Legislator Case Law & Legislation
199024K00059 DK

1990 BTL 59 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LIGNINGSLOVEN OG PERSONSKATTELOVEN (BESKATNING AF SOCIALE YDELSER EFTER BISTANDSLOVEN) NR L 59 1990-91, 2. SAMLING

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Betænkning over lovforslag 1990 59 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret

skriftligt.

Der er af skatteministeren og af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et flertal inden for flertallet (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) ønsker at udtale følgende

Socialdemokratiet har sammen med SF stillet ændringsforslag om, at offentlige tilskud til pensionisters højskoleophold fritages for beskatning.

Socialdemokratiet er generelt betænkelig ved at løse alle mulige problemer gennem særordninger i skattelovgivningen. Når Socialdemokratiet her er medforslagsstiller til et ændringsforslag, der fritager pensionister for skat af ovennævnte tilskud, skyldes det, at det er helt uforståeligt for borgerne, at små offentlige tilskud af den karakter i dag undergives en meget uensartet skattemæssig behandling i de enkelte kommuner, og ofte halveres tilskuddet gennem skattebetaling.

Da ændringsforslaget samtidig indeholder en meget klar afgrænsning, er det forsvarligt at løse problemet gennem en konsekvent skattefritagelse.

Et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Fremskridtspartiets og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af skatteministeren stillede ændringsforslag.

Ændringsforslag

Af skatteministeren, tiltrådt af udvalget

Til titlen

1) Lovforslagets titel affattes således

»Forslag

til

Lov om ændring af ligningsloven, personskatteloven og skattekontrolloven

(Beskatning af sociale ydelser efter bistandsloven)».

Af et mindretal (S og SF), tiltrådt af et mindretal (CD og KRF)

Underændringsforslag

til ændringsforslag nr. 1

2) I den under ændringsforslag nr. 1 foreslåede affattelse af titlen indsættes efter ordet »bistandsloven«: »og tilskud i henhold til lov om folkehøjskoler, landbrugsskoler, husholdningsskoler og efterskoler«.

Til § 1

3) Efter den foreslåede ændring, der bliver nr. 1, indsættes som nyt nummer

»01. I § 7 indsættes som litra ø

»ø) Tilskud i henhold til kapitel 4 i lov om folkehøjskoler, landbrugsskoler, husholdningsskoler og efterskoler til personer, som, når tilskuddet modtages, opfylder aldersbetingelsen efter lov om social pension for at modtage folkepension, som modtager eller får forskud på førtidspension, eller som modtager invaliditetsydelse med bistands- eller plejetillæg.«»

Af skatteministeren, tiltrådt af udvalget

Ny paragraf

4) Efter § 2 indsættes som ny paragraf

»§ 01

I skattekontrolloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 596 af 17. august 1990, foretages følgende ændring

I § 11 C, 1. pkt., ændres »bistandslovens kapitel 9 og 10« til: »bistandslovens kapitel 9 samt bistandslovens § 49 b, stk. 2, og § 49 f, stk. 3«.'

Til § 3

Af et mindretal (S og SF), tiltrådt af et mindretal (CD og KRF)

5) Efter 1. pkt. indsættes som nyt punktum

»Lovens § 1, nr. 01, har virkning fra og med indkomståret 1991.«

Af skatteministeren, tiltrådt af udvalget

6) Efter 1. pkt. indsættes som nyt punktum

»Lovens § 01 har virkning for indberetning om udbetaling af ydelser i kalenderåret 1991 og senere år.«

Bemærkninger

Til nr. 1 og 4

Skattefrie ydelser, der udbetales efter bistandsloven, og som efter personskattelovens § 1 medfører en nedsættelse af personfradraget, skal efter skattekontrollovens § 11 C årligt indberettes til skattemyndighederne af de sociale myndigheder.

Herved sikres på den ene side, at ydelserne ikke beskattes, og på den anden side, at den påbudte personfradragsreduktion foretages ved skatteberegningen.

I lovforslagets § 2 foreslås personskattelovens § 11 ændret, således at også ydelser efter bistandslovens § 49 b, stk. 2, og § 49 f, stk. 3, skal medføre en nedsættelse af personfradraget. Gennemførelsen af dette forslag nødvendiggør en tilsvarende ændring i skattekontrollovens § 11 C.

Henvisningen i skattekontrollovens § 11 C til ydelser efter bistandslovens kapitel 10 er uden betydning i dag, efter at de tidligere bestemmelser om varig hjælp i bistandslovens kapitel 10 blev ophævet i 1986.

Ændringsforslagene har ingen provenumæssige og administrative konsekvenser.

Til nr. 2, 3 og 5

Ændringsforslagene indebærer, at tilskud til højskoleophold bliver gjort skattefri. Skatteudvalget har tidligere haft henvendelser fra pensionister, der opnår kommunale tilskud til højskoleophold. Sådanne tilskud er - selv om de blot dækker merudgifterne ved opholdet - skattepligtige. Det betyder i praksis, at skatten bagefter tager halvdelen af tilskuddet, og at pensionisten det efterfølgende år risikerer at miste »frynsegoder« på grund af denne ekstra indtægt. Det finder forslagsstillerne uhensigtsmæssigt, hvorfor tilskuddene foreslås gjort skattefrie. I øvrigt har en rundspørge hos kommunerne vist, at disse tilskud behandles ganske forskelligt, idet en række kommuner fortsat ikke beskatter dem.

Til nr. 6

De sociale myndigheders indberetninger til skattemyndighederne om ydelser efter bistandslovens § 49 b, stk. 2, og § 49 f, stk. 3, skal efter ændringsforslaget foretages om alle udbetalinger i kalenderåret 1991. Indberetningen skal foretages første gang i januar måned 1992.

Pia Gjellerup (S) fmd. Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Hans Erenbjerg (S) Stavad (S) Ove Fich (S) Jes Lunde (SF) Jens Thoft (SF) Bente Juncker (CD) Aagaard (KF) Pernille Sams (KF) Peter Brixtofte (V) nfmd. Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) Ole Donner (FP) Elisabeth Arnold (RV) Kofod-Svendsen (KRF)

Betænkning over lovforslag 1990 59 Valid

Nr BTL 59

Betænkning over Forslag til lov om ændring af ligningsloven og personskatteloven (Beskatning af sociale ydelser efter bistandsloven)

Nr L 59 1990-91, 2. samling

Afgivet af Skatteudvalget

Afgivet: 19910313

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →