Legislator Case Law & Legislation
199024K00097 DK

1990 BTL 97 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM LANDBRUGSUDDANNELSER NR L 97 1990-91, 2. SAMLING

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Betænkning over lovforslag 1990 97 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til undervisnings- og forskningsministeren, som

denne har besvaret skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige

henvendelser fra

Danmarks Jordbrugsvidenskabelige Kandidatforbund,

Danmarks Landboungdom,

Dansk Erhvervsgartnerforening,

Danske Husmandsforeninger,

De Danske Landboforeninger,

Foreningen for Danske Landbrugsskoler,

Jordbrugsteknikere i Danmark og

Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger (SALA).

Der er af forskellige mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Et flertal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Fremskridtspartiets, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) ønsker at udtale følgende

Idet flertallet konstaterer, at Landbrugsministeriets efteruddannelsesordning nu må forventes opretholdt til og med 1993 som følge af vedtagelse af lovforslag nr. L 125 om ændring af lov om tilskud til efteruddannelse inden for jordbrugserhvervene, går flertallet ud fra, at efteruddannelsen fra 1994 overgår til Undervisnings- og Forskningsministeriet, hvor der efter nærværende lovforslag i kombination med lov om efteruddannelse vil være den fornødne hjemmel til at fortsætte aktiviteterne.

Undervisnings- og forskningsministeren har i skrivelse af 17. april 1991 over for udvalget oplyst, at både landbrugets foreninger og arbejdsgiverorganisationer har givet positive tilkendegivelser om at ville følge ministerens opfordring til at lade sig repræsentere i »hinandens« rådgivende organer og skoler, således som det er udtrykt i bemærkningerne til lovforslagets § 21.

Flertallet forventer, at organisationerne inden for landbruget gør brug af alle de muligheder, der er for at fremme koordineringen og samarbejdet mellem uddannelserne på landbrugsskolerne og de tekniske skoler.

Herefter indstiller et mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men stemmer for ændringsforslag nr. 1 og 3 og udtaler følgende

I forbindelse med udvalgsarbejdet har det ikke for så vidt angår Landbrugsuddannelsesrådets sammensætning været muligt at skabe flertal for at stille ændringsforslag, der tager højde for de problemstillinger, som Socialdemokratiet fremførte i ordførertalen. Mindretallet finder det betænkeligt, at Landbrugsuddannelsesrådet tillægges kompetence som erhvervsuddannelsesråd, fagligt udvalg og klageinstans, uden at arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationerne er repræsenteret i rådet.

Yderligere er følgende problemer vigtige for mindretallet, som finder, at uddannelsen i sin helhed bør være omfattet af erhvervsuddannelsesloven

- manglende uddannelsesaftaler i hele uddannelsesforløbet,

- manglende fastlæggelse af uddannelsens varighed,

- kompetencen vedrørende godkendelse af praktiksteder,

- retssikkerheden,

- manglende ligestilling vedrørende skolevalg og

- manglende belysning af elevunderlaget i forhold til direkte godkendelse af bestående landbrugsskoler som erhvervsuddannelsesskoler.

Endvidere har Erhvervsuddannelsesrådet, LO, SALA, Tolvmandsforeningerne og SiD m.fl. tilkendegivet, at de ikke kan tilslutte sig lovforslaget.

På denne baggrund kan mindretallet ikke støtte lovforslaget.

Et andet mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af mindretallet stillede ændringsforslag.

Et fjerde mindretal (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af mindretallet stillede ændringsforslag.

Ændringsforslag

Af et mindretal (CD), tiltrådt af et mindretal (S og SF)

Til § 6

1) Ordet », landbrugstekniker« udgår.

Af et mindretal (FP)

Til § 9

2) I stk. 3 ændres »kan« til: »skal«.

Af et mindretal (S), tiltrådt af et mindretal (SF)

Til § 21

3) Stk. 1, 2. pkt., affattes således

»Rådets medlemmer udpeges af følgende foreninger

De Danske Landboforeninger 1

Danske Husmandsforeninger 1

Danmarks Landboungdom 1

Foreningen for Danske Landbrugsskoler 1

SALA 1

LO 2«.

Bemærkninger

Til nr. 1

Landbrugsteknikeruddannelserne foreslås i lighed med gartneriteknikeruddannelserne overført til lov om videregående teknikeruddannelser m.v.

Til nr. 2

Det må være en forudsætning, at fremmedsprogede elever ved optagelse på skolen dokumenterer, at de kan dansk.

Poul Andersen (S) Helle Degn (S) Pernille Forchhammer (S) Frank Jensen (S) Else Marie Mortensen (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Hanne Thanning Jacobsen (SF) Holger K. Nielsen (SF) Jette Pors (CD) nfmd. Eva Møller (KF) Pia Christmas-Møller (KF) Jens Jørgensen (KF) Anders Mølgaard (V) Hanne Severinsen (V) fmd. Køpke Christensen (FP) Ole Vig Jensen (RV) Lysholm Christensen (KRF)

Betænkning over lovforslag 1990 97 Valid

Nr BTL 97

Betænkning over Forslag til lov om landbrugsuddannelser

Nr L 97 1990-91, 2. samling

Afgivet af Uddannelsesudvalget

Afgivet: 19910507

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →