1990 BTL 79 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF STRAFFELOVEN (MASKERINGSFORBUD) NR L 79 1990-91, 2. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Et flertal inden for flertallet (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) udtaler, at udvalgsarbejdet har bekræftet flertallets formodning om, at lovforslaget i bedste fald er fuldstændig overflødigt, i værste fald kan være med til at optrappe konfrontationen mellem demonstranter og politi. Der kan opstå en mængde umådelig vanskelige sager, hvor retten skal tage stilling til, om den påklædning, en given demonstrant var iført, falder ind under lovens bestemmelser.
De svar, udvalget har modtaget, viser, at vold/hærværk eller berigelseskriminalitet i intet tilfælde har været en del af eller en følge af demonstrationer i perioden fra 1985 til 1990 i Århus og Odense politikredse. I Ålborg politikreds har der i denne periode været en BZ-demonstration og i Roskilde 3-5 demonstrationer om året med kortvarige blokader og mindre hærværk. I København har der været 41 BZ-lignende demonstrationer i den nævnte femårsperiode. Der foreligger ingen tal i København for, i hvor mange tilfælde maskering har medført bevismæssige problemer i forbindelse med retsforfølgning af BZ'ere.
På denne baggrund advarer flertallet Folketinget mod at indføre en bestemmelse som den foreslåede i dansk strafferetspleje.
Et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Fremskridtspartiets og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et flertal inden for mindretallet (Det Konservative Folkepartis, Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) finder, at det i forbindelse med BZ-uroligheder har vist sig, at tildækning af ansigt med maske, hætte eller lignende virker fremmende for deltagernes tilskyndelse til at forstyrre den offentlige orden, f.eks. med hærværk og vold og for deres muligheder for at unddrage sig strafforfølgning.
Indførelse af et maskeringsforbud vil være et egnet middel til at gøre indsatsen mod sådanne uroligheder mere effektiv. En kriminalisering af selve det forhold, at man er maskeret, vil indebære, at en hætteklædt eller maskeret person, der pågribes, vil kunne straffes for maskeringen som sådan, uanset at der ikke kan føres bevis for, at den pågældende forud for pågribelsen har begået eller medvirket til anden kriminalitet.
Et andet mindretal (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 2. behandling.
Dorte Bennedsen (S) Erling Christensen (S) Lise Hækkerup (S) Frank Jensen (S) Ove Fich (S) Karen Jespersen (S) Ebba Strange (SF) nfmd. Gert Petersen (SF) Nør Christensen (CD) Grove (KF) fmd. Helge Adam Møller (KF) Inge Dahl-Sørensen (V) Birthe Rønn Hornbech (V) Svend Aage Jensby (V) Tom Behnke (FP) Niels Helveg Petersen (RV) Inger Stilling Pedersen (KRF)
Ingen
Nr BTL 79
Betænkning over Forslag til lov om ændring af straffeloven (Maskeringsforbud)
Nr L 79 1990-91, 2. samling
Afgivet af Retsudvalget
Afgivet: 19910411