Legislator Case Law & Legislation
199024K00192 DK

1990 BTL 192 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM FRISKOLER OG PRIVATE GRUNDSKOLER M.V. NR L 192 1990-91, 2. SAMLING

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

Betænkning over lovforslag 1990 192 Valid

Bilag 1

Nogle af udvalgets spørgsmål til undervisnings- og forskningsministeren og dennes besvarelse heraf

Spørgsmål 4

Ministeren bedes oplyse, hvor stort det gennemsnitlige tilskud pr. elev skal være, jf. § 10, stk. 3.

Svar

Det fremgår af de almindelige bemærkninger, afsnittet om økonomiske konsekvenser, at der først tages endelig stilling til spørgsmålet i forbindelse med finanslovsbehandlingen. Men jeg vil her understrege regeringens forudsætning, der også er indeholdt i bemærkningerne, om at der skal findes kompenserende besparelser inden for Undervisningsministeriets totalramme, hvis det gennemsnitlige tilskud pr. elev fastlægges højere end svarende til en udgiftsneutral takst.

I Tilskudsudvalgets betænkning er den udgiftsneutrale takst, i forhold til det gældende system, beregnet til 21.103 kr. pr. elev, inklusive tilskud til vikarudgifter, specialundervisning og fremmedsprogede elever (1991-pris- og lønniveau). Denne takst svarer til en tilskudsandel på 69,7 pct. af folkeskolens nettodriftsudgift pr. elev i det senest kendte regnskabsår (89). En højere tilskudsandel vil betyde højere takst.

Jeg er ikke i øjeblikket i stand til at anvise konkrete kompenserende besparelser på Undervisningsministeriets område til en forhøjelse af taksten. Alt andet lige må man derfor antage, at regeringens forslag til fastlæggelse af tilskuddet pr. elev på finanslovforslaget for 1992 vil svare til en udgiftsneutral takst og dermed til en tilskudsandel i forhold til folkeskolens udgift pr. elev på ca. 70 pct.

Spørgsmål 39

Kan ministeren bekræfte, at der bag tilskudsudvalgsarbejdet lå den forudsætning, at hvis der blev påvist et økonomisk efterslæb i forhold til folkeskolen, da skulle der ske en økonomisk genopretning?

Svar

Baggrunden for nedsættelsen af tilskudsudvalget var bl.a., at der ønskedes en belysning af udviklingen i frie grundskolers tilskudsudvikling i 80-erne sammenlignet med folkeskolens udgiftsudvikling, men jeg finder ikke, at begreberne efterslæb og genopretning er anvendelige ved stillingtagen til skolers og andre institutioners økonomiske forhold.

Som det fremgår af det lovforslag, jeg har stillet, finder jeg imidlertid, at folkeskolens udgiftsniveau er det relevante udgangspunkt for en politisk stillingtagen til tilskudstaksten for frie grundskoler. Herunder indgår selvfølgelig også udviklingen forud for den aktuelle beslutning om tilskudsniveauet.

Spørgsmål 40

Er ministeren enig med tilskudsudvalget i deres påvisning af et tilskudsmæssigt efterslæb i forhold til folkeskolen i 1980'erne og størrelsen heraf?

Svar

Jeg finder, at betænkningen giver en god og nuanceret belysning af udviklingen i 80'erne. Det fremgår klart af betænkningen og af bemærkningerne til lovforslaget, at der ikke kan foretages en entydig opgørelse af et »efterslæb«, men at det under alle omstændigheder er givet, at frie grundskoler i 80'erne under eet og specielt i årene 1989-90 har haft en ugunstig tilskudsudvikling sammenlignet med folkeskolen.

Det er derfor min klare opfattelse, at man nu må sikre, at niveauet for tilskuddet til de frie grundskoler under eet ikke reduceres yderligere i forhold til folkeskolens udgiftsniveau. Dette er da også sikret såvel på finansloven for 1991 som på det finanslovsforslag, som regeringen fremlægger for 1992.

Om tilskuddet kan fastlægges højere, beror på en politisk prioritering af frie grundskolers udgiftsbehov i forhold til andre udgiftsbehov, dvs. om der kan findes kompenserende besparelser inden for Undervisningsministeriets samlede udgiftsramme.

Spørgsmål 41

Finder ministeren, at svar på spørgsmål nr. 4 er udtryk for en økonomisk genopretning?

Svar

Nej.

Spørgsmål 42

Hvilken tilskudsandel vil ministeren bevillingsmæssigt søge at opnå på finansloven 1992?

