1990 BTL 198 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM STEMPELAFGIFT (LEMPELSE AF SKØDESTEMPEL VED SALG AF EJERBOLIGER) NR L 198 1990-91, 2. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Det Konservative Folkepartis, Venstres, Centrum-Demokraternes og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet kan ikke stemme for de stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Et tredje mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse. Mindretallet vil redegøre for sin stilling til de stillede ændringsforslag ved 2. behandling.
Ændringsforslag
Til § 1
Af et mindretal (FP)
1) I den under nr. 1 foreslåede affattelse af lovens § 34, stk. 1, affattes 1. pkt. således
»Dokumenter om overdragelse af ejerboliger her i landet er stempelfri.«
2) I det under nr. 2 foreslåede nye stykke i lovens § 34 affattes 1. pkt. således
»For ejendomme, hvor vurderingsmyndighederne har foretaget en fordeling af ejendomsværdien på den del af ejendommen, der tjener til bolig for ejeren, og på resten af ejendommen efter vurderingslovens § 33, stk. 4-7, er der kun stempelfrihed for den del af ejendommens værdi, som forholdsmæssigt kan henføres til ejerens bolig.«
3) Nr. 5 affattes således
»5. I § 57 B ændres »til helårsbeboelse som nævnt i § 34 A,» til: »som nævnt i § 34, stk. 1, 1. pkt.,».«
Bemærkninger
Til nr. 1-3
Ændringsforslagene går ud på at gøre den nuværende stempelfritagelse for salg af ejerboliger permanent. Ved ikke at gøre stempelfritagelsen permanent bryder regeringen sin aftale med bl.a. Fremskridtspartiet om, at såfremt der ikke blandt finanslovpartierne og Fremskridtspartiet blev opnået enighed om en anden fordeling af de 2,1 mia. kr. inden 1. maj 1991, ville stempelfritagelsen blive gjort permanent.
Den 1. maj 1991 var der ikke indgået nogen aftale, og den aftale, der nu er indgået i forbindelse med boligpakken, omfatter hverken Fremskridtspartiet eller Det Radikale Venstre, som var blandt de oprindelige aftalepartier.
Hvis ikke regeringen stemmer for Fremskridtspartiets ændringsforslag, er der tale om et klart aftalebrud.
Pia Gjellerup (S) fmd. Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Trøjborg (S) Stavad (S) Ove Fich (S) Jes Lunde (SF) Jens Thoft (SF) Bente Juncker (CD) Aagaard (KF) Pernille Sams (KF) Peter Brixtofte (V) nfmd. Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) Ole Donner (FP) Elisabeth Arnold (RV) Kofod-Svendsen (KRF)
Ingen
Nr BTL 198
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om stempelafgift (Lempelse af skødestempel ved salg af ejerboliger)
Nr L 198 1990-91, 2. samling
Afgivet af Skatteudvalget
Afgivet: 19910524