1990 BTL 86 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM KLAGENÆVNET FOR UDBUD (UDBUD AF BYGGE- OG ANLÆGSARBEJDER OG INDKØB I DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER) NR L 86 1990-91, 2. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til industriministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Industriministeren har anmodet udvalget om at få følgende tekstbidrag anført i betænkningen
»Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at formanden og nævnsmedlemmerne honoreres pr. behandlet sag efter statens takster for sådanne sager.
Finansministeriet har oplyst, at bestemmelserne om særskilt vederlag findes i Finansministeriets cirkulære af 4. juni 1986.
Ifølge cirkulæret kan der for varetagelse af hverv i kollegiale organer såsom nævn, råd og lignende kun i meget sjældne tilfælde ydes særskilt vederlag til statsansatte.
Til ikke-statsansatte kan der som udgangspunkt ydes særskilt vederlag. Dette udgangspunkt fraviges dog vedrørende personer, for hvem varetagelsen af særlige organisationsinteresser, politiske interesser og lignende må anses for det overvejende hensyn, der ligger bag udpegningen.«
Industriministeren har tillige anmodet om at få følgende anført i betænkningen
»I henhold til § 1, stk. 2, i lovforslaget samt af bemærkningerne hertil fremgår, at nævnet kan behandle andre sager, hvis der ved lov eller i henhold til lov fastsættes bestemmelser, der tildeler nævnet kompetence inden for andre områder end de i nærværende forslag omtalte.
Bestemmelsen skaber mulighed for, at Klagenævnet for Udbud kan tillægges kompetence på områder, der falder uden for den egentlige målsætning med lovforslaget.
På denne baggrund og med henblik på at begrænse antallet af klageorganer på Industriministeriets område er det besluttet at tillægge Klagenævnet kompetence for så vidt angår klager over Industri- og Handelsstyrelsens afgørelser vedrørende akkreditering af laboratorier og andre organisationer til teknisk prøvning m.v., jf. §§ 10-13 i lov nr. 394 af 13. juni 1990 om erhvervsfremme.«
Endelig har industriministeren anmodet om at få yderligere følgende optrykt i betænkningen
»Lovforslaget indeholder flere bemyndigelser til industriministeren; det drejer sig om bestemmelser om udpegningen af medlemmer, fastlæggelse af regler for klagegebyr m.v. Industriministeren har under behandlingen af lovforslaget givet udvalget tilsagn om, at det vil få forelagt udkast til de bestemmelser, som vil blive fastlagt i medfør af loven.
Det fremgår af lovforslagets § 4, stk. 1, at klage bl.a. indgives af de organisationer, som industriministeren tillægger klageadgang. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at industriministeren overvejer at lade Entreprenørforeningen, Industrirådet, Håndværksrådet samt Boligministeriet, Finansministeriet og Industriministeriet være klageberettigede. I forbindelse med udvalgsbehandlingen har industriministeren tilkendegivet, at Landsorganisationen i Danmark og Dansk Arbejdsgiverforening vil være blandt de klageberettigede organisationer.
Det fremgår af lovforslagets § 7, at nævnet skal bestå af et formandskab og et antal sagkyndige medlemmer, som udpeges af industriministeren. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at som sagkyndige vil blive udpeget personer, der har et indgående kendskab til området. Industriministeren har under udvalgsbehandlingen givet udvalget tilsagn om, at udpegningen af medlemmer vil ske efter samråd med relevante eksterne parter, bl.a. arbejdsmarkedets hovedorganisationer, og at der således ved sammensætningen vil blive sørget for, at der også findes sagkyndige i arbejdsmarkedsspørgsmål i nævnet.«
Der er af industriministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Ændringsforslag
Af industriministeren, tiltrådt af udvalget
Ny paragraf
1) Efter § 10 indsættes som ny paragraf
»§ 01. Nævnet kan kræve alle oplysninger, der findes nødvendige for dets virksomhed eller til afgørelse af, om et forhold er omfattet af nævnets kompetence.«
Ny paragraf
2) Efter § 11 indsættes som ny paragraf
»§ 02. Undlader nogen til nævnet at give oplysninger i henhold til § 01, kan nævnet som tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige bøder, der kan inddrives ved udpantning.«
Bemærkninger
Til nr. 1
Nævnet skal især behandle klager over ordregivende myndigheder, som blandt andet omfatter statslige og kommunale myndigheder. Det skønnes derfor nødvendigt at indarbejde en klar hjemmel til indhentning af oplysninger hos en indklaget ordregiver, således at sagen kan belyses i nødvendigt omfang.
Til nr. 2
Bestemmelsen skal sikre, at de krævede oplysninger afgives. Bøderne er således tvangsbøder, dvs. bøder, som pålægges for at motivere til opfyldelsen af en pligt. En sådan sanktion, der fremtvinger lovens efterlevelse, er at foretrække frem for en efterfølgende sag ved domstolene.
Kompetencen til at pålægge tvangsbøder foreslås tillagt nævnet.
Der er ikke fastsat grænser for bødestørrelsen. Bøden kan inddrives ved udpantning efter retsplejelovens almindelige regler herom. Afsoning kan ske efter reglerne i straffeloven.
Anvendelsen af tvangsbøder fordrer, at der er tale om en konstateret modvilje, dvs. at den pågældende ordregiver skal have forsæt til ikke at indsende oplysningerne rettidigt efter en fastsat frist.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lovens formål, nemlig at behandlingen ved klagenævnet skal være så hurtig og effektiv som muligt, og at den korte periode, udbudsprocedurerne strækker sig over, nødvendiggør hastebehandlinger af påståede overtrædelser. Det er derfor nødvendigt, at fastsatte frister for indsendelse af oplysninger overholdes.
Lotte Henriksen (S) Ole Vagn Christensen (S) Sonja Mikkelsen (S) Erling Olsen (S) Nyrup Rasmussen (S) fmd. Løvig Simonsen (S) Tommy Dinesen (SF) Rahbæk Møller (SF) Sonja Albrink CD) Flemming Hansen (KF) nfmd. Kai Dige Bach (KF) Svend Heiselberg (V) Pia Larsen (V) Helge Sander (V) Annette Just (FP) Lone Dybkjær (RV) Lysholm Christensen (KRF)
Tillægsbetænkning
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist
til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde.
Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Ændringsforslag
Af industriministeren, tiltrådt af udvalget
Til § 1
1) I stk. 1 indsættes efter »overtrædelser af« ordene: »fællesskabsretten vedrørende offentlige kontrakter eller«.
Til § 2
2) Indledningen til stk. 1 affattes således
»Nævnet kan behandle klager over ordregivere, jf. § 3, som påstås at have tilsidesat de regler, der er nævnt i § 1, især ved at have«.
Bemærkninger
Til nr. 1
Direktivet fastsætter, at der skal kunne klages over beslutninger, der er i strid med fællesskabsretten vedrørende offentlige kontrakter eller de nationale regler, der omsætter denne ret. Fællesskabsretten vedrørende offentlige kontrakter omfatter både traktaten og direktiverne. Lovforslaget giver umiddelbart kun klageadgang over beslutninger, der er i strid med selve direktiverne.
Tilføjelsen »fællesskabsretten vedrørende offentlige kontrakter« præciserer, at klagenævnet også kan behandle klager over beslutninger, der er i strid med traktatens bestemmelser; der tænkes her især på artiklerne 7, 30, 52, 59 og 90.
Til nr. 2
Kommissionen har rejst tvivl, om lovforslagets § 2 med angivelse af klagemuligheder omfatter alle bestemmelserne i direktiverne, idet opremsningen i § 2 og i bemærkningerne hertil kan opfattes som værende udtømmende. For at undgå yderligere tvivl herom foreslås det ved tilføjelsen »især« præciseret, at opremsningen ikke er udtømmende.
Lotte Henriksen (S) Ole Vagn Christensen (S) Sonja Mikkelsen (S) Erling Olsen (S) Nyrup Rasmussen (S) fmd. Løvig Simonsen (S) Tommy Dinesen (SF) Rahbæk Møller (SF) Sonja Albrink (CD) Flemming Hansen (KF) nfmd. Kai Dige Bach (KF) Svend Heiselberg (V) Pia Larsen (V) Helge Sander (V) Annette Just (FP) Lone Dybkjær (RV) Lysholm Christensen (KRF)
Ingen
Nr BTL 86
Betænkning over Forslag til lov om Klagenævnet for Udbud (udbud af bygge- og anlægsarbejder og indkøb i De Europæiske Fællesskaber)
Nr L 86 1990-91, 2. samling
Afgivet af Erhvervsudvalget
Afgivet: 19910425