Legislator Case Law & Legislation
199024K00051 DK

1990 BTL 51 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF FÆRDSELSLOVEN (GENERHVERVELSE AF FØRERRET OG KONFISKATION AF MOTORKØRETØJER) NR L 51 1990-91, 2. SAMLING

6 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (6)

Statutory Text (6 Articles)

Betænkning over lovforslag 1990 51 Valid

Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til justitsministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål nr. 14

»Ministerens kommentar til vedlagte henvendelse fra E. Wium udbedes, jf. bilag 19.«

Svar

Det forslag til formulering af en bestemmelse om frakendelse af retten til at være registreret som ejer eller bruger af et motorkøretøj, som Sammenslutningen af Sagesløse Trafik Ofre, v. E. Wium, i en henvendelse af 18. marts 1991 har fremsendt til Retsudvalget, rejser isoleret set en række lovtekniske problemer, men forslaget og foreningens udtalelser i øvrigt føjer efter Justitsministeriets opfattelse ikke nye synspunkter til spørgsmålet om indførelse af en spærringsordning.

Efter Justitsministeriets opfattelse taler flere grunde på afgørende punkter imod gennemførelse af en spærringsordning.

En personrelateret spærring vil for det første være meget let at omgå ved proformaregistreringer f.eks. mellem ægtefæller og bekendte. Gennemføres ordningen, vil det uden tvivl indebære, at der i et ikke ubetydeligt omfang sker proformaregistreringer.

Rigspolitichefen har i den forbindelse oplyst, at Det Centrale Motorregister i dag er meget benyttet af politiet i forbindelse med efterforskning af alle former for kriminalitet. For politiets arbejde er det derfor vigtigt, at oplysningerne i Det Centrale Motorregister afspejler virkeligheden, dvs. at de registrerede ejere også er de reelle ejere/brugere.

Politiets mulighed for i praksis at sætte ind over for proformaregistreringer vil være meget begrænset.

Endvidere er der efter Justitsministeriets opfattelse principielle betænkeligheder - bl.a. af præventiv karakter - ved at indføre en ordning, som let kan omgås.

Dernæst vil en spærringsordning ikke kunne gennemføres i alle de mange tilfælde, hvor køretøjet er registreret med et selskab som ejer eller bruger. I andre tilfælde inden for erhvervslivet er virkningen af en spærring, at den udelukker en person fra at stå som ejer af et køretøj, der benyttes af ansatte i vedkommendes virksomhed. En undtagelsesbestemmelse vedrørende dette forhold som foreslået af Rigsadvokaten vil i mange tilfælde kunne misbruges.

Et registreringssystem baseret på personer i stedet for køretøjer vil endelig kunne give problemer i relation til registerlovgivningen. Mange registreringer foretages i dag gennem autoforhandlere, og et personbaseret system vil dermed indirekte kunne indebære videregivelse af uvedkommende oplysninger til private.

Gennemførelse af en ordning, hvorefter en person kan frakendes retten til at være registreret som ejer eller bruger af et motorkøretøj, forudsætter som tidligere oplyst, at den form og fremgangsmåde, som i dag anvendes ved registreringer i Det Centrale Motorregister, skal ændres. Denne ændring kan tænkes foretaget på flere forskellige måder, men uanset hvilken løsning der foretrækkes, vil det forudsætte en forøgelse af politiets ressourcer i form af mere personale og mere edb.

Den omstændighed, at en spærring ikke indebærer nogen mærkbar økonomisk sanktion sammenholdt med den åbenbare mulighed for omgåelse, medfører efter Justitsministeriets opfattelse, at spærringsordningens selvstændige præventive effekt vil være endog meget ringe. Udgifterne ved gennemførelse af en sådan ordning vil derfor ikke stå i rimeligt forhold til den effekt, som ordningen må antages at få. Justitsministeriet må på denne baggrund fastholde, at en spærringsordning ikke på nuværende tidspunkt bør gennemføres hverken som en retsfølge ved enhver ubetinget frakendelse af førerretten eller som alternativ til eller supplement til en konfiskation. Om en spærringsordnings administrative og økonomiske konsekvenser henvises i øvrigt til pkt. 3 i Justitsministeriets skrivelse af 5. april 1991 til Folketingets retsudvalg.

Spørgsmål nr. 15

»Udvalget udbeder sig ministerens kommentar til henvendelsen af 5. april 1991 fra Amtsrådsforeningen i Danmark, jf. L 51 - bilag 22.«

Svar

1. Med hensyn til forslagets eventuelle økonomiske konsekvenser for amterne henvises til Justitsministeriets besvarelse den 18. marts 1991 af Retsudvalgets spørgsmål nr. 13 samt til bemærkningerne i Justitsministeriets skrivelse af 8. april 1991 til udvalget.

Det kan i tilknytning hertil oplyses, at forhandlingerne med amterne om eventuel kompensation efter DUT-princippet endnu ikke er afsluttet.

2. For så vidt angår de opgaver, som ordningen vil medføre, bemærkes, at Justitsministeriet ikke har modtaget konkrete oplysninger, der kan tyde på, at den gældende udsættelses- og benådningsordning har medført en særlig belastning af det bestående behandlingssystem.

3. Justitsministeriet er enig i, at spiritusdømte ikke bør bibringes det indtryk, at de mere frit kan vælge, hvilket offentligt behandlingstilbud de har behov for. Det er i den forbindelse forudsat, at behandlingen i det hele følger de retningslinier, der i øvrigt er gældende i det bestående behandlingssystem.

4. Justitsministeriet er enig i, at ordningen kun bør kunne anvendes i relation til lovovertrædere, som reelt har et behandlingsbehov. Der henvises i den forbindelse til, at påbegyndelse af udsættelses- og benådningsordningen forudsætter en nærmere vurdering fra den pågældende tilsynsmyndighed.

5. Hvad endelig angår en eventuel udsættelse med den foreslåede udvidelse af den gældende forsøgsordning, bemærkes, at forslaget - som også anført i Justitsministeriets skrivelse af 4. april 1991 til Retsudvalget - kun vil omfatte et meget beskedent antal førerretsfrakendte. Justitsministeriet finder derfor ikke, at forslaget bør afvente en evaluering af den igangværende forsøgsordning.

I øvrigt bemærkes, at der i henhold til lovforslagets § 2, stk. 2, skal fremsættes forslag om revision af loven i folketingsåret 1996-97.

Spørgsmål nr. 16

»Ministeren anmodes om teknisk bistand til udarbejdelse af ændringsforslag

a) svarende til indholdet af ændringsforslag formuleret af S.A.T.O., jf. bilag 19 og 21.

b) med tilsvarende formål, men i forbindelse med indregistrering af motorkøretøjet.«

Svar

Ad a) Idet der ønskes et ændringsforslag med et indhold svarende til den af S.A.T.O. formulerede bestemmelse, er det følgende udkast formuleret med udgangspunkt i S.A.T.O.'s forslag, dog med enkelte lovtekniske ændringer.

Betænkning over lovforslag 1990 51 Valid

Kapitel 18 a

Frakendelse af retten til at være registreret som bruger af et motorkøretøj.

Betænkning over lovforslag 1990 51 Valid

§ 133 a. En i Centralregisteret for Motorkøretøjer registreret ejer eller bruger af et motorkøretøj kan frakendes retten til at være registreret som bruger af et motorkøretøj, hvis han har gjort sig skyldig i skadevoldende kørsel i frakendelsestiden. Frakendelsen bortfalder, hvis førerretten generhverves.

Lovforslagets kapitel 18 a og § 133 a bliver herefter kapitel 18 b og § 133 b.

Bemærkninger til § 133 a

Bestemmelsen fastsætter, at en person, som i Centralregisteret for Motorkøretøjer er registreret som ejer eller bruger af et motorkøretøj, kan frakendes retten til at være registreret som bruger, hvis han har gjort sig skyldig i skadevoldende kørsel i frakendelsestiden.

En sådan spærring i Centralregisteret for Motorkøretøjer forudsætter således, dels at der foreligger skadevoldende kørsel, dels at denne kørsel er foregået på et tidspunkt, hvor skadevolderen var frakendt førerretten.

Skadevoldende kørsel

Kravene til den kørsel, som kan udløse en spærring, er - i modsætning til kørsel, der kan medføre frakendelse af førerretten, jf. færdselslovens §§ 125 og 126 - alene beskrevet som skadevoldende kørsel. Efter en rent sproglig fortolkning må begrebet skadevoldende kørsel omfatte kørsel, hvorved der er sket skade på person og/eller ting, men ikke den blotte fremkaldelse af fare for skade. Efter den foreslåede formulering vil spiritus-, promille- og anden hensynsløs kørsel ikke i sig selv kunne udløse en spærring, men kun i kombination med skadeforvoldelse.

Efter formuleringen er spærringsordningen en fakultativ retsfølge, der kan - men ikke automatisk skal - ske. Den foreslåede bestemmelse indeholder ikke en nærmere angivelse af, under hvilke omstændigheder retsfølgen tænkes anvendt, herunder, om karakteren af den forvoldte skade har nogen betydning og i givet fald hvilken. Det er ligeledes uafklaret, om skadevolderens subjektive indstilling til kørslen har nogen indflydelse på brugen af spærringssanktionen, sml. f.eks. færdselslovens § 126, stk. 2, nr. 1, om skærpet reaktion ved forsætligt forvoldt skade.

Kørsel i frakendelsestiden

Ud over kravet om skadevoldende kørsler er det en betingelse for en spærring i Centralregisteret for Motorkøretøjer, at den skadevoldende kørsel er foregået på et tidspunkt, hvor skadevolderen var frakendt førerretten.

Det fremgår ikke af formuleringen, om spærringsordningen kan anvendes ved såvel betinget som ubetinget frakendelse. Det bør i bestemmelsen præciseres, at spærringsordningen kun kan anvendes ved ubetinget førerretsfrakendelse.

Det er efter formuleringen uafklaret, om frakendelsestidens længde og den skadevoldende kørsels tidsmæssige placering i frakendelsestiden - f.eks. i begyndelsen eller i slutningen - skal tillægges nogen vægt ved vurderingen af, om der i den konkrete sag skal ske spærring.

Den omfattede personkreds

Efter bestemmelsens formulering vil alene personer, som på tidspunktet for den skadevoldende kørsel eller eventuelt sagens behandling i retten var registrerede som ejere eller brugere af et motorkøretøj, være omfattet af bestemmelsen.

Den førerretsfrakendte, som uden selv at være registreret som ejer eller bruger af en bil i frakendelsestiden gør sig skyldig i skadevoldende kørsel i f.eks. ægtefællens eller en i øvrigt lån, eller lejet bil, vil således ikke være omfattet af spærringsordningen.

Frakendelse af retten til at være registreret som bruger

Begrebet bruger er i færdselslovens § 67, stk. 2, defineret som den, der har varig rådighed over køretøjet.

Samme definition er anvendt i bekendtgørelse nr. 179 af 14. marts 1990 om registrering af motorkøretøjer m.v., hvor det af § 7, stk. 3, fremgår, at både ejerens og brugerens navn, CPR-nummer, SE-nummer og adresse skal registreres, når et køretøjs ejer er forskellig fra køretøjets bruger. Det fremgår udtrykkeligt af den foreslåede formulering, at alene retten til at være registreret som bruger skal kunne frakendes. Efter forslaget vil det således være lovligt, at en person efter en spærringsdom får (om)registreret et køretøj med sig selv som ejer og en ægtefælle, slægtning eller bekendt som bruger.

Ad b) Det fremgår ikke umiddelbart af spørgsmålet, hvorledes det formål, som er baggrunden for S.A.T.O.'s forslag, tænkes gennemført i forbindelse med indregistrering af motorkøretøjer, men Justitsministeriet har opfattet Retsudvalgets anmodning således, at der spørges om muligheden for at indføre en ordning, hvorefter der i forbindelse med registrering af ejer/brugerforhold for et motorkøretøj skal afgives en strafsanktioneret skriftlig erklæring om, at vedkommende ikke er fradømt førerretten.

En sådan ordning vil for så vidt kunne gennemføres administrativt ved en ændring af Justitsministeriets bekendtgørelse om registrering af motorkøretøjer med den virkning, at misbrug af ordningen i form af urigtige erklæringer vil kunne straffes med bøde eller hæfte efter straffelovens § 163.

Uden et lovmæssigt krav om, at den, der fradømmes førerret, ikke kan få nyregistreret et motorkøretøj, vil virkningen af denne ordning kunne være, at der herved etableres grundlag for en bedre politimæssig kontrol af, at personer, der er frakendt førerretten, ikke fører motorkøretøj i frakendelsestiden.

Ordningen ville således indebære, at politiet kunne få kendskab til, at en person, der i forbindelse med registrering af motorkøretøj erklærer at være frakendt førerretten, desuagtet ønsker at være registreret ejer eller bruger af et køretøj. Herved vil politiet kunne intensivere kontrollen med, at denne gruppe personer ikke selv fører motorkøretøj i frakendelsestiden.

Betænkning over lovforslag 1990 51 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret

skriftligt og i samråd. Nogle af udvalgets spørgsmål og ministerens

svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra

Amtsrådsforeningen i Danmark,

Danmarks Automobilhandler Forening,

Hovedcirklen,

Sammenslutningen af Sagesløse Trafik Ofre og

E. Wium, Frederiksberg.

Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse uændret.

Udvalget bemærker, at spørgsmålet om indførelse af en spærringsordning, dvs. en frakendelse af retten til at være registreret som ejer eller bruger af et motorkøretøj som alternativ eller supplement til konfiskation, har været genstand for nærmere overvejelser i udvalget, bl.a. på baggrund af henvendelse fra Sammenslutningen af Sagesløse Trafik Ofre, SATO.

Justitsministeren har oplyst, at flere grunde taler imod gennemførelse af en spærringsordning. En personrelateret spærring vil således være meget let at omgå ved proformaregistreringer. Politiets mulighed for i praksis at sætte ind over for proformaregistreringer vil være begrænset.

Dernæst vil en spærringsordning ikke kunne gennemføres i tilfælde, hvor køretøjet er registreret med et selskab som ejer eller bruger. I andre tilfælde kan en spærring udelukke en person fra at stå som ejer af et køretøj, der benyttes af ansatte i vedkommendes virksomhed. En undtagelsesbestemmelse vedrørende dette forhold vil kunne misbruges, bl.a. ved at personligt drevne virksomheder oprettes proforma.

Gennemførelse af en ordning, hvorefter en person kan frakendes retten til at være registreret som ejer eller bruger af et motorkøretøj, forudsætter, at den form og fremgangsmåde, som i dag anvendes ved registreringer i Det Centrale Motorregister, skal ændres. Denne ændring kan tænkes foretaget på flere forskellige måder, men uanset hvilken løsning der foretrækkes, vil det forudsætte en forøgelse af politiets ressourcer i form af mere personale og mere edb.

Udvalget har bemærket, at justitsministeren har oplyst, at Rigspolitichefen vil blive anmodet om at være opmærksom på muligheden for at etablere en spærringsordning i forbindelse med udarbejdelse af et nyt edb-system.

Justitsministeren har tilkendegivet, at han vil være indstillet på inden 2 år at afgive en beretning til Retsudvalget om en spærringsordning, således at udvalget kan overveje spørgsmålet nærmere.

Udvalget har på det grundlag fundet, at der ikke på nuværende tidspunkt bør etableres en spærringsordning.

Justitsministeren har i et svar på et af udvalgets spørgsmål oplyst, at der administrativt kan indføres en ordning, hvorefter der i forbindelse med registrering af ejer/brugerforhold for et motorkøretøj skal afgives en strafsanktioneret skriftlig erklæring om, at vedkommende ikke er fradømt førerretten.

Udvalget finder, at der bør indføres en sådan erklæringsordning.

Dorte Bennedsen (S) Erling Christensen (S) Lise Hækkerup (S) Frank Jensen (S) Ove Fich (S) Karen Jespersen (S) Ebba Strange (SF) nfmd. Pernille Frahm (SF) Nør Christensen (CD) Grove (KF) fmd. Helge Adam Møller (KF) Inge Dahl-Sørensen (V) Birthe Rønn Hornbech (V) Svend Aage Jensby (V) Tom Behnke (FP) Niels Helveg Petersen (RV) Inger Stilling Pedersen (KRF)

Betænkning over lovforslag 1990 51 Valid

Nr BTL 51

Betænkning over Forslag til lov om ændring af færdselsloven (Generhvervelse af førerret og konfiskation af motorkøretøjer)

Nr L 51 1990-91, 2. samling

Afgivet af Retsudvalget

Afgivet: 19910418

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →