Legislator Case Law & Legislation
199024K00188 DK

1990 BTL 188 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL BISTAND (ÆNDRET MAKSIMUM FOR FORÆLDREBETALING FOR OPHOLD I DAGINSTITUTION) NR L 188 1990-91, 2. SAMLING

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Betænkning over lovforslag 1990 188 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder.

Der er af socialministeren og af et flertal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger. Et ændringsforslag stillet af flertallet og tiltrådt af et mindretal medfører, at lovforslaget deles i 2 dele.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) de under A og B nævnte lovforslag til vedtagelse med de dertil stillede ændringsforslag.

Et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller det under A nævnte lovforslag til vedtagelse med de dertil stillede ændringsforslag, indstiller det under B nævnte lovforslag til forkastelse ved 3. behandling og kan ikke støtte de dertil stillede ændringsforslag.

Et flertal inden for mindretallet (Det Konservative Folkepartis, Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) henviser til, at det under A nævnte lovforslag indgår i et bredt politisk forlig om børnefamiliernes vilkår. Aftalen indebærer, at forligspartierne er enige om at reducere den maksimale forældrebetalingsandel fra 35 pct. til 32 pct. af driftsudgifterne.

Som en del af forliget gennemføres der en reform af styrelsen af daginstitutionerne, som sikrer forældrene en reel indflydelse på den enkelte institutions drift. Driften på institutionerne kan således bedre tilrettelægges ud fra lokale ønsker og behov og efter forældrenes interesse i en sund økonomisk drift.

Det Konservative Folkeparti, Venstre og Kristeligt Folkeparti mener, at det skal være den enkelte kommune, der bestemmer, om forældrebetalingen skal være lavere end de 32 pct. af driftsudgiften.

Endvidere ønsker disse partier ikke at sænke forældrebetalingen på daginstitutioner yderligere, idet det må anses for vigtigt, at forældrene tilskyndes til en ansvarlig økonomisk drift.

Det er disse partiers opfattelse, at såfremt der skal bruges flere økonomiske midler til børnefamilierne, skal det ske gennem en forhøjelse af børnechecken, således at alle børnefamilier får del i midlerne, uanset hvilken børnepasningsordning de gør brug af.

Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) kan ikke stemme for de stillede ændringsforslag, indstiller de under A og B nævnte lovforslag til forkastelse ved 3. behandling og bemærker i øvrigt

Fremskridtspartiet kan ikke medvirke til, at forældrebetalingen sættes ned, da mindretallets politik er, at forældrene skal betale den fulde omkostning ved pasning af børnene. Dette vil nemlig medføre to ting: dels at kommuneskatterne kan sættes ned, dels at der hurtigt vil ske det, at det går op for forældrene, hvad det egentlig koster at få passet deres børn af det offentlige. De vil derfor søge hen, hvor udbud passer overens med prisen, og det gør det ikke i det offentlige.

Desuden vil der så blive lige konkurrence mellem offentlig og privat børnepasning.

At Fremskridtspartiet ikke kan støtte ændringsforslaget om, at forældrebetalingsprocenten ændres fra 30 til 32, skyldes, at der i forslaget er indarbejdet bestemmelser om, at der allerede den 1. januar 1993 skal ske en nedsættelse til de 30 pct. En sådan aftale kan Fremskridtspartiet ikke være med i, så selv om ændringsforslaget er et skridt væk fra det socialistiske skråplan, som mindretallet er ude på, kan Fremskridtspartiet ikke medvirke.

Ændringsforslag

Af et flertal (S, SF og CD), tiltrådt af et mindretal (KF, V, RV og KRF)

a

Ændringsforslag om deling af lovforslaget

1) Lovforslaget deles i to lovforslag med følgende titler og indhold

A. »Forslag til lov om ændring af lov om social bistand. (Ændret maksimum for forældrebetaling for ophold i daginstitution fra den 1. august 1991)» omfattende §§ 1 og 2.

B. »Forslag til lov om ændring af lov om social bistand. (Ændret maksimum for forældrebetaling for ophold i daginstitution fra den 1. januar 1993)» omfattende § 1.

b

Ændringsforslag til det under A nævnte lovforslag

Af socialministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af FP)

Til § 1

2) I den foreslåede ændring af lovens § 73, stk. 1, 1. pkt., ændres »30 pct.« til: »32 pct.«

Til § 2

3) Datoen »den 1. januar 1992« ændres til: »den 1. august 1991«.

c

Ændringsforslag til det under B nævnte lovforslag

Af et flertal (S, SF og CD)

Ny paragraf

4) Efter § 1 indsættes som ny paragraf

»§ 2

Loven har virkning fra den 1. januar 1993.«

Bemærkninger

Til nr. 1

Lovforslaget foreslås opdelt i to for at sikre mulighed for en samtidig gennemførelse af en nedsættelse af forældrebetalingen til 32 pct. pr. den 1. august 1991 og til 30 pct. pr. den 1. januar 1993 i to forskellige lovforslag. Ønsket om, at det sker i to forskellige lovforslag, kommer af, at den første ændring er aftalt i et bredt politisk forlig mellem Det Konservative Folkeparti, Venstre, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Centrum-Demokraterne, Det Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti. Den videregående ændring pr. 1. januar 1993 ønskes derimod gennemført af Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Centrum-Demokraterne.

Til nr. 2 og 3

Det er som et led i aftalen om forbedring af børnefamiliernes vilkår aftalt, at den maksimale forældrebetalingsandel reduceres pr. den 1. august 1991 fra 35 pct. til 32 pct. af driftsudgifterne gennem vedtagelse af L 188 med ændringsforslag.

Som følge heraf foreslås det, at den maksimale forældrebetalingsandel ændres fra de foreslåede 30 pct. til 32 pct. i overensstemmelse med aftalen.

Ligeledes ændres lovens ikrafttræden fra den foreslåede dato 1. januar 1992 til den 1. august i overensstemmelse med aftalen.

Til nr. 4

Aftalen om forbedring af børnefamiliernes vilkår indebærer, at forligspartierne er enige om en maksimal forældrebetalingsandel på 32 pct. fra den 1. august 1991 til og med udgangen af 1992. Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Centrum-Demokraterne ønsker med dette forslag at sænke forældrebetalingsandelen yderligere til 30 pct. pr. 1. januar 1993. Partierne er indstillet på i kommende finanslovforhandlinger at anvise den nødvendige finansiering.

Jytte Andersen (S) Pernille Forchhammer (S) Jytte Hilden (S) Jørn Pedersen (S) Jan Petersen (S) Grete Schødts (S) Taanquist (S) nfmd. Hanne Thanning Jacobsen (SF) Bente Juncker (CD) Pia Christmas-Møller (KF) Per Tærsbøl (KF) Agnete Laustsen (KF) Eva Kjer Hansen (V) Hanne Severinsen (V) Tom Behnke (FP) Marianne Jelved (RV) Kofod-Svendsen (KRF) fmd.

Betænkning over lovforslag 1990 188 Valid

Nr BTL 188

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om social bistand (Ændret maksimum for forældrebetaling for ophold i daginstitution)

Nr L 188 1990-91, 2. samling

Afgivet af Socialudvalget

Afgivet: 19910523

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →