1990 BTL 120 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF FORSKELLIGE LOVE INDEN FOR JUSTITSMINISTERIETS OMRÅDE (OPHÆVELSE AF GEBYRER FOR VISSE FORVALTNINGSAFGØRELSER) NR L 120 1990-91, 2. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra
Amager Cykle Ring,
Jagtorganisationernes Fællesudvalg,
Kræftens Bekæmpelse og
Muskelsvindfonden.
Der er af et flertal og af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med det af flertallet stillede ændringsforslag. Flertallet gjorde allerede ved indførelsen af de nye gebyrer opmærksom på de alvorlige virkninger, disse ville få for en lang række idrætsforeninger, almennyttige foreninger og erhvervsvirksomheder m.v. Flertallet stemte således imod indførelsen af gebyrerne i januar måned 1990.
Det har nu efter gebyrernes indførelse for godt et år siden vist sig, at flertallet fik ret i disse forudsigelser. Det er klart krænkende for retsbevidstheden, at der lægges skat på politiets behandling af ansøgninger fra borgerne om konkrete forvaltningsafgørelser. Gebyrerne har således medført en kraftig protest mod gebyrernes omfang.
Flertallet konstaterer samtidig, at indtægterne fra de omhandlede gebyrer og gebyrforhøjelser er blevet væsentlig mindre end forudsat af justitsministeren, og at de i 1991 er skønnet at indbringe ca. 20 mio. kr.
Flertallet indstiller på den baggrund lovforslaget til vedtagelse, idet ikrafttrædelsesdatoen dog foreslås ændret til den 1. januar 1992. Dette vil sikre, at lovforslaget ikke får provenumæssige virkninger for indeværende finanslov, som Centrum-Demokraterne i flertallet har et medansvar for.
Et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Fremskridtspartiets, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Et flertal inden for mindretallet (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) bemærker, at de bestemmelser om brugerbetaling, der er omfattet af lovforslaget, blev vedtaget som led i det politiske forlig omkring finansloven for 1990. Da der var tale om en række nye gebyrordninger, henstod det på daværende tidspunkt i nogen grad tvivlsomt, i hvilket omfang ordningerne ville medføre uønskede konsekvenser.
Mindretallet finder i den forbindelse grundlag for at antage, at gennemførelsen af de omhandlede gebyrer på en række punkter har haft uheldige virkninger. Dette har bl.a. været tilfældet for en række idræts- og almennyttige foreninger.
Mindretallet konstaterer samtidig, at indtægterne fra de omhandlede gebyrer og gebyrforhøjelser er blevet væsentlig mindre end forudsat, og at de i 1991 er skønnet at indbringe ca. 20 mio. kr.
Mindretallet indstiller på denne baggrund lovforslaget til vedtagelse med ikrafttrædelsesdatoen 1. januar 1992. Dette vil sikre muligheden for, at spørgsmålet om kompensation for provenutabet kan indgå i drøftelserne om finansloven for 1992.
Et mindretal inden for mindretallet (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) finder, at det er påkrævet, at de foreslåede gebyrer ophæves, da de i mange tilfælde rammer skævt og giver mere administration, end gebyret berettiger til. Gebyret for transporttilladelse finder Fremskridtspartiet dog står i et acceptabelt forhold til den ekstraadministration, dette giver politiet. Det er baggrunden for, at mindretallet har stillet ændringsforslag nr. 1.
Ændringsforslag
Af et mindretal (FP), tiltrådt af et mindretal (KF, V, RV og KRF)
Til § 3
1) Nr. 2 udgår.
Af et flertal (S, SF og CD), tiltrådt af et mindretal (det øvrige udvalg)
Til § 5
2) Paragraffen affattes således
»§ 5
Loven træder i kraft den 1. januar 1992.«
Bemærkninger
Til nr. 1
Fremskridtspartiet finder, at gebyrer på transporttilladelser står i acceptabelt forhold til den ekstraadministration, tilladelserne giver politiet ved planlægning af ruter og eventuel eskorte. Derfor har partiet stillet et ændringsforslag om at lade nr. 2 i § 3 udgå.
Til nr. 2
Ændringsforslaget skyldes, at forslagsstillerne ikke finder, at loven bør få virkning for den allerede vedtagne finanslov for 1991.
Dorte Bennedsen (S) Erling Christensen (S) Lise Hækkerup (S) Frank Jensen (S) Ove Fich (S) Karen Jespersen (S) Ebba Strange (SF) nfmd. Gert Petersen (SF) Nør Christensen (CD) Grove (KF) fmd. Helge Adam Møller (KF) Tom Behnke (FP) Birthe Rønn Hornbech (V) Svend Aage Jensby (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Niels Helveg Petersen (RV) Inger Stilling Pedersen (KRF)
Ingen
Nr BTL 120
Betænkning over Forslag til lov om ændring af forskellige love inden for Justitsministeriets område (Ophævelse af gebyrer for visse forvaltningsafgørelser)
Nr L 120 1990-91, 2. samling
Afgivet af Retsudvalget
Afgivet: 19910502