1990 BTL 76 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM PLANLÆGNING NR L 76 1990-91, 2. SAMLING

Bilag

Et af udvalgets spørgsmål til miljøministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål nr. 21

Ministeren bedes give eksempler på, hvorledes han påtænker at anvende bemyndigelsesbestemmelserne i planloven.

Svar

Jeg kan oplyse følgende om den påtænkte anvendelse af bemyndigelsesbestemmelserne

1. I forbindelse med planlovens ikrafttrædelse er det hensigten at foretage en gennemgang og regelsanering af de gældende forskrifter og erstatte dem med nogle få samlede forskrifter.

2. Følgende er nødvendigt i forbindelse med lovens ikrafttrædelse

En bekendtgørelse om rent administrative forhold (delegering til styrelse og ophævelse af Tilbudspligtnævnet).

En bekendtgørelse, der supplerer lovens indhold (VVM-virksomheder, anvendelse af frigørelses- og afgiftsfonde og regler om lokalplaner og veje, jf. lovforslagets §§ 8, 10 og 13, stk. 5).

Et/en samlet cirkulære/vejledning om loven.

3. Anvendelsen af lovens øvrige bemyndigelsesbestemmelser.

Lovforslagets § 3. Det fremtidige anvendelsesområde for bestemmelsen vil være landsplandirektiver, herunder særlige bestemmelser om kommune- og lokalplanlægningen, der er båret af landsplanhensyn eller eventuelt retssikkerhedshensyn. Der er ingen konkrete planer om forskrifter efter bestemmelsen.

Lovforslagets § 4 svarer til kommuneplanlovens § 51, stk. 2, og frikommunelovens bestemmelser om forsøg. Bestemmelsen gælder naturligvis kun planlovens område. Den er udtryk for en »fremtidssikring« bl.a. med henblik på forsøg med andre administrationsformer. Der er ingen konkrete forslag til forsøg i øjeblikket.

Lovforslagets § 5, stk. 1 svarer til lands- og regionplanlovens § 3, stk. 2. Formkravet er en konsekvens af edb-alderen. Der er ingen konkrete planer om forskrifter efter bestemmelsen.

Lovforslagets §§ 8, 10 og 13 er omtalt ovenfor under pkt. 2.

Lovforslagets § 15, stk. 6, svarer til kommuneplanlovens § 18, stk. 4. Denne bestemmelse er endnu ikke anvendt i praksis, idet man i stedet har indføjet de stedfundne udvidelser af »kataloget« over lokalplan-emner i selve lovteksten. Der er ingen konkrete planer om forskrifter efter bestemmelsen.

Lovforslagets § 21, stk. 2, svarer til kommuneplanlovens § 47, stk. 10. Der er ikke fastsat regler efter bestemmelsen, og der er ingen konkrete planer om forskrifter efter bestemmelsen.

Lovforslagets § 52, stk. 2, er en ny bestemmelse. Ministeren ville også uden udtrykkelig hjemmel kunne nedsætte sådanne råd. Der er ingen konkrete planer om forskrifter efter bestemmelsen.

Lovforslagets § 52, stk. 3 og stk. 4, svarer til kommuneplanlovens §§ 51 og 52, lands- og regionplanlovens § 18 a og by- og landzonelovens § 11 a. Den under pkt. 2 nævnte delegeringsbekendtgørelse vil blive udsendt med hjemmel heri.

Lovforslagets § 53, stk. 2, er en ny bestemmelse. Der er for tiden ingen konkrete internationale overenskomster, som nødvendiggør bestemmelsen. Der er derfor ingen konkrete planer om forskrifter efter bestemmelsen.

Lovforslagets § 54 er en ny bestemmelse. Kommuneplanlovens § 47, stk. 9, indeholder dog hjemmel for gebyr for naboorientering i visse dispensationssager. Sådanne gebyrregler er fastsat i kap. VIII i bekendtgørelse nr. 247 af 16. maj 1986 om supplerende regler i medfør af kommuneplanloven. Der er ingen konkrete planer om forskrifter efter bestemmelsen.

4. Bestemmelser, der giver ministeren mulighed for at gribe ind i konkrete sager.

Lovforslagets §§ 3, 5, stk. 3 og 29, giver miljøministeren mulighed for i særlige tilfælde at give påbud om gennemførelse af planer med et bestemt indhold, for at kalde et planforslag ind til godkendelse, kræve bestemte oplysninger eller nedlægge veto mod bestemte planforslag.

Alle beføjelserne har karakter af særlige undtagelsesregler, hvorefter miljøministeren kan gribe ind over for den kommunale planlægning m.v., når væsentlige overordnede interesser gør det nødvendigt.

Der kan ikke siges noget om reglernes fremtidige anvendelse, men de tilsvarende beføjelser i gældende lovgivning har netop kun været anvendt i sjældne undtagelsessituationer. Bestemmelsen om veto mod regionplanforslag, der skal træde i stedet for den nuværende godkendelsesordning, må dog forventes anvendt i et vist omfang, idet miljøministeren i disse sager handler på alle ministeriers vegne.

Tillægsbetænkningen

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist

til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde og har

herunder stillet spørgsmål til miljøministeren, som denne har

besvaret dels skriftligt og dels i samråd.

Disse spørgsmål og miljøministerens besvarelse heraf er optrykt som bilag til betænkningen.

Herefter indstiller et flertal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Fremskridtspartiets, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse i den form, hvori det foreligger efter 2. behandling, idet flertallet bemærker, at miljøministeren, inden loven træder i kraft den 1. januar 1992, vil fremlægge en kystplanlægningsstrategi, og at det eksisterende godkendelsessystem er gældende indtil da. Brugen af vetobeføjelsen kan bl.a. ske på baggrund af denne kystplanlægningsstrategi og kan netop forhindre en kaotisk planlægning af de kystnære områder.

Flertallet har i øvrigt helt generelt tillid til, at amtskommunerne gennem regionplanlægningen sikrer en forsvarlig og fornuftig planlægning ikke alene af kystområderne, men også f.eks. af områderne til stærkt forurenende industrier, og konstaterer, at vetobeføjelsen jo også kan forhindre »kaotisk planlægning«, hvis en sådan skulle forekomme.

Et mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse. Mindretallet skal bemærke, at miljøministerens svar for så vidt angår en eventuel fremtidig anvendelse af ministerens vetoret over for regionplaner og regionplantillæg har bestyrket mindretallet i formodningen om, at vetoretten kun i ganske særlige tilfælde vil blive anvendt. Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti finder, at en vetoret nødvendigvis skal bruges restriktivt for at sikre overordnede plan- og miljømæssige interesser.

Mindretallet er specielt bekymret over mange primærkommuners ønske om fritidsanlæg i kystnære områder og over en kaotisk udlægning af områder til stærkt forurenende industrier.

Vedrørende pensionisters ret til helårsbolig i sommerhus finder mindretallet, at det er vigtigt at fremhæve, at sommerhuskommunerne har meget forskellige potentielle muligheder for at kunne modtage en stor gruppe ældre medborgere. Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti mener, at det skal være kommunerne, der gennem lokalplanlægning skal træffe afgørelse om et sommerhusområdes egnethed til helårsbeboelse. Sommerhuskommunerne skal med vedtagelsen af det foreliggende lovforslag påbegynde en ny og omfatende langtidsplanlægning inden for det sociale og sundhedsmæssige område. Mindretallet finder, at en lang række sommerhuskommuner derved kan komme i urimelige økonomiske vanskeligheder.

Miljøministerens svar til udvalget angående den påtænkte vejledning til pensionisterne og kommunerne bekræfter, hvad mindretallet hele tiden har påberåbt sig, at pensionister, der vælger at benytte retten til helårsbeboelse i et sommerhusområde, har nøjagtig de samme rettigheder i forhold til anden lovgivning som alle andre borgere i kommunen.

Mindretallet har med tilfredshed konstateret, at ministeren over for udvalget har fremhævet, at alle pensionister i en kommune har lige adgang til kommunens servicetilbud over for ældre medborgere.

Helen Beim (S) Henning Gjellerod (S) Martin Glerup (S) Lise Hækkerup (S) Henning Nielsen (S) Løvig Simonsen (S) Trøjborg (S) Gade (SF) nfmd. Lis Noer Holmberg (CD) Eva Møller (KF) Rønholt (KF) Peter Hansen-Nord (V) Hanne Severinsen (V) Bodil Thrane (V) Aage Brusgaard (FP) fmd. Lone Dybkjær (RV)

Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til miljøministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål nr. 22

Ministeren bedes oplyse, hvad der forstås ved udtrykket »nært beslægtede«.

Svar

Udtrykket »nært beslægtede« i § 41, stk. 3, er ikke et juridisk klart og entydigt begreb.

I denne lov forstås ved udtrykket »nært beslægtede«: Slægtninge i op- og nedstigende linie, dvs. forældre, børn, børnebørn osv. samt søskende.

Samrådsspørgsmål A

Ministeren bedes ved praktiske eksempler oplyse, hvad pensionister bør overveje, før de træffer beslutning om at tage fast bopæl i deres sommerhuse.

Samrådsspørgsmål B

Ministeren bedes oplyse, hvilke tanker der er gjort om indholdet af den påtænkte vejledning til kommunerne vedrørende § 41 i L 76.

Svar på spørgsmål A og B

Pensionister, der vælger at benytte retten til helårsbeboelse, har nøjagtig de samme rettigheder i forhold til anden lovgivning som andre borgere i kommunen.

Retten til sociale ydelser er ens for alle pensionister i en kommune. Men der er forskelle på serviceniveauet i de forskellige kommuner.

Meningen med vejledningen er at hjælpe pensionisterne i deres overvejelser om, hvorvidt de vil udnytte den nye ret eller ej.

Det er klart, at mange sommerhusområder på en række punkter ikke i henseende til f.eks. vejforhold, vejbelysning, offentlig trafikforsyning osv. har samme standard, som de byområder, pensionisterne i mange tilfælde vil komme fra. Det vil også være godt at kigge nærmere på f.eks. afstanden til butikker, biblioteker, lægehuse m.v.

Vi vil med vejledningen søge at sikre, at pensionisten gør sig disse forskellige lokale forhold klart, før han/hun vælger mellem sin hidtidige bolig og sit sommerhus.

Samtidig vil vi i vejledningen gøre opmærksom på, at konsekvensen af, at man vælger sit sommerhus til helårsbolig er, at man må affinde sig med, at hverken infrastruktur eller serviceniveau i mange tilfælde er af samme standard som i byerne.

Vejledningen skal selvfølgelig også omtale, at sommerhuse, der er kondemnerede, ikke giver ret til helårsbeboelse.

I vejledningen vil det blive anbefalet pensionisterne at indhente en forhåndsudtalelse hos kommunen herom, før de opgiver deres hidtidige helårsbolig.

Endelig skal vi også forklare, hvad der sker efter reglerne, når pensionisten dør.

Vejledningen til kommunerne vil indeholde en uddybende forklaring af i hvert fald følgende forhold

- Hvilke sommerhuse er omfattet

- Hvilken personkreds har helårsretten

- Hvem må fortsætte med at bo der, når pensionisten dør.

Kommunernes rådgivningsforpligtelser m.v. over for pensionisterne, herunder om kondemneringsspørgsmålet, fremgår af forvaltningsloven og vil blive fremhævet i vejledningen.

Udkast til vejledningen vil blive forelagt både ældreorganisationer og KL før udsendelse.

Samrådsspørgsmål C

Det bedes oplyst, i hvilket omfang enkelte udsatte kommuners økonomi kan tænkes at blive belastet ved indførelsen af en generel tilladelse til, at pensionister kan få helårsbeboelse i sommerhuse.

Svar på spørgsmål C

Indenrigsministeriet er af den opfattelse, at der vil være balance mellem merudgifter og merindtægter i forbindelse med pensionisters helårsbeboelse af sommerhus.

»Helårspensionister« betaler på den ene side skat til sommerhuskommunen, hvis de har en indtægt.

Sommerhuskommunen får for pensionister uden skattepligtig indkomst tilskud fra den kommunale udligning på 6.500 kr. årligt for de 67-74 årige, og på 16.000 kr. årligt for pensionister over 74 år.

På den anden side kan kommunen have udgifter af pensionister til hjemmehjælp, madudbringning m.v.

Indenrigsministeriet har foretaget vurderinger og er af den opfattelse, at der vil være balance mellem merudgifter og merindtægter i forbindelse med pensionisters helårsbeboelse af sommerhuse.

Samrådsspørgsmål D

Ministeren bedes oplyse, hvordan han vil sikre den overordnede planlægning af hovedstadsområdet med godkendelsesordningens bortfald.

Svar på spørgsmål D

Lovforslaget forudsætter, at regionplanlægningen i de enkelte »regioner« i hovedstadsområdet sker på grundlag af en vurdering af udviklingen i området som helhed.

Lovforslaget er på dette område helt i overensstemmelse med gældende ret, som den blev udformet som led i lovgivningen om Hovedstadsrådets nedlægning.

Det var herved forudsat, at de fem regionale myndigheder i videst muligt omfang selv skulle koordinere og finde fælles løsninger uden miljøministerens medvirken, hvilket også allerede sker i dag.

Eventuel manglende samordning vil kunne være anledning for ministeren til at bruge sine indkalde- og veto-beføjelser.

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til miljøministeren, som denne har besvaret

skriftligt.

Et af udvalgets spørgsmål og ministerens besvarelse heraf er optrykt som bilag til betænkningen.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra

Amtsrådsforeningen i Danmark,

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd,

A/S Bruel & Kjær,

Butikshandelens Fællesråd,

Danmarks Naturfredningsforening,

Dansk Arbejdsgiverforening,

Dansk Fiskeriforening,

Dansk Ornitologisk Forening,

Dansk Skovforening,

Danske Elværkers Forening,

Danske Husmandsforeninger,

De danske Landboforeninger,

Det Grønne Kontaktudvalg,

Dragsholm Kommune,

Frederiksborg Amtsråd,

Industrirådet,

Kommunernes Landsforening,

Landsorganisationen i Danmark,

Nykøbing-Rørvig Kommune,

Tolvmandsforeningerne og

Trundholm Kommune

Der er af miljøministeren, et flertal og 2 mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Vedrørende bemyndigelsesbestemmelser

Miljøministeren har givet tilsagn om, at ministeren en gang årligt vil redegøre for den allerede gennemførte samt den planlagte anvendelse af bemyndigelsesbestemmelserne i loven, navnlig § 3.

Vedrørende brugerbetaling

Miljøministeren har over for udvalget oplyst, at hjemmelen i § 54 til at fastsætte regler om brugerbetaling, herunder om klagegebyr, kun vil blive anvendt efter en forudgående orientering af udvalget.

Vedrørende forholdet til EF

Miljøministeren har præciseret, at formålet med § 53 har været at give regeringen hjemmel til at indgå overenskomster med fremmede stater og hjemmel for miljøministeren til at gennemføre sådanne overenskomster administrativt. Det har ikke været hensigten, at miljøministeren alene med hjemmel i § 53 skal kunne gennemføre EF-retsakter. EF-retsakter på planlægningsområdet vil fremover ligesom hidtil blive gennemført administrativt, hvis der er hjemmel hertil i lovens øvrige bestemmelser og i modsat fald ved den fornødne lovgivning.

Det er miljøministerens opfattelse, at miljølovpakken, herunder forslaget til lov om planlægning, stiller de retlige redskaber til rådighed for dansk miljøpolitik og -administration, der er nødvendige for at imødegå udfordringer fra EF og det indre marked.

Vedrørende overgangsregler

Miljøministeren har fremhævet, at planlægningslovens overgangsregler sikrer, at gældende bekendtgørelser, cirkulærer og vejledninger opretholdes, indtil de ophæves eller afløses af regler efter den nye lov.

Det er imidlertid hensigten, at lovforenklingen skal følges op af en tilsvarende sammenfatning, forenkling og revision af de administrative forskrifter, således at de nye retningslinier m.v. kan træde i kraft samtidig med planlægningsloven.

Vedrørende afgrænsningen mellem kommuneplanlægning og regionplanlægning i lovforslagets § 6, stk. 3, nr. 1

Miljøministeren har oplyst, at formuleringen i § 6, stk. 3, nr. 1, betyder, at der i regionplaner skal være retningslinier for afgrænsningen af byzoner og sommerhusområder, og at disse retningslinier fastlægges ud fra overvejelser om det samlede arealforbrug til byformål og byvækstens fordeling mellem kommunerne. Planlægningen inden for de afgrænsede områder skal derimod som hovedregel ske i kommuneplanen, idet regionplanen alene kan fastsætte retningslinier for anvendelsen af byzoneområder og sommerhusområder i det omfang, dette sker til varetagelse af de øvrige interesser, som fremgår af § 6, stk. 3.

Vedrørende overførsel af zonekompetencen til kommunalbestyrelsen

I medfør af den gældende frikommunelovgivning er der iværksat en række frikommuneforsøg, hvor amtsrådets zonekompetence er overført til kommunalbestyrelsen.

Disse igangværende frikommuneforsøg afsluttes 31. december 1993.

I medfør af forsøgene er zonekompetencen overført til kommunalbestyrelsen i alle kommuner i Storstrøms og Nordjyllands Amter. Herudover er zonekompetencen ved frikommuneforsøg overført til følgende kommuner: Esbjerg, Egtved, Struer, Kjellerup, Tranekjær, Ebeltoft, Ringsted, Hobro, Ringkøbing, Tinglev, Holmegård, Næstved, Værløse, Fåborg, Holbæk og Odense.

Zonekompetencen er således som led i frikommuneforsøg midlertidigt i alt overført til 67 kommuner.

Der er ikke i alle friamtskommuner og frikommuner iværksat forsøg med overførsel af zonekompetencen til kommunalbestyrelsen.

Spørgsmålet om zonekompetencen har været drøftet i Miljø- og Planlægningsudvalget, og miljøministeren har over for udvalget tilkendegivet, at han nu vil tage initiativ til en grundig evaluering af de hidtidige erfaringer med de igangværende frikommuneforsøg, hvoraf de første blev iværksat i 1986. Miljøministeren har oplyst, at han også vil tage initiativ til som led i evalueringen at afholde en konference med deltagelse af de involverede kommuner og amtskommuner f.eks. i begyndelsen af 1992, således at det samlede resultat kan forelægges Miljø- og Planlægningsudvalget i rapportform inden sommerferien 1992.

På baggrund af miljøministerens udspil vil et flertal bestående af Det Konservative Folkeparti, Venstre, Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne, Det Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti forhandle eventuelle ændringer af zonelovgivningen.

Vedrørende pensionisters ret til at bo hele året i sommerhusområder

Miljøministeren har over for udvalget tilkendegivet, at ministeren vil udarbejde en vejledning i tilknytning til bestemmelsen om retten til helårsbeboelse i sommerhusområder. Vejledningen skal ikke alene vejlede kommunerne med hensyn til bestemmelsens administration, men vil også gennemgå de væsentligste spørgsmål, som pensionisterne bør overveje, før beslutningen om at tage bopæl i sommerhuse træffes.

Vedrørende fritidshuse i landzone i relation til pensionisters ret til helårsbeboelse

Udvalget har drøftet muligheden for at give pensionister samme ret til helårsbeboelse i fritidshuse i landzone, som der er fastsat i lovforslagets § 41. Miljøministeren har over for udvalget nærmere redegjort for problematikken vedrørende fritidshuse i landzone.

Størstedelen af de fritidshuse, der ligger i landzonen, ligger i samlede bebyggelser. Grundlaget for etableringen er en tilladelse efter by- og landzoneloven eller efter den tidligere bygge- og byplanlovgivning.

Tilladelserne er meddelt på vilkår, i form af en tinglyst deklaration om, at der ikke må finde helårsbeboelse sted. Påtaleberettiget efter deklarationen er amtsrådet eller kommunalbestyrelsen.

Deklarationen om sommerhusbeboelse kan imidlertid også være pålagt af en privat ejer, f.eks. i forbindelse med grundenes udstykning. Her kan der være tale om såvel privat som offentlig påtale.

En eventuel lovbestemt ret til helårsbeboelse ville alene kunne regulere forholdet til offentligretlige regler (landzonebestemmelserne). Hvis der er en privatretlig deklaration, kræver fravigelse fra deklarationen samtykke fra alle påtaleberettigede.

Områderne er i kommuneplanerne som regel registreret som sommerhusområder. Det er imidlertid langtfra sikkert, at der i forbindelse hermed er foretaget en egentlig planlægningsmæssig vurdering af disse gamle og ofte »selvgroede« og meget forskellige områder.

Miljøministeren finder det derfor betænkeligt at åbne for en umiddelbar ret til helårsbosætning i disse landzoneområder. Der bør foretages en planlægningsmæssig vurdering enten konkret i forbindelse med en ansøgning om zonetilladelse eller mere generelt ved lokalplanlægning for områdets fremtidige status og anvendelse.

De enkeltliggende fritidshuse omfatter fritidshuse opført med særlig tilladelse og tidligere helårshuse, der er overgået til fritidsanvendelse, f.eks. en del nedlagte landbrug.

Det generelle indtryk er, at forholdene er meget forskellige. Anvendelse som helårsbolig kræver en tilladelse efter landzonebestemmelserne. Det vil ofte være ganske uproblematisk at meddele tilladelse. I andre tilfælde vil der være tale om en meget uheldig byspredning, der er i afgørende strid med formålet med landzonebestemmelserne, typisk både det planlægningsmæssige og det landskabsbevarende sigte.

Generelt forekommer det således ikke hensigtsmæssigt at overføre bestemmelsen i § 41 til landzone.

Det kan dog være rimeligt, at landzonemyndigheden meddeler personlig tilladelse til helårsbeboelse til pensionister i de tilfælde, hvor et »sommerhusområde« i landzone helt kan sidestilles med et planlagt sommerhusområde, men hvor hensynet til beskyttelse af det åbne land i øvrigt ikke taler derimod. Dette kan henstilles til landzonemyndighederne i en vejledning efter loven.

Vedrørende forholdet mellem § 41 og § 74 a i byfornyelsesloven

Miljø- og Planlægningsudvalget har i forbindelse med bestemmelsen i § 41 drøftet den for nylig, vedtagne bestemmelse i byfornyelseslovens § 74 a.

Bestemmelsen indebærer, at bl.a. en ejer af en ejerbolig, der omfattes af en kondemneringsbeslutning, har ret til et særligt tilskud. Tilskud kan dog ikke ydes, hvis misligholdelse af bygningen har været af væsentlig betydning for kondemneringen.

Udvalget har ved behandlingen af planlovforslaget lagt til grund, at bestemmelsen i byfornyelseslovens § 74 a ikke sigter mod de boliger, der er omfattet af § 41. De sommerhusejere, der i henhold til § 41 bor hele året i sommerhuset, har således efter udvalgets opfattelse ikke ret til tilskud efter byfornyelseslovens § 74 a.

Vedrørende håndhævelsesspørgsmål

Miljøministeren har over for udvalget oplyst, at de foreslåede bestemmelser om tilsyn, lovliggørelse og straf, der svarer til gældende ret på området, i praksis har vist sig at udgøre et tilstrækkeligt lovgrundlag for håndhævelse af planlovgivningen.

Der har dog været problemer, som især har været knyttet til den administrative gennemførelse af håndhævelsessagerne. Navnlig har håndhævelse af forbudet mod helårsbeboelse i sommerhuse udgjort et særligt problem. Problemet har især bestået i at føre et tilstrækkeligt bevis for den ulovlige benyttelse.

Miljøministeriet har i vejledning af 3. juli 1989, der er udsendt efter aftale med boligministeren, indenrigsministeren og justitsministeren, givet anvisning til kommunerne om fremgangsmåden og samarbejdet med politiet i disse sager.

For så vidt angår overtrædelser af by- og landzoneloven er der foretaget undersøgelser i Planstyrelsen i 1984-85 og i 1987-88. Den sidste undersøgelse konkluderer, at der er indledt en strammere kurs over for lovovertrædelser siden den første undersøgelse. Der er konstateret flere ulovligheder, og de er behandlet hårdere bl.a. ved oftere at inddrage politiet.

Der er ikke foretaget lignende undersøgelser om overtrædelser af kommuneplan og lov om sommerhuse og campering. Men kommuner og amtskommuner har efterspurgt information og vejledning om navnlig disse sager.

På baggrund heraf og efter en henvendelse fra Rigsadvokaten har Planstyrelsen og Bygge- og Boligstyrelsen udarbejdet en praktisk vejledning om fremgangsmåden i sager om håndhævelse af plan- og byggelovgivningen.

Vejledningen tager navnlig sigte på at forhindre de mange tilfælde af sager om håndhævelse af plan- og byggelovgivningen, der på grund af fejl m.v. i kommunernes sagsbehandling enten ikke fører til tiltale eller ikke fører til domfældelse.

Vejledningen forventes udsendt juni 1991.

Herefter indstiller et flertal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Fremskridtspartiets, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af miljøministeren stillede ændringsforslag. Flertallet kan endvidere stemme for de under nr. 28, 31, 35 og 36 stillede ændringsforslag. Flertallet kan tilslutte sig de af miljøministeren fremsatte tilkendegivelser i betænkningen.

Et mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) finder ikke, at tiden er inde til en revision af planlovgivningen. Planlovene har nu fungeret i 15 til 20 år, og gennem disse år er der indarbejdet rutiner borgerne, interesseorganisationerne, kommunerne, amtskommunerne og staten imellem. Mindretallet finder, at lovgivningen og dermed rammen for Danmarks fysiske planlægning er af den allerstørste vigtighed.

Mindretallet har lyttet intenst til de mange indvendinger, bl.a. fra Det Grønne Kontaktudvalg, der har været mod de såkaldte »bonuslokalplaner« under udvalgsarbejdet. Specielt har det gjort indtryk, at der ved en eventuel indførelse af disse skabes tvivl om myndighedsansvaret.

Derfor tager Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti afstand fra bonusprincippet.

Mindretallet forudser, at det vil være vanskeligt at gennemskue i kommende lovgivning, hvor »bonusprincippet« kan få sin virkning.

Bonusordningen kan være en blankocheck på en ukendt fremtid.

De af miljøministeren stillede ændringsforslag forhindrer ikke »bonusprincippets« indførelse. Tværtimod fremgår det af bemærkningerne, at det nu indføres i planlægningsloven og kan følges op ved justeringer i andre love.

Mindretallet har igennem sine ændringsforslag tilkendegivet, at det bør blive lettere for danskerne, når der skal laves lokalplaner. Derfor foreslås et samtidighedsprincip, der medfører, at meddelelse af tilladelser, der måtte være nødvendige efter anden lovgivning eller underlagt anden myndighed, tilgår den eller de berørte parter samtidig med vedtagelsen af et lokalplanforslag.

En hurtig og smidig sagsbehandling er med indførelsen af et sådant princip i det store og hele kun afhængig af, om en kommune har den fornødne uddannede og trænede stab til sagsbehandlingen.

Vedrørende regionplaners godkendelse/ministerens vetoret

Den nugældende praksis i planlovgivningen har virket i relativ kort tid, og først nu er den rette balance mellem amtskommunernes og statens kompetencer ved at indfinde sig. Ved at lave om på kompetenceforholdet vil der opstå en ny indkøringsperiode, i hvilken tvivlssituationer uvægerligt vil opstå.

Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti finder, at den nugældende godkendelsesordning kan komme til at virke hensigtsmæssigt og problemfrit. Men det fordrer, at indhøstede erfaringer får lov at udmønte sig i mere rutinemæssig og smidig praksis. Dette opnås bedst ved en længere virketid for det gældende regelsæt.

I hovedstadsområdet er der efter Hovedstadsrådets nedlæggelse et helt naturligt behov for central godkendelse af regionplanerne for at sikre en overordnet koordineret udvikling af denne region.

De overordnede nationale interesser sikres desuden bedst ved, at regionplanerne altid skal godkendes, når de fornys.

Vedrørende § 41: Sommerhusområder

Mindretallet synes, at det er en god ide, hvis pensionister af alle kategorier får mulighed for at flytte ud i et sommerhus, som de har ejet og hæget om i en årrække. Men også her har de mange henvendelser og tilkendegivelser fra »sommerhuskommuner« gjort indtryk på de to partier.

Vilkårene i sommerhusområderne er vidt forskellige landet over og kan også inden for den enkelte kommune have meget forskellig karakter og udformning. Der kan være fysiske forhold, der kan bevirke, at et område ikke egner sig til helårsbeboelse. Herunder kan nævnes: manglende kloakering, dårlig forsyning med vand, veje, transportmuligheder og meget lang afstand til kommunal og privat service.

Også kommunernes muligheder for at betjene en ny og eventuel stor gruppe af ældre medborgere kan være meget forskellig fra egn til egn. Det vil derfor være meget svært fra statens side at skabe et regelsæt, der vil kunne finde anvendelse overalt i landet.

Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti er derfor af den opfattelse, at de berørte kommuner vil være de bedste til at afgøre, om bestemte sommerhuse eller sommerhusområder er egnede til helårsbeboelse. Beslutningsprocessen bør foregå i en frugtbar dialog mellem borger og kommune.

Det er tankevækkende, at miljøministeren i sine bemærkninger til lovforslag nr. L 154 (Forslag til lov om stop for kloakeringer af sommerhusområder (af Bente Juncker (CD) m.fl.)) over for Miljø~ og Planlægningsudvalget har understreget, »at regeringen er tilhænger af, at beslutninger træffes så tæt på borgerne som muligt og meget gerne af borgerne selv. Derved sikres det, at borgerne både er enige i beslutningens nødvendighed og i beslutningens indhold.« Dette er netop, hvad mindretallet søger at opnå ved de stillede ændringsforslag.

Mindretallet har forståelse for, at pensionister vælger at slå sig ned i deres sommerhus hele året rundt. For Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti er det samtidig afgørende, at medborgere, der har helårsadresse i et sommerhusområde, har de samme muligheder som andre borgere, hvis de har behov for akut hjælp eller kræver pleje. De lokale myndigheder, altså kommunerne, er i modsætning til staten suverænt de bedste til at vurdere behov og muligheder i de enkelte tilfælde.

Vedrørende § 59: Klage og søgsmål

Når det trods alt er lykkedes i Danmark at bevare og udforme de mange landskabstyper, og når det på trods af skiftende vilkår og til tider hård miljømæssig belastning er lykkedes at sørge for, at kun relativt få af de mange facetter i den danske natur er gået tabt, så skyldes det ubetinget, at befolkningen gennem Danmarks Naturfredningsforening og de mange forskellige lokale folkelige foreninger og interesseorganisationer har haft mulighed for aktivt at engagere sig i fredningssager og naturbevaringsanliggender.

Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti finder det derfor helt urimeligt, at disse folkelige foreninger med det foreliggende ændringsforslag fra miljøministeren fraskrives muligheden for fortsat at fungere i loven som klageberettiget part og med ret til at få meddelelse om planændringer.

Mindretallet havde derfor hellere set en justering og ajourføring af de eksisterende love med de indarbejdede rutiner. De to partier vil derfor stemme imod loven som helhed.

Mindretallet indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, idet dog mindretallet kan stemme for de af et mindretal under nr. 5, 6, 8, 10, 17, 18, 29 og 34 stillede ændringsforslag og de af miljøministeren under nr. 1, 2, 3, 4, 7, 13, 14, 15, 16, 22, 23, 24, 25, 26, 27, 33, 37, 38, 41, 43, 44 og 45 stillede ændringsforslag.

Et flertal inden for mindretallet (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) kan herudover stemme for det under nr. 28 stillede ændringsforslag.

Ændringsforslag

Af miljøministeren, tiltrådt af udvalget

Til § 3

1) I stk. 1 indsættes efter »Miljøministeren kan« ordene: »til varetagelse af landsplanmæssige interesser, herunder sikring af kvalitet i planlægningen,».

2) I stk. 3 indsættes efter »Miljøministeren kan« ordene: »i særlige tilfælde«.

3) I stk. 4 indsættes efter »Miljøministeren kan« ordene: »i særlige tilfælde«.

Til kapitel 3

4) Kapiteloverskriften ændres til

»Regionplanlægning«

Til § 6

Af et mindretal (S og SF)

5) Stk. 3, nr. 1, affattes således

»1) fordeling af den fremtidige byvækst på de enkelte dele af regionen, herunder for afgrænsningen af byzonerne,».

6) I stk. 3, nr. 9, indsættes efter »til fritidsformål« ordene: »og sommerhusområder«.

Af miljøministeren, tiltrådt af udvalget

Til § 13

7) I stk. 5 indsættes efter »stk. 1 og 2« ordene: »for så vidt angår forhold, der er reguleret efter anden lovgivning«.

Til § 15

Af et mindretal (S og SF)

8) Stk. 4 affattes således

»Stk. 4. Samtidig med offentliggørelsen af forslag til lokalplan underretter kommunalbestyrelsen, jf. § 25, de myndigheder, der i henhold til anden lovgivning varetager spørgsmål om meddelelse af tilladelser, der er nødvendige for gennemførelsen af forslag til lokalplan.«

Af miljøministeren, tiltrådt af et flertal (KF, V, FP, CD, RV og KRF)

9) Stk. 4 affattes således

»Stk. 4. En lokalplan for et område, der skal forblive i landzone, kan indeholde bestemmelse om, at lokalplanen erstatter de tilladelser efter § 35, stk. 1, som er nødvendige for lokalplanens virkeliggørelse.«

Af et mindretal (S og SF)

10) Stk. 5 affattes således

»Stk. 5. Inden udløbet af en frist på 12 uger underretter de i § 25 omhandlede myndigheder kommunalbestyrelsen om, hvilke tilladelser der efter naturfredningslovgivningen og vandløbslovgivningen må anses for fornødne for lokalplanforslagets gennemførelse.«

Af miljøministeren, tiltrådt af et flertal (KF, V, FP, CD, RV og KRF)

11) Efter stk. 6 indsættes som nyt stykke

»Stk. 7. Miljøministeren kan i overensstemmelse med anden lovgivning fastsætte regler om, at tilladelser og dispensationer, som er nødvendige for en lokalplans virkeliggørelse, anses for meddelt ved lokalplanens gennemførelse. Miljøministeren kan endvidere fastsætte regler om kommunalbestyrelsens adgang til at dispensere fra sådanne lokalplaner og om andre myndigheders ret til at fremsætte indsigelse mod forslag til sådanne lokalplaner.«

Til § 19

12) Stk. 4 udgår.

Af miljøministeren, tiltrådt af udvalget

Til § 22

13) Stk. 2 affattes således

»Stk. 2. Før udarbejdelse af et forslag til region- eller kommuneplan eller ændringer hertil indkalder amtsrådet, henholdsvis kommunalbestyrelsen, ideer, forslag m.v. med henblik på planlægningsarbejdet. Kommunalbestyrelsen kan i øvrigt inddrage offentligheden i det indledende lokalplanarbejde. Ved mindre ændringer i en kommuneplans rammedel, der ikke strider mod planens hovedprincipper, samt ved uvæsentlige ændringer i planens hovedstruktur kan kommunalbestyrelsen undlade at indkalde ideer, forslag m.v. som angivet i 1. pkt.«

14) Efter stk. 2 indsættes som nyt stykke

»Stk. 3. Indkaldelse efter stk. 2 skal indeholde en kort beskrivelse af hovedspørgsmålene i den forestående planlægning. Indkaldelse sker ved offentlig bekendtgørelse. Amtsrådet, henholdsvis kommunalbestyrelsen, fastsætter en frist for afgivelse af ideer, forslag m.v., jf. dog § 23, stk. 3.«

Til § 23

15) Paragraffen affattes således

»§ 23. I forbindelse med revisioner efter § 22, stk. 1, 1. pkt., skal amtsrådet, henholdsvis kommunalbestyrelsen, tillige udarbejde en beretning om den hidtidige planlægning og de påtænkte ændringer i planen samt en vurdering af udviklingen.

Stk. 2. Beretningen offentliggøres samtidig med indkaldelsen efter § 22. Beretningen sendes til miljøministeren og øvrige statslige og kommunale myndigheder, hvis interesser berøres.

Stk. 3. Amtsrådet, henholdsvis kommunalbestyrelsen, fastsætter en frist på mindst 8 uger for afgivelse af ideer, forslag m.v. og kommentarer til beretningen.

Stk. 4. Amtsrådet, henholdsvis kommunalbestyrelsen, skal forestå en oplysningsvirksomhed med henblik på at fremkalde en offentlig debat om planrevisionens målsætning og nærmere indhold.«

Til § 27

16) I stk. 1 indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum

»Hvis der rettidigt er fremsat indsigelser m.v. mod et lokalplanforslag, kan vedtagelsen af lokalplanen tidligst ske 4 uger efter udløbet af indsigelsesfristen.«

Af et mindretal (S og SF)

Ny paragraf

17) Efter § 28 indsættes som ny paragraf

»01. En regionplan godkendes af miljøministeren, efter at forslaget er gennemgået i samarbejde med de ministre, hvis område i øvrigt berøres af planlægningsarbejdet.

Stk. 2. Miljøministeren kan godkende regionplanforslaget delvis, hvis dette findes hensigtsmæssigt og skønnes at kunne ske uden væsentlig risiko for en uheldig foregribelse af planen som helhed.

Stk. 3. I forbindelse med godkendelsen kan miljøministeren foretage de ændringer, som skønnes at være påkrævede af landsplanmæssige hensyn, efter at de påtænkte ændringer er gennemgået i samarbejde med de i stk. 1 nævnte ministre.

Stk. 4. Har miljøministeren ikke godkendt regionplanforslaget inden 8 uger efter forslagets indsendelse, underretter ministeren amtsrådet om grunden hertil.

Stk. 5. Den godkendte regionplan offentliggøres af amtsrådet.«

Til § 29

18) Stk. 1 udgår.

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 1-3.

Af miljøministeren, tiltrådt af et flertal (KF, V, FP, CD, RV og KRF)

19) Stk. 3 udgår.

Stk. 4 bliver herefter stk. 3.

Til § 35

20) I stk. 4 udgår 2. pkt.

21) Stk. 5 affattes således

»Stk. 5. Tilladelser efter stk. 1 skal offentliggøres. Offentliggørelse kan dog undlades, hvis tilladelsen er i overensstemmelse med en offentligt bekendtgjort lokalplan.«

Af miljøministeren, tiltrådt af udvalget

22) Efter stk. 5 indsættes som nyt stykke

»Stk. 6. Offentliggørelsen af en tilladelse efter stk. 1 skal indeholde oplysning om bestemmelserne i §§ 59 og 60.«

Til § 36

23) I stk. 1 udgår nr. 1.

Nr. 2-11 bliver herefter nr. 1-10.

24) I stk. 1, nr. 6, der bliver nr. 5, udgår ordene »er bestemt i en fredning efter lov om naturbeskyttelse, eller«.

25) I stk. 1, nr. 8, der bliver nr. 7, tilføjes efter »byggetilladelse« ordene: », og som ikke medfører oprettelse af en ny bolig«.

26) I stk. 1, nr. 9, der bliver nr. 8, ændres »offentlige trafik~ eller forsyningsanlæg« til: »offentlige trafik-, forsynings~ eller varslingsanlæg«.

27) I stk. 2 ændres »nr. 4« til: »nr. 3«.

Af et mindretal (FP, tiltrådt af miljøministeren og af et flertal (S, KF, V, CD, RV og KRF)

Til § 37

28) I stk. 1 udgår nr. 3, og nr. 1 og 2 affattes således

»1) at virksomheden etableres i bestående bygninger, der ikke om~ eller tilbygges i væsentligt omfang, og

2) at bygningerne ikke er opført inden for de seneste 5 år.«

Til § 41

Af et mindretal (S og SF)

29) I stk. 1 udgår »En pensionist«, og i stedet indsættes ordene: »Kommunalbestyrelsen kan ved lokalplan træffe bestemmelse om, at pensionister«.

Af miljøministeren, tiltrådt af et flertal (KF, V, FP, CD, RV og KRF)

30) I stk. 1, 1. pkt., ændres ordet »boligen« til: »ejendommen«.

Af et flertal (KF, V, FP, CD, RV og KRF), tiltrådt af miljøministeren

31) I stk. 1, 1. pkt., ændres »10 år« til: »8 år«.

Af miljøministeren, tiltrådt af et flertal (KF, V, FP, CD, RV og KRF)

32) I stk. 1 indsættes efter 2. pkt. som nyt punktum

»Bestemmelserne i kapitel VII i lov om midlertidig regulering af boligforholdene finder ikke anvendelse på boliger, der benyttes til helårsbeboelse efter 1. pkt.«

Af miljøministeren, tiltrådt af udvalget

33) I stk. 2 ændres »en efterlønsmodtager eller« til: »en person over 60 år, der oppebærer pension eller efterløn, samt«.

Af et mindretal (S og SF)

34) Stk. 3 affattes således

»Stk. 3. En pensionists ægtefælle eller samlever kan efter pensionistens død fortsætte med at benytte boligen til helårsbeboelse.«

Af et mindretal (FP), tiltrådt af miljøministeren og af et mindretal (KF, V, CD, RV og KRF)

35) I stk. 3 ændres »eller samlever« til: », samlever eller nært beslægtede«, og »eller samleveren« ændres til: », samleveren eller den nært beslægtede«.

36) Efter stk. 3 indsættes som nye stykker

»Stk. 4. Dør pensionisten uden at efterlade sig en ægtefælle eller samlever, har en anden person, der har haft fælles husstand med pensionisten, ret til at fortsætte med at benytte boligen til helårsbeboelse.

Stk. 5. Retten efter stk. 3 og 4 bortfalder ved fraflytning.«

Af miljøministeren, tiltrådt af udvalget

Til § 58

37) I stk. 3 ændres »det naturklagenævn, der er oprettet i henhold til særlig lov herom« til: »Overfredningsnævnet«.

38) I stk. 5 ændres »Naturklagenævnets« til: »Overfredningsnævnets«.

Af miljøministeren, tiltrådt af et flertal (KF, V, FP, CD, RV og KRF)

Til § 59

39) I stk. 1 udgår », stk. 1, 2 og 6,».

40) Stk. 2 udgår.

Af miljøministeren, tiltrådt af udvalget

Til § 60

41) I stk. 2 ændres »Naturklagenævnet« til: »Overfredningsnævnet«.

Af miljøministeren, tiltrådt af et flertal (KF, V, FP, CD, RV og KRF)

Til § 65

42) Efter 1. pkt. indsættes som nyt 2. pkt.

»§ 41 træder dog i kraft den 1. oktober 1991.«

Af miljøministeren, tiltrådt af udvalget

Til § 66

43) Efter 2. pkt. indsættes som nyt punktum

»Forslag til planer kan dog færdigbehandles efter de hidtil gældende regler, hvis forslaget er offentliggjort før den 1. juli 1992.«

Til § 67

44) I nr. 9 ændres »nr. 583 af 31. august 1989« til: »nr. 571 af 8. august 1990«.

45) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke

»Stk. 2. Ved lovens ikrafttræden foretages følgende ændringer

1) I lov om beskatning af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom, jf. lovbekendtgørelse nr. 558 af 6. september 1988, som senest ændret ved lov nr. 386 af 13. juni 1990, ændres i § 7, stk. 1, »lov om kommuneplanlægning« til: »lov om planlægning«.

2) I lov om frigørelsesafgift m.v. af fast ejendom, jf. lovbekendtgørelse nr. 441 af 26. september 1985, som senest ændret ved lov nr. 138 af 7. marts 1990, ændres i § 8 A »by- og landzonelovens § 2 A« til: »lov om planlægning § 45«.

3) I lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 437 af 14. august 1984, som senest ændret ved lov nr. 59 af 7. februar 1990, ændres i § 4 A og § 14, stk. 5, »lov om by- og landzoner« til: »lov om planlægning«.

Bemærkninger

Til nr. 1

Ændringsforslaget tilsigter at tydeliggøre, at det fremtidige anvendelsesområde for bestemmelsen i særlig grad vil være landsplandirektiver, der båret af landsplanhensyn fastsætter krav til region-, kommune- og lokalplanlægningen.

Til nr. 2 og 3

Ændringsforslagene skal markere, at ministerens bemyndigelse som efter hidtidig praksis alene tænkes udnyttet undtagelsesvis, når væsentlige overordnede interesser tilsiger det.

Til nr. 4

Ændringen skyldes fejlskrift i lovforslaget.

Til nr. 5 og 6

Ændringsforslagene indebærer, at amtsrådets virksomhed i regionplanlægningen for så vidt angår afgrænsningen af byzoner og fordelingen af byvækst ikke ændres.

Til nr. 7

Det praktiske behov for en præcisering af kommunernes lokalplanret og -pligt opstår i de situationer, hvor flere regelsæt regulerer et område. Den ændrede formulering udtrykker derfor, at beføjelsen er knyttet til områderne for dobbeltregulering.

Til nr. 8 og 10

Ændringsforslagene betyder, at der indføres samtidighed for så vidt angår meddelelsen om nødvendige tilladelser efter anden lovgivning, som ikke administreres af kommunalbestyrelsen. Samtidig foreslås således, at eksempelvis amtsrådet skal oplyse om, hvorvidt der eventuelt kræves dispensation fra de bestemmelser i naturfredningslovens beskyttelseslinier, der forvaltes af amtsrådet. Såfremt lokalplanforslaget ikke fremtræder med tilstrækkelig klarhed i spørgsmålet om nødvendigheden af tilladelser efter anden lovgivning, er den pågældende myndighed selvsagt forpligtet til at oplyse, at spørgsmål om dispensation ikke kan afgøres på det foreliggende grundlag, men må afvente mere detaljerede oplysninger, herunder detailprojekter.

Til nr. 9

Ændringen er en konsekvens af, at lov om naturbeskyttelse og lov om vandløb, L 75 og L 77, folketingsåret 1990-91 (2. samling), ikke som forudsat kan gennemføres i indeværende folketingssamling. Bonusordningen i planlægningsloven omfatter derfor kun tilladelser efter landzonebestemmelserne inden for lokalplanområder, hvor kommunalbestyrelsen efter de gældende regler i forvejen er zonelovsmyndighed, jf. § 9, stk. 2, i by- og landzoneloven og § 35, stk. 3, i lovforslaget.

Til nr. 11

Bestemmelsen skaber hjemmel for en successiv gennemførelse af samtidighedsprincippet i takt med, at der gennemføres særskilt hjemmel hertil i anden lovgivning, der vedrører areal- og bebyggelsesforhold m.v.

Forudsætningerne for, at eksisterende tilladelses- og dispensationsordninger i særlovgivningen kan overføres til lokalplanregulering, er, at der både er hjemmel i planloven til at indsætte bestemmelse herom i lokalplaner, og at særlovgivningen også indeholder speciel hjemmel hertil. Gennem ændringsforslaget om et nyt stk. 7 skabes den nødvendige hjemmel i planloven i form af en bemyndigelse til miljøministeren. Hvis konkrete bonusordninger ønske gennemført, må der tillige skabes hjemmel hertil i den pågældende lovgivning. Bemyndigelsen i ændringsforslaget kan således ikke benyttes, og en bonusordning kan ikke etableres uden forudgående ændring af særlovgivningen.

2. pkt. giver miljøministeren mulighed for at fastsætte bestemmelser om, at kommunalbestyrelsen ikke kan dispensere fra bestemmelser i en lokalplan, der indebærer tilladelse eller dispensation fra lovgivning, der administreres af anden myndighed end kommunalbestyrelsen, uden denne myndigheds samtykke, samt bestemmelser om, at myndigheden kan fremsætte indsigelse mod forslag til sådanne planer.

Til nr. 12 og 19

Ændringerne er en konsekvens af ændringsforslag nr. 8.

Til nr. 13 og 14

På baggrund af drøftelserne i Miljø- og Planlægningsudvalget foreslås bestemmelserne om offentlighedens medvirken i planlægningen udbygget og tydeliggjort. Det er således anset for hensigtsmæssigt at lovfæste princippet i kommuneplanlovens § 6, stk. 3, om kommunalbestyrelsens pligt til at medvirke til at fremkalde en offentlig debat ved de fire-årlige planrevisioner. Endvidere er det fundet hensigtsmæssigt at præcisere de mindstekrav, der bør stilles til den almindelige forudgående offentlighed. §§ 22 og 23 har fået en mere logisk opbygning. Endelig er 4-ugers-fristen i kommuneplanlovens § 27, stk. 1, 2. pkt., opretholdt med ændringsforslagene.

Ad ændringsforslag nr. 13

Bestemmelsens 1. og 2. pkt. er enslydende med lovforslagets § 23, stk. 1.

3. pkt. åbner mulighed for, at kommunalbestyrelsen kan undlade at foranstalte forudgående offentlighed ved »mindre kommuneplantillæg«. Der tænkes her navnlig på ganske små rammeændringer foranlediget af et lokalplanforslag som f.eks. mindre reguleringer af grænserne mellem områder med forskellige anvendelsesbestemmelser eller justeringer af bestemmelser om maksimal højde, bebyggelsesprocent m.v. En tilsvarende sondring mellem disse tillæg og andre tillæg findes i dag i kommuneplanlovens § 14, stk. 4, 2. pkt.

Ad ændringsforslag nr. 14

Ændringsforslaget stiller krav om, at indkaldelsen af ideer, forslag m.v. skal indeholde en kort beskrivelse af hovedspørgsmålene i den forestående planlægning. Hensigten hermed er at sikre, at der gives offentligheden mulighed for at forstå problemstillingen i den konkrete situation.

Bestemmelsen overfører endvidere reglen i lovforslagets § 23, stk. 2, om indkaldelse ved offentlig bekendtgørelse.

Det bestemmes, at planmyndigheden skal fastsætte en frist for afgivelse af forslag m.v. Det er ikke anset for muligt at fastsætte en fællesfrist, da planændringer har vidt forskellig karakter og omfang. Amtsrådet, henholdsvis kommunalbestyrelsen, bør konkret vurdere, hvor lang fristen bør være i den enkelte sag. Der bør dog næppe fastsættes kortere frist end 2 uger. Det svarer til fristen ved naboorientering i forbindelse med dispensationer fra en lokalplan. Ved mere omfattende ændringer bør fristen være længere.

Til nr. 15

Stk. 1 i ændringsforslaget er enslydende med lovforslagets § 22, stk. 2, 1. pkt.

Stk. 2 og 3 svarer til lovforslagets § 22, stk. 2, 2. og 3. pkt., med den præcisering, at beretningen offentliggøres samtidig med indkaldelsen efter § 22.

Stk. 4 er en ny bestemmelse, der overfører princippet fra kommuneplanlovens § 6, stk. 3, om planmyndighedens pligt til at forestå en oplysningsvirksomhed med henblik på at fremkalde en offentlig debat til de fire-årlige planrevisioner. Bestemmelsen vedrører såvel kommune- som regionplaner.

Til nr. 16

Ændringsforslaget er enslydende med kommuneplanlovens § 27, stk. 1, 2. pkt.

Til nr. 17 og 18

Ændringsforslagene betyder, at den hidtidige godkendelsesordning opretholdes.

Til nr. 20-22

Ændringsforslagene indebærer, at tredjemands herunder naboers klagemulighed bliver som i gældende ret.

Som konsekvens af klageadgang for tredjemand fastsættes, at tilladelser skal offentliggøres. Dette bevirker, at bestemmelsen om den individuelle orientering af foreninger bortfalder. I overensstemmelse med gældende regler omfatter kravet om offentliggørelse ikke tilfælde, hvor det tilladte er i overensstemmelse med en lokalplan, jf. bekendtgørelse nr. 302 af 1980 om visse klageregler og om offentliggørelse af tilladelser efter lov om by- og landzoner. De øvrige undtagelser fra offentliggørelseskravet i bekendtgørelsen er ikke medtaget, da de på baggrund af de i § 36 nævnte undtagelser ikke kan anses for at have større praktisk betydning.

Det fastsættes i det foreslåede stk. 6, at offentliggørelsen skal indeholde nærmere oplysninger om klageadgang m.v.

Til nr. 23 og 27

Ændringsforslagene er en konsekvens af, at lov nr. 137 af 7. marts 1990 om udstykning og anden registrering af matriklen, der træder i kraft den 1. april 1991, ved udstykning alene forstår fraskillelse af et areal fra en eller flere samlede faste ejendomme for fremtidigt at udgøre en ny samlet fast ejendom. Fraskillelse af et areal til sammenlægning med anden ejendom betragtes således ikke længere som udstykning og kræver ikke landzonetilladelse, jævnfør i øvrigt lov nr. 138 af 7. marts 1990 om konsekvensændringer som følge af udstykningsloven, der ændrer by- og landzonelovens § 6.

Til nr. 24

Ændringen er en konsekvens af, at naturbeskyttelsesloven ikke gennemføres i indeværende folketingssamling.

Til nr. 25

Ændringsforslaget skal præcisere, at oprettelse af en ny bolig i landzone altid kræver landzonetilladelse, hvis oprettelsen ikke frit kan ske efter bestemmelsen om erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri i paragraffens stk. 1, nr. 4, der bliver nr. 3.

Til nr. 26

Ændringen er en konsekvens af, at Byggestyrelsen i det den 26. juni 1990 udsendte tillæg nr. 9 til Bygningsreglementet 1982 har ophævet krav om byggetilladelse til de sireneanlæg til varslingsanlæg, der udføres af Civilforsvarsstyrelsen. Reglerne bør være ens i bygge- og zonelovgivning, og efter gældende cirkulære til by- og landzoneloven skal der ikke meddeles zonelovstilladelse i disse situationer, når kravet om byggetilladelse er ophævet.

Til nr. 28

Ændringsforslaget ophæver begrænsningen om, at der kun må være 5 beskæftigede på ejendommen. Denne betingelse blev indsat i by- og landzonelovens § 8 a ved dennes udformning i 1987 for at forhindre, at der blev etableret egentlige industrielle virksomheder efter anmeldeordningen. Bestemmelsen er imidlertid vanskelig at håndhæve i praksis, og det er opfattelsen, at kravet om, at det kun er bestemte typer af erhverv, der kan etableres, og at etableringen skal ske i allerede eksisterende bygninger, sætter en mere relevant begrænsning for virksomhedens omfang end den personmæssige begrænsning.

Kravet om, at der ikke må foretages væsentlige om- eller tilbygninger, betyder, at der som hidtil kan foretages alle de for erhvervsetableringen nødvendige indre ombygninger, herunder ombygninger til opfyldelse af krav, der stilles af myndighederne som betingelse for etableringen, f.eks. krav efter sundheds- og arbejderbeskyttelseslovgivningen.

De ikke væsentlige om- eller tilbygninger, der er tilladt efter bestemmelsen, omfatter også mindre, udvendige om- og tilbygninger.

Til nr. 29

Med ændringsforslaget ønskes en markering af, at det skal være kommunerne, der gennem lokalplanlægning skal træffe afgørelse om et sommerhusområdes egnethed til helårsbeboelse for pensionister.

Sommerhusområderne landet over har meget forskellig karakter og udformning. Der kan endog inden for den enkelte kommune være meget store forskelle. Der bør derfor gennem lokalplanprocedure foregå en frugtbar dialog mellem borger og kommune, samtidig med at der foretages en planmæssig vurdering af et område, før der gives generel tilladelse til helårsbosætning for pensionister inden for det pågældende sommerhusområde.

Til nr. 30

Ændringen foreslås i anerkendelse af, at en stærk tilknytning til et område kan opstå, uanset ejendommen ikke i hele perioden har været forsynet med et sommerhus. Da kravet om ejertid for ejendommen fastholdes, findes der ikke at være risiko for omgåelse af bestemmelsen.

Til nr. 31

Det vurderes, at 8 års ejerskab er tilstrækkeligt til at sikre den langvarige tilknytning til sommerhuset, som er baggrunden for reglen. 8 års ejerskab er også fundet at være tilstrækkelig langt til at sikre, at reglen ikke påvirker ejendomspriserne.

Til nr. 32

Ændringsforslaget giver pensionister en personlig ret til at bo helårs i sommerhuset. Retten ændrer ikke på husets status som sommerhus. Efter boligreguleringsloven betragtes en bolig som en helårsbolig, hvis den anvendes til helårsbeboelse. For at undgå, at der opstår fortolkningstvivl, er det derfor fundet rigtigst at præcisere, at boligreguleringsloven ikke finder anvendelse på de sommerhuse, der er omfattet af § 41.

Til nr. 33

Pensionistbegrebet i loven er på baggrund af de stedfundne drøftelser foreslået ændret. Det findes at være i overensstemmelse med den tilsigtede varetagelse af menneskelige hensyn at udvide bestemmelsen, så også f.eks. førtidspensionerede tjenestemænd, enkepensionister og personer med privat pensionsordning får mulighed for at anvende deres sommerhus til helårsbeboelse, når de forlader arbejdsmarkedet.

Til nr. 34

Ændringsforslaget indebærer, at en pensionists ægtefælle eller samlever kan fortsætte med at benytte sommerhus til helårsbeboelse efter pensionistens død.

Til nr. 35 og 36

Ændringsforslagene åbner mulighed for, at andre medlemmer af pensionistens husstand end ægtefælle eller samlever efter pensionistens død kan fortsætte med at benytte sommerhuset til helårsbeboelse. Reglen vil f.eks. gælde for et hjemmeboende barn. Reglen bortfalder ved fraflytning. Retten omfatter ikke medlemmer af ægtefællens, samleverens eller f.eks. barnets senere husstand.

Til nr. 37, 38 og 41

Ændringsforslagene er en konsekvens af, at lov om naturklagenævnet ikke kan gennemføres i indeværende folketingssamling. Bestemmelsen om klagemyndighed er derfor ændret, så de sager, der efter lovforslaget skulle afgøres af Naturklagenævnet, i stedet afgøres af Overfredningsnævnet. Det bemærkes herved, at Overfredningsnævnet har en sammensætning, der i princippet svarer til den foreslåede sammensætning af Naturklagenævnet.

Til nr. 39 og 40

Ændringsforslagene er en konsekvens af klageretten for tredjemand efter landzonebestemmelserne. Klageberettigelse kan herefter defineres ens for hele lovens område.

Til nr. 42

Ændringsforslaget betyder, at de nye regler om pensionisters ret til helårsbeboelse i deres sommerhuse kan træde i kraft så tidligt, at de pensionister, der ønsker det, kan etablere sig helårs i sommerhuse allerede i indeværende år.

Til nr. 43

Ændringsforslaget tilsigter at hindre, at der opstår forsinkelser i det igangværende planlægningsarbejde. Under hensyn til, at der i visse kommuner arbejdes med en ret lang tidshorisont i forbindelse med planrevisioner, foreslås det, at der åbnes mulighed for en »overgangsperiode«, hvor kommunalbestyrelsen kan vælge at følge de hidtil gældende regler for planers tilblivelse. Dette foreslås som en mulighed for planer, der offentliggøres inden 1. juli 1992. Herved vil de kommuner, der har et særligt behov for lang planlægningstid, have ca. 1 år fra lovens vedtagelse til den fulde ikrafttrædelse, hvor arbejdet kan indrettes efter de nye regler. Hvis de hidtil gældende regler skal følges, skal det ske fuldt ud.

Til nr. 44

Ændringsforslaget er en konsekvens af en ny lovbekendtgørelse af frikommuneloven.

Til nr. 45

Ændringsforslaget konsekvensændrer skattelovgivningens henvisninger til de gældende planlove.

Helen Beim (S) Henning Gjellerod (S) Martin Glerup (S) Lise Hækkerup (S) Rosing (S) Jacob Lindenskov (S) Trøjborg (S) Gade (SF) nfmd. Lis Noer Holmberg (CD) Eva Møller (KF) Rønholt (KF) Peter Hansen-Nord (V) Hanne Severinsen (V) Bodil Thrane (V) Aage Brusgaard (FP) fmd. Lone Dybkjær (RV) Glønborg (KRF)

Ingen

Nr BTL 76

Betænkning over Forslag til lov om planlægning

Nr L 76 1990-91, 2. samling

Afgivet af Miljø- og Planlægningsudvalget

Afgivet: 19910527