1990 BTL 187 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL BISTAND NR L 187 1990-91, 2. SAMLING

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til socialministeren, som denne har besvaret

skriftligt.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal inden for flertallet (Det Konservative Folkepartis og Venstres medlemmer af udvalget) ønsker at udtale følgende

Regeringspartierne konstaterer, at dagtilbud til børn efter bistansloven er en social ydelse på linje med de øvrige ydelser efter loven som f.eks. kontanthjælp, hjemmehjælp, pladser i plejehjem og døgninstitutioner for børn og voksne. Der gælder ingen opsigelsesregler for disse ydelser, idet det er den enkeltes behov, der er afgørende for tilbudet og dets varighed.

Kompetencen til at tildele ydelserne ligger hos kommunalbestyrelsen eller amtsrådet. Men ud fra en lighedsgrundsætning kan en bestemt gruppe ikke generelt uden udtrykkelig lovhjemmel udelukkes fra en ydelse. Derimod kan kommunalbestyrelsen f.eks. ved tildeling af institutionspladser prioritere ansøgerne og efter en individuel bedømmelse bestemme, at den enkelte ikke længere har behov for ydelsen.

Med hensyn til dagtilbud til børn vil der være en række situationer, hvor barnet må ophøre i tilbudet, f.eks. fordi barnet flytter ud af kommunen, eller fordi barnet skønnes at have behov for anden støtte, måske optagelse i en særlig institution for børn med handicap. Det følger af formålsbestemmelsen i lovens § 69, stk. 2, at dagtilbud både tjener et pasningsformål og udgør et socialt og pædagogisk tilbud til børn. Derfor kan tilbudet være af værdi for barnet, selv om forældrene i en periode er i stand til selv at passe det hele dagen på grund af eksempelvis ledighed.

Det helt centrale hensyn til barnets tarv synes således sikret i den nugældende lovgivning samtidig med, at kommunerne er sikret de nødvendige frihedsgrader til at finde lokale og individuelle løsninger, som tilgodeser behovet for en fleksibel udnyttelse af ressourcerne.

Alligevel er der rejst tvivl om, hvorvidt et barn kan smides ud af en daginstitution, alene fordi en eller begge forældre er blevet arbejdsløse. Det har aldrig været meningen, at en bestemt erhvervsstatus skulle diskrimineres eller på anden måde spille en afgørende, generel rolle på bekostning af det individuelle hensyn.

Regeringspartierne kan derfor støtte, at bistandsloven kommer til at indeholde en regel i visitationsbestemmelsen for daginstitutioner (§ 72) om, at et barn ikke skal udmeldes af en daginstitution, alene fordi forældrene bliver ledige.

Daginstitutioner opfylder to behov. Et pasningsbehov og et pædagogisk behov, som ikke har noget med selve pasningen af gøre. Børn af forældre, der har mulighed for selv at varetage pasningen, har et lige så storet behov som andre børn for at være sammen med jævnaldrende nogle timer om dagen. Det behov kan i nogle tilfælde bedst imødekommes i en daginstitution. Men dækningen af netop dette behov kræver bestemt ikke nødvendigvis en fuldtidsplads på 8-10 timer dagligt. Derfor mener regeringspartierne, at kommunerne skal have mulighed for at nedsætte timetallet svarende til en deltidsplads under forudsætning af, at der sker en tilsvarende nedsættelse af forældrebetalingen, og at retten til en fuldtidsplads genindtræder, når barnet har behov herfor.

Det er naturligvis langt at foretrække, at sådanne ændringer bygger på frivillige aftaler med forældrene, og mindretallet opfordrer af samme grund kommunerne til at gøre deres yderste herfor.

Kommunerne opfordres endvidere til generelt at tilbyde forældre, der ikke ønsker at gøre helt eller delvis brug af en allerede erhvervet institutionsplads i en periode, sikkerhed for at få en tilsvarende plads, hvis behovet opstår på ny.

Regeringspartierne opfordrer i det hele taget kommunerne til at bruge bistandslovens regler så fleksibelt som muligt til gavn for børn og forældre. Grundlaget skal være individuelle hensyn til den enkelte families behov og en effektiv udnyttelse af ressourcerne.

Et andet mindretal inden for flertallet (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget) er enig i de synspunkter, der er anført ovenfor af Det Konservative Folkepartis og Venstres medlemmer af udvalget, og ønsker at tilføje følgende

Kristeligt Folkeparti er enig i, at en kommune ikke skal kunne udmelde et barn af en daginstitution på baggrund af en eller begge forældres ledighed. Men Kristeligt Folkeparti ønskede denne retsstilling udformet på en mere smidig måde, så fleksibilitet, mobilitet og individuelle hensyn kom tydeligere til udtryk.

Til Kristeligt Folkepartis store forbløffelse valgte Socialdemokratet uden saglig begrundelse endsige dokumentation at hævde, at den valgte formulering af ændringsforslaget var i strid med aftalen af 6. maj 1991 om forbedring af børnefamiliernes vilkår.

Det kan undre, at Socialdemokratiet, i stedet for at gå ind i en saglig drøftelse, vælger at fremture i magtfuldkommenhed og arrogance ved i bedste »vi-alene-vide-holdning« at docere, hvad andre kan tillade sig og ikke tillade sig. Under sidste valgkamp talte Socialdemokratiet meget om at formidle et bredt samarbejde hen over midten. Det kan derfor undre, at Socialdemokratiet ikke prøver at leve op til egne valgløfter ved at vise respekt for andre partiers opfattelser og så gå ind i en saglig dialog med andre partier.

Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Jytte Andersen (S) Pernille Forchhammer (S) Jytte Hilden (S) Jørn Pedersen (S) Jan Petersen (S) Grete Schødts (S) Taanquist (S) nfmd. Hanne Thanning Jacobsen (SF) Bente Juncker (CD) Pia Christmas-Møller (KF) Per Tærsbøl (KF) Agnete Laustsen (KF) Eva Kjer Hansen (V) Hanne Severinsen (V) Tom Behnke (FP) Marianne Jelved (RV) Kofod-Svendsen (KRF) fmd.

Ingen

Nr BTL 187

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om social bistand

Nr L 187 1990-91, 2. samling

Afgivet af Socialudvalget

Afgivet: 19910523