1990 BTL 30 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF SELSKABSSKATTELOVEN (ÆNDRET OVERGANGSBESKATNING FOR GENSIDIGE FORSIKRINGSSELSKABER) NR L 30 1990-91, 2. SAMLING
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
Nogle af udvalgets spørgsmål til skatteministeren og dennes svar herpå
Spørgsmål
»Udvalget udbeder sig en liste over gensidige forsikringsselskaber og oplysning om, fra hvilket tidspunkt de forskellige selskaber blev beskattet.«
Svar
De gensidige forsikringsforeninger er enten skattepligtige efter bestemmelsen i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5 eller 6.
Hovedparten af de gensidige forsikringsforeninger er på nuværende tidspunkt omfattet af bestemmelsen i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6. Disse foreninger er alene skattepligtige af erhvervsmæssig virksomhed, hvilket ikke omfatter leverancer til medlemmer. Disse gensidige forsikringsforeninger er således ofte skattefri.
Skattemyndighedernes tavshedspligt forhindrer, at der gives oplysninger om de enkelte foreningers skatteforhold.
Told- og Skattestyrelsen kan derudover oplyse, at styrelsen ikke umiddelbart systemmæssigt kan udtrække oplysninger til besvarelse af det stillede spørgsmål.
Spørgsmål 7
»Ministeren bedes kommentere vedlagte artikel i Børsens Nyhedsmagasin nr. 20 om den frembragte mulighed for skattemæssigt underskud i Statsanstalten.«
Svar
Jeg skal indledningsvis understrege, at den aftale, der er indgået mellem staten og Baltica om Statsanstalten, er en kommerciel handel, og at aftalen er fortrolig af hensyn til Statsanstaltens og Balticas markedsmæssige forhold. Aftalen er derfor heller ikke tilgængelig for Skatteministeriet, og jeg er afskåret fra at kommentere den, ligesom jeg naturligvis heller ikke i almindelighed kan fremlægge oplysninger om selskabernes skattemæssige forhold.
Jeg vil imidlertid gerne knytte en kommentar til det, der synes at være hovedspørgsmålet i artiklen i Børsens Nyhedsmagasin, og som er relevant i forhold til L 36 og dermed også til det af SF fremsatte L 30. Jeg sigter hermed til det, der i artiklen betegnes som »et teknisk konstrueret skatteunderskud på fire mia. kr., som Statsanstalten i virkeligheden aldrig har haft«.
Statsanstalten fik ved lov nr. 146 af 25. marts 1987 samme skattemæssige stilling som de private forsikringsselskaber, idet Statsanstalten blev omfattet af den almindelige selskabsbeskatning med virkning fra 1. januar 1988. De nærmere overgangsregler for beskatningen blev fastsat i bekendtgørelse nr. 757 af 12. december 1988. Efter bekendtgørelsen kunne Statsanstalten som indgangsværdi med henblik på den fremtidige opgørelse af skattepligtige gevinster og tab på fordringer vælge mellem fordringernes faktiske anskaffelsessum, markedsværdi pr. 1. januar 1988, eventuelt pr. 31. december 1987, og anskaffelsessum med tillæg af matematisk kursregulering. Målet hermed var at sikre, at Statsanstalten kun blev beskattet af de værdistigninger, der indtrådte efter skattepligtens indtræden, hvilket er i overensstemmelse med praksis, når der sker en udvidelse af skattepligten. Statsanstalten valgte i denne forbindelse markedsværdien som indgangsværdi.
Efter kursgevinstloven skal kursgevinster og kurstab på fordringer som hovedregel medregnes til den skattepligtige indkomst på det tidspunkt, hvor gevinst eller tab konstateres (realisationsprincippet). Ligningsrådet kan imidlertid tillade, at de skattepligtige anvender andre opgørelsesprincipper. Statsanstalten har i overensstemmelse hermed fået Ligningsrådets tilladelse til fra og med indkomståret 1988 at anvende den matematiske kursreguleringsmetode, der også anvendes af en lang række andre forsikringsselskaber, og som Statsanstalten i forvejen anvendte i årsregnskabet og ved realrenteafgiftsberegningen.
Forskellen pr. 1. januar 1988 mellem værdien på grundlag af matematisk kursregulering og den højere markedsværdi skal ikke beskattes, da den udgør en værdistigning, der er oppebåret inden skattepligtens indtræden. For at undgå dette kan forskellen fradrages i det resultat, der opgøres efter den matematiske kursreguleringsmetode.
Spørgsmål 8
»Er det korrekt forstået, at hvis enten den faktiske anskaffelsesværdi eller værdien pr. 31. december 1990 af et gensidigt livsforsikringsselskabs obligationsbeholdning er højere end den regnskabsmæssigt bogførte værdi i forsikringsselskabets regnskab pr. 31. december 1990, så vil dette forsikringsselskab efter indtræden under beskatning - jf. lov nr. 889 af 29. december 1989 - kunne bruge denne højere værdi som grundlag for opgørelsen af sine skattepligtige kursavancer, medens det samme forsikringsselskab bruger den lavere bogførte værdi som grundlag for beregning af sine regnskabsmæssige kursavancer, der derefter er grundlaget for beregning af bonushensættelse til forsikringstagerne?
Er de hensættelser til bonus, der foretages efter 1. januar 1991 på grundlag af ikke beskattede kursavancer skattemæssigt fradragsberettigede?
Hvis dette er tilfældet og der dermed frembringes skattemæssigt underskud, kan dette underskud så overføres til fradrag i den skattepligtige indkomst for et skadesforsikringsselskab gennem en sambeskatning, hvis selskaberne har ladet sig omdanne til selskaber og dannet en forsikringskoncern skattefrit efter dette lovforslags bestemmelser?»
Svar
Spørgsmålet knytter sig til overgangsreglen i selskabsskattelovens § 35 K, der blev indført ved lov nr. 889 af 29. december 1989, hvor gensidige forsikringsforeninger blev gjort skattepligtige fra og med indkomståret 1991.
Det er korrekt, at gensidige forsikringsselskaber i forbindelse med overgangen til fuld beskatning har mulighed for vedrørende fordringer at vælge markedsværdi (primo 1991) frem for regnskabsmæssig værdi som indgangsværdi ved opgørelsen af skattepligtige avancer. Forskellen mellem (den højere) markedsværdi og de regnskabsmæssige værdier vil med tiden også blive regnskabsmæssigt registreret, men ikke beskattet. En sådan gevinst kan livsforsikringsselskaber realisere skattefrit og henlægge med fradragsret til fordel for de forsikrede. Fradragsretten bevirker, at der kan opstå et skattemæssigt underskud, som kan udnyttes, såfremt livsforsikringsselskabet er sambeskattet med f.eks. et skadesforsikringsselskab.
Socialistisk Folkeparti har den 28. december 1990 fremsat lovforslag (L 30) om ændret overgangsbeskatning for gensidige livsforsikringsselskaber. Ifølge forslaget skal indgangsværdierne for livsforsikringsselskaber, der overgår til beskatning efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5, være de regnskabsmæssige værdier for at forhindre fremkomsten af underskud som følge af ovennævnte henlæggelsesmuligheder.
Situationen forekommer imidlertid stort set ikke i praksis. Der eksisterer således kun 3 gensidige livsforsikringsselskaber, hvoraf de to store allerede før 1991 var skattepligtige efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5. Disse selskaber er derfor ikke omfattet af overgangsreglen i selskabsskattelovens § 35 K.
Spørgsmål 9
»Hvis der svares bekræftende på ovenstående spørgsmål, vil ministeren oplyse den faktiske forskel - selvfølgelig anslået - på de skattemæssige indgangsværdier og de regnskabsmæssige indgangsværdier for de gensidige livsforsikringsselskaber?»
Svar
Den regnskabsmæssige værdi af fordringsbeholdningen i det ene gensidige livsforsikringsselskab, der pr. 1. januar 1991 blev skattepligtig i medfør af lov nr. 889 af 29. december 1989, udgjorde i henhold til Forsikringstilsynets beretning knap 18 mio. kr. ultimo 1989.
Det må på denne baggrund konstateres, at forskellen mellem de skattemæssige og de regnskabsmæssige indgangsværdier pr. 1. januar 1991 for dette selskab vil være af en meget begrænset størrelsesorden.
Spørgsmål 10
»Hvis ovenstående spørgsmål om skabelse af ekstra fradrag besvares bekræftende, overvejer ministeren så at foretage ændringer i ikrafttrædelsesreglerne eller i nærværende lovforslag?»
Svar
Det overvejes ikke at foreslå ændringer i ikrafttrædelsesreglen i selskabsskattelovens § 35 K. Som nævnt i svaret på spørgsmål 8 er overgangsreglen kun relevant for eet gensidigt livsforsikringsselskab, hvis aktiver må betegnes som ubetydelige i denne henseende.
Derudover er det min principielle opfattelse, at der ingen forbindelse er mellem et fradrag som det omhandlede og måden, det er finansieret på. Det er ikke og bør ikke være afgørende, om en hensættelse til fordel for forsikringstagerne sker på baggrund af beskattede indtægter eller ej.
Spørgsmål 12
»Hvad er baggrunden for, at § 17, stk. 4, foreslås opretholdt, når denne bestemmelse ifølge ministerens besvarelse på udvalgets spørgsmål nr. 176 (Alm. del - bilag 342, folketingsåret 1989-90) kun bruges for to selskaber?
Hvad er baggrunden for, at netop disse to selskaber skal have skattefrihed for renter og lignende, jf. ovennævnte besvarelse?»
Svar
Efter selskabsskattelovens § 17, stk. 4, kan skatteministeren fritage holdingselskaber helt eller delvis for beskatning, når deres eneste faktiske virksomhed er at eje eller administrere aktier i et bestemt andet selskab, hvori de ejer mindst 25 pct. af aktiekapitalen.
Det fremgår af min besvarelse af udvalgets spørgsmål 176 (Alm. del - bilag 342, folketingsåret 1989-90), at adgangen til bevillingsmæssig lempelse efter denne bestemmelse tager sigte på holdingselskaber, der er oprettet med det formål at bevare dansk indflydelse på ledelsen af datterselskaber, der er hjemmehørende her i landet.
Selskabsskattelovens § 17, stk. 4, kan således ikke anvendes som en almindelig lempelsesregel for holdingselskaber, der har andre indtægter ud over udbytte fra her i landet hjemmehørende datterselskaber, hvori de ejer mindst 25 pct. af aktierne.
Som jeg også anførte i svaret, mener jeg, at selv om reglen kun har været anvendt i stærkt begrænset omfang, er det hensigtsmæssigt at bibeholde den mulighed, som reglen giver for at lempe i ganske særlige tilfælde.
På grund af reglerne om tavshedspligt kan jeg ikke nærmere kommentere de to konkrete sager.
Assurandør-Societetet har i en henvendelse af 25. januar 1991 (L 36 - bilag 1) opfordret til, at bundfradraget til gensidige forsikringsforeninger også bør gives til forsikringsselskaber. Societetet har endvidere foreslået, at der indføres en regel, som giver forsikringsaktieselskaber, der udelukkende driver sygeforsikringsvirksomhed, mulighed for at blive fritaget for beskatning på samme måde som gensidige forsikringsforeninger, der udelukkende driver sygeforsikringsvirksomhed, jf. lovforslagets § 2, nr. 1.
Hertil bemærkes
Gensidige forsikringsforeninger består i høj grad af små og lokale foreninger, for hvem en aktieselskabsbeskatning kan være meget tyngende. Tilsvarende synes ikke at gøre sig gældende for de forsikringsforeninger, der lader sig omdanne til aktieselskaber, eller for allerede eksisterende forsikringsaktieselskaber. Der synes derfor ikke at være baggrund for en udvidelse af bundfradragsreglen.
Hvad angår dispensationsreglen i forslagets § 2, nr. 1, har det været hensigten at begrænse undtagelsen mest muligt, således at der kun kan ske fritagelse, hvis der er tale om en gensidig forening, der udelukkende driver sygeforsikringsvirksomhed. Når det er fundet rimeligt at undtage sygeforsikringen »danmark«, skyldes det, at denne gensidige forsikringsforening kan siges at varetage en speciel samfundsgavnlig opgave.
Dertil kommer, at denne forsikringsforening virker på en måde, der efter det oplyste adskiller sig fra endre sygeforsikringsvirksomheder, f.eks. ved refusion af en del af de faktiske udgifter uafhængigt af den indbetalte præmie.
Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse ikke udelukker, at andre sygeforsikringsvirksomheder kan undtages for beskatning. Det er blot en forudsætning, at de etableres som gensidige forsikringsforeninger.
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Nogle af udvalgets spørgsmål og ministerens besvarelse heraf er optrykt som bilag til denne betænkning tilligemed skatteministerens kommentar til en henvendelse fra Assurandør-Societetet.
Herefter indstiller et flertal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Fremskridtspartiets, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Et mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal inden for mindretallet (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) kritiserer på det skarpeste, at det ikke har været muligt at få belyst lovforslagets virkninger. Skatteministeren sagde under 1. behandling af lovforslaget den 5. marts 1991 (Folketingets forhandlinger, 1990-91 (2. samling) sp. 2575), at »Der eksisterer 3 gensidige livsforsikringsforeninger, hvoraf de to største allerede beskattes efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5. Det vil sige, at de er fuldt skattepligtige. Disse to bliver derfor ikke berørt af SF's forslag. . . . Det maksimale provenu af SF's forslag vil derfor være ca. 1 mio. kr. i modsætning til 1 mia. kr., som Socialistisk Folkeparti selv antager.«
Men SF's forslag rammer andet end livsforsikringsforeninger.
Alt tyder på, at skatteministeren vildledte Folketinget. Der er langt flere end 3 foreninger, der omfattes af SF's forslag. Indirekte indrømmer ministeren også dette i bilag 19 til lovforslag nr. L 36, Forslag til lov om ændring af forskellige skattelove. (Gensidige forsikringsforeningers omdannelse til aktieselskaber m.v.), hvori det bl.a. hedder: »Gensidige forsikringsforeninger består i høj grad af små og lokale foreninger. . .« Ministeren ved altså godt, at der er flere end 3 foreninger. Ministeren skal dog have den indrømmelse, at det er korrekt, at et par af de større selskaber viser sig at være omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5, og at provenuet af SF's forslag næppe bliver 1 mia. kr.
Ministerens oplysning om, at forslaget i virkeligheden kun omfattede eet - mindre - selskab, blev sat i relief allerede få minutter efter udtalelsen i folketingssalen. Skatteudvalget havde nemlig umiddelbart i forlængelse af debatten foretræde af folk fra et gensidigt forsikringsselskab, Andelspension. I foretrædet blev det oplyst, at heller ikke AP, som dog ikke er et ubetydeligt selskab, ved forslagets fremsættelse var omfattet af § 1, stk. 1, nr. 5.
På denne baggrund stillede udvalget det helt relevante spørgsmål: »Udvalget udbeder sig en liste over gensidige forsikringsselskaber og oplysning om, fra hvilket tidspunkt de forskellige selskaber blev beskattet.« Nu var skatteministeren i svære kvaler. Skulle han gå til bekendelse og erklære, at Folketinget var blevet misinformeret, eller skulle han finde på en søforklaring? Resultatet blev, at udvalget fik oplyst, at den type oplysninger, som udvalget havde anmodet om, var omfattet af tavshedspligt. Udvalget har altså ikke kendskab til, hvem det er man vil lovgive for, eller hvordan disse selskaber tidligere har været beskattet. Socialistisk Folkeparti finder ministerens fremgangsmåde rendyrket foragt for Folketinget.
At spekulationsmuligheden er til stede, fremgår klart af de i bilaget optrykte svar, særligt på spørgsmål 8.
Pia Gjellerup (S) fmd. Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Hans Erenbjerg (S) Stavad (S) Ove Fich (S) Jes Lunde (SF) Jens Thoft (SF) Bente Juncker (CD) Aagaard (KF) Pernille Sams (KF) Peter Brixtofte (V) nfmd. Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) Ole Donner (FP) Elisabeth Arnold (RV) Kofod-Svendsen (KRF)
Ingen
Nr BTL 30
Betænkning over Forslag til lov om ændring af selskabsskatteloven (Ændret overgangsbeskatning for gensidige forsikringsselskaber)
Nr L 30 1990-91, 2. samling
Afgivet af Skatteudvalget
Afgivet: 19910508