Svar

Det fremgår af mit svar på spørgsmål 4, at udgangspunktet for videre overvejelser er en udgiftsneutral takstfastsættelse i 1992, dvs. ca. 70 pct.

Jeg vil dog gerne fremhæve, at udgiftsneutraliteten er baseret på, at der herved for 1992 sker en regulering, der ligger ud over almindelig pris- og lønregulering. Tilsvarende vil gælde i 1993 og 1994 bedømt ud fra de budgettal, der foreligger for folkeskolen. Den »automatiske« opadgående takstregulering i de 3 år vil således efter tilskudsudvalgets beregninger ligge på ca. 1,4 pct. årligt.

Dette er i sig selv udtryk for, at regeringen prioriterer et fastholdt tilskudsniveau for de frie grundskoler i forhold til folkeskolen højt, og jeg har ikke afvist muligheden for, at der kan blive enighed om kompenserende besparelser, der muliggør en højere tilskudsandel.

Betænkning over lovforslag 1990 192 Valid

Bilag 2

Høringssvar fra Kommunernes Landsforening

Vedrørende forslag til lov om friskoler, private grundskoler m.v.

I skrivelse af 3. maj 1991 har Undervisningsministeriet anmodet Kommunernes Landsforening om en udtalelse angående forslag til lov om friskoler og private grundskoler, som agtedes fremsat i Folketinget i uge 19.

Grundet den korte høringsfrist til den 13. maj 1991 er det ikke muligt at gennemføre en bestyrelsesbehandling af sagen i Kommunernes Landsforening inden fristens udløb. Sagen behandles på bestyrelsens møde den 17. maj 1991, og landsforeningen vil derefter eventuelt vende tilbage til sagen.

Idet man på denne baggrund må tage forbehold for bestyrelsens behandling af sagen, skal man meddele, at lovforslaget giver Kommunernes Landsforening anledning til følgende bemærkninger

Uvished om størrelsen af de fremtidige kommunebidrag

Efter lovforslagets § 10, stk. 3, fastlægges det gennemsnitlige tilskud pr. årselev på de årlige finanslove med udgangspunkt i den senest regnskabsopgjorte udgift pr. elev i folkeskolen. Efter § 26, stk. 2, fastlægges bopælskommunens bidrag til staten pr. elev ligeledes på de årlige finanslove som en andel af statens gennemsnitlige tilskud pr. årselev.

Som det fremgår af afsnittet i bemærkningerne om lovforslagets økonomiske konsekvenser, bliver disse finanslovsfastsættelser afgørende for de økonomiske konsekvenser for kommunerne af den samlede omlægning.

På denne baggrund er de økonomiske konsekvenser for kommunerne i 1992 uoverskuelige på det foreliggende grundlag. Endvidere er det uoverskueligt, hvorledes de gennemsnitlige tilskud pr. elev og dermed kommunebidragene vil udvikle sig på længere sigt, dels som følge af beslutningerne på de årlige finanslove, dels som følge af, at tilskuddene fremtidig tænkes reguleret med udgangspunkt i regnskabsoplysninger om udgiften pr. elev i folkeskolen.

I tilfælde af, at kommunebidraget for 1992 bliver fastsat højere end bidraget for 1991 med tillæg af sædvanlig pris- og lønregulering, må kommunernes generelle tilskud for 1992 forøges svarende hertil. Ligeledes skal de generelle tilskud i senere år forøges, hvis kommunebidraget fastsættes højere end kommunebidraget for det foregående år med tillæg for løn- og prisregulering.

Regulering på grundlag af regnskabstal for folkeskolen

Det forekommer hverken rimeligt at foretage en opretning af friskolernes tilskudsandel svarende til de forløbne års stigning i udgiften pr. elev i folkeskolen eller at vælge folkeskolens regnskabstal som grundlag for fremtidig regulering.

Forhold, som er uvedkommende for privatskolerne, har påvirket stigningen i folkeskolens udgifter siden 1980'erne. Stigningen i folkeskoleudgifterne skyldes i væsentlig grad vanskeligheder med strukturtilpasning samt de for folkeskolen tungere opgaver omkring fremmedsprogede elever og dækning af det meget varierede specialundervisningsbehov.

Når folkeskoleregnskabstallene i det hele ikke er egnet som grundlag for regulering af friskoletilskuddene, skyldes det, at folkeskolen har en anden udgiftssammensætning og andre udgiftsbehov end friskolerne. Det er ikke muligt at korrigere herfor på grundlag af tilgængelige statistiske oplysninger. Endvidere er statistikken over folkeskoleregnskaberne - bl.a. på grund af forskellig konteringspraksis - næppe tilstrækkelig pålidelig til, at den kan anvendes som grundlag for reguleringen. Endelig omfatter folkeskoleregnskaberne bl.a. udgifter til ydelser, der stilles vederlagsfrit til rådighed for privatskolerne, som specialundervisning og pædagogisk-psykologisk rådgivning.

Vederlagsfri henvisning til specialundervisning og pædagogisk-psykologisk rådgivning i kommunen, jf. § 3, stk. 2 og 4

Efter disse bestemmelser kan friskolerne henvise elever til specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand i folkeskolen. Derudover yder skolekommunen vederlagsfri pædagogisk-psykologisk rådgivning.

På baggrund af, at der i det almindelige tilskud til de frie skoler indgår ressourcer til specialundervisning, bør det præciseres, hvornår og på hvilket grundlag en privatskole kan henvise elever til specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand i folkeskolen. Yderligere bør det præciseres, at den skolepsykologiske rådgivning kun drejer sig om pædagogisk-psykologisk bistand til enkelte elever.

Anmeldelse af nyetablerede friskoler, jf. § 8, stk. 2, og bemærkningerne hertil

Kommunernes Landsforening ser gerne, at anmeldelsesfristen for oprettelse af en friskole på et år bevares. Det foreslåede anmeldelsesgebyr på 10-20.000 kr. kan indføres sideløbende med en bevarelse af anmeldelsesfristen.

Tilsynet med den enkelte skole, jf. § 9, stk. 4

Efter § 9, stk. 4, skal den tilsynsførende hvert år afgive en erklæring til forældrekredsen og skolens bestyrelse om elevernes standpunkt i dansk, regning/matematik og engelsk. Hvis forældrekredsen ikke har valgt en tilsynsførende, varetages tilsynet af kommunalbestyrelsen. Landsforeningen må tage afstand fra forslaget om, at kommunalbestyrelserne pålægges forpligtelse til at afgive erklæringer om elevernes standpunkt. Det er vanskeligt at finde egnede vurderingskriterier, som skulle danne grundlag for denne erklæring.

Omfordelingsfaktoren mellem små og store skoler, jf. § 11, stk. 2, og bemærkningerne hertil

Kommunernes Landsforening er tilfreds med, at omfordelingsfaktoren mellem de små og store skoler, som skal politisk fastsættes, indebærer en forskydning mellem skolerne, således at de små skoler modtager et relativt mindre tilskud end nu. Landsforeningen har ofte påpeget, at den hidtidige friskoletilskudsordning indebærer en urimeligt gunstig ressourcetildeling til de små friskoler på baggrund af ressourceforbruget i folkeskoler af tilsvarende størrelse.

Tilskud til fremmedsprogede elever, jf. § 11, stk. 1

Kommunernes Landsforening hilser med tilfredshed, at tilskud til de fremmedsprogede elever er bevaret som et særligt tilskud administreret af ministeriet, og at man således ikke på dette punkt har fulgt tilskudsudvalgets forslag.

Særligt kommunalt bidrag til skolefritidsordninger, jf. § 28

Kommunernes Landsforening må tage afstand fra dette forslag og kan ikke tiltræde det i bemærkningerne anførte om, at ordningen vil være udgiftsneutral for kommunerne. Hvis forslaget gennemføres, må der ydes kommunerne kompensation for merudgiften ved forhøjelse af de generelle tilskud.

Forslaget vil indebære, at forældre til friskoleelever får en fortrinsret til kommunalt støttede fritidsordninger frem for andre forældre, hvilket er uacceptabelt.

Desuden harmonerer forslaget dårligt med, at det er kommunernes eget ansvar at vælge de mest hensigtsmæssige løsninger på dagpasningsproblemerne på baggrund af de stedlige behov og kommunens ressourcer.

Private skoler har allerede med hjemmel i den nuværende lovgivning mulighed for at oprette skolefritidsordninger, hvilket ca. 2/3 af skolerne har etableret. 24 kommuner har fundet det hensigtsmæssigt at støtte disse ordninger. Kommunernes Landsforening skal i stedet for ordningen med obligatoriske kommunebidrag pege på muligheden for at oprette puljeordninger i overensstemmelse med bistandslovens § 70, som er under kommunernes tilsyn, og med mulighed for kommunal støtte, hvis kommunen ønsker det. Der henvises herved til, at lovforslaget i § 23 indeholder hjemmel for kommunerne til at yde tilskud til nedbringelse af betaling for skolefritidsordninger og tilskud til driften af skolefritidsordninger.

Registrering af elever, jf. § 37 og afsnittet i bemærkningerne om lovforslagets administrative konsekvenser

Det er ministeriets ønske, at kontrol af det tilskudsudløsende elevtal og placering af bidragsbyrden fremtidig skal ske i een procedure. Den enkelte friskole skal sende en elevliste pr. 5. september til hver kommune, hvor elever fra skolen har bopæl. Kommunen skal kontrollere listens rigtighed senest den 20. september. De kommunekontrollerede elevlister danner herefter grundlag både for tilskudsudbetaling til skolerne og opkrævning af kommunebidrag. Kommunen vil herefter kende elevtallet ved sin budgetvedtagelse.

Det påtænkte administrationssystem forekommer at indebære visse fordele og forenklinger. Tidsmæssigt vil det dog formentlig indebære problemer inden den 20. september at få tilvejebragt kommunekontrollerede elevtalslister pr. 5. september, da der ikke er sikkerhed for, at skolerne fremsender listerne uopfordret til kommunerne i rette tid, og da de af skolerne fremsendte lister må antages at være behæftet med mange fejl og mangler.

Landsforeningen må forbeholde sig sin stilling til ministeriets forslag om et nyt administrationssystem, indtil man har modtaget en nærmere redegørelse for ministeriets tanker om indholdet. Landsforeningen foreslår, at ministeriet indbyder til et møde om sagen med deltagelse af Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen, Indenrigsministeriet og Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Betænkning over lovforslag 1990 192 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til undervisnings- og forskningsministeren, som

denne har besvaret dels skriftligt, dels i samråd.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra

Dansk Friskoleforening,

Frie Grundskolers Fællesråd,

Frydensberg, Ernst, Amager Privatskole, og

Privatskolen Ll. Stokkebjerg med tilhørende kostafdeling, »Den lille Kostskole«.

Under udvalgsbehandlingen har undervisnings- og forskningsministeren stillet ændringsforslag til lovforslaget, men der er i udvalget enighed om, at det ikke har været muligt at opnå afklaring af partiernes stilling hertil forud for betænkningsafgivelsen.

Udvalget skal derfor anmode om, at lovforslaget efter 2. behandling henvises til fornyet udvalgsbehandling, bl.a. med henblik på afklaring heraf.

Herefter indstiller et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et andet mindretal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 3. behandling. Et tredje mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 3. behandling.

Et fjerde mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 3. behandling.

Et femte mindretal (Det Radikale Venstres medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 3. behandling.

Poul Andersen (S) Helle Degn (S) Pernille Forchhammer (S) Frank Jensen (S) Else Marie Mortensen (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Hanne Thanning Jacobsen (SF) Holger K. Nielsen (SF) Jette Pors (CD) nfmd. Eva Møller (KF) Pia Christmas-Møller (KF) Jens Jørgensen (KF) Anders Mølgaard (V) Hanne Severinsen (V) fmd. Køpke Christensen (FP) Ole Vig Jensen (RV) Lysholm Christensen (KRF)

Tillægsbetænkningen

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist

til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde.

Nogle af udvalgets spørgsmål og ministerens besvarelse heraf er optrykt som bilag til betænkningen.

Der er af undervisnings- og forskningsministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Udvalget forudsætter, at der tages stilling til omfordelingsforholdet mellem store og små skoler med udgangspunkt i et forhold på 1,45 i perioden 1992-95, der dog kan tilpasses mulighederne for at forbedre tilskudsandelen.

Et flertal (udvalget med undtagelse af Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer) anfører følgende

Flertallet forudsætter, at der under behandlingen af finanslovforslaget for 1992 tages stilling til mulighederne for at forbedre frie grundskolers tilskudsandel i forhold til det niveau på 69,7 pct. af folkeskolens udgift pr. elev i 1989, der giver en udgiftsneutral omlægning.

Et andet flertal (udvalget med undtagelse af Socialdemokratiets medlemmer) udtaler følgende

Undervisnings- og forskningsministeren har tilkendegivet over for udvalget, at de nærmere bestemmelser om bygningstilskud i henhold til lovforslagets § 12 forelægges udvalget til drøftelse før bestemmelsens ikrafttræden.

Omlægningen fra refusionstilskud til rammetilskud til bygningsfinansiering fastlægges i samarbejde mellem Undervisnings- og Forskningsministeriet og Frie Grundskolers Fællesråd. Under dette samarbejde forudsættes mulighederne for finansiering af nybyggeri og for en særlig ordning for skoler med væsentlige, aktuelle investeringsbehov, herunder konvertering af lejemål, undersøgt nærmere med henblik på, at der fremlægges forslag til løsninger.

Undervisnings- og forskningsministeren har tilkendegivet at ville løfte rammen for godkendelser af refusion vedrørende rente- eller lejeudgifter med ca. 2 mio. kr. senest fra den 1. januar 1992.

Flertallet ønsker nyordningen vedrørende tilskud og bidrag til skolefritidsordninger igangsat ved lovens ikrafttræden og bemærker, at tilskuddet kun er 1/3 af kommunernes gennemsnitlige udgifter pr. barn i skolefritidsordninger.

Et mindretal (Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) udtaler

Mindretallet udtrykker tilfredshed med, at rammen for byggefinansiering er hævet, men er skuffet over, at ministeren ikke har villet give tilsagn om en forbedring af frie grundskolers tilskudsandel i forhold til det niveau på 69,7 pct. af folkeskolens udgift pr. elev i 1989, der giver en udgiftsneutral omlægning. Mindretallet vil i forbindelse med de kommende forhandlinger om finansloven for 1992 arbejde for at få sikret den økonomiske genopretning af det efterslæb, som det i betænkning om nyt tilskudssystem for frie grundskoler af marts 1991 er påvist at de frie grundskoler har i forhold til folkeskolen.

Herefter instiller et flertal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Socialistisk Folkepartis, Fremskridtspartiets og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et mindretal inden for flertallet (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) udtaler, at mindretallet på trods af det korte og hektiske udvalgsarbejde erkender, at det er af afgørende betydning for de frie skoler, at lovforslaget vedtages i indeværende folketingssamling.

Derfor indstiller mindretallet lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal inden for flertallet (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) ønsker at udtale følgende

Mindretallet vil på det kraftigste kritisere det sene tidspunkt, lovforslaget er blevet fremsat på, der efter vor opfattelse har resulteret i en alt for hurtig behandling.

Mindretallet er dog af den opfattelse, at det af hensyn til de økonomiske problemer, der kan opstå ved omtalte skoler, er nødvendigt at gennemføre lovforslaget på nuværende tidspunkt.

Mindretallet indstiller derfor lovforslaget til vedtagelse.

Et mindretal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) kan hverken stemme for eller imod lovforslaget og de under nr. 2, 6-7 og 14 stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stemme imod de under nr. 4 og 8 stillede ændringsforslag og udtaler følgende

Mindretallet undlader at stemme for lovforslaget, bl.a. fordi mindretallet mener, der har været alt for kort tid til behandlingen af lovforslaget i Folketinget.

Da tilskudsudvalget blev færdig med betænkningsarbejdet i marts 1991, kunne undervisnings- og forskningsministeren kort tid derefter have valgt at fremsætte et lovforslag udelukkende bestående af et nyt tilskudssystem. Det ville have givet Folketinget den fornødne tid til at arbejde med det teknisk komplicerede lovforslag.

Ministeren valgte i stedet for at fremsætte forslag til en helt ny friskolelov indeholdende forenklinger af tre tidligere friskolelove. Dette lovforslag blev så fremsat 3 uger før Folketingets sommerferie, hvilket indebærer, at der ikke har været reel mulighed for at diskutere de enkelte partiers ønsker om principændringer, ligesom der har været for lidt tid til at gennemgå de administrative og økonomiske konsekvenser af lovforslagets tilskudsdel. Mindretallet betragter denne arbejdsgang som højst uacceptabel.

Mindretallet er enig i princippet om, at de frie grundskoler skal have et tilskud, som ligger på et nogenlunde fast niveau i forhold til folkeskolen, og Socialdemokratiet er enig i, at denne tilskudsandel skal fastsættes på finansloven. Vi er også enige i hovedsigtet med en bedre omfordeling mellem store og små skoler til fordel for de store skoler.

Mindretallet mener, at tilskuddene til befordring skal tages inden for den generelle driftsbevilling. Elever i folkeskolen, som vælger en anden skole end distriktsskolen, har ikke ret til befordring. Hvis de frie skoler ønsker, at deres elever skal have ret til befordring, bør pengene tages af driftsbevillingen. Mindretallet stemmer derfor imod ændringsforslag nr. 4.

Mindretallet er ikke enig i, at de frie skoler har et stort efterslæb i forhold til folkeskolen, som de skal have dækket ind ved næste finanslov. Lærerforbruget i forbindelse med normalundervisningen er stadig væk 10 pct. højere i de frie skoler end i folkeskolen. Til gengæld ligger de frie skoler på et lavere forbrug af specialundervisning, men eftersom de frie skoler har alle muligheder for at benytte de skolepsykologiske og specialpædagogiske tilbud i folkeskolen, kan dette tal kun ses som udtryk for, at eleverne ved de frie skoler ikke har samme brede og differentierede undervisningsbehov som eleverne i folkeskolen.

Mindretallet kan tilslutte sig tanken om et depositum ved oprettelsen af en friskole, men ser ingen grund til, at et sådant ledsages af en nedsættelse af anmeldelsesfristen.

Mindretallet mener, at de økonomiske og administrative konsekvenser for kommunerne er meget dårligt belyst og ønsker at slå fast, at mindretallet forudsætter, at enhver ekstra udgift kompenseres kommunerne efter forhandling med Kommunernes Landsforening.

Forslaget om tilskud til skolefritidsordningerne ved de frie skoler er et direkte angreb på kommunernes selvstyre. Det drejer sig ikke om det frie skolevalg, men om kommunernes ret til at tilrettelægge dagpasningstilbudene. Mindretallet har lagt mærke til, at Kommunernes Landsforening også har påpeget dette og har foreslået, at de frie skoler i stedet benytter bistandslovens § 70 om puljeordninger. Mindretallet mener også, at skolefritidsordninger ved de frie skoler rækker ud over princippet om det frie skolevalg og bryder med kommunernes kultur- og socialpolitik.

Mindretallet undlader derfor at stemme til ændringsforslag nr. 2.

Mindretallet mener, at afsnittet om ændring af byggetilskuddet er uacceptabelt dårligt belyst. Mindretallet kan ikke være med til at støtte en omlægning til taxametertilskud, uden at Folketinget kender de nærmere konsekvenser for de forskellige skoler og de økonomiske konsekvenser af den nødvendige overgangsordning. Det er mindretallets klare opfattelse, at hele byggetilskudsdelen må pilles ud af lovforslaget og erstattes af de nuværende regler.

Undervisnings- og forskningsministeren må så vende tilbage med et nyt forslag på dette område, når det er lykkedes at få stablet en fornuftig ordning på benene. Mindretallet er ikke tilfreds med, at ministeren kan nøjes med at vende tilbage til Uddannelsesudvalget, som det er beskrevet i denne betænkning.

Socialdemokratiet undlader derfor at stemme til ændringsforslag nr. 14.

Endelig ønsker mindretallet, at der var ændret ved elevtalskravet. Mindretallet mener, det er helt uacceptabelt, at der kun skal 4 elever i gennemsnit pr. klasse til at starte og drive en friskole. Det er både pædagogisk og økonomisk uanstændigt.

Når mindretallet undlader at stemme til ændringsforslagene 6 og 7, skyldes det, at mindretallet mener, det er rigtigt med en 3-års-regel, men mindretallet kan ikke tilslutte sig det lave elevtalskrav, der er nævnt i paragraffen.

Et andet mindretal (Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag bortset fra nr. 2.

Et flertal inden for mindretallet (Det Radikale Venstres medlem af udvalget) udtaler

Det Radikale Venstres tilslutning til lovforslaget på dette tidspunkt skal alene ses i lyset af de vanskeligheder, som en betragtelig del af de frie skoler ellers ville komme i, hvis en nyordning først kunne træde i kraft til den 1. januar 1993.

Det er derfor ikke uden betænkelighed, at Det Radikale Venstre medvirker til lovforslagets vedtagelse nu.

Dels har der været meget kort tid til Folketingets behandling af en kompliceret lovgivning, og dels er der fortsat stor usikkerhed om de økonomiske konsekvenser for skolerne, så længe der ikke konkret er taget stilling til den nødvendige genopretning i forhold til udgiftsudviklingen i folkeskolen, ligesom der af samme grund ikke kan tages stilling til omfordelingsforholdet mellem store og små skoler.

Det Radikale Venstre ønsker derfor allerede nu at tilkendegive, at tilskudsprocenten for 1992, som skal forhandles i forbindelse med finanslovforslagets behandling i efteråret, skal fastsættes til mindst 72 pct.

Det Radikale Venstre anser dette spørgsmål for afgørende, hvis den nye lovgivning for friskoler og private grundskoler skal virke rimelig og hensigtsmæssig over for skoleformen.

Det Radikale Venstre har da også noteret, at Frie Grundskolers Fællesråd i en henvendelse til Folketingets Uddannelsesudvalg af 17. maj 1991 har udtalt: »Det vigtigste punkt for Fællesrådet er genopretning af statstilskuddet således, at der skabes en rimelig balance mellem folkeskolens gennemsnitlige driftsudgifter pr. elev og vores tilsvarende udgifter.«

Ændringsforslag

Til § 8

Af undervisnings- og forskningsministeren, tiltrådt af udvalget

1) I stk. 2 ændres »anmeldelsesgebyr« til: »anmeldelsesdepositium«.

Til § 15

Af undervisnings- og forskningsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af S, RV og KRF)

2) I stk. 1 ændres »yder« til: »kan yde«, og i stk. 2 ændres »ydes kun« til: »kan kun ydes«.

Til § 17

Af undervisnings- og forskningsministeren, tiltrådt af udvalget

3) I stk. 1 indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum

»Tilskud til nedbringelse af skolepenge og nedbringelse af betaling for ophold på en kostafdeling fastsættes under hensyn til elevens og forældrenes økonomiske forhold.«

Af undervisnings- og forskningsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af S)

4) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke

»Stk. 2. Bevillingen til befordringsudgifter reguleres for udviklingen i antallet af elever og for prisudviklingen for persontransport med offentlige transportmidler.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

Af undervisnings- og forskningsministeren, tiltrådt af udvalget

5) I stk. 2, som bliver stk. 3, affattes 1. pkt. således

»Tilskuddene fordeles til skolerne af særlige fordelingsudvalg.«

Til § 19

Af undervisnings- og forskningsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af S)

6) Stk. 1, 1. pkt., affattes således

»Tilskud i henhold til denne lov kan kun ydes til skoler, som har mindst 28 elever i alt på 1.-7. klassetrin beregnet enten som elevtallet pr. 5. september året før finansåret eller som et gennemsnit af elevtallene pr. 5. september året før finansåret og det forudgående år.«

7) I stk. 1 indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum

»Der kan dog ydes tilskud til skoler fra skoleårets begyndelse svarende til det gennemsnitlige tilskud pr. årselev, der er fastsat på finansloven, jf. § 10, stk. 3, og § 11, stk. 5, hvis antallet af elever pr. 5. september er mindst 28 i alt på 1.-7. klassetrin.«

Til § 23

8) I stk. 1 indsættes efter nr. 3 som nyt nummer

»4) tilskud til anlægsudgifter eller lignende investeringsudgifter.«

Af undervisnings- og forskningsministeren, tiltrådt af udvalget

Til § 24

9) I stk. 1 affattes 3. pkt. således

»Regnskaberne skal revideres af en statsautoriseret revisor eller en registreret revisor.«

10) I stk. 2, 1. pkt., ændres »Frie Grundskolers Fællesråd« til: »de i § 17, stk. 2, nævnte særlige fordelingsudvalg«.

11) Stk. 2, 4. pkt., affattes således

»Regnskaberne skal revideres af en statsautoriseret revisor eller en registreret revisor.«

Til § 36

12) Paragraffen affattes således

»§ 36. Undervisnings- og forskningsministeren kan fastsætte regler for afholdelse af prøver for børn, der ønsker at indstille sig til folkeskolens afsluttende prøver uden at have fulgt undervisningen ved skoler, der har ret til at afholde prøver.

Til § 40

13) Ordene »Frie Grundskolers Fællesråd« ændres til: »de i § 17, stk. 2, nævnte særlige fordelingsudvalg«.

Til § 42

Af undervisnings- og forskningsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af S)

14) Stk. 2 affattes således

»Stk. 2. Dog træder § 37 i kraft den 1. september 1991 og § 12 den 1. januar 1993 eller senere efter undervisnings- og forskningsministerens bestemmelse.«

Bemærkninger

Til nr. 1

Ændringsforslaget indebærer, at der i stedet for gebyr er hjemmel til at opkræve et depositum i forbindelse med anmeldelse af skoler for Undervisnings- og Forskningsministeriet. Der vil være tale om et depositumbeløb i størrelsesordenen 30-40.000 kr. Det er forudsat, at en depositumordning betyder, at skoler, som anmeldes, men ikke oprettes i det skoleår, hvortil de er anmeldt, ikke får tilbagebetalt det indbetalte depositum. Depositum forrentes ikke i deponeringsperioden.

Til nr. 2

På grund af usikkerhed om forslagets udgiftsneutralitet for kommunerne er bestemmelsen ændret fra en obligatorisk bestemmelse til en bestemmelse, som undervisnings- og forskningsministeren kan sætte i kraft. Ændringen indebærer, at der først vil blive ydet tilskud til skolefritidsordninger, når der er opnået enighed med Kommunernes Landsforening m.fl. om det udgiftsneutrale niveau for ordningen.

Til nr. 3

Bestemmelsen i det nye punktum indeholder en forpligtelse til at indtægtsgraduere tilskuddet afhængigt af elevens og forældrenes økonomiske forhold, således som det allerede er tilfældet i den gældende friskolelov, jf. friskolelovens § 17, stk. 2, og § 18, stk. 2.

Til nr. 4

Bestemmelsen er indsat efter ønske fra Frie Grundskolers Fællesråd og svarer til den gældende bestemmelse i friskolelovens § 29, stk. 2.

Til nr. 5

Formuleringen præciserer, at fordelingsudvalgene ikke er ansvarlige over for Frie Grundskolers Fællesråd. Det er dog fortsat hensigten, at udvalgene nedsættes af Frie Grundskolers Fællesråd, men med ansvar over for undervisnings- og forskningsministeren, som kan fastsætte nærmere regler om ordningen og om administrationen heraf.

Til nr. 6 og 7

Bestemmelsen i 1. pkt. om, at elevtallet kan beregnes som et gennemsnit af elevtallene i de to forudgående år, formindsker risikoen for, at et enkelt skoleår bliver afgørende for, om en skole kan opfylde elevtalskravet.

En skole, der den 5. september ikke opfylder elevtalskravet, mister tilskud med udgangen af det pågældende finansår. Bestemmelsen i 2. pkt. indebærer, at skoler, der som følge heraf ikke opfylder elevtalskravet i de første 7 måneder af det næste finansår og derfor ikke får tilskud i denne periode, kan få tilskud igen fra skoleårets begyndelse, hvis antallet af elever er mindst 28 i alt på 1.-7. klassetrin pr. 5. september i det pågældende år. Tilskuddet svarer da til det gennemsnitlige tilskud pr. årselev, der er fastsat på finansloven, jf. lovforslagets § 10, stk. 3.

Ændringerne i forhold til § 13, stk. 1, nr. 1, i den gældende friskolelov skyldes, at det bør kunne konstateres, før der udbetales tilskud, om skolerne opfylder tilskudsbetingelserne, således at der kan udbetales endelige tilskud, jf. lovforslagets § 21, stk. 3.

Til nr. 8

Bestemmelsen er indsat efter ønske fra Indenrigsministeriet til klargøring af hidtidig praksis i relation til kommunalfuldmagten. Der tænkes på enkeltstående tilskud til anlæg og bygningsforbedringer.

Til nr. 9

»Kommunernes Revisionsafdeling« er taget ud af bestemmelsen efter ønske fra Rigsrevisionen, således at regnskaberne som hidtil revideres af en statsautoriseret eller registreret revisor.

Til nr. 10

Der henvises til bemærkningerne til ændringsforslag nr. 5 om de særlige fordelingsudvalg.

Til nr. 11

Der henvises om udeladelsen »Kommunernes Revisionsafdeling« til bemærkningerne til nr. 9.

Til nr. 12

Den ændrede formulering af § 36 indebærer en administrativ forenkling, idet det kan overlades til de enkelte folkeskoler at sørge for, at der afholdes prøver for disse elever.

Til nr. 13

Der henvises til bemærkningerne til ændringsforslag nr. 5.

Til nr. 14

Den ændrede formulering indebærer, at der er en klar hjemmel til allerede i efteråret 1991 at indhente de indberetninger, som fremgår af § 37, og som er nødvendige i relation til tilskudsudbetalingerne og bidragsopkrævningerne i 1992, hvor loven træder i kraft den 1. januar.

Poul Andersen (S) Helle Degn (S) Pernille Forchhammer (S) Frank Jensen (S) Else Marie Mortensen (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Hanne Thanning Jacobsen (SF) Holger K. Nielsen (SF) Jette Pors (CD) nfmd. Eva Møller (KF) Pia Christmas-Møller (KF) Jens Jørgensen (KF) Anders Mølgaard (V) Hanne Severinsen (V) fmd. Køpke Christensen (FP) Ole Vig Jensen (RV) Lysholm Christensen (KRF)

Betænkning over lovforslag 1990 192 Valid

Nr BTL 192

Betænkning over Forslag til lov om friskoler og private grundskoler m.v.

Nr L 192 1990-91, 2. samling

Afgivet af Uddannelsesudvalget

Afgivet: 19910527

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →