1990 BTL 44 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ARBEJDSSKADEFORSIKRING (NEDSÆTTELSE AF KOMPENSATIONEN FOR ARBEJDSGIVERNES UDGIFTER TIL ARBEJDSSKADEFORSIKRING) NR L 44 1990-91, 2. SAMLING
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
Et af udvalgets spørgsmål til socialministeren og dennes svar herpå
Spørgsmål 1
Det bedes oplyst, om eksportpakken efter regeringens mening har haft nogen indflydelse på dansk eksport.
Svar
Økonomiministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet oplyst følgende
»I anden halvdel af 1987 blev der gennemført to sæt eksportfremmende foranstaltninger. Dels en fremskyndelse af momsrefusionen for eksport m.v. Dels omlægningen af arbejdsgiverafgifterne, som kompensationen for arbejdsgivernes udgifter til arbejdsskadeforsikring var en mindre del af. Formålet med foranstaltningerne var at modvirke den forringelse af konkurrenceevnen over for udlandet, der indtraf som følge af den forstærkede lønstigningstakt i 1986/87, og som på daværende tidspunkt truede tilliden til den økonomiske politik, herunder fastkurspolitikken.
Foranstaltningerne må anses for at have været en del af forklaringen på, at udviklingen vendte fra tab af markedsandele på eksportmarkederne til gevinst.«
Socialministeriet kan henholde sig hertil.
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til socialministeren, som denne har besvaret
skriftligt. Et af udvalgets spørgsmål og socialministerens svar
herpå er optrykt som bilag til denne betænkning.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra Butikshandelens Fællesråd og Håndværksrådet.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Socialdemokratiets medlemmer) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal inden for flertallet (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget) ønsker at udtale følgende
Socialistisk Folkeparti vil støtte lovforslaget, fordi den tidligere kompensation var ca. 1 mia. kr. højere end arbejdsgivernes faktiske udgifter til arbejdsskadeforsikring.
SF mener, at kompensationen bør nedsættes yderligere, og satserne omlægges, så de i højere grad ansporer arbejdsgiverne til at gøre noget ved arbejdsmiljøet, så arbejdsskader undgås.
Et andet mindretal inden for flertallet (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) ønsker at bemærke
Fremskridtspartiet forudsætter, at skatteministerens forslag om nedsættelse af erhvervsbeskatningerne til 38 pct. også bliver gennemført i indeværende folketingssamling.
Beskatningen af det danske erhvervsliv er i forvejen alt for høj, hvorfor nærværende lovforslag ikke bør nyde fremme, medmindre erhvervslivets skatteniveau samtidig sænkes.
Det er en positiv udvikling, at erhvervslivet i højere og højere grad selv skal betale sine udgifter, men så skal beskatningerne af erhvervslivet også sættes tilsvarende ned.
Et mindretal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling og udtaler
Mindretallet erindrer om, at kompensationen for arbejdsgivernes udgifter til arbejdsskadepræmier var et led i en aftale mellem Socialdemokratiet og firkløverregeringen, den såkaldte eksportpakke, i forbindelse med finansloven for 1988.
Arbejdsgiverne kompenseredes for gennemsnitsudgifterne, som dengang var 1.800 kr. pr. år pr. ansat. Dette beløb varierer en hel del fra branche til branche.
Det fremgik af lovforslaget fra 1987, at der var tale om en vis overkompensation.
Vedtagelsen af det foreliggende lovforslag er en ganske perspektivløs belastning af erhvervslivet og en forringelse af konkurrenceevnen.
Økonomiministeren har under udvalgsbehandlingen i en besvarelse af et spørgsmål meddelt, at »Foranstaltningerne må anses for at have været en del af forklaringen på, at udviklingen vendte fra tab af markedsandele på eksportmarkederne til gevinst«, og heri er mindretallet ganske enig.
Det var mindretallets betingelse for at stemme for lovforslaget, at ministeren tilkendegav, at hun ville fremsætte forslag om en graduering af præmierne til arbejdsskadeforsikringerne og forslag om at tilbageføre nogle af samfundets udgifter til arbejdsskader til produktionen.
Socialministeren har under udvalgsbehandlingen meddelt, at regeringen ikke agter at stille forslag om hverken præmiegraduering eller tilbageføring af nogle af samfundets udgifter til arbejdsskader til produktionen.
Jytte Andersen (S) Pernille Forchhammer (S) Jytte Hilden (S) Jørn Pedersen (S) Jan Petersen (S) Grete Schødts (S) Taanquist (S) nfmd. Hanne Thanning Jacobsen (SF) Bente Juncker (CD) Pia Christmas-Møller (KF) Per Tærsbøl (KF) Agnete Laustsen (KF) Eva Kjer Hansen (V) Hanne Severinsen (V) Tom Behnke (FP) Marianne Jelved (RV) Kofod-Svendsen (KRF) fmd.
Ingen
Nr BTL 44
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsskadeforsikring (Nedsættelse af kompensationen for arbejdsgivernes udgifter til arbejdsskadeforsikring)
Nr L 44 1990-91, 2. samling
Afgivet af Socialudvalget
Afgivet: 19910207