1990 BTL 157 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM AFGIFT AF LUFTHAVNSVIRKSOMHED NR L 157 1990-91, 2. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til skatteministeren og trafikministeren, som
disse har besvaret skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra
Dansk Rejsebureau Forening,
Danske Lufthavnes Samarbejdsudvalg,
Foreningen af Rejsearrangører i Danmark,
International Air Transport Association,
Jørgensen, Jørgen Henrik, advokat, København,
Kommunernes Landsforening og
SAS.
Der er af skatteministeren stillet ænringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Socialistisk Folkepartis medlemmer) lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved 2. behandling.
Ændringsforslag
Af skatteministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af SF)
Til titlen
1) Titlen affattes således
»Forslag
til
Lov om afgift af visse flyrejser«.
Til § 1
2) Paragraffen affattes således
»§ 1. Efter bestemmelserne i denne lov svares en afgift til statskassen af passagerers flyrejser fra dansk lufthavn til udlandet.«
Til § 2
3) Paragraffen affattes således
»§ 2. Afgiften udgør 65 kr. pr. passager, der fra dansk lufthavn rejser til udlandet.
Stk. 2. Der svares ikke afgift af
1) transit- og transferpassagerer, såfremt rejsen står i direkte forbindelse med flyrejse fra udland,
2) passagerer i luftfartøjer, der ikke er godkendt til mere end 10 passagersæder, eller hvis største tilladte startvægt ikke overstiger 5.700 kg,
3) luftbefordrerens personale på tjenesterejse og
4) børn under 2 år.«
Til § 3
4) Paragraffen affattes således
»§ 3. Afgiften svares af luftbefordreren.«
Til § 4
5) Stk. 1 affattes således
»Den, der efter § 3 skal svare afgift, skal anmelde sin virksomhed til registrering hos told- og skattevæsenet. Dette gælder også udenlandske virksomheder. Såfremt virksomheden ikke har filial eller lignende her i landet, skal den registreres ved en person, der er bosiddende her i landet, eller ved en virksomhed, der har forretningssted her i landet.«
Til § 5
6) I stk. 1 udgår »og mængde udleveret flybrændstof«.
7) Stk. 3 og 4 udgår.
Til § 6
8) Stk. 1 affattes således
»De registrerede virksomheder skal for hver måned og senest den 15. i den følgende måned angive antal passagerer efter § 2 til told~ og skattevæsenet. Virksomhederne skal senest samtidig med angivelsen indbetale afgiften heraf til told- og skattevæsenet. Angivelsen skal være underskrevet af virksomhedens ansvarlige ledelse.«
Til § 10
9) Stk. 4 affattes således
»Stk. 4. Den lufthavn, hvorfra udrejsen finder sted, skal på begæring meddele told- og skattevæsenet oplysning om passagerantal efter § 2.«
10) Stk. 5 affattes således
»Stk. 5. Told- og skattevæsenet er berettiget til at foretage eftersyn af regnskaber m.v. hos de i stk. 4 omhandlede lufthavne og de i lufthavnene etablerede handlingselskaber, der foretager registrering af udrejsende passagerer.«
11) Stk. 6 udgår.
Til § 12
12) Stk. 1, nr. 2, affattes således
»2) Overtræder § 4, stk. 1, § 5, stk. 1, § 6, stk. 1, 1. og 3. pkt., og § 10, stk. 2-4.«
Til § 14
13) Nr. 1 udgår.
14) Nr. 2, der bliver nr. 1, affattes således
»1) Spørgsmål om, hvilket antal passagerer afgiften skal svares af.«
Nr. 3 bliver herefter nr. 2.
Til § 17
15) Paragraffen affattes således
»§ 17. For betaling af afgift efter bestemmelserne i denne lov hæfter den, der som ejer, forpagter eller lignende driver virksomheden for egen regning. Er en udenlandsk virksomhed registreret ved en herværende repræsentant efter § 4, stk. 1, 3. pkt., hæfter denne og virksomheden solidarisk for betaling af afgiften.«
Til § 19
16) I stk. 1 ændres »1. januar 1992« til: »1. september 1991«.
Bemærkninger
Til nr. 1-16
Det fremsatte lovforslag om afgift af lufthavnsvirksomhed er kritiseret for at ramme især Københavns Lufthavn. Det er gjort gældende, at afgiften vil fordyre benyttelsen af lufthavnene væsentligt og svække Københavns Lufthavns konkurrencemæssige stilling og position som internationalt trafikknudepunkt og den fremtidige udbygning af lufthavnen.
Det tillægges derfor afgørende betydning, at afgiften ikke pålægges lufthavnene, således at disse må forhøje deres benyttelsesafgifter. SAS, Københavns Lufthavn A/S og andre luftfartsinteresser har endvidere fundet det væsentligt, at der ikke opkræves en brændstofafgift, og at transit/transferpassagerer friholdes for afgift.
Ændringsforslagene imødekommer de rejste kritikpunkter mod afgiftens udformning. Ændringsforslagene går således ud på at erstatte den foreslåede lufthavnsafgift, beregnet på grundlag af passagerantal og udleveret flybrændstof, med en afgift på 65 kr. pr. passager, der fra dansk lufthavn rejser til udlandet.
Afgiften vil ikke omfatte transit/transferpassagerer. Der skal således ikke opkræves afgift af passagerer, der ankommer med fly fra udlandet og i direkte forbindelse hermed rejser ud af landet igen med samme fly (transitpassagerer). Der opkræves tilsvarende ikke afgift af passagerer, der ankommer med fly fra udlandet og i direkte forbindelse hermed rejser ud af landet med et andet fly (transferpassagerer).
Afgiften skal angives og betales af luftbefordreren, der er det luftfartsforetagende, der har retten til at foretage den pågældende flyvning. Udenlandske luftfartsselskaber, som ikke har filial eller lignende her i landet, skal registreres ved en herboende person eller virksomhed, som hæfter solidarisk for afgiften. En lignende bestemmelse findes i momsloven. Lufthavnene skal på begæring meddele told- og skattevæsenet oplysning om passagerantallet.
Administrationsomkostningerne vil være de samme efter ændringsforslagene som efter det oprindelige forslag.
Provenuet af den nye passagerafgift vil på helårsbasis være uændret 200 mio. kr. For 1991 vil fremrykningen af ikrafttrædelsen til 1. september 1991 give et provenu på ca. 50 mio. kr. Fremrykningen indebærer et mindre provenu på charterafgiften for i år på ca. 100 mio. kr.
For 1992 vil der blive indtægtsført et mindre provenu fra charterafgiften på ca. 35 mio. kr.
Pia Gjellerup (S) fmd. Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Trøjborg (S) Stavad (S) Ove Fich (S) Jes Lunde (SF) Jens Thoft (SF) Bente Juncker (CD) Aagaard (KF) Pernille Sams (KF) Peter Brixtofte (V) nfmd. Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) Ole Donner (FP) Elisabeth Arnold (RV) Kofod-Svendsen (KRF)
Ingen
Nr BTL 157
Betænkning over Forslag til lov om afgift af lufthavnsvirksomhed
Nr L 157 1990-91, 2. samling
Afgivet af Skatteudvalget
Afgivet: 19910522