for det enkelte lejemål vil blive beregnet under hensyntagen til, om den enkelte lejer har tilsluttet sig arbejder fælles for ejendommen eller har anvendt tilskuddet til arbejder i egen lejlighed. Såfremt en lejer har anvendt sit tilskud til dækning af udgifter til fællesarbejder, vil huslejestigningen således blive mindre, end hvis lejeren i stedet havde anvendt tilskuddet til forbedringer i lejligheden eller slet ikke søgt tilskud og de øvrige lejere og udlejeren havde besluttet at gennemføre fællesarbejderne.

Spørgsmål 21

»Ministerens kommentar udbedes til henvendelsen af 22. maj 1991 fra Ejerforeningen Dybbølsgade 27/Esbern Snares Gade 1-3, jf. bilag 7.«

Svar

Ejerforeningen Dybbølsgade 27/Esbern Snares Gade 1-3's henvendelse vedrører særligt det forhold, at det ifølge forslaget er den enkelte beboer, der kan søge tilskud. Dette mener foreningen kan have som konsekvens, at arbejder fælles for flerfamilieshuse ikke bliver lavet.

Det kan bekræftes, at fællesarbejder i flerfamilieshuse vil være omfattet af tilskudsordningen under forudsætning af, at arbejderne er omfattet af positivlisten.

I øvrigt henvises til svaret på Boligudvalgets spm. 1.

Tillægsbetænkningen

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i 2 møder og har herunder stillet spørgsmål til boligministeren, som denne har besvaret skriftligt. Nogle af udvalgets spørgsmål, som er stillet

og besvaret af boligministeren før udvalget afgav betænkning over lovforslaget, optrykkes som bilag til tillægsbetænkningen tillige med boligministerens besvarelse heraf.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Det Konservative Folkepartis, Venstres, Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis, Fremskridtspartiets og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse.

Et mindretal inden for mindretallet (Det Radikale Venstres medlem af udvalget) ønsker at udtale

Ved Folketingets behandling af den tidligere boligpakke (L 3) i december 1990 gjorde mindretallet det klart, at man ikke ville stemme for endnu en forlængelse af forslag, hvis gunstige virkning for boligmarkedet var yderst tvivlsom til trods for, at de kostede statskassen 1.200 mio. kr. på årsbasis. Ved samme lejlighed opfordrede et flertal bestående af Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne i betænkningen over lovforslaget regeringen til »hurtigst muligt at fremsætte lovforslag i Folketinget om langsigtede initiativer til begrænsning af antallet af tvangsauktioner og følgevirkningerne af disse. Lovforslagene skal fremsættes så betids, at de vil kunne bringes til 3. behandling inden udløbet af stempelafgiftsfritagelsesperioden.«

Dette var baggrunden for, at regeringen sammen med forligspartierne Centrum-Demokraterne, Det Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti på finansloven for 1991 afsatte 1,2 mia. kr. under overskriften »langsigtet boligpolitik«.

Af dette beløb anvendes nu 900 mio. kr. til finansiering af de forbedrings- og vedligeholdelsestilskud, som er omfattet af nærværende lovforslag, medens resten - bortset fra 10 mio. kr. til forøget byfornyelse - anvendes på en delvis fastholdelse af den stempelfritagelse, som var indeholdt i den tidligere boligpakke.

Bortset fra den minimale forøgelse af byfornyelsesindsatsen har intet af dette langsigtede virkninger. Der er ingen lettelser for tvangsauktionstruede husejere, ingen angreb på boligkøerne på lejemarkedet, ingen tilbud til de unge, som er de umiddelbare tabere i boliglotteriet, ingen bremse på nedslidningen af den gamle boligmasse og intet forsøg på at begrænse boligreguleringens forvridninger. Der er kort sagt ikke tale om »langsigtet boligpolitik«. Penge, som skulle bruges til at løse problemer for ejere og lejere, deles nu ud i flæng til boligtagere, som har råd til at investere 40-50.000 kr. i deres bolig.

Dette har intet at gøre med langsigtede initiativer til begrænsning af antallet af tvangsauktioner og følgevirkningerne af disse.

Boligministeren har i B.T. fra den 17. maj 1991 anvendt overskriften »Tømrer ansættes« for at karakterisere det, regeringen betegner som sin boligpolitiske handlingsplan. Overskriften er rammende, fordi den viser, at det, regeringen søger at afhjælpe, ikke er boligmarkedets langsigtede problemer, men beskæftigelsesproblemerne i byggesektoren på kort sigt.

En målsætning om at fremme beskæftigelsen er naturligvis prisværdig, men når det sker under overskriften »langsigtet boligpolitik«, er der tale om falsk varebetegnelse. Samtidig er den tilskudsordning, som er udformet i nærværende lovforslag, kun i meget beskedent omfang i stand til at fremkalde en nettoforøgelse af beskæftigelsen. Dette skyldes især, at enhver form for almindeligt vedligeholdelsesarbejde - herunder arbejde, som i forvejen er dækket af konto for indvendig vedligeholdelse i udlejningsboliger - vil være tilskudsberettiget. Dette fremgår klart af svarene på spørgsmål 3 og 15, som begge er optrykt som bilag til tillægsbetænkningen.

Det fremgår endvidere af svaret på spørgsmål 4 og 12 (ligeledes optrykt som bilag til tillægsbetænkningen), at der intet hold er i påstanden anført i lovforslagets bemærkninger (side 3, sp. 1 forneden) om, at tilskudsordningen lægger særlig vægt på arbejder af energi- og ressourcebesparende karakter. Der findes ingen mekanisme i lovforslaget, som kan føre til prioritering mellem forskellige typer af projekter. Tværtimod er det udtrykkeligt anført, at ansøgningers plads i køen alene bestemmes af tidspunktet for deres indsendelse. Man må således frygte, at de offentlige midler i tilskudsordningen anvendes på områder, der samfundsøkonomisk er fejlinvesteringer.

Dertil kommer betydelige omkostninger ved ordningens administration. Der er tale om 20 mio. kr. alene for statens vedkommende og et uoplyst millionbeløb for kommunerne, og på trods heraf er der stort set ubegrænsede muligheder for at omgå ordningens regelsæt.

I tider hvor underskuddet på statsfinanserne vokser eksplosivt, og hvor regeringen taler meget, og med god grund, om forsigtighed i den offentlige udgiftspolitik, er det forbløffende, at man så rundhåndet og på så løst et grundlag lænser statskassen for milliardbeløb.

Baadsgaard (S) fmd. Pia Gjellerup (S) Lissa Mathiasen (S) Jørn Pedersen (S) Grete Schødts (S) Else Marie Mortensen (S) Holger K. Nielsen (SF) Pelle Voigt (SF) Sonja Albrink (CD) Pernille Sams (KF) Aagaard (KF) Eva Møller (KF) Mejdahl (V) Bodil Thrane (V) Kirsten Jacobsen (FP) nfmd. Jørgen Estrup (RV) Lysholm Christensen (KRF)

Betænkning over lovforslag 1990 206 Valid

Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til boligministeren og dennes besvarelse heraf

Spørgsmål 3

Vil lejere i lejligheder med indvendig vedligeholdelseskonto kunne anvende tilskudsordningen i kombination med vedligeholdelseskontoen?

Svar

Der er efter forslaget ikke noget til hinder for at kombinere midler fra vedligeholdelseskonti med tilskudsordningen under forudsætning af, at de anvendte midler ifølge reglerne kan anvendes til de planlagte arbejder.

Spørgsmål 4

Der udbedes en uddybning af bemærkningerne nederst side 3, venstre spalte, vedrørende vægtningen af energi- og ressourcebesparende arbejder.

Svar

I bemærkningerne nederst side 3, venstre spalte, er anført, at det ved afgrænsningen af de tilskudsberettigede arbejder er tanken at lægge vægt på energi- og ressourcebesparende arbejder.

Denne vægtning uddybes i bemærkningerne til § 9. Det anføres her, at det af positivlisten vil fremgå, at ud over almindelige forbedringsarbejder på ejendommen vil energibesparende og andre ressourcebesparende foranstaltninger være tilskudsberettigede, og der nævnes en række eksempler herpå.

Det kan tilføjes, at aftalepartierne er enige om løbende at følge ordningen, og hvert halve år, første gang den 1. januar 1992, at vurdere behovet for eventuelle justeringer.

Spørgsmål 12

Vil der være andre kriterier for fordelingen af tilskud end indholdet af ansøgningerne?

Svar

I henhold til lovforslagets § 9 fastsætter boligministeren nærmere regler om lovens gennemførelse, herunder afgrænsningen af de arbejder, hvortil der kan ydes tilskud.

Der vil således i tilknytning til loven blive udarbejdet en bekendtgørelse, hvori afgrænsningen af tilskudsberettigede arbejder tænkes anført ved angivelse af positivlister, jf. svaret på spørgsmål 12. Det vil endvidere fremgå, at alle på positivlisterne nævnte arbejder har samme prioritet. Konsekvensen heraf er, at tilskudsansøgere modtager tilsagn om tilskud i den rækkefølge de har ansøgt, uanset hvilke af de på positivlisten nævnte arbejder der ønskes gennemført.

Som en del af »Aftale om boligpolitisk handlingsplan« af 14.5.1991 er det besluttet løbende at følge ordningen og hvert halve år, første gang den 1. januar 1992, at vurdere behovet for eventuelle justeringer.

Spørgsmål 15

Vil et arbejde, der alene vedrører indvendig vedligeholdelse, kunne udløse tilskud efter denne lov?

Svar

Idet der henvises til besvarelsen af udvalgets spørgsmål 2 kan det bekræftes, at et arbejde, der alene vedrører indvendig vedligeholdelse, kan udløse tilskud, såfremt lovforslagets bestemmelser i øvrigt er opfyldt, samt at arbejdet er omfattet af positivlisten.

Betænkning over lovforslag 1990 206 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til boligministeren, som denne har besvaret dels

skriftligt, dels i samråd. Nogle af disse spørgsmål og

boligministerens besvarelse heraf optrykkes som bilag til

betænkningen.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra

Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation,

Ejerforeningen Dybbølsgade 27/Esbern Snares Gade 1-3,

Industrirådet,

Landsforeningen Danske Anlægsgartnere,

Landsforeningen for Ejere af Udlejningsejendomme og

Vinduesproducenternes Samarbejdsorganisation.

For så vidt angår tilskud til forbedringsarbejder m.v. i og på udlejningsejendomme (positivliste 2) har boligministeren over for udvalget tilkendegivet, at kommunens afgørelse af, om der kan ydes tilskud,

1) ikke ændrer udlejerens pligt til at vedligeholde ejendommen og

2) ikke griber ind i huslejenævnets afgørelse af, hvorvidt der er tale om henholdsvis vedligeholdelsesarbejder og forbedringsarbejder.

Da det i praksis kan være vanskeligt at undgå, at forbedringsarbejder også indeholder et vedligeholdelseselement, vil boligministeren over for kommunerne tilkendegive, at der kun kan ydes tilskud til denne del af det samlede arbejde, såfremt vedligeholdelsesdelen udgør en mindre del heraf.

Udvalget forudsætter, at boligministeren i forbindelse med fastsættelse af regler, jf. § 9, medtager, at udbetaling af tilskud sker efter forevisning af dokumentation for, at beløbet er betalt.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Det Konservative Folkepartis, Venstres, Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal inden for flertallet (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) bemærker følgende

Siden Socialdemokratiet den 4. april 1991 fremsatte et beslutningsforslag om en tilskudsordning til forbedringsarbejder i helårsboliger, B 64, har der været ført forhandlinger med regeringen og en række af Folketingets partier herom. Hovedsigtet har for Socialdemokratiet været at stimulere til øget beskæftigelse, samtidig med at der opnås en forbedring af boligmassen. Socialdemokratiet lagde i udformningen af beslutningsforslaget op til en så lidt bureaukratisk administration som overhovedet muligt.

Hovedsigtet er blevet bevaret, men udformningen er blevet meget bureaukratisk. Dette gælder således selve opdelingen i løn/avance og materialer, der giver en række administrative problemer og derudover konkurrenceforvridende situationer. Det gælder også fremgangsmåden i forbindelse med lejeres, andelshaveres og ejerlejlighedsejeres tilskud til fællesarbejder, hvor hver enkelt skal underskrive en særskilt ansøgning. Endelig er etableringen af ordningen sinket væsentligt, hvilket er uhensigtsmæssigt for de mange håndværkere, der i tiden, der går, indtil ordningen træder i kraft, ikke kan få noget som helst arbejde gennemført. Disse forhold har det ikke været muligt at ændre.

Imidlertid skal Socialdemokratiets glæde over, at det lykkes at gennemføre et beskæftigelsesfremmende initiativ, ikke fordunkles af de nævnte problemer.

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis, Fremskridtspartiets og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Et mindretal inden for mindretallet (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) ønsker at udtale følgende

Socialistisk Folkeparti er fuldt ud opmærksomt på den katastrofale beskæftigelsessituation i byggebranchen, men vi mener ikke, at den i nærværende lovforslag foreslåede ordning er den rigtige måde at løse problemerne på - først og fremmest fordi den reelle merbeskæftigelse er overordentlig tvivlsom. Den foreslåede tilskudsordning er konstrueret på en sådan måde, at den i første række vil blive brugt til projekter, som alligevel ville blive realiseret. Det er derfor helt urealistisk, at merbeskæftigelsen vil blive på ca. 7.000, således som regeringen og forligspartierne forestiller sig.

Socialistisk Folkeparti har peget på, at pengene kunne bruges langt bedre i forbindelse med en forøget byfornyelsesindsats og et større nybyggeri. Det samlede byfornyelsesbehov er opgjort til 100 mia. kr., og med det nuværende ambitionsniveau vil det tage ca. 40 år, før behovet er dækket. Det er derfor udtryk for en forkert prioritering af statens knappe ressourcer, at der kan gives tilskud til indretning af gildestuer i millionvillaer i Hørsholm, i stedet for at der foretages en koncentreret indsats omkring den del af boligmassen, som virkelig trænger til fornyelse.

Der er samtidig fortsat behov for nybyggeri, og det er skandaløst, at regeringen skærer ned i den almennyttige byggekvote, på samme tid som der gennemføres en Storm P.-model til i alt 1,8 mia. kr. som foreslået i nærværende lovforslag.

Tilskudsordningen kunne være interessant, hvis den var koncentreret om energibesparende foranstaltninger. Det er karakteristisk, at alle partier i Folketinget taler om miljø og grøn politik, men når det kommer til konkret handling, kniber det en smule. I forbindelse med CO2-forliget får industrivirksomheder kompensation, hvis de gennemfører energibesparende foranstaltninger. Hvorfor kan den samme tankegang ikke blive gældende for boligsektoren? Hvis tilskuddet var koncentreret om energibesparende foranstaltninger, ville der være perspektiv i det. Dette har desværre ikke fundet forståelse hos forligspartierne.

Det har været nævnt, at en koncentration om energibesparende foranstaltninger ville blive for bureaukratisk at administrere. I betragtning af, at den foreslåede ordning er overordentlig bureaukratisk, er det svært at tage dette argument alvorligt. Det har eksempelvis under udvalgsarbejdet været umuligt at få en præcisering af, hvad der skal forstås ved luksusprægede investeringer, som ifølge lovforslaget ikke er berettigede til tilskud. Dette betyder, at det i praksis skal være kommunerne, som skal foretage denne vurdering, hvilket dels vil give et uholdbart bureaukrati, dels vil medføre en forskelligartet administration af loven i kommunerne.

På ovennævnte baggrund agter Socialistisk Folkeparti at stemme imod lovforslaget ved 3. behandling.

Et andet mindretal inden for mindretallet (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) forudser, at tilskudsordningen vil betyde, at kun de mest velhavende vil kunne benytte ordningen, hvorved det er marmorbadeværelser og dyre køkkener, der bliver givet tilskud til - tilskud, som hele befolkningen betaler.

Ordningen vil medføre ekstra beskæftigelse i alle kommuner. Den øvrige beskæftigelsesvirkning er meget tvivlsom. Og det er en illusion at tro, at »sort arbejde« vil blive mindre.

Baadsgaard (S) fmd. Pia Gjellerup (S) Lissa Mathiasen (S) Jørn Pedersen (S) Grete Schødts (S) Else Marie Mortensen (S) Holger K. Nielsen (SF) Pelle Voigt (SF) Sonja Albrink (CD) Pernille Sams (KF) Aagaard (KF) Eva Møller (KF) Mejdahl (V) Bodil Thrane (V) Kirsten Jacobsen (FP) nfmd. Jørgen Estrup (RV) Lysholm Christensen (KRF)

Betænkning over lovforslag 1990 206 Valid

Nr BTL 206

Betænkning over Forslag til lov om statstilskud til forbedringsarbejder m.v. i helårsboliger

Nr L 206 1990-91, 2. samling

Afgivet af Boligudvalget

Afgivet: 19910524

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →