1990 BTL 20 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ARBEJDSTILBUD TIL LEDIGE (FREMRYKNING AF UDDANNELSESYDELSE TIL DE UNDER 25-ÅRIGE M.V.) NR L 20 1990-91, 2. SAMLING
Statutory Text (5 Articles)
Bilag 1
17. maj 1991
Aftale mellem Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Venstre og Det Radikale Venstre om uddannelse og aktivering
Der er enighed om en styrkelse af uddannelses- og aktiveringsindsatsen samt om forslag til finansiering af denne indsats. Ændringer af dagpengereglerne skal tillige ses som led i en ønskelig modernisering og forenkling af arbejdsmarkedspolitikken.
1. Oprettelse af ekstra uddannelsespladser
På uddannelsesområdet gennemføres de pladsudvidelser for perioden 1991-1992 som fremgår af bilag 1, svarende til 10.155 pladser i 1991 og 11.290 pladser i 1992 samt 2.080 kursusuger i 1991 og 4.960 kursusuger i 1992 på arbejdsmarkedsuddannelserne, svarende til henholdsvis 20.800 og 49.600 elevuger.
Uddannelsespladserne fordeles i 1991 med 5.000 til ungdomsuddannelserne, 2.405 til korterevarende videregående uddannelser og 2.750 til længerevarende videregående uddannelser. I 1992 er den tilsvarende fordeling 5.300 pladser på ungdomsuddannelserne, 2.940 pladser på de korterevarende videregående uddannelser og 3.050 pladser på de længerevarende videregående uddannelser.
Derudover er der afsat en »pladspulje« på 154 mio. kr. i 1991 og 198 mio. kr. i 1992. Heraf afsættes i 1991 en reserve på 75 mio. kr. samt 25 mio. kr. til godtgørelser til arbejdsmarkedsuddannelser i forbindelse med øget indtægtsdækning, således at den samlede merbevilling udgør 100 mio. kr. i 1991, jf. bilag 2. Aftalen indbærer ved en gennemsnitlig kursuspris, at antallet af kursusuger forhøjes med 2.080 i 1991, svarende til 20.800 elevuger.
I 1992 afsættes hele puljen på 198 mio. kr. samt 50 mio. kr. til godtgørelse til arbejdsmarkedsuddannelser i forbindelse med øget indtægtsdækning, således at den samlede merbevilling i 1992 udgør 248 mio. kr., hvilket ved en gennemsnitlig kursuspris giver en forøgelse af antallet af kursusuger med 4.960 i 1992, svarende til 49.600 elevuger.
Med henblik på fastlæggelse af midlernes endelige fordeling høres Uddannelsesrådet, hvorefter den endelige fordeling aftales.
Opstår der uforudsete merudgifter ved de aftalte ekstra uddannelsespladser, som ikke kan dækkes ved brug af den øvrige del af puljen, inddrages tillige den forlods afsatte reserve til arbejdsmarkedsuddannelserne efter aftale mellem parterne.
Fordelingen af pladserne tilpasses de uddannelsessøgendes ønsker og deres beskæftigelsesmuligheder.
Der er enighed om, at der tilvejebringes fuld finansiering af de nye uddannelsespladser. Finansieringen hidrører fra det dagpengeprovenu, der opnås i aftalen, samt gennem midler, der tilvejebringes ved et provenu fra afskaffelsen af tilskud til arbejdsskadeforsikringen.
2. Styrket beskæftigelsesindsats for unge under 25 år m.v.
L 15 fastholdes med hensyn til
a. Udvidelse af ungdomsydelsesordningen til at omfatte de 20-årige kontanthjælpsmodtagere. Der afsættes på årsbasis 90 mio. kr. hertil.
Det forudsættes, at kommunernes aktiveringstilbud i forbindelse med ungdomsydelsesordningen er af god kvalitet. Tilbudet gives ud fra en vurdering af de unges beskæftigelses- og uddannelsesmæssige forudsætninger.
Tilbudet kan sammensættes som en kombination af beskæftigelse og uddannelse i hele aktiveringsperioden. Kommunerne forudsættes at have et fleksibelt beredskab. Dette indebærer, at kommunerne skal være opmærksomme på at benytte alle bestående muligheder for beskæftigelse og uddannelse i lovgivningen omkring aktivering af unge, herunder reglerne i lov om kommunal beskæftigelsesindsats.
b. Skærpelse af indtægtskravet fra 3 måneder til 12 måneder ved fritagelse fra den særlige ungeydelse. De 21-22-årige er undtaget fra denne regel, indtil aktiveringspligten for de 21-24-årige iværksættes, jf. nedenfor.
Parterne er enige om, at der i efteråret 1991 skal søges gennemført en pligt til aktivering af de 21-24-årige.
3. Fremrykning af uddannelsesydelse til unge under 25 år
L 20 ændres, således at bemyndigelsesbestemmelsen i lov om arbejdstilbud til ledige udvides og herefter bliver følgende: »Arbejdsministeren kan efter forhandling med undervisnings- og forskningsministeren bestemme, at visse uddannelser ikke giver ret til uddannelsesydelse, samt at uddannelsesydelsen ikke kan fås til visse uddannelsesaktiviteter i forlængelse af afsluttede uddannelser.«
Baggrunden for ændringsforslaget er, at uddannelsesydelsen åbner mulighed for utilsigtet brug af dagpengesystemet i forbindelse med de nye bacheloruddannelser, idet bacheloruddannede i praksis vil have gode muligheder for at tilrettelægge et forløb, hvor kandidatgraden tages på en kombination af dagpenge og uddannelsesydelse.
En bachelorgrad opnås ved gennemførelse af de første 3 år af en kandidatuddannelse. En bacheloruddannelse kan således være identisk med de første 3 år af en kandidatuddannelse.
Eksempelvis kan nævnes, at de humanistiske og naturvidenskabelige universitetsuddannelser nu er opdelt i en 3-årig bacheloruddannelse og en 2-årig overbygningsuddannelse, ligesom HA-uddannelsen, der er 1. del af cand. merc., er at betragte som en bacheloruddannelse.
Bachelorgraden vil således være et naturligt tidspunkt, hvor den studerende vil kunne forlade uddannelsen. Bacheloruddannelserne sigter således dels mod beskæftigelse og dels mod fortsatte studier.
Inden arbejdsministeren udmønter bemyndigelsen, skal der være enighed blandt forligspartierne, som ligeledes er enige om, at studerende, der har afsluttet en del af deres uddannelse, ikke skal kunne bruge dagpengesystemet som en slags sabbatordning, indtil studiet genoptages.
Aftaleperioden for dette punkt er frem til 1. januar 1993 samtidig med udløbet af ATB/UTB-forliget i øvrigt.
4. Styrkelse af UTB-indsatsen
For resten af 1991 og 1992 afsættes i alt 80 mio. kr. til styrkelse af UTB-indsatsen. Det eksisterende UTB/ATB-forlig udløber som aftalt 1. januar 1993.
5. En 21/2-årig rammeaftale for arbejdsformidlingen
For at styrke serviceniveauet over for de uddannelses- og arbejdssøgende samt for at udbygge virksomhedskontakten indgås en 21/2-årig bevillingsaftale om arbejdsformidlingen, hvor arbejdsformidlingen tilføres i alt 110 mio. kr. i offentlige merudgifter.
Formålet med merbevillingen er at sikre, at arbejdsformidlingen på effektiv vis kan medvirke i løsningen af arbejdsmarkedets strukturproblemer.
Pengene bruges bl.a. til at styrke indsatsen med hensyn til vejledning m.v. og formidling af arbejde og uddannelse i forbindelse med ATB/UTB-ordningen.
Med udgangspunkt i det personaleforbrug (1.733 årsværk), der er opført på finansloven for 1991 (opgjort ved lønsum), holdes bemandingen uændret i 1992 og 1993, idet der dog kan korrigeres for sædvanlig produktivitet.
6. Udvidelse af arbejdsmarkedsuddannelserne gennem øget indtægtsfinansiering af aktiviteten
Som udbygning på eksisterende regler om indtægtsdækket virksomhed og virksomhedstilpassede kurser indføres nye områder for indtægtsfinansieret meraktivitet. Provenuet fra den øgede brug af indtægtsfinansiering af uddannelsesaktiviteten bruges til etablering af yderligere uddannelsespladser på arbejdsmarkedsuddannelserne samt administration.
L 19 fastholdes uændret, idet bemyndigelsesbestemmelsen anvendes til
a. Der indføres et afmeldegebyr på 2.000 kr. for virksomhedstilmeldte kursister, der ikke er mødt frem på første kursusdag.
b. Virksomhedsbetaling på certifikatkurser. Gebyr på mellem 500 og 2.000 kr. pr. certifikat.
c. Supplerende betaling ved meget dyre kurser.
d. Der indføres ikke generel betaling på de kompetencegivende arbejdsmarkedsuddannelser.
De nærmere regler vedrørende pkt. a-c drøftes med Uddannelsesrådet.
I forbindelse med ovennævnte gebyrer præciseres, at ledige fortsat efter gældende regler kan deltage i disse kurser uden betaling.
7. Hjemsendelse
a. L 18's bestemmelser vedrørende hjemsendelse og kontigentnedsættelse udgår. Dagpengeugen fastholdes på 6 dage, og hjemmelen til at afkræve statistiske oplysninger til brug ved udarbejdelsen af arbejdsløshedsstatistikken ajourføres.
b. Antallet af arbejdsgiverbetalte ledighedsdage udvides med 1 dag pr. 1/7 1993.
c. For at lette arbejdsgiverne i forbindelse med det lovfæstede udløb af den eksisterende overgangsordning pr. 1. juli 1991 videreføres overgangsordningen med et loft på arbejdsgivernes betaling af dagpengegodtgørelse, således at der maksimalt skal betales 8 gange i perioden 1. juli 1991-30. juni 1992.
Forligspartierne er enige om at søge etableret en forsikrings- eller fondsordning med ikrafttræden 1. juli 1992, hvor staten indskyder 30 mio. kr. i 1992 og 60 mio. kr. pr. år i 1993 og 1994.
Kan forsikrings- eller fondsordningen af tekniske eller andre årsager ikke gennemføres, forlænges overgangsordningen med yderligere 8 gange fra 1. juli 1992 til 30. juni 1993. Pr. 1. juli 1993 udvides overgangsordningen i givet fald til også at omfatte 2. ledighedsdag. Der indføres et fælles loft for 1. og 2. ledighedsdag.
Det fælles loft indebærer, at arbejdsgiverne maksimalt skal betale 8 dagpengegodtgørelser i perioden 1. juli til 31. december 1993 og 16 dagpengegodtgørelser i 1994. Herefter ophører overgangsordningen.
Arbejdsministeriet gennemfører en undersøgelse af virkninger af den nuværende overgangsordning.
d. Beskæftigelseskravet i forbindelse med arbejdsgivernes dagpengegodtgørelse for første ledighedsdag udvides fra 1 uge inden for de sidste 4 uger hos samme arbejdsgiver til 2 uger pr. 1. juli 1991.
e. Det fremgår af arbejdsløshedsforsikringslovens § 84, stk. 1, at den arbejdsløshedsforsikrede lønmodtager har et retskrav på dagpengegodtgørelse fra arbejdsgiveren ved 1. ledighedsdag.
For at forbedre lønmodtagernes retssikkerhed i forbindelse med udbetaling af dagpengegodtgørelse fra arbejdsgiveren indføres en adgang til at indbringe tvivlsspørgsmål for en administrativ myndighed under Arbejdsministeriet. Der indføres samtidig et gebyr på 100 kr. for behandling af sådanne sager, som efterfølgende betales af den part, der ikke får medhold.
Der skabes lovhjemmel til at idømme bødestraf for arbejdsgivere, der ikke opfylder deres forpligtelse til at udbetale dagpengegodtgørelse.
Den gældende bestemmelse i arbejdsløshedsforsikringslovens § 84, stk. 6, der forudsætter, at parterne skal være enige om en fagretlig behandling, erstattes med følgende bestemmelse: »Hvis ansættelsesforholdet er reguleret ved kollektiv overenskomst, afgøres uoverensstemmelser om dagpengegodtgørelse ad fagretlig vej, jf. § 22 i lov nr. 317 af 13. juni 1973 om Arbejdsretten.«
f. Arbejdsløshedsforsikringslovens § 91 ændres, således at det sikres, at lønmodtagerne modtager de fornødne lønoplysninger om arbejdstimer, udbetalt løn m.v. til brug for arbejdsløshedskassernes dagpengeberegning. Ved afskedigelse og hjemsendelse skal oplyses, om og hvor meget der er udbetalt i arbejdsgivergodtgørelse, og hvis det ikke er tilfældet, skal grunden hertil anføres.
Arbejdsgiverne pålægges fra 1. januar 1992 at give lønmodtagerne disse oplysninger på en skriftlig erklæring, f.eks. på den sidste lønseddel.
De nærmere regler fastsættes af direktøren for arbejdsløshedsforsikringen efter forhandling med Landsarbejdsnævnet.
g. Medlemmer, der ikke opfylder beskæftigelseskravet, har ret til dagpenge fra a-kassen, hvis de i øvrigt opfylder betingelsen herfor.
h. Ved afskedigelser, hjemsendelser, ophør af opgave- og tidsbestemt akkord og lignende, hvor ledigheden er på over 4 timer, betaler arbejdsgiveren en dagpengegodtgørelse svarende til højeste dagpengebeløb for en dag. Hvis ledigheden er på 4 timer eller derunder, betaler arbejdsgiveren en dagpengegodtgørelse svarende til halvdelen af højeste dagpengebeløb for en dag.
8. Supplerende dagpenge
L 18 ændres som følger
a. Forslagets målgruppe er personer, der arbejder på fast nedsat tid eller i turnusordninger, og svarer således til de grupper, der i dag omfattes af 78-ugers-reglen.
b. Bemyndigelsen i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v., hvorefter direktøren for arbejdsløshedsforsikringen efter forhandling med Landsarbejdsnævnet fastsætter nærmere regler om, hvilke persongrupper der er undtaget fra tidsbegrænsningen for supplerende dagpenge, opretholdes uændret.
c. Den nuværende 78-ugers-regel i forbindelse med udbetaling af supplerende dagpenge ændres til en 52-ugers-regel.
d. Et fuldtidsforsikret medlem, hvis ret til supplerende dagpenge på fast nedsat tid er bortfaldet, kan uden dagpengemæssige konsekvenser afvise at overtage arbejde på mindre end 30 timer og er heller ikke pligtig til at være aktivt arbejdssøgende til arbejde på mindre end 30 timer.
e. Ordningen er for så vidt angår dagpengeberettigelsen uændret og indebærer bl.a., at når et medlem har fået udbetalt nedsatte dagpenge i sammenlagt 52 uger inden for de sidste 70 uger, bortfalder retten til nedsatte dagpenge, indtil medlemmet har haft 26 ugers arbejde med mere end 30 timer i hver uge inden for 12 måneder.
f. Ledige, der har fået supplerende dagpenge i 52 uger inden for 70 uger, vil efter periodens udløb have ret til uddannelsesydelse, arbejdstilbud, uddannelsestilbud eller iværksætterydelse efter de almindelige regler i lov om arbejdstilbud til ledige, det vil sige, at de særlige regler om ret til arbejdstilbud efter 78-ugers-reglen bortfalder.
g. Et fuldtidsforsikret medlem, hvis ret til supplerende dagpenge er bortfaldet, og som fortsætter med at arbejde på fast nedsat tid (uden supplerende dagpenge), har ved ledighed uden karantæne ret til dagpenge som fuldtidsforsikret på det hidtidige grundlag, forudsat at medlemmet er tilmeldt AF som arbejdssøgende til arbejde på fuld tid.
h. Et fuldtidsforsikret medlem, hvis ret til supplerende dagpenge bortfalder, kan uden dagpengemæssige konsekvenser opsige arbejdet og modtage dagpenge som fuldtidsforsikret.
i. Der bør tages hensyn til de medlemmer, der ved lovens ikrafttrædelse har arbejde på nedsat tid i længere tid. Det sker ved, at forslaget omfatter alle medlemmer på fast nedsatte dagpenge. Reglen om de 52 uger træder i kraft 1. juni 1991. Alle, der inden tidspunktet for aftalens indgåelse modtager supplerende dagpenge på fast nedsat tid, fortsætter efter de eksisterende regler, dvs. har ret til at modtage supplerende dagpenge i 78 uger inden for 2 år. Med hensyn til arbejdstilbud m.v. overgås der dog pr. 1. juli 1991 til de nye regler.
j. Som led i den moderne personalepolitik i den offentlige sektor tilstræbes det, at deltidsstillinger besættes med personer, der ønsker deltidsarbejde.
Det henstilles kraftigt til arbejdsmarkedets parter - såvel i den offentlige som den private sektor - forud for forhandlingerne af en ny overenskomst i 1993, at der gennem omlægning opnås en stillingsstruktur på arbejdsmarkedet, således at fuldtidsstillinger i videst muligt omfang tilbydes personer, der ønsker fuldtidsjob, og deltidsstillinger i videst muligt omfang udbydes til personer, der ønsker deltidsbeskæftigelse.
9. »Skæve uger«
Til et medlem, der er ledigt på grund af en af de i § 84, stk. 1, nævnte situationer (afskedigelse, hjemsendelse, ophør af opgave~ og tidsbestemt akkord og lignende), ydes dagpenge fra arbejdsløshedskassen for den pågældende uge med et beløb på 90 pct. af den maksimale dagpengesats.
Ved beregning af dagpenge til personer, der arbejder på fast nedsat tid benyttes fortsat en sats på 80 pct. af den maksimale dagpengesats. Det henstilles til arbejdsløshedskasserne at være opmærksomme på at modvirke eventuelt utilsigtet brug af den høje dagpengesats ved sagsbehandlingen af dagpengekortet til personer, der arbejder på fast nedsat tid.
Ved dagpenge til dimittender anvendes 80 pct.-satsen ligeledes fortsat.
10. Oplæringsperiode
Arbejdsløshedsforsikringslovens arbejdskravsbetingelser ændres for deltagere i beskæftigelsesprojekter, løntilskudsjob og revalideringsforløb gennem indførelse af en oplæringsperiode. Det betyder, at de første 13 uger af hver projektperiode tæller 0 pct. i relation til arbejdskravet (26-ugers-reglen). Arbejdet i den efterfølgende projektperiode tæller 100 pct. i relation til arbejdskravet. Der skabes samtidig mulighed for, at tilsvarende regler også vil gælde for arbejdsoptræning efter bistandslovens § 43, stk. 8.
Beskæftigelsen skal tælle 100 pct. i relation til optagelseskravet (300 timer inden for 10 uger). Forslaget får derfor ikke indflydelse på deltagernes mulighed for at blive arbejdsløshedsforsikret, men alene på muligheden for at opfylde arbejdskravsbetingelserne.
11. Ændring af rådighedsregler
L 18 ændres som følger
a. For forsikrede medlemmer, der har været ledige i 12 måneder inden for 15 måneder, kan de pågældende anvises til rimeligt arbejde. Reglerne for passende og rimeligt arbejde er i øvrigt uændret.
b. Der gennemføres en sidestilling af sanktionerne mellem anvist og henvist arbejde i de tilfælde, hvor den ledige uden fyldestgørende grund udebliver fra samtale med en arbejdsgiver.
Hvis medlemmet uden fyldestgørende grund 2 gange inden for 12 måneder har afslået henvist arbejde, får medlemmet 2 ugers karantæne. Hvis medlemmet 3 gange inden for 12 måneder har afslået henvist arbejde, skal der statueres manglende rådighed.
Det skal samtidig sikres, at det henviste medlem har modtaget meddelelse om henvisningen efter samme regler som i anvisningssituationen. Arbejdsformidlingen kan i øvrigt - efterfølgende - foretage anvisninger til konkret arbejde som efter gældende regler.
c. Skærpet arbejdskrav ved generhvervelse af dagpengeretten ved manglende rådighed udgår.
Endvidere afskaffes jobsøgningsskemaerne.
12. Afskaffelse af tilskud til kompensation til arbejdsgivere for udgifter til arbejdsskadeforsikring
Med halv virkning i 1991 og med fuld virkning i de følgende år afskaffes tilskud til kompensation til arbejdsgivere for udgifter til arbejdsskadeforsikring.
Afskaffelsen af tilskuddet berører ikke arbejdsskadeforsikringslovgivningen i øvrigt.
13. Aftalens varighed
Parterne er enige om, at aftalen alene omfatter de områder, som er specificeret i ovenstående aftaletekst. Hvor ikke andet er anført, gælder aftalerne indtil udgangen af 1993.
På områder, som ikke er udtrykkeligt specificeret i aftaleteksten, står parterne frit.
Ekstra tilgangspladser
Der er indgået aftale om følgende ekstra tilgangspladser
1990 1991 1992 --------------------------------------------------------------------- Fase 1 Samfundsvidenskabelige uddannelser 150 360 200 Handelsuddannelser 600 800 1.100 Humanistiske uddannelser 200 320 250 Sundhedsvidenskabelige uddannelser 0 20 20 Naturvidenskabelige uddannelser 50 400 330 Ingeniøruddannelser 0 0 0 Videregående tekniker 300 280 220 Datamatikere 100 100 100 Seminarieuddannelser 150 150 150 Pulje til garantikvotienter 900 - - HTX 200 - - --------------------------------------------------------------------- I alt Fase 1 2.650 2.430 2.370 --------------------------------------------------------------------- Fase 2 Ungdomsuddannelser: Erhvervsuddannelser - 1.500 1.500 Korte voksenforløb og voksenlærlinge - 500 800 Særligt tilpassede forløb, industriarb.udd. - 1.000 1.000 HHX - 500 500 HTX - 1.500 1.500 Videregående uddannelser: Markedsøkonomer - 400 400 Videregående tekniker - 600 600 Læreruddannelsen - 180 380 Pædagoguddannelser - 320 320 Humanistiske uddannelser - 400 400 Samfundsvidenskabelige uddannelser - 200 200 Naturvidenskabelige uddannelser - 200 200 Sundhedsvidenskabelige udd. (læger) - 50 50 Pladser i udlandet - - 300 Sygeplejersker - 300 300 Øvrige områder: Søfartsuddannelser - 75 470 --------------------------------------------------------------------- I alt 2.650 10.155 11.290 ---------------------------------------------------------------------
Pladspulje til opfyldelse af
garantikvotienter, tilsagn om fri adgang m.v. - ? -
Åben uddannelse* - (300) (2.000)
* Antallet er skønnet. Den afsatte bevilling danner rammen for antallet af pladser.
Udgifterne i 1991 og 1992 ved de aftalte kapacitetsudvidelser udgør følgende
Mio. kr. 1991 1992 --------------------------------------------------------------------- Fase 1 Videregående uddannelser 233 377 Fase 2 Ungdomsuddannelser: Erhvervsuddannelser 106 138 Korte samt særligt tilpassede forløb (voksenlærl. + industriarb.) 37 93 Søfartsuddannelser (Industrimin.) 4 25 HHX 21 42 HTX 74 197 Videregående uddannelser: Markedsøkonomer 20 45 Videregående tekniker 64 116 Læreruddannelsen 4 15 Pædagoguddannelser 6 20 Humanistiske uddannelser 5 17 Samfundsvidenskabelige uddannelser 4 14 Naturvidenskabelige uddannelser 18 30 Sundhedsvidenskabelige udd. (læger) 2 5 Pladser i udlandet 0 4 Åben uddannelse 1 18 Cand. merc. overbygning 14 18 Pladspulje 79 - Arbejdsmarkedsuddannelser 75 198 --------------------------------------------------------------------- I alt 767 1.372 --------------------------------------------------------------------- Bilag 2 17. maj 1991 Udgiftsmæssige konsekvenser af aktivering og dagpengeforslag m.v. 1991 1992 --------------------------------------------------------------------- Mio. kr. FL 91 Aftale FL 91 Aftale --------------------------------------------------------------------- 1. Ekstra uddannelsespladser a. Videregående uddannelser fase 1 233 233 377 377 b. Produkt.skoler fase 1 200 200 - -*) c. Friere adgang, erhvervsuddannelser inkl. søfartsuddannelser 275 110 362 163 d. Korte og særligt tilpassede EU-forløb 37 37 93 93 e. Friere adgang, ungdomsuddannelser HHX og HTX 95 95 239 239 f. Friere adgang, videregående uddannelser 127 138 301 302 g. Pladspulje - 79 - h. Ekstrabevilling til AMU**) - 75 - 198 --------------------------------------------------------------------- Uddannelse i alt 967 967 1.372 1.372 2. Styrket beskæftigelsesindsats (L 15) a. Ungdomsydelsesordning 41 41 90 90 b. Skærpet indtægtskrav -50 -50 -90 -90 c. Aktivering 21-24 år - - 180 - 3. Fremrykning af uddannelsesydelse (L 20) -15 -15 -20 -20 4. Merbevilling til UTB - 80 - - 5. Arbejdsformidlingen (110 mio. kr. i alt 1991, 1992 og 1993) - 10 - 50 6. Udvidelse af AMU m.v. gennem øget indtægtsfinansiering - - - - AMU-godtgørelser i forbindelse med øget indtægtsfinansiering**) 53 25 104 50 --------------------------------------------------------------------- I alt 1-6 996 1.058 1.636 1.452 ---------------------------------------------------------------------
*) I henhold til aftalen af 18. maj 1990 om ungdomsydelse vil der blive taget stiling til eventuelt behov for yderligere pladser i 1992 og finansiering heraf, jf. drøftelser om finansloven for 1992.
) Den samlede merbevilling til arbejdsmarkedsuddannelserne bliver derfor 100 mio. kr. i 1991 og 248 mio. kr. i 1992, svarende til en aktivitetsudvidelse på henholdsvis 2.080 kursusuger i 1991 og 4.960 kursusuger i 1992.
1991 1992 --------------------------------------------------------------------- Mio. kr. FL 91 Aftale FL 91 Aftale --------------------------------------------------------------------- 7. Hjemsendelse (L 18) o. Kontingentnedsættelse 525 - 1.050 - a. Udlig.fond & 5-dages-uge -775 - -1.550 - b. 2. G-dag (fra 1993) - - - - c. Overgangsordning - 30 - 60 d. Beskæftigelseskrav - 30 - 60 e. Klagesystem - 4 - 7 f. Dokumentation - - - - h. Modulopdelt dagpengegodtgørelse (2 satser) - - - - 8. Supplerende dagpenge -175 -27 -350 -160 9. Skæve uger - 30 - 60 10. Oplæringsperiode -150 -75 -300 -300 11. Rådighedsregler a. Rimeligt arbejde -3 -3 -5 -5 b. Henvisning/anvisning -8 -5 -10 -10 c. Rådighedskrav ved generhvervelse -49 - -65 - 12. Bortfald af tilskud til arbejdsgivernes udgifter til arbejdsskadeforsikring - -545 - -1.090 --------------------------------------------------------------------- I alt 7-12 -635 -561 -1.230 -1.378 --------------------------------------------------------------------- Total 1-12 361 497 406 74 ---------------------------------------------------------------------
Der ydes ikke DUT-kompensation til kommunerne i forbindelse med ændringerne på dagpengeområdet.
Der var på finansloven indregnet en fortrængningseffekt på 475 mio. kr. Den vurderes at ville være af samme størrelsesorden i aftalen.
Bilag 3
30. maj 1991
Disponering af puljemidler
1. Puljen på 75 mio. kr. i 1991 til arbejdsmarkedsuddannelser disponeres snarest ved aktstykke. Den endelige disponering sker efter indstilling fra Uddannelsesrådet.
Eventuelle merudgifter i 1991 på Undervisnings- og Forskningsministeriets område modregnes i 1992-puljen. Mindreforbrug af puljemidlerne i 1991 kan overføres til 1992.
2. Puljen på 198 mio. kr. vedrørende 1992 disponeres på følgende måde
* Halvdelen af puljen (99 mio. kr.), der vedrører 1. halvår 1992, disponeres i efteråret 1991 til arbejdsmarkedsuddannelser efter indstilling fra Uddannelsesrådet.
* Den sidste halvdel af puljen disponeres senere, når der er skabt fornøden klarhed over ressourceforbruget i Undervisnings- og Forskningsministeriet.
3. Der udarbejdes snarest aktstykker om de øvrige aftalte beløb for 1991
- 80 mio. kr. til UTB
- 10 mio. kr. til AF.
4. Med hensyn til Undervisnings- og Forskningsministeriets disponering over puljer m.v. er der enighed om
a) Videregående uddannelser
Undervisnings- og forskningsministeren kan på sædvanlig måde foretage omdisponeringer med henblik på opfyldning inden for den aftalte ressourceramme til videregående uddannelser. Af puljen afsættes midler til videregående uddannelser med garantikvotienter, hvor søgningen overstiger det udmeldte antal pladser.
b) Ungdomsuddannelser
Undervisningsministeren kan på sædvanlig måde foretage omdisponeringer med henblik på opfyldning inden for den aftalte ressourceramme til ungdomsuddannelser. Der er afsat yderligere 500 pladser til HHX (inkl. 1-årig HHX) og 1.500 pladser til HTX til sikring af fri adgang for alle egnede. Puljemidlerne afsættes til sikring af fri adgang til erhvervsuddannelserne. Hvis der er behov for yderligere pladser ved HHX og HTX, kan midler fra puljen afsættes hertil efter aftale mellem forligspartierne.
c) Mer-/mindreforbrug i øvrigt
Mer-/mindreforbrug i øvrigt i forbindelse med de aftalte pladser på Undervisnings- og Forskningsministeriets område drøftes mellem forligspartierne, når pladsfordelingen foreligger primo september 1991, herunder om eventuelt frie midler skal anvendes til yderligere uddannelsespladser på Undervisnings- og Forskningsministeriets område eller overføres til arbejdsmarkedsuddannelserne.
d) Kriterier for fordeling af uddannelsespladserne
Parterne er enige om, at de ekstra uddannelsespladser fordeles på grundlag af de uddannelsessøgendes ønsker og deres beskæftigelsesmuligheder. Specielt vedrørende seminarieområdet er der enighed om følgende fordelingskriterier (bortset fra generel »overbookning«)
Søgning
Lokalekapacitet
Lærerkapacitet
Geografisk balance.
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til arbejdsministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Forligsaftalen af 17. maj 1991 mellem regeringen, Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet er optrykt som bilag til denne betænkning.
Der er af arbejdsministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Socialistisk Folkepartis og Fremskridtspartiets medlemmer) lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Et mindretal inden for flertallet (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) udtaler følgende
Aftalen af 17. maj 1991 mellem Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Venstre og Det Radikale Venstre om uddannelse og aktivering indebærer positive løsninger på de mest påtrængende uddannelses- og dagpengespørgsmål.
Gennem de midler, der tilvejebringes ved provenu fra henholdsvis afskaffelsen af tilskud til arbejdsskadeforsikring og ændringer af dagpengereglerne, finansieres et betydeligt antal uddannelsespladser og en påtrængende udvidelse af arbejdsmarkedsuddannelserne. Samtidig finansieres en ekstra indsats via UTB-ordningen og en tiltrængt styrkelse af arbejdsformidlingen, således at antallet af årsværk bringes op på niveau - som angivet i finansloven for 1991 - svarende til 1733 årsværk, der herefter forudsættes at kunne løse alle vejlednings~ og serviceopgaver (3 måneders samtaler m.v.) som forudsat i ATB/UTB-lovgivningen, således at ledige lønmodtageres rettigheder er sikret fuldt ud.
Samtidig sikres aftalen igennem den indtægtsdækkede virksomhed i arbejdsmarkedsuddannelserne, og tilførelsen af øgede midler (jf. aftalens bilag 2) kommer uddannelsesinstitutionernes udvidede kapacitet til gode, uden at de lediges uddannelsesrettigheder ændres.
I de ændrede dagpengeregler er det for Socialdemokratiet ikke mindst afgørende, at lønmodtagernes retssikkerhed er styrket gennem arbejdsgiverdokumentation ved afskedigelser og hjemsendelser. Det bureaukratiske jobsøgningsskema er nu definitivt afskaffet, betydelige forenklinger af arbejdsgivergodtgørelsen er sikret og dagpengeudbetalinger for de såkaldt »skæve uger« er løftet for de fleste grupper.
Socialdemokratiet udtaler tilfredshed med, at unge ledige under 25 år på et tidligere tidspunkt under ledighed nu får mulighed for at modtage uddannelsesydelse, og at modtagere af supplerende dagpenge efter 52 uger nu ligestilles med andre ledige, hvad angår ret til arbejdstilbud, uddannelsesydelse, uddannelsestilbud og iværksætterydelse. Endvidere hilser Socialdemokratiet med tilfredshed, at der foretages en række justeringer, der tydeliggør administrationen af loven.
Samlet finder Socialdemokratiet, at de aftalte lovændringer m.v. sikrer en påtrængt ny uddannelsesindsats, en forenkling af dagpengereglerne og en øget retssikkerhed for lønmodtagerne som vigtige skridt på vejen til en egentlig videregående efteruddannelses- og beskæftigelsesreform for hele arbejdsmarkedet, som Socialdemokratiet anser for at være den næste mest påtrængende og omfattende opgave i såvel arbejdsmarkeds- som uddannelsespolitikken.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) er tilhængere af, at unge arbejdsløse får mulighed for at få uddannelsesydelse så tidligt som muligt i et arbejdsløshedsforløb. Derfor støtter SF fremrykningen fra 9 måneder til 6 måneder.
SF er ligeledes en varm tilhænger af iværksætterydelsen. Det er godt, at arbejdsløse får muligheder for at afprøve de muligheder, der kan ligge i at prøve at starte for sig selv.
Desværre er der nu indgået et forlig mellem regeringen, Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet. Forliget forringer lovforslaget via ændringsforslagene, som mindretallet er imod.
Mindretallet går imod ændringsforslagene, fordi de bl.a. indeholder stramninger over for fuldtidsledige på supplerende dagpenge. Det er helt grotesk, at det i en forsikringslov indføjes, at man selv kan vælge, om man vil være arbejdsløs. Og mindretallet er stadig af den opfattelse, at det er bedre med lidt arbejde end slet intet arbejde.
Endvidere indføjes der en bestemmelse om, at unge, der har nogen uddannelse, ikke må bygge videre herpå med en uddannelsesydelse. Der er selvfølgelig et problem i og med, at undervisnings- og forskningsministeren deler bacheloruddannelser op i moduler, men da det ikke på nogen måde fremgår, hvorledes der kan skelnes mellem dem, der virkelig er arbejdsløse, og dem, der blot ønsker at forberede en afsluttende kandidatuddannelse på dagpenge, må mindretallet indstille lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling og vil stemme imod de stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling og vil stemme imod de stillede ændringsforslag.
Ændringsforslag
Af arbejdsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af SF og FP)
Til § 1
1) Før nr. 1 indsættes som nye numre
»01. I § 1, stk. 1, ophæves 2. pkt.
02. I § 1, stk. 4, ophæves nr. 5.«
2) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer
»03. I § 6, stk. 1, ophæves 2. pkt.«.
3) Efter nr. 5 indsættes som nyt nummer
»04. § 8, stk. 1, 3. pkt., der bliver 2. pkt., affattes således
»Arbejdsministeren kan efter forhandling med undervisnings- og forskningsministeren bestemme, at visse uddannelser ikke giver ret til uddannelsesydelse, og at uddanelsesydelse ikke kan gives til visse uddannelsesaktiviteter i forlængelse af afslutede uddannelser.«»
4) Efter nr. 7 indsættes som nyt nummer
»05. § 10, stk. 1, 2. pkt., affattes således
»Arbejdsministeren kan efter forhandling med undervisnings- og forskningsministeren bestemme, at visse uddannelser ikke giver ret til uddannelsesydelse, og at uddannelsesydelse ikke kan gives til visse uddannelsesaktiviteter i forlængelse af afsluttede uddannelser.«»
Til § 2
5) Datoen »1. april 1991« ændres til: »1. juli 1991«.
Bemærkninger
Til nr. 1 og 2
Ændringsforslagene er en følge af den foreslåede ændring i lov om arbejsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. (lovforslag nr. L 18), hvorefter retten til supplerende dagpenge begrænses til 52 uger inden for 70 uger, ligesom de særlige regler om ret til arbejdstilbud ved udløbet af tidsbegrænsningen bortfalder.
Personer, der har fået supplerende dagpenge i 52 uger inden for 70 uger, vil herefter have ret til arbejdstilbud, uddannelsesydelse, uddannelsestilbud og iværksætterydelse efter lovens almindelige regler.
Til nr. 3 og 4
Baggrunden for ændringsforslagene er, at uddannelsesydelsen åbner mulighed for utilsigtet brug af dagpengesystemet i forbindelse med de nye bacheloruddannelser, idet bacheloruddannede i praksis vil have gode muligheder for at tilrettelægge et forløb, hvor kandidatgraden tages på en kombination af dagpenge og uddannelsesydelse.
En bachelorgrad opnås ved gennemførelse af de første 3 år af en kandidatuddannelse. En bacheloruddannelse kan således være identisk med de første 3 år af en kandidatuddannelse.
Eksempelvis kan nævnes, at de humanistiske og naturvidenskabelige universitetsuddannelser nu er opdelt i en 3-årig bacheloruddannelse og en 2-årig overbygningsuddannelse, ligesom HA-uddannelsen, der er 1. del af cand. merc.-uddannelsen, er at betragte som bacheloruddannelse.
Bachelorgraden vil således været et naturligt tidspunkt, hvor den studerende vil kunne forlade uddannelsen. Bacheloruddannelserne sigter således dels mod beskæftigelse, dels mod fortsatte studier.
Den udvidede bemyndigelse, der er gældende for både de under og de over 25-årige, nævner ikke bachelorproblemet særskilt, da problemet ikke alene er et bachelorproblem, men principielt kan opstå i andre tilfælde, hvor der efter en afsluttet uddannelse er mulighed for en overbygningsuddannelse. Hvis den utilsigtede anvendelse her har samme karakter, bør det behandles efter samme retningslinier.
Den eksisterende bemyndigelse bliver stående, da den sikrer, at der er mulighed for at gribe ind over for uddannelsesaktiviteter, som ikke med rette kan betegnes som en egentlig uddannelse - altså sikre et vist mindstemål, som det er bemyndigelsens oprindelige formål.
Til nr. 5
Ændringsforslaget er en følge af, at lovforslaget ikke blev vedtaget inden den 1. april 1990.
Ikrafttrædelsestidspunktet den 1. juli 1991 vil betyde, at alle medlemmer, der først opfylder 78-ugers-reglen efter den 1. juli 1991, ikke automatisk vil få et arbejdstilbud. Disse medlemmer vil først få ret til et arbejdstilbud, når de almindelige regler om ret til arbejdstilbud er opfyldt.
Det ændrede ikrafttrædelsestidspunkt vil medføre, at der i den resterende del af 1991 forventes en tilgang til uddannelsesydelsesordningen for de under 25-årige på ca. 1.000 personer og de efterfølgende år på ca. 700 årligt. Ændringen af ikrafttrædelsestidspunktet vil ikke medføre en besparelse for det offentlige i den resterende del af 1991, men i de efterfølgende år forventes en gennemsnitlig årlig besparelse på ca. 10-20 mio. kr.
Jytte Andersen (S) Bakholt (S) Ole Vagn Christensen (S) Poul Erik Dyrlund (S) Hans Jørgen Jensen (S) fmd. Lone Møller (S) Taanquist (S) Lilli Gyldenkilde (SF) nfmd. Tommy Dinesen (SF) Pia Christmas-Møller (KF) Kai Dige Bach (KF) Charlotte Antonsen (V) Helge Sander (V) Jørgen Winther (V) Niels Højland (FP) Lone Dybkjær (RV) Glønborg (KRF)
Centrum-Demokraterne havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 20
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om arbejdstilbud til ledige (Fremrykning af uddannelsesydelse til de under 25-årige m.v.)
Nr L 20 1990-91, 2. samling
Afgivet af Arbejdsmarkedsudvalget
Afgivet: 19910527