Legislator Case Law & Legislation
199024K00039 DK

1990 BTL 39 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL DYREVÆRNSLOV NR L 39 1990-91, 2. SAMLING

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Betænkning over lovforslag 1990 39 Valid

§ 01. Justitsministeren nedsætter et råd, som efter begæring skal rådgive ministeren i forbindelse med fastsættelsen af regler efter denne lov. Rådet kan endvidere afgive udtalelser om spørgsmål vedrørende dyreværn.

Stk. 2. Rådet består af en formand og 2 andre medlemmer. Formanden og medlemmerne skal være særligt sagkyndige inden for dyreværnsmæssige spørgsmål. Justitsministeren udpeger rådets formand og de øvrige medlemmer. De øvrige medlemmer udpeges efter indstilling fra henholdsvis Landbrugsraadet og dyreværnsforeningerne.

Stk. 3. Rådet kan indhente udtalelser fra særligt sagkyndige, når en sags behandling forudsætter en sagkundskab, som rådets medlemmer ikke i tilstrækkeligt omfang er i besiddelse af.

Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte de nærmere regler for rådets virksomhed i en forretningsorden.«

Til § 26

14) I stk. 2 ændres »Det Dyreetiske Råd« til: »det særlige råd vedrørende dyreværnsspørgsmål«.

Til § 28

15) I stk. 1, 4. pkt., indsættes efter »bøde« ordene: », hæfte eller fængsel indtil 6 måneder«.

16) I stk. 3 indsættes efter »bøde« ordene: »eller under skærpende omstændigheder med hæfte«.

Til § 31

17) I stk. 1 ændres »den 1. april 1991« til: »den 1. september 1991«.

Til § 32

18) Paragraffen affattes således

»§ 32. I lov nr. 382 af 10. juni 1987 om dyreforsøg, som senest ændret ved lov nr. 405 af 13. juni 1990, ændres i § 20, stk. 3, »folketingsåret 1990-91« til: »folketingsåret 1992-93«.

Bemærkninger

Til nr. 1

Efter ændringsforslaget vil det udtrykkeligt fremgå, at dyrs sundhed indgår i vurderingen af, om dyret behandles omsorgsfuldt. Regler, der sigter på beskyttelse af husdyr mod sygdomme som følge af faktorer i dyrenes fysiske miljø, forudsættes fortsat udstedt i medfør af lov om husdyrsygdomme.

Til nr. 2

Efter ændringsforslaget påhviler det enhver, der holder dyr, at sørge for, at dyrene tilses mindst en gang i døgnet. Dyr, der f.eks. indgår i ekstensive husdyrhold på græsarealer og lignende, herunder marskarealer, engarealer og skove, vil vanskeligt kunne underkastes dagligt tilsyn og foreslås underkastet jævnlige tilsyn afpasset efter forholdene. Efter ændringsforslaget er det ikke et krav, at den, der holder dyr, personligt tilser dyret eller dyrene, idet det alene kræves, at pågældende sørger for det fornødne tilsyn.

Endvidere påhviler det den, der erhvervsmæssigt holder dyr, at sørge for, at dyreholdet tilses af dyrlæge. Det er udtrykkeligt fastslået, at der ikke må forløbe mere end et år mellem hvert tilsyn.

Til nr. 3

Den foreslåede ændring af § 4, stk. 3, betyder, at justitsministeren f.eks. skal fastsætte regler, der sikrer

- forbud mod opførelse af etagestalde og mørkestalde,

- forbud mod opførelse af nye æglægningsbure,

- kvægs adgang til jævnlig motion og frisk luft,

- kvægs og svins adgang til halmstrøelse,

- at kvæg og svin har så meget plads, at de uhindret kan røre sig og ligge ned alle sammen på samme tid, og

- at drægtige søer ikke er opbundne.

Til nr. 4

Ændringsforslaget er begrundet i, at det er lige så vigtigt at forebygge som at helbrede.

Til nr. 5

Husdyrhold af ræve i de bursystemer, der kendes i dag, skal bringes til ophør senest år 1996.

Justitsministeren fastsætter regler for hold af mink som husdyr.

Til nr. 6

Ved ændringsforslaget sker der en præcisering af, at justitsministeren efter § 12 kan fastsætte nærmere regler om og herunder forbyde anvendelse af bioteknologi, herunder væksthormoner, genteknologi og lignende på, produktionsdyr i landbruget.

Til nr. 7

Efter ændringsforslaget vil der kunne fastsættes administrative regler om, at aflivning af visse større dyr kun må foretages af en dyrlæge eller en anden autoriseret person. Det forudsættes, at der i de administrative regler gøres undtagelse for særlige situationer, f.eks. nødsituationer, hvor aflivning ved andre personer må anses for forsvarlig. Justitsministeriet vil anmode det særlige råd vedrørende dyreværnsspørgsmål om en udtalelse om, hvilke dyr der bør være omfattet af sådanne regler.

Til nr. 8 og 9

Efter ændringsforslagene er ethvert operativt eller lignende indgreb, herunder halekupering af hunde, forbudt, hvis indgrebet er begrundet i kosmetiske hensyn. Halekupering på hunde må imidlertid ske på nogle nærmere af justitsministeren opregnede jagthunderacer, der risikerer at pådrage sig haleskader, når de er fuldt udvoksede.

Til nr. 10

Bestemmelsen er overflødig, og den vil ødelægge cirkus og andre spændende ting. Desuden er dyrene sikret i resten af dyreværnsloven, og publikum er sikret i straffeloven.

Til nr. 11

Personer med dyrehold skal have samme retssikkerhed, som alle andre borgere, og det offentlige skal ikke her på et specifikt punkt kunne krænke den private ejendomsret nemmere end i andre tilfælde.

Når politiet skal overholde reglerne i forbindelse med eftersættelsen af en farlig bankrøver, hvor hvert sekund tæller, så skal de også kunne gøre det, hvis en landmand mistænkes for at behandle sine dyr mindre godt, end loven foreskriver. Ellers vil der opstå et mærkeligt misforhold mellem overtrædelsernes grovhed.

Til nr. 12

Ændringsforslaget er en konsekvens af forslaget om det særlige råd vedrørende dyreværnsspørgsmål, jf. ændringsforslag nr. 13. Det er hensigten, at det normalt skal være det særlige råd, som rådgiver justitsministeren i forbindelse med udfyldelsen af lovens bemyndigelsesbestemmelser. Arbejdsområdet for Det Dyreetiske Råd bør derfor koncentreres om at følge den almindelige udvikling inden for dyreværn og afgive udtalelse herom. I særlige tilfælde, hvor det ved fastsættelsen af f.eks. administrative forskrifter vil være af betydning at overveje reglerne ud fra en etisk vurdering, kan justitsministeren anmode Det Dyreetiske Råd om en udtalelse om dette spørgsmål.

Til nr. 13

Efter ændringsforslaget skal justitsministeren nedsætte et særligt udvalg vedrørende dyreværn. Udvalget, som har en rådgivende funktion, skal bistå ministeren i dyreværnsmæssige spørgsmål.

Til nr. 15 og 16

Ved ændringsforslagene bringes straffebestemmelsen vedrørende overtrædelse af et efter § 28, stk. 1, nedlagt forbud mod at beskæftige sig med dyr i overensstemmelse med straffelovens § 131 om straf for udøvelse af en virksomhed, hvortil retten er frakendt. Overtrædelse af et nedlagt forbud efter § 28, stk. 1, vil efter almindelige fortolkningsprincipper ikke kunne straffes efter straffeloven, og det findes derfor hensigtsmæssigt, at strafferammerne i dyreværnslovens regler om overtrædelse af forbud svarer til den nævnte bestemmelse i straffeloven.

Dorte Bennedsen (S) Erling Christensen (S) Lise Hækkerup (S) Frank Jensen (S) Ove Fich (S) Karen Jespersen (S) Ebba Strange (SF) nfmd. Gert Petersen (SF) Svend Aage Jensen (CD) Grove (KF) fmd. Helge Adam Møller (KF) Inge Dahl-Sørensen (V) Birthe Rønn Hornbech (V) Svend Aage Jensby (V) Tom Behnke (FP) Niels Helveg Petersen (RV) Inger Stilling Pedersen (KRF)

Betænkning over lovforslag 1990 39 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret

skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra

Assurandør-Societetet,

Axelsen, Hans, Hedensted,

Dansk Kennel Klub,

Dansk Pelsdyravler Forening,

Den Danske Dyrlægeforening,

Dyreværnsforeningernes Fællesråd,

Foreningen til Dyrenes Beskyttelse i Danmark,

Jagtorganisationernes Fællesudvalg,

Kattens Værn,

Kattrup, Lene, Hillerød,

Landbrugsraadet,

Morsø Landboforening og

NOAH's gensplejsningsgruppe.

Der er af justitsministeren og 2 mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Et mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) anerkender, at lovforslaget gennem udvalgsbehandlingen er blevet forbedret væsentligt.

Mindretallet kan derfor støtte samtlige de af ministeren stillede ændringsforslag.

Mindretallet har overvejet at stille ændringsforslag om kommunernes forpligtelse i forbindelse med problemet omkring herreløse katte. Imidlertid vil mindretallet foreløbig afvente resultatet af Justitsministeriets kontakt til Kommunernes Landsforening.

Mindretallet havde gerne set et totalt forbud mod kupering af hundehaler, da mindretallet ikke finder begrundelserne for kupering af visse hunderacers haler tilstrækkeligt overbevisende. Imidlertid har mindretallet med flertallets og justitsministerens bemærkninger og ænringsforslag i det mindste fået indskrænket brugen af halekupering, og mindretallet ønsker ikke med et ændringsforslag at gøre debatten om denne meget vigtige lov til hovedsagelig en debat om halekupering. Mindretallet har derfor valgt at koncentrere sine ændringsforslag til de områder, som mindretallet finder af størst betydning.

Mindretallet er tilfreds med, at der nu nedsættes et udvalg til at rågive justitsministeren om spørgsmål vedrørende værn af dyr, men mindretallet finder, at det er forkert at afvente dette råds udtalelser, inden der fastsættes regler for de vilkår, der skal gælde for hold af husdyr og hold af vildt som husdyr. Mindretallet mener, at Folketinget bør påtage sig sit ansvar ved at fastsætte helt elementære krav til husdyrhold. Mindretallet finder også, at det er forkert at afvente internationale regler på disse områder. Tværtimod mener mindretallet, at et land som Danmark, der er anerkendt for en høj kvalitet i landbrugsproduktionen, bør gå i spidsen og vise vejen for fremtidig behandling af landbrugets dyr.

Mindretallet har derfor stillet ændringsforslag nr. 3 og nr. 5 og indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af justitsministeren og de af mindretallet stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af justitsministeren stillede ændringsforslag, idet mindretallet udtaler

Foreningen til Dyrenes Beskyttelse i Danmark, Landbrugsraadet og Den Danske Dyrlægeforening har i en fælles erklæring foreslået, at begrebet sundhed indsættes som en af de faktorer, der skal tages hensyn til med henblik på at behandle dyr omsorgsfuldt. Mindretallet er enig med de nævnte organisationer i, at hensynet til dyrenes sundhed udtrykkelig bør fremgå af lovens § 2.

Mindretallet finder, at en opfyldelse af lovens bestemmelser om forsvarlig og omsorgsfuld behandling af dyr forudsætter, at den, der holder dyr, sørger for, at dyrene undergives tilsyn. Mindretallet finder derfor, at det udtrykkeligt af lovens § 3 bør fremgå, at dyrene skal tilses mindst een gang om dagen. Fritgående dyr på græs eller lignende foreslås undergivet jævnligt tilsyn afpasset efter forholdene. Efter mindretallets opfattelse bør tilsynspligten omfatte ethvert dyrehold, og pligten er således ikke begrænset til den, der erhvervsmæssigt holder dyr. Mindretallet finder endvidere, at dyreværnsloven bør indeholde en bestemmelse om, at alle erhvervsmæssige dyrehold mindst en gang om året skal tilses af en dyrlæge.

Mindretallet har overvejet, om der i loven bør indsættes mere detaljerede regler om beskyttelse af dyr, der holdes til landbrugsformål.

Mindretallet bemærker hertil, at det af lovforslagets § 4, stk. 1, fremgår, at justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om dyrs opholdsarealer og opholdsrum. Af stk. 3 i bestemmelsen fremgår, at der ved fastsættelse af regler efter stk. 1 om dyr i landbruget skal fastsættes overgangsordninger, der sikrer landbruget en rimelig frist til at omstille sig. Af § 4, stk. 2, fremgår, at regler efter stk. 1 om dyr i landbruget, der er af indgribende betydning, kun kan fastsættes, når reglerne beror på en forpligtelse af international karakter.

Mindretallet lægger afgørende vægt på, at justitsministeren har oplyst, at det ikke er hensigten med § 4, stk. 2, at afvente vedtagelsen af internationale retsakter, før der i Danmark tages initiativer til fastsættelse af beskyttelsesregler for dyr på dette område.

Det er således hensigten at anmode det særlige råd vedrørende dyreværnsspørgsmål og Det Dyreetiske Råd om at overveje, om der er behov for at fastsætte regler om f.eks. kvægs adgang til frisk luft og motion, binding af kalve og søer, malkekøers og svins adgang til strøelse, afvænning af smågrise og forbud mod opførelse af mørkestalde og stalde i flere etager.

Når der foreligger udtalelser fra disse særlige instanser, vil der blive taget stilling til, hvorvidt eventuelle forslag til nye dyrebeskyttelsesregler skal søges gennemført ved særlig lovgivning, hvis reglerne er af indgribende karakter, og ellers ved bekendtgørelse. Der arbejdes i EF for tiden på udarbejdelse af minimumsregler for opholdsrum og behandling af dyrene i øvrigt. Af hensyn til velfærden for produktionsdyrene i hele Europa og på grund af den konkurrencesituation, som landbruget befinder sig i, er det af væsentlig betydning, at de nødvendige dyrebeskyttelsesregler gennemføres i hele EF.

Mindretallet lægger endvidere afgørende vægt på justitsministerens oplysning om, at regeringen aktivt vil arbejde for, at der i internationalt regi, navnlig i EF, fastsættes bindende regler, som efter praktiske og videnskabelige erfaringer vil forbedre produktionsdyrenes forhold. Målet skal være, at det efterhånden vil være muligt at afvikle produktionssystemer med permanent binding, ligesom dyrenes pladsforhold bør forbedres.

Justitsministeren har fremhævet, at ændrede krav til produktionsformerne nødvendiggør rimelige overgangsordninger. Mindretallet deler den opfattelse, som bl.a. betyder, at der tages hensyn til allerede foretagne investeringer.

Mindretallet lægger endvidere til grund, at det er regeringens mål, at brugen af æglægningsbure inden for EF afvikles over en periode af 10-12 år. Regeringen har allerede i 1990 rejst dette spørgsmål i EF og vil følge sagen op.

Mindretallet har noteret sig justitsministerens oplysninger og finder det på denne baggrund ufornødent, at der i dyreværnsloven foretages en mere indgående regulering af kravene til dyrs opholdsrum og opholdsarealer, idet mindretallet samtidig finder, at regler herom sædvanligvis må have en sådan detaljeringsgrad, at de mest hensigtsmæssigt fastsættes administrativt. Endvidere vil den fortsatte forskning og tekniske udvikling kunne medføre behov for regler, som ikke kan forudses på nuværende tidspunkt.

Sådanne regler vil kunne blive aktuelle som følge af arbejdet i det særligt rådgivende organ vedrørende dyreværn, jf. nedenfor.

Mindretallet har overvejet, om der i loven bør indsættes nærmere regler om bioteknologi og transgene dyr.

Mindretallet har hertil bemærket, at justitsministeren i medfør af lovforslagets § 12 om beskyttelse af dyr i anden særlig retning vil kunne fastsætte nærmere regler om bioteknologi, bl.a. om væksthormoner, og herunder om forbud mod transgene dyr. Mindretallet finder imidlertid, at der bør ske en præcisering af, at justitsministeren har adgang til at fastsætte bestemmelser herom.

Justitsministeren har over for udvalget oplyst, at den i ændringsforslag nr. 6 foreslåede bemyndigelsesbestemmelse vil kunne udgøre grundlaget for en nærmere regulering, såfremt det efter drøftelse med relevante ministerier og organisationer måtte vise sig at være fornødent.

Mindretallet lægger endvidere til grund, at særlige regler om vildt vil blive taget op i en særlig lovgivning i Landbrugsministeriets regi. Justitsministeren har over for udvalget oplyst, at der i denne særlige lovgivning vil blive taget stilling til bl.a. ræve~ og harefarme. Det er hensigten i denne lovgivning bl.a. at indføre et forbud mod opdræt af harer i de bursystemer, der anvendes i dag.

Mindretallet har overvejet, om lovforslagets § 10 har et for vidt anvendelsesområde.

Efter § 10 kan justitsministeren forbyde hold af dyr, der kan skabe frygt. Efter bestemmelsen vil ikke enhver subjektiv frygt kunne begrunde et forbud. For at kunne forbyde hold af dyr, fordi de kan »skabe frygt«, må det kræves, at de pågældende dyr i almindelighed vil gøre folk bange.

Mindretallet kan derfor med denne præcisering tilslutte sig den nuværende formulering af § 10. Flertallet lægger vægt på, at bestemmelsen udmøntes således, at hold af farlige dyr forbydes.

For så vidt angår de dyreværnsmæssige problemer med hensyn til de herreløse katte lægger mindretallet til grund, at justitsministeren har givet tilsagn om, at Justitsministeriet efter lovens vedtagelse vil tage kontakt til Kommunernes Landsforening med henblik på at fremme og udbygge frivillige kommunale indfangningsordninger eller samarbejdsordninger mellem kommuner og private organisationer, således som det f.eks. er praktiseret i Århus Kommune.

Mindretallet finder endvidere, at spørgsmålet om ændring af jagtlovens § 11 om adgang til at skyde katte bør overvejes på et senere tidspunkt i forbindelse med et forslag til ændring af jagtloven, som for tiden er under forberedelse i Miljøministeriets regi.

Mindretallet finder, at det af dyreværnsloven udtrykkeligt bør fremgå, at det skal være muligt at fastsætte regler om, at aflivning af visse større dyr kun må foretages af en dyrlæge eller en anden autoriseret person. Den nærmere afgrænsning af reglen bør ske administrativt ved bekendtgørelse. Justitsministeren har oplyst, at Justitsministeriet efter lovens vedtagelse vil tage kontakt til det særlige råd vedrørende dyreværnsspørgsmål i forbindelse med udarbejdelse af en bekendtgørelse til regulering af spørgsmålet. Mindretallet finder, at den nærmere udfyldelse af bemyndigelsesbestemmelsen navnlig bør afhænge af den vurdering, som rådet vil fremkomme med. Det vil navnlig skulle overvejes, om de administrative regler skal omfatte hunde og katte. Det bemærkes i denne forbindelse, at loven indeholder et absolut forbud mod aflivning ved drukning.

Mindretallet fremhæver, at operative og lignende indgreb, som sker af kosmetiske grunde, skal være forbudt. Mindretallet er opmærksom på, at halekupering af visse hunderacer kan være nødvendigt, og mindretallet finder derfor, at der bør bibeholdes en adgang for justitsministeren til at tillade halekupering af visse jagthunderacer, der risikerer at pådrage sig haleskader, når de er fuldt udvoksede. Justitsministeriet vil efter lovens vedtagelse rette henvendelse til det særlige råd vedrørende dyreværnsspørgsmål med anmodning om en udtalelse om, hvilke hunderacer der bør være omfattet af undtagelsesreglen. Justitsministeriet vil endvidere inddrage kennelklubber, jagtorganisationer, dyreværnsforeninger og dyrlægeforeningen i overvejelserne.

Adgang til fjernelse af hornanlæg på f.eks. kvæg og får, fjernelse af tænder på smågrise og andre indgreb, der ikke er kosmetisk begrundede, vil fortsat kunne foretages. Justitsministeren kan efter § 14, stk. 2, fastsætte nærmere regler om de forskellige typer af indgreb og skal f.eks. også kunne fastsætte temperaturkrav til elbrændere, der anvendes til fjernelse af hornanlæg. Justitsministeren har oplyst, at Justitsministeriet efter lovens vedtagelse vil rette henvendelse til det særlige råd vedrørende dyreværnsspørgsmål med henblik på, at der bl.a. bliver udarbejdet regler for temperaturkrav til elbrændere, der anvendes til fjernelse af hornanlæg, maksimumsalder for kalve ved fjernelse af hornanlæg og nærmere krav til og om anvendelsen af motordrevne fræsere til klovbeskæring. Der vil også blive taget initiativ til regler om, at fjernelse af hjørnetænder på udvoksede orner skal ske ved afsavning frem for klipning.

Mindretallet lægger vægt på, at justitsministeren over for udvalget har oplyst, at han efter dyreværnslovens vedtagelse vil tage kontakt til dyrehandlernes organisationer med henblik på, at der i brancheforeningernes regi etableres uddannelsestilbud til medlemmerne. Mindretallet finder på denne baggrund ikke, at der vil være behov for regler om autorisationsordninger m.v. i loven. Justitsministeren har oplyst, at han i forbindelse med henvendelsen til dyrehandlernes organisationer samtidig vil lægge betydelig vægt på, at der udarbejdes informationsmateriale til udlevering til købere af dyr.

Mindretallet lægger vægt på, at der snarligt udformes nye administrative bestemmelser om transport af dyr. Justitsministeren har oplyst, at han efter lovens vedtagelse vil tage skridt til en revision af reglerne om transport af dyr. Justitsministeren har oplyst, at han i arbejdet hermed vil inddrage det nedenfor nævnte særlige rådgivende organ. Det bemærkes i den forbindelse, at der i EF i en arbejdsgruppe under Rådet arbejdes med et udkast til forordning om beskyttelse af dyr under transport.

I en fælleserklæring af 19. februar 1991 har Foreningen til Dyrenes Beskyttelse i Danmark, Landbrugsraadet og Den Danske Dyrlægeforening foreslået, at der nedsættes et rådgivende fagudvalg vedrørende dyreværn, som skal bistå justitsministeren med udfærdigelsen af administrative forskrifter i medfør af loven.

Mindretallet er enig med de nævnte organisationer i, at der kan være behov for et særligt rådgivende organ, som kan bistå ministeren i forbindelse med udnyttelsen af lovens bemyndigelsesbestemmelser.

Mindretallet finder, at der fortsat bør være en revisionsklausul i dyreforsøgsloven med henblik på at sikre, at loven senere tages op til revision. Det foreslås derfor, at revisionsklausulen ændres således, at justitsministeren senest i folketingsåret 1992-93 skal fremsætte et lovforslag om ændring af dyreforsøgsloven.

Justitsministeren har oplyst, at han vil anmode Dyreforsøgstilsynet om at arrangere et seminar for Folketingets Retsudvalg til belysning af den praktiske administration af den gældende dyreforsøgslov og drøftelse af mulige ændringer. Folketingets Retsudvalg vil blive inddraget i tilrettelæggelsen af, hvordan der i den forbindelse kan tilvejebringes de relevante oplysninger til brug for overvejelser om dyreforsøgslovgivningen.

Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af mindretallet stillede ændringsforslag. Mindretallet kan endvidere stemme for de af justitsministeren stillede ændringsforslag med undtagelse af det under nr. 6 stillede ændringsforslag.

Mindretallet forventer, at det omtalte årlige dyrlægetilsyn er gennemført, hvis dyrlægen har været tilkaldt til større eller mindre opgaver i løbet af året på bedriften, således at dyrlægen ikke behøver at komme ekstraordinært.

Mindretallet er af den opfattelse, at så vigtige spørgsmål som genteknologi skal behandles af Folketinget og ikke via en bemyndigelse til justitsministeren. Derfor stemmer mindretallet imod, at ministeren skal have denne beføjelse.

Desuden er mindretallet imod forbud mod opdræt af harer i bursystemer.

Når justitsministeren udfærdiger nærmere regler, jf. § 10 og § 13, stk. 2, ønsker mindretallet, at politiet skal kunne foranstalte aflivning af hunde, der har bidt dyr eller mennesker i en sådan grad, at det kræver læge- eller dyrlægebehandling, samt at politiet kan aflive hunden med det samme, hvis tiden ikke tillader tilkaldelse af dyrlæge eller henvisning til dyrlæge med pålæg om aflivning.

Ændringsforslag

Af justitsministeren, tiltrådt af udvalget

Til § 2

1) Ordene »og adfærdsmæssige« ændres til: », adfærdsmæssige og sundhedsmæssige«.

Til § 3

2) Efter stk. 2 indsættes som nye stykker

»Stk. 3. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at dyret tilses mindst en gang om dagen. Dette gælder dog ikke fritgående dyr på græs eller lignende. Sådanne dyr skal dog tilses jævnligt.

Stk. 4. Enhver, der erhvervsmæssigt holder dyr, skal sørge for, at dyreholdet tilses af en dyrlæge mindst een gang årligt. Justitsministeren kan undtage visse mindre husdyrbrug fra reglen i 1. pkt.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 5.

Af et mindretal (S og SF)

Til § 4

3) Stk. 3 affattes således

»Stk. 3. Justitsministeren fastsætter beskyttelsesregler for dyr i landbruget.«

Af et mindretal (FP)

Til § 5

4) Efter »mod sygdom« indsættes ordene: »herunder forebyggelse af sygdom«.

Af et mindretal (S og SF)

Til § 9

5) Efter stk. 3 indsættes som nyt stykke

»Stk. 4. Hold af vilde dyr som husdyr er forbudt, medmindre justitsministeren har givet tilladelse efter indstilling fra det særlige råd vedrørende dyreværnsspørgsmål.«

Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af FP)

Til § 12

6) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke

»Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om og kan herunder forbyde anvendelse af bioteknologi, genteknologi og lignende på produktionsdyr i landbruget.«

Af justitsministeren, tiltrådt af udvalget

Til § 13

7) I stk. 2 indsættes efter »aflivningsformer« ordene: »samt regler om, at aflivning af visse større dyr kun må foretages af en dyrlæge eller en anden autoriseret person«.

Til § 14

8) Stk. 2 affattes således

»Stk. 2. Operative og lignende indgreb, som har til formål at ændre et dyrs udseende, må ikke foretages.«

9) Efter stk. 2 indsættes som nyt stykke

»Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om operative og lignende indgreb, herunder regler om kastration, afhorning, mærkning, fjernelse af kløer og andre legemsdele og beskæring af næb samt klove og hove. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om halekupering af visse hunderacer, der kan anvendes til jagt.«

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.

Af et mindretal (FP)

Til § 17

10) Stk. 2 udgår.

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 2 og 3.

Til § 24

11) Paragraffen affattes således

»§ 24. Politiet skal, hvis det skønnes nødvendigt at skaffe sig adgang til et dyrehold, følge retsplejelovens regler om ransagning. Politiet kan om fornødent tage en sagkyndig med.«

Af justitsministeren, tiltrådt af udvalget

Til § 25

12) Stk. 1 affattes således

»Justitsministeren nedsætter et råd, der ud fra en etisk vurdering skal følge udviklingen inden for dyreværn. Rådet kan afgive udtalelser om spørgsmål inden for dyreværn. Rådet skal endvidere på ministerens begæring afgive udtalelse om særlige spørgsmål vedrørende lovgivningen om dyreværn.«

Nyt kapitel

13) Efter kapitel 5 indsættes som nyt kapitel

»Kapitel 01

Det særlige råd vedrørende dyreværnsspørgsmål

Betænkning over lovforslag 1990 39 Valid

Nr BTL 39

Betænkning over Forslag til dyreværnslov

Nr L 39 1990-91, 2. samling

Afgivet af Retsudvalget

Afgivet: 19910523

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →