Legislator Case Law & Legislation
199024K00150 DK

1990 BTL 150 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM VISSE SELSKABERS AFLÆGGELSE AF ÅRSREGNSKAB M.V. SAMT AF LOV OM FORSIKRINGSVIRKSOMHED (OMLÆGNING AF REGNSKABSÅR, REVISORSKIFT M.V.) NR L 150 1990-91, 2. SAMLING

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Betænkning over lovforslag 1990 150 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til industriministeren, som denne har besvaret

skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra

Advokatrådet,

Danmarks Rederiforening,

Foreningen af Registrerede Revisorer,

Foreningen af Statsautoriserede Revisorer og

Industrirådet.

Herefter indstiller et mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af industriministeren og det af mindretallet stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af industriministeren stillede ændringsforslag.

Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, dog indstilles de af industriministeren stillede ændringsforslag til vedtagelse, idet Fremskridtspartiet udtrykker sin vilje til at se det positive i en større mulighed for, at regnskaber bliver så gennemsigtige, at de bestyrelsesmedlemmer, der har både det juridiske og det moralske ansvar for virksomhedens handlinger, aldrig skal kunne bruge argumentet om, at regnskabsloven er så »ulden«, at de ikke har haft mulighed for at vide eller forstå de økonomiske transaktioner.

Fremskridtspartiet forudser derfor, at industriministeren som lovet kommer med et forslag om skærpet bestyrelsesansvar allerede i næste samling.

Fremskridtspartiet henviser i den forbindelse til sit beslutningsforslag nr. B 48, forslag til folketingsbeslutning om skærpelse af visse bestyrelsesmedlemmers og direktørers ansvar.

Fremskridtspartiet mener fortsat, at man burde fokusere langt mere på bestyrelsens ansvar end på at udarbejde bureaukratiske regler om revisorernes ansvar.

Den bedste løsning vil være ens regler i hele EF-området, således at der derigennem ikke opstår tekniske vanskeligheder i handelen over nationale grænser (indre marked = lige vilkår).

Ændringsforslag

Til § 1

Af industriministeren, tiltrådt af udvalget

1) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer

»01. I § 4, stk. 4, 2. pkt., indsættes efter »indvirkning« ordene: » - herunder så vidt muligt den beløbsmæssige indvirkning - ».«

2) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer

»02. § 26, stk. 2, 2. pkt., affattes således

»Eventuelle fravigelser skal anføres i noterne og behørigt begrundes, ligesom deres indvirkning - herunder så vidt muligt den beløbsmæssige indvirkning - på selskabets aktiver og passiver, dets økonomiske stilling og resultatet skal angives.«»

3) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer

»03. Efter § 26 indsættes som ny paragraf

»§ 26 a. Fraviges § 26, stk. 1, nr. 2, skal årsregnskabet for det år, hvori ændringen finder sted, udarbejdes efter den nye metode. Den samlede beløbsmæssige indvirkning på selskabets aktiver og passiver, dets økonomiske stilling og resultatet anføres i noterne. Dette gælder også indvirkningen på skat af årets resultat og eventualskat.

Stk. 2. De pågældende poster ændres i overensstemmelse med den nye metode i åbningsbalancen for det år, hvori ændringen finder sted.«»

Af et mindretal (S og SF)

4) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer

»04. I § 61 a, stk. 2, ændres »1/10 af aktiekapitalen« til: »1/20 af aktiekapitalen«.'

Af industriministeren, tiltrådt af udvalget

5) Efter nr. 2 indsættes som nyt nummer

»05. I § 61 e, stk. 3, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum

»I aktieselskaber, hvis aktier eller obligationer er genstand for offentlig kursnotering, skal der inden 8 dage efter revisors meddelelse om sin fratræden indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, hvor ny revisor skal vælges.«»

6) I det under nr. 4 foreslåede § 61 g, stk. 3, indsættes i 2. pkt. efter »årsregnskabet« ordene: »til generalforsamlingen«.

7) Nr. 5 affattes således

»5. I § 61 k, stk. 1, indsættes efter 2. pkt. som nyt punktum

»I aktieselskaber, hvis aktier eller obligationer er genstand for offentlig kursnotering, skal revisor være til stede på den ordinære generalforsamling.«»

8) Efter nr. 5 indsættes som nyt nummer

»06. I § 61 k indsættes efter stk. 1 som nyt stykke

»Stk. 2. På generalforsamlingen skal revisor besvare spørgsmål om regnskaber m.v., som påtegnes af revisor og behandles på den pågældende generalforsamling.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.'

Til § 2

9) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer

»01. I § 120, stk. 4, 2. pkt., indsættes efter »indvirkning« ordene: » - herunder så vidt muligt den beløbsmæssige indvirkning - ».«

10) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer

»02. § 122, stk. 3, 2. pkt., affattes således

»Eventuelle fravigelser skal anføres i noterne og behørigt begrundes, ligesom deres indvirkning - herunder så vidt muligt den beløbsmæssige indvirkning - på selskabets aktiver og passiver, dets økonomiske stilling og resultatet skal angives.«»

11) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer

»03. Efter § 122 indsættes som ny paragraf

»§ 122 a. Fraviges § 122, stk. 1, nr. 2, skal årsregnskabet for det år, hvori ændring finder sted, udarbejdes efter den nye metode. Den samlede beløbsmæssige indvirkning på selskabets aktiver og passiver, dets økonomiske stilling og resultatet anføres i noterne. Dette gælder også indvirkningen på skat af årets resultat og eventualskat.

Stk. 2. De pågældende poster ændres i overensstemmelse med den nye metode i åbningsbalancen for det år, hvori ændringen finder sted.«»

12) Efter nr. 2 indsættes som nyt nummer

»04. I § 182 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke

»Stk. 4. I forsikringsselskaber, hvis aktier eller obligationer er genstand for offentlig kursnotering, skal der inden 8 dage efter revisors meddelelse om sin fratræden indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, hvor ny revisor skal vælges.«

Stk. 4-7 bliver herefter stk. 5-8.'

13) I det under nr. 4 foreslåede § 184, stk. 4, indsættes i 2. pkt. efter »årsregnskabet« ordene: »til generalforsamlingen«.

14) Nr. 5 affattes således

»5. I § 189, stk. 3, indsættes efter 2. pkt. som nye punktummer

»I forsikringsselskaber, hvis aktier eller obligationer er genstand for offentlig kursnotering, skal revisor være til stede på den ordinære generalforsamling. På generalforsamlingen skal revisorerne besvare spørgsmål om regnskaber m.v., som påtegnes af revisor og behandles på den pågældende generalforsamling.«»

Til § 3

15) Stk. 2 affattes således

»Stk. 2. Bestemmelserne i § 1, nr. 1, 01, 02, 03 og 6, samt § 2, nr. 1, 01, 02, 03 og 2, finder anvendelse på regnskabsår, der begynder 1. juli 1991 eller senere.«

Bemærkninger

Til nr. 1-3

De foreslåede ændringer har til formål at opstramme reglerne i årsregnskabsloven om metodeskift, herunder at den beløbsmæssige indvirkning opgøres efter ensartede regler og umiddelbart kan ses af årsregnskabet.

Ad nr. 1

Som følge af den foreslåede ændring under nr. 2, hvorefter indvirkningen af ændringer skal oplyses med beløb, foreslås årsregnskabslovens § 4, stk. 4, 2. pkt., ændret på tilsvarende måde.

Ad nr. 2

Den her foreslåede affattelse af § 26, stk. 2, 2. pkt., betyder, at indvirkningen på årsregnskabet som følge af metodeskift og andre fravigelser af principperne i § 26, stk. 1, hvor dette er muligt, skal oplyses med et beløb for hvert metodeskift, eventuelt et omtrentligt beløb.

Er der blot tale om ubetydelig indvirkning, kan oplysningen efter almindelig praksis udelades. Det forudsættes dog, at indvirkningen også vil være ubetydelig de følgende år, og at den ikke sammen med andre ændringer giver en betydelig indvirkning.

I øvrigt foreslås der ikke ændringer i § 26, stk. 2. Det er ligesom hidtil kun i særlige tilfælde, at fravigelse og dermed ændring af metoder kan ske. Det vil i praksis normalt kun være tilfældet, hvor ændringen er nødvendig for at give et mere retvisende billede, navnlig fordi aktiviteter omlægges eller selskabet indgår i en koncern, der anvender andre metoder.

Ad nr. 3

Ved den foreslåede nye § 26 a fastsættes der ensartede regler for den regnskabsmæssige behandling af metodeskift.

Alle de poster i årsregnskabet, der er påvirket af ændringerne, skal i ændringsåret efter stk. 1 opgøres efter den nye metode. Er der flere metodeskift inden for samme regnskabsår, skal tillige den samlede beløbsmæssige indvirkning oplyses. Endvidere skal det samlede beløb af indvirkningerne på skat af årets resultat og eventualskat oplyses.

I stk. 2 bestemmes, at ændringerne sker i åbningsbalancen i overensstemmelse med den nye metode. Ændringerne posteres således direkte på egenkapitalen i ændringsåret. Efter § 54 skal effekten af ændringerne på egenkapitalen vises særskilt i balancen eller i en note.

Efter § 3 i bekendtgørelse nr. 533 af 13. juni 1990 om opstilling af årsregnskaber og koncernregnskaber m.v. skal sammenligningstal fra det foregående regnskabsår så vidt muligt tilpasses, hvis beløbene ikke er sammenlignelige. Derfor skal sammenligningstallene tilpasses ved metodeskift.

Til nr. 4

Ved den foreslåede nedsættelse af grænsen for aktionærernes adgang til at kræve udnævnelse af medrevisor fra 1/10 til 1/20 forbedres aktionærernes mulighed for udnævnelse af medrevisor.

Til nr. 5

For at begrænse den periode, hvor et selskab i forbindelse med et revisorskift i utide er uden revisor, foreslås det for så vidt angår børsnoterede selskaber, at der er en frist på 8 dage for indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling. På denne skal ny revisor udpeges. Det følger af aktieselskabslovens § 73, stk. 1, at generalforsamlingen skal afholdes senest 4 uger efter indkaldelsen.

Til nr. 6

Som det fremgår af lovforslagets bemærkninger, er revisors erklæring om manglende overholdelse af selskabslovens formelle dokumentationskrav navnlig beregnet for selskabets aktionærer. Det er fundet hensigtsmæssigt at præcisere dette i selve lovteksten.

Til nr. 7 og 8

På baggrund af et tekstudkast til artikel 59 a i forslaget til 5. selskabsdirektiv om aktieselskabers struktur og deres organers beføjelser og pligter er det fundet hensigtsmæssigt at foreskrive, at revisor i børsnoterede selskaber skal være til stede på den ordinære generalforsamling, hvor årsregnskabet skal godkendes. Endvidere er revisors pligt til at besvare spørgsmål på generalforsamlinger omformuleret på baggrund af artikel 59 a. I øvrigt henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 5.

Til nr. 9-14

De foreslåede ændringer til forsikringsloven svarer til de under nr. 1-3 og de under nr. 5-8 foreslåede ændringer til årsregnskabsloven, hvorfor der i det hele henvises til de der anførte bemærkninger.

Til nr. 15

Den foreslåede ændring medfører, at de under nr. 1-3 og 9-11 foreslåede ændringer finder anvendelse på regnskabsår, der begynder 1. juli 1991 eller senere.

Lotte Henriksen (S) Ole Vagn Christensen (S) Sonja Mikkelsen (S) Erling Olsen (S) Nyrup Rasmussen (S) fmd. Løvig Simonsen (S) Tommy Dinesen (SF) Rahbæk Møller (SF) Sonja Albrink (CD) Flemming Hansen (KF) nfmd. Kai Dige Bach (KF) Svend Heiselberg (V) Pia Larsen (V) Helge Sander (V) Annette Just (FP) Lone Dybkjær (RV) Lysholm Christensen (KRF)

Betænkning over lovforslag 1990 150 Valid

Nr BTL 150

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om visse selskabers aflæggelse af årsregnskab m.v. samt af lov om forsikringsvirksomhed (Omlægning af regnskabsår, revisorskift m.v.)

Nr L 150 1990-91, 2. samling

Afgivet af Erhvervsudvalget

Afgivet: 19910514

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →